DET var en klar, kold aften først i Februar. Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst, forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at mærke tidens gang, fordi 217|den samtidig er en målestok for hans egen overflødighed.

Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for meget — både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten.

Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt: Idiot, hvormed han mente sig selv — fordi han ikke, som han plejede, havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.

Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem. Med 218|det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange; han havde vist antaget det for en slags hallucinasjon, og det havde stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var ingen, det var et ensomt sted.

Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.

Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting, der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over, at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille aften.

Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.

Hallo! råbte han. — Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke flere skrig.

Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt. Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde. Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.

Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. — Jeg er vel ikke bange, tænkte han og kom til at ryste. — Det er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men det hjælper ikke.

Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af anstrængelse for at holde fast.

Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.

Ja vel, lød det klart og simpelt.

Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det gik. 220|Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo tak, han havde det temmelig godt.

Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved siden af.

Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.

Jens.

Du kan vel nok selv gå hjem?

Ja magelig.

Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået ned med isen.

Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.

Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op.

Ja men så er det da bedst at jeg — — —

Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.

Ja ja. Så siger jeg da så mange tak — —

Selv tak. Farvel, Jens.

Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende ben.

Så var det mig, mumlede han.

Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig op på 221|isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at kunne bære ham.

Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig op; benene blev trukket den anden vej.

Hans er blevet gammel, mumlede han.

Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans stivnede læber: Her skulde det altså ende. — Det smærtede i brystet; hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved blev tungt.

Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. — Jeg har taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg selv dør.

Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår. Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.

Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, 222|der skinnede et sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet?

Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der endelig havde fundet vej til ham.