28|EN Dag, da forfatteren hr. Kasbjerg kom hjem fra sin sædvanlige eftermiddagstur, lå der en tyk, blå konvolut på hans skrivebord. I mangel af bedre beskæftigelse satte han sig ned og gjorde sig bekendt med indholdet; det viste sig at være et bidrag til hans tidsskrift. Forfatteren syntes at være student med dansk litteratur til hovedfag. Det var udtrykt sådan, at nogle slette — eller måske dumme — mennesker havde overtalt ham til at bestige den danske litteraturs himmelbjærg; det skulde bringe ham nærmere himlen og skaffe ham større udsyn over jorden, bægge dele trængte han til, for han var af dem, der higer efter poesi —

Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med sine bogreoler, men de tilbød ham ikke noget læse ligt, han vendte misfornøjet tilbage til den urolige, jaskede skrift.

Bjærget så godt nok ud på afstand, det var passende højt og imponerende bredt, og det fortonede sig blåt. Op ad det! Det var svært. Stenene, der var brede fliser, gled idelig bort under ham, han svedte, været blev tyndt i hans lunger, men det var jo også et helt bjærg. Foreløbig var der ikke andet end støn, men al sødheden lå naturligvis på toppen.

Hovedpine, tom susen for ørene, svimmelhed. Død blødhed under kraniet, senere fortsat ned gennem rygraden. Havde han vidst det! Men nu var han 29| snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter noget som helst.

Begyndende sindsforvirring, mangel på orienteringsævne; nu måtte han være meget nær ved toppen. Når bare han fik vænnet sig til denne luft og temperatur! Bægge dele var afgjort ubehagelige.

Ha ha! Toppen! Først så han ned efter jorden; forfærdelig langt borte lå den grønne jord — ja, men den var slet ikke grøn, og havet så ud som ostevalle. Han la sig ned og lukkede øjnene, alt imens han bittert beklagede, at han var gået fra forstanden i dette vigtige øjeblik. Da han atter fik mod til at se sig om, opdagede han, at bjærget bestod af lutter bøger, det var ikke noget rigtigt bjærg. Denne opdagelse tog sådan på ham, at han dånede, under suset af et dusin lyriske englevinger, og straks derpå åbnedes bjærget under ham og slugte ham.

Han vågnede, levende begravet nede mellem bjærgets rødder. Der var mørkt, ikke en menneskelig lyd trængte ned til ham; det meste vær, han trak, var støv, og der lugtede nederdrægtigt; alle slags harske, mugne, visne uddunstninger trængte med vold ind gennem hans næsebor. Således gik der ubestemmelige tider; nu skulde han altså dø. Havde det endda været på åben mark! Han misundte den mand, der kan gå ud i den grønne skov og hænge sig, mens han kvaltes i en nedrig bogdød.

På ryggen havde han det ligesom mere behageligt; han masede en hånd ned og fik fat i jorden. Ah, jorden! Hvem der bare lå på maven med næsen i muldet! Han fik en håndfuld op og snusede til den. Vidunderlig kraft bredte sig ufortøvet gennem 30| hele hans krop. Han snusede mange gange, livskraften vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde han ikke, men med uhyre besvær lettede han sig to tommer og skød et lag bøger ind under bagdelen. Laget fortsattes til op under hodet. Han tog en nævefuld jord i hver lomme for at ha noget med at styrke sig på. Så skubbede han et nyt lag under sig og var følgelig fire tommer højere oppe, og på den måde blev han ved. Det tog tid, rimeligvis år, men selv om han var en gammel mand, når han kom op, han vilde være glad, hvis han blot slap for at dø dernede. Det gik virkelig, muldet gav styrke, en skønne dag rejste han sig op gennem det øverste lag, de sidste volumina haglede ned om hans fødder, og uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han halvdød ned ad hele bjærget og vågnede længe efter med næsen i det grønneste græs, nogen har set — —

Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han så efter en, med hvem han kunde udveksle et for stående smil.

Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes utydeligt en lille forknyt bog, som han havde anbefalet yngre kollegaer i kritikken at ta lidt læmpeligt på. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. Men manden måtte ha forandret sig en del. Dette her var sikkert noget af hans virkelige jeg, og forknytheden et begynderstadium. Mærkeligt nok Forknythed plejede ellers at være uhelbredeligt. Han måtte se noget mere af den unge mand, ja, og se ham selv. Måske var her tale om et gennembrud. Det skulde han snart afgøre. Han vilde sende et par ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, der sandsynligvis var ung, naiv og trængte til 31| anerkendelse, kom nok næste formiddag, hvis hans stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og selvfølende. Alene det træk, at han, så snart han var kommet godt og vel ind i litteraturen, begyndte at nedslagte ældre kollegaer! Men hr. Kasbjerg skulde snart blive klog på ham, for når han ikke uheldigvis havde en pen i hånden, var han en særdeles duelig menneskekender.

Kasbjerg gættede straks, at den, der ringede, måtte være hr. Ivar Holt. Han var gået hjemmefra, straks han fik brevet. Den ansete forfatter drejede sig halvt om i sin skrivestol, så at den indtrædende fik en fornæmmelse af noget solidt, der med besvær tog notits af hans spinkle ringhed.

Det første, Kasbjerg bemærkede, var en forbavsende solbrændthed og et meget lyst hår; dertil kom et par alvorlige, usikre øjne og en lidt ubehersket gang; den unge mand var vant til at slentre omkring for sig selv.

„Nå, det er Dem, der har sendt mig dette — mærkelige bidrag.“

„Ja,“ svarede den anden ivrigt, og så smilede han, som om der til det bidrag knyttede sig noget morsomt, han gærne vilde fortælle.

Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. „De har skrevet noget tidligere, ikke sandt?“

„Jo,“ sa Ivar Holt og så misfornøjet på Kasbjergs øjne.„Der kommer snart en bog af mig igen.“

Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom nikkede op ad loftet til.

„Så vidt jeg husker, har vi ikke før haft bidrag af Dem.“

Den unge mand trommede misfornøjet med alle fem fingre på sit ene knæ, hans mund fortrak sig, mens han så ned i gulvet og svarede affærdigende:

„Nej, men jeg må gøre noget for at blive kendt. Publikum ved ikke, at jeg eksisterer. Når de opdager det, vil jeg blive læst.“

„Hm. Ja, Deres første Bog kan jeg altså ikke — —“

„Min første bog duer ikke. Men den næste blir bedre, og især de næste.“

Han så op med en svag antydning af hidsighed.

„Nå. Så venter vi os noget stort af Deres næste bog.“

„Nej. Det vilde være for meget sagt. De, jeg ikke har skrevet endnu, blir de bedste.“

Kasbjerg følte sig en smule påvirket. Mennesket talte øjensynlig med sig selv og var vant til det. Han overvejede sagerne i enrum og kom til uomstødelige resultater. Eneboere er sikre i deres trossager.

„Deres ideer kommer uden vanskelighed?“ spurte Kasbjerg.

„Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer nu, er kun det foreløbige. Jeg har vished for, at der engang indfinder sig noget, som er — —“ Han smilede hen for sig; ansigtet fik stærkere farve. „Nu, da jeg læser korrektur på min næste bog, ser jeg godt, at den ikke er den rigtige.“

„Det må jo være trist.“

„Det gør ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det er også meget heldigt, at det bedste ikke kommer endnu.“

Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske overbevisning virkede sådan på ham, at han et øjeblik glemte sin overlegne kølighed og blev helt naturlig.

„Har De en god ide til den næste bog igen?“

„Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget om ideen, før jeg får skrevet den ud. Jeg begynder med ingenting, det hele kommer under vejs.“

Hm ja. Han vilde gærne tro det. Selv om denne unge mands indfald ingenting var værd, de havde den fordel, at de kom let. Kasbjerg huskede sine allerførste bøger, de var ganske vist uden værdi, men så til gengæld fornøjelsen ved at kunne frembringe med denne vidunderlige lethed!

„Jeg har sendt bud til Dem,“ sa han højt og koldt, „for at foreslå Dem visse rettelser — ikke med

hensyn til de navne, De gør løjer med — — desuden

er det hele vel nærmest spøg, men — — jeg har sat nogle blå mærker, hvor jeg synes, der kunde tiltrænges ændringer. De har vist en del fantasi.“

Ivar Holt tog sit papir. „Det har jeg vist. Blandt andet.“ Han stak papiret i lommen og rejste sig. Kasbjerg så på hans øjne, at han kom ikke igen. Han måtte ikke gå!

„Når jeg ser Deres næste bog,“ sa han med en velvilje, der gjorde hans ansigt mere ubehageligt, end han selv vidste, „så vil jeg bedre kunne bedømme Deres talent. Forhåbenlig kan vi til den tid drøfte Deres bog sammen, hvis det skulde interessere Dem, og — med hensyn til Deres bidrag, så er 34| jeg naturligvis villig til at la det trykke, som det er, hvis De ikke mener, det kan formes anderledes.“

Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at skjule sin tilfredshed.

„Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i stedet for det, De slår ned.“

„Det kan jeg sikkert.“

„Om det just allerede viste sig ved Deres første bog — —“

„Min første hog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig; den tæller altså slet ikke.“

Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igen. Han udleverer sig, han er let at studere. Jeg trænger til en levende model.

„Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når De en anden gang har noget på hjærte.“

Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist kom han igen.

Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige Arbejdsværelse. Hvor mange år var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrændthed i hans bøger — det havde han hørt så tit, og nu så han, at det var sandt, men her var netop et formløst, umiddelbart menneske, der kunde blive grundlaget for en ny type, en række nye typer i den Kasbjergske litteratur. Ja!

Dermed satte den udmærkede forfatter sig ved sit skrivebord og tog med fornyet iver fat på sin ufuldendte bog; nu havde han særlig grund til at haste med at få den færdig. Han længtes efter Ivar 35| Holt; det var noget andet end at efterligne sig selv for tredje eller fjerde gang.

Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje, der havde frembragt adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. Selv følte han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer, professoren, både var lærd og radikalismen hengiven, og han selv ud af familiens fortræffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og bydende udseende, så blev han i en tidlig alder knyttet til et anset venstreblad.

Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en bøj tænkerpande, der forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand; der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige virkning på en talerstol. Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. Munden var stram og intetsigende, men det kunde også se ud, som om den gemte over en hel del; manden smilte uhyre sjældent og led ikke af meddelelsestrang, han havde fra forfædrene arvet et udtørret gemyt. Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, som nu grånede stærkt; hans ungdomsvenner huskede, hvor udtryksløs hans lille hageklump havde været, inden skægget kom. Men altså i det hele et imponerende hoved, der sad på en statelig krop. Stemmen var hård og klar; på en talerstol kunde den blive til en smældende komandorøst. Hele manden var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget i bladets redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale 36| den afgørende dom i alle litterære spørsmål, så vel som i sager, der ikke helt og holdent tilhørte politik eller det praktiske liv. Han anmældte de betydeligste skønlitterære værker; i polemik optrådte han som afsluttende part, og så var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit; han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes officielle personligheder, han blev den ansete journalist, længe inden han var den udmærkede forfatter.

Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede han publikum betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed, og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner. Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt affekterede som en ældre ung piges kærestebreve. Der var megen erotik, og skønt der var en evig tale om hengivelser, så va r der ingen videre sanselighed, men mange kønne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme; Kasbjerg kom ikke på listen over de usædelige forfattere.

Men der var mange, som undrede sig, og de så manden igennem endnu en gang. Ansigtet var meget godt, men så gik de om bag ved ham og opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte høje og hvælvede, men kraniet løb op i en kegle som et indianerhoved; bag panden var der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Næsen var heltemæssig, men den kan i det højeste kun opfattes som et symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var desværre udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op for, hvordan en silkehat i virkeligheden sad på hr. 37| Kasbjergs hoved. Og øjenbrynene var altfor overdrevent buskede, øjnene var rå og kolde, næsen for bred og rimeligvis blød, den var langt mere et snorkehorn end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed.

Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken frem.

Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise, hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale et talentfuldt begynderværk — dog modificeres denne regel naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem forfatter og anmælder.

Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse; tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt senere tog han religiøse æmner op — en omvendelse og en skildring fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik — så vakte han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin. Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de 38| skrev sig bort fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget sygt; kunsten stiger, men livet synker.