55|IVAR Holt og Henriette Ravnø var en Søndag eftermiddag kommet helt ud til Vanløse. Når de gik alene, havde de gærne deres lillefingre hægtede sammen; det var noget, han havde fundet på, mere attråede han ikke. Hendes lille finger var så spæd. og når den var rigtig varm, gjorde den et uvirkeligt indtryk, som en sart drøm.

De var meget tavse på deres lange ture, især når været var godt. En gang imellem dinglede han med hendes hånd, som en hvalp rusker i et lommetørklæde, den har erhværvet, for bedre at mærke besiddelsen, og så vekslede de måske en bemærkning. Hun virkede så svalt på ham, han oversnakkede sig aldrig sammen med hende, og derfor søgte han gærne hendes selskab.

„Ved De hvad,“ sagde han, da de nåede Damhussøen, „det er noget, jeg har tænkt på før, jeg vil være havnesjover i Marseille, mine bukser skal være fløjelsbukser og min kasket en bred stråhat; jeg står op ad en fortøjningspæl og har solen i ansigtet, min kone er appelsinkælling og sidder ti alen fra mig på havnepladsen.“

„Så gå hen og snak med hende, hun keder sig.“

„Jeg snakker med solen.“

„Men hun vil ikke ha en mand, der snakker med solen; ham render hun fra.“

„Farvel, kone.“

„Hvor De er sorgløs,“ sa hun lidt utålmodig.

„Om aftenen finder vi et bjærg, der ikke er for højt, og kryber op på det for at se ud over Middelhavet. Det ligger dær som en blå stålklinge, der på et sted er rødglødende; det er månen, der står op.“

„Blir de dær hele natten?“

„Nej — de går hjem.“

„Og ser til deres lille pige.“

„Mon de har sådan en?“

„Ja. Så har konen noget at bestille, mens manden har glemt, at hun eksisterer.“

„Jeg tror også,“ bemærkede han efter lang overvejelse, „at det er godt at ha en lille pige. Undertiden savner jeg en vis fornæmmelse af menneskelighed. Ingen rod i jorden; jeg er som en afskåret blomst, der er sat i vand.“

„De trænger til at blive gift,“ mente hun.

„Ja. Hvis det er det. Jeg — —“ han så fortabt på hende og rystede på hodet; „det er mærkværdigt; måske er jeg slet ikke noget menneske.“

Hun havde lært at dæmpe sin lidt robuste natur, siden han var blevet hendes ideal af mandig finhed. Hun forstod også at undgå at komme for plumpt med sine praktiske bemærkninger, og når han talte på sin betagne, åndsfraværende måde, kunde hun få det indtryk af sig selv, at hun var en plebej, men det var vist ikke så meget, at det stødte ham; hun vilde også se at hjælpe på det og lære noget af ham. Godt var det, at hun var den mest praktiske; lærde folk trænger til praktiske koner, og det skulde ikke undre hende, om han, der var så stille og flittig, en gang endte som professor. Men det var egenlig 57| mærkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt sammen en eneste gang, når han dog tog alting så alvorligt.

Han gik og så op på det fine, hvidlige slør, der lå over den blå himmel. Det vakte et dybt velbehag hos ham som noget beslægtet.

„Hvordan må der ikke være nede i syden, dær hvor de har opfundet Elysion, Paradiset! Å ja, hvis jeg havde meget mere af denne sommer, så skulde jeg også nok opfinde noget saligt, som menneskene kunde blive mere lykkelige ved at tro på.“

„Jeg kan godt forstå, De får den slags indfald, nu mens De går og har ferie.“

„Ja —“ sa han noget efter, da han havde glemt hendes bemærkning, „der er noget fremmed inde i mig siden min lange sikletur. Det er, ligesom hele verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles dær. Jeg forstår ikke, hvad der falder mig ind — jeg har slugt verdenssjæl — — hvad det nu vil sige.“

„Mon det er heldigt for Deres studier?“ spurte hun.

Det gav et ryk i ham. Spørsmålet påtrængte sig alvorligt, nu da det blev stillet af en anden. Gør man virkelig sådan noget? Kaster man sin sikre fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske med ansvarsfølelse?

Han så op og mødte hendes alvorlige blik. De øjne — det var familiens øjne, alle fornuftige folks øjne, der ser undrende på ham, som render fra sine studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen?

Heldigvis var der endnu to måneders ferie igen, han kunde tænke over det.

„Lad os gå ud i Damhuskroen og drikke kaffe,“ sa han.

Tidligt på aftenen fulgte han hende tilbage til byen og drev så selv om i gaderne, til det blev sengetid.

Det var hel mørkt, da han kom hjem. I værelset bag ved var frelsermændenes aftenbøn i fuld gang. Den ene ekstemporerede med forbløffende virtuositet en grædefærdig anråbelse, mens de andre faldt ind med hjærteskærende nødskrig: Jaaa, Herre! Å hvad, Jæsus! — — Det tog dem et godt kvarter at forrette deres fromme nødtørft.

Det er åbenbart, tænkte Ivar Holt — lige så uanfægtet af frelsermændenes råb som rimeligvis Vorherre selv —, at hun holder en del af mig. Mon hun egner sig til at være appelsinkælling i Marseille? Solen vilde gøre hende bedre, hendes øjne er endnu noget for kolde.