70|DER er en plads ved en skole, som jeg er vis på, at De kunde få, hvis De selv vil,“ sa frøken Ravnø; „min onkel er næmlig bestyrer. De får dansk som hovedfag.“

„Sikken en nådegave af et forår, vi har fået denne gang!" bemærkede han længe efter. „Man kan blive from af det: Denne er dagen, som Herren har gjort. Når nattergalen synger om formiddagen, da er sommeren på sit højdepunkt. Læg for resten mærke til forskellen på stroferne i nattergalens sang. Der er almindelig kvidren af forskellige grader, og der er fløjtetoner, som gør nattergalen til nummer et af alt syngende, men der er også en ganske umusikalsk snærren — jeg antager, den er det ældste i de forskellige udviklingslag, dens stemme repræsenterer. Hvis jeg var nattergal, vilde jeg blandt andet skrive en epokegørende afhandling — sammenlignende sprogvidenskab — om de forskellige strofer i nattergalens sang. Denne snærren er så antik. Jeg tænker mig uglekrybdyret — Archæopteryx — sidde og slå sine knastørre triller ved randen af kridthavet. Det må ha været storslået hæsligt. Hvorfor ser De så gnaven ud? Synes De, det er noget vrøvl? Det er det også. Men sådan går min tid, og den går godt.“

„Nej, det må De virkelig ikke sige.“

„Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dår 71| ligt humør? Jeg vilde ønske, jeg var en gammel krage med en stor familie, så vilde jeg skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en kedelig brakmark.“

„Hvad mener De så om den plads?“

„Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?“

Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød virker råt ved siden af solbeskinnet bøge løv!

„Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier! Jeg forstår ikke, nogen kan være så ligegyldig med sin fremtid.“

„Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg ikke nok for den?“

„Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen virkning.“

„Den gjorde den virkning, at min næste bog blir bedre.“

„Og imens har De ingenting at leve af.“

„Jeg føler mig meget levende.“

„Jeg kan ikke forstå, De har så meget imod at få en ordenlig, sikker indtægt. De kan vist godt få den plads; min onkel holder umådelig meget af mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres bøger, så kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i det?“

„Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor skulde jeg gøre det?“

„Jeg forstår Dem virkelig ikke,“ sa hun næsten grædefærdig, og derefter tilføjede hun med et koldt, 72| klart blik: „Og så blev De da til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at bestille end at tænke Dem som nattergal.“

Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han så sig pludselig afklædt alle digterdrømme, han stod dær foran hende som en afsløret, æstetisk tosse. Det var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig. Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle mennesker har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev kold lige ned til mellemgulvet, og han fik næsten vand i øjnene, ikke tårer, men vand, af noget, der river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, luftig kærlighed, uden henblik på dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den fuldstændig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer indbragte?

Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme virkeligbed i næsen på en rigtig poet; han vil påstå, at det er salmiakspiritus.

„Hvad mener De så?“ spurte hun endelig.

„Jeg ved ikke — —“

Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, der er gået i stå midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for stridige viljers vinde.

„Nu er denne dag ødelagt for mig,“ sa han og stivede sig af.

„Var det det hele?“ udbrød hun.

Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag.

„Nu vil jeg hjem,“ erklærede han, og dermed gik han.

Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før hun turde spørge:

„Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?“

„Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. Men hvis jeg opdager, at jeg virkelig er en pjalt, så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem taknæmlig for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed.“

Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind ad København til, kom han til at gå hag efter to herrer, der talte meget højt og ivrigt.

„Det hele anfægter mig aldeles ikke,“ sa den ene. „Så længe jeg er direktør, skal vort selskab være første klasses, og mit personale første klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at live ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, vi har at bestille, kan overkommes, når der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde antage flere folk, så der blev mindre at bestille, det ved jeg nok, men jeg ved også, at et personale er bedst, når det arbejder med fuld kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket. Selvfølgelig antager jeg ikke tuberkuløse, og en mand med mavekatar er eo ipso diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg har selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet — — så længe jeg kan få mine folk på mine betingelser, så får jeg dem. Vil selskabet indføre et andet princip, så kan det jo ta 74| en anden direktør. Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?“

Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han måtte se den mægtige mand, der talte sådan.

Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fået lov til at stå og se et tog køre forbi. Da havde han fået en forestilling om livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han indtil da havde set. Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den ubekendte direktørs ansigt gjorde endnu stærkere indtryk på ham. Man fik en knusende forestilling om, hvad det vil sige at være noget og at udrette noget. Det praktiske liv var en buldrende, hårdt malende jærnmaskine, som brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blæstes omkuld og i sønder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den mægtige direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev nok så stor en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han være brugelig; alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var nu en gang forbandet til at være digter i et tomt rum.

I samme øjeblik som han opdagede det, fik han en uhyre længsel efter den virkelige, håndgribelige tilværelse, og denne længsel ledsagedes af 75| forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var larmet forbi. Han kom ikke med.

Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det var bedst at dø. Verden har set nok af livstrætte mennesker, der hænger sig. Burde den ikke for en gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel på liv?

Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den sidste menneskealder. I gamle dage var det anderledes, skønt digterne også den gang var lukkede uden før virkeligheden. Dær sad Ingemann på det slot i Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige tanker i sin filosofiske luftballon — — men deres lod var udelt, de anede vel en anden verden, men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig op af deres digterkæfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet andet end et skyggebillede af den poetiske, dær har en digter altså intet at gøre. Det mente også manden for det hele, Johan Ludvig Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf den ene findes på jorden, så at digteren står med et ben i himlen og et på jorden; men det er meget ulykkeligt at være i verden og dog ikke være der, det er en stilling, der aldrig kan gøre sin mand tilfreds. Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene ben på jorden, da denne omsider er blevet godkendt — efter at den i en forholdsvis kort periode, dansk åndslivs fornedrelsestid, har været mistænkeliggjort —og angsten for at komme uden for verden er slem og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige 76| så frygtelig som selve dødsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende på bægge ben, det er en digters ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes ringeagt stundom over det ben af ham, der står på jorden, de synes, det står usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nød han dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan han kontrolleres på det ene ben.

Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. Hans skygge lå halet ud hen over kløvermarken, og langt borte, på en ledstolpe, så han sit hoved opslået med rødt om. Han fik noget smørrebrød op af lommen og spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig ud i landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hårdfingret hånd i hele verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal forsørges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! — det er unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig ikke stærkt, men er der ikke så meget grøftekant, at den kan ernære en mand eller to? Så meget mere som den menneskerace er i færd med at uddø.

Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade manden på grøftekanten, han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker på et andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste hjærneskaller. Men det kan gærne være, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at den, der aldrig har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand ned i landevejen, selv skal dø af en tom mave.