af Knud Hjortø (1904)   Redaktion: Schubote (1904)  
forrige næste

77|FORSTÅ og beundre en mand, det gør en fornuftig og forelsket kvinde gærne, når hun er vis på, at han vil gifte sig med hende. Men dersom hun ikke er det, da må han være belavet på at få kritik i stedet for.

Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en gang kunde blive en udmærket hustru. Hun havde uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt, og da det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet i hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste også, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er noget levebrød, men derfor behøver det vel ikke at hindre sin ejermand i at få et andet, virkeligt levebrød.

Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte hende stadig, men havde aldrig noget at tale om. Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke, skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret i at høre hende fortælle om alle sine ubetydelige småting. Hun kom snart til at gøre en ende på det.

For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement til hans syner. Nu, så længe han følte sig som en ussel digter, var hun den, der havde opdaget ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men det kunde jo være, at hun, som havde opdaget hans sygdom, også kunde blive hans læge.

78|

Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern, og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik: Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå. Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det gabende svælg.

Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde han ikke tåle at tænke ordet poesi. Hans sjæl stod sig nok bedst ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de senere danske poeter. „På det jævne, på det jævne," skriger en, som om han havde opdaget det jævne. — „Gik der en smule digter tabt, et menneske blev bevaret,“ forkynder en anden, som om det nogen sinde lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt sig selv i forklædning med ordet digler, hvilket var det eneste ord, der svarede til hans foragt.

Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op i 79| overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han træffer ikke selve jordens overflade.

Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed, selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den havde aldrig været saa udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at foretage noget som helst, men naar humøret var kommet igen, så skulde han til at tænke på fremtiden.

Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft; nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig, den kunde hæve sig mere.