80|HOS en livskraftig natur er der intet, som er mere upålideligt end forknytlied. Han kan ha slået sig nok så godt til ro i resignasjon, den varer ikke ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen ærlig ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting, et forbrug af energi, som tyder på, at nedslåetheden ikke er andet end en hvile, hvori han samler kræfter til et nyt opsving. Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lægges på ilden, for at den kan holde sig til næste morgen, da det igen blir dag, og ny ild nødvendig.

Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jævne menneske, så kom ånden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord på, indtil han nåede strand. Dær satte han sig. Det var næsten vindstille; ingen bølger var at se, undtagen at der med regelmæssige mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en vold, og en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask, der fortalte om mange miles rejse.

Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig, og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang stråle tilbage igen; måske på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig selv vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke bange for nogen vinter, han indsamlede et forråd af lys, der var stærkere end alle nætters mørke.

Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, over ham stod solen og glemte ikke at gøre sin pligt. Solen er umådelig god, den gør alt, hvad den kan.

Han havde igen indtaget sin retmæssige plads midt i verden, rundt om sig bandt han ved sin sjæls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på alle sider som en verdenskugle.

Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at kende i det sidste års tid — bruddet på fuldkommenheden. Nu kom han til at forstå den. Lykken er en kugle. For hver en, der står med hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene står op mod solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet på sine skuldre, ligger den anden med brækket lår ude i natten og råber om hjælp.

Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har været nede, og jeg har været oppe; bægge disse mænds lod er min lod, jeg glemmer aldrig den ene for den anden.

Han lå længe uden at kunne tænke på at røre sig, hans sanser virkede ikke længere. Tiden rislede forbi ham med uhørlig hast, men han var gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede ikke sit eget legeme, hans vidste ikke, om hans fødder lå over kors, og han kunde umuligt sige, hvordan hans hænder var anbragt.

Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den stansede maskine, en rest så lille som infusjonsdyret, der kryber hen over den hvilende oceandampers skrueskovle.

Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige kvantum bevidsthed lysende over den øvrige, bevidstløse ånd.

Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed, Udødelighed, Personlighedens grænseløshed — —. Ingen forstår dem, men der er i dem et vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne, der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, hædredes hinsides graven som digtere og profeter.

En mand vågner midt om natten i absolut mørke og stilhed, hans sanser griber efter noget og får intet, han kender ikke tid og sted, mærker ikke sit legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden krop, og i sin meningsløse angst farer han op i sengen — legemet er der, arme og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er på ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår livets mystik, han er i stand til at tro på sjælens udødelighed, og han kræver kødets opstandelse: Jeg må beholde mit legeme, at jeg ved, hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at være blot sjæl er forfærdelig.

Seeren — manden med de lukkede øjne og det indre lys — glemmer hele sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende prik. I ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt i deres kister, det arbejder i jordens indre, og glødende storme hærger stjærnetågerne, men et menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder. Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt andet, hvad han ikke forstår. Han er borte et sekund, der for ham synes tusende år, han 83| rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og bekender: Fra eviglied til evighed er du gud!

Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen været hos ham, han ved ikke, hvem han taler til.

Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. Det var et øjebliks afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var hos ham, afsindet var gud.

Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har været ude i uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bære denne ubegribelighed og behøver ikke at redde min forstand ved at kaste ubegribeligheden over på en anden. Der er ingen anden gud end mig selv.