104|JEG har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig.“

„Synes De?“

„Ja, det kan De ikke tinde Dem i. Skriv en bog imod ham.“

Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske andre ting.

„Det kan jeg vist ikke,“.sa han.

„Hvad vil De da gøre?“

Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?“

„Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Sa kan jeg sige farvel til Dem med det samme.“

„Rejser De?“

„I overmorgen, ja.“

„Nå. Hvad skal De — — Er det på besøg?“

„Det er en plads. I Århus.“

„Ja — Århus er vist en meget god by.“

Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han spekulerede over noget helt andet.

„De vil ikke hellere blive i Købenbavn?“

Froken Ravnø lo. „Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget at leve af. være fri for at dø af sult, mener jeg.“

„Nå. Ja såmænd. Det kan nok være.“

„Det kan det. Farvel. Lev vel.“

„Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg — — Jeg kan ikke forstå, hvad det var, jeg kom til at tænke på.“

„Det kommer nok, når jeg er gået.“

„.Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det er?“

„Der er vist så meget,“ sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod ham. „Tænk Dem hare, at De skulde giftes med mig.“

„Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit.“

„Det er Dem selv, der er kold.“

„Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et knips af en finger.“

„Å — De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt være en stor digter naturligvis.“

„Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af mig. Jeg befinder mig netop i en — —overgangstilstand, hvor De kunde være mig til stor nytte.“

„Uha, hvor De ydmyger mig!“

„Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal være en fornærmelse. Det er jo bare en — —teori.“

„Ja det er vist en teori. Uf! Farvel.“

„Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det klæer Dem meget grimt.“

„Så? For at tale om noget andet — —skal De ikke selv ha noget at leve af — — efter Deres sidste fiasko?“

„Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end — ja — formiddagen fri; klæer, det er ikke meget, og så en smule at spise, så hvad!“

„De har det vist rædsomt der hjemme!“

„Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være lidt sød den sidste dag.“

„Å — —“ hun stampede i jorden foran ham, „undertiden er jeg virkelig nær ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres forstand!“

Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og bildt sig ind, at hun brød sig noget om ham. Det gjorde hun ikke — med det ansigt. Hvad vilde hun så med ham? Det havde måske moret hende. De skulde altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de tre måneder, hun havde været borte fra Købenbavn. Men nu havde hun en plads, og dermed færdig med ham.

„Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umådelig godt om.“ sa han stille som slutning på sine egne tanker.

Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. Det er muligt, den kan bruges over for en ældre jomfru, der står på springet, men Henriette Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik så vidt, at hun uden hensyn til fremtid og følger kunde ha givet ham al sin kærlighed, hvis det havde været hende muligt at tro på hans.

„Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte.“

„Så? Vil De det?“

„Ja.“

„Så sidder jeg vel oppe på en sky — ved siden af Dem?“

„Det kan vi godt sige — ja men det klæer Dem.“

„Nej, det gør ikke. Farvel.“

„Farvel. Det er kedeligt. De er vred på mig.“

„Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en sky, så gør det ikke Dem noget.“

„Ja, sådan vil jeg tænke på Dem.“

„Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og snakke på den måde i det uendelige?“

„Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt Dem ind.“

Frøken Ravnø lo. „Ved De hvad: Lad være at tænke mere på, at De — — synes godt om mig. Det er latterligt.“

„Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi snakker om. Vi er to døvstumme, der står i tåge og mumler noget i retning af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi anderledes kunde — — der er i alt fald ingen, jeg har talt så godt med som med Dem.“

Nej om det så gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forstå meningen med hans sørgmodige udtryk! Men nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud længere Hun vilde ikke græde, mens han så på det. Hun måtte gå fra ham i det øjeblik, det var sværest, fordi han endelig havde begyndt at tale som et menneske.

„Farvel.“

„Farvel, frøken Ravnø.“ Han fik lige indtrykket af en kold, død hånd, og så var hun gået.

Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men bagefter var hun altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde hun måske sagt alt, og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse blev modtaget af hans åndsfraværende venlighed.

Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske var gået fra ham og havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke vride sig fra, 108| den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin egen fortjeneste og værdighed. At ønske foragteren ad helvede til — det kan man gøre, når andre hører på det, overfor en selv er det utilfredsstillende; slige ønsker lå desuden ikke for hans temperament.

Først interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et mistillidsvotum — digteri, manglende indtægt. Hun syntes en gang, at hun så noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde på noget oplevet og gennemtænkt; men dem har jeg fået en nat på Mælkevejen. Et udtryk i mine øjne, der kunde vidne om livets alvor — men det er den særegne migske mangel på duelighed til livet. Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst til at være, hvad jeg ikke er.

Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende knude inde i ham; kun en lille hård, uforanderlig knast blev tilhage og markerede tiden med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det var ikke bedøvet af sult og træthed, da han kom hjem, og da han vågnede, ellers vel til pas, næste morgen, var hans første tanke: Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han det straks. Men det var ellers godt vær og tegnede til at blive en smuk dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og så solskinnet falde ind nede fra tværgaden, tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg ikke er meget mere ulykkelig.