109|NOGET af det værste, Ivar Holt kunde huske fra sine drengeår, var når han skulde op og i skole i den mørke årstid. Når han ved balvotte tiden lukkede gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i regnen, da forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men når han fik skindhuen ned i panden og hænderne begravede i lommerne på den lange kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, da fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. Han krøb gærne lidt sammen, lukkede øjnene halvt og slog kraven op om ørene; så var han utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en tomme af ham; han havde en fjerdingvej at gå, men kunde gærne ha gået en hel mil. for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af snavs rundt omkring; ovenover, et milehøjt hav af regn og mørke; han var et uhyre lille væsen på hunden af regntykningen, men han modstod det hele. Mon folk tænkte på, at den våde klump, der arbejdede sig imod blæsten, var fuld af varm lyksalighed indeni?

Også som voksen bevarede han den ævne til at hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og lavede drivbus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt op i den tropiske bede. Men tilværelsen slider hul 110| på de fleste pansre, hudløsheder er uundgåelige, et eller andet sted siver der noget ondt ind; også i drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, og da var glæden ufuldstændig.

Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var slem dette forår, og livets kår var ubillige. Herregud, at mægtig dumhed gjorde sig sådanne anstrængelser for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at han var den store og farlige, mens det tohundredårige blad var den lille og betrængte? Dær sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og slagtede en sølle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i sparekassen. Lad ham dø af sig selv, han er ingen samfundsfare.

Ude ved frihavnen mødte han Lynggren.

„Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at Ørnberg er død. Dær er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretæren. Du var i stand til at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis. Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar.“

„Synes du, det vilde være en passende stilling for mig? Især nu, da — —“

„Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, men hvad så hævner man sig og gør det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lægger mærke til det. Det er ens private tilfredsstillelse.“

„Ja men hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter den behandling, de har givet mig?“

„Å — Ørnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han tænkte. Men det vigtigste er, at du 111| er jo hverken pervers eller alt dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo noget, enhver kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der er såmænd ingen dernede, der er gale på dig; gamle Ørnberg forstod dig ikke, og så skældte han ud, du kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig journalistik. Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, han er den fornuftigste, og tag noget bedre tøj på, du kan godt låne en syl af mig, og forklar ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at du bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og — det kan du nok selv sige på en pæn måde.“

„Synes du ikke, det er en lumpenbed, du opfordrer mig til?“

„Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske veksler eller brække ind og stjæle pengeskabe. Men du søger da for fanden vel nok den plads?“

„Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg bader det blad?“

„Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel i en bunke hestepærer, så hader du vel også dem! Hvad rager det dog det spørsmål, om man skal leve, eller man skal dø af sult?“

„Alene det at træde op dær og lave mig til — — for resten ved hverken du eller nogen anden, hvor medgørlig jeg er.“

„Når man først lærer mennesker at kende, blir man altid medgørlig. Selv om man får lyst til at spytte på dem, så opdager man dog, at de kan bruges til noget, og det gør straks, at man blir mere menneskelig.“

„Der må være andre udveje, Lynggren, det er 112| umuligt andet. Det kan ikke være nødvendigt, at jeg sælger mig selv.“

„Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, konservativt blad, for dær er nu mere spillerum. Selvfølgelig er de sure og sære, men disciplinen er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. Jeg vilde ikke anbefale dig et radikalt blad, for dær har de nu mundering og klaptræ og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i geleddet. Du kan aldrig få nogen friere stilling end den. der nu tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås nogle gamle stødere og vogte på din mund.“

„Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min frihed. Og der er en uhæderlighed i det, som jeg ikke skøtter om at hærde mig til.“

„Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på månen, men en nar på jorden.“

„Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv ha sagt.“

„Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke låne ti kroner på dig. Det vil sige, hvis du trænger til en syl —.“

„Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan købes, når jeg blir noget ældre.“

„Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære ven, gamle slubberter, dem er der ingen pris på. Det skal være unge. Ja — og så farvel.“