113|I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt menneske, der trængte til at lære retskrivning; han kom midt på eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde også være det samme. Det havde ikke længere nogen betydning, at marken var grøn, og himlen blå. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den solgt. Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forforer. Ivar Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv med den, der drikker, og den, der gør endnu værre ting. Han søgte også en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke.

Når han havde undervist sin time og sad alene tilbage med bevidstheden om, at han nu havde råd til at anskaffe sig for fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, så tænkte han på, hvad han havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse. Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed i dette tilfælde kunde ha været på sin plads. Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsværger han de småsnyderier. der hører til for at komme ind i spillet.

Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad 114| hjemme hos sig selv og smagte fattigdommen — den virkede snarere som bærme end som gift — og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans sted, men han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i sin sjæls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis han havde en guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde han grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og så vilde han, hver dag det var godt vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og fløjte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder. Halvandet pund vilde han måske skrabe af til at opholde livet med.

Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de slap ham ikke, før det blev lyst. Om dagen kunde han trøste sig med, at det strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem livet som vagabond, men mørket tog tilliden fra ham og nedbrød hans sind. Der kom øjeblikke, hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe pris, men hvornår kom der en, der vilde købe den?

Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, når han så mennesker med hårde, snavsede hænder; sådan en næve var mere værd end hans elendige sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin egen selvforagt; denne følelse lå slet ikke for ham. Han måtte le ad sig selv, når han følte sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en misforståelse af et skammeligt tilfælde. 115| Hvordan han var skabt til at være, det kunde han sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at huske en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, når sorg bankede på hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke ved at udvise større energi. At han skulde fortvivle, det var lige så unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke fordringsfuldhed; han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og bære frugt i Grønland.

Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede han ikke et øjeblik om. Hvis der altså var nogen højere mening med, at han var indrettet, som han var, så måtte der ske noget; det måtte snart komme, nu da han var så langt nede. Dette håb var hos ham om dagen; om natten kom panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor skrænten hældede hen ad.