116|DET skal nok hænde en mand — selv om han ikker sig nogen god gærning bevidst — at der en dag på hans dørtærskel står en ung, altopofrende kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en dårskab, som i naturens husholdning er høj, værdifuld visdom, og hvis han er et helt uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde magter, der bevirkede, at en kvindes øjne kom til at hvile på ham med velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen og plukke den.

Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed, da det bankede på hans dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik hen for at lukke op.

Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige blå øjne, forfjamsket hår, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde djævles hedt med en tilgængelig mand. Det var Teologine.

Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om nogen havde spurt ham, hvad han mest trængte til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og var derfor i en ydmyg forfatning.

Hun vilde gærne — lidt forpustet — sige goddag og se, hvordan han boede.

Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede han et varmt, rundladent faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter, her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor.

„Det var Dem, der var så sød den aften. De var med Lynggren.“

Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i aviserne, det var det hele med ham. Man var nødt til at — —

Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. Han tog hendes hånd og førte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han så nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine raffineret barnlige øjne.

„Og De er sangerinde,“ sa han, mens han tænkte på, hvor fattig en mand kan være.

Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været noget finere for hans skyld.

„Men jeg kommer aldrig på varieté!“

„Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem.“

Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mændenes almindelige hob, han var helt optaget af at se på hende, men vidste ellers ikke, hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt af stille, smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede vægge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed, den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra 118| hele horisonten strålede den ind på ham. Nu skete der endelig noget af det, som var lovet ham for lang tid siden.

De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. Hun gemte sit hoved ved hans bryst, det kunde ikke være andet, og så kom de til sæde på hans sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne mand med problemet lige over sig; hvad vilde det nu være mest hensigtsmæssigt at gøre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, så lå det nær at klappe hende på kinden, og det gjorde han. Virkningen var øjeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans første forsøg på rigtige kærtegn. Han sad i held den gang.

Dagen gik.

Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende kobberskyer dækkede himlen, vinden gik i korte, tunge stød; der var forventning om noget. der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt, dækket rævnede langs den østlige horisont, og gennem den blå kløft væltede sollyset ind over den forhavsede jord, hvorpå der stod et eneste gråt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens muldet flammede mørkt, stod han ret op mod himlen som en menneskefakkel. Det blå er forbigangent, verden er blevet rød.

For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke så stort ud, men hun så, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev rå eller ligegyldig 119| bagefter, og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig med hende, og at han var lykkelig.

Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det fattige barn, hun gav den eneste skærv, hun ejede.