120|IVAR Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom når han i sine drengeår gik til skole en regnfuld vintermorgen og efterhånden samlede en masse privat forlystelse under sin varme frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad Vesterbrogade; folk så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem han var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt i landet. Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fløjtede sig et Stykke „Lohengrin“; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han fandt morskab i at stå stille og klappe en venlig danois, og imens så det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han var åben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov næve kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsløs. Kun den ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham gå alene.

Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og forfattede under sagte fløjten en lyksalighedsteori, som han glemte i det øjeblik, han blev færdig med den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger:

Den sande lyksalighed består i at ha uendelig megen tid til sin rådighed og ikke at mærke, at man bruger den.

Da han kom tilbage til byen og så andre menneskers ansigter, faldt det ham ind, at også han måtte gøre noget for sin fremtid. Han henvendte sig til flre redaktører og fik tre afslag. Den fjerde, som var den mindst fine, spurte, om han kendte noget til samtidige forfatteres intimere oplevelser, og om han kunde levere bladet en god roman om dette æmne. Dertil mente han nej og gik.

Jeg kan alligevel ikke anerkende tilværelsens alvor, tænkte han, mens han sad hjemme og ventede på Teologine. Jeg lærer det aldrig. Jeg kan ikke engang lære at se på et alvorsmenneske, uden at jeg får kvalme og ond samvittighed. Og dog kan jeg godt se den højere styrelse, der stadig forsøger at få et alvorligt menneske ud af mig. Den sendte mig til København, for at jeg kunde blive embedsmand; jeg selv gjorde mig til digter. Den fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf jeg kunde se, i hvad retning jeg i så tilfælde burde udvikle mig, men jeg blev i uskyldigheden, tilfældigvis. Den højere styrelse tilbød mig Henriette Ravnø som alvorskone, og da jeg lod hende gå, kastede den mig Teologine om halsen; hende havde jeg, inden jeg rigtig vidste af det, hende har jeg. Godt. Hende beholder jeg. Men jeg må ikke ta ud på en grøftekant og ingenting bestille, derfor er jeg nu igen blevet straffet. Bare det kunde hjælpe noget, at jeg kan alt det udenad, som veltænkende mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med 122| at skrive bøger, men jeg kan ikke holde op med at være digter. Kunde jeg blot skabe min sjæl om til en grovsmeds sjæl — næverne kunde endda gå an. Men det er desværre noget vrøvl. Og her bar vi så Teoløgine.

„Nå,“ sa hun, da de hen på aftenen var blevet så vidt nøgterne, at de kunde tale om forretninger, „hvor meget tjener du så ved dine bøger?“

Ivar Holt pegede på en kasse ved siden af kufferten. „Fedtebrød og cervelatpølse,“ svarede han.

„Ja, men så indbringer det vel en del at skrive i aviser,“ fortsatte hun alvorlig uden i mindste måde at finde hans svar morsomt.

„Det gør det. Men mig indbringer det ikke noget, da jeg ikke skriver i aviser.“

„Hvorfor gør De ikke det?“

Hvor kvinders øjne kan ligne hverandre, tænkte han. Og nu har jeg igen ægtemandsfornæmmelser.

„Og hvorfor blir Deres bøger ikke rost noget mere? For jeg har hørt folk sige, som har forstand på det, at De skriver udmærket.“

„Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterære kliker; nu kaldes det fagforeninger. Når man ikke har sine papirer i orden, får man ingenting for ulejligheden, hverken ondt eller godt.“

Hun så forvildet på ham. I værelset bagved afjamrede frelsermændene deres allerindstændigste aftenbøn.

„Hvad lever De da af?“

„Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad, 123| for resten? Jeg får en stilfærdig lyst til at slå de mennesker ihjel, som spør, hvad jeg lever af.“

Han så panik i hendes øjne; hun var bange for fattigdom, havde rimeligvis fået for meget af den en gang. Frelsermændene sluttede af med et gudsjammerligt: Amæ—n!

„Nu går jeg,“ sa hun. „Jeg går!“

„Ja vel; jo. Vist går De. Det var jo rigtig sødt, den tid det varede. Husk nu på for fremtiden at sætte penge i sparekassen; tænk på mig, og husk det. Så — er det så slemt?“

„De må ikke røre ved mig! Jo — det mener jeg ikke — — De har været så god. Men jeg er bange for Dem.“

„Ja. De opfatter mig symbolsk. Så er jeg heller ikke hyggelig. Ellers er jeg rar. Det kunde blevet godt med os. De er den eneste — — jeg må ha lov til ikke at kunne mere for bevægelse. Men hvis De vinder i lotteriet, så kan De komme og gifte Dem med mig. Jeg skal ikke banke Dem, fordi det er Deres penge.“

Før han kom ind igen, smilede han til noget ude i mørket. „Det forslår endnu ikke,“ sa han.

Fra frelsermændenes værelse trængte nu allehånde, ganske verdslige lyde ind til ham.

Han satte sig op på bordet, dinglede med det ene ben og spidsede læberne.

Her sidder jeg og fløjter, tænkte han.