124|HVOR menneskelighed er, dær er også en udvej, selv om vort håb og vort eje er blevet fortæret af luerne — læg så for resten mærke til, hvor forskelligt det såkaldte menneskelige er. Ti een fylder det umættelige rum med bønner, een begynder at bygge op igen, een roder sig vanvid til i asken og slæbes bort af tre stærke mænd; to knytter næver og ryster dem mod himlen, går derefter bort, den ene hænger sig, den anden drikker sig fuld — alt dette er menneskeligt.

Men der kan også findes den, der sætter sig på en sten og fløjter en melodi. Hans livsbegreb er så fordrejet — perversus kaldte Romerne det —, at elendigheden gør ham til humorist, han bestrider livets alvor. Han har ingens medfølelse, for ham er der ingen udvej.

Ti den hængte begraves, og den drukne — stakkels mand — reddes af rettænkende på et drankerasyl, den gale forsørges på en anstalt, den bedende har valgt den bedre del, og den byggende skaffer sig et nyt hus — deres menneskelige adfærd bragte dem alle ud af elendigheden.

Men ham, der fløjter, er der ikke noget at stille op med. Han duer ikke. Lad ham stikke piben ind, den nar! Han er ikke noget alvorligt menneske, det kan man høre på hans fløjten. Han må sejle sin egen sø. Vi kan ikke gøre noget for ham.

Imidlertid — det kan jo ske, at mennesket med fløjten er af pæn familie. Hans faer er en gammel mand med agtværdige grå hår, hans moer er en hæderlig kvinde. Der skaffes ham en plads på et kontor, 900 kroner, han er reddet. Retsindige folk glæder sig, skønt de ryster på hodet. Det kan jo gærne være — — men han har rigtignok ikke fortjent det.

Ved nytårstid rejste kontorist Ivar Holt ned til sin nye plads. Det var endnu lyst, da han tog fra København, men det blev mørkt, inden han nåede sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfældets venskabelige symbolik og søgte at genkende de landskaber, han kørte igennem, det var så længe siden, han var blevet befordret med jærnbane. Det regnede stort og tungt, ruderne var dækkede med de perlesnore og køller, som regnen dannede, idet den faldt. Markerne rejste sig udenfor som sorte mure, vejene var gule floder. Han sank hen i en døs og havde det bel godt; endnu var der varmt forinden, og livet var til at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; når han fik rullet sig solidt sammen, kunde de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags ondt havde adgang. Et øjeblik faldt den sandsynlighed ham ind, at nu kom han ikke til Italien. Farvel, fløjelsbukser og solskin. Men det gjorde ham ikke noget, han sad usårlig i sin krog. tiden gik umærkeligt, som noget tungt, der flyver tavst gennem mørkt; ingen aner noget, før der kommer et dumpt stød — —

Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var det hans eneste ønske, at han kunde få lov til at blive siddende, han vilde ha afstået en stor del af sin løn for at kunne køre videre, så længe den salige døs varede — aldrig havde han haft det så godt: denne overgang var endnu værre end at stå op en vintermorgen for mange år siden. Så stod han ud.

Blæsten bredte sig over perronen, regnen slog i en hue ind under taget. Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor han uforvarende blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind. I aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok være en vis fremgang i det.

Han vilde først se toget gå; den fornøjelse havde han fortjent. En mand gik baglæns med en fløjte i munden, hvinede og spyttede fløjten ud. Lokomotivet udstødte et hyl og begyndte at hoste store klumper hvid damp op gennem skorstenen, de første sad godt fast. Ivar Holt gik ud på skinnerne og så en mørk firkant, der blev mindre og snart viskedes ud i regntågen.

Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud på en bred plads. De sorte, lysplettede klatter på den anden side det var vel så byen. Ude over markerne krøb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt af sted; men en lille hund forstyrrede ham i nydelsen af synet: Væv-væv-væv! Han belønnede dens iver ved at svinge håndkufferten efter den. Dette gjorde den så overhånds arrig, at den gøede væv-væv med voksende hastighed, indtil al rytme faldt bort, og det blev til et langt, sammensmæltet æ — —.

Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede sig over pløret. Dybden overtraf vel ikke hans forventninger, men det bandt skoene langt stærkere, end almindelig vejvælling gør. Han stod stille under en lygte, løftede den ene fod ug undersøgte belægningen med en pegefinger. Det var vist kalk, der var i.

Bladløse træer og en bæk dannede grå, uredelige bunker på den anden side af vejen, men et sted var der et sort hul, og en svagt skinnende stribe pløre viste vej ind i mørket, dær gik sandsynligvis en smøge op i byen. Men først skulde han over pløret, overgangen antydedes af en smal stribe sten; han samlede al sin følesans i støvlesnuderne og vovede overgangen. Der var fortov; på den ene side en hæk, på den anden — han prøvede med en fod og fik den til sig igen, det slap med et lille, velbehageligt smask —: pløre. Det blev snart mørkt igen, han lod kufferten gå i hækken, så faldt han ikke ned til den anden side. Hov, dær var nok en krumning, og se: langt fremme, i den anden ende stod der en lygte og ventede på ham. Han hug øjnene fast i lyset, og hans gang blev sikker.

Se se. Her vadede han nu i mørke lige op til øjriene, kun en lille rødlig lysplet holdt ham oppe. Der var ikke meget igen af ham nu, det var næsten drukning. Han stod stille i mørket, han og lygten så på hinanden. Når han skelede, kunde han også se sin næse, nedefter så han slet ingenting. Mørk — obscur. En anmælder havde kaldt ham obscur, rimeligvis på grund af hans frækhed mod sine kollegaer. Nå, men videre. Lygten stod åbenbart på den anden side af vejen, for nu fik han 128| tendens til at gå ned i pløret. Der måtte altså beregnes en vis afvigelse. En mand gik førbi i mørket, lige i hælene på ham fulgte stank af en shagpibe. Ivar Holt fik lyst til at høre sig selv tale midt i alt dette mørke. Vidste han, hvor skomager Andersen boede?

Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, som han gentog flere gange. Ivar Holt sa mange tak og fik til gengæld beliggenheden indskærpet nok en gang. Tak, godnat. Godnat. — — Og det er det eneste hus med frontspids, råbte manden efter ham. Tak. Så havde han fire kendetegn på sit hus og kunde ikke gå fejl.

Fjerde hus fra apoteket, tredje fra næste tværgade, bager Svendsen skrås overfor, frontispice. Nu kunde han ikke rende fra det med nogen rimelig undskyldning.

Foran indgangen lå en sump, undt i sumpen en buet træbro. Pa første sal boede familien selv; to fag vinduer, hvis gamle, solbrændte gardiner lyste gulligt som tørveaske. Ja, så —. Han tog tilløb og sprang midt op på broen. Fra gaden faldt der lys ind i gangen, han så en trappe, der vred sig op i mørket. Den knagede forurettet, da han gik op ad den. Bag en dør snakkedes der; grov, hjærtelig latter vædtede gennem de mange utætheder ud til den fremmede, der allerede havde lavet knoen til.

Her står jeg. Ivar Holt, en vældig nar for Herren, slået, fordi jeg ikke slog; jeg tålmodige ryg, der skal komme til at erkende albuerne på dem. som maser sig frem over mig. — Men nu har du imidlertid fået et levebrød, bank så på, og hold op med at mane dig selv frem.

Haa bankede; værtinden kom ud. en ældre kone med hatteknage i underkæben.

„Mit navn er Ivar Holt,“ sa han, skønt han i øjeblikket næsten havde tabt al mulig fornæmmelse af sin egen identitet.

Nå ja. Værelset var i stand, nu skulde hun vise ham det. Straks efter kom hun med en lampe.

„Jeg bar hældt betrolium på for i aften,“ og derefter gik hun med overbevisningen om at ha fået en pæn logerende.

Han stod midt i værelset og så sig om.

Fire nøgne, sømhullede vægge, en gulmalet træseng, klædeskab og en skeletagtig servante med en jærnring om livet. Midt på gulvet, over et rødbroget gulvtæppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt udtryk ved det, at klapperne var slået ned. Det syntes at ha kendt bedre dage, men nu havde det opgivet alting og hang med ørene.

Ivar Holt satte sig på bordet og følte sig gennemstrømmet af et hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. Men fy hvor det sorte vindushul gabede efter ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gøre gardinsnoren løs; en to alens ledstolpe skramlede ned og halede et kugleblåt rektangel efter sig.

Så var der ikke mere at gøre. Han satte sig igen op på bordet og lod de fire vægges nøgne råhed skinne på sig uden at reagere. Det var nu altså kommet til håndgribeligheder mellem ham og tilværelsen, og han kunde i øjeblikket ikke finde på noget, som det vilde være hensigtsmæssigt at gøre.

Med den bevidsthed sad han ubevægelig en times tid. Lige straks havde han krusningsfornæmmelser af kulde, men det faldt bort. efterhånden som den 130| kaloriske ligevægt kom i stand. Desuden rørte han sig ikke, og så er kulden ufølelig. Man kan fryse ihjel på den behageligste made, når man kun afholder sig fra enhver bevægelse.

Men det er svært at sidde stille i længden. For der er et sted i den menneskelige organisme, som står i særlig forbindelse med dødsangsten, det er vist omkring mellemgulvet. Benene kan blive kolde, hodet tomt, det hindrer ikke; man er på vejen nedad, men så kommer der et svagt ryk nede under hjærtet, man springer op og griber efter livet. Kulden kan arbejde sig nok så forsigtigt ind i ens legeme: der kommer et øjeblik, da den røber sit slægtskab med døden, og man slår fra sig.

Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, indtil han fik al sin varme igen, og så gik han i seng. Han glædede sig altid inderligt til at falde i søvn. Så snart han var kommet under dynen og havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, så var alle bekymringer forbi. Hvad der lå uden for dynen, var fra da af ganske ligegyldigt, og han sov altid godt.

Men i aften narrede søvnen ham. Sengen var klam, og han svedte ubehageligt. Han lå sig træt på ryggen og på hægge sider, søvnløsheden blev en tung byrde, som han ikke kunde kaste fra sig.

Udenfor rumsterede den vaade blæst. Den kogte langt borte som en uhyre gryde, den kastede sig med rabalder over husets gavl og knaldede nede i gården som våde lagener; den kunde puste længe og jævnt som et sundt åndedræt, og den kunde futte af i dumpe eksplosjoner i de snævre smøger mellem husene. Den smældede regnen ind på ruderne som et læs kosteris, 131| den peb og brummede, spillede både fløjte og kontrabas og alle stemmerne der imellem. Den udstødte hyl, der fik de lykkelige, sovende mennesker til at vende sig på den anden side og sove videre, mens de øvrige, der ikke længere havde nogen hvilestilling, de kunde indtage, vred sig i deres trætbed og følte det blæse koldt under hjærtet. Stormen og regnen forberedte lukkede og mørke sind til morgendagen, meget arbejde gjort og liden glæde derved. Nødvendigheden af, hvad der må gøres, gik som en kold vind over det våde land; klam, muggen besindighed dryssede ned fra den usynlige himmel. Det blev ikke mange, der stod op med halleluja! næste morgen.

Ivar Holt lå i dvale. Han var lige træt på alle leder og flyttede sig derfor ikke mere.

I Firenze, tænkte han, dær drejer måske i dette øjeblik et lykkeligt menneske om hjørnet af — — lad os kalde det Rue des Oranges, da vi ikke kan italiensk. Han knejser og har hænderne på ryggen, aftenluften viger blødt og silkekøligt til side for ham, idet han går. Han står åben for alverdens lykke, han er ikke krummet af nogen bekymring. Han er så lykkelig, at han står stille og ikke kan mere. Han er så overhånds glad, at han knytter hænderne, tæerne krummer sig ned i støvlesålen. Inde i skyggen, hvor ingen kan se det, brister han i vild latter og vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og går ud mellem de andre mennesker. Det kan godt være, at der går sådan et menneske nede i Firenze på hjørnet af Rue des Oranges. Hvis han har haft det ilde (og det har han, siden han er så lykkelig), da tænker han sig, at et sted, i et sort værelse, belejret af våd, døsig storm, ligger et menneske, der ikke har det som 132| han. Der kan meget vel gå et saligt menneske i Firenze og tænke på mig. Det gør kun et lille skår i hans lykke.

Han er over, hvor jeg nu er under. En står på toppen og har den halve himmel over sig, en anden ligger langs sin egen ryg på hunden og ser en rund skive himmel på størrelse med en femøre.

Manden nede i Firenze har som bestilling — foruden den at indehave et betroet mål af lykke —, at han afbalancerer mig. Sådan indretter verdensvisdommen det. Den gang Teologine løb fra mig i rædsel, var der i Central Afrika en neger, der slæbte af sted med sin nykøbte kone. hjem til sin hytte. Sligt må afpasses. Vi kan ikke ha for meget af den ene slags på eet sted uden modvægt, jorden fik ellers en rystelse, den slog en kolbøtte, men de vise grækere havde ret: kuglen er det fuldkomneste legeme, til ethvert opad må der svare et nedad.

Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Man gik ned ad Rue des Oranges; foran ham krøb hans sorte skygge pa maven, han og skyggen havde fødderne fælles. Det viste sig, at Rue des Oranges førte ham ned til havnen, dær satte han sig på en fortøjningspæl, strakte sine fløjeis bukser mageligt fra sig og strøg sig ned ad brystets stribede flonel. Med sine nøgne fødder gravede han sand op mellem brostenene og tesede det med stortåen og dens sidekammerat, ti af lang vane med at gå barbenet var hans tæer blevet yderst bevægelige, ligesom de også havde genvundet deres velskabthed fra drengeårene. Han rullede en sigaret på det venstre lår, hvor der i tidens lob havde slidt sig et blankt sted, for man må erindre, at det var på andet år, han gik med 133| de fløjels bukser; om et par måneder vilde det blive nødvendigt at foretage rulningen på højre lår. Længere inde på havnepladsen sad hans kæreste, der handlede med appelsiner. Hendes hår, der skummede luftigt ned over panden, var lysere end hendes ansigt. De havde nylig spist frokost, appelsiner fra hendes vogn og desuden brød, som de købte hos deres gamle veninde, madam — — signora Carlotta — — Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis til at bestille så meget, at han kunde tjene sin ene fornødne — — lira.

Det var varmt. Nakken var kold og klam at føle på, som den skulde være. Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå langt nede i den sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tænke på. Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, men heldigvis var hans stilling sådan, at han uden ubekvembed kunde ha bukserne hængende på tre knapper.

Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket tæt sammen, himlen var klappet ovenpå, og øverst i klokken stod solen og holdt ved lige. Når han rørte benene, svalede det helt op over knæerne, det kom af den kølige luft, som de lyse fløjels bukser gemte i deres rummelige beholdere. Der lå en ringe fugtigbed over hans hud, det var sådan indrettet, for at han ikke skulde få solstik; og i hans sjæl var der svalt og stille, der var grønt og gyldent. Nu var det nået; han skulde ikke tiere op i stjærnetågernes forrygende hvirvler, for han havde fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, han havde sin kæreste, sin egen tid og sit solskin, hans ven solen vågede altid varmt over ham.

Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske farver i flodens vand: blodskum, blodskorpe og helt ned til ådselbrunt, og der var sygelige byldefarver, gult og et rødt, der ikke er til at sige, men intet at det forstyrrede hans sjæls gyldne fred.

Tværs over floden lå en fabriksskorsten, stiv og ubevægelig. Men så Kom der en båd, skorstenen blev elastisk; fortykninger løb ned ad dens krop, som var det en slange, der i umådelig fart slugte en kalv. Båden kom nærmere, skorstenen forlængedes og forkortedes, den fjedrede voldsomt og gik i stykker, den blev til en række tykke, teglstensrøde orme, der parredes og foer fra hinanden, og så gik båden over og smadrede den fuldstændigt. Men endnu længe efter lå skorstenen hen over floden og vred sig med nervøse jag gennem hele legemet, førend den faldt til ro.

Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra Susåen; på en af sine lykkelige dage — de stod optegnede og nummererede i hans kalender — havde han set dette billede i Susåens vand.

Det var sa mørkt inde hos ham, at han ikke formåede at samle indtrykket af sin egen personlighed, han smæltede hen i mørket som flydende sjæl. Han vidste ikke, om hans hoved eller hans fødder vendte imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og rullede gardinet op. Blæsten pulsede koldt ind gennem vinduet, sveden på hans krop blev ligesom til isslag.