135|IGEN en gang var det blevet forår. De fede kastanjeknopper, der altid er så sangvinske, var allerede sprunget ud og stod og frøs med deres nøgne, grønne kroppe, mens bøgen, som er særlig dansk og kendt med forholdene, så tiden an og krævede garantier, før den vovede noget. Nattergalen kom også en gang. den sad med vat om halsen hjemme i sin rede, hostede og nøs, men i alle moser og vandhuller vikarierede frøerne af en god vilje. Udenfor brølede vinden, indenfor brølede ilden, men vinden var nær ved at være den stærkeste, den trængte ind gennem sprækker og huller som kolde knivsblade og isnende spyd, det var ikke let at beskytte sig imod foråret. Folk kunde ikke begribe det klima, erklærede de tyve gange om dagen, skønt man skulde synes, de snart måtte kunne det udenad, men det viser måske, at vi ikke har det klima, som svarer til vort sindsanlæg.

Mænd gik og holdt sig i kraven. Deres lyse sommerbenklæder var brune på knæerne af regnen, og bagtil havde snavset gjort dem stive som læder. I rendestenene løb vandet så brunt som bærme. Smådrenge, der gik med opsmøgede ærmer og syntes at befinde sig ypperligt, jog med lange kæppe ind under rendestensbrætterne, hvor vandet samlede sig. og når det kom frem med alt snavset fra den tørre tid, gav de det et hurra og skyndte sig til næste bræt.

Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha sin sædvanlige mosjon før aftensmaden, var regnen holdt op, og vinden havde lagt sig noget. Han styrede ud ad skoven til. De våde stier lyste i aftensolen, landevejene lå blanke hen mellem markerne. Det hørtes langt bort, når hjulene skar i det våde grus.

Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. Man kunde komme til at fryse ved at se på træernes kolde stammer, man vadede i forkølelse, luften var drivende fuld af snue; der hang næsedryp på enden af alle kviste. Han bredte en hånd fladt ud på brystet og rømmede sig. Oppe i halsen havde en bronkitis begyndt at sætte sig fast, han forstod godt, at det var kulden, der begyndte at erobre ham, den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste sommernætter kværkede kulden ham, der var ingen pardon. De første år var han kun forkølet om vinteren, nu var han det både vinter og sommer; i dette forår havde det begyndt at stikke længere nede i brystet, erobringen skred frem. Han vænnede sig til den, og for resten kunde det godt helbredes endnu; når han en gang blev velhavende, vilde han gøre noget alvorligt. Navnlig rejse syd på, for der måtte jo være den varme, der kunde få kulden til at slippe sit bid. Her hjemme fandtes den ikke.

Men det tænkte han ikke så meget på nu. Tiden efter at kontoret var blevet lukket og indtil aftensmaden var den bedste på hele dagen; han følte da friheden så stærkt, at han ikke behøvede at tænke på noget, selve det at drive omkring var beskæftigelse nok: tiden gik af sig selv. Om ikke andet havde han dog den fornøjelse at mærke, hvordan 137| appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde den undertiden komme lige på en gang, den slog sig på knæerne, han blev ganske svedt og måtte gå langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmåltidet tog gærne en time. Der blev leet og talt meget, de var så mange, at han næmt kunde forsvinde i det hele, for han sa ikke noget, han holdt mest af at høre stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der blev sagt, og når han tillige så ansigter og hænder, der bevægede sig, — det betød for ham ikke andet end forskellige pletter og striber, der passerede hen over hans næthinde — så kunde han lettere falde hen i sin dvaletilstand; den var altid så tryg, når der var en del menesker til stede. Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv — det var som at stå overfor en kreditor, der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han tiden ud om aftenen, og hvis der blev nogen tilbage for at samtale efter bordet, så gik han heller ikke hjem, ti nu var der en ubehagelig overgang, der ventede på ham, men når han kunde, så snød han den og udeblev så længe som muligt.

Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik hjem. Det vil sige, ban kunde endnu vinde en kort frist ved at gå sig en tur, hvad der nok kunde behøves, da han led meget af en grødet fornæmmelse i hodet, men han var så træt efter aftensmaden, han tænkte ikke på andet, mens han gik, end at vælge sig et hus, et træ eller et andet mærke, hvor han havde lov at vende om. Når dette fandtes, havde det lille drama nået sin kulminasjon, handlingen 138| gled jævnt hen mod sin slutning: at komme hjem til ingenting.

Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt hoede i. Aldrig så snart havde han sat foden på det første trin, før en alderssvækket jamren opstod i det brøstfældige træværk. Det klagede sig foroven, når han trådte forneden, og i det øjeblik, han nåede sin egen dør, knirkede det endnu bebrejdende op til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og klage.

Han stod inde i sit værelse og støttede bægge hænder i bordpladen. Hvad så? Lige i tiden så han ud ad vinduet, men om lidt, hvad så?

Det går med fortvivlelse som med så mange andre superlative begreber, man kender nok navnet, men man ved ikke noget nærmere om dem. Ivar Holt, der dog ikke var så meget digter, at han vilde tilsnyde sig hævd på ualmindelige sjælslidelser, måtte indrømme, at han ikke vidste, hvad fortvivlelse er. Det kunde nok ske, når han om aftenen kom hjem gennem mørke og regn og havde fundet tændstikkerne og vidste, at han i næste øjeblik skulde se de tomme, snavsede vægge stille sig op omkring ham i en snæver firkant, så kunde han sige til sig selv: Dette her er forbandet. Vil der ikke komme noget forfærdeligt, et sværd, der går igennem min sjæl? Sker det ikke nu, om lidt?

Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom aldrig. Han havde en gang set en kraftig, ung pige græde på en perron, fuldstændig desperat, så det var en skandale, tårerne løb, ansigtet var fortrukket, der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse — — sådan noget vilde aldrig hænde ham. Men han var også en fattig karl. Andre mistede 139| kone, børn, penge — altsammen rigtige, materielle ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han havde aldeles ingen respekt for dem og agtede dem ikke værdige til det smukke, alvorsfulde ord: sorger.

Mens han tændte lampen og søgte at holde styr på den lange tunge, der altid vilde slikke glasset sort på den ene eller den anden side, så meddelte han sig selv, at han ubestridelig var værre stillet end de fleste mennesker, hvorefter han løftede øjenbrynene og trommede på bordet, som om han havde en tilskuer til sin overlegenhed.

Hans tilfredshed var i virkeligheden også tålelig. Den betryggelse, som der ligger i 900 kr. årlig, der med tiden kan stige til 1000 og måske til 1100 kroner, befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig så, dybt ned i panik som før, og reaksjonen bar ham heller ikke mere så højt til værs. Og kontorarbejdet regulerede hans sind. Han var skabt til at være en nogenlunde fredelig sværmer — han var hverken oprevet eller neurasteniker, som anmældere havde forsikret — og mens han førte den samme tilværelse dag efter dag, faldt der aske på hans brændende sjæl.

I den første tid havde han haft mange voldsomme opsving, de kom altid hæftigst om formiddagen, men så var han ved kontorarbejdet, og det skulde passes. Da forekom han sig selv som en forbryder, der frækt og dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, men han bøjede sig også for den indsigt, at netop deri består en betydelig del af et menneskes liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han smukke skriftsteder om dådløse drømmere, 140| udelukkende til sin private afbenyttelse, og samtidig gjorde han sig klart, at han egenlig ikke var digter, ti en retskaffen digter render fra det hele, ud på de vilde marker, eller på hodet i blækhuset, hvis han er af den produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, han passede sin gærning som en jævn og bramfri mand, og samtidig havde han en fornæmmelse af, at det tjente ham bedst at afkøles og falde til ro. Det var også det, der skete, og det gjorde, at han følte sig stærkere og mere samlet. På den måde skulde der gå nogle år, og så — —!

Årene gik også, men det, der skulde komme efter, lod vente på sig, og han vænnede sig efterhånden til slet ikke at tænke på det. Det mærkedes, at formiddagen var taget fra ham, den bedste del af hans tilværelse skåret helt bort. Imod dette tab betød fritiden fra klokken fem kun lidt; da var dagens mon allerede så udpint, at der ikke kunde gro noget op, inden han skulde i seng. Men så kom det undertiden til gengæld midt om natten og holdt ham vågen og slap ham ikke, før han stod op og lettede sit sind ved hjælp af pen og blæk, men det var der ingen glæde ved, mange gange fandt han sig hellere i søvnløsheden.

Senere, da hans nætter mere blev optaget af hoste og dårlige nærver, blev de påtrængende ideer borte, og han kunde med frelst samvittighed blive liggende.

For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine ævner, troede heller slet ikke på det; så snart han blev fri, kom alt det gamle nok igen, under fastere former, men værre var det, at han stadig stod så fjærn fra andre mennesker; deres 141| ligegyldighed graviterede om ham som en kold atmosfære, hvorigennem der ingen færdsel kunde finde sted, hverken til ham eller fra ham.

Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men der var glas om ham.