152|SIGNE Kristjansen var så ren. Det kom vel noget af, at hun havde været mejerielev; der var en sund, lys friskhed over hende, der mindede om noget så ædelt som nykærnet smør. Hun var i sin tid nydelig i mejeridragt, og endnu gik hun gærne i kjoler, der lyste, og med hvide forklæder. Hendes brede hænder var ikke meget modtagelige for vask og groft arbejde, det var sådan en medfødt gave. Hendes ansigt var blødt og bevægeligt, man kunde ligesom modellere i det, og hun lavede villigt de tilsvarende miner, det var morsomt. Alen hvad der var betagende ved Signe, det var den langsomme inderlighed, hvormed hun snoede en arm om ens hals og trak til, og hele den stilfærdige måde, hendes hænder kom een i møde — — det var næmt at se, at Signe var en god pige.

Gårdejer Kristjansen blev ikke henrykt over forlovelsen; han henvendte sig først til sin ven, Signes forrige lærer, højskoleforstander Thorkildsen, der undersøgte sagen nærmere. Til en begyndelse læste han Ivar Holts bøger. Hm ja — de kunde rigtignok ha været værre, og manden passede jo sin bestilling; han vilde tale med Signe. Signe var overbevisende, Thorkildsen blev grebet, her var knyttet et hjærtebånd, han hilste på manden og læste bøgerne en gang til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, men nu kunde han dog godt se naturskildringernes 153| betydelige skønhed, og forfatterens sædelige alvor var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl, desværre var hans talent blevet aldeles miskendt. Thorkildsen skrev til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og litteraturkender Børgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe? Dette lovede Børgesen. Det vilde heller ikke være vanskeligt at skaffe Ivar Holt — med de sprogkundskaber — en bedre plads. Forlovelsen blev deklareret.

— Den mand, som en vinternat er faldet igennem en våge og har slået sine håndled til trævler på den bristende is, indtil han slæber sig derfra med døde ben. han har gennem rædslen lært noget af livets dybde at kende. Den, der har set sine kære dø, han ved noget om liv og død; selv den, der har kæmpet sig frem mellem gæld og spiritus og er beladt med verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den stille, hæderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, som passede sig selv, vogtede på sin sjæl og skuede op til stjærnerne — han, som tosser og kvinder kalder indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har han at meddele?

Sådan tænkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af sin slægts historie. Det var folk, der havde set noget af verden, Signe havde meget at meddele om dem, og foruden den fælles fremtid vidste hun ikke noget bedre at tale med sin kæreste om. Hun fortalte godt, og han hørte til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, der intet havde at berette. Signe mindede ham om en anden ung kvinde, der også syntes at ha haft en missjon med ham; nu påtog Signe sig 154| missjonen, efter at ti år var spildt. Han trykkede sin hånd mod siden og hostede — — nej, ikke spildt. Brøstfældighed spilder ikke tiden, undergang benytter hver time; døden arbejder, om så alt andet driver de kostbare år hen.

Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortæl mere, elsk mig mere, se om du kan gøre en usselig digter til et menneske. Ti år er spildt. Vær rask, Signe.

Det blev forår. Ivar Holt kom sig; han rettede sig betydeligt og blev et bedre menneske; han genfandt selvfølelse fra forrige dage. Hans helbred bedredes, han opdagede, at lykke er sund. Signe var strålende, skønt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte ham og var for ham, men så kunde han også sige: Signe! som ingen anden mand i hele landet.

Han blev igen nævnt som forfatter. Der var blade, som anmodede om bidrag. Vilde han ikke skrive mere? spurte Signe. Han rystede på hodet og kyssede hende.

Det var forår hele Maj måned, lys og varme tog til, og derefter blev det sommer; Juni fortsatte i samme spor. Ivar Holt ventede snart at kunne sætte et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men den var endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes almindelige geled.

Den kom en Søndag eftermiddag, da han sad på en sten nede ved fjorden. Solen stod svidende over ham. Men han var ikke glad; han tænkte på, at om han nu havde haft Signe hos sig, så havde han været 155| aldeles lykkelig. Det kunde han nøjes med nu, men før havde verden været større. Snart fik han vel en bedre stilling, en god kone, børn måske, og så skulde han altså til at blive et menneske som andre. Men nu da solen skinnede sådan, vidste han godt, hvad han var, og hvad der aldrig lod sig ændre. Han tilhørte en art mennesker, der har den opgave at uddø, han var måske den allersidste af en udslukt stamme, og i dette øjeblik kunde han dø uden at mærke det, hans sjæl var lys og tom, den fungerede næsten ikke mere.

Når jeg søger at begribe mine medmennesker, tænkte han, da slår min begriben tilbage, jeg kommer til at spekulere over mig selv. Jeg tænker forhistorisk og får aldrig fat i noget fælles menneskeligt, fordi jeg er uden for alt fællesskab. I Amerika findes min art ikke mere, i Europa er den under udryddelse. Men måske vil mine fossile knokler en gang få stor værdi; et af Europas store museer kan gærne ende med at blive min fremtidige sarkofag, og der vil blive udgivet illustrerede værker om aftrykkene af mine hjærnevindinger.

Jeg kan finde mig i at dø ud, men måtte det dog bare forundes mig, digteren, den lykkelige stakkel, at sidde under solen, for resten af mit liv, på en sten ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens økonomi ikke bære det krafttab, at jeg sidder her og intet udretter?

Han huskede en mand, der var ringere og klogere end han, og som havde sat ham i en bog for at vise ham, hvordan han burde være, hvis han skulde reddes for livet. Han indså bogens store sandhed. Nu sad han her og solede sig; han havde ikke fulgt anvisningen, var ikke blevet fordærvet eller 156| skamløs, skønt det kunde ha reddet ham menneskeligt, og så havde han aldrig haft nødig at skyde sig som manden i bogen. Uhæderlighed var blevet ham tilbudt, han kunde ha solgt sin samvittighed, men han gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslået under resignasjon.

Han målte den vej, han var sunket, og hans sind blev vildt. Mange års tryk havde holdt ham nede, deres mange hverdage havde drysset aske på ilden, og ved forsigtig, jævn anvendelse af trøstesløs ensformighed kan et menneskesind knuges uhyre dybt ned, uden at det kvæles eller reagerer, men kommer der pludselig noget lykkeligt til fra en anden side, da må der ske en eksplosjon.

Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom forstod hinanden. Dengang fattede han alverden. Liv og død, der kæmpede; kraft, som styrtede, og kraft, som steg op — alt det foregik i ham, hans sjæl var verden. De frembrydende spirer og de vilde lyster, døden, som henter kraft fra foråret, livet, der søger den samme sted, — alt det husedes i ham. Dette tilbud gjorde naturen ham: Vælg! Alt er dit. Og han lod sig skræmme bort fra det altsammen. Han, der bedre end nogen anden måtte forstå sommerens kald, han havde svigtet. Han skrev en bog om dette kald; den havde måske gjort nogle mennesker gale, han selv blev from og bange efter den. Det begyndte med et øjebliks panik, senere dryssede asken ned over ham og søgte at slukke.

Men endnu en gang øste solen sin ild ned på ham, om han ellers kunde forstå det, og fra dette lys så han ind i de mørke år, ligesom den lille dreng står ved den yderste lygtepæl og ser med 157| angst ud over det mørke land, som han er kommet fra; han forstår ikke, at han har haft mod til at gå igennem det mørke, og for ingen pris gjorde han vejen tilbage.

Heller ikke jeg går igen ind i mørket. Signe, du har opnået det modsatte af, hvad du vilde. Du har givet mit sind ny kraft, og dermed forlader jeg dig!

Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre skridt. Han samlede tingene ned fra sine fattige vægge og fra sine hvlder og pakkede sin kuffert, og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel til nogen.