158|SALIGE er de, som ikke gør sig bekymring og uro for mange ting.

Alt er indsovet i lys stilhed, de dunede mælkebøtter står forhekset ubevægelige langs vejkanten, ikke et fnug krummes på deres boder. Solen er gået i stå. Lange, hvide skystriber ligger hen over himlen som skimlende veje, der fører ind i saligheden.

Dær henad vandrer nu lykkelige sjæle; hver dag springer en ny lille skare op på de hvide veje, de gjorde sig ikke bekymring for mange ting, nu vandrer de ud mod solen og blomsterne. Luften glider om dem som dun og pelsværk; op om deres fødder står sandet så fint og blødt som mel. Mange dage senere nåer de blomsternes store ocean; vinden stryger over det, solstrålerne falder ned deri som gyldne strænge. Røde, grønne og blå bølger vælter sig efter hverandre; skum af hvide roser sprøjter op med hvert bølgeslag, de saliges hoder forsvinder under de højeste blomsterbølgers kamme, de evige rosers blade risler køligt duftende ned over dem, og i dette bad skylles jordiske sorger af de vandrende sjæle.

Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde bjærgtoppe og ser solen hejse sig op gennem det uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en brænding mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de saliges fødder, og snart sidder de helt 159| oversvømmede af sollyset. Solen går sin gang, skønt ingen ser den flytte sig, det bli’r aften, og gennem verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, mens skumringens mørke vover skvulper om de saliges knæ og bestænker deres boder. Da mindes de deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund, under månen, de svøber sig i grå erindringers flor og sidder stille natten over, mens de tænker på, hvordan det står til nede på bunden af mørkets grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af deres bjærge.

De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner under deres fødder; urtåger hvisler op om deres skinneben, mens de går. De drager ud om morgenen og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes og omhvirvles som krumme møllevinger af rummets kræfter; de salige vader hen gennem svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de læmpeligt en komethale til side, og med højre hånd skyggende over brynet ser de tåger spindes som på en rok, føde ild og skabe varme, hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, mens det er aften, de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig, og igen spyr dem gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million mil for at komme uden om erupsjonerne.

Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og prøver at mindes væsner, der kaldte dem — de salige — dårer. De ser sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og opdager sjæle siddende på 160| fjærne skyer, og langt nede skimter de længselsfulde mennesker, der ser op — endnu er der dårer til; mange skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag sig, gale, uduelige, lykkelige.

Derefter vender rummets vandringsmænd sig og går videre mellem faldende verdener og fejende kometer, indtil de nåer mælkevejens yderste brink. Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet til lys — som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.