165|Idaho, den 24. August.

Når du læser dette brev — —

Ivar Holt rev det ned og tænkte: Nu tror du vist, du blir ulykkelig, men du ved godt, at det er kun indbildning. Så læste han videre: hun vilde ikke være ham til hindring, og hun kunde jo ikke være alt for ham, vidste han nok; han måtte gå sin egen strålende vej alene.

Ja; hvorfor havde han undertiden så meget imod at være digter? Flere gange havde han endog helt afsvoret det, skønt han ikke slap fra det alligevel. Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde nu også peget på hans kald; vilde han ikke lyde vinket? Der var ikke længere noget, der hindrede ham. Nu skulde han i færd med sit digterværk; han kunde ikke mere undslå sig.

Der gik måske et år. Han levede af at skrive til aviser; afsides købstæder og øer, mærkelige gamle landsbyer skildrede han, det ansås for at være godt. Men værket måtte fuldbringes.

Han fandt naturen død og tillukket. Jorden var et stort skaldyr, der har krummet sig sammen om sine mærkværdigheder og gemt dem i sin mave; overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, han kunde ingenting se. Og dog skulde værket begynde på jorden.

Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, når han så langt ud over landet. Han mærkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer steg 166| op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem bevidstbeden. Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev nede, med tiden måtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu så længe efter, det kom af den megen frihed; hans sjæl søgte atter at udvide sig; uden om bevidstheden lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det nu igen blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette fantasiens dæmrings-bælte, der ligger uden om den klare erkendelse; dær var han så tit tyet ud og havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede, at der var sket en stor forandring; der var gået en sælsom vildskab i anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev til klarhed, ingen stor anskuelse brød pludselig ind på hans bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningsløse ord og hele sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på markerne og talte med sig selv for ikke at gå fra forstanden.

Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg vil sammenligne den med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast kærne, og uden om svæver en verdenssky af meteorer — det er anelser, der skal trækkes til og gøre kloden større. Jeg har ret til disse anelser — mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge dem ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, der mærker, hvordan en uhyre genstand lydløst glider ham forbi og fjærner sig igen. Jeg kan ikke undvære disse anelser, de udgør den bedste del af mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i 167| bevidstheden var kun det foreløbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har jeg fordømmelige menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne? Før har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet ved min magt, nu er denne verden ved at opløses og flygte. Her står jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; jeg kan gå rundt og fortælle, at de har været store, ingen behøver at tro mig. De, der ikke har andet at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker ihjel, kunde jeg måske opnå at blive sykologisk udgransket af en tre øres journalist. Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling at stå ude på den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjæl til alle sider.

Han hørte den sorte storm puste rundt om sig. da han gik hjem. Udover det mærkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham.

Der kom en tid, hvor det var koldt.

I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frøs dygtigt om vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det; han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han på kulden og holdt den fra sig, og han blev en del år ældre. Men nu en dag kom han igen til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller dødede benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad kulden udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at værge sig imod. Det er forfærdeligt og simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde kold under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper udefra.

For spøgs skyld havde han liggende på sit bord nogle stykker rødt, blåt og grønt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han iførte sig — efter en digters eksempel — diplomat og nærmede sig papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige ryk, der får hele verden til at synke rundt om en, så man sidder højt oppe på en ny jord?

En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den kom på en fredeligt uhyggelig måde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfældigvis i en uædel situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mærkeligt øjeblik at indfinde sig i. Men sådan er det altså. Een begriber tilværelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tænder; en anden bestemmer sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, og der kunde nævnes plattere eksempler på, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke altid ledsages af ydre højtidelighed.

Men nu var han altså færdig, han var eks-men-nesket, som jorden længes efter; han bøjede sit hoved og følte grønsværen lukke sig over ham.

Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage og måneder. Han led ikke mere af anelser, den grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans bevidstbed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, når pælene rykkes op.

Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag, hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes og splittes i mange farver — — men er 169| det en gang borte, så falder den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl.

Alligevel, når han så tilhage over sit livs fallit, da måtte han sige til sig selv, at den kunde gærne ha været større. Om han nu havde været gift og mistet kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt.

Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig. Der er mennesker, som er rige på ulykker. Men jeg har tabt selve tabet.

I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand som et får, der har snoet rebet om pælen og står med mulen i jorden og venter.