170|PÅ brakmarken uden for byen stikker knoldene deres grå snuder op gennem det tynde snelag og snuser til den kolde Februarluft. Solen står op og gør dem rosa, men ved middagstid blir de brune og bløde oveni som chokoladeklumper i varme, og brakjorden ser ud som en ret mælkebrød. Landevejene gråner svagt, og på flere steder er hjulsporene smukt strågule, men inde i byen er vejene mørkere, og i de lune smøger ligger de hen som sort dyppelse, der overtrækkes med skorpe, i samme nu solen er borte.

I mørkningen begynder vinden at vågne og flytte sig rykvis, som om den ikke ved, hvad retning den skal ta; den kaster sig hid og did og prøver musklerne. Folk får pludselig ørene fulde af klaprende skrald, birketræerne langs smøgen ømmer sig med tyndt mæle, og den nye halmstak ved brænderiet tar til at hvæse. En avis flagrer som en forfjamsket fugl op gennem smøgen, lægger sig sammen på den ene og den anden måde og ender til sidst i hodet på en gammel hest, der stejler i været, mens bagkroppen synker, så den et øjeblik minder om en giraf.

Vinden gør et par hop, der får folk til at se sig om efter den, som om den havde skikkelse; hatte trykkes fast, skørter samles, flagrende flige indfanges, hoder sænkes eller knejser alt efter angrebsretningen, en gammel kone blir et øjeblik til en 171| ukendelig ansamling skørter på to træskoben. Men lidt efter blir det stille igen. Skyerne — gulsorte som blæk, der er trådt ud på et skolegulv — er nået frem, og nu sner det.

Store klatter skynder sig ned, luften er levende. Når man ser op, er det hele lutter lysende prikker, der vokser i størrelse; man stirrer ind i en uhyre gryde, hvor melflager stadig hvirvler frem i en tæt, levende vælling. Står man ude i det hvide mørke og ser mod en lygte eller et oplyst vindu, da er det, som om et stort, tyndt fileret uldtæppe blev ved at synke og synke, som var det uendelig langt. Det er et syn, der gir varmefornæmmelser. Menneskene ser opsvulmede ud, idet de går under en lygte; dær rækker een sin arm frem, lige ud i tæppet, men han kan ikke holde det fast, det synker fremdeles. skønt han griber i det. Stemmerne lyder tykt, som kom de nede fra en sø af bomuld. Hen gennem luften går der tykke uldsnore, der straks forsvinder i det vatterede mørke, det er telefontrådene, de er blevet ganske stumme nu. Men se: Der kommer en hvirvel på uldtæppet; der ligger totter ud i krese som hårlaget på en hvid hest, der er svedt. Det rykker frem og tilbage i tæppet, der kommer tyndslidte steder på det, men ligesom det vil gå i stykker, bødes det med tusende nye masker. Nu synker det ikke længere, det trækkes hastigt sidelæns, og vævningen blir finere, man kan se trådene. Stormen er med i det, den river voldsomt i sit væv, og efter hvert ryk blir det stærkere og tættere.

Nede på jorden blir det også livligt, sneen damper op i skyer, som når en melsæk kastes ned fra et loft, derefter rives den med i den store vævning, 172| føres bort sidelæns. De tykke uldsnore ind i mørket brister og falder hen i støv, ligesom de var brændt til hvid aske, og hvor de forsvandt, begynder det at synge.

Snestråler sprøjter ned fra tagene; ud fra smøgerne kommer de, på maven, som hvide slanger, og de rejser sig og hugger de forbigående i hodet. Ned ad tagene går sneen slagvis i åbne sirkler, som korn, der kastes på et logulv.

Sneen har travlt, ude på markerne hører man dens hvæsen alle vegne; den lægger sig i runde diger bag knoldene, den danner skarpe rygge bag flintstenene, og ud fra græsstråene trækker den tynde, hvide huder; grøfterne forsynes med tungede tagskæg på vindsiden. Men efterhånden som blæsten tiltager, flyver jorden bar på de højere steder, den skarpe sne sliber toppen af knoldene, og brune striber trækkes langt hen ad markerne.

Folk skynder sig hjem. Det er et herrens vær, siger de fromme, mens de andre kalder det fanden til vær, men ingen vil være ude i det, for de stoler ikke på vorherre, og de er bange for fanden. Ved hver hus-ende passer stormen dem op og kværker dem, og den står på lur uden for husene; så snart en dør går op derinde, fyldes alle nøglehuller med vræl, indtil man hører et brag af en anden, ubehersket dør, og stormen tier pludselig, som om den blev slået ihjel med det samme.

Det blir nat; der stænges og slukkes overalt. Den beske frost breder sig gennem alle stuer, og den sidder på vagt oven på sengene; hvis en skulder eller et bryst kommer frem, stikker den med sin giftige nål og planter en spire til død i det levende.

Uden for byen ligger der et hus, en mumie af et gammelt, trøsket hus; stormen kender det ud og ind, går lige igennem; menneskene går mest uden om det. Manden derinde er ved at gå i seng, han står bøjet over sit bord, mens han lytter til den flyvende frost, der jager hen over jorden som en blind, der har tabt alverden og er fordømt til aldrig at finde det tabte igen. Kulden siver sagte ind i ham, mens han lytter, men det varer længe, før han mærker det, han er så betaget af den stemme udenfor, som var det hans egen dødsdom, han hørte oplæse. Men hosten minder ham; han skal i seng. Han blæser lampen ud — det er ligesom mørket brød ind fra alle sider og kastede sig øver ham. Så pakker han sig ind i sin gamle havelok og går til ro. Underdynen og halmen huler sig under ham som et trug, overdynens låg lukker for oven, det er så koldt som i en ligkiste, kulden ligger hos ham. Han fryser tålmodigt og skubber sig forsigtigt til rette, havelokken beklager sig under dynen, for den er mør som en pandekage. Så indfinder alt sig i den fastsatte orden; varmen kommer først, hosten bagefter, den harver ham indvendig, fra mellemgulvet op til munden, krummer ham som en fjeder og slipper ham igen; så kommer spydet, der stikker i venstre side, og noget værre, der flænger i højre side — intet udebliver, til sidst kommer trætheden og søvnen.

Hen imod midnat lægger stormen sig, frosten arbejder alene. Den binder det levende vand, der endnu rinder nøgent i åer og grøfter; fra bredderne løber stærke, tykke ribber ud, isflader udspændes 174| imellem dem som huden på en svømmefugls fod; vandet vasker imod dem, men de vokser alligevel; fra bægge bredder bygges der isbjælker ud mod midten; et net af usynlige hår knyttes imellem, rives itu og knyttes om igen, maskerne i det gyngende net blir tættere og tykkere; inden solen står op, er det levende vand gemt.

Mennesket i det lille hus rører sig uroligt i sin seng; endnu i søvne mærker han kulden. Han har ikke længere sin ungdoms dybe søvn, som i alt fald for en tid svøber den pinte sjæl ind i et lag bevidstløshed, der beskytter mod alt ondt. Kulden nåer ham, som den nåer det rindende vand under isdækket, hvor der sidder kamme og takker og stanser noget af det levende element, indtil der intet rinder mere. Mens han sover, mærker han, hvordan han bundfryser, og han flytter sig uafbrudt, hans bevægelser markerer tiden, som paukernes pp-slag angiver takten under lange toner af fløjter og violiner.

Drømme kommer og forsvinder som vindstød gennem et øde hus. Nu sikler han hen ad en bred landevej, der forsvinder i en krumning nede i en grøn dal. Mens han kører, synker vejen under ham som et bræt, der vipper; farten griber ham, måske var det endnu tid at springe af, men han træder til. Træerne springer forbi med et sæt, køerne suser baglæns, som om de blev blæst væk een for een. Vejen er nu kun en sti, den krummer sig nedefter, og dog er han højt over jorden, stormen er et hylende orkester; foran sig ser han den skinnende knivsryg, som han nu kører på, og så slynges han ud — —

Han farer op i sengen og besinder sig straks, da han hører vinteren arbejde udenfor. Den frosne fjord skaber sig som et vildt dyr, store revner løber brølende fra den ene bred til den anden.

Han synker tilbage i puderne som under et uhyre tryk, ild slår ud af hans hjærne, han ser en hånd gøre et kast i mørket, og karlsvognens syv stjærner springer frem på himlen og sitrer et øjeblik, inden de hænger fast. Et menneske ligger hen over karlsvognen, med hænderne griber han om stangen, og han støtter fødderne mod de to bageste hjul. Der sidder et brækket spyd i hans venstre side, af højre side stikker en kniv frem.

Det må være mig, tænker manden i sengen, idet han forestiller sig denne smærte, og i næste øjeblik er det virkelig ham. Kulden brænder i ham som snehvid ild, og dybt under sig, gennem vinteren, der som et hvidstribet mørke vælter hen over jorden, ser han en utydelig skikkelse, der flytter sig uroligt, en varm menneske-ø, der snart skal bortskylles af kuldens uendelige hav. Han flår spydet af sig, river kniven ud og bøjer vognstangen med sine hænders kraft, mens hans fødder sprænger baghjulene fra, han styrter ned, og de løsrevne stjærner hviner bag efter ham.

— Mon natten snart er gået? tænker han og sover ind igen, udmattet af den anstrængelse at lukke øjnene op. Det er mørkt, hvor han nu kommer hen, tavst og tomt. Han forstår, at han er nede under verden, på bunden af et hav. Ovenover er der storme, bølger, skibe, mennesker, lykke, ulykke — hernede: intet. Uvær kan rase deroppe, tangskovens blade rører sig ikke. Sådan går der hundrede år 176| hen. Men nu skal der ske noget; han fatter om et træ og river i det, mens han har en ynkelig fornæmmelse af at være eneste, almægtig gud hernede; vandet bevæger sig, havbunden blir urolig, den hopper som et føl, kaster ham af sig som en vild hest. Han laver jordskælv langt borte fra menneskene, ingen mærker det.

— Han letter hodet og ser op mod vinduets lysende firkant. Stjærnerne skinner ind, snefoget er forbi. Vinteren har lagt sin kølle og grebet til kniven.

Men i hans næste drøm blæser det. Stormen driver en nøgen sjæl foran sig, så let som et vissent blad. På sin flugt kommer sjælen forbi mennesker, som ikke ænser den. De stritter imod stormen; livet har skænket dem modstandsævne. Her kommer en, svær af sin rigdom; en anden trækker tungt af sted med sin gæld, bægge klæber ved jorden og blæses ikke væk. Den sorgfulde slæber på sin modgang, den glade kan næppe bære sin lykke, livet har lastet dem. Den nøgne sjæl blæses forbi dem alle, den er fragtet med intet, en tom sjæl.

— Han farer op og lytter: En forfærdelig skuren, som om et stykke af jorden rev sig løs og gled af! Lyden kommer igen, hver gang han rører sig, langt borte fra, men han kan tænke sig, hvordan det vilde lyde, hvis han var midt i katastrofen. Han ryster på hodet for at blive klar: det er dynen, der skurer mod stolens ryg, men der er noget i denne hændelse, som længe holder ham vågen, en dybere mening, han gærne vilde forstå.

— Lokomotivet kører frem nede ved stasjonen.

Nu går han ind over markerne, hvor han ikke møder mennesker, og søger at begribe sig selv, fatte 177| skæbnens logik. Men det blir kun plukværk. Mens han stirrer på verden, går den i stykker. Han ser med facetøjne — ti tusende billeder på en gang; hans sjæl er et knust spejl, hvem kan samle det? — Han går, toget kommer bagved. Da det opdager ham, bryder det af fra sin linje og løber hen til ham. Det står stille og ser på ham med et rundt øje, et overmåde klogt og stort øje, det rømmer sig gnistrende op gennem skorstenen og tier, det snurrer med hjulene og ligesom puffer ham i siden med sine stempelstænger. Han forstår det altsammen og be kender sin usselhed: Du er hel, du kan ikke undvære en nagle på din krop. Jeg har mistet det halve af min sjæl og kaldes dog et menneske. Men dersom jeg blot var den ringeste og skidneste af dine tjenere, så var jeg mere værd, end jeg nu er. Knus mig, hvis du har lyst.

— Der er nogen, der taler uden for. Det er morgen og på tide at stå op. Trætbeden breder sig over ham og trykker ham ned. En stor svimmelhed griber ham og fører barn ind i en ny drøm.

Denne gang er han blind, og hænderne er bundet på hans ryg. En tæt stimmel færdes rundt om ham, han forstår straks, hvad det er, og ligesom griber efter det med skuldrene, skønt han ved, det er ikke hans længere, det er uigenkaldelig tabt og ejes ikke af nogen. Genfærdene fra hans fordums fremtid taler ikke til ham, men han ved, hvad deres tavshed siger: Hvorfor indhentede du ikke det mål, som skæbnen i sin nåde viste dig? Livets herre, hvorfor tvang du ikke omstændighederne til at føje sig efter dit behov, og hvorfor ofrede du ikke alt, hvad der tilbød sig, på det store bål, hvoraf dit geni skulde 178| udsmæltes? Du begreb ikke, at geniet søger kun sit eget, og for ham er alting kun brændsel til hans egen ild. Hvorfor listede du dig bort med ære og samvittighed ængstelig skjult i din lomme? Ilden blev ikke stor nok, og du kvaltes i røgen, du, som ikke forstod at opofre — —

— Men da togets piben driver ham ud af sengen, er alle syner forsvundet, han er en fattig, vågen mand, der ikke engang kan holde sig varm, ti kulden har erobret hans hjærte og kan ikke igen fordrives. Den lammer hans hænder, mens han vasker sig, bagefter kan han daarligt komme i klæerne, armene lægger sig dobbelt i overfrakkens ærmer.

Han går ud. Luften er som glas og følsom for den svageste lyd. Det snærper om næseborene, og været stopper op i halsen. Frosten bider glubsk i hans nyvaskede hænder og ansigt, og det er, som om han gik på kunstige ben, det mærkes først oppe ved knæet, hver gang han sætter foden til. Kulden inde i ham stræber mod den udenfor; han ved, at disse to en gang skal forene sig og slå ham ihjel, men ikke endnu, ikke i dag! Og han går raskere, indtil sveden bryder frem på hans ryg; det er, som om han sveder is. Men så kommer hosten og holder ham tilbage, den driver ham varmen til hodet og lægger et blylåg oven på hans isse. Sådan lister han forsigtigt videre. Det gør forfærdelig ondt i hægge sider, han har en fornæmmelse af at blive savet over, ligesom uvist hvilken hellig mand, men det blir bedre, når han går langsomt, og det gør han så. Han sagtner gangen så meget, at en ligevægt mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle sig. Kulden breder sig igennem ham så stille 179| og indsmigrende, at han føler den som varme, og efterhånden som den bedøver smærterne, kommer der et stort og fredeligt velvære over ham, han kender det og mindes gamle dage, når det var sommer, og livet var så let at leve. Mens han går, har han en besynderlig følelse af, at han ligger, og at noget bær ham bort, han mærker ikke, at han bevæger sig, og i den absolutte sindsro, der nu falder over ham, forstår han sammenhængen i alt, hvad der er hændet med ham. Nedgangens linjer ligger klart for hans øjne, de viser alle hen imod det punkt, hvor han nu befinder sig. Det har været fald på fald, og nu fatter han betydningen af de store henrykkelser: Når bygninger styrter sammen, rejser støvet sig højere, end de højeste tårne har rakt; så længe der fandtes noget i ham, der ragede op, så længe var der stof til nye fald, og løftelser støvede op om dem i skinnende skyer. Nu er alle rester faldet, han er nået til vejs ende og kan begynde på en ny rejse.

Dødens visdom trænger ind i ham med sin kulde, han indser livets korthed og fuldkomne dårskab; det er altsammen forfængelighed!

Jeg har gjort jagt på faldende stjærner og fartet om efter dem i rummet — nu ser jeg de kolde, sorte stene, der ligger strøet hen ad jorden. Lad en dåre samle dem op.

Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve dødsangsten dræbes under hans hjærte. — Alt mit oveŕmod og min håbløshed — det eneste, der har været virkeligt i min tilværelse — har nu tilsammen givet det facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds balance.

Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gør 180| regnskabet op, ti nu har han smagt verdensvisdommens søde kærne: at livet til sidst skal synes værdiløst, for at mennesket uden smærte kan skilles fra det.

Og da den umenneskelige kulde således har bragt ham til den yderste grad af resignasjon, fælder den ham ned i vejen som sit retmæssige bytte og lar ham ligge. Han slår ansigtet ned i sneen og ved ikke, om det er ild. Jo, det er solskin; der er høj sommer rundt om ham, og ligesom alt er blevet såre godt, dør han.

Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem et underligt, frosset træ med røde grene.

Op ad dagen rejser vinden sig, fygeværet begynder på ny, sneen koger op om mennesket som hvid em, han forsvinder efterhånden i en langstrakt drive, han viskes ud og ligesom blir til eet med den kolde jord. Mere sne kommer ned oven fra, vinden jager den over markerne og bort fra den flade vej, kun den ene lange drive vokser uafladelig og nåer over bægge grøfter ind på markerne. Det damper farligt op fra den, og den lyser i halvmørket mellem de gule knolde, der stikker op gennem sneen.

Imidlertid blir det nat, og dær ligger den døde mand i sin gravhøj og lurer på de vejfarende.