[16]|Nu ringer alle klokker

Jorden har rystet under mine fødder, jeg kan ikke stå stille på den; jeg tør heller ikke, for det er farligt at stå stille; selv i kakkelovnskrogen er det galt, ti kakkelovnen kunde jo falde ned og slå mig ihjel, og i min seng er jeg ikke sikker, for nathuen kunde jo gærne glide ned over mit hoved og kvæle mig. Livet er fuldt af farer, ser jeg, og jeg er et ulykkeligt menneske. Og alt, hvad jeg troede på, er blevet hånet, så jeg ved hverken, hvad jeg tør tro eller tænke.

Men jeg er et lykkeligt menneske, for jorden er ikke så flad, som jeg har været overbevist om, og himlen hænger ikke så lavt, som jeg har tænkt, og det jeg hidtil har troet på, er jeg blevet fri for at tro på.

Fryd dig, min lettede og befriede sjæl! Du har rystet al den tro af dig, som hemmelig trykkede dig, som gnavede skjulte sår i dig. Du opdagede, at den var overflødig, og jublende kastede du den af i den nærmeste grøft. Nu er du fri og stolt som en ny sjæl; byrdeløs styrter du dig nu på ny 17| ud i livet som en frisk, uberørt ånd, og nu skal du til at leve forfra. Med ustyrlig jubel udbreder du dine vinger, på hvilke du endnu erindrer trykket af den tunge last, som du har ladt tilbage. Mange, mange gange føler du nu din spændkraft forøget, uudtømmelig synes det dig, at den er blevet, fordi du først nu kan bruge den uhindret, og hvis du i din flugt skulde føle mærkerne af de bånd, som snørede dig ind, da forøger det kun befrielsens vellyst.

Har du ikke i lange tider med harme skelet til den byrde, som andre har lagt på dig, den gang du endnu var ung og ikke hade vid nok til at undløbe? Har du ikke stønnet i stilhed, når senere igen påtrængende mennesker har føjet noet til dit læs, skønt det altid hed sig, at det var til dit eget vel? Har du ikke skåret tænder ved synet af alle de uendelig mange småpakker med forskellig slags tro i, eller med pligter i, eller med så meget andet i, som man uafbrudt dyngede på dig, og hvorved min ryg fik den krumning, der udtydedes som besindig kraft, hvorved min pande fik sine såkaldte betænksomme rynker og min gang sin højlig priste adstadighed? Har du ikke — alt imens du troede det bedste, du hade lært — bandet inde i din inderste dunkelhed over det stadig fortsatte drys af endnu flere ting, du osse skulde belæsses med?

Jo, du har skelet til dit læs med et hastig voksende nag, du har stønnet over det, bandet over det, og nu er du fri!

Pludselig har der lydt en stemme, som fik min frigørelsestrang til at slå ud i lyse flammer, og så brændte alle trådene over, alle båndene, alle løkkerne, 18| der snærede, alle knuderne, der gnavede, alle selerne, der trykkede, alt! Og så sprang min krummede ryg i været som en stålfjer, der slippes, mine knejsemuskler strammedes ud med et sæt, så min pande løftedes, og jeg så pludselig til min ubeskrivelige forbavselse lige ind i selve himlen, som jeg i virkeligheden hade glemt af bare tro. Ja, og mine sammensunkne knæ stivedes af med sådant et ryk, at det forekom mig, at jeg med eet sprang højt op i luften. Men da jeg så et øjeblik hade stirret på den ubenævnelige samling af ting, som jeg har slæbt på, dels af godmodighed, dels fordi jeg ikke vidste bedre, så ilede jeg langt bort fra denne løjerlige mødding.

Fryd dig, min sjæl! Den lykke kunde jeg gærne aldrig ha opdaget. Ti i den grad er jeg blevet klemt ned mod jorden, med et sådant velberegnet overlæg er jeg blevet hindret i at hæve mig op fra den, at det måske aldrig vilde være faldet mig ind, at der for mig gaves noen anden naturlig bevægelse end den at kravle, hvis det ikke var blevet brølet mig ind i ørene. Og om nogle år vilde jeg være blevet tilstrækkelig flad, til at jeg nok skulde blie ved jorden på livstid.

Der er ingen ende på dine stolte planer, sjæl! Der er ingen grænse for det, du foresætter dig at få gjort. Uendeligheden — det er den, du nu først føler omkring dig. Verden er blevet langt større, jeg så den jo selv vokse. Himlen hvælvede sig højere og mere svimlende, men osse mere tillokkende over mig, horisonten rullede langt tilbage på alle sider, og den drager mig stærkere, nu da 19| den er fjærnere. Og tillige med verden voksede osse jeg selv.

Du er blevet ren igen, min sjæl, da du har frigjort dig for alt det påklistrede. Du var som en af disse tavler, hvorpå der er opklæbet et halvt hundrede forskellige plakater, den ene uden på den anden, af hvilke kun et par af de yderste er noenlunde hele. Sådan var du tildækket, begravet af papir af alle slags farver, indhold og tryk, og de, der hade smurt alt det på dig, følte sig stolte af deres værk. Man kunde pille lag på lag af dig, det var altsammen fremmede klude, der var sat på dit eget klædebon, og man kunde være i tvivl om, hvorvidt du bestod af andet end en brudstykkeagtig samling af andres påsatte anskuelser.

Men nu er du renset, og det kan ikke mer tillades noen at slå plakater op på dig, hvad enten han så sier, at pligten byder ham det, at kærligheden tilskynder ham dertil, eller at hans omsorg for dit eget vel kræver det.

Ingens pligt imod dig, eller kærlighed til dig, eller omsorg for dig skal mere blie et bånd på dine vinger eller en byrde på din ryg. Ti kun den, der er ganske fri, kan nå hen til den lysverden, som du har set et glimt af.

Farvel alt, hvad der ligger bag ved mig! Jeg slipper det uden smærte, for der ligger noet bedre forude.

Farvel først og fremmest, du stakkels kristne tro, som af dig selv, modstandsløst og kraftesløst viger ud af et menneskes sind, så snart der kommer strid i det. Jeg har denne alvorlige bebrejdelse 20| imod dig, at du er et sølle spædelys, som kun et helt livs uafbrudte påpasselighed i frygt og bæven måske kan bevæge til at la være med at gå ud. Jeg har lidt nok for din skyld; jeg har holdt min hånd over dig, ængstelig skelende til alle sider, om der var noet, der vilde puste dig ud, og der var altid noet. Jeg bebrejder dig, at du ikke er en uslukkelig ild, ti i min sjæl er der mange brande og stærke storme, og alt det modstandsløse blir blæst bort. De små lys agter jeg ikke på, de passer bedst i de små stuer, hvor der ikke er træk af store vinde.

Farvel forhåbninger! Andre hade stillet jer op for mig, og I vilde drage mig derhen, hvor andre ønskede det. Selv har jeg nu opstillet noet bedre, og vel er det usikrere, men dets kald er mægtigere, og vel ved jeg ikke, hvor det fører hen, men det er det stærkeste, jeg endnu har mødt; derfor går jeg efter det, for selve det at følge, hvad der drager mig hæftigst, det ved jeg nu, er den højeste lykke, selv om det hele så ender med et fald.

Farvel, gamle tanker! I fine eller sværmeriske indfald, farvel! Jer har jeg aldeles ingen brug for mer, I nette, små tingester. Nu er jeg blevet et andet menneske, jeg hører hellere et rask studebrøl end en engbrystig nattergals klynken. Jeg skal højere op og længere ned, ud til grænserne, ja, jeg begærer endosse det umulige. Intet uden blindhed skal skræmme mit øje fra at se, selv om synerne skulde være af en overmenneskelig gru, ingen dristig 21| tanke skal forfærde mit sind, indtil det fordummes i døden.

Jeg føler en uendelig kraft i mig; det er, som om jeg ikke var et enkelt menneske, men hade et helt slægtled i mig; aldrig før har jeg på den måde kendt udødeligheden. Jeg mærker utallige kommende slægters ånder i mig, jeg har summen af mange forfædres kraft i mig, og når jeg tænker, da er det, som om talløse slægtled tænkte sammen med mig.

Skulde der så være noen grænse for mig? Skulde der være noet som helst til at holde mig tilbage? Skulde der findes endog blot det sandskorn, det støvgran, der turde lægge sig på mine vinger og tynge mig ned under påskud af, at det hører med til den livets ballast, som et menneske efter sigende ikke tør kaste bort, uden at han tar skade på sin sjæl!

Intet menneske kan stanse dig, o sjæl, og hvis noet stanser dig, da må det være stærkere end menneskene.