[22]|Det var en mandag morgen

Hu, jeg er kommet ned på jorden igen! Bæ, jeg hader at træde på den! Jeg kan ikke lide at røre ved den. Hvad skal jeg her? Jo, du er vågnet, ven; du er kommet hjem, uden at du blev spurt, om du hade lyst.

Fy! Mandag morgen! Det er alle tømmermænds dag.

Hvad har jeg set? Hvad har jeg været i nærheden af? Hvad var det, der foregik med mig?

Kom her hen, medmennesker, og sig mig en ting: Hvad vil I helst: opædes af een løve eller ti tusende lopper? Vil I dø hurtig, med et himmelbrøl, så at jer sjæl lisom en udskudt kanonkugle farer helt ind i den anden ende af evigheden? Eller vil I langsomt, besindig sejdø, så at jer valne sjæl som en ængstelig svømmer, overvejende og rystende, tomme for tomme, lister sig ud i dødens osean?

Sig mig det! Jeg har næmlig fået en pludselig forkærlighed for alt det, der går i en fart.

Om jeg er gal? La vær at dreje jere hoder 23| sådan efter mig, og følg mig ikke overalt med disse forundrede øjne!

Mit blod er som smeltet bly, mine nærver som glødende metaltråde. Jeg er slagen af rædsel; jeg er gennemboret af forfærdelsens isdolk, og mit hjærte er gået i stå af kold skræk. Og dog er min sjæl omspændt af ildsluer — jeg er fuld af varme og kolde strømme, som ikke vil blande sig — og hvor der før herskede tåget mørke, fuldt af underlige, men fredelige bæster, dær ser jeg nu de frygteligste ting, som jeg ikke tør nævne.

I kan ikke tro det, folk! Jeg går på en flad mark, der er fed og skikkelig; tamme får græsser rundt om mig, rare kalve ombrøler mig — dejlig jord, madjord —

Ak, venner, gå på græs, til jert blod blir grønt, til der spirer tusendfryd på jere hoder!

Fredelig er den jævne mark, lidenskabsløs som et fladt kvindebryst, og så pludselig — mens man henlulles ved sagte brølen og brægen — opdager man en afgrund lige foran sig; den slår sit sorte gab op mod en; et skridt til, og man kunde ha ligget der.

Se en gang derned! Underlige dyr på bunden, opspærrede svælg, tænder, der er rede til at sønderrive, tunger, der slikker efter blod!

Ja men raser jeg da ikke?

Tænk jer: jeg nette unge menneske, jeg uskadelige tobaksryger, jeg dydige yngling, jeg med mine gode udsigter, jeg som et mønster ofte fremhævede pragteksemplar, jeg mine tanters stolthed — — —

Jeg går og spaserer på hosesokker inde i mig 24| selv — ti osse jeg har tidlig slået mig på selvprøvelse, som en sand mand bør gøre — jeg går og leder efter kuriøse vækster — især trosvækster — på min tankes kløvermark, hvor mine fremtidsidealer opmuntrende tilbrøler og tilbræger mig — ak nu ryster de honnette kræ vemodig bebrejdende på deres fromme hoder, for mig smager det ikke længere at dele kløveren med dem.

Jeg gik med mine fødder indviklede i meget kunstige selv- og andre undersøgelsers ærtehalm — og så stod jeg foran et usædvanligt hul.

Derfra vældede mørket op, vredt tudende; dernede glammede det med skræk, som trak mig nærmere til, det hvæsede og fnøs, det bandede og sang, og jeg så osse noet i mørket, for mine øjne fik ny sekraft. Alt, hvad jeg vilde ha forsvoret, så og hørte jeg dær; jeg blev svimmel, og jeg kunde gærne som en gal mand ha ligget og sprællet nede i det forrykte gab.

Ak, min sølle forstand, mit stakkels gode hoved, hvor er I henne?

Her står jeg og fægter med armene og famler om mig med udspilede fingre for at få fat i noet. Nej jeg er ikke gal, folk; I behøver ikke at komme rendende her med dråber og sager og med puder og småthakket is, og I kan gærne la de fruentimmer blie borte med deres trøstepjat.

Det er mørkt for mine øjne, det vil sie ikke mørkt, men der er et lys, som jeg ikke er vant til at se i; derfor er jeg i begyndelsen udsat for at gå forkert.

Desuden er jeg ikke sikker på fødderne, ti alt 25| det vel gennemtærskede tankehalm, som jeg har været vant til at vade i, er blæst bort, så jeg må lære at gå uden det.

Jeg har ikke rigtig noet herredømme over mig selv. Når jeg strammer mine muskler til at gøre eet skridt, så farer jeg i stedet for ti skridt fremad; når jeg vil springe over en almindelig grøft, bringer tilløbet mig et halvt hundrede alen på den anden side, og hvert øjeblik kastes jeg ved en ubetænksom muskelspænding højt op i luften. Jeg forstår ikke længere at beregne min egen kraft. Når noen rører ved mig, mærker jeg det ikke, og almindelig daglig tale gør intet som helst indtryk på min hørenærve; jeg opfatter kun høje råb. —

Tænd din pibe, menneske, og skab dig ikke! Læg dig på din sofa, og ryg tobak; hvad er dette her for noet? Se på din fortid, på dine gode eksaminer, din smule forelskelse, dine besindige udskejelser og dine små dumheder — nå, hvad mærkeligt skulde der så være ved dig? Du har feber, det er det hele, men det går nok over. —

Nej! jeg vil dyppe min pen i min brændende sjæl, og så vil jeg skrive gloende rødt.

Jeg har set alt, hvad der er at se inde i den oplyste stue; dær er ikke mer, nu vil jeg ud.

Hører I den latter ude i mørket? Hvor kommer den fra? Se, det må jeg ud og ha at vide.

Og de stemmer, som taler? Jeg ved godt, det er ingen af jer; men jeg vil vide, hvem det er.

Eller brølene ude i natten? I ved ikke, hvad det er; men jeg vil ha det opklaret.

Ja, og i den mørkeste nat flammer der et sæl26|somt lys, og ikke enhver, der går efter det, når at indhente det; for nogle er det en lygtemand, for andre er det en ledestjærne, og hvordan kan jeg ligge rolig på min sofa og ryge tobak, så længe jeg ikke har fulgt det?

Hvor kan jeg holde mig i ro, som I anbefaler mig, når mørket udenfor er fuldt af de herligste, vanvittigste åbenbarelser?

Hvor kan et menneske ligge stille, så længe der er noet tilbage i hele verden, som han formår at opdage?

Nej, venner! jeg vil ikke ligge på den sofa; jeg vil hellere ud i det brølende mørke, og det kan gærne være, jeg er gal, men så skal jeg i alt fald ikke helbredes.