Det var en lørdag aften

Jeg sad og vented dig. På en blomsterklædt skrænt ud mod en mose, som var hvid af tåge. Sådan har jeg tit ventet på dig i vor mangeårige forlovelsestid, i hvilken jeg har elsket dig trofast og tillige kysk og tugtig. Og stundom er ventetiden faldet mig lang, for du var ikke altid lige punktlig, skønt altid lige højt elsket for det, og så forkortede jeg tiden med min violin, idet jeg spillede og sang de sange, som vi bægge elsker.

Mens jeg nu sad og gned på bassen og forlystede min sjæl med de mærkelige toner, som fremkom dær, hændte det, at jeg kom til at spille en nedadgående skala, der for mit indre blik åbenbarede sig som en nedhængende helvedestige, hvorpå der kravlede en mængde morsomme, små, sorte djævle. Jeg vendte da forundret tilbage til a-strængen, som jeg — og du med — særlig elsker, og henåndede dær en bævende, opadstigende skala, der symbolsk skulde forestille en himmelstige besat med engle, som du — og jeg altså osse — altid har foretrukket for djævlene, hvilke jeg — det vil sie: vi bægge to — i det hele taet slet ikke tror på. Alligevel viste der sig ikke noet englesyn for min sjæls forventningsfulde øje.

For da at forjage djævlene, tog jeg fat på noet andet, idet jeg mindedes nogle enkelte sorte syner, jeg i sin tid har haft, men af kærlighed til dig ladet fare — hvad lar man ikke fare af kærlighed! Man har desuden nok at gøre, når man skal elske, sådan som du for eksempel forlanger det.

Hvid uld, nynnede jeg, mens jeg spillede, lammeuld, påskelammeuld, sådan er livet. Og grøn, saftig eng, hvor lange, hvide dampe stilfærdig lister sig fra tue til tue, lægger sig ned, når de har nået den ene, rejser sig op fra den igen og strækker tynde, spøgelseagtige 10|tågehænder lisom bønfaldende op mod himlen, synker så magtesløse sammen og vakler hen til næste tue.

Hvad bønfalder tågen om? Hvad kan den vel ønske sig? At solen skal blie borte, og natten vare bestandig?

Mellem tuerne ligger der kalve og lam, drømmende og drøvtyggende. Dem elsker jeg — vi — fortrinsvis, for de er som symboler på de drømme og længsler, der færdes i min grønne og tågede sjæl lisom røde kalve og hvide lam.

Det er en lørdag aften — spil op, violin! lad din musik fortælle om min kærlighed, ti den er som solen, og alt andet er kun klam tåge —

Hvad var det? Hvor kom den latter fra, som pludselig tillod sig at skære min begejstring tværs over?

Hvad? igen dette grin! Råt og ondt og rivende, som om noet stærkt gik i stykker ved det! Hvem er det? Svar!

Intet svar.

Hvad kan det være? Mennesker? Naturens stemmer? Højere magter?

Forskrækket tog jeg fat på min violin igen og begyndte på det stykke, der lovpriser livets lykkelige og skønne ordning. Det har du en gang lært mig, skønt det kneb noet for mig med at få det ind. Men da jeg hade spillet et par takter af det, blev jeg igen afbrudt af det samme ondskabsfulde grin, og det betog mig enhver lyst til at spille videre.

At noen griner ad sligt! Tør du osse, hvem du så er, grine ad hende, der sa, at hun vilde være solen i min tilværelse og forjage alle de skumle skygger fra den? Og hun gjorde det, for da kom der virkelig fred i mit sind, og der kom tillid til —

Det begyndte at grine nok så spagfærdig, men straks efter blev det frækkere.

Og den tro, som jeg hade tabt — sådan gik jeg videre — gengav hun mig, troen på den Gud, der leder alt til det bedste — — Lad os høre, om du tør grine af den!

Et mægtigt skrålende grin slog mig om ørene, og jeg syntes formelig, jeg kunde fornæmme, hvordan noet vred sig under forfærdelige latterkvaler.

Jeg følte noet kvælende i min hals og indrømmede ved mig 11|selv: Dette har jeg måske fortjent, for den tro var dog vel ikke så urokkelig — — men at jeg derfor skulde gi den hen til at blie grinet af! Kærligheden derimod, udråbte jeg med begejstring, den evige kærlighed, som jeg ikke behøvede at tilsværge hende, fordi hun vidste, at aldrig kunde den noen sinde slukkes —

Hæ, hæ, hæ, hø, hø, hø, hy, hy, hy! brølede, vrinskede, gøede og gnæggede det med mange forskellige dyrestemmer.

Dette her kommer fra noet, der er over mig, der har større indsigt og mindre tro end jeg, noet, jeg kan lære af — — skal jeg da nu til at tro noet andet end hidtil?

Jeg stod længe med min violin under armen og så på tågernes endeløse tagfat og på kreaturerne, som gumlede sig i søvn, og så sa jeg sådan til mig selv: Dette er aldrig hændet mig før, det er altså nyt og skal derfor undersøges. Har jeg noen sinde let ad alvorlige sager? Har jeg drømt om, at man bare kunde smile ad dem? Skulde det måske ikke være alvorligt? Hvad for noet! det, som jeg har anvendt så megen tid og kærlig omhu på! Vor kærlighed, ja den var unægtelig som den lunefulde måne, idet den til tider skrumpede ind, hulkindet og spidsnæset i en bedrøvelig grad, mens den så ganske vist til andre tider bredte sig overmodig rund, smilende i lystig fuldhed. Ja vel hade vi vort ny og næ, den kærlighed fyldte jo ikke altid lige meget op i os, og det kunde se ud, som den nu og da vilde visne bort til slet intet, men det gjorde den da ikke, det var kun en overgang. Mon jeg kunde le ad den?

Hvad! er jeg syg, gal? Det kildrer mig i struben, og jeg føler en trang — — er jeg besat? Har jeg slugt en grinedjævel? Siver der galskab ind gennem huden på mig? Jeg kender ikke rigtig mig selv igen; jeg er vist meget syg, min hals er fuld af latter, når jeg tænker på — både det ene og det andet, som jeg ikke tør nævne mere. Hvad er der da i stedet for alt det? Hvad er der, som ingen tør grine ad? for noet må der være.

Hvor er det? spurte jeg ud over engen. Hvad er det? sa jeg til tågen.

Farvel, skrænt, og farvel, eng! Jeg skal ud og søge efter alvor. Farvel, røde kalve og hvide lam, farvel, tåge! Det varer måske længe, inden I ser mig igen, det kan være, jeg skal meget langt 12|bort, muligvis jeg osse skal på en himmelfart, hvis der ikke findes alvor på jorden. Og farvel du, som — — jeg kan ikke vente længere. Farvel altsammen, jer tror jeg ikke mere på, jeg må ud og finde noet nyt, hvad det så blir.

Jeg gik ned ad bakken med min violin, men da var det, lisom alting blev levende rundt omkring mig. Jeg hørte mumlen som af en tusendtallig menneskeskare, der bifalder, og jeg hørte fjærn sang, jublende og lokkende, og enkelte hastige stemmer, der råbte til hverandre i stor forargelse, og så hørte jeg en enkelt stemme, en kvindestemme, som — men så svulmede sangen op og slettede den helt ud, og den kom ikke mer igen. Da jeg kom ned på engen, hørte jeg en uhyre skare bagved råbe på mig. Jeg vendte mig om, og da så jeg et syn.

Oppe på skrænten, hvor jeg hade siddet, stod der et menneske med en violin, og da han så, jeg vendte mig om imod ham, ga han sig straks til at synge og spille, som om han hade ventet på det vink fra mig. Mens han sang, syntes jeg, at jeg fløj hen imod ham, og sangen forekom mig osse bekendt.

Derpå atter en stor mumlen, og nu gik det op for mig, at jeg hade taet fejl og sat mig på en forkert bakke, ikke på den, hvor vi sædvanlig ga vor elskov sit aftenfor med naturpoesi og alt det, men sandsynligvis på en eller anden troldhøj, som jeg ikke hade anet noet om. Det viste sig osse, at samme høj stod åben, og inde fra hørte jeg sælsom musik. Mens jeg overvejede, om jeg turde gå ind, fik jeg øje på dørvogteren, og da han så min violin, lod han mig straks passere.

Der kom mig en i møde og sa: Kan du spille?

Det bejaede jeg, og derpå foredrog jeg nogle af de kærlighedssange, som jeg tidligere så ofte hade forlystet mig — os — med. 13|Mens jeg spillede, stod manden og skar millioner af de forfærdeligste ansigter, som om han var i en rædsom pine, og da jeg holdt op, efter at jeg hade spillet halvtreds, spurte han: Kan du endnu flere? Jeg rødmede for hans blik og tav, men jeg kunde endnu hundrede og halvtredsindstyve. Sådan nogle øjne har ingen før lavet, når jeg foredrog mit livs erotik. Så tog han mig ved armen og førte mig et stykke ind i hulen og stansede foran en spillemand.

Hør på ham, sa han. Jeg hørte.

Sådan klager et menneske i den bitreste sorg, sådan gennemgår han punkt for punkt sin jammer og gør sig sin fortvivlelses grunde tydelige een for een; sådan trænger han ned i sin elendigheds dybde for at nå og skue håbløsheden, som ligger på bunden; sådan gør et menneske sig klart, med overnaturligt mod og med tåreløs, ugendrivelig logisk strænghed, at der for ham kun er endeløs kval tilbage.

Det er frygteligt, udbrød jeg; aldrig har jeg hørt noet lignende; er der sådan sorg til? Kan et menneske bære den?

Manden så på mig med et besynderligt blik og tog mig længere ind i hulen, indtil vi kom til en anden spillemand. Hør osse på ham, sa han.

Der stormede en jubel ud, som slog lig mægtige bølger mod vægge og loft, og den syntes at kunne knuse alt, omstyrte alt; slag i slag kom det, og netop som jeg troede, det hade nået himlen, sank det sammen i en latter, der tabte sig langt borte. Så sprudede det op som ild, men straks sluktes igen det hele for så atter at begynde svagt og anelsesfuldt som en dulgt fryd dybt inde i et menneskes sjæl; men så voksede det med eet op til en vild begejstring, den intet menneske kan gemme tavs i sig, men må skrige ud over hele jorden, og alt, hvad der findes af livslyst i naturen, må vågne ved det mægtige kald. Således råber et menneske til den ganske skabning: Fryd dig med mig, for jeg kan ikke bære min lyksalighed alene! Stem i med mig, alt, hvad der har tunge, ti jeg har jubel i mig for en hel verden, og den vil dræbe mig, hvis jeg indespærrer den i mit bryst!

Sådan en glæde har jeg aldrig hørt tale om, sa jeg. Er der noet menneske, som har følt den?

Manden smilede tavs, og vi gik stadig dybere ind. Alting her, sa han så, er forunderligt for dig, men ikke nyt; du har anet det, men i en milefjærn drøm — ellers var du aldrig kommet her.

Hvad er dette for en hule? spurte jeg; og hvad er det for en bakke, jeg i aften er kommet til at sidde på i stedet for den sædvanlige, hvor der måske nu sidder en og venter på mig?

Det er en høj, som mange forvilder sig op på og går skuffede nedad igen, men som kun få kommer ind i. Her kommer vi til den tredje spillemand.

Jeg stansede og lyttede, men ved de første toner for jeg forfærdet tilbage.

Det er jo bespotteligt! råbte jeg.

Ja, det er nyt; men ti nu, og hør efter.

Det vred og snoede sig, som ingen slanger kan gøre det; det spruttede og hvæsede som dyr, jeg aldrig har hørt tale om, endsige har set; det våndede sig i en sorg, der ikke er som et menneskes, men så fnøs det i spot. Det blev til en lystig latter, og netop da jeg var kommet til at tænke på en jætte, der er i godt humør, knækkede latteren over i et skurrende hvin, som jeg gærne kunde ha tilskrevet en sønderreven titansjæl, hvis det ikke i næste øjeblik var gået over i en tilfreds grynten, der bragte tanken hen på et mæt og fornøjet vildsvin; men straks efter blev dette til barske og rå brøl som af et tirret rovdyr, og lisom jeg var ved at ryste af skræk, hvirvlede det op i et rasende brus af toner som noet, der farer til himmels.

Hvor tør noen spille det? sa jeg; hvor tør noet menneske tænke sligt? Sådan en frækhed troede jeg slet ikke, der var til.

Uden at svare førte den anden mig videre og pegede så tavs på en fjerde spillemand.

Men da jeg hørte hans musik, forvirredes mine tanker, og det blev dunkelt omkring mig; jeg forstod intet. Derimod så jeg mig selv gå langt borte, dybt nede, lille og ussel. Men musiken hævede sig højt over mig, og det forekom mig, at den foroven var en sky af strålende fugle, men forneden et uhyre byldt af tykke, stærke slanger, viklede ind i hverandre, og som strakte sig op mod fuglene, men altid faldt magtesløse ned igen i mægtige vridninger. Fjærne glimt begyndte at tændes i min sjæl; jeg så flygtige 15|lysninger, som hastig forsvandt, og under hvilke sælsomme skikkelser dukkede op af min tankes mørke. Men jeg forstod alligevel intet. Der kunde vel blusse anelser op i mig, men noet lys kom der ikke, og jeg blev betaet af en hæftig længsel, men osse af en dyb nedslåethed og en stærk bitterhed. Mine tanker slukkedes i tåge som upålidelige lygtemænd, jeg anede ny og mægtige gåder foran mig, og det syntes mig, at mit livs lykke måtte være indesluttet i deres løsning.

Dette her må du forklare mig, bad jeg, ellers får jeg aldrig mere ro i min sjæl. Hvis dette er livet, hvor har jeg da været, siden jeg ikke har set det? I hvilken østersskal har jeg siddet gemt? Det, som jeg her aner, opflammer mig mægtigere end alt, hvad jeg ved.

Du skal selv søge løsningen, svarede han; om du kan finde den, ved jeg ikke. Rejs ud, søg tilværelsen igennem, om der gives en så brændende sorg, en så overvældende glæde.

Hellere vil jeg forstå hin spottende musik, men allerhelst den sidste.

Den sidste, svarede han, er fra en verden, du endnu ikke kender, og for at kende den, må du være fri for alt, hvad der binder dig. Ti der er en verden, hvor hverken din sorg eller din glæde hersker, men hvor der kun findes det, som dit matte sprog intet udtryk har for, fordi din jordbundne sjæl ikke har fattet det.

Det er det, jeg vil kende! råbte jeg. Vis mig den verden, du taler om.

Da nikkede manden så besynderlig, at mit hjærte begyndte at banke i voldsom spænding, og med et vink kaldte han nogle af sine spillemænd sammen.

Hør endnu dette, sa han. Det er livets strid og sejr, men ikke, som du hade tænkt dig det.

Jeg hørte, og en hel verden viste sig for mig i et syn.

Hårdt, skarpt og bestemt falder det som hammerslag; det er menneskehedens lænker, der smedes i koldt jærn; lidenskabsløst og vel overvejede kommer slagene, de føres af en hånd, som ikke ryster, af en arm, som ikke har travlt: det skal nok blie færdigt, lænkerne skal udhamres med omhu, og de skal nok komme til at passe; hvad der tillader sig at svulme for stærkt eller rejse sig for 16|rankt, det vil disse lænker vide at kue ned. Hør slagene! De blir ikke ført af et hidsigt had, men af en tålmodig, uafvendelig skæbne, der ved, hvad den gør: Anangke!

Det stanser et øjeblik, den vældige muskelarm hviler sig; da bruser det op, den stejle trods slynges lige i ansigtet på bødlen, udfordrende og lidenskabelig, ubekymret for, om det skulde medføre, at lænkerne blot blev spændt en smule strammere. De får lov til at rase ud — hvorfor ikke? De er jo dømte, deres lod er jo vis nok, og uophørlig slynges forbandelserne mod den overmægtige med den friske kraft, der vidner om, at endnu kendes trykket af lænker ikke — da falder hammerslagene igen, og deres klare, kolde drøn overdøver indsigelserne, og der blir tavst rundt om dem en tid. Men så begynder det igen med trusler, med spot og med bønfaldelser, men ambolten genlyder stadig af de uforstyrrelige slag, smeden lar sig ikke bringe ud af fatningen, skønt han undertiden næsten blir overdøvet; han blir ved sit arbejde, som skal være færdigt, om så een vilje står mod alles — og hør: nu tier de, skæbnen lar sig ikke bøje, og i kold triumf lyder de uafvendelige hammerslag alene, et par mægtige drag, der taler om tilfredsheden ved det afsluttede værk; nu er det færdigt. Her skal dine stolte bølger lægge sig!

Ja, det er færdigt, trodsen er bundet, lænkerne passede, og de er lagt på med sådan en visdom, at de ulykkeliges bryst end ikke kan udvide sig til et skrig; der tillades dem kun at sukke, ikke mer. Hør de fængsledes stønnen! tungt og langt kommer den, besværlig på grund af de tunge, kolde lænker; den stiger næsten til en jamren, og dog kan den ikke høres højt nok op, det lænkebundne menneske ved godt, at den magt, som bandt ham, ikke fornæmmer hans gispen. Men hør! da hæver sig pludselig en stemme højt over de andre, en frigjort stemme, der har ord, som lyder klart og lydt. Den skal høres, den vil høres, bedende og indtrængende taler den, stærkt og dog tyst i det lidelsesfyldte rum, hvor de lænkedes regelmæssige, stønnende åndedræt endnu lyder franeden og gir den enlige stemmes bønfalden en frygtelig og forøget alvor. Hør, hvor denne talsmand higer og søger med sine ord, om der dog ikke skulde være et åbent øre, der lytter til og forstår menneskenes smærte, om der ikke skulde være en udgang 17|på lidelsen. Den stiger og falder, i halvvejs forhåbning, i ængstelig anråben — er der intet svar at hente? Skal der bedes forgæves for den lidende verden? Den blir hæftigere, mere indtrængende, for nu haster det med bønhørelsen — — — Det nytter ikke at bede! og med hastige, forfærdede råb forstummer den ensomme, der hade formået at løsne båndene så vidt, at han kunde anråbe om nåde for de andre, men nu tier han, og kun de usigelig tunge, sukkende åndedrag genlyder endnu en tid i den nådeløse verden.

Da bruser det frem som et løssluppet vandfald, ustyrligt og frådende af overvættes kraft larmer det af sted, og øjeblikkelig bryder det løs et andet sted, og to vældige strømme skummer frihedsdrukne frem, hjælpende og opmuntrende hinanden med høje råb. Er det muligt? Slap de dog fri — og ved egen kraft? Jeg lytter længe til det bedøvende flodbrus; ganske rigtigt, lænkerne er sprængt, og der skal ikke smedes andre, for ingen hammerslag høres, den jærnhårde hånd fra før vover ikke at ta fat her, sukkene lyder ikke mere, ej heller bønfaldelser; fri uden hjælp af nåde, der er tiltigget ved bønner! Fri ved egen vælde! Tyrannen er død, skæbnen er smuldret hen, og lænkerne fortærede af rust! Hør den rasende jubel! Er det menneskestemmer? Man hører ikke ord, men kun frydeskrig, der måtte forfærde menneskenes bøddel, hvis han kunde høre dem, og skræmme ham fra ethvert forsøg på at fængsle, stemme op for vandfaldet. Kun mennesker høres; de har rystet alting af sig, de har følt deres styrke og ved, hvad de formår. Vidt og bredt spreder kraftstrømmene sig ud over verden, omstyrtende alt, hvad der rager op til ingens nytte eller glæde, og bringende frugtbarhed i stedet. Når det er gjort, samler de sig til to store floder, som i overmodig styrke bruser ud i det åbne hav, hvor de taber sig, vel vidende, at det nu begyndte værk aldrig mere kan hindres af lænker.

Mens jeg derefter stod fortumlet og uden ord og overvejede alt dette, kaldte min fører den tredje spillemand hen til sig.

Ham må du først lære at forstå, sa han, ti gennem spot over verden skal du frigøres fra den; tør du la dig rive løs, ellers — se, udgangen står dig endnu åben.

Jeg satte mig ned ved spillemandens fødder, og højen lukkedes bag ved mig.

Hen imod morgenstunden, da jeg hade lyttet længe til min spillemand, og han til sidst hade holdt op, og jeg var hensunket i en dyb og broget drøm, i hvilken jeg så hele verden sønderhakket, sorg og glæde, lavhed og højhed blandet sammen, og lavet til fantastiske figurer, der udførte en sindsforvirret St. Veitsdans, da kom den lystige spillemand og vakte mig med en finger af min dvale, idet han sa:

Ven, vil du virkelig gå hen og opsøge hint fjærne land, uden at du først har prøvet livets lyst?

Har jeg da ikke prøvet den? tænkte jeg.

De stemte deres violiner, og så tog de fat, og de spillede bægge to på en gang, og mine syndige øren lyttede til det. Et stykke om kærlighed spillede de. Når den ene sukkede i længsel, så bandede den anden af utålmodighed; når den ene jublede over bønhørelse, spyttede den anden af væmmelse; når den ene klagede og græd i forsmået elskov, grinede den anden med foragt og spot; når den ene bønfaldt og tryglede, sparkede den anden fra sig, hånlig og ligeglad — og sådan gik det hele tiden. Jeg stod dær, bedøvet, forbløffet, endevendt.

Se, det er kærligheden, sa de; har du lyst til at kende den?

Jeg vil kende alt, hvis det er muligt, svarede jeg. Intet bør være mig fremmed.

Da åbnedes hulens bagvæg, og jeg så langt ind, men spillemændene var forsvundet i samme øjeblik.