27|Tilbageblik på fordums fremtid

Jeg kan ikke sove. Der lyder en forpint klage udenfor, og der er en dæmpet trussel i stormens brummen; der siver angst ind til mig. Denne angst blir stærkere, nu da vinden dør hen i en mumlen, der blir dybere og lisom mørkere og ender i et pust.

Nu kommer det, langt borte i de fjærneste trætoppe. Først er det en hæs, ensformig piben; det nærmer sig fra træ til træ som en susen, det tar større fart, det blir til en hylen, først dyb, så højere, stigende, mens det nærmer sig. Nu går det med en gennemtrængende skingren gennem de nærmeste træer, jeg synes, huset ryster. Det farer op ad muren og op på taget med et hvin, det slår ned gennem skorstenen og kommer ind i mit værelse med et skrattende brøl, der ender i et gisp. Jeg mærker en kold luftning over mit ansigt.

Hvad er det? Der er noen herinde. Jeg rejser mig op i sengen. Jeg er ikke længer alene. Jeg blir kold. Jeg borer mit blik gennem mørket. Så blir det langsomt lyst. Vinduerne viser sig som to grågule firkanter. Møblerne dukker forsigtig halvvejs frem af mørket. Jeg ved, der står noen tæt ved siden af mig, men jeg tør ikke se derhen, før pludselig mit hoved drejes til siden med et ryk. Dær står det — en alen fra mit hovedgærde.

Hvem er du? tænker jeg, men får ikke sagt noet.

Du begærer nyt, jeg vil lære dig at finde det, hørte jeg en tør stemme sie. Søg i dig selv, gå til bunds i dig selv; dær er løsningen på den store gåde.

Jeg så på ham. Hans ben var lange og uhyre tynde, hans krop var sammentørret, og hans hjærte hang mellem ribbenene som en indskrumpet læderpose. Men hans hoved var forfærdelig stort.

Jeg ved alt, sa han; jeg har tænkt og følt alt, jeg har løst alle livets gåder, jeg forstår alt. Vil du lære visdom af mig?

Det gnistrede for mine øjne, som om jeg så ind i et eneste ildhav, det bruste for mine øren som af store vande, og det rislede over mit hele legeme. Jeg for op, strakte bægge hænderne begærlig ud imod ham og råbte:

Alverdens visdom på et fad! Hvad koster den?

Han rakte mig et spejl og svarede:

Hele dit livs lykke på forhånd og siden halvdelen af din forstand.

Jeg så mig i spejlet og svimlede, og så kastede jeg det efter ham og råbte:

Du er løgnens ånd og ikke visdommens. Behold selv dine gaver!

Der sugede noet op igennem skorstenen, som man kan tænke sig en hval, der tar luft ind, så peb det gennem træerne, og det tabte sig langt borte i en sagte latter; men derefter kom vinden og regnen igen og tog fat på deres ensformige musik.

Hvert øjeblik, når jeg går og tænker på ingenting, farer der noet op og glor mig lige ind i ansigtet, så jeg kommer til at stå stille. Eller det kan være, jeg ligger i en båd på en sø, der kun kruses af noet, der ligner et lille smil; jeg døser hen og synes, at jeg lisom slukkes ud — og så dukker det op af vandet: et ansigt gennembryder fladen, jeg ser et uundgåeligt, forskende blik, der venter på svar, en finger lægges på to tæt sammenpressede læber, og jeg føler noet hoppe inden i mig, ryste sig, som kunde det være løsningen på spørsmålet, som vil gøre sig fri. Men om natten er det værst. Saa sidder der noen langt nede i mig og stirrer op på mig, altid.

Til bunds i sig selv — det er stygt, men det hjælper. Det bringer en vis lindring, når jeg gir mig til at kradse i mig selv.

Hvilken djævel har jeg da i kroppen, siden jeg nu osse skal ha mine egne skjulte underligheder til gennemsyn?

Er det visdomstrangen måske? Den har slået mange kroge i 29|dig, og du kan sprælle til hvad side, du vil, den skal nok flå i dig. Farer du opad — ti undertiden synes du, at djævelen napper dig i det ene øre, og da flygter du med et stort vræl hen ad Vorherre til og gør vilde forsøg på at komme ind i himlen med det samme — så rykker det i det reb, som holder dig nedefter, og vil du nedad, så gør det ondt dær, hvor en anden krog slæber opad i dig. Du er ubundet, ja, du, som skulde på jagt efter sandheden!

Men nu er der kommet noet nyt til, noet, der haler dig ind i dig selv, noet, der vil ha dig til at stå på hodet i dig selv, slå kolbøtte, krænge dig over dig selv som en hose! I stedet for at rejse verden rundt, skal du på indenlandsrejse i dig selv.

Visdomstrangen napper i dig fra alle sider, du ved ikke, hvad vej der er den rigtige, altid synes du, at du går i en gal retning. Ind i dig selv, tilbunds, du kan ikke andet, selv om det så risler dig sindssvagt ned ad ryggen ved det.

Det var bedst at holde op, men for at kunne det, måtte jeg selv ha noet at holde mig i. Jeg har intet. Der kan vel komme et blødt tryk på min arm, men det er ikke noet tag, der stanser; der kan være et par øjne, som møder mine med en sørgmodig bebrejdelse — — nej! der er ikke noet, som holder fast. Og der kan være noet ved de hænder og de øjne, som får mig til at glide en anden vej i noen tid, og som får mig til at drømme.

Der skal være en anden lykke end at arbejde sig frem gennem disse sære tankers urskov; det sies, at der skal være en lidenskab, som er endnu stærkere, som bær fremad og løfter og dog holder en fast ved jorden, en tryg lyksalighed, som gør alt andet overflødigt. Noet sådant skal eksistere, alle taler om det, det skal være fælles for alle.

Jeg ved, at det består ikke i at være to om at flagre bort i begejstring ved en solnedgang, og heller ikke bær det brusende blod noen ret langt — nej, det er ikke stærkt, det er kun en kort hvile for en vidt omflakkende sjæl.

Jeg kender en lykke; den vokser på tankens bitre kundskabstræ, som man ikke blir mæt af, fordi frugten ikke er sød — men der måtte gærne være en slags lykke endnu, som for en tid kunde få mig til at glemme alt andet, en stor begejstring, som, mens den herskede, ikke lod plads til noet ved siden af sig. Så kunde jeg engang 30|igen vende tilbage til kundskabens træ med frisk og fornyet trang.

Det er det: Jeg begærer to lidenskaber, een er for lidt, den fortærer mig, den får mig til at vokse skæv lisom planter, der kun får lyset fra den ene side. Nej, man skal svinge mellem to og hver gang glemme det ene for det andet; det er svingkraft, der skal til!

Stemninger, kærtegn, rørelser — noet skal man jo hvile ved; men når jeg så besinder mig, mærker jeg straks en sagte gnaven: det er min sjæl, der stadig er ude efter sin frugt — hvor er så det andet, det stærke, det bærende, det nyskabende, det glemselsbringende, det, som er fælles for alle mennesker?

Fælles for alle mennesker er selvbedraget — det er det hele, der er ikke mer, det var kun en smuk løgn.

De mindre digtere har ret — de store lyver, men mellemslagsen, de har det rigtige syn på sagen, de, der synger om former og øjne og meget mere: Der er ingen grund til at fortvivle, så længe ikke pigen glider ud af din favn, og bægeret ikke triller ud af din hånd. Det er ikke helt galt, og familielivets hyggelige digtere har osse ret: der er både lyst og hygge i elskov — men den lidenskab, der er så stor, at den kan vippe en anden op —

Jo, der er så meget kønt og godt, man kan være to om, men når du skal stemme dig imod din altfor overhåndtagende grubletrang, så er du alene, så glider du ene og ustanselig.

Du sidder foran et spejl og stirrer dig selv stift ind i øjnene. Snart mærker du en isnende fornemmelse op ad ryggen, dernæst en kryben og kriblen i hårrødderne. Så begynder der at trække tåger og regnbuer forbi dit syn, og overalt møder du dit eget ansigt, der ser misbilligende, opmuntrende, spottende eller medlidende på dig. Sole og farvede ringe gir sig til at løbe rundt, og du føler en bedøvende svimmelhed. Efterhånden går det altsammen i stå, og du selv stivner langsomt, du ved ikke, om du er levende eller død. Så går der en uhyre lang tid, og endelig nærmer der sig nogle fjærne stød og ryk og kvalte drøn. Det er vanviddet, som trækker op. Det er som underjordiske rystelser, der stiger langsomt op til din bevidsthed lisom luftbobler gennem sejt dynd. Pas på, når de begynder at springe. — —

Nu er det tid. Revolveren for højre tinding; endnu får øret tid 31|til at høre blodets rasende brusen, så afbrydes det af et knald, et voldsomt slag, og dermed forandres pludseligt alt.

Det blir mørkt, et vildt mørke fuldt af en frygtelig larm. Der høres skrig, mørket befolkes af fortrukne ansigter, af blodstrimer og af legemer, der vrider sig i de unaturligste rykninger. Der flammer lyn, og mørket får tusende øjne. Så kommer der sværd, som hugger frem fra mørket, førte af usynlige hænder; der kastes spyd, og der slynges sten, altsammen mod mit hoved. Mægtige ildhjul maler rundt, og mellem dem kastes menneskelige legemer om som blade i en hvirvelstorm. Det ser ud, som om disse skikkelser skulde mases mellem hjulene, de slider og fægter om sig for at komme løs, og det river i alle mine nærver, når jeg ser på det. Så kommer der et skær af et andet lys, det hele blir roligere, skrigene tier. Ildhjulene stanser, alt står stille, og bagved ses et rosenrødt skær. Jeg føler en forfærdelig spænding, det er, som om mine nærver skulde rives over, og så kommer der et øredøvende brag. Alting splittes ad og forsvinder, jeg selv blir slynget midt ind i den milde, røde flamme; der er en stille syden af ild, og jeg føler en berusende, dalende fornemmelse; jeg skyder gennem denne ildverden, som om jeg var blevet en fugl.

Da de brød døren op, fandt de ham siddende død i sin stol. Hvem var han?

En søjle, der stod midt imellem menneskene og knejsede — gud ved, over hvad — og som man forsigtig gik langt uden om. Måske var han en statue over sig selv, et vandrende monument, der undrede nogle og interesserede ingen. Som skåret ud i træ stod han, begravet i sig selv, ubevægelig, stirrende langt bort. Ventede han noet? Nej, han grundede over sig selv. Vi véd ikke, hvad der var i vejen med ham, vi tog os ikke af ham, for vi kunde ikke bruge ham. Han hade en fejl, som vi ikke kender. Måske var det den, der optog ham, når han stod bøjet over sin sjæls gåde, lyttende med tilbageholdt åndedræt og med hele sin energi rettet bort fra verden og fra os andre. Han var lisom en sfinks nedsunket, halvvejs begravet i golde spekulasjoners sand. Nej, hvad skulde 32|vi med ham? Ned med dig, sa vi; forsvind du endelig fuldstændig i dit sand, og kom aldrig mer til syne! Nu er han borte; lad os komme videre; vi har ikke tid til at gætte gåder. Der er mennesker nok, man kan forstå.

Hvem var han?

Et forvildet menneske. Han var kommet ind i en krystalklar labyrint, som han ikke kunde finde ud af igen. Billederne fra verden udenom trængte dunkle ind til ham, stivnede og livløse. Men han hørte slet ikke noet, for lyden kunde ikke gå igennem labyrintens mure. Han var et ensomt menneske; selv syntes han, at han var kejser. Det at han sådan var gemt for sig og lisom sat i forvaring, gjorde ham indbildsk og fik ham til at tro, at han var mere kostbar end andre mennesker, og at det vilde være særlig slemt for hele verden, om han kom noet til. Stort var hans kejserdømme ellers ikke, men han skal ha sagt, at hvad det manglede i bredden, hade det i højden, for det strakte sig langt opad lige over hans hoved, helt på den anden side af de fjærneste kloder. Vi vil for resten gærne tro, at ensomheden har gjort ham forrykt.

Hvem var han?

Han var et stakkels menneske, der især trængte til luft. Der var ingen kraft i hans lunger, ellers hade han vel nok blæst noet af alt det bort, som belemrede ham på alle sider. Han var fuldstændig omgivet af en barrikade, der betog ham både lys og luft. Denne barrikade bestod af mennesker, brede og flade var de, og de klemte ham ind i en krog — med ryggen, for de så ham ikke, de vidste slet ikke, at han var der, så det var ikke med hensigt, at de trykkede ham. Hans ulykke var, at han var stum. Det var ikke ret mange af os, der la mærke til ham bag hans kinesiske mur; vi ved heller ikke, hvad han stod og tænkte på dær, det kan gærne være, der var noet ved det; men han kunde jo ikke tale. Han var egentlig altid usynlig til stede; man kunde glemme ham på en stol eller i en krog, lisom man glemmer en hat eller en stok. Men vilde der ha været forståelse, selv om han hade haft talens brug? Vilde han ha fundet åbne øren, hvis han hade lukket sin mund op? Vi véd det ikke. Hade han endda kunnet gøre plads om sig ved at bruge sine albuer! For det sprog forstår jo dog alle mennesker. Men det forsøgte han ikke på; han var et rart menneske.

Lisom han kun så ryggen af sine omgivelser, sådan så han alt andet bagfra, han så kun reversen af medaljen, livet vendte vrangsiden hen imod ham. Studiet af menneskerygge er jo ikke noen tilstrækkelig tidsfordriv, så han var henvist til at studere sig selv, og det var vel nok det, han stod og beskæftigede sig med i al stilhed; det antar vi da. Men det var slemt, at han ikke forstod at skaffe sig luft! Hade han ikke skudt sig, vilde han være blevet kvalt alligevel.

Hvem han var?

Det er næmt nok at sie, for vi kendte ham godt: han var et forkert menneske. Hans hoved var en vanrøgtet jordbund, hvor der trivedes torne og tisler og forrykte spekulasjoner, men ikke en ærlig, brugbar tanke. Hans ånd var et uføre, hvor usunde dunster fremkaldte lygtemænd, tanker, der forvirrede ham så sælsomt med deres usikre lys, at de en gang måtte få ham til at hoppe derud, hvor han egentlig nødig vilde hen. Der var et galskabsæg i hans hoved som i andres, og det rugede han på dag og nat; han gjorde det til sit livs opgave at få en kylling ud af det, og da han mente, den var udviklet, pikkede han hul på ægget.

Han var et uroligt menneske; han vilde ha alt at spille boldt med. Både Gud og djævelen var hans daglige gæster, mente han: med det ene øje stirrede han ned i helvede, og med det andet forsøgte han at kigge ind i himlen; hans ene øre opfattede de fordømtes brøl og tuden, og med det andet hørte han englene slå triller oppe i livets træ. Hans tanker dansede en stadig deliriumskvadrilje med en engel på den ene side og en djævel på den anden, mens Vorherre og fanden stod hos og slog knald med lange piske.

Han var et beklagelsesværdigt menneske. Man skulde tro, at hans kærreste kunde ha reddet ham, og det var vel det, hun vilde med ham, men det slog fejl. Der er noen, der taler om en ulykkelig kærlighed hos ham; det er muligt, han har haft noet sådant, men det har vist ikke gjort meget indtryk på ham; han hade nok at slås med i forvejen. Tror I egentlig, når der danser halvtredsindstyve knortekæppe på jer ryg, at I så kan mærke, om noen prikker jer på ribbenene med en syl?

Hvad det nu end var, der tog ham sådan fangen, så skulde han i alt fald hellere ha holdt sig borte fra det. Men hver gang han 34|tabte ligevægten og faldt over bord fra livets skib, så lod han sig stadig sluge af en eller anden fantastisk hvalfisk, i hvis bug han fortumlet, men — ti det må sies — interesseret væltede omkring, indtil uhyret opspyede ham splitternøgen på en øde kyst.

Nej, med alle sine ejendommelige indfald var han et dårligt hoved. Han kom ikke til resultater. For ham var alting en usammenhængende række af tilfældigheder. Derfor blev han heller ikke til noet. Vi savner ham ikke; da han døde, sønderrev han ikke noet bånd, for han var knyttet til ingen. Man kunde ikke binde ham til noet, ti der var intet på ham, som man kunde få fat i; man kunde ikke få ham til at hænge ved noet, for alting gled af på ham. Han var et overflødigt menneske. Denne umulighedserklæring skal han ha med i sin grav.

Der var et sted i hans hjærne, hvor der lå gemt noet, lisom en lille knaldperle, der ved lejlighed gav ondt af sig. Det frembragte en løjerlig kildren dær i omegnen, hvilket betød, at eksplosjonskræfterne var i funksjon. Denne diminutive granat, eller hvad vi nu skal kalde det, vilde han gærne ha fat i og undersøge, for han var et nysgærrigt menneske. Og så en dag, da det rumsterede for meget derinde, da det masede og trængtes mellem hverandre, lod han de voldsomt gærende stoffer få luft og komme ud — men han selv fik ikke noet at se af dem, og det har sikkert forbitret ham hans sidste øjeblikke.

Da de fandt ham, var hans hoved sunket forover; han hade aldrig været mand for at bære det højt, men nu var det sunket dybere end sædvanlig. Han har vel troet, at en revolver var den rigtige nøgle til at lukke livets gåder op med. Den holdt han i sin højre hånd; i højre tinding var hullet kun lille, i venstre var det større, og dær var hjærnen trådt ud.

Ja, nu er han død. La os være glade over det, og så for resten beklage, at han i det hele taet har levet!

De kom med ildskuffer og koste; de strøede sand på hans hjærne, der lå og flød på gulvet, og så fejede de den op. Den gik i askespanden; la erindringen om ham gå samme vej!