68| Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den mest mulige indsigt — og indsigt var for ham ensbetydende med kultur —; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha anden anbefaling.

Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik, besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer bragte han gærne sin udvikling.

69| Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer; Grandlev kastede sig især over det sidste. »Ordenes Liv«, som en fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist.

Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske sprog; så indfandt ideen sig vel nok.

Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående venner anbefaledes 70| til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn. Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i provinsen, hvor han blev ansat.

Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham.

Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed. Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent. Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil., der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.

Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik frem for alle andre hensyn, 71| så vilde han — en mand, der elskede love — ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende.

Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang, og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre. Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel, erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester; senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder, forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen; lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven — desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen — — —

Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til; man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er 72| alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig formodning.

Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men lov, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed være deres overmand, der blev foretrukket for ham.

På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde ønsket.

73| Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt, at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur har frembragt.

Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurte om noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans resignasjon er nok så grundig — med mindre han resignerer ved hjælp af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev slog sig på bøgerne.

Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske, men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den vilde, hvis umiddelbarhed han ofte 74| har. Af bøger kan man lære meget godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed, der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter indskydelse.

Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen. Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så frembringes der tanker af varmen i hans hjærne.

Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?

75| Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde denne tilsyneladende urimelighed.