93| Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille, sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud, som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan det var, men hun kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.

Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også søndag; hun og Niels Grandlev plejede at gå morgentur om søndagen. Men det var slet ikke det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, 94| men hun kunde ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør, hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte være alene om det. Men det var jo søndag.

Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin frisertrøje på og la sig i vinduet.

De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer, der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger og kunde dårligt 95| komme til at brede sig for hverandre; de måtte skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige grønhed vinkede en hed sjæl til hvile!

Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.

Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok sorte får.

Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring, rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af sig igen, hver gang der kom en smule blæst.

Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte skikkelse fra vindueskarmen.

Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv, for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde ud og spasere i det vær, og der 96| skulde ingen være med hende. Hun blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen — når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør end efter nogen anden anledning.

Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der nu kom en hindring i vejen — —. Hun blev ikke god på den, som hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs.

Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af det.

Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over fjordens rolige ansigt.

Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som en flok sigøjner97|kællinger, der har ladet deres fantasi fråse i brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være nogen — sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi, i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen, de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere. Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste krampe alt, hvad 98| den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt; mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild.

Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt. Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg fandt dette? tænker han.

Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!

Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod 99| skoven. I samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt; hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget, der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med.

Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved.

Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.

Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i øjnene.

Nu kommer du vel herud for at hente mig?

Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, 100| kunde det jo være, vi fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven.

Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op.

Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for det som en undskyldning, mener jeg.

Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!

Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op.

Å ja, du har jo altid ret.

Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er bedre; er det ikke sandt?

Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i skoven, men den var ikke som før.

Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun kom til at se dårlig ud.

Å, du — det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig.

Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.

Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så hen for sig med store øjne og skilte 101| læber. Han troede, hun havde helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden — enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd, så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem.

De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted, og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det aller102|bedste at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage?

Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et spørsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis sjæl består af sådanne ulykkelige huller.

Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt.

Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge tavshed.

Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun.

Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere fornøjelse af det.

Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det.

Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er.

Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik.

103| Måske »ret« er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede dig.

Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i.

Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting at sige, ingen fortrolighed at skænke mig.

Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed.

Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt fald, at du skjuler noget for mig.

Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes hende vigtigt:

Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget stort og voldsomt, der ikke 104| spurte, om jeg vilde eller ikke, men drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok.

Det andet — det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved siden af.

Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en ydmygelse.

Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt.

Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem — —. Det ene er formodenlig mig, og det andet — —?

Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så være mere? Hvorfor er jeg — — en hel masse, som jeg ikke ved hvad er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, det er pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det?

Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så meget bedre; 105| forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig om det.

Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det — —

Er det da ikke idealet af samvær?

Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand?

Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord.

Det gir jeg dig ret i.

En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga, om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand; jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke, mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så hjem?

Ja.

De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.

Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til kærlighed og lyst til — — den anden ting. Hvis jeg nu var en af de stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i din 106| hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses mere, men når du bliver oplagt til mig, så — —

Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting, der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse — —? Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.

Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.

Jeg ved ikke. — Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber — de altid lidt blege læber — var veltalende, idet de skiltes ad!

Farvel.

Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om ånden, som ene siges at vare evindeligt?