140| Natten kommer, da ingen kan arbejde.

Næsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu betydning, som de aldrig havde haft før, ti det at ophøre med arbejdet var for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro var tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev rent utålmodig, når hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i søvn så hurtigt som muligt og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny dag, som lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig, når utålmodigheden eller arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove, og hun lå dær til ingen nytte.

Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser — —. Det allerførste lysskær vækkede hende; der var ingen tid til drøm eller blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende arbejde, så snart hun havde lukket øjnene op. Tilmed var det i den tid, da dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det blev til en fast og sammenhængende tilfredshed. Igen en gang havde hun fundet det rette, og i det øjeblik da trangen dertil var størst.

Lidt op på dagen, når hun allerede havde ud141|rettet en hel del, meldte sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise.

Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende, indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning.

Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang. Hun 142| tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den, bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder, foregik al hendes tænkning.

Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen. Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse, begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget, enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom.

Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det tar sig ud i den daglige omgang. Det føles, afvekslende varmt eller koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse 143| og ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige.

Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.

Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om æmnet.

Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet uden ungdom og friskhed — det er kulturen og barbariet, der tørner sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men kulturmennesket — in casu: jeg — er ikke så 144| værdiløs, som handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater, selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker over alt. Handling og beskuelse — det er de to stadier; jeg tilhører det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen nærmest. Handling og beskuelse — kraft og visdom, disse to ting udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.

Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg forstår alt, hvad der er hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab; jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald. Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå anderledes, end det er gået.

Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti 145| mit hjærte er delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om, at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget det, hun havde brug for?

Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu mindre udsigt til at få min barbar hjem igen?