146| Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen til Lindagergård. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det været sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere. Vinteren var gået nogenlunde, forårets væde og uføre havde holdt ham inden døre og gjort hans sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han måtte vide, hvordan han var stillet; Helgas breve havde været så tilfredse og intetsigende; han vilde se og høre hende selv; hendes hemmelighed, som han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med.

Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se, hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har hun vel snarest været til mode som et insekt, 147| der lammes med et stik af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu aldeles uangribelig.

Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.

Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler? Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden just at se hen efter hende.

Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt.

Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen og ser på det?

Jeg vilde ikke gøre kalven bange.

Det var pænt af dig. Kom så.

Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig forklaring end blot at sige: Kom så.

Nå, ja. — Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja, nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det er.

148| Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det gør hverken fra eller til.

Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om, at hun havde talent.

Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget, der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til det tidligere.

Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget, at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone. Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? — Det er mit svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle, stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til tyrekalven, og når det blir efterår, så — — —. Men jeg tror virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne?

Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne »han« er ikke mig.

Han er min lærer; det er noget andet.

Han er en mand, der er dig overlegen i een 149| henseende i alt fald. Jeg er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være.

Men kæreste — — — er du skinsyg?

Har jeg grund til det?

Nej.

Så er jeg det ikke.

Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle henseender?

Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo ligegyldigt.

Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op.

Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne til din udvikling.

Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og fremmed — måske har jeg taget fejl. — Og altid når jeg kom lidt ind på det spørsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden. Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den grund, at du ikke behøvede 150| at tro på mit talent. Og man finder jo mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med.

Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for mig, og dette her er slutningen på det.

Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed.

Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første billede, og det skal det også!

Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv; i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære kærligheden; det er tjenligst at beholde mig — en stund endnu. Og hvor kommer jeg fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min kæreste; 151| nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er borte.

Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej. Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra, hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende vismands-tanker.

Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved at græde, men så rettede hun sig og sa:

Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så begavet som du, kunde jeg næmt risikere at forstå dig og mene det samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er gammel.

Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel. Det er mig utåle152|ligt at være færdig med min udvikling, mens du lever her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den.

Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun — — fornyer sig ikke, og hun har heller ikke glemt dig endnu.

Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør det derfor ikke.

Men sig så i det mindste: Farvel, Helga.

Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem os er — fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste.

Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at sige mig farvel og gå.

Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.

Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg skal sige dig 153| noget — som du ikke fortjener at høre: Nu kan du plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig får pillet mig af.

Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig — —

Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med det samme!

Men din kunst, Helga?

Å, den — — ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?

Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet, ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast?