158| Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem uden at tænke over det.

Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse; skoven var ikke god som den gang; efteråret havde ikke den værdi for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude ved fjorden 159| og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt hende, svandt derefter helt og holdent — — —.

Men nu var forandringen kommet.

Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning. Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det.

Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom for at vise, at det nu var hendes herre, og at hun var den svage, der skulde ofre alt, hvad det krævede. Men en nat kom der en stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.

Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket altsammen; der skulde komme noget ud af 160| det, og hvad skulde hun bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for?

Hvad fejler du dog, Helga? spurte Grandlev en dag, de sad ved middagsbordet.

Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.

Er det vort barn, lille Helga?

Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning.

Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.

Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.

Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at gå ud.

Vil du nu ud og male?

Jeg skal nok pakke mig godt ind.

Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen.

Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa hun. Når først — —. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske, men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel, Niels; jeg skal ikke blive forkølet.

Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine 161| uvedkommende betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at læse.

Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han hende komme; han gik igen ind og satte sig.

Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold af at sidde og lytte og gætte.

Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren.

Kunde du se at male så længe?

Intet svar.

Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt.

Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind i spisestuen med tændstikkerne.

Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det 162| ikke for at appellere til dine — — følelser, men kan du huske noget sådant nu?

Ja.

Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og magtesløs; ser det ikke således ud?

Jo — —.

Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget — — —. Men en omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker — — om ikke for andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en vigtig tankegang.

Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.

Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine hende med sine lumpne åndrigheder.

Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder. Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.

Han så tårerne springe frem af hendes øjne, 163| mens hun stirrede ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand.

Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.

Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?

Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød:

Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers — — —.

Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!

Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige kulde.

Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af hinanden, at vi glemmer det? Kan du — — —. Hvad vil du gøre ved mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det — —. Jeg mærker det allerede —. Nej, det er gruligt!

Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt. Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod halsen og de velkendte læber — —. Hans fingre blev seende, mens de berørte dem.

Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i 164| sine kølige hænder; han følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved.

Kære Helga, sa han — og han vidste i det samme, at det var ikke det, han helst vilde sige —: Du begriber da nok, at man ikke så pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort barn kommer, og så er du igen som før.

Hun rejste sig. — Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er andet. Naturligvis kommer det igen. — Hun gik frem og tilbage og strøg sit hår op. — Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret. Når det er overstået — —.

Så har vi et lille barn, Helga.

Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen — — for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig, Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig altid. Tak for det.

Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund.

Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham.