178| Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år.

— — Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst, søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig.

Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende indflydelse — der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen, den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen, so179|cialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved står fortiden: Menigmand, Vulgus — samme foragt, kun at de ikke praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand, præliminarist og kandidat til folketinget — og professoren i fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker, der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.

Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning, og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i anseelse — — men det 180| var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden er nu ene overladt til sykofysikerne og sindssygelægerne.

Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som eksistensberettiget? Nej.

Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred, som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre eller bedre ord.

For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde det dog 181| måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt forsvandt.

Den ideelle tænker — jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende fører ham til ideer og ikke til handling, — er under udryddelse; omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed: Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen.

— — Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en selvtilfredshed, som ikke ligner mig — —. Ja, der står i denne afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad jeg nu fortæller dig. Min afhandling — som ved en ren tilfældighed kom i trykken — har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne fore182|teelser; man har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den. En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne fordeling af lys og skygge — —. Og det er i det væsenlige dig, jeg har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg — —? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må fly for at redde sig — det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen, fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig fornyelse igen ved resignasjon. — Omtrent alt hvad et menneske kan tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft, der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist noget langt bort fra 183| os to; dog når jeg så klippede den første halvdel fra, da mærkedes det ikke.

Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre, golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine hvinende kværne. Jeg kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den uret — ja, det gør jeg sikkert — men nu synes jeg, at det, den malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans vegne som en, der til en vis grad forstår ham.

Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som jeg. Disse »meningsfæller« er højst besynderlige og lærerige mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk, vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner. Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde 184| haft dig som norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er; i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. — — Jeg ved dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde.

Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling? Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret? Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv.

Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad, ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den 185| beskednere del, hvormed den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet.

— — Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste tænker erfaringsmæssigt tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt, for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når du var 186| borte, længtes jeg efter dig — — indtil jeg nu sidst begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro, som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens uforanderlige ligevægt.

Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den vise er — således ser det ud — overflødig i verden; mod den kloge er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige, han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham, ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform, der var ham mest tjenlig.

Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste, ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den står i forbindelse 187| med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro. Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres: forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige svagheder.

Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu, efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig bestemt fra evighed af.

Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er kun tilsyneladende; jeg læser 188| en del bøger, der hverken gør mig gavn eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem grundigt nok.

Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder, der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med, at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større verden.

Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at undvære, og jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin fuldkommenhed.

Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for dig, således 189| som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.

Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret — har du måske glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig, og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det, jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du ikke også, at de blir kolde en gang — af at håndtere malerpenselen?

Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder mig fast.

Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den, der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg er ikke den rette mand; du er fri. — Det er måske min skyld, at din kærlighedslykke ikke er hel. Der er menne190|sker, der siger, at hvad der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort.

Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig, og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom består jo i at vide så lidt som muligt.

Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt. Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg — — —.

Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn.

Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og længtes efter at se. Således 191| så den ud den dag, da hun var begyndt at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange standsede hun og bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl. Den dag — som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden — havde hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del af hende selv. De — og hans brev — tog imod hende, ingen af delene betød hendes lykke.

Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om døden.

Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller mere kunst?

Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme 192| menneske længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en sti.

Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde, til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste, fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var, ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke var tilstrækkelig.

Hun læste hans brev igennem en gang til.

Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet.

Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod og tænkte.

Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev, højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en uforklarlig magt.

Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig en hel kærlighedslykke.

193| Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod.

Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny kraft; hun vidste det.

Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe hinanden.

Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet.

Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre over hendes halve sjæl.

Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer.

Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede hen194|des liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed.

Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber, og den unge mand skulde bære hendes træk.