41|Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar; ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar, ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin mund op.

Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de andre.

Forstår De det ikke, Helga? spurte han.

Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker.

Det gør jeg nok, sa hun.

Hvad vil det sige?

Det ved jeg ikke.

Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem.

Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var bittert, og som sved.

Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det anstrænger Dem at benytte en høflig tone — hvad det vistnok gør for tiden —, så svar, som det er Dem bekvemmest.

Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.

Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.

De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det med det sind, De skal gå ud i verden og — nå et eller andet 42|mål? For nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.

Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde være, dersom hun blot vidste — — men måske ønskede han bare at ydmyge hende.

Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os; vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.

Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse. Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke hende i håret.

Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken — og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte; ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det ringede, og hun måtte af sted.

Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.

43|Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.

Jeg forstår godt — — —. Hun forsøgte at rynke panden, men den glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.

Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.

Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så yderst primitiv.

Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.

I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde, til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på den store eng hjemme ved gården.

Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som derefter ser på tingene med andre øjne.

Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri, måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med 44|stolt og hemmelig undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.

Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så kunde der væres ulykkelig bag efter.

Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt, hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ve d hendes højre albu steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun. Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.

Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham.

Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad trappen. Ve d det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt, endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist.

Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget? Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i grunden så sørgeligt.

Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om. Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme sig, hun fik hjærtebanken af 45|angst, mens hun tøvede, og samtidig med, at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om. Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt. Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt blive på den vej, hvor hun var.

Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun hørte hans trin bag ved sig.

Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.

Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem.

Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver gang de havde været ude, beholdt han hendes 46|hånd. I de sidste ture rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre; hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele sig til.

Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.

Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende — — —

Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen; øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt lejlighed.

Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede med sit atlas over knæene.

Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også 47|let nok, hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene — —. Hun lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par raske streger — — nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet — —. Øjet blev færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var fyldige og sad passende tæt ind til hodet.

Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.

Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.

Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde, hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når det andet var sket.

Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil: Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret.

Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun ingen tvivl længere. Alt var helt godt.

Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun.

Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte 48|hun, da hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god. Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag igen.

Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage.

Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom, hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik? Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt. Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.

Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse.

De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende; hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde, derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se, hvordan han slap for det.

Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet, da han spurte:

Hvordan går det så med humøret i dag?

Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun 49|jo ha givet et eller andet livstræt svar. Hun var også livstræt, da hun gik foran ham ind i klassen.

Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt, fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget efter. Hun havde fået sin del, som der står.

Lykkelige Dagmar!

Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at hun måtte undre sig og blev vågen igen.

Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste, hvad det betød.

Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi, der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde det billede hænge på hendes væg.

Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var det tetid. Alle tre forsøg blev brændt.

Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove, skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod væggen, så der gik hul.

Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget nøjagtig, men den duede ikke.

Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe 50|ud og væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den foreløbig.

Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt sind, lige til hun faldt i søvn.