69|En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen — for så vidt han tænker over sig selv — tidligere end andre mænd nå et tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet. Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet; hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind.

Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige, usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som et æg, der er ruget på i fire og tyve timer — gennemtrukket af tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at »fred er ej det bedste«.

Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen.

Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans 70|resultater kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden, sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi, kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den, der skynder sig at tro.

Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished havde gennemtrængt ham.

Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de skulde forstå hinanden — så stærkt hang han endnu ved det gamle, at han mente, det var fuldkommenheden — og han begyndte at fortælle hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling, hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin, skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer og kalve og lader og stænger 71|og kartoffelkældre og halmstakke, så mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans; dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed. Hans liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve, og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat.

Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom, mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens — men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden.

Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle. Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr. phil.s værdighed.

Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder; nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og oprigtighed.

Han havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld. 72|Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han havde også været vred — hvad der ikke skulde gentage sig — men han havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort?

Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind, og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren, kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab; ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var hans pligt at forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri.

Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at løse. Han brugte omtrent et år til at 73|forstå hende så vidt, men han fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han, hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var nær eller langt borte. Han var ikke manden, ikke forholdets herre. Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede — den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen — havde hun med en magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl, en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som før, og Helga var der — altsammen kaldte det på ham, og han forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været, han tænkte med mange tons vægt — — —. Helga, som han elskede, gik og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit, forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage. Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde lykkes?

74|Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg ikke. — Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet, og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse, der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig.

Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der ikke er tjenlig.

Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.

Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og male — var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun gærne vilde være en flink dilettant.

Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, 75|beroligede hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun overhodet kunde forlange.