76|Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille, sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud, som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan det var, men hun kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.

Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også søndag; hun og Niels Grandlev plejede at gå morgentur om søndagen. Men det var slet ikke det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør, hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte være alene om det. Men det var jo søndag.

Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin frisertrøje på og la sig i vinduet.

De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, 77|der opløste noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer, der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige grønhed vinkede en hed sjæl til hvile!

Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.

Telefontrådene gik som fi ne blyantstreger hen over himlen, og røgen fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok sorte får.

Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring, rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af sig igen, hver gang der kom en smule blæst.

Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte skikkelse fra vindueskarmen.

Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv, for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde 78|gærne forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen — når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør end efter nogen anden anledning.

Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der nu kom en hindring i vejen — —. Hun blev ikke god på den, som hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs.

Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af det.

Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over fjordens rolige ansigt.

Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være nogen — sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi, i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store kraftudfoldelse. I morgen kommer måske 79|den storm, der lægger det meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen, de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere. Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt; mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild.

Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt. Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til mode som et menneske, der en dag uventet fi nder noget, han højlig trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg fandt dette? tænker han.

Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende heller ikke ind, at der kunde være tale om 80|andet; der eksisterede i dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!

Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt; hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget, der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med.

Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved.

Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.

Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i øjnene.

Nu kommer du vel herud for at hente mig?

Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven.

Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op.