81|Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for det som en undskyldning, mener jeg.

Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!

Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op.

Å ja, du har jo altid ret.

Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er bedre; er det ikke sandt?

Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i skoven, men den var ikke som før.

Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun kom til at se dårlig ud.

Å, du — det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig.

Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.

Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden — enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd, så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem.

De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være den mand, der bør gøre eller sige noget, som 82|kan hjælpe, ti hjælp var fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted, og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage?

Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et spørsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis sjæl består af sådanne ulykkelige huller.

Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt.

Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge tavshed.

Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun.

Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere fornøjelse af det.

Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det.

Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er.

Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik.

Måske »ret« er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil 83|ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede dig.

Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i.

Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting at sige, ingen fortrolighed at skænke mig.

Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed.

Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt fald, at du skjuler noget for mig.

Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes hende vigtigt:

Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok.

Det andet — det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved siden af.

Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en ydmygelse.

Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt.

Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem — —. Det ene er formodenlig mig, og det andet — —?

Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så være mere? Hvorfor er jeg — — en hel masse, som jeg ikke ved 84|hvad er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, det er pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det?

Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig om det.

Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det — —

Er det da ikke idealet af samvær?

Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand?

Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord.

Det gir jeg dig ret i.

En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga, om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand; jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke, mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så hjem?

Ja.

De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.

Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var 85|næsten hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til kærlighed og lyst til — — den anden ting. Hvis jeg nu var en af de stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses mere, men når du bliver oplagt til mig, så — —

Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting, der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse — —? Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.

Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.

Jeg ved ikke. — Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber — de altid lidt blege læber — var veltalende, idet de skiltes ad!

Farvel.

Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om ånden, som ene siges at vare evindeligt?