86|En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel mand; hun erhverver sig hurtigt en vis overfladisk forståelse af ham, som ingen forståelse er. Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former uden at interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sådan, det svar har hun altid på rede hånd; mere trænger hun ikke til at sige om den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er hans sjæl som en rugmark; der er en forbavsende grøde, men det ligner hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun har lært af ham — for naturligvis har hun fået en stor del af sin åndelige udvikling ved ham —, er gået så dybt og grundigt ind i hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har været der. Han kommer således til at repræsentere et overstået stadium, på samme måde som en god lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok selv.

En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan?

Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser. Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det er meget uklogt, men det er så interessant!

Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik 87|Helga ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange ting — selv om den er blandet med en smule regn —; den braser på som en vædder og fl år som en gal kat, men den renser for sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind.

Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen; halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte, hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt. Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde ganske være gået tabt i en andens selskab.

For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede levende i hende, som hun ønskede at se.

88|Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme, ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår og et lille ondt, rødt øje — hele det vældige tyrehoved bar et udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge menneskene mange alen bort.

Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende noget om bunden ondskab, som enkelte mennesker eller hele samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt.

De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem, hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje.

Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at ødelægge stemningen. Hun 89|var tilfreds i sin ensomhed, greben af den nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til virkelighed i et kunstværk.

Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde, og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale om, hvordan hun smudsede sig til. — Den dårligste kokkepige blir altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. — Jeg tror, jeg har elektricitet i fi ngerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren.

— Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte moeren en dag.

Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun med en vis kraftanstrængelse.

Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget — — eller du kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage.

Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over hende ved moerens ord.

Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går tiden.

90|Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude.

I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en symaskine?

Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?

Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes?

Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig — sådan.

Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds med mig nu. Men det skal nok komme. Først så — —. Hendes øjne søgte ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke.

Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt, hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere ivrig med den tegnen.

Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid her inde.

Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det da blive til noget, tror du?

Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift, kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer — og mandfolk med, hvis det skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne godt end at kunne brodere.

Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt at ta sig til?

Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå tiden med?

Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.

91|Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden måde.

Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev?

Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.

Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham.

Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket; rødglødende ører. Ja.

Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at det skulde blive værre.

Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det kunde føre til et slags resultat.

Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende og drejede skrivebordsstolen om imod den.

Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går straks igen. — Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske, hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt! Hun satte sig på en anden, op ad en reol.

Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til 92|en, der er tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det hele. Jeg har ingenting gjort!

Han rejste sig og gik hen til hende. — Vor Helga er i et forpint humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu ikke er ganske overflødig.

Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste.

Han gik tilbage til sin plads.

Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde, hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde.

Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde hende, hvis hun så ikke knuselsker ham.

Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed. Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse nogle brudstykker — —.

Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt.

Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne, skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne, sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige.

Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går vi og venter på noget, der kaldes lidenskab.

Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til 93|det brug, hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige anliggender?

Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og mig holder du foredrag for.

Er du ond, Helga?

Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke bedre. Du kan ikke holde af mig i længden.

Det gør jeg stadig, i grunden.

I grunden, det vil sige imod din vilje.

Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.

Jeg siger dig jo også, at jeg er ond.

Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til det bitre end for eksempel jeg. Med det er ikke sagt, at jeg længe kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig — jeg så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur — men det har kun gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du kom, men nu kan du tænke 94|over det. Dine uklædelige, agressive erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi’ mig et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg vil ikke høre det. Godnat, Helga.

Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne. Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det.

Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse — — —.

Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen — —.

Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste, hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det. Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede hid og did som et geled invalider — —.

Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne95|blev fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten uden at trække været— —.

Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun havde vished for udfaldet.

Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult.