96|Det var i dæmringen, da Helga næste morgen vågnede op til halv bevidsthed; hun vidste straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget andet godt end denne hyggelige skumring og velværet ved at kunne blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig og sov så småt videre, efter at hun et øjeblik havde følt den vished, at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det første lys.

Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så var det også forbi, hun huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige, hvordan de skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god, heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun var selv en hel anden nu, hun vidste ikke, hvad der var gået af hende i går, men det var også lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende, selv om han var nok så vred. Der var en smærtelig varme i hendes sind, af megen kærlighed, der trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde komme til at forsvinde.

Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i spejlet.

— Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de havde at forhandle, var ikke lutter fryd.

Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een, kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt.

Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.

Godmorgen, Helga.

97|Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han kendte den nok, Helgas hånd.

Hvordan har vi det? spurte hun.

Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis hånd i sin. Videnskabens fallit!

Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred på mig ret længe ad gangen.

Det er altså opdaget, tænkte han. — Hvis det er et fortrin ved nogen af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han.

Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart hver til sit.

Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så ubetinget.

Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os, som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre end at vente.

Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.

Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt kan få det ud.

Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre ned ad gaden. Du er et monument — i pelshue og astrakans kåbe — og forestiller »Sejren« lige så godt som nogen halvnøgen statue med hvirvlende draperier.

Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.

Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse?

Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen, min meget lunefulde aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet meget vigtigere for mig, efter at det er 98|blevet så usikkert, mens andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men lykken er det vigtigste.

Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og ventede med sydende utålmodighed.

Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til orde. — Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere, end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?

Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt.

Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der rullede sig nøgen i sine penge.

Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke?

Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget mere lys ind end jeg.

Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.

Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud 99|af dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig til at blive gift, det er det hele.

Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal blive til?

Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele masse blir til en hel masse børn.

Uha, hvis jeg havde det nu — —. Jeg kom dem i en kurv og gik omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om; du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det.

Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså kommet — —.

Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor, sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for.

Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro; men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm og en unge surret fast på ryggen.

Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af.

Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd.

Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhylet af hans koner, og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding.

Ja, ikke sandt, hvis!

Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være en udmærket medicinmand, der skaffede stammen 100|regnvær og alle djævles venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og bylder og faldende syge.

Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste stykker. Men du vil ende som en vel præserveret mumie i en stensat grav.

Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så rendte jeg ud i den vide verden — — — nu lyder det så dumt.

Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg. Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig?

Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du mig ikke resignasjon?

Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget værd.

Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig. Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.

Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over mig, der gør det. Den er ikke altid helt god.

De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa indtrængende:

Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere sige, at det vilde være dig en let sag.

Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg forsøger.

Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om.

101|Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde lovene for de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro, at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse, og først når man under studiet af det regner med alt, hvad menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi, der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden af andre kan levere noget af værdi.

Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke?

Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig.

Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg har været — hvad skal vi kalde det?

Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning; selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig.

Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg — — ikke blir ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine stemninger?

102|Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand, der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer?

Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro:

Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud af den. Du har gjort dit.

Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis frihed.

Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.

Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret, når man ser det syn helt ude fra mørket.

De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det?

Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god.

Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre?

103|Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort værk.

Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende, men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han vilde have spurt om.

Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige forhold.

Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det rette forhold, at jeg vokser under din skygge.

Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre.

Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt, som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning, fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken — og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en bevæget dag.

Er der så mere, du ønsker dig? spurte hun efter en pause.

Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men du har det vist anderledes?

Nej. — Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget af dig.

Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig? Det blir nok anderledes, jomfru Helga.

104|— Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.

Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel, erklærede hun.

Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i gelænderet.

Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle, der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre tromme, mens stormen spillede hen over den.

Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog igennem!

Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam, så mat hun var!

Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede sig frisk ind i mørket på den anden side.

Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen, ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end måske noget andet.

Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der; stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke længere noget hus.

Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart skulde giftes.

105|Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham.

Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge.

Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble sort og rasende under sig!

Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud. Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned. Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter.

Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru. Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et par gange for sig selv.

Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på sin tilfældige vej.

Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende foreløbig, til der blev brug for det.

Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene 106|og ha ret til at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden kærligheden ikke var nogen lidenskab.

Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i virkeligheden at løbe fra ham?

Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen. Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af.

Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse. Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.

Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart.

Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire løbeture.