107|Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en beslutning i hende og virkede som et vækkeur, den drev hende op præcis klokken syv.

Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham blot en lille part af det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke være anderledes, han skulde ikke narres. Så blev det vel forbi; fra hans standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det indså hun godt. Hun var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang få sin vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes, at hun var blevet mere tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det var der jo aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da selv råde.

Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun måske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gøre i et lignende tilfælde? Han vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved hjælp af en omgang kold fornuft.

Ja, men jeg er ikke ham!

Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer stormende med alle mine stemninger — —. Uha, hvor jeg er smittet af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden.

Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra sig, da han så hendes ansigt.

Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud.

Han satte sig.

Å nej, sid nu ikke dær og ta vy’er af mig, som om jeg var et landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske.

Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det.

108|Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt at ta ud et års tid.

For at lære husholdning?

Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg blir gift.

I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig.

Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset, end nogen ved, du med.

Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig. Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk.

Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare sindsligevægten.

Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du trængte til stærkere — stemninger, end de kan — opdrives her. Dit andet mandsideal — — —.

Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god nok som sådan — — —.

Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar over.

Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke: Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr.

Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne 109|udrejse helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere til.

Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange pibe, I er tre mandfolk — — jeg har nok at gøre med at klare mig mod den ene af jer.

Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk, som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk — i stedet for det, der måske ikke blev til noget.

Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage — —.

Hvor meget af dig kommer der tilbage?

Meget mer, end der rejste ud.

Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.

Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige dig noget. — Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så længe.

Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind bag hendes øre. — Der gærer nok mange mærkelige ting i dette kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid, da vi kan begynde at være helt lykkelige — det, der så er igen af os.