128|Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden.

Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget her.

Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham.

Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden — ti han måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed — la hun sin hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og være god en lille tid, inden den slap helt. — Tror du ikke, hånd, at jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed 129|for mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde.

Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje. Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro.

Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret, og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i skoven.

Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar stemme. — Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det skulde ha været en dejlig dag for os to — — os tre, Niels. Lad os sætte os lidt.

Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han — — —

Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er mig, der er skyld i, at vort barn er dødt.

Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig — — —

Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig, da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i barnet. Bag efter — ja det ved du ikke noget om — da tegnede jeg lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde det.

Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige — —.

130|Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet.

Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen — — —.

Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende, som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt, hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes noget. Og ved du hvad — —. Hun blev bleg, mens hun talte. — En dag jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels.

Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.

Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket, og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.

Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig, end den i en vis tid har gjort — dersom jeg kunde gå hen over den med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke — det var ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et fantastisk øjeblik overdraget dig dette — hverv. Nu har jeg kun en forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den rigeste.

131|Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve; det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt livsstof.

Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side, som jeg ikke forstår.

Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer, og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske slet ikke er til.

Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til, stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig — — jeg er to halve mennesker. Jeg er en dårlig kone — nu. Og der er noget endnu, som du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu: Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke — min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme, mens jeg gik sådan.

Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt, og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse.

Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad så, Niels?

Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig, og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.

Hvad er det for et?

132|Sig det kun selv, Helga.

Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre andet end rejse?

Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme.

Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?

Er du selv i tvivl?

Når jeg ser på dig — — —.

Se ikke på mig. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær din hele lykke, der beror hos mig.

Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det før. Men det kunde ha været sådan, at — — —. Sæt nu, at min lyst til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok — —.

I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i dig og lar sig ikke udrydde.

Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor, men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du holde det ud med studierne alene, et år for eksempel?

Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes noget nyt, der lod sig studere.

Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid troet, jeg stod på springet til at komme væk fra 133|dig, og du har altid gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig, som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før, når jeg har været borte en tid for det andets skyld.

Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til at ha nok i mig — — å, jeg mener ikke noget, du har nødig at protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik, jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen, større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render hun ikke fra mig? — Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage, 134|at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem — din store og besynderlige kærlighed til mig — for længst blevet til intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder, hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig — af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved vi ikke endnu; men det spørsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere ved, at du blir hos mig.

Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så talte han igen:

Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder: at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret adgang?

Jo, Niels. Kender du det?

Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem, og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det andet.

Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert, selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for — — —. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var 135|den, jeg skulde holde af for hele livet, og at jeg havde talent — —.

Han så spørgende på hende.

Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere — jeg er ikke —. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i seng, det var efter, at du havde set på mig. Næste morgen da jeg vågnede, vidste jeg altså — — to ting. Jeg mente, det skulde blive så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde bestemt til det.

Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.

Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.

Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter. For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte. Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed — livet i al sin fylde, der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin: Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. — Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort; jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.

Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter deres sidste lange samtale havde han haft il med at få 136|hende af sted. Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så vidt muligt at se på hende.

Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling; deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første; de havde jo talt ud.

Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg op på trinet.

Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene. Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham hæftigt og sa:

Jeg elsker dig.

Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte.

Det forstår jeg ikke, sa han.