Her begynder en lille bog der meget fornøjeligt behandler og forklarer hvordan
Gud Fader i begyndelsen skabte alting, og hvordan Djævelen bedrog vores første
forfædre Adam og Eva, med en skarpsindig forklaring på hvordan de samme Adam og
Eva blev uddrevet af Paradis straks efter synden, og hvilke plager der senere
ramte dem på grund af denne synd.
a2r | Alle mennesker skal have at vide
hvorfor Gud i de tidligste tider
skabte alle ting i naturen.
En årsag var, som jeg forstår det
og skriften siger og rygtet fortæller,
at han ville give dem sine gaver.
Først skabte han himlen med et ord,
planeter og sol og engle og jord,
og gav dem medfødte evner.
Planeterne styrer himmelens løb,
om dem lader Gud alle mennesker håbe
at de skal styre og lede dem.
Solen lyser og er meget varm,
den lindrer sygdom og bortjager smerte,
det er dens særlige evne.
Den lokker planter og jordens grøde op,
den vandrer på himlen uden møje,
både ved nat og alle dage.
Månen skinner ved nattetid
så alle der færdes om natten,
og finder føde til vands og til lands,
kan se både her og der
og ingen hindringer møder
– de skal passe på sig selv.
Månen, den driver duggen foran solen
a2v | fra skyen til jorden, det glæder den,
den køles fra solens hede.
De skadelige planter der står på marken,
går hurtigt til når månen skinner
og bliver ganske tynde.
Jorden skal brødføde folk og fæ
med frugter, planter og skønne træer.
Gud har skænket den den gave
at alle skabninger på jorden,
både vilde og tamme, store og små,
kan kendes fra hinanden.
Planter har Gud givet megen kraft,
deraf kan man kende hans guddomsmagt,
og ligeledes med kostbare stene.
Den Gud der nu bor i himlen,
har også skabt ni englekor,
for det prises Gud alene.
De synger lovsang til ham,
tiden er dem aldrig særlig lang,A
og de skal værne menneskene
mod de ulykker Djævelen volder.
De står bestandig mellem os og dem,
dertil lader de sig bevæge.
De værner også både liv og sjæl,
tjen dem hver dag, så handler du ret,
a3r | med almisser og dine bønner.
De står hos dig i din død,
frelser dig fra Djævelen og Helvedes pine;
da kan de belønne dig godt.
Intet menneske skal driste sig til at udforske hvorfor Gud
besluttede sig for at skabe mennesket, som han vidste ville falde. Og
ligeledes hvorfor han skabte englene, hvis fald han vidste sikker besked om.
Og hvorfor han ønskede at hærde Faraos hjerte, men blødgøre Maria Magdalenes
hjerte til fortrydelse. Hvorfor han indgav Peter, der tre gange fornægtede
ham, anger, men viste Judas fra sig og lod ham fortvivle i synden. Hvorfor
han indgød den ene røver omvendelsens nådegave, men ikke bekymrede sig om at
vise hans kammerat nåde. Hvorfor han leder én synder og ikke en anden, det
skal ingen, hvor kløgtig han end er, driste sig til at udforske. Guds
gerninger, disse og lignende, er uransagelige for menneskenes forstand. Den
slags spørgsmål forekommer det at Paulus i korthed løser når han siger: »Så forhærder han altså hvem han vil, og forbarmer sig over
hvem han vil.«A
Før Gud skabte både himmel og jord,
skabte han englene med et ord,
blandt andre Lucifer.
Han gav ham større skønhed end alle andre,
Guds mesterværk kunne de kalde ham,
a3v | han fik også større visdom
end nogen engel i englekoret,
det gjorde Gud der bor i himlen,
en sådan ære nød han.
Men skønt han var vis og velskabt,
var han ligeglad med at han blev fortabt;
han vovede at sætte sig op mod Gud.
Han fik en tanke – og god var den ikke –
at han ville handle mod Gud,
og han sagde ved sig selv:
»Jeg vil sætte min stol i øst,
jeg er skønnere selv end nogen sol.«
Gud vidste hvad han mente.
Han gjorde sig lig med Gud, som havde skabt ham,
i samme øjeblik blev han fortabt,A
styrtet ned fra Himmerige
med flokkevis af engle, der ville være hos ham
i Helvedes ild, nu brænder de dér
omskabt i djævleskikkelse.
Nogle faldt i luften, nogle i vand,
nogle på jorden, nogle på land;
nu gør de folk stor skade.
På grund af synden ville de slå alle mennesker ihjel,
det kunne være tilladeligt
hvis Gud lod dem bestemme.
a4r | De kunne dog ingen skade gøre
og aldrig røre menneskene
skønt de er onde og slemme.
Det hindrer den gode engel;
de kan hverken røre hånd eller fod
sådan dæmper han deres vrede.
Da Lucifer var faldet ned fra himlen
fordi han ville vanhellige Gud
og ville være Herrens ligemand,A
skabte Gud straks Helvede og Adam også
og Paradis, det dejlige sted,
som kan sammenlignes med Himmerig.
I Hebron tog Gud en klump jord
og skabte Adam med sine ord
og beviste sin guddoms ære.
Derpå gav han ham livets ånd
skønt han var skabt af jord og sand,
et menneske skulle han være.
Gud førte ham ind i Paradis,
dér gjorde han Adam meget klog,
mere end alle som han ville skabe.
Han gav ham fem udvortes sanser;
at forblive udødelig stræbte han mod,
det kunne han hurtigt miste.
Guddommelig kraft gjorde Adam klog,
a4v | han kendte planternes egenskaber
og dertil alle de kostbare stens.
Alle de skabninger Gud havde skabt,
betragtede Adam som deres herre,
de adlød ham alene.
Han dannede alle til nytte og gavn
og gav dem alle hver sit navn,
som de stadig hedder i dag.
Fugle i luften og fisk i floden
stod alle respektfuldt foran Adam,
så stor en ære viste Gud ham.
»Gå bort,« sagde Adam, »og find jeres føde
den skal I samle uden besvær,
og I skal parre jer med hinanden.
I skal blive flere end I er nu,
alverdens hæder skal I nyde,
det siger jeg jer i sandhed.«
De bøjede sig for Adam,
både fugle og fisk og dyr og træer,
og så gik de sammen derfra
for at finde føde på mark og land,
og nogle sprang i de kolde vande,
og alle forlod de Adam.
Gud kastede søvn over Adams krop
og skabte før han stod op, af hans ribben
a5r | en kvinde ud af hans side.
Det var Eva, en jomfru i Paradis,
men hun var ikke klog som Adam,
det skal I alle vide.
Gud spurgte Adam hvad det mon var
han havde skabt, og som nu stod dér,
det ville han høre fra ham.
Adam bøjede sit hoved og knælede,
han sagde: »Det er den skønneste skabning
der lever i disse tider.
Det er mit kød, både blod og ben,
hun kaldes med sikkerhed min hustru,
og vi vil være sammen begge to.
Den kvinde du skabte, og som står hos mig,
Herre, hvor jeg dog elsker hende
så længe vi kan leve sammen!«
Dengang var de nøgne, både hun og han,
Adam var skabt som en meget stor mand,
sådan behagede det Gud.
De var begge skabt som udødelige,
de elskede hinanden meget højt,
de skulle leve mange dage.
Gud tog straks Adam og Eva i hånden
og bandt dem sammen med ægteskabsbånd;
han elskede dem højt.
a5v | Han førte dem her, han førte dem der
i Paradis på samme tid
og viste dem Paradisets pragt.
Tænk, hvilken hæder, hvilken ære, hvilken godhed!
Gud gav dem glæde i Paradis,
den kunne de ikke tage vare på.
Verdens modgang skulle de ikke have,
og heller ikke lide dødens pinsler,
ikke kere sig om deres føde.
Gud havde givet dem fryd og glæde.
Så ren var Paradisets jordA
som nogen krystal kan være.
De planter der stod der, havde en kraftig duft,
og aldrig så nogen så dejlig frugt
som træerne dér bar.
Som det klareste sølv på jorden
var de træers stammer der bar den frugt.
Fuldkommen skønne var de grene
som skulle bære blomster når tiden kom,
og jorden var særdeles vidtstrakt
– hvor sød en duft faldt der ikke dér.
Løvet var som glimtende guld,
af muntre fugle var Paradis fuldt,
de sang på én gang alle sammen.
Zacharias siger: »Den jord
a6r | som Gud havde skabt til Adam,
var stor som fire kongeriger.«
Adam var nøgen og Eva også
da de var på dette skønne sted,
og det skammede de sig overhovedet ikke over.
Gud sagde til dem i ærbarhed:
»Her skal I være sammen,
pas på I ikke forsynder jer.«
Gud talte til Adam med disse ord:
»Husk på hvad jeg har gjort for dig
hvis du kan mærke dig dette.
Adam, hold altid fast ved din tro,
så skal du bo her til evig tid,
fri for alverdens plager.«
Gud førte ham til visdommens træ,
foran det faldt Adam på knæ
og spurgte hvad det kunne være.
»Det er dét træ,« svarede Gud,
»som du omhyggeligt skal undgå
hvis du vil nyde hæder og ære.
Den frugt der sidder på dette æbletræ,
hvis den kommer ind i dit legeme,
så kommer du til at betale dyrt.
Så skal du dø, og andre også,
og forlade dette dejlige sted,
a6v | så skal du flygte fra Paradis.
De æbler er smukke at se på,
men den der smager dem, får evig pinsel.
Jeg vil råde jer:
Vend blikket bort, hold hænderne væk,
lad ikke den sødme passere jeres tænder,
hold jer fra dette, begge to.«
Straks blev Gud borte, hvor vidste de ikke,
de stod begge alene, som skrevet står,
og vidste ikke hvad de skulle gøre.
Djævelen kom gående i slangeform
hans hensigt var at bedrage dem,
og han lod dem høre sin snedighed.
Bemærk: Blandt alle de dyr Gud skabte, var der en slags slange
der gik oprejst og havde et hoved som en ung kvinde. I en af dem tog
bedrageren, tusindkunstneren plads, og ved at tale gennem dens mund udtalte
den de bedrageriske ord til kvinden. Det fortælles i begyndelsen af
Speculum humane saluationisA .
Han gik til kvinden med en snedig list:
»Hvad sagde Gud til jer? Fortæl mig det!«
Hun kunne ikke tie med det.
Hun sagde: »Hvis vi spiser af livets træ,
som Adam knælede for,
»Nej,« sagde Djævelen, »det kan ikke passe.
I bliver her til evig tid.
Det var en spøg han sagde,
I skal heller aldrig dø,
han ville skræmme jer med sine ord,
I bliver her sammen i sikkerhed.
Så bliver I vise som var I guder
og kan blive her i fred og ro.
Eva, vil du gøre som jeg siger?
Jeg skal give dig gode råd,
hån ikke mine ord,
du kommer til at herske over Gud.«
Af Djævelen lokkedes hun til at spise,
derover må menneskeslægten græde
fordi vi skal lide døden.
Hun rakte hånden til Djævelen
og blev forrådt af den onde mand;
hun ville bide af æblet.
Djævelen brækkede æblet af kvisten
og gav det til kvinden med megen list,
åh, hvor det var slemt!
Det stykke hun bed, det spiste hun op,
hun betalte dyrt for det på sin krop;
sådan forspildte hun vores glæde.
b1v | Bemærk at fristeren ikke sagde »I skal blive som Gud«,
men »som guder«,A som om han hverken nedstyrtede dem for fråseri eller gerrighed eller
hovmod, men kun ville føre dem ind i vantro så de troede at der var flere
guder, for at de også skulle blive nedstyrtet på den måde.
Adam gav hun det andet stykke
som hun bed af, og som ikke var helt,
og bad ham gøre det samme.
Adam blev straks både bleg og rød:
»Den bid du har bidt, den bliver vores død!«
Og æblet ville han ikke røre.
For Adam tænkte nøje på
hvilket udfald den bid ville få;
det vakte stor rædsel hos ham.A
Djævelen sagde: »Er du bange, Adam?
Du har magt over alting
ligesom det altid har været.
Tag æblet fra kvinden og bid forsigtigt.
så får du mere magt end du har,
jeg mener du burde kende mig.
Så bliver I kloge som om I var guder,
og alt Gud har skabt, skal berømme jer
som jeg før har sagt det til hende.
Adam, hvis du trodser hende,
kan du aldrig gøre det godt igen,
det skal du virkelig vide.
b2r | Se hvor smuk hun står foran dig!
Hun vil sjældent forlade din tanke,
Gud har skabt hende af din side.«
Adam så med den kløgt han var skabt med,
at hun var fortabt, det vidste han godt,
og med hende alle de kvinder
som Gud ville skabe efter Adams tid
over hele verden, både her og der;
Adam forstod det godt.
Han ynkedes over denne skabning;
skønt han var stærkere end nogen mur,
ville han falde med hende.
Han bed i æblet og satte sig op mod Gud;
det gør vi desværre aldrig godt igen,
så vred er han på os.
Bemærk: Adam og Eva begik tre synder: For det første grådighed
da de spiste af æblet. Derpå hovmod da de ville være lig med Gud. Og så
begærlighed da de absolut ville kende godt fra ondt.
Han bandt os til den evige død,
til verdens kummer, sorg og nød
og pinsel uden ende.
Før var Gud os mild og blid,
nu udstår vi sult og tørst og frost og kulde,
så store plager sender verden os.
b2v | Derefter står vi over for en stor elendighed:
Vi skal alle lide den bitre død,
Gud bestemmer hvordan det da vil gå
at få den glæde der aldrig forgår,
som der står så meget om i skriften;
det gør os virkelig bange.
Nu skal I høre den straf de fik
da de gik imod Guds befaling
og lod sig bedrage af Djævelen.
Skam var den første plage
som de begge skulle udstå for deres synd,
derpå måtte de skilles fra Gud.
De dækkede sig med duske af løv
og sad så bange blandt Paradisets træer.
De vidste ikke hvad de skulle spise.
Tørst og sult var en vældig plage for dem;
Guds nåde fik de ikke igen,
før skulle Paradis miste sin grøde.
Havde Adam beholdt den visdom Gud havde givet ham,
og var han forblevet ubesmittet
af syndens møje,
så vidste han mere om guddomsmagten
end alle doktorer som Gud har skabt.
Gud ville gøre en ende på
at han havde den særlige evne.
b3r | Gud ville herefter selv have den visdom
og nu fordele den på egen hånd.
Blandt mennesker og dyr, alt efter deres art,
fordeler Gud den visdom, som jeg kan forstå det,
med ord og kostbare stene.
Adam havde herefter ikke
mere forstand end en bonde
og vidste ikke hvad han skulle gøre.
De skønne træer der stod i Paradis,
ophørte straks med at bære frugt.
Fugle kunne Adam ikke høre
som førhen altid sang;
de ville ikke længere være hos ham
og brød sig ikke om ham.
De smukke dyr der før var tamme,
løb både mod syd og øst og nord
og ville ikke møde Adam.
Fordi han havde gjort dem ondt,
ville de ikke længere høre hans ord
og afviste ham alle.
Dyr og fugle som Gud havde skabt,
de vidste godt at Adam var fortabt
og sad dér sorgfulde hen.
De sørgede over Adams store fald,
men ville adlyde deres skabers kald
b3v | og gøre hvad han befalede dem.
Jorden, som før var ren og smuk,
visnede og havde ingen naturlig lugt;
nu var alverden i nød.
Straks mistede solen en tredjedel
af sit lys; det var så slemt
da Adam forsyndede sig
og med forsæt forbrød sig mod Gud
da han tog æblet og spiste af det
og ville blive klogere.
Det gav Adam os til arv,
han gjorde os skade og intet godt,
i Paradis var han alene
med kvinden der havde gjort os skade;
de sad begge dér og klagede sig
og jamrede højlydt.
Så kom Gud gående, meget vred.
Adam gemte sig, han var bedrøvet
over den synd han havde begået.
»Adam, hvor er du, din usle mand?
Jeg skabte dig smuk af jord og sand.«
Han vovede ikke at svare.
»Adam, kom her, jeg vil se dig,
din sygdom bliver du aldrig kvit,
den bliver kun værre og værre.«
b4r | Adam græd og klagede sig:
»Vi er nøgne nu og står begge her,
sådan svarer jeg dig, min herre.«
»Har du tøj, så tag det på,«
sagde Gud, »jeg skabte dig ganske fri
for skam og verdens trængsler.
Adam, hvor har du handlet ondt,
du har forgiftet himmel og jord
med din forbandede ånde!«
»Ak, jeg arme, usle mand,«
sagde Adam, »jeg kan intet gøre ved
at vi lod os bedrage.
Jeg er nu kommet til fornuft
vi har handlet forkert, det ved jeg godt,
det gør vi aldrig godt igen.
Himmel og jord, hav medynk med os,
for vi har trodset Herrens ord,
vi ville ikke lystre.
Han skabte mig smuk og meget klog,
nu vil han slå os med sit ris,
vi kan ikke nyde hans venskab.
Du sol, du måne, I klare stjerner,
begræd at det skulle gå os så galt,
vi stod højt i hæder og ære.
De gaver Gud gav os med al sin magt,
b4v | dem viste vi ikke stor respekt,
nu står vi her så elendige.
Jeg skammer mig over at se denne nøgne kvinde,
vi kan intet finde at skjule os med,
det er vores store bekymring.
Hun tør ikke slå sine øjne op
og se og betragte min nøgne krop,
så ville hun hellere dø.«
Gud talte til Adam for tredje gang:
»Jeg befaler jer begge at komme herhen,
og skam jer ikke det mindste!
Hvem har fortalt jer at I var nøgne,
hvis ikke æblet som I begge tog,«
hvad mener I om det?
De råbte så begge mens tårerne løb:
»Herre, vi ser jo hvordan det står til.
Hvis du vil vise os nåde,
vil vi med din hjælp klare os.
Vi håber du hjælper os begge
selv om vi er kommet i ulykke.«
Gud tog straks en kjortel af skind
og kastede over den nøgne kvinde,
så var hun aldeles tildækket.
Adam fik samme påklædning
og blev tildækket ligesom hende.
b5r | Gud krævede mere af Adam:
»Jeg spørger dig, Adam, svar mig:
Dengang du var så fast som en sten
af al den visdom du havde fået,
hvorfor blev du nøgen og så forskræmt
og ikke klædt i noget tøj,
hvem havde vildledt dig sådan?«
»Det havde den kvinde der står hos mig her,
fordi jeg elskede hende.
Ak og ve for kvinders lyster!
Hun gav mig æblet i hånden,
og straks blev jeg bundet med syndens bånd;
hun bad mig spise af det.
Ak, det æble var meget bittert!
Herre, det ved du selv,
og samtidig åbnedes mine øjne.
Jeg så at min krop var hæslig,
min fattige sjæl var fortabt,
derfor måtte jeg undgå dig.«
»Eva,« sagde Gud, »hvorfor gjorde du det,
satte Adam og dig i Djævelens net?
Var det din egen skyld?
Hvem har – det vil jeg vide –
fået dig til at bide i æblet?
Sig mig det, jeg vil vide det!«
b5v | Langt borte stod slangen og gemte sig
og tænkte på hvad kvinden ville svare,
om hun ville give ham skylden.
Det Adam og Eva havde gjort,
ville Djævelen ikke beskyldes for,
han ville være uskyldig.
Eva så slangen, den så straks til siden
og sendte hende et blik;
dens ankomst skræmte hende.
»Den gamle forræder som bedrog os begge
med løgn og list, han står derhenne,«
sagde Eva med tugt og ære.
»Han gav mig æblet i hånden
og var så smidig som en kvist,
han lovede mig at det ikke var farligt.
Det skete i samme øjeblik,
jeg bed et stykke af med min mund,
jeg kunne ikke lade være med det.
Herre, du må høre dette:
Jeg bad Adam gøre det samme.
Hvad skal jeg sige mere?
Det jeg sagde, ville han ikke høre,
han truede mig meget hårdt,
han bad mig standse og tie.
Nu har jeg fortalt dig alt om hvorfor,
b6r | jag straks den slange bort
som har bragt os i ulykke.
Gør det nu, Herre, du har jo den magt,
tænk på den fristelse vi har tålt,
forbarm dig over os begge!«
