a1r|De creatione rerum
Hær begynner en lidhen bogh hwilcken ther tractherer och vnderwijs med stor
løst, hwarledz Gud Fadher aff førsthæ begyndelsæ haffuer alting sckapt och
huarledz Dieffuelen han beswegh woræ førsthæ foreldernæ,
Adam och Euam, med en subtilig
forklaring hwarledz forbeneffndhæ Adam och
Eua the bleffuæ vtdreffnæ aff Paradis strax effther
syndhen, och hwad plagher them sidhen offuergick for syndzens sckyld.
a1v| [blank side]
a2r|Thet scullæ allæ mænnisckæ faa at widhæ
hwi Gud han schapathæ aff ewighæ tidhæ
nathwrlighæ ting ath bliffuæ.
En sag war thettæ som ieg forstaar,
och scriffthen sigher och saffn affgaar,
synæ gaffuer wildhæ han them giffuæ.
Han sckapthæ først himmelæn med eth ord,
planether och soel och ænglæ och iord,
gaff them nathwrlighæ gaffuæ.
Planether regheræ først himmelens lob,
til them sætther Gud al mænnisckens hob
the scullæ them styræ och haffuæ.
Solæn er klaer och møghet warm,
hwn leener siwgdom, driffuer bort stoer harm,
thet er hennes synderlighæ gaffuæ.
Hwn locker vp yrther och iordzens grødhæ,
hwn sckrider paa himmelen vthen mødhæ
baadhæ nath och allæ daffuæ.
Maanæn han sckijn om natthætijd
at allæ scullæ see baadhæ hist og hijd
om natthen, som plæghæ at faræ
offuer wand, paa land, som sanckæ theres fødhæ,
at them scal inthet hinder mødhæ,
the scullæ sig taghæ til waræ.
Maanen driffuer dugghenn for soolæn need
a2v| aff sckyæn til iordhen hwn glædes therwedh,
hwn kølnes aff soelsens bryndhæ.
The sckadelighæ yrther i marken staa
nar maanen han sckener, the snart forgaa
och wordhæ saa gansckæ tyndhæ.
Jordhen scal fødhæ baadhæ folk och fææ
med frwcht, med yrther och fawræ trææ.
Gud haffuer begaffuet swo hænnæ
at allæ creaturer paa iordhen gaa,
baadhæ wildhæ och tammæ, storæ och smaa,
fran andhet kan man them kænnæ.
Yrthær haffuer Gud giffuet møghen krafft,
thermed bekændes hanss guddomsmacht
samæledes och dyræbaræ steenæ.
Then Gud som nw i himmelen boer,
han haffuer och sckapt ni ænglækoer,
ther loffues han foræ alleenæ.
Mod hannum siwnghæ the lofsens sang,
tidhen er them ræt aldrig lang.
Isaie 6
Mænnisckæn scullæ the och giømæ
for waadhæ som Dieffuelæn kasther vpaa,
mellom oss och theem the ydelighen staa,
the ladhæ them thertil sømæ.
The gømæ och baadhæ liiff och siæl;
tiæn them hwar dag, tha gør thu wæl,
a3r|med almessæ och thinæ bønæ.
Hoes tig staa the vti thin død,
frælsæ tig fran Dieffuelæn och hælffuedes nød,
the kwndhæ tig tha wæl lønæ.
Nullus autem homo presumat inuestigare cur Deus hominem, quem sciebat esse
casurum, voluit creare. Cur etiam ipsos angelos creare voluit, quorum casum
certissime sciebat. Et quare cor pharaonis voluit indurare, cor autem
Marie Magdalene ad penitentiam mollificare. Quare
Petro se ter neganti contritionem immisit, iudam autem
in peccato desperare dimisit. Quare vni latroni gratiam conuersionis inspirauit,
et socio suo gratiam dare non curauit. Quare vnum peccatorem trahat, et alium
non trahat, nullus quantumcumque prudens inuestigare presumat. Hec enim Dei
opera et hijs similia humanis ingenijs sunt inscrutibilia. Huiusmodi questiones
Paulus breuiter soluere videtur dicens: »Quem enim
vult, indurat Deus, et cui vult miseretur«.
Før Gud sckapthæ encthen himmel eller iord,
tha sckapthæ han ængelæn med eth ord,
Luciferum med andræ fleræ.
Han gaff hannum fawerhed for them allæ,
Gudz handhewærck mathæ the hannum wæl kallæ,
a3v|wiisdom fick han och meræ
end noghen ænghæl i ænglækoer,
thet giordhæ Gud som i Himmærighæ boer,
slig æræ fick han at nydhæ.
Dog han war wijs och deylig scapt,
han sckiøtthæ ey han sculdhæ bliffuæ fortapt;
mod Gud han tordhæ brydhæ.
En tanckæ fich han - hwn war ey god -
at han wildhæ gøræ Gud imod,
swo sagdæ han til sig eenæ:
»I østher wil ieg sætthæ myn stool,
degligheræ er ieg end noghen sool.«
Gud wisthæ huad han mwnæ myenæ.
Han lignedhæ sig Gud som hannum hadhæ sckapt,
i samæ stwnd bleff han fortapt,
Isaie 14
sckaat ned aff Himmerighæ
med manghæ scock ænglæ, med hannum wildhæ wæræ
i Hælffuedes ild, nw brændhæ the thæræ,
forscapthæ i diefflælighæ.
Sommæ i wædhæret, sommæ fuldhæ i wand,
sommæ i iordhen och sommæ paa land,
folk gøræ the nw stoer sckadhæ.
For syndhen sloghæ the allæ mænnisckæ ihiæl,
thet kwndhæ wæl fylghæ ræt och skiæl,
wildhæ Gud them raadhæ ladhæ.
a4r|The mwghæ togh inghen sckadhæ gøræ,
ey noghen tijd wed mænnisckæn røræ,
togh the æræ ondhæ och leedhæ.
Then godhæ ænghel staar ther imod,
the mwghæ ey røræ huærken hand eller fod,
swo spægher han theres wredhæ.
Ther Lucifer war aff himmelæn sckaath,
for han wildhæ gøræ Gud spee och spaath
och wildhæ waræ Herrens lighæ,
Apocalyps 12
Gud scapthæ strax Hælffuedhæ och Adam med
och swo Paradijs, then løstughæ stæd,
som lignæs wed Himmærighæ.
I Ebron tog Gud en klæmp aff iord
och sckapthæ aff Adam med synæ ord,
bewisthæ syn guddoms æræ.
Sidhen gaff han hannum lijfsens andh,
togh han war sckapt aff iord och sandh,
eth mænnisckæ sculdhæ han wæræ.
Gud leddhæ hannum indh vti Paradijs,
ther giordhæ han Adam møghet wijs
offuer allæ som han wildhæ sckabæ.
Gaff hannum synæ fæm vtwarthes sind
at bliffuæ vdødelig ladhæ han paa wind,
thet kwndhæ han snarlighen tabæ.
Fornwmstig war Adam aff guddoms macht,
a4v|han wisthæ allæ yrthers dygd och karacht,
thertil allæ dyræbares steenæ.
Allæ creaturer som Gud sckob thæræ,
kalledhæ Adam theres herræ at wæræ,
the stodhæ for hannum alt eenæ.
Han giordhæ them allæ nytthæ och gaffn
och gaff them allæ theres naffn
som the kalles nw at hedhæ.
Fuglæ i luchthen och fisckæ i flodhæ,
the tuchthælighen allæ for Adam stodhæ,
slig æræ wildhæ Gud hannum wedhæ.
»Farer bort,« sagdhæ Adam, »och faar
ether fødhæ,
hennæ scullæ I sanckæ forwthen mødhæ,
I scullæ hwærandhræ kænnæ.
I scullæ wordhæ fleræ end I nw æræ,
alwærdzens hedher then scullæ I bæræ,
thet sigher ieg ether for sænnæ.«
The bøghedhæ them ned for Adams knææ,
baadhæ fuglæ och fisckæ och dywr och trææ,
the fooræ swo borth tillighæ
theres fødhæ at hænthæ paa marck och land,
sommæ fooræ i thet kaaldhæ wand,
fran Adam mwnæ the tha wighæ.
En søffn kasthæ Gud paa Adams krop,
sckapthæ aff hanss reffbeen før han stod op,
a5r|en qwindhæ vtaff hanss sidhæ.
En iomfrw bleff Eua i Paradijs,
tog war hwn ey som Adam wijs,
thet scullæ I allæ widhæ.
Gud spwrdhæ Adam, huad thet mwnæ wæræ
som han haffdhæ sckapt och tha stod thæræ,
thet wildhæ han aff hannum widhæ.
Adam han bøyedhæ syt hoffuet och knææ,
han sagdhæ: »thet er thet fæghersthæ fææ
at leffuæ vti thessæ tidhæ.
Thet er myt kød, baadhæ blod och been,
myn høstrw kaldes hwn forwthen meen,
baadhæ willæ wij samen bliffuæ.
Thennæ qwindhæ thu sckapthæ, och mig staar nær,
o Herræ, huar ieg haffuer hennæ kær,
mædhen wij mwghæ samen liffuæ!«
The waræ tha nøgnæ, baadhæ hwn och han,
Adam war sckapt en møghet stoer man
Gud mwnæ thet swo behaghæ.
Udødelighæ sckaptes the baadhæ atwæræ,
the haffdhæ hwerandræ och møghet kæræ,
the sculdhæ leffuæ manghæ daghæ.
Gud tog strax Adam och Euam om
hand
och bandt them samen med æchthæscapsband;
han haffdhæ them gantzæ kæræ.
a5v|Han leddhæ them hist, han leddhæ them hijd,
offuer Paradijs i then samæ tijd,
theedhæ them Paradises æræ.
Eya, huad hedher, huad æræ, huad døyd!
Gud gaff them baadhæ i Paradijs frøyd,
then kwndhæ the lidhet sckiødhæ.
Uærdzens modgang sculdhæ the ey haffuæ,
ey helder och taalæ dødzens plaffuæ,
ey syrghæ for theres fødhæ.
Uælløst och glædhæ haffdhæ Gud them giord,
swo klaer war Paradises iord
Rabbi Zacharias in glossa Genesis 2
som nogher cristal kan wæræ.
The yrther ther stodhæ, haffdhæ krafftig lwcht,
aldrig saa nogher swo løstælig frwcht
som træenæ the mwnæ bæræ.
Som klaresthæ sølff paa iordhen war,
waræ bullind aff træenæ som frwchthen bar.
The grenæ waræ sckiønæ met allæ
som sculdhæ bæræ blomsther i theres tijd,
och iordzmaanen hwn war gansckæ wijd,
huar sød lwcht mwnæ ther fallæ.
Løffuenæ waræ som eth sckinendhæ gwld,
aff løstughæ foglæ war Paradijs fwld,
the siwnghæ ther allæ tillighæ.
Zacharias sigher: »iordmaanet war swo stort
a6r|som Gud han haffdhæ for Adam
giort,
Nota som firæ konninghærighæ.«
Adam war nøghen och Eua med
ther the waræ i then løstælighæ stædh,
och blwædes thet ey med allæ.
Gud sagdhæ til them med tucht och æræ:
»hær scullæ I baadhæ samen wæræ,
wachther ether at I ey fallæ.«
Gud sagdhæ til Adam med synæ ord:
»betænck huad ieg haffuer med tig giord,
om thu kant thettæ sckiødhæ.
Adam, bliff stadig i thin troo,
tha scalt thu hær ewindelighen boo
forwthen ald wærdzens mødhæ.«
Gud leddhæ hannum til thet wijsdoms trææ,
mod thet bøyedhæ Adam synæ knææ
och spwrdhæ huad thet mwna wæræ?
»Thet er thet trææ,« swaredhæ Gud igeen,
»som thu scalt fly forwthen meen,
wilt thu nydhæ hedher och æræ.
Then frucht som paa then abildhæ staar,
om hwn vti thit legomæ gaar,
fulddyræ scalt thu thet købæ.
Tha scalt thu døø och fleræ med
och rymæ thennæ løstælighæ stæd,
a6v|aff Paradijs scalt thu løbæ.
The æblæ æræ gansckæ fawræ at see,
hwo them wil smaghæ, fangher ewight wee,
thet wil ieg ether raadhæ.
Gømer wæl ether siwn, forwarer ethers hænder,
then sødmæ lader ey gaa gemmen ethers tænder,
forwarer ether hærforæ baadhæ.«
Strax bleff Gud borthæ, the wisthæ ey hwaar,
the stodhæ baadhæ eenæ som sckreffuit staar,
wisthæ ey huad the sculdhæ gøræ.
Dieffuelen kom gangendes i oermælighæ,
med swodant sckiæl han wildhæ them swighæ,
syn konst lod han them høræ.
Nota. Inter omnes bestias quas creauit Deus quoddam genus serpentum formauit
quod erecte gradiebatur et caput virgineum habebat. In vnum illorum deceptor,
mille artifex intrabat, et per os eius loquens verba deceptoria mulieri
enarrabat. Hoc dicitur in Speculo Humane Saluationis in principio.
Til qwindhen gick han med falsckæ list:
»hwad sagdhæ Gud ether? Sig mig thet wist!«
Hwn kwndhæ ey staa for ordhæ.
Hwn sagdhæ: »ædhæ wij aff lijfsens trææ
mod hwilcket Adam bøyedhæ synæ knææ,
b1r|tha sculdhæ wij dødhælighæ wordhæ.«
»Ney,« sagdhæ Dieffuelæn, »thet kan ey wæræ,
til ewig tijd bliffuæ I wæl hæræ,
the ord thet war hanss gamæn.
I scullæ och aldrig bliffuæ dødhæ,
med synæ ord wildhæ han ether hødhæ,
i fred bliffuæ I hær samæn.
Som andræ gwder bliffuæ I tha wisæ
och scullæ hær waræ med roo och lisæ.
Eua, wilt thu mig lydhæ?
Jeg wil tig kændhæ godhæ raad,
mynæ ord holt ey for spot eller haad,
offuer Gud scalt thu wæl bydhæ.«
Aff Dieffuelæn lockedes hwn til at ædhæ,
al mænnisckens køn maa therwed grædhæ,
for dødhen wij scullæ lidhæ.
Mod Dieffuelæn rachthæ hwn wd syn hand,
bleff sweghen aff then ondhæ mand,
aff æbled wildhæ hwn bidhæ.
Dieffuelæn brød æbleth aff then qwist
och fick thet qwindhen med møghel list.
Awi, huar thet war ildhæ!
Thet styckæ hwn beed, thet ood hwn op,
fulddyræ køpthæ hwn thet paa syn krop,
wor glædhe mwnæ hwn swo spildhæ.
b1v|Notandum quod tentator non dixit, »Eritis sicut
Deus«, »sed sicut dij«, ut si nec gula nec auaricia nec superbia
deiceret eos, saltem in errorem incredulitatis, vt plures esse deos crederent
inducere proposuit, vt et sic deicerentur.
Adam fick hwn then andhen deel
som hwn beed aff, och war ey heel,
bad hannum ligherwijs swo gøræ.
Adam bleff strax baadhæ bleeg och rød,
»thet bidh thu beest, thet wordher wor død,«
æbled wildhæ han ey røræ.
Thi Adam tænckthæ grandgiffuælig paa
huad ændhæ thet bid thet sculdhæ faa,
stor rætzlæ bar han therforæ.
Rabbi Isaac Genesis 3 in glossa
Dieffuelen sagdhæ: »Adam, æsthw ræd?
Allæ ting ære wnder thinæ fødher træd
som the tilforen woræ.
Tag æblet aff qwindhen och bid fuldsagt
meer end thu haffuer, tha faar thu magt,
ieg myeen thu sculdhæ mig kænnæ.
Som andræ gwder tha bliffuæ I wijsæ,
allæ ting Gud sckapthæ, scullæ ether prijsæ,
swo sagdhæ ieg før til hænnæ.
Adam, om thu gør hennæ imod,
wed mænd, thu faar thet aldrig bod,
thet scalt thu wissælighen widhæ.
b2r|See huar faffuer hwn foræ tig staar,
hwn siældhen aff thin amindelsæ gaar,
Gud sckapthæ hennæ aff thin sidhæ.«
Adam saa med nathwrlicht sckiæl,
hwn war fortapt, thet wisthæ han wæl,
och allæ qwindfolk med hænnæ
som Gud wildhæ sckabæ effther Adams tijd
offuer al wærdhen, baadhæ hist och hijd,
Adam kwnnæ thet wæl kænnæ.
Han ynckedhæ sig offuer thet creatwr,
tog han war stærckæræ end noghen mwr,
med hennæ wildhæ han iw fallæ.
Han beed paa æbled, giordhæ Gud imood,
desswær wij faa thet aldrig bood,
swo ildhæ mwnæ han oss hallæ.
Notandum: Adam et Eua in tribus vicijs
peccauerunt. Primo in gula quando fructum comederunt. In superbia quando
voluerunt similes esse Deo. In auaricia quando cupide volebant scire bonum et
malum.
Han bant oss til then ewighæ død,
til wærdzens kwmmer och sorg och nød
och pynæ foruthen ændhæ.
Gud war oss førræ blid och hwld,
hær taalæ wij hwngher, tørst, fraast och kwld,
slig nød wil wærdhen oss sændhæ.
b2v|Sidhen staar oss foræ stoer ynckælig nød,
wij scullæ allæ thaalæ then beesckæ død,
Gud raadhæ huar tha wil ganghæ.
At faa then glædhæ som ey forghaar,
som møghet i sckriffthen sckreffuit staar,
thet wordher oss gantzæ banghæ.
Nw mwghæ I høræ huad plicht the finghæ,
then tijd the mod Gudz bwdord ginghæ,
lodhæ them aff Dieffuelæn swighæ.
Blwsel war then førsthæ plaffuæ
1.
som the sculdhæ baadhæ for syndhen haffuæ,
fran Gud mathæ the sidhen wighæ.
2.
Med koostæløff sckiuldhæ the them baadhæ,
3.
blanth Paradisætrææ ræddhæ the saadhæ,
the wisthæ ey theres fødhæ.
Tørst och hunger giordhæ them stoer meen,
4.
Gudz naadhæ kwnnæ the ey faa igeen,
Paradijs misthæ først syn grødhæ.
Then wiijsdom Gud haffdhæ Adam giffuet,
haffdhæ han beholdhet, och haffdhæ bliffuet
vsmitthet aff syndzens mødhæ.
Tha wisthæ han meer aff guddoms krafft
end allæ doctores som Gud haffuer scafft,
Gud wildhæ hannum thet fforødhæ
lengher at brughæ then dyræ gaffuæ,
5.
b3r|wildhæ Gud sidhen sialff then wijssdom
haffuæ,
sckiffthæ hannum framdeles alleenæ.
Blant folk och diwr effther theres køn
delær Gud then wijssdom som ieg kan sckiøn,
hoes ord och dyræ steenæ.
Adam faarstod sig inghælondhæ
thereffther meer end nogher bondhæ,
wisthæ ey huad han sculdhæ gøræ.
The fawræ trææ som i Paradijs stodhæ,
6.
at giffuæ theres grødhæ the strax afflodhæ.
Ey fwglæ kwndhæ Adam høræ
7.
som førræ siwnghæ til allæ tidhæ,
hoes hannum wildhæ the ey længher bidhæ
och hannum ræth inthet sckiødhæ.
The fawræ diwr som tammæ waræ før,
8.
løbæ tha baadhæ synder och østher och nør,
ey wildhæ the Adam mødhæ.
For han haffdhæ ildhæ mod them giord,
the wildhæ ey længher høræ Adams ord,
the hannum allæ forsmaadhæ.
Diwr och fwglæ som Gud haffdhæ scapt,
the wisthæ wæl Adam war fortapt,
sorgffwldhæ the allæ saadhæ.
Besyrgedhæ Adams storæ fald,
the wildhæ tog lydhæ theræ sckaberes kald
b3v|och gøræ huad han them baadhæ.
Jordzmaanet som førræ war klart och smwcht,
bleff wisned, haffdhæ inghen naturlig lwcht,
9.
al wærdhen stod tha i waadhæ.
Solæn misthæ strax then trediæ part
10.
aff alt sith sckieen, thet war fuldhart
ther Adam ildhæ giordhæ
och brød mod Gud med acht och raad,
ther han thet æblæ tog och aad
och wildhæ tha wijsæræ wordhæ.
Swodant gaff Adam oss til arff,
han giordhæ oss sckadhæ och inghen tarff,
i Paradijs war han eenæ
med qwindhen som oss hadhæ giort then sckadhæ,
the sadhæ ther baadhæ och ildhæ ladhæ,
fuldsaaræ mwnæ the them weenæ.
Gwd kom sidhen gangændes, war gantzæ wred,
Adam war sckiwldt, for han war leed
aff syndhen som han tha giordhæ.
»Adam, huar æsthw, wslighæ mand?
Ieg scapthæ tig deglig aff iord och sand.«
Han inthet swaræ tordhæ.
»Adam, gack hijd, ieg wil tig sckodhæ,
thin siwghæ faar thu ræth aldrig bodhæ,
tig wordher yw længs och wærræ.«
b4r|Adam han græd och ildhæ
saa:
»wij æræ nw nøgnæ och baadhæ hær staa,
swo swarer ieg tig, myn hærræ.«
»Haffuer thu klæder, tha før tig ij,«
sagdhæ Gud, »ieg giordhæ tig gansckæ frij
mod blwsel och wærdzens wandhæ.
Adam, huar thu haffuer ildhæ giord,
thu haffuer forgiffuet baadhæ himmæl och iord
med thin forbannedhæ andhæ.«
»O wij mig armæ, wslæ mand,«
sagdhæ Adam, »ieg raad ey findhæ kand
for wij oss swighæ lodhæ.
Jeg kommer nw til myt rætthæ sckiæl,
wij haffuæ giort ildhæ, thet wed ieg wæl,
wij fanghæ ræth aldrig bodhæ.
Ynckær ether offuer oss himmæl och iord,
for wij haffuæ braat Wor Herres ord,
wij wildhæ hannum ickæ lydhæ.
Han sckapthæ mig faffuær och møghet wijs,
nw wil han sla oss med sith rijs,
hanss wænsckab kwndhæ wij ey nydhæ.
O soel, o maanæ, o stiærner klaræ,
begræder thet wij scullæ ildhæ faræ,
wij waræ i hedher och æræ.
The gaffuer Gud gaff oss med syn macht,
b4v|them gaffuæ wij fuldlidhen acht,
fuldynckælighen staa wij hæræ.
Mig blwæs at see thennæ nøgnæ qwindhæ,
at sckiwlæ oss med kwndhæ wij ey findhæ,
thet er wor storæ kæræ.
Hwn tør ey sla synæ øgnæ op,
at schodhæ och see myn nøgnæ krop,
dødher wildhæ hwn hælder wæræ.«
Til Adam thaledhæ Gud trediæ tijd:
»ieg biwder ether baadhæ ath I gaa hijd
och sckammer ether ey eth styckæ.
Huo sagdhæ ether thet I nøgnæ waaræ,
wthen æbled, thet I baadhæ baaræ,
huar mwnæ ether therom tyckæ?«
The ropthæ tha baadhæ med grædendhæ taar:
»o Herræ, wij see wæl huar thet staar.
Wildhæ thu oss noghet naadhæ,
uij willæ gaa fram vti thit naffn,
oss hobes thu gør oss baadhæ gaffn,
tog wij æræ stæddhæ wti waadhæ.«
Gud tog strax en kiortel aff sckind
och kasthæ paa then nøgnæ qwind,
hwn war tha sckiwldt med allæ.
Adam fick samæ klædhæbwn,
ligherwijs sckiwlthes han som hwn,
b5r|meer wildhæ Gud Adam
kallæ.
»Jeg spør tig, Adam, swaræ mig igeen
mædhen thu wasth fastheræ end noghen steen
aff wijsdom som tig war giffueth.
Hwi bleffst thu nøghen och swo ræd
och ey i noghen klædebonæ klæd,
huem haffdhæ tig swo fordriffuet?«
»Thet giordhæ thennæ qwindhæ som mig staar nær,
forti ieg haffdhæ hennæ gansikæ kær.
Iodut offuer qwindhækædhæ!
Hwn fick mig æbled i myn hand,
strax bleff ieg bondhen med syndzens band,
hwn bad mig theraff ædhæ.
O wi, thet æblæ war fuldbeest,
o Herræ, thu thet fuldwæl weest,
mynæ øghenæ lodes vp tillighæ.
Jeg saa myn krop war ildhæ scapt,
myn fattughæ siæl hwn war fortapt,
thi mwnæ ieg fran tig wighæ.«
»Eua,« sagdhæ Gud, »hwi giordhæ thu
thet,
komst Adam och tig i Dieffuelsens næd?
Mwnæ thet waræ thinæ brødhæ?
Hwo haffuer thet giort, thet wil ieg widhæ
at thu sculdhæ først paa æbled bidhæ?
Sig mig, ieg wil thet sckiødhæ.«
b5v|Langt borthæ stod ormæn och sckuledhæ til
och tænchthæ hwad qwindhen swaræ wil,
om hwn wildhæ offuer hannum kæræ.
Thet Adam och Eua haffdhæ
giord,
ther wildhæ ey Dieffuelæn haffuæ aff ord,
vsckyldug wildhæ han wæræ.
Eua saa ormen, han sckuledæ fast
och haffdhæ synæ øgnæ til hennæ kast,
hwn ræddes for hanss komæ.
»Then gamblæ forræderæ han staar nu hist
som oss sweg baadhæ med falsck och list,«
sagdhæ Eua med twcht och somæ.
»Han fick mig æbled i myn hand
och war swo smidig som en wand,
han stod mig for ald faræ.
Thet sckedhæ vti then samæ stwnd,
ieg beed eth styckæ med myn mwnd,
ieg kwndhæ thet inthet sparæ.
O Herræ, thettæ maat thu høræ
at ieg bad Adam och swo gøræ,
huad sckal ieg meræ syæ?
Thet ieg tha sagdhæ, wildhæ han ey sckiødhæ,
fuldhaardelighæ mwnæ han mig tha hødhæ,
han bad mig standhæ och tyæ.
Jeg haffuer nw sagt tig al myn grwnd,
b6r|driff ormæn bort i samæ stwnd
som oss haffuer kommet i waadhæ.
Gør thet nw Herræ for thit wold,
besee then freestelsæ wij haffuæ told,
forbarmæ tig offuer oss baadhæ.«
