»Ja, ia,« sagdhæ Gud, »thet sckal wæl sckee,
Adam, thu scalt nw aldrig lee,
1.
thet er thin førstæ plaffuæ.
c1r|Thu lyddhæ thin høstrw meer end mig
then tijd hwn raaddhæ tig meen och swig,
stoer fattigsom scalt thu
haffuæ. 2.
Barfodt och nøghen scalt thu
gaa, 3.
thin fødhæ scalt thu med vmag faa,
thu scalt och syrghæ och grædhæ.
Al wærdhen scal tig waræ imod,
for qwindhen thu tig swighæ lod,
thinæ øghenæ scalt thu wædhæ.
Tig scal waræ mod baadhæ stock och steen
til thu forwandles til iord igeen,
baadhæ wand och wæder tillighæ.
The børn thu affler effther thennæ tijd,
the scullæ vpffyldhæ wærdhen wijd,
the wordhæ och aldrig righæ.
Swo lenghæ thu leffuer, scal rægn ey kommæ
4.
iordhen at gøræ noghen frommæ,
thet sckeer for thinæ brødhæ.
Aff tørst och hunger med fraast och kwld
5.
thin krop scal wordhæ alstinges fwld
swo lenghæ thu gaar til dødhæ.
Thu scalt ey ædhæ aff noghet
bord, 6.
Adam, for thu haffuer ildhæ giord.
Ey soffuæ paa thin
sidhæ 7.
paa noghen sæng i thinæ daffuæ,
c1v|hws eller hiem scalt thu ey haffuæ,
thin tijd scalt thu swo slidhæ.
Med arbeygd, kwmmer och hiarthænød
scalt thu forhwerffuæ thit daglighæ brød
och swo thinæ efftherkommæ.
Swo haffuer thu kommet al wærdhen i fald,
thet sckedhæ for en qwindes kald,
ether baadhæ til lidhen frommæ.
Adam, stadt bort, thu weest thin dom!«
Strax qwindhen til Wor Herræ kom,
hwn kwndhæ ey møghet swaræ.
»Thu æst,« sagdhæ Gud, »then wærsthæ ting
som nogher kan findhæ al wærdhen omkring,
ieg wil tig ickæ sparæ.
