a1r|De vita hominis

Hær begyndher en lidel bogh, hwilcken ther trachterer om alth mænnisckens leeffneth, fran thet fførsthæ som mennisckæn ffødhes och til hanss ydersthæ dødædag och sidhen fframdeles til then ydersthæ och strænghæ domædag, meth stoer wnderwijssningh och lærdom, til mennisckens nytthæ och siælsæns saligheed.

a2r|Wilt thu haffuæ løckæ och siælsens heyl,
tha see tig offthæ i tetthæ speyl
som ieg wil tig nw sændhæ.
Tha ladher thu huær mand waræ thin lighæ,
troo æy paa wærdhen, hun wil tig swighæ,
til Gud sckalt thu tig wændhæ.

See huædhen thu komst, huart thu sckalt faræ,
ey syndhæ mod Gud, tag thet til waræ,
tænck hærpaa allæ tidhæ.
For syndzæns sckyld giffs siælen plaffuæ,
then ewighæ død then sckal hwn haffuæ,
thet schalt thu wisselighen widhæ.

Hwad doctor eller mæsther i wærdhen er til
som thet til fwldhæ sckriffuæ wil?
Huad løn Gud wil them giffuæ
som hær willæ gøræ plicht och bood,
huar møghet Gud wil wæræ them good,
thet kan ræth inghen sckriffuæ.

Nar thu æst i thin bæsthæ tijd
och haffuer til wærdhen sæth thin lijd,
thu myeent thet schal swo standhæ.
Dødhen kommer schulendhæ, ickæ tal eth ord,
tha schalt thu bødhæ huad thu haffuer giord,
met pinæ och hiarthens wandhæ.

Han bedhes ey penninghæ, ey sølff, ey guld,
a2v|tog thu haffuer allæ kisther fwld,
ey fawræ klæder och manghæ.
Han sckiøder ey møghet thit krwsedhæ haar,
thinæ manghæ swønæ som hoes tig staar,
met hannum maat thu alt ganghæ.

Gwd naadhæ tha then fattughæ siæl!
Hwar er then stæd som hwn sig hæl
i swodan hiarthæqwidhæ?
Haffuer thu tiænt Gud baadhæ aarlæ och sildhæ,
thet er thet hældstæ siælen wildhæ,
hwn fangher thet tha at widhæ.