Mesteren kommer
Den store Mester kommer;
Fuldkjærlig er hans Iid:
Han sidder ved Smeltediglen
Og luttrer Sølvet med Flid.
Han seer paa Diglen nøie;
Han veier Tid og Stund;
Naar Ertsen i Strøm udsmelter,
Han stirrer dybt idens Grund.
Han kjender Tegn og Mærke
Paa Klarheds Gjennembrud,
Naar Sølvstoffets ædle Indre
Af Ertsen luttrer sig ud.
Det Øieblik han venter
Og agter kjærlig paa,
Naar klarlig hans eget Billed
Vil dybt i Sølvspeilet staae.
Da glædes høie Mester,
Da Værket er fuldbragt,
Da priser det ædle Sølvstof
Sin Mesters Daad i sin Pragt.
— Den store Mester kommer,
Som smelter Sjæl og Sind:
Han sidder ved Hjertegruben;
Han seer i Sjælene ind.
Og har i Hjertedybet
Sit Billed klart han seet,
Saa glædes den høie Mester:
Saa er hans Gjerning alt skeet.
