Indledning 
B.S. Ingemann, Pigens sang ved bækken

Kort om Pigens sang ved bækken

Pigens sang ved bækken er første gang udgivet i B.S. Ingemanns Folkedands-Viser og Blandede Digte fra 1842, og digtet rangerer blandt de tekster af Ingemann, som er sat i musik flest gange. De 24 kompositioner fra perioden 1846 til 1930 vidner om en overvældende interesse, som imidlertid siden er svundet drastisk ind, og i dag er teksten og dens tonesætninger i vid udstrækning glemt. Tekstligt trækker Pigens sang ved bækken på en visetradition og associeres dermed til et middelalderligt univers. Ingemann indarbejdede senere digtet i fortællingen Den stumme Frøken og lod det optræde som en eksisterende folkelig vise.

Digtets baggrund

Som adskillige andre romantiske forfattere i Danmark og Nordeuropa beskæftigede Ingemann sig intenst med både middelalderens balladedigtning og med dens nationalhistoriske begivenheder. Herom vidner bl.a. digtkredsene Waldemar den Store og hans Mænd fra 1824 og Dronning Margrete fra 1836 samt ikke mindst den historiske romansuite – »frit behandlede Kongekrøniker« med Ingemanns egne ord (B.S. Ingemann 1998:306) – der udkom i de mellemliggende år, og som opnåede en enorm popularitet i samtiden: Valdemar Seier (1826), Erik Menveds Barndom (1828), Kong Erik og de Fredløse (1833) og Prinds Otto af Danmark (1835). Af Ingemanns episk-lyriske værker med middelalderligt præg kan nævnes Paa Sjølunds fagre Sletter (1816) samt Ellefruen (1832).

Selv om Ingemanns historiske tolkninger senere i nogen grad er blevet trængt ud, har disse romaner øvet en »ganske betragtelig indflydelse på danskernes opfattelse af deres egen historie gennem mere end hundrede år« (Baggesen 2000:518). Ingemann selv beskrev i et brev til Grundtvig sit forehavende med Waldemar den Store og hans Mænd som følger: »i vor Middelalderpoesis simple Former at anskueliggjøre hin Tidsalder« (Grundtvig og Ingemann 1882:5). Også i flere andre sammenhænge udfoldede Ingemann sin optagethed af middelalderen, og Pigens sang ved bækken står således som ét blandt mange eksempler herpå.

Motiver i teksten

Modsat eksempelvis Johannes Ewalds Liden Gunver er sproget i Pigens sang ved bækken ikke arkaiserende – og modsat eksempelvis Adam Oehlenschlägers Julereisen indgår der umiddelbart ingen overnaturlige elementer i Ingemanns tekst. Men Ingemann anvender en række andre virkemidler, som bl.a. kendes fra folkevisen: firelinjede strofer (som kan betragtes som to halvstrofer) samt et omkvæd (at det ændrer sig fra strofe til strofe, findes der også eksempler på i overleverede viser). Også motivet med den ventende kvinde genkendes fra folkeviserne, eksempelvis Det var en lørdag aften, som Svend Grundtvig med sin bearbejdning fra 1849 har givet den form, der er gængs i dag. Kærlighed i forskellige afskygninger er i det hele taget folkevisernes hovedtema.

Med den ventende kvinde, jægeren, bækken og den generelle skovidyl etablerer Ingemann en scene for handlingen, der kan skabe middelalderlige associationer. Dette understøttes af tekstens enkelhed, dens sanselighed og dens episke tilsnit samt af formen med linjestil (dvs. med sammenfald mellem vers og sætning) og omkvæd. Alt i alt kan digtet betegnes som en lyrisk vise med inspiration fra folkedigtningen og med et romantisk-middelalderligt præg. Også kategorien ‘romance’ kan anvendes, når den defineres som »et strofisk, episk-lyrisk kunstdigt […] med et stærkere lyrisk islæt end de ‘rigtige’ folkeviser« (Møller et al. 2023:336; kursiv i originalen). Således betragtes Ingemanns Holger Danske (1837) som en romancekreds med middelaldertema (Møller et al. 2023:357).

Ingemann indarbejdede senere digtet i fortællingen Den stumme Frøken, som udkom for første gang i 1850. En sognepræst og hans husholderske, »Den gamle Frøken Trap«, taler om en syngende fiskerpige: »‘Visen, hun sang paa Stænten ved Bækken’ – vedblev den gamle Frøken – ‘har jeg hørt synge noget forskelligt, men Indholdet var altid det samme, som det staaer i den trykte Bog, og kun saaledes kjender jeg den nu. Den begynder saaledes:’«, hvorefter Ingemann citerer Pigens sang ved bækken (Ingemann 1850:7). Han foregøgler altså, at der er tale om en gammel, overleveret vise og indlejrer således på subtil måde sit eget værk i en ny sammenhæng: Visen skal hun »‘have sjunget om sig selv’ … i Strandskoven« (Ingemann 1850:6) – »‘Paa den Stænte ved Bækken var det, hun sad og sang den hver eneste Dag i tre lange Aar’« (Ingemann 1850:7). Denne anvendelse understreger, at Ingemann selv opfattede digtet som en form for viseefterligning. Som det senere demonstreres, underbygger flere komponisters tilgang denne historiske dimension, og én kalder endda digtet for en folkevise.

Som det fremgår af citatet ovenfor, lader Ingemann desuden den gamle frøken påpege, at teksten findes i forskellige versioner, hvilket han naturligvis vidste var et udpræget træk ved folkeviserne. I Den stumme Frøken optræder en tekstvariant i første strofe (»og hører« i stedet for »jeg hører«), men da ingen af musikværkerne overtager dette, virker det ikke til, at Den stumme Frøken har haft en indflydelse på digtets reception blandt komponister.

Det blev tidligere anført, at digtet ikke umiddelbart rummer overnaturlige elementer. Imidlertid omtales »Pigen«, dvs. digtets jeg, i Den stumme Frøken af Frøken Trap som »den stakkels vanvittige Fiskerpige, som selv bildte sig ind, hun var Ellefruen, og som alle Folk gav det taabelige Navn« (Ingemann 1850:5). På den måde sørger Ingemann alligevel for, at en overnaturlig dimension svinger med i Pigens sang ved bækken.

Musik til Pigens sang ved bækken

Et stort antal komponister har gennem tiden haft interesse for Ingemanns digt, og således kendes 24 kompositioner fra perioden 1846 til 1930. Herefter synes interessen for digtet at være forsvundet. 21 af kompositionerne udgives her, idet de resterende tre er et ukomplet værk af J.P.E. Hartmann samt to værker beskyttet af ophavsret (Raasted 1919 og Thomsen 1930). Hartmanns komposition er bevaret som et udkast dateret 1846 og er dermed den ældste kendte musikalske fortolkning af digtet.

De musikalske fortolkninger af digtet er kendetegnet ved at være sange for én stemme med klaverakkompagnement. Kun Raasteds værk skiller sig ud, da det er en korsats. Nogle af sangene er udprægede solosange med et udbygget klaverakkompagnement, der retter sig mod professionelle musikere. Som eksempel kan nævnes sangene af Joseph Glæser (1866), Frederik Holm (ca. 1889-1895) og Rued Langgaard (1907). Modsat retter en komposition som Niels Kristian Madsen-Stensgaards (1901) sig mod et bredere publikum, hvilket alene ses af, at værket er noteret for klaver med tekst. Her indgår altså ikke en egentlig sangstemme, og man skal derfor blot synge med på klaversatsens øverste stemme. De øvrige sange fordeler sig i feltet mellem kunstsange og simple sange, og som det vil fremgå nedenfor, er flere af dem karakteriseret ved netop at dyrke en enkel melodik.

På trods af, at mange af sangene er enkle og dermed har et potentielt folkeligt tilsnit, ser kun Carl Helsteds melodi (1848-1849) ud til at have slået an til brug for fællessang i bredere kredse. Den er med i Danmarks Melodibog indeholdende de 1500 melodier, der i tiden blev opfattet som »virkeligt populære danske Sange«.¹ At Helsteds melodi optræder i et arrangement for klaver med underlagt tekst, dvs. samme notation som kompositionen af Madsen-Stensgaard nævnt ovenfor, vidner om værkets tilpasning til folkelig sang.

Sammenhæng mellem tekst og musik

Det er interessant at iagttage, hvordan komponisterne har forholdt sig til, at teksten, med brug af litterære virkemidler fra folkeviserne, fremmaner et sceneri, der kan opfattes som middelalderligt. De bruger forskellige tekniske greb i kompositionerne for at få lytterne (og sangerne) til at forestille sig situationen, som digtets handling udspiller sig i. Alene det fællestræk, at størstedelen af sangene er komponeret for en solosanger, peger i retning af, at komponisterne har opfattet digtet som en ballade, der skal foredrages af en skjald. På en effektfuld måde slår Emil Frederiksen desuden ‘tonen’ an i klaverets forspil ved at imitere harpeklang (Frederiksen 1897-1898). Den konkrete teknik er arpeggio, hvormed hver tone i akkorderne anslås for sig, men hurtigt efter hinanden, som om de blev spillet på en harpe. Det er et lydligt signal om, at vi er situeret i historisk tid, hvor den syngende skjald akkompagnerede sig selv på et strengeinstrument.

Forestillingen om en historisk lyd kommer også til udtryk i melodierne af Helsted, Jørgen Malling og C.C. Møller, der synes at efterligne den enkle stil i folkeviser eller folkemelodier (Helsted 1848-1849, Danske, Svenske og Tydske Romancer 1860, Møller 1869-1871). Helsteds melodi er jævnt fremadskridende med overvejende brug af ottendedele i sangstemmen. Mallings melodi har en enkel opbygning bestående af to ensdannede dele over langsomme akkorder. Stilen er næsten overdrevet simpel. Møller synes tilmed at citere Niels Wilhelm Gades melodi til Ingemanns digt Kong Valdemars Jagt (»Paa Sjølunds fagre Sletter«) (Berggreen 1840:25), hvori Gade også brugte »virkemidler i arkaiserende øjemed« (Jensen 1964:170). Fra Gades melodi overtages de toner, der ledsager ordene »fletter om Engens Blomsterbed«, som hos Møller svarer til »-qvidder alt under Bøgetag«. At Møller lægger sig efter Gade, er enten udtryk for, at Ingemanns digt med Gades melodi var et ikon i tiden for den historiske interesse – eller også havde Gade ramt en slags idealtype på en folkemelodi, som Møller (bevidst eller ubevidst) efterlignede.

En del komponister understreger tekstens form med brug af omkvæd. Levi Samson etablerer omkvædet musikalsk ved at tilføje en farve af mol-tonalitet i en sang, der ellers står i dur (Samson 1861). En del andre komponister tilføjer et længere ophold i sangstemmen inden omkvædet (Helsted 1848-1849, Gade 1854, Stadfeldt 1856, Danske, Svenske og Tydske Romancer 1860, Glass 1861-1870, Frederiksen 1897-1898, R. Langgaard 1907), hvilket bevirker, at hver strofes sidste linje musikalsk kommer til at stå for sig selv. Opholdet før omkvædet kan ses som en udkomponeret tankestreg svarende til tegnet i digtet. Niels Ravnkilde og Holm gentager sidste halvdel af omkvædet, og det medfører en yderligere understregning af omkvædets delvist tilbagevendende tekst (Ravnkilde 1851, Holm 1889-1895). Fælles for de nævnte kompositioner er, at de forstærker digtets opbygning og brug af omkvæd.

Nogle af komponisterne lader musikken mime de tekstlige motiver. Tydeligst høres efterligningen af jagthornet hos Henrik Hennings (1878), Frederiksen og Madsen-Stensgaard. De såkaldte ‘hornkvinter’, som ses i Hennings komposition i takt 13 i klaverets nederste stemmer, har bl.a. med Carl Maria von Webers Der Freischütz (1821) været opfattet som kunstmusikkens signal for jægere og jagt. Tonerne svarer til dem, som et naturhorn med sit begrænsede toneforråd kan frembringe. Alle tre komponister placerer netop signalet i begyndelsen af omkvædet under ordet »Jægeren«, og Hennings understreger tilmed de tre akkorder med marcatokiler (>), der betyder et markeret, hårdt anslag, der får tonerne til at fremstå tydeligt i lydbilledet.

Også tekstlige motiver, som ikke er knyttet til noget lydligt, kan give komponisterne anledning til at anvende bestemte teknikker. Niels Otto Raasted og Madsen-Stensgaard har begge passager i begyndelsen (i strofe 1 på »jeg sidder« og i strofe 2 på »jeg venter«), hvor små melodiske bevægelser giver indtryk af stilstand. Også akkordernes forløb på samme sted bliver en musikalsk pendant til den situation, digtet beskriver. Der er nemlig en overrepræsentation af tonika, dvs. toneartens centrale akkord. Det kan give en oplevelse af, at musikken ikke er på vej noget sted hen, men snarere går i tomgang og er i en venteposition.

Andre komponister indbygger tekstens konflikter med brug af kontrasterende musikalske bestanddele. Ravnkilde har i begyndelsen en faldende melodisk sekvens, der gradvis lader melodien falde til ro på toneartens centrale tone. Det indikerer noget jævnt og konfliktløst. Klaversatsens hurtige vippefigur, der lyder samtidigt, synes i modsætning hertil at forestille den rindende bæk. Figuren fortsætter hele sangen igennem indtil midten af omkvædet, hvor den stopper brat for siden at begynde igen inden næste strofe. En tolkning af den abrupte effekt kunne være, at de hurtige klaverfigurer ikke kun skal efterligne bækken, men snarere med sine urolige bevægelser repræsenterer konflikten mellem den ventende pige og den fraværende jæger.

Med undtagelse af Helsteds komposition er alle strofiske, fordi musikken kun er noteret til første strofe og derfor skal gentages til de efterfølgende. Den fjerde strofes afsløring af, at jægeren aldrig går gennem skoven, og at pigens venten er forgæves, er derfor ikke mulig at skildre i musikken. Helsted har fundet den handlingsmæssige drejning vigtig. På »mine Lokker graae« i fjerde strofe skifter han fra A-dur til a-mol og giver dermed sangens slutning en tydelig mørk og dyster klang.

Metriske oplysninger

4 strofer a 5 vers
Versemål: Jambisk med anapæstisk udvidelse i vers 1 og 5
Stavelsesantal: 6 6 7 6 10/11
Rimfølge: ababc; a ♀ , b ♂ , c ♀

Litteratur

Gustav Albeck, »Romantik. Bernhard Severin Ingemann« i: Dansk Litteratur Historie, bd. 2, København: Politikens Forlag, 1965, s. 172-219.

Søren Baggesen, »Historie og natur. En ny historiebevidsthed« i: Dansk Litteraturhistorie bd. 5, 2. udg., København: Gyldendal, 2000 , s. 501-518.

Andreas Peter Berggreen (udg.), Melodier til de af ‘Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug’ udgivne fædrelandshistoriske Digte, København: C.C. Lose & Olsens Forlag, 1840.

B.S. Ingemann. Levnetsbog I-II og Tilbageblik paa mit Liv og min Forfatter-Periode fra 1811 til 1837, Jens Keld (udg.), København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, C.A. Reitzel, 1998 (digitalisering).

Danmarks Melodibog, bd. 2, København & Leipzig: Wilhelm Hansen, [1895] (digitalisering).

Danske, Svenske og Tydske Romancer af forskjellige Componister, bd. 3, nr. 85, København: J. Cohen, [1860], s. [1].

Emil Frederiksen, Tre Sange for Mellemstemme og Pianoforte, København & Leipzig: Wilhelm Hansen, [1897-1898].

Niels Wilhelm Gade, Tre danske Sange for een Syngestemme med Pianoforte, København: Horneman & Erslev, [1854].

Christian Henrik Glass, Tre Romancer for en Sangstemme med Pianoforte-Accompagnement, København: Chr. E. Hornemans Forlag, [1861-1870].

Joseph Glæser, Sex Romancer for een Syngestemme med Pianoforte componerede og kgl. Kammersanger Chr. Hansen tilegnede, København: Wilhelm Hansen, [1866].

Grundtvig og Ingemann. Brevvexling 1821-1859, Svend Grundtvig (udg.), København: Samfundet til Den danske Litteraturs Fremme, 1882.

Julius Halberg, Romancer og Sange. Tre Sange for en Mellemstemme, København: Oscar Risom, [1877].

Johan Peter Emilius Hartmann, »Pigens Sang ved Bækken«, kladde, 1846 (København, Det Kgl. Bibliotek, MA ms 0684).

Peter Heise, »Pigens Sang ved Bækken«, autograf, ca. 1851-1857 (København, Det Kgl. Bibliotek, C II, 144 mu 7107.2163, mu 7107.2573).

Carl Helsted, Fem Sange for een Syngestemme med Pianoforte componerede og Niels Wilhelm Gade venskabeligst tilegnede, op. 5, København: C.C. Lose & Delbanco, [1848-1849], s. 6-7.

Henrik Hennings, 5 Sange komponerede for en Syngestemme og Pianoforte, København: Wilhelm Hansens Forlag, [1878] (digitalisering).

Fini Henriques, »Folkevise«, i: Hver 8. Dags Musik og Sang, Olfert Jespersen (red.), København, årg. 3, nr. 7 (1901), s. 52.

Frederik Holm, Romancer og Sange komponerede for en Stemme med Piano, op. 1, bd. 2, København: Kgl. Hof-Musikhandels Forlag, [1889-1895], s. 2-4.

B.S. Ingemann, Den stumme Frøken, København: C.A. Reitzel, 1850 (digitalisering).

Niels Martin Jensen, Den danske romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger, København: Gyldendal, 1964.

Rued Langgaard, »Ved Bækken«, Kompositioner, nr. 5, København & Leipzig: Wilhelm Hansen, 1907, s. 2-3.

Siegfried Langgaard, Sange til Tekster af nordiske Digtere, København: C.C. Loses Bog- og Musikhandel, [1879].

Niels Kristian Madsen-Stensgaard, Til min Hustru. Romancer og Sange, København: Wilhelm Hansens Musikforlag, 1901, s. 37 (nr. 33).

Waage Matthison-Hansen, Til min Broder Gottfred. 5 danske Sange komponerede for en Syngestemme med Pianoforte, København: Wilhelm Hansen, [1884].

Carl Christian Møller, Romancer og Sange, København: H. Brix, [1869-1871].

Lis Møller, Andreas Hjort Møller, Lea Grosen Jørgensen, Simona Zetterberg-Nielsen og Berit Merete Kjærulff, Middelalderisme i dansk romantisk litteratur, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2023.

Ludolf Nielsen, »Ved Bækken jeg sidder«, autograf, 1897 (København, Det Kgl. Bibliotek, MA ms 8474).

Niels Ravnkilde, Tre Digte componerede for een Syngestemme med Pianoforte, København: C.C. Lose og Delbanco, [1850], s. 2 (nr. 1).

Frederik Rung, »Ved Bækken jeg sidder«, i: Sang-Album, København: Foreningen Fremtiden, 1882, s. 27 (digitalisering).

Niels Otto Raasted, 8 Sange for firstemmig blandet Kor (a cappella), op. 22, Odense: Vilh. A. Langs Musikforlag, [1919].

Levi Samson, Sex Sange, København: Thieles Bogtrykkeri, [1861], s. 1.

Henriette Stadfeldt, Romancer og Sange med Accompagnement af Pianoforte, bd. 4, København: Horneman & Erslev, [1856].

Peter Thomsen, »Ved Bækken jeg sidder« autografer, 1930 (Det Kgl. Bibliotek, MA ms 6526; MA ms 6531).