J.P. Jacobsen: Gurresange, V Mødet

af J.P. Jacobsen (1886)

valdemar

Ej danse de Engle for Herren saa herligt,

Som Verden nu danser for mig!

Ej juble for ham de mer ydmygt og kjærligt

End Valdemars Hjerte for dig.

Men stoltere satte ej heller sig Krist

Hos Herren, og lo af sin Kvide,

End Valdemar, glemmende Kummer og Tvist,

Sig sætter ved Tovelils Side.

Ej længes de Sjæle for Himmerigs Mure

Mer efter at svinge sig ind,

End Valdemar, da han fra Øresunds Kure

Saa' Gurres guldglimtende Tind.

Og ej vil jeg bytte dets fredsæle Vang

Og Perlen, den lønligen varer,

For Himmerigs Glans og bedøvende Klang

Og alle de helliges Skarer.

tove

Nu siger jeg dig for første Gang:

»Kong Volmer, jeg elsker dig.«

Nu kysser jeg dig for første Gang

Og slynger min Arm om dig.

76|Og siger du, at jeg det før har sagt

Og at du til Kysset er vant,

Saa siger jeg: »Kongen han er en Nar,

Der mindes forfængelig Tant.«

Og siger du, saa er jeg selv slig Nar,

Saa siger jeg: »Kongen har Ret;«

Men siger du, at jeg det ikke er,

Saa siger jeg: »Kongen er slet.«

For alle mine Roser har jeg kysset ihjel,

Alt mens jeg tænkte paa dig.

valdemar

Det er Midnattens Stund,

Og usalige Slægter

Staa frem af glemte, sunkne Grave,

Og de stirre med Længsel

Paa Borgens Kjerter og Hyttens Lys,

Og Vinden ned over dem

Spottende ryster

Harpeslæt og Bægerklang

Og Elskovssange.

Og svindende de sukke:

»Vor Tid er forbi!« –

Mit Hoved vugges paa levende Bølger,

Min Haand fornemmer et Hjertes Slag,

77|Ned over mig livssvulmende strømmer

Kyssets glødende Purpurregn.

Og min Læbe jubler:

»Det er min Tid nu!«

Men Tiden flygter

Og jeg skal færdes

Ved Midnatstide

En Gang som død,

Skal samle Ligdragten om mig tæt

Mod de kolde Vinde,

Og liste mig frem ved sildig Maane,

Og smertebunden

I Muldet riste

Med sorte Gravkors

Dit kjære Navn,

Og synkende sukke:

»Vor Tid er forbi!«

tove

Du sender mig et Elskovsblik

Og sænker saa Øjet,

Dog Blikket trykker din Haand i min,

Og Trykket dør;

Men som et elskovsvækkende Kys

Du lægger mit Haandtryk paa min Læbe. –

78|Og du har for Døden et Suk,

Naar et Blik kan opstaa

Som et flammende Kys!

De lysende Stjerner paa Himlen hist

Vel blegne hver Gry,

Men blusse dog hver en Midnatsstund

I evig Pragt.

– Saa kort er Døden

Som rolig Slummer

Fra Kvæld til Gry,

Og naar du vaagner,

Hos dig paa Lejet,

I nyfødt Skjønhed

Du straale ser

Din unge Brud.

Saa lad os da tømme

Den gyldne Skaal

For den mægtigt forskjønnende Død;

Thi vi gange til Grav

Som et Smil, der dør

For et saligt Kys.

valdemar

Vidunderlige Tove!

Saa rig ved dig er jeg nu,

At end ej et Ønske jeg ejer.

79|Mit Bryst er saa let,

Min Tanke saa klar,

En vaagen Fred er over min Sjæl.

Der er saa stille i mig,

Saa sælsomt stille.

Læben vil bygge paa Ordets Bro,

Men synker igjen til Hvile;

Thi det er mig som banked' mit Bryst

Ved dit Hjertes Slag,

Og som mit Aandedrag

Hæved', Tove, din Barm.

Og jeg ser vore Tanker

Fødes og glide sammen

Som Skyer, der mødes,

Og samlede vugges de i vekslende Former.

Og min Sjæl er stille,

Jeg ser i dit Øje og tier.

Vidunderlige Tove!