VIII

Der var hos Niels Lyhne en vis lam Besindighed, Barn af en instinktmæssig Ulyst til at vove, Barnebarn af en halvklar Følelse af Mangel paa Person, og med denne Besindighed var han i en stadig Kamp, snart æggende sig selv op imod den, ved at tillægge den lave Navne, snart forsøgende paa at maje den ud som en Dyd der stod i den inderligste Forbindelse med Naturgrunden i ham, ja mere endnu: egenlig betingede, hvad han var og hvad han evnede. Men hvad han saa gjorde den til, hvordan han saa betragtede den, saa hadede han den stedse som en hemmelig Vanførhed, der, hvor godt den end kunde skjules for Verden, dog aldrig kunde skjules for ham selv, men altid var der, for at ydmyge ham, hver Gang han ret blev ene med sig selv, og hvor misundte han da ikke denne selvsikre Ubesindighed, der har saa let til det Slags Ord, der handler, og som har Følger, Følger, den ikke skjænker en Tanke, før de træde den i Hælene. - De Folk, der var saadan, de korn ham for som Centaurer, Mand og Hest een Støbning, Tanke og Spring eet, eet eneste, medens han var delt i Rytter og Hest, Tanke eet, Spring noget ganske andet.

Naar han tænkte sig, at han tilstod Fru Boye sin Kjærlighed, og han skulde nu altid tænke sig Alting, saa saae han sig saa tydeligt i Situationen, hele sin Holdning, hver Bevægelse, hele sin Person, forfra, fra Siden og fra Ryggen med, saae sig gjort usikker af den Handlefeber, der altid lammede ham og tog al Aandsnærværelse fra ham, saa han stod der og tog mod et Svar, som mod et Slag, han maatte lade sig slaa i Knæ af, i Stedet for at tage mod det som mod en Fjerboldt, der kunde kastes tilbage paa hvem veed hvor mange Maader, og komme igjen paa hvem veed hvor mange flere.

Han tænkte da paa at tale og han tænkte paa at skrive, men ligefrem sagt det fik han ingensinde. Det blev aldrig sagt anderledes end i forblommede Erklæringer, eller ved at han i en halvpaatagen lyrisk Lidenskabelighed kunde lade, som om han lod sig henrive til elskovsvarme Ord og sværmeriske Ønsker. Men alligevel kom det efterhaanden til et Forhold dem imellem, et sælsomt Forhold, født af en 69| Ynglings ydmyge Kjærlighed, en Fantasts drømmehede Attraa og en Kvindes Lyst til at begjæres i romantisk Uopnaaelighed; og Forholdet fandt sin Form i en Mythe, der blev til for dem, Ingen af dem vidste hvordan, en stille, stuebleg Mythe om en dejlig Kvinde, som i sin første Ungdom havde elsket en af Aandens Store, der var gaaet bort for at dø i et fjærnt Land, forglemt og forladt. Og den dejlige Kvinde havde siddet sørgende i lange Aar, men Ingen anede hendes Kummer, kun Ensomheden var hellig nok til at skue hendes Sorg. Da kom der en Yngling, som kaldte hin fremfarne Store sin Mester, og som var opfyldt af hans Aand og begejstret for hans Værk. Og han elskede den sørgende Kvinde. For hende var det, som om døde, lykkelige Dage rejste sig af deres Grav og gik igjen, saa Alting sælsom sødt forvirredes og Fortid og Nutid smelted sammen til en sølvsløret, dæmrende Drømmedag, hvor hun elskede Ynglingen, halvt som ham selv, halvt som en Andens Skygge, og gav ham helt sin halve Sjæl. Men sagte maatte han træde, at Drømmen ikke skulde briste, strængt maatte han stænge for de jordisk hede Længsler, at de ikke skulde sprede den blide Dæmring og hun vaagne op til Sorg igjen.

Lidt efter lidt fik deres Forhold, i Læ af denne Mythe, fastere og fastere Form. De sagde du til hinanden og kaldte hinanden ved Fornavne, naar de var ene, Niels og Tema, og Søsterdatterens Nærværelse blev indskrænket til det mindst mulige. Vistnok søgte Niels nu og da at bryde gjennem den een Gang vedtagne Skranke, men Fru Boye var ham altfor overlegen til, at hun ikke let og lempeligt skulde kunne tilintetgjøre disse Opstandsforsøg, og snart gav Niels da tabt og fandt sig for en Stund igjen i denne Elskovsfantasi med virkelige Tableauer. Heller ikke flød Forholdet ud i platonisk Fadhed, ligesaalidt som det gled til Ro i et Vaneforholds Ensformighed. Ro var det, der var mindst af. Niels Lyhnes Haab blev aldrig træt, og trængtes det end blidt tilbage, hver Gang det blussed fordrende frem, saa var det kun for i det Skjulte at ulme endnu hedere end før, og hvor blev dette Haab ikke ogsaa holdt i Live af Fru Boyes tusinde Koketterier, hendes æggende Naivitet og hendes nøgne Mod til at tale om de allervanskeligste Ting. Desuden havde hun ikke saa ganske og aldeles Spillet i sin Haand, for det kunde alt imellem hændes, at Blodet drømte i sin Lediggang om at belønne denne halvtæmmede Kjærlighed, ødselt at overvælde den med al Elskovs rigeste Henrykkelse, for at frydes ved dens undrende Lykke. Men slig en Drøm var ikke let at 70| slukke, og naar saa Niels han kom, saa var der en Syndens Nerveusitet over hende, en Brødebevidsthedens Blufærdighed, en daarende Skamfuldhed, som gjorde Luften sælsomt elskovsbange.

Der var endnu Eet, der gav Forholdet en egen Spændstighed, og det var det, at der var saa megen Mandskraft i Niels Lyhnes Kjærlighed, at han ridderlig afholdt sig fra i sin Fantasi at tage, hvad Virkeligheden nægtede ham, og ogsaa der, i denne Sideverden, hvor Alting lystrede hans Bud, respekterede Fru Boye, som var hun virkelig til Stede.

Saadan var altsaa Forholdet støttet godt fra begge Sider, og der var ingen overhængende Fare for, at det skulde falde fra hinanden. Det var jo ogsaa ligesom lagt til Rette for en fordrømt og dog livstørstig Natur som Niels Lyhnes, og var det end kun en Leg, saa var det dog en Leg i Virkeligheden og nok til at give ham et Lidenskabsgrundlag at udvikle sig paa.

Og det trængte han til.

Der skulde jo blive en Digter af Niels Lyhne, og der havde i hans Livs ydre Betingelser ogsaa været nok, der kunde lede hans Tilbøjeligheder i den Retning, nok der kunde gjøre hans Evner opmærksomme paa en saadan Opgave; men hidtil havde han jo ikke havt meget andet end sine Drømme at være Digter paa, og intet er mere ensformigt og ensartet end Fantasteriet, thi i Drømmenes tilsyneladende uendelige og evigt vekslende Lande, der er der i Virkeligheden visse korte, slagne Landeveje, hvor Alle færdes og udenfor hvilke de aldrig komme. Folk kan være meget forskjellige, men deres Drømme er det ikke, for de tre, fire Ting, de attraar, lader de sig jo der give, mer eller mindre hurtigt, mer eller mindre fuldstændigt, men de faar det altid, Allesammen; der er jo Ingen, der for Alvor drømmer sig tomhændet. Derfor opdager Ingen sig selv i Drømme, bliver sig der aldrig sin Ejendommelighed bevidst, for Drømmen veed Intet om, hvorledes man nøjes med at vinde Skatten, hvordan man slipper den, naar den mistes, hvordan man mættes, naar man nyder, hvad Vej man vender sig, naar man savner.

Niels Lyhne havde derfor ogsaa saadan digtet ud fra en æsthetisk Personlighed i al Almindelighed, der fandt Foraaret svulmende, Havet stort, Kjærligheden erotisk og Døden melankolsk. Han selv var ikke kommet videre med i denne Poesi, han bare lavede Versene. Men nu begyndte det at blive anderledes. Nu, da han bejled til en 71| Kvindes Kjærlighed og vilde, hun skulde elske ham, ham, Niels Lyhne fra Lønborggaard, der var treogtyve Aar gammel, gik lidt foroverbøjet, havde kjønne Hænder og smaa Ører, og som var lidt forsagt af sig, vilde, hun skulde elske ham og ikke Drømmenes idealiserede Nicolaus, med hans stolte Gang, hans sikre Manerer, og som var noget ældre; nu kom han til at interessere sig levende for denne Niels, han egenlig var gaaet om med som en mindre præsentabel Ven. Han havde havt altfor travlt med at smykke sig med det, han manglede, til at han skulde have havt Tid til at se, hvad det var, han havde, men nu begyndte han med en Opdagers Lidenskab udaf Barndomsminder og Barndomsindtryk, udaf de levede Øjeblikke i hans Liv, at samle sig selv sammen, og med glad Forundring saae han, hvorledes det passede sammen, Stykke for Stykke, og nittede sig i hinanden til en anderledes hjemlig Personlighed end den, han havde løbet efter i Drømme. Og anderledes ægte ogsaa og stærk og evnestærk. Det var ikke et dødt Stykke Klods af et Ideal, dette; selve Livets forunderlige, uopfindelige Nuancer spillede deri i skiftende Uendelighed, bag tusindleddet Enhed. Herregud, han havde jo Kræfter, der kunde bruges som de var, han var jo Aladdin; der var jo ikke det til, han havde gaaet og rakt mod Skyerne efter, uden det var faldet ned i Turbanen paa ham.

Og nu kom der en lykkelig Tid for Niels. Den lykkelige Tid, hvor Udviklingens mægtige Svingkraft sender En jublende hen over de døde Punkter i Ens Natur, hvor Alting i En vokser og fyldes, saa man i Overmaalet af sin Kraft stemmer Skuldrene mod Bjærge, om det skal være, og modig bygger løs paa det Babelstaarn, der skulde række Himlen, men som kun bliver en stakket Stump af en Kolos, man hele Resten af sit Liv gaar og bygger til paa med forsagte Spir og kuriøse Karnapper.

Alting var som forvandlet; Natur og Evner og Arbejde fælded i hinanden som Drev i Drev, der var ikke Tale om at standse og frydes ved sin Kunst, for hvad der var færdigt, det var ogsaa forkastet, han var jo vokset fra det under Arbejdet, det blev kun til Trin, der løfted op imod det stadigt vigende Maal, Trin paa Trin, tilbagelagte Veje, der var glemte, endnu mens de gjenlød af hans Fjed.

Men mens han nu saaledes bares frem af nye Kræfter og nye Tanker til større Modenhed og videre Syn, saa blev han ogsaa mere ene, idet den ene af hans Omgangsvenner og Partifæller gled bagud efter 72| den anden, og blev borte, efterhaanden som han ikke længer kunde bevare Interessen for dem, fordi det Dag for Dag blev ham vanskeligere at se nogen synderlig Forskjæl paa disse Oppositionens Mænd og paa den Majoritet de opponerede imod. Det gik altsammen i Eet for ham til een stor, fjendtlig Masse af Kjedsommelighed. Hvad var det de skrev, naar de sang op til Angreb? Pessimistiske Digte om at Hundene var mere trofaste end Menneskene, og Tugthusfangerne tidt ærligere end de, der gik frit omkring, veltalende Oder om den grønne Skov og den brune Hedes Fortrin fremfor de støvede Byer, Fortællinger om Bondedyd og Rigmandslast, om Naturens Blod og Civilisationens Blegsot, Komedier om Alderdommens Uforstand og Ungdommens højere Ret. Hvor de var nøjsomme naar de skrev! Saa var de dog bedre, naar de talte indenfor fire sikre Vægge.

Nej, naar han blev færdig en Gang, saa skulde der blive Musik, -med Basuner...

Med de gamle Venner var det heller ikke som før. Især ikke med Frithiof. Sagen var, at Frithiof, der var en positiv Natur, og havde et godt Hoved for Systemer og en bred Ryg til Dogmer, var gaaet hen og havde læst vel meget Hejberg, og havde taget det for Evangelium altsammen, ikke anende, at Systematikerne er kloge Folk, der lave deres Systemer efter deres Værker og ikke deres Værker efter deres Systemer. Og nu er det jo saadan, at unge Mennesker, der er kommen i et Systems Vold, gjærne bliver store Dogmatikere med det Samme, paa Grund af den prisværdige Kjærlighed, Ungdommen mestendels nærer for de færdige Tilstande, for det Fastslaaede og det Absolutte. Og naar man nu saadan er bleven Indehaver af hele Sandheden, hele den eneste ægte Sandhed, vilde det saa ikke være utilgiveligt, om man beholdt den for sig selv ganske alene og lod sine mindre heldigt stillede Medmennesker gaa deres egen, skjæve Gang, i Stedet for at lede og belære dem, i Stedet for med en kjærlig Ubarmhjærtighed at nappe efter deres vilde Skud, og med venlig Vold klemme dem ind til Muren og vise dem efter hvad for Streger deres Udvikling skal gaa, at de en Gang, om end sent, som rette og kunstrigtige Espaliers kan komme til at takke Een for al den Ulejlighed man har havt med dem.

Niels plejede rigtignok at sige, at der var Ingenting han satte større Pris paa end Kritik, men han holdt alligevel mere af Beundring, og han kunde nu slet ikke finde sig i at lade sig kritisere af Frithiof, hvem han altid havde betragtet som sin Livegen, og som ogsaa altid havde 73| været henrykt ved at bære hans Meningers og hans Overbevisnings Liberi. Og nu kom han her og vilde spille hans Ligemand i en selvvalgt Maskeradedragt af en Talar! Det maatte naturligvis afvises, og Niels forsøgte, først i overlegen Godmodighed at gjøre Frithiof komisk for ham selv, men da dette mislykkedes, tog han sin Tilflugt til uforskammede Paradoxer, som han haanligt undslog sig for at diskutere; han bare satte dem frem i hele deres barokke Afskyelighed, og trak sig saa tilbage i en drilagtig Tavshed.

Saadan kom de fra hinanden.

Erik gik det bedre med. Over deres Drengevenskab havde der altid været noget Tilbageholdent, en vis sjælelig Bluhed, og derved havde de undgaaet det alt for store Kjendskab til hinanden, der er saa særdeles venskabsfarligt; de havde været begejstrede med hinanden i deres Sjæles Festsal, havde taltes ved fortroligt og hyggeligt i Dagligstuen, men de var ikke gaaet ud og ind af hinandens Soveværelser, Badekamre og andre saadanne afsides Lokaliteter i Sjælens Lejlighed.

Det var ikke anderledes nu, Tilbageholdenheden var maaske endogsaa noget større, i alt Fald hos Niels, men Venskabet var ikke blevet mindre for det, og dets Hovedhjørnesten var, nu som dengang, Niels Lyhnes Beundring for den Frejdighed og det Livsmod, der var over Erik, det, at han var saa hjemme i Livet og saa beredt til at gribe til og tage. Men Niels kunde ikke skjule for sig selv, at Venskabet var saare ensidigt, ikke fordi der hos Erik var nogen Mangel paa virkeligt Vennesind, eller fordi han ikke havde Tro til Niels. Tværtimod, der kunde Ingen have højere Tanker om Niels end Erik, han ansaa ham for at være sig saa fuldstændig overlegen i Begavelse, at der aldrig kunde være Tale om Kritik, men samtidig med denne blinde Anerkjendelse holdt han ogsaa det, Niels arbejdede med, og det, hans Tanker trak paa, for at være ganske borte fra den Horisont, hvor han kunde komme hen med sine Øjne. Han var vis paa, at Niels nok skulde magte den Vej, han havde taget sig for, men han var ligesaa overbevist om, at hans Ben ikke havde noget paa den Vej at gjøre, og han satte dem der ikke heller.

Det var det nu, der var lidt haardt for Niels, for trods det, at Eriks Idealer ikke var hans, og det Erik i sin Kunst vilde finde Udtryk for, det Romantiske eller maaske det Sentimentalt-Romantiske, ikke var ham sympathetisk, saa kunde han dog hos sig holde en bredere, videre Sympathi i Live, og i den trofast følge Vennens Udvikling, være 74| glad med ham, naar han vandt frem, og hjælpe ham til Haab, når han stod stille.

Paa den Maade var det, at Venskabet var ensidigt, og det var ikke saa underligt, at Niels nu i denne Tid, da saa meget Nyt brød frem i ham, og Trangen til Meddelelse og følende Forstaaelse derfor var saa stor, netop nu skulde faa Øjnene op for dette Venskabs Utilstrækkelighed, og i Bitterheden herover begynde at se lidt skarpere paa denne hidtil saa skaansomt bedømte Ven; og han fik en trist Fornemmelse af Ensomhed derved, det var som om Alt, hvad han havde havt med sig hjemmefra, fra gamle Dage, faldt fra og lod ham fare, glemt og forladt. Døren tilbage til det Gamle var stænget, og han stod ude, tomhændet og ene; hvad han savnede og vilde, maatte han vinde sig selv, nye Venner og ny Hygge, nye Hjærterum og nye Minder.

I godt og vel et Aarstid havde Fru Boye været Nielses eneste virkelige Levnedsfælle, da et Brev fra hans Moder, hvori det meddeltes ham, at Faderen var farlig syg, kaldte ham til Lønborggaard.

Da han kom der var Faderen død.

Det faldt saa tungt paa Niels, næsten som en Brøde, at han i de sidste Aar havde længtes saa lidt efter sit Hjem; han havde tidt nok søgt til det i sine Tanker, men han havde kun været der som en Gjæst, med andre Egnes Støv paa sine Klæder, og andre Steders Minder i sit Hjærte, han havde ikke i navnløs Hjemve higet mod det som mod sit Livs lyse Helligdom, længselsfuld efter at kysse dets Jord og efter Hvilen under dets Tag. Nu angrede han, at han havde været Hjemmet utro, og knuget som han var af Sorgen, følte han sin Anger mørknet til af en mystisk Delagtighed i det, der var sket, som havde hans Troløshed draget Døden ind; og han undrede sig over, hvordan han havde kunnet leve trygt borte fra dette Hjem, thi nu sugede det ham til sig med en sælsom Magt; og med hver Fold af hans Væsen klyngede han sig op til det i en uendelig savntung Længsel, urolig over, at han ikke kunde blive eet med det saa inderligt som han vilde, ulykkelig over, at de tusinde Minder, der kaldte fra hver Krog, hver Busk, fra Lyde og Lysstemninger, fra tusinde Dufte og fra Tavsheden selv, at alt det kaldte paa ham med altfor fjærne Røster, der ikke lod sig gribe i al den Fylde og Skarphed, han trængte til, men kun hviskede 75| til hans Sjæl med en Lyd af Løv, der er falden til Jorden, med Nyn af Bølger, der strømme hen og strømme hen .....

Lykkelig er den i sin Sorg, der, naar en af hans Kjære er gaaet bort, kan græde alle sine Taarer over Tomheden, Forladtheden og Savnet, for de er tungere, bedskere Taarer de, der skal sone, hvad svundne Dage har set af Mangel paa Kjærlighed til den, der nu er død, og mod hvem intet af det, der er forbrudt, kan gjøres godt mere. For nu komme de igjen: ikke blot haarde Ord, omhyggeligt forgiftede Svar, uskaansom Daddel og tankeløs Vrede, men ogsaa hvasse Tanker, der ikke fik Ord, hastige Domme, der foer gjennem Sindet, ensomme Skuldertræk og usete Smil, fulde af Haan og Utaalmodighed, de komme alle igjen som onde Pile, og sænke deres Braad dybt i dit eget Bryst, deres sløve Braad, thi Spidsen er jo brudt af i det Hjærte, der ikke er mere. Det er ikke mer, du kan Intet gjøre godt igjen, Intet. Nu er der Kjærlighed nok i dit Hjærte, men nu er det for silde, gaa du op til den kolde Grav med dit fulde Hjærte! Kan du komme nærmere? Plant du Blomster og flet du Krandse, er du nærmere for det!

Paa Lønborggaard flettede de ogsaa Krandse, til dem kom ogsaa de bitre Minder om Timer, hvor Kjærligheden havde tiet for barskere Røster, og ogsaa for dem var der Anger nok at læse sig til i de strænge Linier om Gravens lukkede Mund.

Det var en mørk og tung Tid, men der var det Lyse i den, at den bragte Moder og Søn nærmere sammen, end de havde været i mange, mange Aar, thi til Trods for, at de bar stor Kjærlighed til hinanden, saa havde de dog stadig vogtet paa sig selv, den Ene overfor den Anden, og der havde været en Forbeholdenhed i deres Given og Tagen, alt fra den Tid, Niels blev for stor til at sidde paa sin Moders Knæ, idet han havde været ængstelig overfor det Heftige og Overspændte i hendes Natur, medens hun havde følt sig fremmedagtig berørt af det Forsagte og Tøvende hos ham; men nu havde Livet ved dets Given og Tagen, dets Stemmen op og Dæmpen af, gjort deres Hjærter rede, og skulde snart give dem helt hinanden.

Neppe to Maaneder efter Begravelsen blev Fru Lyhne heftig syg, og der var en Tid lang Fare for hendes Liv. Den Angst, der spændte over disse Uger, trængte hin tidligere Sorg i Baggrunden, og da Fru Lyhne begyndte at komme sig, var det baade for hende og for Niels, som havde der skudt sig Aar ind mellem dem og den friske Grav. Især for Fru Lyhne var det længe siden, thi hun havde under hele Sygdommen 76| været overbevist om, at hun skulde dø, og været meget bange derfor, og selv nu, da hun var begyndt at komme sig og Lægen havde erklæret al Fare for overstaaet, kunde hun ikke slippe disse mørke Tanker.

Det var nu ogsaa en meget trist Rekonvalescens, hvor Kræfterne kun vendte draabevis og ligesom modstræbende tilbage, og der var ingen mild og lægende Døsighed over hende, tværtimod, en urolig Mathed var der med en nedtrykkende Følelse af Afmagt, en evindelig, mismodig Higen efter Kræfter.

Omsider kom der ogsaa Forandring i det, det gik hurtigere fremad, Kræfterne kom, men Tanken om, at hun og Livet snart skulde skilles, veg ikke, men laa som en Skygge over hende og holdt hende fangen i et uroligt, savnfyldt Vemod.

Det var en Aftenstund i denne Tid, at hun sad ene i Havestuen og stirrede ud gjennem de aabnede Fløjdøre.

Solnedgangens Guld og Gløden var skjult af Havens Træer, kun et enkelt Sted aabnede en brandrød Plet sig mellem Stammerne og lod en Sol af dybgyldne, sprudende Straaler vække grønne Farver og bronzebrune Gjenskin i den mørke Løvmasse.

Oppe over de urolige Trætoppe jog Skyerne mørke hen paa en røgrød Himmel, og tabte i deres Jag smaa Skyfnug bag sig, smaa smalle Strimer af løsnet Sky, som saa Solskjæret mætted med vinrød Gløden.

Fru Lyhne sad og lytted til Blæstens Susen, og fulgte med ganske smaa Hovedbevægelser Vindstødenes ujævne Svulmen og Synken, alt som de bruste frem og bruste højere endnu og døde hen. Men hendes Øjne var langt borte, længer borte end Skyerne, de stirrede mod. Bleg sad hun der i den sorte Enkedragt, med et Udtryk af smertelig Uro om de svagtfarvede Læber, og ogsaa over hendes Hænder var der Uro, saadan som de drejede med den tykke, lille Bog i hendes Skjød. Det var Rousseaus Heloïse. Rundt om hende laa der andre Bøger: Schiller, Staffeldt, Evald og Novalis, og store Bind med Kobbere i af gamle Kirker, Ruiner og Bjergsøer.

Nu gik Dørene derinde, søgende Skridt hørtes fra stuerne bagved, og Niels kom ind. Han havde været paa en lang Tour langsmed Fjorden. Hans Kinder var farvede af den friske Luft, og Blæsten sad ham endnu i Haaret.

Derude paa Himlen havde blaagraa Farver vundet Magten, og enkelte tunge Regndraaber slog mod Ruderne. 77| Niels fortalte om hvor højt Bølgerne skyllede op, om Tangen, de havde ført ind paa Stranden, om hvad han havde seet og hvem han havde mødt, og alt imedens han fortalte, samlede han Bøgerne sammen, lukkede Havedørene og satte Krogene paa Vinduerne. Saa tog han Plads paa Skammelen ved sin Moders Fødder, tog hendes Haand i sin og lænede sin Kind mod hendes Knæ.

Derude var Alt nu blevet sort, og Regnen haglede stødvis strømmestærkt mod Karm og Ruder.

»Husker du,« sagde Niels, da de længe havde siddet tavse, »kan du huske, hvor tidt vi sad saadan i Mørkningen og drog ud paa Æventyr, medens Fader han talte med Jens Forvalter i sit Kontoir, og Jomfru Duysen raslede med Thetøjet inde i Spisestuen? Og naar saa Lampen kom ind, saa vaagnede vi begge to op fra de sælsomme Æventyr til Hyggeligheden omkring os, men jeg husker godt, jeg tænkte mig altid, at Æventyret holdt ikke op for det, men blev ved at gaa for sig og udvikle sig derovre under Bakkerne ad Ringkjøbing til.«

Han saae ikke Moderens vemodige Smil, han følte kun, hvorledes hendes Haand strøg blidt henover hans Haar.

»Husker du,« sagde hun lidtefter, »hvortidt du lovede mig, at naar du blev stor, saa vilde du sejle ud paa et stort Skib og bringe mig alle Verdens Herligheder hjem?«

»Om jeg husker det! der skulde være Hyacinther, fordi du holdt saa meget af Hyacinther, og Mage til den Palme, der gik ud, og Søjler af Guld og Marmor. Der var saa mange Søjler i dine Fortællinger, altid. Husker du?«

»Jeg har ventet paa det Skib - nej, vær stille, min Dreng, du forstaar mig ikke - det var ikke for mig selv, det var din Lykkes Skib ..... jeg havde haabet, at Livet skulde blevet dig stort og rigt, at du skulde have faret paa de straalende Veje - Berømmelse .... Alting - nej, ikke det, blot det, at du skulde være med til at kæmpe om det Største, jeg veed ikke: hvordan, men jeg var saa træt af Hverdags Lykke og Hverdags Maal. Kan du forstaa det?«

»Du vilde have mig til et Søndagsbarn, lille Moder, saadan En, som ikke trækker i Aag med de Andre, og som har sin egen Himmel at blive salig i, og har sit eget Fordømmelsens Sted for sig selv. - Ikke sandt, der skulde jo være Blomster ombord, rige Blomster til at strø ud over den fattige Verden, men Skibet lod vente, og de blev kun fattige Fugle, Niels og hans Moder, ikke sandt?« 78| »Har jeg saaret dig, min Dreng, det var jo kun Drømme; bryd dig ikke om dem.«

Niels tav længe, han var saa undseelig ved det han vilde sige.

»Moder,« sagde han, »vi er ikke saa fattige, som du tror. - En Dag vil skibet dog komme .... Dersom du vilde tro det eller tro paa mig .... Moder, jeg er Digter, - virkelig - hele min Sjæl igjennem. Tro ikke, det er Barnedrømme eller Drømme af Forfængelighed. Dersom du kunde føle, med hvad for en taknemmelig Stolthed over det Bedste i mig og ydmyg Glæde derover, at det er, jeg siger det, saa lidt personligt, saa langt fra Hovmod, saa vilde du tro det, saadan som jeg saa inderligt ønsker, du skulde tro det. Kjære, kjære! jeg skal være med til at kæmpe om det Største, og jeg lover dig, at jeg skal aldrig svigte, altid være trofast mod mig selv og det jeg ejer, det Bedste skal kun være mig godt nok og ikke mere, ingen Gaaen paa Akkort, Moder; kan jeg løfte at det ikke er lødigt, hvad jeg har formet, eller kan jeg høre det har Rag eller Revne, i Diglen med det igjen, altid det Yderste jeg evner hver Gang. Forstaar du, jeg trænger til at love? det er Taknemmeligheden for al min Rigdom, der driver mig til Løfter, og du skal tage imod dem og det skal være Synd mod dig og mod det Største, hvis jeg svigter, for er det ikke dig jeg skylder, at der er saa højt til Loftet i min Sjæl, er det ikke dine Længsler og Drømme, der har drevet mine Evner i Vækst, og er det ikke ved dine Sympathier og dit aldrig stillede Skjønhedssavn, at jeg er bleven viet til det, der skal være min Gjerning!«

Fru Lyhne græd stille. Hun følte sig bleg af Lykke.

Begge sine Hænder lagde hun blidt paa Sønnens Hoved, og han drog dem sagte ned til sine Læber og kyssede dem.

»Du har gjort mig saa glad, Niels... nu har mit Liv da ikke været eet langt, unyttigt Suk, siden det har baaret dig frem, saadan som jeg saa inderlig har haabet og drømt, Herregud, drømt saa uendelig tidt. -Og dog, blander der sig saa meget Vemod i den Glæde, for Niels! det, at jeg netop nu skulde faa mit kjæreste Ønske opfyldt, mit Ønske gjennem saamange Aar ..... saadan kommer det kun, naar Livet ikke har langt tilbage.«

»Saadan maa du ikke tale, du maa ikke, Alting gaar jo saa godt fremad; Dag for Dag bliver du jo stærkere lille Moder, ikke?«

»Jeg vil saa nødig dø,« sukkede hun hen for sig. - »Veed du, hvad jeg tænkte paa de lange, søvnløse Nætter, da Døden syntes saa frygtelig 79| nær?...... da var det, der kom mig for som det Tungeste af Alt, at der var saameget Stort og Skjønt der ude i Verden, som jeg nu skulde dø bort fra, uden at have seet. Jeg tænkte paa de tusinde, tusinde Sjæle, som det havde hævet til Glæde og fyldt og givet Vækst, men for mig havde det ikke været til, og naar nu min Sjæl foer fattig hen paa matte Vinger, saa tog den ikke med sig i rige Minder en gylden Afglands af sit Hjemlands Herlighed, den havde jo kun siddet i Arnekrogen og lyttet til Æventyret om den vidunderlige Jord. - Niels, hvad det var for en usigelig Elendighed, det kan der Ingen fatte, saadan at ligge fængslet i det kvalme Sygeværelses Skumring og kæmpe i sin febertagne Fantasi for at kalde usete Egnes Skjønhed frem for sig, sneklædte Alpetoppe over blaasorte Søer, husker jeg, blanke Floder mellem Vinhøje og langliniede Bjærge, hvor Ruiner kom frem over Skovene, og ogsaa høje Sale og Marmorguder - og saa aldrig at kunne evne det, altid at maatte give tabt, for saa igjen at begynde forfra, fordi det var saa uendelig tungt at sige det Farvel, uden at have havt mindste Del deri ..... Aa Gud, Niels, saadan at længes mod det af hele sin Sjæl, imens man føler, hvordan man langsomt føres nærmere til Tærskelen ind til en anden Verden, staa paa Tærskelen og se sig saa langeligt tilbage, medens man ustandseligt tvinges ind gjennem Døren til det, hvorhen ingen, slet ingen af Ens Længsler bærer hen .... Niels, tag

mig med i en Tanke, min Dreng, naar en Gang du faar Del i al den Herlighed, som jeg aldrig, aldrig skal se.«

Hun græd.

Niels forsøgte at trøste hende, han lagde dristige Planer om, hvordan de skulde rejse sammen, saasnart hun nu om ganske kort Tid blev helt rask, han vilde tage ind til Byen for at tale med Lægen om deres Rejse, og han var vis paa, at Lægen vilde være enig med ham om, at det var det Bedste, der kunde gjøres, saadan havde den og den rejst, og de var blevet fri for Sygdommen alene ved Forandringen, Forandring gjorde saameget; han gav sig til at gaa deres Rejseroute efter med stor Udførlighed, talte om, hvor godt han skulde pakke hende ind, hvor korte Toure de vilde gjøre i Begyndelsen, hvilken kostelig Dagbog de skulde føre, hvordan de vilde lægge Mærke til selv det Allerubetydeligste, hvor morsomt det skulde blive at spise de underligste Ting paa de dejligste Steder, og hvadfor græsselige Forsyndelser imod Grammatikken de vilde begaa i Begyndelsen.

Saadan blev han ved baade den Aften og Dagene efter, og blev 80| ikke træt, og hun smilte vel ogsaa ad det og gik ind paa det, som paa en fornøjelig Fantasi, men det var tydeligt nok at mærke, at hun var overbevist om, at den Rejse aldrig vilde komme til at gaa for sig.

Paa Lægens Raad blev Niels dog ved at træffe alle nødvendige Forberedelser, og hun lod ham gjøre hvad han vilde, fastsætte Dagen for Afrejsen og Alting, vis som hun var paa, at det vilde komme, som skulde gjøre Planerne til Intet. Men da der endelig kun manglede et Par Dage, og hendes yngste Broder, der skulde styre Gaarden under hendes Fraværelse, virkelig var kommen, begyndte hun at blive usikker og blev nu den, der ivrigst drev paa at komme afsted, fordi der dog var en Frygt tilbage for, at Hindringen skulde skyde frem og være der lige i det allersidste Øjeblik.

Og saa kom de da afsted.

Den første Dag var hun endnu urolig og nerveus paa Grund af hin sidste Rest af Frygt, og først da den lykkelig var bragt til Ende, blev det hende muligt at føle og forstaa, at hun virkelig var paa Vejen til al den Herlighed, hun saa tungt havde længtes efter. En næsten feberagtig Glæde kom nu over hende, og en overspændt Forventning mærkede alle hendes Tanker og Ord, der idelig drejede sig om det, Dagene nu skulde bringe, den ene efter den anden.

Det kom jo da ogsaa Altsammen, Altsammen kom det, men det opfyldte og betog hende hverken med den Magt eller den Inderlighed, hun havde tænkt det skulde. Helt anderledes havde hun ventet sig det, men helt anderledes havde hun ogsaa ventet sig selv. I Drømme og i Digte, der havde det altid ligesom været paa den anden Side Søen, det Fjærnes Dis havde anelsesfuldt tilsløret Enkelthedernes urolige Mylder og samlet Formerne i store Træk til en sluttet Helhed, og det Fjærnes Tavshed havde bredt sin Feststemning derover, og det havde været saa let at gribe det i Skjønhed, men nu, da hun var midt i det, og hvert lille Træk stod frem for sig og havde Virkelighedens mange Røster, og Skjønheden var spredt som Prismets Lys, nu kunde hun ikke faa det samlet, ikke faa det over paa den anden Side Søen, og med et dybt Mismod maatte hun tilstaa for sig selv, at hun følte sig fattig midt i al denne Rigdom, hun ikke kunde raade med.

Hun higede frem og stadigt fremad om dog ikke eet Sted skulde være til, hun kunde kjende igjen som en Plet af den drømte Verden, der, ved hvert Skridt hun havde gjort for at komme den nær, syntes at slukke det tryllende Skjær hvori den hidtil havde straalet, og vise 81| sig for hendes skuffede Øje, almindelig belyst af Alverdens Sol og Alverdens Maane. Men hendes Søgen blev ikke belønnet, og da Aaret alt var meget vidt fremskredet, hastede de til Clarens, hvor Lægen havde raadet dem at tilbringe Vinteren og hvorhen ogsaa et sidste, svagtblinkende Haab endnu vinkede den trætte, drømmetagne Sjæl; thi var det ikke Rousseaus Clarens, Julies paradisiske Clarens!

Der blev de da, men det var forgjæves, at Vinteren gjorde sig mild, og holdt sin kolde Aande tilbage fra hende, mod Soten i hendes Blod kunde den dog ikke værne hende, og Foraaret, da det kom paa sit Triumftog gjennem Dalen med Spiringens Jærtegn og Løvspringets Evangelium, det maatte lade hende staa der, visnende i al denne Fornyelsens Frodighed, uden at dets Kraft, der svulmed hende i Møde fra Lys og Luft og Jord og Væde, kunde blive til Kraft i hende, saa hendes Blod det sundheddrukkent maatte juble med i den store Jubel om Vaarens Almagt, nej, hun maatte visne; for den sidste Drøm, der i Hjemmets Lønkrog havde viist sig for hende som en ny Morgenrøde, Drømmen om den fjærne Verdens Herlighed, den havde ikke bragt Dagen med sig, dens Farver var falmede, jo nærmere hun kom den, og hun følte, de falmed kun for hende, fordi hun havde længtes mod Farver, som Livet ikke ejer, mod en Skjønhed, som Jorden ikke kan modne. Men Længslen slukkedes ikke, stille og stærk brændte den i hendes Hjærte, hedere i sit Savn, hed og fortærende.

Og rundt omkring hende fejredes Foraarets skjønhedssvangre Fest, ringet ind af Vintergjækkens hvide Klokker, jublende hilset af Crocusblomstens aarede Bæger. Hundrede smaa Bjærgstrømme styrted hovedkulds ned mod Dalen for at melde, at Vaaren var kommen, og kom alle forsilde, for hvor de randt frem mellem grønne Bredder, stod der Primler i Gult og Violer i Blaat og nikkede: vi veed det, vi veed det, vi har mærket det før du. Pilene hejsed de gule Vimpler, og krusede Bregner og fløjelsblødt Mos hængte grønne Guirlander paa de nøgne Vingaardsmure, mens tusinde Døvnelder skjulte Murens Fod med lange Bræmmer af Brunt og Grønt og sagte Purpur. Græsset bredte sin grønne Kappe ud saa bredt og vidt, og mange pyntelige Urter de satte sig derpaa, Hyacinther med Blomster som Stjærner og Blomster som Perler, Tusindfryd i tusindvis, Entianer, Anemoner og Løvetand og hundred Blomster flere. Og over Blomsterne paa Jorden svæved der i Luften, baaret af Kirsebærtræers hundredaarige Stammer, vel tusind straalende Blomsterøer, med Lyset skummende 82| imod de hvide Kyster, som Sommerfugle spættede med Rødt og Blaat, imens de bragte Bud fra Blomsterkontinentet nedenunder.

Hver Dag, der kom bragte nye Blomster, den drev dem i brogede Mønstre op af Jorden i Haverne ved Søen, den læssed dem af paa Træernes Grene dernede, Kæmpevioler paa Pawlownien, og paa Magnolien store, purpurstænkede Tulipaner. Ad Stierne drog Blomsterne i blaa og hvide Rækker, de fyldte Markerne med gule Horder, men intet Sted var der dog saa blomstertæt som oppe mellem Højderne i lune, lønlige Smaadale, hvor Lærken stod med lysgnistrende Rubinkogler i det lyse Løv, thi der blomstrede Narcisserne i blændende Myriader, og fyldte luften trindt omkring med døvende Duft fra deres hvide Orgier.

Midt i al denne Skjønhed sad hun med ubesvarede Skjønhedslængsler i sit Hjærte, og det var kun en enkelt Aftenstund imellem, naar Solen sank bag Savoyens langeligt skraanende Højder, og Bjærgene hinsides Søen syntes som af brunligt, uigennemsigtigt Glas, med Lyset ligesom drukket ind i deres stejle Sider, at Naturen kunde fængsle hendes Sanser, thi da var det, naar gult belyste Aftentaager skjulte de fjærne Jurabjerge, og Søen, rød som et Kobberspejl, med gyldne Flammer tunget ind i Solrødtsgløden, syntes gaa sammen med Himmelskjæret til eet stort, lysende Uendelighedshav, da var det en enkelt Gang imellem som om Længslen forstummed og Sjælen havde fundet Landet, som den søgte.

Jo mere Foraaret skred frem, desto svagere blev hun, og snart forlod hun ikke Sengen mere; men hun var ikke bange for Døden nu, hun længtes efter den, thi hun havde det Haab, hinsides Graven, at finde sig Ansigt til Ansigt med den Herlighed, Sjæl i Sjæl med den Skjønhedsfylde, som her paa Jorden havde opfyldt hende med anelsesfulde Længsler, der nu var lutrede og forklarede gjennem lange Livsaars stigende Savn, og nu derfor ogsaa endelig vilde favne deres Maal; og hun drømte mangen en blid, vemodig Drøm om, hvordan hun i Mindet vilde vende tilbage til, hvad Jorden havde givet hende, vilde vende tilbage til det hisset i Udødelighedslandet, hvor jo al Jorderigs Skjønhed aisammen, al Tid vilde være paa den anden Side Søen.

Saaledes døde hun, og Niels begrov hende paa Clarens venlige Kirkegaard, hvor den brune Vinbjergsmuld gjemmer saamange Landes 83| Børn, og hvor de brudte Søjler og sløromvundne Urner gjentager de samme Sorgens Ord paa saamange Tungemaal.

Hvidt blinker de frem mellem mørke Cypresser og vinterblomstrende Viburnum; tidlige Roser drysse deres Blade over mange af dem, og Jorden blaaner tidt af Violer ved deres Fod, men om hver en Tue og hver en Sten, der slynger sig de blankløvede Ranker af den blide Vinca, Rousseaus Yndlingsblomst, himmelblaa som aldrig en Himmel er blaa.