84|IX

Niels Lyhne hastede hjemefter, han kunde ikke holde den Ensomhed ud mellem alle de fremmede Mennesker, men jo nærmere han kom Kjøbenhavn, jo tiere spurgte han sig selv, hvad han egenlig skulde der, og desto stærkere angrede han, at han ikke var bleven derude. For hvem havde han i Kjøbenhavn? Frithiof ikke, Erik var jo paa en Stipendierejse i Italien, saa ham hellerikke, og Fru Boye? - det var saadan et underligt Forhold, det til Fru Boye. Nu, han kom lige fra sin Moders Grav, syntes det ham, ikke just profant eller saadan, men han kunde ikke faa det til at klinge sammen med den Tone, hvori hans Stemninger nu vibrerede. Der var en Mislyd. Havde det været hans forlovede Brud, en ung, rødmende Pige, han drog i Møde, nu hans Sjæl saa længe havde været vendt imod Opfyldelsen af sønlige Pligter, det vilde ikke have staaet i Strid med hans Følelser. Og det hjalp ikke, han søgte at blive sig selv overlegen, ved at kalde denne Forandring i sin Opfattelse af Forholdet til Fru Boye for spidsborgerlig og bornert, Ordet zigeuneragtig blev dog næsten ubevidst til hos ham, som et Udtryk for det Mishag, han ikke kunne raisonnere sig fri for, og det var da ogsaa et Slags Fortsættelse i samme Retning, at det første Sted, han gik hen, saasnart han havde sikret sig sine gamle Værelser oppe ved Volden, var til Etatsraadens, og ikke til Fru Boye.

Næste Dag gik han der, men traf hende ikke. Portneren sagde, hun havde lejet en Villa tæt ved Emiliekilde, hvad der forundrede Niels, da han vidste, at hendes Faders Landsted laa lige i Nærheden.

En af Dagene maatte han vel derud.

Men allerede den næste fik han en Billet fra Fru Boye, der satte ham Stævne i hendes Lejlighed i Byen. Den blege Søsterdatter havde seet ham paa Gaden. Tre Kvarter til eet skulde han komme, maatte han komme. Hun skulde sige ham hvorfor, hvis han ikke vidste det. Vidste han det? Han maatte ikke bedømme hende forkert, ikke være urimelig. Han kjendte hende jo. Hvorfor skulde han tage det saadan som plebejiske Naturer vel vilde gjøre? Vilde han vel? De var jo ikke som Andre. Naar han blot vilde forstaa hende. Niels, Niels!

Dette Brev satte ham i stærk Spænding, og han mindedes pludselig med Uro, at Etatsraadinden forleden havde seet saa spodsk-medlidende paa ham, smilet og tiet, tiet saa besynderligt. Hvad kunde det være, hvad i al Verden kunde det være?

Den Stemning, der havde holdt ham borte fra Fru Boye, var forsvunden. Han forstod den ikke en Gang mere, var saa bange. Blot de havde skrevet hinanden til som andre rimelige Mennesker. Hvorfor havde de dog ikke gjort det! Saa travlt havde han da virkelig ikke havt. Det var ogsaa mærkeligt som han var, saadan som han lod sig tage af det Sted, han lige var. Og glemte Alt hvad der var fjærnt. Ikke glemte, men fik det saa langt tilbage, lod det begraves af det Nærværende. Som under Bjærge. Man skulde ikke tro han havde Fantasi.

Endelig. Fru Boye lukkede selv Entréedøren op for ham, endnu før han havde ringet. Hun sagde Ingenting, men rakte ham Haanden til et langt, kondolerende Haandtryk; Aviserne havde jo meldt hans Tab. Niels sagde heller ikke Noget, og saadan gik de tavse gjennem den forreste Stue, mellem to Rækker Stole i rødstribet Overtræk. Lysekronen var i Papir der og Vinduerne hvidtede. Inde i Dagligstuen var Alt som sædvanligt, kun var der rullet ned for de aabne Vinduer, og Persiennerne bevægede sig i det sagte Lufttræk og klaprede med smaa, ensformige Slag mod Vinduesposten. Reflekslyset fra den solbeskinnede Kanal siedes dæmpet ind mellem de gule Tremmer, og tegned et uroligt, kruset Tavl af Bølgelinier oppe under Loftet, sitrende som Bølgerne sitrede derude; ellers var det Alt saa blødt og stille, stilfærdigt ventende med sagte Aande ....

Fru Boye kunde ikke blive enig med sig selv om hvor hun vilde sidde, endelig bestemte hun sig for Gyngestolen, viskede ivrigt Støvet af den med sit Lommetørklæde, men stillede sig saa op bagved Stolen, med Hænderne paa dens Ryg. Handskerne havde hun paa endnu, og hun var kun kommet af det ene Ærme paa den sorte Figurmantille, hun bar over sin skotskttærnede Silkekjole, ganske bitte smaa i Tærnet, ligesom de brede Baand paa hendes store, runde Pamelahat, hvis lyse Straa halvt skjulte hendes Ansigt, især saadan som hun nu stod og saae ned, mens hun lidt heftigt rokkede med Stolen.

Niels sad paa Tabouretten ved Fortepianoet, helt borte fra hende, som om han ventede at høre noget Ubehageligt.

»Veed du det saa, Niels?«

»Nej, men hvad er det, jeg ikke ved?«

Stolen stod stille. »Jeg er bleven forlovet.«

»Er De bleven forlovet, men hvorfor - hvordan?«

»Aa, lad være med at sige De, vær ikke lige straks urimelig!« Hun lænede sig lidt trodsigt til Gyngestolen. »Du kan nok begribe, at det ikke er udsøgt behageligt for mig her at skal staa og forklare dig Alting. Jeg skal nok, men du skulde hjælpe mig.«

»Det er jo noget Snak; er du forlovet, eller er du det ikke?«

»Det har jeg jo sagt,« sagde hun med blid Utaalmodighed og saae op.

»Ja, saa maa jeg tillade mig at gratulere Dem, Fru Boye, og takke Dem ret meget for den Tid, vi har kjendt hinanden.« Han havde rejst sig op, og bukkede sarkastisk flere Gange.

»Og saadan kan du skilles fra mig, saadan ganske rolig: jeg er forlovet, og saa er vi færdige, saa er Alt det, der har været mellem os to, en gammel dum Historie, der ikke maa tænkes paa. Forbi skal være forbi. Udenvidere. - Niels, alle de kjære Dage, skal deres Minder være stumme fra nu af, vil du aldrig, aldrig tænke paa mig, aldrig savne mig? Vil du ikke tidt en stille Aften drømme Drømmen levende igjen, og give den de Farver, den kunde have blusset med? Kan du helt lade være med i dine Tanker at elske det Altsammen op igjen, og modne det til den Fylde, det kunde have naaet? Kan du? Kan du sætte din Fod paa det og træde det ned hver Smule, ud af Verden? Niels!«

»Jeg haaber det, De har jo viist mig, at det kan lade sig gjøre. - Aa, men det er jo Vaas Altsammen, bundløst Vaas fra Ende til anden; hvorfor har De arrangeret denne Komedie? Jeg har jo ikke Skygge af Ret til at gjøre Dem Bebrejdelser. De har jo aldrig elsket mig, aldrig sagt, at De gjorde det, De har givet mig Lov til at elske Dem, det har De, og nu tager De Deres Tilladelse tilbage; eller maa jeg blive ved, nu De har givet Dem til en Anden? Jeg forstaar Dem ikke; har De troet, det var muligt? Vi er dog ikke Børn. Eller er De bange for, at jeg skal glemme Dem for hurtigt? Vær De rolig. Dem stryger man ikke ud af sit Liv. Men tag Dem i Agt; en Kjærlighed som min møder en Kvinde ikke to Gange i sit Liv, tag Dem i Agt, det ikke bringer Dem Ulykke, at De har forstødt mig. Jeg ønsker Dem intet Ondt, nej, nej, gid al Nød og Sygdom maa holde sig borte fra Dem, gid al den Lykke, som Rigdom, Beundring og Selskabslykke kan bringe Dem, gid De maa faa den i fuldeste Maal, allerfuldeste, det er mit Ønske; gid Alverden maa være aaben for Dem, blot ikke een lille 87| Dør, een eneste lille Dør, hvor meget De saa banker, hvor tidt De saa forsøger, men ellers Alt, Alt saa vidt og saa fuldt, som det kan ønskes.«

Han sagde det langsomt, næsten bedrøvet, slet ikke bittert, men med en sælsomt dirrende Klang i sin Stemme, en Klang, hun ikke kjendte, og som gjorde Indtryk paa hende. Hun var bleven lidt bleg, og stod stivt støttet til Stolen. »Niels,« sagde hun, »spaa mig ikke Ondt, husk paa, du var her ikke, Niels, og min Kjærlighed, jeg vidste ikke, hvor virkelig den var, det var mere som om den interesserede mig blot; den klang hen gjennem mit Liv som et fint, et aandfuldt Digt, den tog mig aldrig med stærke Arme, den havde Vinger - kun Vinger. Det troede jeg, jeg vidste ikke andet, før nu eller lige den Gang jeg havde gjort det, sagt ja og det. Det kom ogsaa saa vanskeligt, der var saa meget med i det Samme, saa mange at tage Hensyn til.... Det begyndte med min Broder - Hardenskjold, du veed, ham, der kom til Vestindien; han havde været lidt vild af sig her, men derovre var han bleven sat og fornuftig, og gik i Kompagni med Nogen, og tjente mange Penge, og blev ogsaa gift med en rig Enke, en sød, lille En, forsikrer jeg dig, og saa kom han da hjem, og saa blev det godt mellem min Fader og ham, for Hatte var helt forandret, aa, han er saa respektabel, saa der ingen Ende er paa det, saa ømfindtlig overfor, hvad Folk de siger: græsselig bornert, aa! - Naturligvis syntes han saa, jeg skulde komme paa Familiefod med Familien igjen, og prækede og bad og vrøvlede hver Gang han kom, og Fader er jo nu ogsaa en gammel Mand, og saa gjorde jeg det da, og det blev ligesom i gamle Dage igjen.«

Hun standsede et Øjeblik, gav sig saa til at tage sin Mantille af, Hatten ogsaa og Handskerne, og vendte sig i Travlheden med alt dette lidt bort fra Niels, imens hun talte videre.

»Saa havde Hatte en Ven, der er meget anseet, uhyre anseet, og de syntes Allesammen jeg skulde, og vilde saa gjerne have det, og seer du, saa kunde jeg fuldt ud indtage min Plads imellem Folk igjen, som jeg før havde, ja bedre egenlig, fordi han er saa anseet, paa alle Maader, og det havde jeg jo dog længtes efter saa længe. - Ikke sandt, det forstaar du ikke? det havde du aldrig tænkt om mig? Helt det Modsatte. Fordi jeg altid gjorde Nar ad Selskabet og alle deres konventionelle Dumheder og deres Patentmoral og deres Dydsthermometer og Kvindelighedskompas, du husker nok, hvor vittige vi var. Det er til at græde over, du, det var ikke sandt, ikke altid i det Mindste, for jeg 88| skal sige dig Noget, vi Fruentimmer, Niels, vi kan nok for en Tid rive os løs, naar der er Noget i vort Liv, der har lukket Øjnene op paa os for den Frihedstrang, vi alligevel har, men vi holder ikke ud, vi har nu en Gang en Passion i Blodet for det Korrekteste af det Korrekte, helt op til det Passendes mest snerpede Spids. Vi holder det ikke ud at ligge i Krig med det, der nu en Gang er vedtaget af alle de mange Almindelige, inderst inde synes vi dog de har Ret, fordi de er de, der dømmer, og vi bøjer os i vore Hjærter for deres Domme og lider under dem, hvor kjække vi saa stiller os an. Det ligger slet ikke for os Fruentimmer at være Undtagelser, det gjør ikke, Niels, vi bliver saa underlige af det, maaske nok mere interessante, men ellers .... Kan du forstaa det? er det ikke sølle, synes du? Men du kan nok begribe, at det maatte gjøre et underligt Indtryk paa mig at komme tilbage til de gamle Omgivelser; der kom saamange Minder - og Erindringen om min Moder, hvordan hun tænkte; jeg syntes, jeg var kommen i Havn igjen, Alt var saa fredeligt og rigtigt, og jeg behøvede kun at binde mig til det, for at blive pænt lykkelig alle mine Dage. Og saa lod jeg dem binde mig, Niels.«

Niels kunde ikke lade være med at smile, han følte sig saa overlegen og havde saa ondt af hende, som hun stod der, saa ungdommelig ulykkelig ved al den Selvbekjendelse. Han blev saa blød og kunde slet ingen haarde Ord finde.

Saa gik han hen til hende.

Hun havde imidlertid drejet Stolen til sig og ladet sig synke ned paa den, og sad nu der ganske mat og verdensforladt kastet tilbage, med hængende Arme, med løftet Ansigt og halvtsænkede Øjne, og saae ud gjennem det mørknede Værelse, med de to Rækker Stole, ud i den dunkle Entrée.

Niels lagde Armen over Stoleryggen og bøjede sig, med Haanden støttet paa Sidelænet, ned over hende: »og mig havde du helt glemt,« hviskede han.

Det var som hun ikke hørte det, hun løftede ikke en Gang Øjnene; saa endelig rystede hun paa Hovedet, ganske lidt, og saa en god Tid efter, igjen, ganske lidt.

Det var saa stille om dem først; saa hørtes der paa Trappegangen en Pige gaa og tralle og polere Laase, og Dørgrebenes Vrikken brød brutalt ind over Stilheden og gjorde den endnu større, naar den pludseligt 89| kom igjen. Saa holdt det op, nu var der kun Persiennernes sagte, søvnigt taktfaste Slag.

Den tog Mælet fra dem, denne Stilhed, Tankerne næsten ogsaa, og hun blev siddende som før, med Blikket ud mod Entréens Mørke, og han blev staaende, bøjet over hende, stirrende ned ad Tærnet paa hendes Silkeskjød, og ubevidst, lokket dertil af den bløde Tavshed, begyndte han at vugge hende i Stolen, gan-ske blødt, ga-nske blødt ....

Hun hæved langsomt Øjelaagene til et Blik paa hans mildt beskyggede Profil, og sænked dem saa helt i stille Velbehag. Det var som en lang Omfavnelse, det var som at give sig hen i hans Favn, naar Stolen gik tilbage, og naar den vugged frem, saa hendes Fødder kom mod Jorden, saa var der Noget af ham i Gulvets sagte Tryk mod Foden. Han følte det ogsaa, Vugningen begyndte at interessere ham, og lidt efter lidt gyngede han stærkere, det var som var han nærmere og nærmere ved at faa hende, jo længere han tog Stolen tilbage, og som en Forventning var der i det Sekund, hvori den lige skulde til at duve frem igjen; og naar den saa kom ned, saa var der en sælsom Tilfredsstillelse i det lille Smæk, hvormed hendes villieløse Fødder slog mod Gulvet, og der var hel Besiddelse i det, naar han tvang Stolen frem endnu, at presse hendes Fodsaal blidt mod Gulvet, saa Knæet løfted sig en lille Smule.

»Lad os ikke drømme,« sagde Niels saa med et Suk, og slap resigneret Stolen.

»Jo,« sagde hun, næsten bønligt, og saae uskyldigt paa ham med store, vemodsdrukne Øjne.

Hun havde langsomt rejst sig.

»Nej, ikke drømme,« sagde Niels nerveust, og lagde sin Arm om hendes Liv. »Der er gaaet Drømme nok imellem os to, har du aldrig mærket det? har de aldrig naaet dig som flygtige Aandepust henover din Kind eller gjennem dit Haar? er det muligt, har Natten aldrig dirret af Suk paa Suk, der daled døende ned paa dine Læber?«

Han kyssede hende, og det syntes ham, hun blev mindre ung under hans Kys, mindre ung, men dejligere, mere glødende skjøn, mere bedaarende.

»Du skal vide det,« sagde han, »du veed ikke, hvor jeg elsker dig, hvor jeg har lidt og savnet. Dersom de Stuer ved Volden kunde tale, Tema.«

Han kyssede hende atter og atter, og hun foldede heftigt sine Arme om hans Hals, saa de vide Polkaærmer gled helt op, op over de brusende, hvide Underærmer, højere end den graa Elastik, der holdt dem sammen over Albuen.

»Hvad kunde de Stuer sige, Niels?«

»Tema, kunde de sige titusinde Gange og fler; de kunde bede i det Navn, rase i det Navn, sukke og hulke i det; Tema, de kunde ogsaa true.«

»Kunde de?«

Nede fra Gaden kom gjennem de aabne Vinduer en Samtale hel og ubeskaaren ind, den ligegyldigste Visdom af Verden i luvslidte Hverdagsord, drævet og æltet i hinanden af to stemningsløse Snakkestemmer. Al den Prosa kom ind til dem, og gjorde det endnu dejligere at staa der, Bryst mod Bryst, hygget af det bløde, dæmpede Lys.

»Hvor jeg elsker dig, du Søde, søde, - i mine Arme, du er saa god; er du saa god, saa god? - og dit Haar .... jeg kan næsten ikke tale, og alle mine Minder .... saa god .... alle Minder om, naar jeg græd og var ulykkelig og savned saa usigelig tungt, de trænger paa, trænger sig frem, som om de vilde være lykkelige med mig nu i Lykken - kan du forstaa! - Husker du, Tema, husker du Maaneskinnet ifjor? Holder du af det? - Aa, du veed ikke, hvor grusomt det kan være. Saadan en maaneskinsklar Nat, naar Luften er stivnet i køligt Lys, og Skyerne ligge saa lange, - Tema, Blomster og Løv de holder deres Duft saa tæt om sig som en Rim af Duft, der ligger over dem, og alle Lyde bliver saa fjærne og svinder saa pludseligt, dvæler slet ikke; - den er saa ubarmhjærtig, er den Nat, for Savnet gror i den saa sælsom stærkt, den tier det frem af hver en Krog, der er i Ens Sjæl, suger det ud med haarde Læber, og der blinker ikke Haab, blunder ikke Løfte i al den kolde, stirrende Klarhed. Aa, jeg græd, Tema! Tema, har du aldrig grædt dig gjennem en maaneklar Nat? Du Søde, det vilde være Synd, du skulde græde; du skal ikke græde, der skal altid være Sol om dig og Rosennætter - en Rosennat ....«

Hun var helt sunken hen i hans Favn, og med Blikket tabt i hans, mumlede hendes Læber, som i Drømme, sært søde Elskovsord, halvt kvalt af hendes Aande, og Ord hun gjentog, Ord af hans, som om hun hviskede dem til sit Hjærte.

Derude fjærnede Stemmerne sig op ad Gaden og gjorde hende urolig. Saa kom de igjen, taktfast akkompagnerede af en Stoks korte 91| Stenklang imod Fliserne; fjærnede sig atter til den anden Side, dvælede længe dæmpede i det Fjærne, tog saa af - døde hen.

Og Tavsheden svulmede atter frem omkring dem, gløded op om dem, hjærtebankende, tung af Aande, svigtende. Ordene var tørred ud imellem dem, og Kyssene faldt tunge fra deres Læber, som tøvende Spørgsmaal, men havde ingen Forløsning i sig, intet nydende Nu. De turde ikke slippe hinandens Øjne, og turde dog ikke lægge Tale i deres Blik, men ligesom slørede det til, ligesom gjemte sig bag det for hinanden, tiende, rugende over hemmelighedsfulde Drømme.

Saa kom der en Skjælven i hans Favntag og vakte hende, og hun stemmed Hænderne imod hans Bryst og rev sig løs.

»Gaa, Niels, gaa, du maa ikke være her; du maa ikke, hører du!«

Han vilde trække hende til sig, men hun drog sig tilbage, vild og bleg. Hun sitrede fra Isse og til Fod, og stod og holdt Armene ud fra sig, som om hun ikke turde røre ved sig selv.

Niels vilde knæle og gribe hendes Haand.

»Du maa ikke røre mig.« Der var Fortvivlelse i hendes Blik. »Hvorfor gaar du ikke, naar jeg beder dig! Herregud, kan du dog ikke gaa! Nej, nej, du maa ikke tale, gaa din Vej, du. Kan du ikke se, hvor jeg ryster for dig? Se, se, se! Aa, det er Synd af dig, som du er imod mig. Naar jeg nu beder dig!?«

Det var ikke muligt at faa sagt et Ord, hun vilde ikke høre. Hun var helt ude af sig selv, Taarerne strømmede fra hendes Øjne, Ansigtet var næsten fortrukket og ligesom lyste af Bleghed. Hvad skulde han gjøre?

»Vil du da ikke gaa, kan du ikke se, hvor du ydmyger mig ved at blive, du mishandler mig, du gjør; hvad har jeg da gjort dig, at du kan være saa ond. Aa gaa! har du da ingen Medlidenhed?«

Medlidenhed? han var kold af Vrede. Dette var jo Vanvid. Der var ikke andet for end at gaa. Nu gik han. Han holdt ikke af de to Rækker Stole, men han gik langsomt derigjennem, med et stivt Blik paa dem, som for at trodse.

»Exit Niels Lyhne,« sagde han, da han hørte Entréedørens Laas smække i efter sig.

Han gik betænksomt nedad Trapperne, med Hatten i Haanden; paa Afsatsen standsede han og gestikulerede for sig selv: dersom han kunde forstaa det Mindste! Hvorfor dette, og dette igjen hvorfor? Saa gik han videre. Der var de aabne Vinduer. Han kunde have Lyst til med 92| et skingrende Raab at splitte den vamle Tavshed deroppe, eller at have En at tale med her, tale i Timevis, - ubønhørligt, - vaase ind over den Tavshed, bade den kold i Vaas. Han kunde ikke faa den ud af sit Blod; han kunde se den, smage den, han gik i den. Pludselig standsede han og blev blussende rød af en forbitret Skamfuldhed. Havde hun villet friste sig med ham? -

Deroppe stod Fru Boye endnu og græd, hun havde stillet sig hen for Spejlet, og stod med begge Hænder støttet paa Konsollen, og græd, saa Taarerne dryppede fra hendes Kinder ned i en stor Konkylies rosenrøde Indre. Hun saae paa sit forstyrrede Ansigt, saadan som det kom frem over den Taageplet, hendes Aande dannede paa Glasset, og hun fulgte Taarerne som de vælded ud over Øjeranden og rulled ned. Hvor de kunde blive ved at komme! hun havde aldrig grædt saadan før; jo, i Frascati en Gang, efter at hun var kjørt løbsk.

Lidt efter lidt kom Taarerne mere sparsomt, men en nerveus Skjælven rystede hende endnu stødvis fra Nakke til Hæl.

Solen stod mere paa; det sitrende Gjenskin fra Bølgerne trak sig skraat deroppe under Loftet, og ved Siderne af Persiennerne kom der hele Rækker af parallele Straaler ind, hele Reoler af gulligt Lys. Varmen tog til, og gjennem den modne Lugt af ophedet Træ og solvarmet Støv bølged nu andre Dufte frem, thi fra Sofapuders brogede Blomster, fra Stolerygges Silkerunding, fra Bøger og foldede Tæpper befried Varmen hundred glemte Parfumer, der gjengangerflygtigt drog sig gjennem Luften.

Ganske langsomt tog hendes Skjælven af, og lod en sælsom Svimmelhed tilbage, hvori fantastiske Følelser, halvt Fornemmelser, hvirvled sig hen i Sporet af hendes undrende Tanker. Og hun lukked sine Øjne, men blev staaende med Ansigtet vendt imod Spejlet.

Besynderligt! som det var kommet over hende! saa hvinende angst. Havde hun skreget? Der dvæled et Skrig i hendes Øre, og hun følte en Træthed i Halsen, som efter et langt, angstfuldt Raab. Hvis han havde grebet hende! Hun lod sig gribe, og knugede afværgende Armene mod sit Bryst. Hun stred imod, men alligevel - nu: det var som om hun daled nøgen ned igjennem Luften, blussende, brændende af Skam, skamløst kjærtegnet af alle Vinde. - Han vilde ikke gaa, og det blev snart for silde, al hendes Kraft forlod hende, som Bobler, der brast; Boble paa Boble, der trængte sig over hendes Læber og brast, ustandseligt; om et Sekund var det for sent. Havde hun bedet ham 93| paa sine Knæ? For sent! hun løftedes uimodstaaeligt mod hans Favn, som en Boble, der stiger gjennem Vandet - vibrerende; saaledes steg hendes Sjæl nøgen op til ham, med hvert et Ønske blottet for hans Blik, hver hemmelig Drøm, hver skjult Hengivelse uden Slør for hans tagende Blik. - Igjen i hans Favn, dvælende, sødt skjælvende. Der var en Statue af Alabast midt mellem Flammer, den blev glødende gjennemsigtig i Ildens Hede, lidt efter lidt, misted mer og mer af sin mørke Kjærne, til Alt var endelig lysende lyst.

Hun aabned langsomt sine Øjne, og saae paa sit Spejlbillede med et diskret Smil som til en Medvider, hun ikke vilde indlade sig altfor dybt med; saa gik hun omkring i Stuen og samled sammen Handsker, Hat og Mantille.

Svimmelheden var som blæst bort.

Hun kunde godt lide den Svaghed, hun endnu følte i sine Ben, og blev ved at gaa omkring for at føle den bedre. Hemmeligt, ligesom tilfældigt, gav hun Gyngestolen et lille fortroligt Puf med Albuen.

Hun holdt nok af Scener.

I et Blik tog hun Afsked med noget Usynligt derinde, saa rullede hun Persiennerne op, og det var et helt andet Værelse.

Tre Uger efter var Fru Boye gift, og Niels Lyhne var nu ganske ene med sig selv.

Han kunde ikke rigtig komme afsted med sin Indignation over, at hun saa uværdigt havde kastet sig i Armene paa det Selskab, hun saa tidt havde spottet. Det havde ganske vist blot lukket Døren op og vinket, og saa var hun kommet. Men var det værd han gav sig til at kaste med Sten, havde han ikke selv følt den brave Spidsborgerligheds magnetiske Dragen? Der var kun dette sidste Møde, dersom det var, hvad han beskyldte hende for, dersom det skulde have været et kaadt Farvel til det gamle Liv, den sidste gale Streg, før hun trak sig tilbage til det Korrekteste af det Korrekte; var det muligt! en saa grændseløs Selvforagt, saa kynisk en Haan over sig selv, og som drog ham ind under Haanen, ham og Alt, hvad de havde havt fælles af Minder og Haab, af Begejstring og hellige Ideer. Det fik ham til at rødme og til at rase. - Men var han retfærdig? for, paa den anden Side, hvad havde hun gjort andet end aabent og ærligt at sige ham: det og det drager mig til den anden Side, drager mig stærkt, men jeg anerkjender din Ret, mer end du selv forlanger, og her er jeg, kan du 94| tage mig, saa tag mig, hvis ikke, saa derhen, hvor Magten er størst. -Og hvis det nu var saadan, var hun saa ikke i sin Ret? Han havde ikke kunnet tage hende ... det kunde komme an paa saa lidt ved den hele Afgjørelse, Skyggen af en Tanke, Tonen i en Stemning.

Blot han vidste, hvad hun et Sekund maatte have vidst, men maaske ikke vidste mere. Han vilde saa nødig tro, hvad han ikke kunde lade være at beskylde hende for. Ikke blot for hendes Skyld, mindst det, men han syntes, det satte en Plet paa hans Fane. Logisk seet naturligvis ikke, men alligevel.

Hvordan hun saa havde forladt ham, een Ting var vis, det var, at han nu var ene, og han følte det som et Savn, men ogsaa, lidt senere, som en Lettelse. Der var saameget, der ventede paa ham; det Aar paa Lønborggaard og i Udlandet havde, hvor stærkt det end havde optaget ham, været en ufrivillig Hvile, og det, at han i dette Aar, paa saa mange Maader, var bleven klarere overfor sine Fortrin og Mangler, det kunde jo kun øge hans Tørst efter, i uforstyrret Arbejdsro, at komme til at bruge sine Kræfter. Ikke til at skabe, det havde ingen Hast, men til at samle; der var saameget, han maatte gjøre til sit, saa uoverskuelig meget, at han begyndte at maale Livets Korthed med mistrøstige Blikke. Han havde vel ikke tidligere spildt sin Tid, men man gjør sig ikke saa let uafhængig af det fædrene Bogskab, og det ligger saa nær, at søge fremad ad de samme Veje, som har ført Andre til Maalet, og derfor havde han ikke selv søgt sig et Vinland frem i Bøgernes vide Verden, men var faret som Fædrene foer; havde, authoritetstro, lukket sine Øjne for meget, der vinked, for bedre at kunne se i Eddas og Sagaernes store Nat, og havde lukket sit Øre for mangt, der kaldte, for bedre at lytte til Folkesangenes mystiske Naturlyde. Nu havde han endelig fattet, at det ikke var nogen Naturnødvendighed at være enten oldnordisk eller romantisk, og at det var simplere selv at sige sine Tvivl end at lægge dem i Munden paa Gorm Lokedyrker, rimeligere at finde Lyd for sit eget Væsens Mystik end at raabe mod Middelalderens Klostermure, og faa det Samme ekkosvagt tilbage, han selv havde sendt.

Det Nye i Tiden havde han jo helt vel havt Øje for, men han havde havt mere travlt med at lytte til, hvordan det Nye blev dunkelt udtalt i det Gamle, end til at høre paa, hvad det Nye selv sagde klart og tydeligt ind imod ham; og der var intet Mærkværdigt i det, for der er endnu aldrig blevet præket et nyt Evangelium her paa Jorden, 95| uden at den ganske Verden straks har faaet travlt med de gamle Profetier.

Men der maatte andet til, og Niels kastede sig med Begejstring over sit nye Arbejde; han var bleven greben af den Erobringslyst, den Tørst efter Videns Magt, som vel hver en Aandens Tjener, hvor ydmygt han saa end siden kom til at gjøre sin Gjerning, dog een Gang har følt, var det end kun en eneste stakket Time til Ende. Hvem af os, hvem en venlig Skæbne stillede saaledes, at han kunde sørge for sin Aands Udvikling, hvem af alle os har ikke med begejstrede Blikke stirret ud over Videns vældige Hav, og hvem er ikke bleven draget ned mod dens klare, kølige Vande, og er begyndt paa i Ungdommens lettroende Overmod at øse det ud med den hule Haand, ligesom Barnet i Legenden! Husker du, Sol kunde le over sommerfagert Land; du saae hverken Blomst eller Sky eller Kilde, Livets Fester kunde drage forbi, de vakte end ikke Drøm af dit unge Blod, selv Hjemmet var fjærnt; husker du? og husker du saa, hvor det bygged sig op for din Tanke fra Bøgernes gulnende Blade sluttet og samlet, hvilende i sig selv som et Kunstens Værk, og det var dit i hver en Enkelthed, og din Aand leved i det Hele. Naar Søjlerne steg slankt i Vejret, med selvbevidst Kraft til at bære i deres stærke Runding, saa var den af dig den kjække Stigen, den var i dig den stolte Bæren, og naar Hvalvet syntes at svæve, fordi det havde samlet al sin Tynge, Sten fra Sten, og i mægtige Draab af Vægt trygt sænket den ned paa Søjlernes Nakke, saa var den din, denne Drøm om vægtløs Svæven, fordi den Tryghed, hvormed Hvalvet sank, det var jo dig, der satte Foden paa dit Eget.

Ja, saadan var det, saadan vokser Ens Væsen med Ens Viden, klares deri, samles igjennem den. Det er saa skjønt at lære som at leve. Vær ikke bange for at miste dig selv i større Aander end din egen. Sid ikke og rug ængstelig over din Sjæls Ejendommelighed, stæng dig ikke ude fra det, der har Magt, af Frygt for, at det skal rive dig med sig og drukne din kjære, inderligste Egenhed i sin mægtige Svulmen. Vær tryg, den Ejendommelighed, som gaar tabt i en frodig Udviklings Skillen ud og Dannen om, den har kun været en Brøst, kun et mørkespiret Skud, der var ejendommeligt, just saalænge det var sygt af lyssky Bleghed. Og det er paa det Sunde i dig, du skal leve, det er det Sunde, der bliver det Store.

Det var ganske uventet for Niels Lyhne bleven Juleaften.

Hele det forløbne Halvaar havde han ingen Steder været, uden en enkelt Gang imellem hos Etatsraadens, og fra dem havde han en Indbydelse til at tilbringe Aftenen hos dem; men sidste Jul havde været Julen i Clarens, og derfor vilde han være ene. Et Par Timer efter at det var bleven mørkt, gik han ud.

Det blæste. Et tyndt, endnu ikke helt nedtrampet Snelag laa over Gaderne og gjorde dem bredere, og den hvide Sne paa Tagene og langs vinduernes Solbænke gav Husene et pynteligt, men ogsaa mere ensomt Udseende. Gadelygterne, der flakkede for Vinden, jog ligesom aandsfraværende deres Lys op ad Murene, saa hist og her et Skilt foer op fra sine Drømme og stirrede med storstilet Tanketomhed ud for sig. Ogsaa Boutiksvinduerne, der kun var halvt oplyste, og hvis Opstilling i Dagens Travlhed var bleven derangeret, saae anderledes ud end ellers, der var kommen noget sælsomt Indadvendt over dem.

Han drejede ind i Smaagaderne, og her syntes Julen allerede at være i fuld Gang, thi fra Kjældere og lave Stuer lød ham stadigt Toner i Møde, undertiden fra en Violin, men hyppigst fra Haandharmonikaer, der ufortrødent snøvlede sig igjennem populære Dandsemelodier, som, ved den trohjertige Maade, hvorpaa de blev foredragne, fik mere udtrykt af det glade Arbejde ved Dandsen, end af det egenlige Festlige. Men der var en vis Illusion derover af slæbende Trin og dampende Luft; - syntes det ham, der var udenfor, og som ved sin Ensomhed blev polemisk stemt mod al denne Selskabelighed. Han havde meget mere Sympathi med den Arbejdsmand, der stod udenfor en lille Krambods mat oplyste Vindue, og underhandlede med sit Barn om et af de prisbillige Vidundere derinde, og syntes saa ivrig for at faa det urokkeligt fastslaaet hvad, der skulde vælges, inden de vovede sig ind i Fristelsernes Hule. Og saa med disse gamle, tarvelige Damer, der blev ved at komme, een for een, næsten for hver hundrede Skridt; Allesammen med de forunderligste Kaaber og Slag fra længst henfarne Tider, og Allesammen med sagtmodigt menneskesky Bevægelser i deres gamle Halse, ligesom hos mistroiske Fugle, og med noget Usikkert og Verdensafvænt i deres Gang, som om de, Døgn ud, Døgn ind, havde siddet glemte oppe paa de øverste Sale af Bagbygningernes Afverden, og kun denne eneste Aften om Aaret blev taget med og huskede. Han blev trist ved at tænke derpaa, og Hjærtet rørte sig i ham med en syg Fornemmelse, da han drømmende 97| leved sig ind i saadan en gammel, enlig Piges langsomt rindende Tilværelse, og han hørte for sine Øren saa pinligt taktfast et Stueuhrs langsomme hen-igjen, hen-igjen dryppe Døgnets Skaal fuld af indholdsløse Sekunder.

Han maatte se at faa den Julenadvre overstaaet og gik tilbage den samme Vej, han var kommen, med en halvbevidst Sky for, at der i de andre Gader dæmrede nye Ensomheder, duggede anden Forladthed end den, der her havde slaaet ham imøde og lagt sig bitter paa hans Læbe.

Ude i de store Gader aandede han friere, han gik hurtigere til, med en vis Trods i sin Gang, og skilte sig ud fra alt Fællesskab med det, han nys havde forladt, ved en Tanke om, at hans Ensomhed, den havde han selv valgt.

Saa gik han ind paa en større Restavration.

Medens han sad og ventede paa Maden, iagttog han, bag et gammelt Avis-Tillæg, de Folk, der traadte ind. Det var næsten udelukkende unge Mennesker; nogle af dem kom ene, somme lidt udfordrende i deres Holdning, som om de vilde forbyde de Tilstedeværende at tage dem til Indtægt som Lidelsesfæller, andre kunde slet ikke skjule, at de var forlegne over ikke at være inviterede ud en Aften som denne, men alle havde de en stærkt udpræget Smag for lønlige Kroge og afsides Borde. Mange kom parvis, og det var tydeligt at se paa de fleste af disse Par, at de var Brødre; Niels havde aldrig seet saamange Brødre paa een Gang; tidt var de meget ulige i Klædedragt og Væsen, og deres Hænder bar endnu klarere Vidnesbyrd om, hvor forskjellige deres Livsstillinger ofte var. Det var næsten sjeldent, baade naar de kom, og ogsaa senere, naar de sad og talte sammen, at blive nogen rigtig Fortrolighed vaer imellem dem; hist var den Ene den Overlegne, den Anden den Beundrende, her den Ene imødekommende, den Anden tilbagevigende, og her igjen var der en vagtsom Paapassenhed paa begge Sider, eller, værre endnu, en uudtalt Fordømmelse af hinandens Maal og Haab og Midler. For de allerfleste af dem skulde der aabenbart en saadan Helligaften til, og i Forbindelse med den en vis Forladthed, for at faa dem til at mindes det fælles Udspring og faa dem sammen.

Medens Niels sad og tænkte paa dette og paa den Taalmodighed, hvormed alle disse Mennesker ventede, og hverken ringede eller raabte højt paa Opvarterne, som om de efter en stiltiende Overenskomst 98| vilde holde saameget som muligt af Restavrationspræget borte fra Stedet, medens han tænkte paa dette, saae han en Bekjendt af sig træde ind, og dette pludselige Syn af et bekjendt Ansigt efter alle de fremmede, kom saa uforvarende paa ham, at han ikke kunde lade være med at rejse sig op og hilse den Indtrædende med et glad og ogsaa forundret Godaften.

»Venter De Nogen?« sagde denne, og saae efter en Knage til sit Overtøj.

»Nej, solo.«

»Saa passer det jo udmærket.«

Den Nysankomne var en Doktor Hjerrild, en ung Mand, Niels et Par Gange havde talt med hos Etatsraadens, og om hvem han vidste, ikke fra hans Tale, men fra nogle drillende Hentydninger fra Etatsraadinden, at han var yderlig frisindet i religiøs Henseende; fra hans Tale derimod vidste han, at Hjerrild i politisk Henseende var ganske det Modsatte. Dette Slags Folk traf man ellers ikke hos Etatsraadens, der baade var kirkelige og liberale, og Doktoren hørte da ogsaa, baade ved sine Anskuelser og gjennem sin afdøde Moder, hjemme i en af hine, den Gang ret talrige, Kredse, hvor man betragtede den nye Frihed med, dels skeptiske, dels fjendtlige Blikke, og hvor man i religiøs Henseende var mer end rationalistisk, mindre end atheistisk, naar man ikke enten var indiferent eller mystisk, hvad der ogsaa kunde hænde. Man fandt i disse Kredse, der jo forøvrigt var meget forskjelligt nuancerede, at Holsten var Ens Hjærte mindst ligesaa nær som Jylland, følte slet ikke noget til Slægtskabet med Sverrig, og holdt ikke ubetinget af Danskheden i dens nydanske Former. Endelig kunde man sin Molière bedre end sin Holberg, Baggesen bedre end Oehlenschlæger, og var maaske lidt sødlig i sin Kunstsmag.

Under Paavirkning af saadanne eller i alt Fald nærbeslægtede Anskuelser og Sympathier var det, at Hjerrild havde udviklet sig.

Han sad og saae med et usikkert Blik paa Niels, medens denne meddelte ham sine Iagttagelser angaaende de øvrige Gjæster, og særligt dvælede ved, hvordan de næsten skammede sig ved at der ikke var et Hjem eller hjemligt Sted, der havde draget dem til sig denne Aften.

»Ja, det forstaar jeg saa godt,« sagde han koldt og næsten afvisende. »Man kommer ikke her Juleaften med sin allerbedste Villie, og faar nødvendigvis en ydmygende Fornemmelse af at være sat udenfor, 99| enten det saa er Andre eller En selv, der har gjort det. Vil De sige mig, hvorfor De er her? Vil De ikke, saa sig bare Nej.«

Niels sagde ikke andet, end at han havde tilbragt sidste Juleaften sammen med sin afdøde Moder.

»Jeg beder Dem om Forladelse,« sagde Hjerrild, »det var meget venligt af Dem at svare mig, men De maa undskylde mig, jeg er saa mistroisk. Jeg skal sige Dem, der kunde tænkes Folk, som kom her for at give et ungdommeligt Spark til Julen, og, veed De, jeg er her af Respekt for Andres Julefest. Det er den første Jul her jeg ikke er hos en elskværdig Familie, jeg har kjendt hjemme fra min Fødeby, men jeg har faaet den Idé, at jeg var i Vejen, naar de sang deres Julepsalmer. Ikke saadan, at de generede sig, det var de altfor dygtige til, men det berørte dem uroligt, at have En siddende, for hvem de Sange kun var sungne ud i Luften, intet Steds hen, det tror jeg da.«

Næsten i Tavshed holdt de deres Maaltid, fik saa Cigarerne tændte, og blev enige om at gaa et andet Sted hen og drikke deres Toddy. Ingen af dem havde Lyst til i Aften at se paa de forgyldte Spejlrammer og røde Sofaer, de saa jævnligt havde for Øje de andre af Aarets Aftener, og de tyede derfor ind paa en lille Caffée, de ellers aldrig søgte.

De saae straks, at her ikke var noget blivende Sted.

Værten, Opvarterne og et Par Venner sad i Stuens Indre og spillede Trekort med to Trumfer; Værtens Kone og Døtre saae til, og gjorde Opvartning ved bordet, men ikke for dem; en af Opvarterne bragte dem deres. De skyndte sig at drikke, da de mærkede, at de bragte Forstyrrelse, for man talte straks mindre højt, og Værten, der havde siddet i Skjorteærmer, havde ikke kunnet overvinde sig til at blive siddende, men var faret i Frakken.

»Vi er nok saa temmelig husvilde i Aften,« sagde Niels, da de gik nedad Gaden.

»Ja, det er jo i sin Orden,« var Hjerrilds lidt pathetiske Svar.

De kom til at tale om Kristendommen. Emnet laa jo ligesom i Luften om dem.

Niels talte heftigt, men lidt almindeligt mod Kristendommen.

Hjerrild var kjed af at gaa og træde Sporet op paany af Diskussioner, der var gamle for ham, og sagde pludseligt, uden altfor nøje Tilslutning til det Foregaaende: »tag Dem i Agt, Hr. Lyhne; Kristendommen har Magten. Det er dumt at lægge sig ud med den regerende Sandhed ved at agitere for Kronprinds-Sandheden.«

»Dumt eller ikke dumt, det Hensyn ligger ikke for.«

»Sig ikke det saa letsindigt; det var ikke min Mening at sige Dem den Trivialitet, at det i materiel Henseende er dumt, ideelt er det dumt og mer end det. Tag Dem i Agt; dersom det ikke er uundgaaeligt nødvendigt for Deres Personlighed, saa knyt Dem ikke altfor nøje til just det i Tiden. Som Digter har De jo saa mange andre Interesser.«

»Jeg forstaar Dem vist ikke, jeg kan jo dog ikke bære mig ad med mig selv som med en Lirekasse, tage et mindre populært Stykke ud og sætte et andet ind, som Alle gaar og fløjter paa.«

»Kan De ikke? der er de, der kan. Men De kunde jo sige: det Stykke spiller vi ikke. Man kan i Almindelighed meget mere i den Retning, end man selv tror. Et Menneske hænger ikke saa nøje sammen. Naar De stadig bruger Deres højre Arm voldsomt, saa strømmer der et Overmaal af Blod til, og den tager til i Vækst paa det øvrige Legemes Bekostning, medens Benene, som De kun bruger det aller, allernødvendigste, blive lidt tyndladne, ganske af sig selv. De kan jo nok anvende Billedet? Se, hvordan de fleste, og vel ogsaa de bedste ideelle Kræfter herhjemme, har vendt sig udelukkende mod den politiske Frihed. Se paa det, og lad det være Dem en Lære. Tro mig, der er en frelsende Lykke for et Menneske i at kæmpe for en Idé, der har Fremgang, medens det er saa demoraliserende at høre til den tabende Minoritet, som Livet, ved den Retning, i hvilken det udvikler sig, giver Uret, Punkt for Punkt, Skridt for Skridt. Det kan ikke være anderledes, for det er saa bitterlig mismodigt, at se det, man lige ind til sin Sjæls inderste Stille er overbevist om er Sandheden og Retten, at se denne Sandhed forhaanet og slaaet i Ansigtet af hver den usleste Trosknægt i den sejrende Hær, at høre den smædet med Skjøgenavne, og saa Intet at kunne gjøre, Intet andet end at elske den endnu mere trofast, knæle for den i sit Hjærte med endnu dybere Ærefrygt, og se dens skjønne Aasyn lige straalende skjønt, lige fuldt af Højhed og udødeligt Lys, hvormeget Støv der saa hvirvles mod dens hvide Pande, hvor tæt end giftig Taage tyknes omkring dens Glorie. Det er bitterlig mismodigt, det kan ikke undgaaes, at Ens Sjæl tager Skade deraf, for det ligger saa nær at hade sit Hjærte træt, at kalde Foragtens kolde Skygger op om sig, og smertesløv lade Verden gaa sin Gang. - Naturligvis, hvis man har det i sig, saa man i Stedet for at vælge det lettere, at tage sig selv ud af alt Forbund med det Hele, kan bære sig oprejst, 101| og med alle Evner spændte, alle sine Sympathier vaagne, tage mod Nederlagenes mangebraaddede Svøbeslag, alt som de falder, Slag paa Slag, og dog holde sit blødende Haab fra at segne, idet man lytter efter de dumpe Lyde, der varsler Omslag i Ens Tid, og spejder mod det svage, fjærne Skjær, der er en Dag - en Gang - maaske; hvis man har det i sig! men prøv det ikke, Lyhne. Tænk Dem, hvad en saadan Mands Liv maatte være, naar han skulde gjøre Fyldest. Ikke at kunne tale, uden at Hujen og Haan fraader op i hans Tales Spor. At faa alle sine Ord forvrængede, besudlede, vredne af Led og Lave, vredne til snedige Snarer, kastet hen for sine Fødder, og saa, inden han vel har faaet dem sanket op af Skarnet og redet dem ud fra hinanden igjen, saa pludselig at finde Alverden døv. Og saa begynde paany paa et andet Punkt med samme Resultat, atter og atter. Og saa maaske det smerteligste af Alt, at se sig miskjendt og foragtet af ædle Mænd og Kvinder, som han, trods den forskjellige Overbevisning, ser op til med Beundring og Ærefrygt. Og saadan maa det være, det kan slet ikke være anderledes. En Opposition skal ikke vente at blive angrebet for det, den virkelig er og vil, men for det, Magten vil tro, den er og agter; og desuden, Magten brugt overfor den Svagere og Misbrug af Magten, hvordan skal det blive to Ting? og der er dog vel Ingen, der vil forlange, at Magten skal gjøre sig selv svag for at kunne kæmpe med lige Vaaben overfor Oppositionen. Men derfor bliver Oppositionens Kamp lige smertelig, lige oprivende. Og tror De nu virkelig, Lyhne, at en Mand kan kæmpe den Kamp, med alle de Gribbenæb sænket i sig, uden den sejge, blinde Begejstring, som er Fanatisme? Og hvor i al Verden skal han blive fanatisk for noget Negativt? Fanatisk for den Idé, at der ingen Gud er til! - og uden Fanatisme, ingen Sejr. Tys, hør!«

De standsede udenfor en høj Stue, hvor man havde rullet op for et af Vinduerne, og gjennem den aabnede Trækrude lød det, baaret af Kvinders og Børns klare Røster, ud til dem:

Et Barn er født i Bethlehem,

Bethlehem!

Thi glæder sig Jerusalem.

Halelujah, Halelujah!

De gik tavse videre. Melodien, navnlig Flygelets Toner, fulgte dem nedad den stille Gade. 102| »Hørte De,« sagde Hjerrild, »hørte De Begejstringen i dette gamle, hebræiske Sejershurra? - og disse to jødiske Bynavne! - Jerusalem, det var ikke blot symbolsk: den hele Stad: Kjøbenhavn, Danmark; det var Os, det kristne Folk i Folket.«

»Der er ingen Gud, og Mennesket er hans Profet!« sagde Niels bittert, men ogsaa bedrøvet.

»Ja, ikke sandt!« spottede Hjerrild; lidt efter sagde han: »Atheismen er dog grændseløs nøgtern, og dens Maal er jo til syvende og sidst ikke andet end en desillusioneret Menneskehed Troen paa en styrende, dømmende Gud, det er Menneskehedens sidste store Illusion, og hvad saa, naar den har tabt den? Saa er den bleven klogere; men rigere, lykkeligere? Jeg ser det ikke.«

»Men,« udbrød Niels Lyhne, »fatter De da ikke, at den Dag, Menneskeheden fri kan juble: der er ingen Gud, den Dag skabes der som med et Trylleslag ny Himmel og ny Jord. Først da bliver Himlen det fri, uendelige Rum, i Stedet for et truende Spejderøje. Først da bliver Jorden vor, og vi Jordens, naar hin dunkle Saligheds og Fordømmelses Verden derude er bristet som en Boble. Jorden bliver vort rette Fædreland, vort Hjærtes Hjem, hvor vi ikke er som fremmede Gjæster en stakket Tid, men al vor Tid. Og hvilken Intensitet vil det ikke give Livet, naar Alt skal rummes i det, og Intet er lagt hen udenfor. Den uhyre Kjærlighedsstrøm, der nu stiger op mod den Gud, der troes, naar Himlen er tom, da vil den bøje sig hen over Jorden, med elskende Gang imod alle de skjønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi har potenseret og smykket Guddommen med, for at gjøre den vor Kjærlighed værd. Godhed, Retfærdighed, Visdom, hvem kan nævne dem alle? Begriber De ikke, hvilken Adel det vil brede over Menneskeheden, når den frit kan leve sit Liv og dø sin Død, uden Frygt for Helved eller Haab om Himmerig, men frygtende sig selv, og med Haab til sig selv? Hvor vil Samvittigheden ikke vokse, og hvilken Fasthed vil det ikke give, naar daadløs Anger og Ydmyghed Intet mer kan sone, og ingen anden Tilgivelse er mulig, end at gjøre godt med Godt, det Onde, man forbrød, med Ondt.«

»De maa have en vidunderlig Tro paa Menneskeheden; Atheismen vil jo komme til at stille større Fordringer til den, end Kristendommen gjør.«

»Naturligvis.«

»Naturligvis; men hvor vil De faa alle de stærke Individer fra, som 103| De vil behøve til at sætte Deres atheistiske Menneskehed sammen af?«

»Lidt efter lidt, Atheismen skal selv opdrage dem; hverken denne Generation eller den næste eller den næste igjen vil kunne bære Atheismen, det ser jeg godt, men i hver Generation vil der altid være Enkelte, der ærligt vil kæmpe sig til et Liv paa den og en Død i den, og de vil saa i Tidernes Løb danne en Række af aandelige Ahner, som Efterkommerne med Stolthed kan se tilbage paa, og vinde Styrke ved at betragte. I Begyndelsen er det, der vil Vilkaarene være haardest, der vil flest bukke under i Kampen, og de, der sejrer, kun sejre med forrevne Faner, for de vil endnu have Traditionerne drukket ind i deres inderste Marv, og fordi der er saa meget andet end Hjernen i et Menneske, der skal overbevises, Blodet og Nerverne, Haab og Længsler, ja om det saa er Drømmene, saa de ogsaa. Men det er det Samme, en Gang vil det komme, og de Faa vil blive de Mange.«

»Tror De? - Jeg leder efter et Navn; kunde man ikke kalde dette for den pietistiske Atheisme?«

»Al sand Atheisme ...« begyndte Niels, men Hjerrild afbrød ham hurtigt.

»Naturligvis!« sagde han, »naturligvis; lad os endelig kun have een eneste Port, eet eneste Naaleøje for al Jorderigs Kameler!«