ERIK LANGE skød Avisen fra sig, lænede sig tilbage i Stolen og lukkede Øjnene. Han nikkede et Par Gange frem for sig.

Ja, ja, så var det altså omme, så kunde han lige så godt blive her - til sin Dødsdag. Hans Liv var jo dog omme; de havde taget det, Kammeraterne fra Ungdommen, som han i en fortrolig Time havde betroet det.

Dér stod det jo: "Et moderne Kloster. Sanatoriet for Nervesyge. Dr. med. Magnus Kås og Holger Faber." Pengene var rejste, Grunden købt, Pladserne besatte. "Planen var hemmeligholdt til nu, da alt var sikret." Hvorfor? Havde de frygtet ham, at han skulde rejse sig og kræve sin Tanke tilbage?

Ak nej, de vidste jo, at han sad velforvaret her på Øen - og fik Underretningen om, at hans Plan var fuldført - af andre, Ugen efter at det øvrige Land vidste det - -

En Uge gammel var Avisen, kommet med Postskibet fra Jylland nu til Morgen. Grunden til Sanatoriet var allerede begyndt at ryddes. Grunden han havde anvist dem hin Aften på Regensen - - -

Hans Fingre standsede deres Trommen på Bordet. Han så Stedet for sig som hin første Gang fra Damperens Dæk - den skyggede Vig derinde, de mossede Sten, som Kølvandet fra Skruen vuggede sig til Hvile imod, de hvidstammede Bøge mod Skovmørket - - - Han så den lille Bæks Blinken i Solskinnet - og han fornam atter sin Skælven mod at nå derind, at drikke af Bækken, hvile mellem Bregnerne og se Damperen haste videre, mens han selv kun skulde blive her - - | Han så de to hvide Sommerfugle, som havde danset foran Skovskumringen, og sig selv, et ni-tiårs Barn, gemme sit Ansigt mod Faderens Malerkasse, der var overklistret med brogede Poststempler fra alle Klodens Stationer - til han mærkede Faderens Hånd på sin Nakke og hørte hans forundrede Stemme:

"Men Erik, hvad er der i Vejen? nu rejser vi jo!" Ja, de rejste - hele Jorden over - - til han atter, som ung Student, en Dag trængte sig gennem Bregnekrattet og virkelig stod på denne stille Plet, han bestandig havde drømt om siden, derude i Syden, i Middelhavet, i Lilleasien eller Indien - mærkede dens svale Dunkelhed om sin Pande og Mossets Fugtighed om sit Knæ, da han lagde sig ned for at drikke af Bækken, drikke for mange Års Tørst. Og da han rejste sig, og hans Øjne gled rundt over de hvide Bøgestammer, de nikkende Dueurter og Mørket, der blånede som Ensomhedens Ånde, vidste han, at han som Barn ikke tog fejl: at her skulde hans Nervesanatorium ligge, her hvor hans Moder fødtes, her hvorhen han havde stundet hver Time på de endeløse Rejser, her i Skjul af Skovene, med Udsigt vidt ud over Fjorden, Odderne og Havet

- Sanatoriet for alle de Børn, som det nittende Århundredes Rejse havde gjort trætte, som længtes mod en Skovbæk at drikke af.

Nej, han havde ikke taget fejl, den Dag på Damperens Dæk og ikke siden, på sine mange Opmålinger og Undersøgelser - dér i de stille Fjordskove var dets rette Plads, det store Sanatorium, det første i sin Slags - eller "et Nutidens Kloster" kaldtes det her i Avisen.

A ja, det var jo også hans Ord den Gang til Kås og Holger Faber: "Et Klosterhelg må vi skabe midt i den nye Sværdtid."

Og nu var det skabt, på hans Sted, efter hans Plan, uden ham, af de to Ungdomsvenner!

Men - havde han ikke også forladt sin Tanke, som han den Gang forlod dens Sted - giftet sig, søgt denne Plads over Hals og Hoved, siddet her nu på tredje År - og vilde han da, at Planen skulde glemmes, som han selv blev glemt herovre, at ingen andre end han skulde nå hin Bæk og drikke af dens Vand?

Planen var jo dog hans og skulde nu fuldføres - hvad vilde han mere?

Men pludselig knyttede han Hænderne, løftede dem som til Slag, rejste sig og trådte hen til Vinduet.

Havet bredte sig dernede, ind i den skyede Horizont, uoverskueligt, gråblåt, svagt glitrende af Sol.

Han lod Hænderne synke. .

Å, hvad vilde han? Havet lå mellem ham og dem, Årene mellem ham og hans Plan! De havde arbejdet, mens han havde drømt - rejst Penge og søgt Statstilskud, mens han arbejdede videre med Planen - på Papiret, forvirredes og tabte Troen på den og sig selv, her hvor han sad, Mile fra Mennesker og Tiden.

I Guder, hvorledes var han kommet her! Hvor var det faldet ham ind: Læge på en Ø syv Mil fra nærmeste Kyst, en Ø med knap tohundrede Indbyggere - han, der fra spædt Barn var tumlet om, den halve Jord over, fra Nord til Syd, fra Øst til Vest; som havde alle Jærnbanehjuls Hamren, alle Dampskibes Dunken i sit Blod, alle Horizonters Virvar for sine Øjne, alle Folkeslags Tungemål i sine Øren, han, det rejsende Århundredes Barn mer end nogen; som havde lidt mer end nogen for dets Synder - for at han skulde føre det til Hvile og Fred, han, Århundredets Læge, han var endt her!

Og hvorfor?

Erik Lange vendte sig hastigt mod Døren ind til Ellens Stue, men standsede så - - Å nej, han slap ikke! Langt før og langt dybere: fordi han var Århundredets Barn mer end nogen; fordi han aldrig havde lært at vente, at tåle, at gro - - Fordi han ikke havde kunnet bie, havde han mistet; fordi han kaldte Nuet al Fremtid, et Øjeblik Evigheden, havde han sat sin Evighed overstyr: sin Gerning, sin Bestemmelse - for hendes Skyld derinde, for sin egen.

Distriktslæge-Embedet her var ledigt, han havde søgt det: så kunde Ellen og han gifte sig, og han i Ensomhed modne sin Plan.

Nu var Planen fuldført af andre - og Ellen og han - -

Å - han gjorde en afværgende Bevægelse - - | Og han havde troet sig Århundredets Læge, han, som mer end nogen var dets Patient.

Patient -! Hans Hånd jog til Uret. Å det var sandt, her var jo virkelig en Patient at tilse. De havde jo været hos ham inde fra Byen, om han vilde komme og se til den gamle Skolelærer, som nu lå syg på anden Måned.

Nå, så hastede det vel heller ikke! Skønt, han kendte nok Øens Folk, de døde gerne mellem Hænderne på ham, når han endelig blev kaldet.

Hvad skulde egentlig Staten her i dyre Domme lønne en Læge for? Jordemoder havde de jo og Graver. Og andet ønskede de jo ikke.

Han stak Stetoskopet i Lommen og knappede til. Jomfru Camrath, som havde været her, mente, det var noget med Lungen, men huskede han Skolelærer Bek ret, var det nok snarere den rene Alderdom, som sædvanlig her på Øen.

Å nej, de havde nok kunnet nøjes med mindre end dette Århundredes Læge!

Han smilte bittert,

Her levede jo alt de svundne Århundreder, han vilde ført Menneskeheden derude tilbage til, Tiden, da Jordemoder og Graver var nok.

Han gik hurtigt ind gennem Værelset, betænkte sig et Øjeblik og bankede så på ind til Dagligstuen.

"Ja!" lød Ellens klare Stemme.

Han lukkede op.

"Jeg skal ned i Byen og se til en Syg, gamle Lærer Bek, jeg kommer igen til Aften," sagde han med Hånden på Dørgrebet.

Hans Hustru nikkede til ham henne fra Vinduet, hvor hun sad med sit Sytøj. Hendes store, blonde Hår bruste om det fyldige, hvide Ansigt med de mørkeblå Øjne. Hun bed en Sytråd over med de stærke Tænder.

"Hils ham, Erik, og spørg om han ikke trænger til noget, et Par Flasker Vin for Exempel," hun glattede Bakkeservietten ud over Knæet.

"Kender du ham da?" spurgte Erik Lange.

"Skulde jeg ikke kende ham, Erik? Synes du, her er | så mange Mennesker på Øen, at vi ikke nok kan kende dem alle, endsige Clemens Bek?"

Han trak kort på Skulderen.

"Ja, ja, det er nu din Fejl, det har jeg altid sagt dig," nikkede hun og bøjede sig over Sytøjet, "at du aldrig bryder dig om at lære dem at kende, aldrig går ind til dem og -"

"Synes du egentlig, de er så venlige, at man får Lyst til det?"

Hun rystede på Hovedet, "De er vel, som man tager dem! Venlige er de ikke, husk på, hvor ensomt de lever og især har levet, i forrige Tider. Men du -"

"Jeg er ikke sat til Sjælesørger for dem," svarede han kort, "han, som var det, har salveret sig."

"Ja, så skammeligt, så utroligt!" Ellen bankede med Foden på Forhøjningen, "tænke sig, at det næsten er umuligt at få en Præst herover! at det skal være Guds Tjenere!"

Erik Lange smilte og trak atter på Skulderen, så nikkede han og gik.

"Husk så at spørge ham om Vinen!" råbte hans Hustru efter ham.

Han tog i Forbigående mekanisk Morfinsprøjten til sig fra Apotekerskabet i Hjørnet og gik ud i Forstuen.

Nu havde han siddet her to År og kunde blive siddende her, til han blev firsindstyve og grå og blind som den forrige Distriktslæge, gamle Doktor Hagedorn, der en Gang i forrige Århundredes Midte sendtes herover, da hans Drikfældighed havde gjort ham uanvendelig på Fastlandet.

Ja, nu blev han, nu de havde stjålet hans Tanke, hans Liv!

Han standsede i den smalle Gang og trykkede et Øjeblik overvældet Panden mod den tunge Pelskåbe.

Og han havde troet sig kåret til at styre en Lægeanstalt for Tidens evige Uro, han, som selv ikke havde kunnet give sig Ro - som strax, strax måtte giftes, måtte - -

Og nu?

Ellen derinde - det var jo hendes Pels, han stod og gemte sit Ansigt i, den Pels hun havde haft på | under Farten herover, den ti Timer lange Rejse over Havet med "Anne Hendrikke", da hun frøs og var søsyg og ikke vilde lade ham mærke det, men smilte og trykkede hans Hånd i sin kolde, rystende - til de omsider så Lysene skinne dér midt i Havet og nåede ind forbi Havnelygten og herop, ad de mange Trappetrin, gennem de kulsorte Brinker, som op igennem selve den iskolde Morgens Skyer, og han drog Pelsen af hende og sluttede hende inde i sin Favn - endelig, endelig i deres egne Stuer, deres Hjem . . .

"Endelig" - ja dér var det! et halvt År havde de været forlovet! Om han havde biet et helt, eller to, eller tre? og havde stået som Førstelæge på Sanatoriet, dér hvor nu Kås og Faber stod - - to var de om at dele hans Plads, mindre kunde ikke gøre det.

Ja, om - om!

Men Ellen havde ikke mærket noget - troede han da. Ikke mærket hans Nød, ikke mærket de Aftner, han stod her ved Vinduet med Hænderne tungt i Hasperne og så Dagen, den nytteløse Dag, skumre derude over Havnen og Havet - Havet, der skilte ham fra den Verden, hvor hans Slot skulde stået, Slottet, han det første År i Ensomheden havde fuldendt til øverste Fløj og siden pillet ned igen, Sten for Sten - -

Og hun skulde heller ikke erfare, at det var genrejst, af andre, af andres Hænder, i andres Navne. Han havde gemt Avisen her i sin Lomme. Og mindst, mindst skulde hun erfare hans Anger!

Han gøs sammen. Ja, hun vidste, han angrede, de var kommen her til Øen, men at han - Nej, det skulde hun dog aldrig erfare!

Og var det sandt? angrede han virkelig deres forhastede Ægteskab, deres to Samlivs År?

Var hun ikke, som han havde drømt, frisk og fuld af Hvile, som selve Skovskjulet derovre?

Nu i Dag: hun havde ikke været det mindste glad eller forundret over, at han kiggede ind til hende for at sige Farvel og hvor ofte havde han ikke glemt det det sidste År! - slet ikke mærket, at han søgte til hende, hvad han vilde hende - kun talt om Bek, om hans Pligt mod Øens Folk . . .

Hvad han vilde hende? Avisen, han havde jo gemt den, for at hun ikke skulde læse den, ikke se det - hans Nederlag. Ja, Nederlag - derfor gemte han den, og derfor søgte han til hende, af Skam, for at trøstes.

A - men nu måtte det vel blive bedre, nu hans Plan til sidste Stykke var rykket ham af Hænderne, nu den voxede derovre, Dag for Dag, Time for Time, under andre stærkere, tyivlløse Hænder, nu måtte han vel vågne af det sidste Års dumpe Rugen, se hende og sig selv, at det var ham og ikke hende, der havde svigtet, og se Øen hun talte om - og gamle Clemens Bek, nu han nådigt var blevet forløst fra det Foster, han ikke mægtede at føde.

Han åbnede Døren med et Ryk og trådte ud på Trappestenen.

Den kolde Luft slog ham i Møde, og han knappede Frakken om, sig - Havet gled og gled fra Horizonten og ind mod Havnen dernede, ind mod dens grå Moler, der som Øens Arme rakte sig afværgende mod dets ustandselige Kommen.

Solen var gået bagom Skyerne. Ikke en Sejler, ikke en Røg var at øjne. Bådene nede i Havnen krøb sammen, med spinkle Master. Ingen Mennesker færdedes foran Købmandshusets stengrå Længe og de lukkede Oplagsskure. Høstfisket var omme. Blot for to Uger siden havde det vrimlet med fremmede Skibe, fra Sjælland, fra Jylland fra Sverrig, med Fiskeopkøbere og Exportører. Motorerne havde hamret hele Dagen igennem, og Sildebådene stået ud og ind af Havnen. Nu var der tomt og stille - tomt og stille som Årene rundt, på de to Sildemåneder nær. Et Par Måger kresede ude over Vagtskurene og Fyrets Glaskalot.

Erik Lange vendte sig, med Hænderne i Lommen og så mod Nordvest, De vældige, dunkle Banker stod ud under den grå Skyhimmel, nøgne og forladte. Mærket for Fiskeridistriktet tegnede sig som en bitte lille Rist.

Ja, nu kom Vinteren over Øen.

Ikke et levende Væsen at øjne eller høre, undtagen de svingende og glidende Måger.

Han gik hen forbi Trappen, den stejle Trætrappe, der med hundrede Trin førte fra Højden her ned til | Havnen. Han så lige Havnemesterens Tegltag dernede under Marehalmsskrænten og endnu længere nede hans første Assistents. Ingen Røg slog op derfra, ingen Lyd. Som Kistelåg lå Tagene over Murene. Som havde hvert Menneske forladt Øen og søgt bort over Havet, til Verden, og ene han og Ellen forglemt sig her . . .

Han gik hurtigt til, ad den skærvelagte Sti gennem Plantagen, med bægge Hænder i Lommerne.

Bankerne i Øst og Syd hvilte derude under Himlen, lersorte og ubevægelige. Skumkransen hvidnede dybt nede for deres Fod. De stod her, før Mennesker kom hertil, og stod her endnu i det forladte Hav.

Skærvernes Raslen under hans Skridt var den eneste Lyd De små, forblæste Bjærgfyr på Klitterne omkring ham rørte sig ikke.

Han drejede ved Havnefogdens sandede Have ud på Kørevejen og begyndte at gå opad. Havet forsvandt bag ham, og han kom ind mellem Klitterne.

Sandets Grå slog ligkoldt mod ham. Hullerne om de udgåede Fyrrer stirrede som døde Øjne under den lange, vindlagte Marehalm. En Spurv smuttede som en Rotte bort gennem de forgæves pløjede Furer, hvor Fremtidens drømte Skove forgik i Sand og Kulde.

Men nu vandrede han ned mod "Kæret", Øens Hjærte.

Stille og grønt bredte det sig dernede, med Vejens hvide Bændel langt hen igennem og op over de mørke Banker histovre. Den lille Lund af Vidier hvilte sig i Efterårsmørket, Krone ved Krone. Dammen blinkede tåget, og de ældgamle Pile længst borte, hvor Engdraget gled ud mellem Bankerne, og Havets Skum sås, sov over hverandre som trætte, gamle Mænd, Øens sidste, der havde været for gamle til at forlade den.

Erik Lange vandrede ned gennem det stille, fugtige Mørke, skød Genvej op over Græsskrænten fra den stenede Vej. Græsset gemte hans Trin, og han åndede den sumpede Luft.

De dunkle Banker lå trindt omkring ham, i ubrudt Grønt. Kun en var skåret op, men Ploven stod nu forladt og sænkede sine Horn mod Skyhimlen.

Her, hvor han gik, lå i gamle Dage Søen. De Ældste | på Øen mindedes den endnu. De havde som Børn drevet Kreaturerne her ned og vandet dem ved "de lange Vande".

Hvad havde Menneskene da levet af? når den eneste dyrkelige Plet på Øen stod under Vand.

Han rystede på Hovedet. Ja, hvorledes havde de Gamle på Øen levet, da her stod Vand; da Sandflugten rasede over hele den øvrige Ø, som endnu stedse ude i "Ørkenen" ; da hver Tomme Jord var Herskabets, og de alle var Fæstere under Prinsen; da selv Vraggodset tilhørte ham; da Posten nåede herover et Par Gange om Sommeren, om Vinteren slet ikke; da de ingen Læge havde, og til Præster, når de var så heldige, fordrukne, fra Fastlandet forjagne Teologer eller Degne?

En Duft af Hø og Muld slog om ham gennem den øde Ånde af Græs. Som en Rede lå Lunden for ham, dødsbrun og lerrød, det flygtende Ars, den sene Høsts Rede her på denne løvløse Ø.

Erik Lange standsede midt på Vejen, som havde han trådt på de døde Slægters Grave; som fornam han deres Ve gennem sit hele Legeme. Livet her midt i Havets grænseløse Øde, fra Vugge til Grav, Slægt efter Slægt, i Åarhundreder, i Årtusinder . . .

Pludselig løftede han Hovedet og lyttede. Højt oppe, oppe i den grå Skystilhed sang der en Lærke. En sidste kort og klar Trille; så skød den mod Jorden, lige ned for hans Fod i Græsset, og tav.

Han drog Vejret og gik videre.

Under Himlen havde de levet Livet, alle de der nu sov her i Øens Jord, uforanderligt, Søn efter Fader, her i Havet, der var det samme denne Aften som en Aften for tusind År siden.

Nej, de havde Ret! hvad skulde de med andre end Jordemoder og Graver?

Et Menneskeliv her på øen - Hvordan var det? den gamle Lærer Bek, havde han ikke levet her sit ganske Liv? Han måtte vel nu være de to eller tre og halvfjerdsindstyve År, men var han født på Øen? Næppe. Her var vist aldrig kommet nogen studeret Mand fra.

Ingen havde villet bort, så længe et Studium fordrede, | ja ingen havde vel nogensinde så meget som tænkt på det. Fiskere havde de været, Søn efter Fader, lige fra hine første Fiskerpar, som en Storm i Stenalderens Dage forslog fra Jyllands Kyst; som hjælpeløse drev på Havet i deres hulede Træstammer, til de, ved et Under, landede på dette ukendte, ubeboede Land, som de aldrig mer kom fra . . .

Men Bek? Nej, han lignede jo heller ikke de andre, som alle var Brødre og Søstre, én tæt Familie. Han måtte være kommet her over fra Fastlandet, som han selv, en Gang. Men hvornår? Og nu skulde han dø her, en Fremmed, ikke som de andre ned i en Jord, hvor han mødte sin egen Slægt i hver eneste Sandkrumme.

Erik Lange dukkede ud i det dybe Skår mellem "Byens Bakke" og Nordbjærg, og standsede brat, som han altid måtte, hvor ofte han så end var kommet den Vej.

Bag de sandede Hjulspor lå "Ørkenen" for ham. Kulsort, stenet og øde, svagt skimlet af Rensdyrlav, med en enlig Fyrr længst ude i Øst, dukket som et ensomt Elsdyr, der flygtet fra Kysten efter Føde, nu stirrede forstenet over denne milevide Flade, denne tømte Havbund, overspunden af Sandflugtens Grene, knoklet af Stenrevenes Rygrade og de gamle Flintesmedjers Hvirvler, kranset af Horizontens Klitter som af blånende Uvejrsskyer.

Der groede lidt Lyng og Marehalm ved Vejstriben. Telefonstængerne hældede under Nordbjærgs Skrænt, der så fortabt ud over Ørkenen. Et kummerligt Krat hang på dets Side, som et lille Dyr, der skræmt var var sprunget derop. Telefontrådene peb svagt, næsten uhørligt.

Gennem Tiderne havde Fyrren stirret derude, mens Kimmingens Klitter rejste sig og faldt og vexlede som Himlens Skyer, og Sandskornenes hvislende Flugt gik som Regn og Storm gennem dens Krone. En Hares flygtende Fod fik Stenene i Revene og Oldtidens Smedjer til at smutte, uænset og usporligt som Døgnene, som Årene. Et Drøn, et Fugleskrig lød ind fra Havet. Mørket kom og slettede Horizont og Tid.

En Funke sprang op, fjærnt i Mørket som en | pludselig Tanke, et Minde, og glemtes. Lidt efter fødtes et nyt Blink, endnu langt længere borte, for sildigt og forgæves. Til omsider det første vågnede påny og for sent spurgte efter Svaret, Det var Fyrene, Fyrtårnet på Øens Østspids, en Mil ude, og Fyrskibet to Mil til Havs, der søgte hinanden gennem Mørket - som Menneskene ...

Han havde rejst - han havde rejst Jorden rundt, før han var femten Aar, rejst lige siden sin Fødsel på en af Fiidjiøerne i det stille Ocean, hvor de begravede hans Moder. Og han var endt her i Ørkenen.

Hans Fader havde jo været en af de Omflakkende, en af de Fredløse, hvem Kunsten er Rejsepenge. Hvad havde hun ikke lidt, den lille, stille Provinspige, under denne rodløse Skiften Sted og Sprog, denne Feberhigen, denne aldrig mættede Nyhedsjagt - før hun, tusinde Mile fra sit gamle Hjem, hin skovbeskyggede Vig, fik Fred midt i en fremmed Verden og et fremmed Sprog? Var hans dybe Træthed ej alene fra hans egen Rejse, men fra hendes?

I et Anfald af Anger havde Faderen besøgt hendes Hjem i de østjyske Skove, og Erik dér fundet sin Havn - som de styrede forbi mod nye, ukendte og skræmmende.

Den ganske Jord havde Faderen krasset ned på sine Lærreder og solgt til høeje Priser. Men aldrig hin lille, grønne Vig.

"Hvorfor græder du? Nu rejser vi jo!"

Erik Lange knugede Hånden hårdt om Stokken.

Ja, hvorfor græd Moder i sin Tid? hvorfor lod hun sit Liv, ene, på den anden Side Jordkloden, borte fra sit Fædreland og sine Kære? Hvorfor havde han aldrig kendt nogen Stue, nogen Sti, nogen Himmel, noget Ansigt, der var hans? hvorfor var, alt i Vuggen, alle Horizonter styrtet sammen over ham og havde nu begravet ham her?

For at Faderen kunde stille sit Kunstnerkrav på Verdens Hovedstæder og Afkroge, Zonernes skiftende Farver og alle Solnedgange og Stjærnehimle, på at krese Jorden rundt med Solsystemet? for at han kunde skabe en Hob febrilske, farveflimrende Billeder, spredt Verden over, i amerikanske Millionærers Samlinger, i indiske | Rajaers Gallerier, et enkelt i hans eget Lands - og høste den Dom: "en Guldskat a£ Geni, som var splittet ud for alle Vinde og af alle Vinde ført sporløst bort?"

Å nej, han vidste det bedre: Faderen havde intet Talent, intet Geni været - så lidt som nogen Bøddel! Intet uden en Patient, en Sindsyg, et ansvarsløst Offer for Århundredets Hjul!

Nu sov han, omsider træt, på Kirkegården i Shanghai. . .

Hans Fader i Kina, hans Moder på Naviti-Levu, han selv her i Nordens kolde Hav - - Ja - han lukkede øjnene. Og som han og hans var hvirvlede hver til sit Verdenshjørne, vilde Tiden, vilde Hjulet hvirvle alle sine Børn, dem og deres Tanker, Jorden over, Hjulet, som var Tidens Hjærte, Hjulet, som ikke lod sig standse . . .

Han havde set ret her i Ensomheden . . . Og lad så dem derude, Vennerne, Forræderne, kaste sig mod det og knuses under det. Han var alt dér, hvor de alle vilde ende, udenfor Tiden, udenfor Jorden,

Men Ellen - han havde suget hende med ind i Hvirvlen - og slængt hende op på denne Ø - Ellen, ene derhjemme i Stuerne, nu og de hundrede Dage og Aftner før, næsten lige siden de kom her - til "deres Hjem," som han havde kaldt det . . .

Han bed Tænderne sammen. Nu, hun måtte finde sig i det, som han selv, som Moder. Alle var de hjemfaldne Ofre.

Eller - nej, Ellen og Menneskene her, de var ikke Hjulets Børn, så lidt som Moder havde været det; ti de var ikke Tidens, de var jo de gamle Århundreders, Klostrets.

Var Klostret her?

Han så ud over Ørkenen. Langt ude sad Enebærbuskene på den sorte Jord, som hvilende Skikkelser i deres Kapper. Som Eneboere, faldne til Ro.

Hvem skulde svare ham uden Ellen - og gamle Bek, han var på Vandring til, som Lægen til Patienten . . . Han smilte.

Og han havde drømt sig Menneskehedens Læge! O, nu så han det: han var ikke død, fordi han var kommet hertil. Han var kommet hertil, fordi han søgte sin Grav. Hvem vilde nu vække ham af den?

Og idet Erik Lange ad Græsstien gik ind mod Byen, klagede gennem hans Sind Ivan Ssavitsch Nikitins, Skænkeværten fra Voronez's Digt af Ruslands dybeste Nød: "Eine Nacht in einem Bauernhause": "Lerne hier auf Gott vertrauen und geduldig sein. . ."

Han skimtede gennem Skumringen de jordlave Tangtage, som Volde om Kirketårnets kalkgrå Skorsten. Han gik under "Byens Bakkes Hæld, mellem Fiskegarnenes Tågestriber og Stængerne, hvor Isingerne var hængt til Tørring.

I Præstegården oppe på Bakken var der slukket og mørkt. De havde haft Præst fra Jylland sidste Søndag, nu fik de ikke de to næste.

Han kom ind i Byens Gade, i den mugne Lugt mellem Stengærderne og de ludende Bindingsværksgavle.

Foran glødede et rødligt Lys mat, som en Lampe, der var blevet stående glemt på Bordet, da alle flygtede, og endnu en lille Stund vilde brænde som et sidste Minde om Mennesker, til den langsomt, langsomt slukkedes og gik ud, og det endelige Mørke kom. . .

Pludselig gav det et Sæt i ham.

En Brøndvippe knagede. Og nu dukkede et Menneske op, en Fisker, en høj og mager Mand med Kurv på Ryggen.

Han vendte sit hvide, lidt skæve Ansigt inde i det kulsorte Skæg mod Erik Lange og strøg Huen af. Erik hilste hastigt, venligere end vanligt.

Her var dog altså andre Mennesker på Øen, Mennesker han kunde spørge, han kunde søge til - som nu til Bek.

Fiskeren raslede videre i Skærverne, og Erik Lange kom forbi Prinsens Gård.

Dens Trægavl grånede ud af Havens Mørke, under Kirketårnet. Skodderne var lukket for, som de var blevet lukkede den Dag, Prinsen døde - - Hans Arvinger havde aldrig sat deres Fod på hans Ø eller i hans Hus.

Men Erik Lange så på dets Skodder.

Det Liv, som var blevet levet derinde næsten et halvt Århundrede igennem, af en Mand, der havde været et Hofs maitre de plaisir og en Konges Yndling, Gesandt i Europas Hovedstæder, Rom, Paris og Sankt Petersborg, | feteret og tilbedt - og med Et, faldet for en hæslig, en spedalsk Brøde, spærret inde bag disse Skodder, i denne Øs Grav - og som havde sovet i dens Sand nu snart andre halvtredsindstyve År, før Erik Lange satte sin Fod på dens Bred.

Og gamle Bek, som havde levet her ligeså længe, for nu også at blive Øens endelige Fange - -

Og han selv? Huskede han sin Forgænger, Distriktslæge Hagedorn? halvblind og sky for Mennesker, med Kundskaber fra forrige Århundredes Begyndelse - Beholdt Øen ikke sine, som Havet sine døde, for først at opsende dem på den yderste Dag?

Han standsede ved Stengærdet, ved Byens sidste Hus. ud mod Ørkenen.

Vilde en Gang en ung Mand komme og træffe ham selv, som han havde truffet Hagedorn?

Om han da ikke som Præsten rømte og nægtede at komme igen?

Nej, nej, sin Pligt, sin sidste Rest af Gerning svigtede han ikke!

For - hvem svigtede vel sit rette Sted og sin rette Syssel?

Havde hans Venner stjålet hans Plan og hans Ære? Eller havde han selv givet dem den?

Var han ikke bundet her, mere end Prinsen, mere end Bek? Som Planten i sin Gromuld -

Og Ellen?

Han tog tættere om Stokken og gik videre frem ad Vejen, "Vestervejen" kaldte de den, påny ud ad Havet til. Kirkebjærg tilhøjre veg langsomt tilbage, og han så atter ind over det skumringsgrønne Kær. Langt derinde, i modsat Retning den han nu gik, løb Vejen, han fulgte før. Så lukkede Sønderbjærg, Øens højeste Tinde, for med sin Fod, men nu var han ved Skolelærerens Hus.

Lille og sort lå det dér under sit Tangtag, der skød sig puklet op mod Himlen, uden Gærde om, nøgent og fladt, med Lyngen og Marehalmen om de grå Mure. Et Lys skinnede under Tagskægget, bag et rødt Forhæng. Bag Huset bredte Ørkenen sig ind i Mørket.

Han blev stående og lyttede til Havet, hvis Skumstribe han så, ikke hundrede Skridt fra sig, bag de utydelige Omrids af det tjæresorte, kæmpemæssige Kors på "Kistehøjen" - Agnetes Kors, det kaldtes for.

Nu hørte han også Havet bag Byen, ovre i Nord, voxende over Øen som Mørket. Og i Øst og Vest - Havet overalt, Havet og Mørket.

Og her boede gamle Clemens Bek ....

Han havde set ham, naturligvis, som han havde set alle Øens andre Indbyggere, men han havde aldrig talt med ham. Han kunde ikke tale med Mennesker. Fordi han som Barn havde set tusinder og ikke kendt ét. Og Folket her havde sit eget Sprog. Ikke en Gang gamle Hagedorn, som havde levet iblandt dem to Menneskealdre, havde forstået dem, når de talte indbyrdes. Indelukkede på deres egen Ø, i deres eget Sprog var de. Og Erik havde ikke Nøglen dertil. Han havde jo knap kunnet tale Dansk, så lidt som noget andet af de talløse Sprog, hvori han kunde sige God Dag og Farvel - især Farvel - da han efter Faderens Død, sytten År gammel, kom til sit Fædreland.

Men Clemens Bek - han havde set ham første Gang i Kirken, da han og Ellen var der, af Høflighed mod Præsten - der nu havde forladt sit Embede og Øen.

Han havde strax lagt Mærke til ham, dér i Stolerækken: at han ikke var Fisker, ja, at han vel egentlig var en Slags studeret Mand. Han havde stået dér, med det hvide, lange Hår kæmmet glat, i sin blå Frakke, sin sorte Vest og Krave, og ladet de andre komme ind forbi sig, trykket dem i Hånden og hvisket smilende God Dag. Og siden, som han sad dér under Prækenens Kedsommelighed, midt i Sollyset fra det lave Vindue, med Ørkenens grå Høje i Rammen - hans hvide Hoveds stille Holdning, hans Hænder om Salmebogen, hans sænkede Øjnes Blik - - Erik Lange havde følt et Øjebliks forunderlige Fred i sit Hjærte, som ved et Minde, han ikke den Gang kunde gøre sig klart, men som han nu vidste, var Grunden, Skovvigen derhjemme, hvor hans Slot skulde have stået - hvor det kom til at stå - men bygget af andre . . .

Nå, nu ikke tænke på det mere, nu kun ind til den Gamle!

Han trådte op på den sandflugtsstrøede Trappesten mellem en Klynge visnede Graner, der lugtede besk i Kulden, som gamle Kranse. Gud véd, hvorfor Bek havde stukket dem ned her rundt om sin Dør? Var det hans Lystlund? Måske han dér havde vandret så skont som under Palmer.

Erik Lange hørte en Stemme indenfor, en høj, enstonigt syngende Stemme, der talte. Han lyttede, det måtte være Bek.

"Å nej, nej, hvorfor har I endda sendt Bud? ulejlige ham helt herind fra Havnen for min Skyld! Å. nej, nej da - kære Jomfru Lucie, vi to ser jo dog nok, hvordan det er med mig. Hvorfor skal vi så ulejlige ham så langt?"

Og en anden Stemme svarede, svag og grå - som var det kun. Vinden, der stundesløs trak gennem den sprukne Gavl:

"Bek må ikke sige sådan. Hør, Bek? De kan da aldrig tænke på at gå ifra mig og lade mig ene her?"

"Jamen, Jomfru Lucie," spøgte Bek, "se det går nu da ikke! For De kom hele tre År senere her til Øen end jeg, så De kan da ikke slippe herfra, før De har hentet de tre ind!"

Erik Lange famlede mod Forstuens Dør.

"Å hør, dér er han, den velsignede Mand!" Stemmen fik travlt, "lille Jomfru Lucie, luk ham dog endelig ind!"

Lange så som en grå Skygge vige til Side, og lige dér i det svage Skær fra Lampen Beks Ansigt inde i det hvide Hår. Oprejst sad han i sine Puder og smilte undskyldende.

"Det er da så meget en Skam -" begyndte han.

Men Erik Lange vinkede hastigt af. Han følte sin Stemme underlig tyk, og træt sank han ned i Simestolen. Han så sig tåget om i det lave Rum med de røde Gardiner og Forhæng for Vinduerne, med den gamle Lerovn og Klapbordet inde under Hængereolen. De to gamle Ansigter smilte stilfærdigt mod ham.

Han åndede en Lugt af Ælde og Tørverøg, blandet | med den søde Duft af Heliotrop. Urets Minutlyd vuggede imod ham, som på Havets Evighedsgænge.

Og han, som havde forfejlet sit Mål, syntes, han havde nået det.

Formiddagssolen skinnede ind gennem den østre Rude og tegnede dens små Felter på Klapbordet og over det sandstrøede Gulv.

Ilden spillede som rde Tunger henne i Lerovnen og tindrede i Bornholmerurets blanke Pendul, der næste Nu svingede ind i Solen.

Erik Lange sad ved den Syges Seng og så på ham. Gamle Bek lå stille, med Hænderne foldet over Tæppet, og smilte til Lægen.

"Ja, Hr. Bek, jeg kan jo ikke sige Dem andet, når De endelig vil have det at vide, end at det er lidt småt med Kræfterne. Kun én Lunge, og så i den Alder -"

"Tak, Hr. Doktor, Tak!" den Gamle nikkede og løste de foldede Hænder; han så lidt ud af den solbeskinnede Rude, ud hvor Ørkenens grå Høje og sorte Stensletter strakte sig bort i Soldisen, "- men hvor længe mener Hr. Doktoren, jeg kan leve endnu?"

Erik Lange så prøvende ind i det magre Ansigt med de høje Kindben og den krumme Næse . . . De smalle Læber rødmede i et Smil. Håret lå som en let Snedrive over Puden.

"Hm ja - De føler Dem selv så forvisset om, at De ikke lever Foråret over - og det er jo også en vanskelig Tid her på Øen for Gamle og Syge.''

De rynkede, gullige Fingre klemte let sammen. Så nikkede Bek.

"Men -" skyndte Lange sig, "her hvor det egentlig kun er Alderdom -"

"Nej, nej," Bek smilte, "tro ikke det, Doktor Lange, at jeg er bange for at dø. Det er man da ikke i min Alder, skønt - der har jo nok været Tider, da jeg vilde det hellere end nu. Nej men - nå - -"

"Hvad, Hr. Bek?" Lange så på ham.

"Nej, nej, det er intet!" Bek rystede på Hovedet. "Ja | undskyld!" rettede han sig hurtigt, "jeg vil jo da ikke være uhøflig. Men det var bare, jeg tænkte på, det kunde måske komme til at knibe - så langt et Sygeleje."

"Mener De - med - Penge?" Lange tøvede lidt.

"Ja, ja, men lad os nu ikke tale om det! Jeg har jo da lagt lidt op . . Men det kan nok være . . . Nå, derfor vil Gud Herren nok sørge," han nikkede i et stort Smil.

Erik Lange sad lidt, så rejste han sig og gik hen til den lille Hængereol

Tilbyde den Gamle gratis Lægehjælp og Understøttelse ellers . . . hm, det var ikke så nemt! Det måtte Ellen hjælpe ham med en Dag, hun så herud. Hun og Bek lod jo til at være gode Bekendte.

"Jeg ser på Deres Bøger, Hr. Bek, det må jeg vel nok?" sagde Erik Lange, han lempede en af de små, sortindbundne Bøger ud af den lille Hængereol, om hvis Sejlgarnssnore der var vundet stride, stålgrå Strandtidsler.

"Ak ja, ja, Hr. Doktor, det kan vist ikke more Dem! Det er mest sådan gamle Bøger, men for mig har de jo været så meget, ja mere end Doktoren vist kan tænke."

Lange standsede med en lille Bog i Hånden: "Des Thomas von Kempen vier Bticher von der Nachfolge Christi" med en Velkomst: "Amen dico vobis."

"Har De holdt meget af at læse, Hr. Bek?"

"Om jeg har -" lød den Gamles Røst, "kære Hr. Doktor Lange, om ikke de Bøger derhenne havde været, og andre, som jeg i sin Tid lånte af Hr. Jacobus Uz, så havde det undertiden været - drøjt for mig her på Øen. Ja ikke de senere År," han legede med Sengebåndet, "men de første mener jeg. Når man er blevet gammel, har man jo nok, sådan i sine egne Tanker og Minder."

Lange stod med Thomas a Kempis i Hånden, han så på et af de små Titelstik: "Ich will horen was Gott der Herr in mir redet." Ps. 85. 9.

"Hr. Bek," sagde han sagte, "har De været længe her på Øen?"

"Til Foråret, De talte om, Hr. Doktor, har jeg været her fem og halvtredsindstyve År og et halvt." | "I fem og halvtredsindstyve År -" Lange slap den lille Bog ud af Hånden og ned på Kommodens hæklede Tæppe, "i fem og halvtredsindstyve År -"

"Ja, ja," nikkede den Gamle.

I fem og halvtredsindstyve År - til Foråret, han talte om - da han skulde befries . . .

"Men," Lange satte Bogen ind og trak en anden ud, "alle de År - har De ikke været nogle af dem borte fra øen?"

"Nej, aldrig!" Bek rystede på Hovedet. "En eneste Gang" sagde han og smilte svagt, "var jeg en Dag og en Nat herfra, ovre i Jylland, i Grenå, det er nu op mod tredive År siden, og - det var sådan helt sin egen Sag . ."

"Har De ikke været mere end én Gang borte fra Øen i det halve Århundrede og da kun ét Døgn og kun i Jylland?"

"Nej, Hr. Doktor."

"Og har De ikke haft Slægtninge, Venner at besøge?"

Der blev en lille Pause, kun Pendulet gyngede fra Ilden ud i Solen og ind i Ilden igen, og Lange blev bange for sit Spørgsmål.

"Nej, Hr. Doktor, nej," lød så den Gamles rolige Stemme, "jeg - har aldrig kendt hverken Fader eller Moder eller Søskende eller Venner, således som De mener det."

Der blev ganske stille. Havet bruste ude i Solskinnet, og en sen Flue summede om Heliotroperne.

Lange så på Bogen, han stadig holdt i Hånden: "Maiblumen. Lieder einer Stillen im Lande." Hans Øjne gled hen over de andre: Hiller: "Geistliches Liederkåstlein," Spener: "Herzliches Verlangen" . . .

"Hr. Bek," spurgte han lavt, "er De - en meget troende Kristen?"

"Om jeg - ak, Hr. Doktor," han smilte halvt, så Erik rødmede over sit Spørgsmåls Plumphed. "Jeg og mine Lige stod altid Kirken imod, sagde Hr. Pastor Tang til mig, da jeg var ung - "og Kirken det var Gud." Jeg ve l kun, jeg blandt alle Helte bedst har forstået Jesus Kristus, at jeg har forladt mig på hans Ord, | at de var sande, og har længtes mod ham hver Stund i mit Liv."

"Men - alle disse sære, gamle Bøger, De her har - se: Arnolds: "Wahre Abbildung," Bogatzkys "Skatkiste," Wandsbecker Botes "Asmus" -"

"Ak, Hr. Doktor, det er gamle Eberhard Sebastian Badens Bøger."

"Eberhard-?"

"Ja, det var en gammel teologisk Student fraset badiske Schwarzwald, der en Gang i det forrige Århundredes Begyndelse kom til København for - å det er en lang og underlig Historie - og han blev min Fader. Jeg sagde nok, jeg ingen Fader har kendt, og det er jo også sandt, men jeg har haft Eberhard Sebastian, og hvad skulde jeg da med en Fader?"

"Døde han, mens De var her på Øen?"

"Nej, før, det var derfor, jeg måtte hertil. Han havde mange Bøger, han var jo en studeret Mand, fra Universitetet i Halle an der Saale, omend han aldrig fik Examen. I København var han på en tysk Købmands Kontor, han informerede i Tysk, Græsk og Hebraisk, var siden Pedel på en Latinskole og - men - ak Hr. Doktor, de vilde ikke lade ham leve - -"

Den Gamles Stemme rystede, hans Hænder gik over Tæppet.

Erik Lange så hen for sig, langt ind i en svunden Tid, i svundne Liv, i svunden Lidelse og Uret. Den gamle, tyske Student, hvis Bøger han her holdt i sin Hånd, Bøger fra Pietismens inderligste Tid, og denne Olding dér i Sengen, der også havde studeret, men ingen Examen nået, som de ikke havde villet lade leve på det faste Land og som var endt herovre . . . Der steg en Duft, hengemt og tør, fra disse gulnede Bøger, en Duft af Støv fra fjærne Dage. Og se, dér stod jo hans Navn prentet: Eberhard Sebastian Båden, Niederwasser, Junius 1812. Og her igen, med Tilføjelse af Opholdsstedet og Året: - Glaucha, Halle an der Saale 1816. Og her, skrevet med samme faste og kantede Hånd, den Gamles eget Navn: Benedict Clemens Bek, Hafnia 1847, i Bjørn Christian Lunds: "Liden Brude-Gave -- til Alle Jesu Brude." | "Hr. Bek," sagde Erik Lange, "nu - har De ikke mere Deres Skole at skøtte, og jeg - ja, jeg har intet at tage mig for uden at tilse Dem og de Par andre syge her på Øen. Nu har vi bægge Tid. Vilde De en Gang imellem fortælle mig lidt om hin Eberhard Sebastian Båden - og om Dem selv, i de halvtredsindstyve År?"

"Om os?" den Gamle vendte forundret Hovedet, "ak, Hr. Doktor, hvad kan det interessere Dem at høre om sådanne fattige og ringe Liv? Jeg og mine hørte jo til i helt andre Kår, end De kan tænke Dem - ja, og i en helt anden Tid."

"I en anden Tid, ja netop! Derfor beder jeg Dem fortælle. Men jeg vil ikke plage Dem. Måske det vil gøre Dem ondt."

"Plage? hvor kan De dog tro! Og gøre mig ondt? Nej, nej! se, Jomfru Camrath og jeg har jo da så tit talt sammen om vore Liv, om hendes og mit, hvordan det nu er gået. Og jeg har da tænkt mit igennem, helt fra først til sidst, og endogså prøvet at skrive lidt af det ned. Men det vilde ikke ret falde for mig, jeg har aldrig været dygtig i Pennen - ak nej, så lidt som i andet, men jeg synes dog, jeg har fået det lagt sådan til Rette for mig, mit Liv i København og her, og gamle Eberhards med. Særlig nu på den sidste Tid ser jeg det så klart, helt som - ja som jeg ser Øen derude, og synes, jeg kender det som den, i hver Krog."

"Og De vil fortælle mig om det?" Lange havde nærmet sig Sengen og stille sat sig på Simestolen.

"Jamen hvor kan De dog bryde Dem om det? De, som er en lærd Mand og en ung Mand. Jeg og mit, vi er jo bare det svundne."

Lange så ud ad Østruden, hen forbi Klitternes nedskredne Sand og Marehalm, ud i Ørkenens kulsorte Slette med Revlernes fjærne Rygrade. En Mil derude, over Klitternes vage, blånende Rand, sås Fyrtårnet som et hvidt skinnende Stearinlys mod Himlen.

"Men måske ejede De i det svundne noget, vi ikke tør miste, vi unge, som De siger - om vi skal leve."

"Ak nej, tal dog ikke sådan, som jeg kunde lære Dem noget - jeg, en gamle Pogelærer, som forlængst har glemt den Smule, han i sin Tid sled sig til - og | De, som er en dygtig Læge efter alle de nye Regler, og rigtig Doktor tillige, fra Universitetet."

Erik så stadig ud af Ruden.

"Gamle Bek," sagde han dæmpet, "jeg har haft en Sorg, som jeg måske siden en Gang kan tale om - nu beder jeg Dem fortælle mig om Dem og Deres, om hvorledes Menneskene bærer deres Sorger og finder sig til Rette med Glæde i Livet. Jeg tror, De véd det, De og Deres!"

Der blev atter stille. En Ko brølte langt inde i Kæret, som grønnedes bag den vestre Rude.

"Måske, Hr. Lange, måske," nikkede Clemens Bek. Hans lyseblå Øjne så stjålent på den unge Læge.

"Men at tænke sig, at jeg skulde kunne -"

"Ja, De kan! jeg tror det!" Lægen greb hårdt hans Hånd i sin.

"Ja, ja, da skal jeg det så gærne - å, for det var jo dog mit Liv, så ringe det var, det eneste Liv her på Jorden - på Øen, havde jeg nær sagt." Den Gamle hostede. "Og se, det er jo det: husker De - ak nej, nu læser man vel slet ikke mere sådanne gamle Bøger - men se, i Jung Stillings "Lebensgeschichte", i Barnjomshistorien, dér fortæller han, at den gamle Bedstefader sagde til ham en Dag, de sad ved deres Kulmile højt oppe i Westfalens Skove og så ud over det mørke Land: "Vi og vore er kun ringe på Jorden, men i Paradiset grønnes og blomstrer al vor Æt." Ak, Hr. Doktor, der er dem, som kun grønnes og blomstrer dér. Til deres Slægt synes jeg, jeg hører. Men, som den gamle Bedstefader siden sagde til Stilling: "Når vi er døde, da er det ligegyldigt, hvad vi har været på Jorden, om blot vi elskede Kristus og var ham tro."

Lange vendte sig. Uden for Vestenruden stod Sønderbjærgs mørke Fod og Kærets grønne Engdyb åbnede sig, helt bort til Vejen, han gik i Går og i Dag.

"Hr. Bek, Jomfru Camrath - jeg hørte en Smule af deres Samtale i Går - har hun været på Øen lige så længe som De?"

"Omtrent, ja, tre År mindre er det. Jeg skal sige Dem, hun kom til Præsten, som da var her, min Principal, Pastor Rasmus Schwarzflügel hed han. Hun havde | da nyssens haft den store Sorg at blive forældreløs. Hendes Moder døde i Koleraåret 1857 og Faderen to År efter. Og da nu Pastor Schwarzflügel var hendes eneste levende Slægtning, en Halvbroder til hendes Moder, blev hun sendt herover for at komme sig lidt. Hun var ellers en rig Pige; Faderen, der var ostindisk Købmand, efterlod hende mange Penge. Men hendes Formynder spekulerede og ruinerede hende fuldkommen og forsvandt til Bengalen. Og så - ja så, da gamle Schwarzflügel døde, blev hun hos den nye Præst, og siden hos alle de andre og kom aldrig herfra, for hvor skulde hun søge hen?"

"Hun har altså - været en Dame en Gang?"

"Ja, ja da, hun har skam været en Dame, så fin i sine Klæder og Vaner som nogen, eneste Barn af hovedrige Forældre, vant til både Kammerjomfru og Tjener. Men siden - ak, her blev hun min Lige, og vi har måttet trælle slemt for Føden bægge to."

"Og - nu ser hun til Dem?"

"Ja, Gud bedre det, Hr. Doktor, hun har jo ingen Kondition nu, da Hr. Clood har forladt os. Hun har jo alle Tider været hos Præsterne."

"Som - Tjenestepige?" sagde Erik Lange sagte.

"Å ja, det blev hun jo, efterhånden som de vexlede, og det glemtes, hvad hun én Gang var. Men - det er jo heller ikke slemt at tjene, når ens Hjærte kun tjener Gud. Men nu er hun jo nok snart for gammel til Tyende og skulde gærne have sin Hvile den sidste Tid. Og så er det jo, vi bægge to håber på den lille Understøttelse De véd, Fyrmester Horn i sin Tid gav Øen, jeg her i min sidste Sygdom og hun for sine sidste År."

Lange vendte sig mod Døren.

"Vilde De ikke hellere - om nu jeg - - Er det ikke ligefrem - en Fattigunderstøttelse?"

"Fattig - ak, Hr. Lange, hvad er vi andet end fattige, vi to?" der lyste et Smil i de blegblå Øjne. "Og tænk så på, at får vi den - det skal afgøres nu i næste Uge, i Mødet hos Svenning Gai - så hører vi hjemme her."

"Ja, for vi er jo ikke født her, skønt det mange Gange undrer os. For vi må jo ret tænke os om, for at huske, der var en Gang en anden Verden end Øen - og derfor vil de jo ikke ret erkende os."

Lange så ned for sig. "Særligt venlige var de ikke, Øens Folk" ... Ja mod de enkelte Fremmede, der, med Års Mellemrum, forvildede sig herover på et nysgerrigt Besøg, mod dem var de høflige og talende nok, men mod dem, der vilde blive, Øens Embedsmænd og disse to, som først nu, efter et halvt Århundredes Tjeneste på Øen kunde erkendes værdige til en Fattigunderstøttelse . . . Ellen havde nok Ret: så ensomt havde de levet.

"Fyrmester Horn, ham skulde de have kendt - me'n han var jo allerede gammel, da jeg kom. Om ham og hans Hustru, lille Madeleine fra Provence, og Jacobus Uz, den forfærdelige Historie, skal jeg fortælle Dem, for den er også Øens Historie, omend så helt anderledes end min og Lucie Camraths. Jo, jeg kender øen og husker hvert Menneske på den gennem de sidste halvtredsindstyve År. Alligevel så underligt, nu at skulle bort . . . Men hør, nu kommer vist Jomfru Camrath."

Lange så op. Forbi Vestenruden kom hun, lille og bøjet, med Hænderne foldede foran Snipsjalet og Kurven over Armen. Øens Nationalhue med de stive, hvide Blonder stod hende højt om Panden. - Nu vilde hun snart få Ret til at bære den - som en Indfødt. . . .

Klinken klirrede, og hun trådte ind.

Det lille, magre og brune Ansigt, der i Modsætning til Clemens Beks sarte og barnehvide Hud var gennemkrysset af et Væv af Rynker og garvet af Øens hårde Blæst, blussede, da hun så Lægen.

Hun knixede forlegent i det ene Knæ og satte Kurven fra sig på Klapbordet.

En Gang en Storkøbmands Datter i Hyrdindedragt og Pandering og Bandolérsko - og nu -

"Hvordan går det, Jomfru Camrath? Godt at vi har Dem til at se efter vor Patient," smilte Erik Lange og undrede sig selv over, hvor han fik de Ord fra.

Hun så hurtigt op, to små, brune Øjne under de tynde Bryn.

"Å Tak, Hr. Doktor - ja, det er endda en Glæde, at én -" hendes Hånd, der var spæd som et Barns, men krummet af Arbejde og Ælde, glattede over hans Hovedpude.

"Se, Bek, jeg - ja, jeg tog Medisterpølse i Dag, for "Anne Hendrikke" kom jo i Går, og jeg synes - det var så kønt et Solskin - at vi skulde flotte os lidt. Jeg købte den jo henne ved unge Gravemands."

"Ih nej, Jomfru Lucie, så skal vi jo leve højt i Dag!" smilte Bek og prøvede på at komme op på Albuen for at sige Doktoren sømmeligt Farvel.

"Ellen," sagde Erik Lange, han sad ved Vinduet i hendes Stue, hvor han længe ikke havde siddet, og så ud over Havnen og Havet, der gled under det, uendeligt, uophørligt, uden Sejler og uden Røg. "Ellen, jeg tror, du har Ret: jeg må tale med Folkene her, om jeg vil, de skal fatte Tillid til mig og bruge mig mere, end de gør."

Fru Ellen så hurtigt op henne fra Viftepalmen, som hun var ved at vande. Så bøjede hun roligt det blonde Hoved og vandede videre.

"Ja, det har jeg jo altid sagt," nikkede hun og rev med den lille Urtepotterive den fugtige Muld sammen om Roden.

"Ellen," sagde han lavt, "jeg har ikke villet sige det: men Kås og Faber, om du husker dem - de har forelagt Rigsdagen min Plan, mit Sanatorium - og de er udnævnt til Læger dér."

Fru Ellens Hoved løftede sig ikke, men hendes Stemme sitrede let, da hun svarede: "Kære Erik, det har jeg set. Jeg kunde ikke finde Avisen, da du var gået i Går, og gik så ned til Havnefogedens og lånte den."

Han strakte Armen langt ud fra sig på Karmens broderede Pude.

"Så får vi måske blive her - i mange År."

"Jeg har jo tænkt det," sagde hun dæmpet.

Han løftede Hovedet og så hen på hende.

"Ellen," sagde han, pludselig, som brast det fra hans Mund.

Hun så hurtigt op, satte Kanden fra sig og var i et Brus hos ham,

"Erik," hun tog ham om Hovedet med de store, faste Hænder, der duftede af den våde Muld derhenne, "Erik!"

De så hinanden i øjnene. Hans Læber dirrede inde i det mørke Skæg.

"At du kunde skjule det for mig!"

"Det - var for at skåne dig, for at -"

"Skåne mig? - å nej, det var for at være ene med din Sorg, som du har været ene med Planen - og med alt, Erik, alt, det sidste År!"

"Det er ikke sandt!" han løftede afværgende Hånden.

Hun så fast på ham, stadig med Hænderne om hans sortkrøllede, tætskæggede Kinder.

"Jo, det er sandt. Hvorfor du vilde være ene og har ladet mig ene, har jeg aldrig ret forstået. Jeg tænkte altid: "Det er den store Plan," når du sad og tav ved Bordet, når du strax efter Kaffen gik ind på dit eget Rum og sjælden så herind om Aftenen, før vi lige skulde i Seng. Og, endnu sjældnere kom og spurgte, om jeg vilde en Tur med dig ind i Byen eller ud i Klitterne og Ørkenen. Men - nu da Sorgen er kommen, så kommer du dog til mig, og så forlanger jeg ikke mere. I Mænd og jeres Planer, må vi Kvinder jo ikke komme nær," hun smilte med Tårer i Øjnene.

Han slog sine ned. Nej, nej, lad hende tro det - lad hende tro, han sad over sine Planer, de Aftner han ørkesløs stod ved Ruden og så ud i det uhyre, sorte Rum og kun hørte Havet dybt nede og fornam dets Kulde på sin Pande - lad hende aldrig erfare, med hvilken Tanke om hende og sig selv han stod dér - at han ikke kunde gå ind til hende og Lampelyset og Sykurven, at han ikke skulde skrige højt i sit Fængsel.

Men nu - nu Sorgen kom, kom han til hende, og hun var rede og havde biet tro - som den grønne Skovdal derhjemme havde biet, mens han flakkede Jorden og Havene rundt - med Fader.

Ja, hin Dal derhjemme havde biet, mens han svigtede | den. Nu tog andre den i Besiddelse og hævede dens Skat, Men - hende beholdt han tilbage, hende kunde intet i Verden tage fra ham, ikke en Gang han selv! Han lænede sit Hoved ind mod hendes høje Bryst, og hendes Hånd strøg ham om Nakken.

"Erik, du vil ikke gøre Indsigelse mod dem, rejse din Ret mod dem, der således tager den?"

Han så lidt op og ud over Havet.

"Min Ret - å min Ret var at tænke den Tanke - og give den til andre, som kan udføre den. Jeg selv -"

"Hvad du?"

"Jeg," han smilte, "duede vist mere til Patient end til Læge dér."

"Men -" sagde hun langsomt, hun så med rynkede Bryn langt ud for sig, "om du nu ikke var kommet herover, så langt bort fra hele det Liv, du netop skulde leve i for at læge det, så langt fra Biblioteker og Laboratorier, Klinikker og Kolleger, så langt fra hele din Tid - tror du da -"

Han sad lidt, med Hovedet mod hendes Arm; han mærkede, hvor hun rystede. Så sagde han, lavt, hæst, som efter en fremmed Vilje:

"Jeg har troet det, indtil nu. Men nu véd jeg det: om vi ikke var kommet her til Øen, ja måske jeg da nu havde stået som Førstemand på mit Slot, men - at vi kom, det var helt min Skyld."

Hun nikkede langsomt og tungt: "Jeg sagde dig det, Erik, men -" hun blev pludselig blussende rød.

"Men hvad?" han så op.

"Helt din Skyld var det ikke," hviskede hun, hun gemte sit brændende Ansigt ved hans Skulder.

Han smilte svagt og strøg hende over den hvide, gyldne Nakke.

"Lille Ellen, det skulde jeg da være den første til at takke dig for."

"Jamen - når det nu voldte -"

"Det voldte vel det, det skulde," nikkede han. "Se, mit Slot bliver bygget, Portene til Klostret bliver åbnet, de Syge kan komme og smage af Bækkens Vand, og jeg selv -"

"Ja du - du?" hun så ham spændt ind i Øjnene.

"Jeg," han lagde sin Arm om hendes Nakke, "jeg tror nu, her er Brug for en Læge og et Menneske på denne Ø - og at jeg, med Tiden, kan blive den Læge og det Menneske."

Hun gispede kort og pressede sin Mund ind mod hans Kind, gledet halvt ned på hans Knæ.

"Om jeg ikke var bestemt til det," sagde han sagte, "kan jeg vel blive det, når jeg har lært, hvad jeg skal."

De tav bægge og så ud over det uendelige, strømmende Hav, der skilte dem, ene her på denne bitte Ø, syv Mil fra den øvrige Verden.

"Jeg tror, jeg er ved at lære, Ellen, at denne Ø er også Verden."

Hun nikkede ivrigt og så ham ind i Ansigtet.

"Jeg tror, jeg kom i rette Tid til gamle Clemens Bek."

"Til - Clemens Bek?"

"Ja. Véd du, at han har levet her i femoghalvtredsindstyve År?"

"Så længe -" hun så ud af Vinduet over Havet.

Han tog hende fast om Hånden.

"Ellen, om nu vi blev her ligeså længe?"

Hun rørte sig ikke, så ham kun ind i Ansigtet i et sitrende Smil.

"Med dig, Erik, er denne Ø mig Verden."

"Ellen," han drog hende til sig i et Kys, "du skal gå med mig og høre af gamle Clemens Bek, hvorledes man her lever et Liv."

"Ih nej, kommer Fruen også med?"

"Ja, jeg kommer, Lærer Bek, for jeg har jo hørt den glædelige Nyhed!"

"Ih nej, har De hørt den?" den Gamle smilte forlegen og glattede over Tæppet med de gullige Hænder. "Ja," sagde han, idet han længe så ud ad østvinduet, hvor i Dag Skyerne drev og drev, hastige og grå, over det sorte Øde. Havet hørtes som lige udenfor Murene. "Med mig var det jo endda kun en mindre Sag, for Deres Mand har jo lovet, at jeg skal ikke tære længere | på det end til Foråret, og Gud have Lov at jeg kan dø, som jeg har levet, uden at falde nogen til Byrde. Men for gamle Jomfru Camrath - å, Fru Lange, så glad mindes jeg ikke, jeg har været, lige siden jeg var ganske ung. Jeg synes, det er bestandig Solskin derude, jeg tænker jo hele Tiden på, at nu behøver hun ikke at begynde sin ny Tjeneste hos den ny Præst."

"Ja, om vi får nogen," smilte Erik Lange.

"Og så er der det," sagde Bek og fæstede sine øjne på dem, "at når jeg dør, så har Svenning Gai næsten lovet mig, at hun også, skal få min Part. Tænk så har hun 350 Kroner om Året at leve af, så får hun det jo næsten som i sin Ungdom igen."

Erik Lange så på ham. Næsten som i sin Ungdom - en ostindisk Storkøbmands Datter - Skænkede Øen sådan Glemsel for Penge?

Men Ellen viklede roligt Papiret af en Flaske Bourgogne og satte den på Bordet foran ham.

"Se her, Hr. Bek, denne Flaske skal vi drikke i Dag i den store Anledning. Og Boel skal bringe andre herud, at De kan have dem og styrke Dem på siden."

"Ak Frue," Beks øjne hvilte i et Smil på Flasken, "Vin, det har jeg såmænd ikke smagt siden hans Højhed Prins Philips Dage."

"Har De også kendt Prinsen?" spurgte Lange og løftede Hovedet.

"Om jeg har?" Bek nikkede, "han levede jo endnu de første tretten År, efter at jeg var kommet til øen. Hvor skulde jeg undgå at kende ham? Han ejede os jo allesammen. Nu ligger han derude i sit Kapel i Ørkenen. Han drømte altid, han skulde dog tilsidst slippe herfra ved Kongens Nåde, som han jo en Gang havde ejet mer end nogen anden Mand i Landet. Men det hjalp aldrig det mindste med alle hans Tiggerbreve. Just fordi han havde stået så højt i Kongens Gunst, var han nu faldet så ubønhørligt dybt. Men Tak, kære Frue, mange Gange Tak for Deres store Gave! Ih nej, at Fruen også kom, med Deres Mand!"

Hans perleblå Øjne gled i et svagt Smil fra den ene til den anden.

Ellen blev rød, og Lange vendte Hovedet bort. Havde | Øens Folk talt om, hvor sjældent de fulgtes? Ikke ét Skridt kunde man jo gå her på øen, uden Øjne vogtede én. Undtagen i Ørkenen da, dér satte aldrig et Menneske sin Fod.

"Tror De ikke, Hr. Bek," spurgte Erik, "at så liden Plads vi end har til at røre os her på Øen, der dog er .mangfoldige Steder derude," han nikkede mod det østre Vindue, "hvor aldrig et Menneske har trådt?"

Gamle Bek lå lidt stille og så ud i det sorte Land. En Fugleskare trak hen over det som et dunkelt Slør. Så rystede han på Hovedet. "Nej," sagde han lavt, "jeg tror ikke, der er den Plet på Øen, så stor som min Fod, som den ikke én Gang har dækket. Husk det dog, jeg var her i femoghalvtredsindstyve År, og én og en halv Mil lang er øen og knap en halv Mil bred."

Lange dukkede Hovedet. Å, hvor havde han løbet langs Havet for at finde ud!

"Og Ørkenen, Doktor Lange og Frue, dér gemte jeg mig den første Tid og siden mange Gange. Nej, der er ikke den Plet i Ørkenen, hvor jeg ikke har siddet og tænkt og bedt og fortvivlet og fundet mig selv igen. Om ikke Ørkenen var her, jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde have klaret mig. Og tidt griber jeg mig i at tænke, at Paradiset kan ikke være uden sin Ørken."

"Gamle Hr. Bek," sagde Erik Lange, "har De noget imod, at Ellen, min Kone, hører med, når De fortæller mig om Deres Liv?"

"Nej, nej, men -" den Gamle smilte undseligt, "hvor tør jeg dog fortælle om noget så småt - og sådan bare om mit eget?"

"Fordi det er det, vi helst vil høre og mest har behov."

Bek nikkede. "De er så gode mod mig, at sige det. Og ja, jeg bad i Går Jomfru Lucie lede mig de Papirer op, jeg talte til Doktoren om forgangen Dag, og de ligger derhenne - hvis jeg tør bede Dem. Ja, i Skuffen, i vestre Hjørne."

Ellen rejste sig og fandt en tyk Pakke gulnede Papirer frem af Klap-Bordet.

"Jeg synes, det er på Bagsiden af Kvitteringer, De har skrevet det," sagde Erik Lange, | "Ja, det er mine Kvitteringer for alle de År, jeg har været Lærer her. Kan De se, her står alle Præsternes Navne ned gennem Årene. Ak ja, ikke mindre end ni Præster har her været - og Pastor Flak var her dog enogtredive År."

"Og Læger?" spurgte Erik Lange.

"Ja se, Læge havde de jo først fået en ti-tolv År, føer jeg kom - det var Doktor Ørebro, og han var her til sin Død. Siden har vi så kun haft gamle Doktor Hagedorn, til nu De kom."

"Det glæder mig på Standens Vegne, at vi Legemets Læger har holdt bedre ud end Sjælens," smilte Erik.

"Har De boet her i denne Stue alle de År, De har levet på Øen?" spurgte Ellen.

"Ja - det vil sige, da jeg kom her, skulde jeg bo i Præstegården og gjorde det også de første syv År, hos Hr. Pastor Schwarzflügel, men da så Pastor Tang kom - Det var de værste År, da troede jeg ikke, jeg skulde have levet . . . Han tog både mit lille Embede og mit Kammer i Præstegården fra mig og -"

"Jog han Dem ud?"

"Ja, ja - husk på, jeg var jo ikke og har jo aldrig været ansat sådan som andre Lærere. Præsten skal jo tillige være Lærer for de femten-tyve Børn her er. Men Hr. Schwarzflügel kunde ikke overkomme det i sin Alderdom og Svagelighed og søgte sig en Hjælper. Men derfor behøvede Pastor Tang jo ikke at bruge mig, men kunde gøre med mig, hvad han vilde. Alle de andre Præster var dog så gode at tage mig igen. Men sikkert har det jo aldrig været."

"Og det har De måttet frygte for de mange Gange?"

"Ja, otte Gange har jeg gået og skælvet for, hvad den nye Præst vilde gøre. Men det er jo da altid gået ..."

"Men den Gang Pastor Tang jog Dem ud?"

"Ja, da var jeg jo ren tud omkommen her på Øen, om ikke Doktor Ørebro havde taget mig i sit Hus, for at jeg skulde læse med hans Datter, Frøken Barbara. Siden gav Prinsen mig Lov til at bo i dette her lille Hus, som stod tomt, fordi de var døde, som skulde boet her, et ungt Brudepar, der havde været i Grenå og blive viet. Men druknede på Hjemvejen til Øen. Så | flyttede jeg ind i deres Hjem, og siden har jeg jo så ganske rigtigt boet her. Fæsteafgift slap jeg for at betale. Og nu går det sagtens tilbage til Prinsens Arvinger. Men - det vil jeg hellere fortælle Dem om til sin Tid," han bladede i sine Papirer.

Ellens og Eriks Øjne mødtes og gled rundt i den lille, lave Stue.

To Vinduer havde den, ét mod Ørkenen og ét mod Sønderbjærg og Kæret. Mod Øst stod den åben til Ørkenen, mod Vest skyggede Bjærgets mørke Fod. Loftsbjælken hang tungt fra Køkkendøren til Døren ud til Forstuen. Uret dikkede enstonigt som Havets Brusen. Heliotroperne duftede sødt i Karmen . . . Klapbordet med det hæklede Tæppe; Simestolen og den rødmalte Træstol; Lerovnen, "Munken", som de kaldte den her på øen, med sine grønne Plader; et Par gamle, bibelske Billeder med tysk Underskrift: af de hellige Mænd i den gloende Ovn, Samsons Kamp med Timnas Løve, og de sovende Disciple i Getsemane - mellem dette havde Clemens Bek levet Livet, i det unge Brudepars Stue.

Erik Lange lyttede til Urets Gyngen igennem den Tid, det halve Århundrede, der var svundet hen på denne Ø - som Århundreder før var svundne og skulde svinde, mens Havet bruste mod dens Kyst.

"Fortæl, gamle Bek, fortæl," bad han og klemte sin Hånd hårdt om Ellens.

"Ja ja," Clemens Bek så langt ud af Østenruden; det milde Smil i Øjnene forsvandt, han hævede de dunede Bryn; der kom et strengt Udtryk over hans Ansigt, som så han fjærne og ophøjede Ting, ophøjede gennem Døden til Evighed - som udmålte han sit Liv, det Gud havde givet ham at leve, fra Begyndelsen ind til denne Time:

"Skal jeg fortælle, Doktor Lange og Frue, da vil jeg begynde med Begyndelsen, og den véd jeg, jeg finder nede i et lille Hus i Gutachdalen i badisk Schwarzwald.

Dér, i en lille Sidedal med Skov tæt ned omkring, nær Landsbyen Niederwasser, boede en from Skovhugger og Kulsvier ved Navn Theobald Efraim Båden og hans Hustru Theodore.

Deres Hu havde aldrig stået til Ungdommens Lyst, og de havde først sent fundet hinanden, men Gud Herren havde dog skænket dem to Børn, en Dreng ved Navn Eberhard Sebastian og en Pige, der hed Christine.

De boede midt i en katolsk Egn, men de holdt fast ved den protestantiske Lære, som de havde bragt med sig oppe fra Westfalen, hvorfra en Gang en af deres Slægt var vandret ud. Ti hvad Faderen havde lært, var Sønnen helligt, og ingen kunde tænke på at glemme det.

Men derfor var der ingen Strid mellem dem og deres katolske Naboer, og kom Theobald og Theodore og deres Børn forbi et af de store Gårdes Kapeller eller et af de talløse Krucifixer ved Vejen eller i Skoven, da knælede de ned og bad inderligt en Bøn. Ti i disse gamle, kolde og dunkle Stenhuse under Fyrrernes sorte og fugtige Skygge, eller ved Foden af de kransesmykte Trækors ude på de solede og blomsterfyldte Enge havde jo så mange Slægtled bøjet Knæ og betroet deres Sorg og bedt om Hjælp og Trøst, dér hvor den er at finde. Og Theobald og hans Kone så på de ældemørke Træstøtter, som stod dér på Hylderne mellem blomstrende Kirsebærgrene og duftende Mjødurt, og vidste, at de havde været fromme Slægters Trøst, og bøjede Panden for dem til Tak. Ti den store Lærer fra Halle, Philip Jacob Spener og hans Disciple havde lært dem, at enhver Strid om Trossager er Gud imod, og at han ene kræver Hjærtet

De havde det meget småt, Theobald og hans Familie, men det havde dog aldrig manglet dem på Brødet. Theobald huggede Stammer i de store Skove og slædede dem ned til Bønderne i Reichenbachdal eller den øvre og nedre Gutachdal. Men helst vogtede han deres Kulmiler.

Han gik derop Mandag Morgen og kom - om da Milen tillod det - ned igen til sine Lørdag Aften, for at være hos dem Søndag over, læse en Betragtning af Riegers "Hjærtepostil" og et Stykke af Forklaringerne til den gamle Berleburger Bibel, synge en Sang af "Der andåchtig singende Christenmund", tale med Theodore og Børnene om det læste og siden lege med dem i Engen ved Kilden, forsyne sig med Proviant for den | 100kommende Uge og næste Morgen atter vandre op ad den stejle Sti og forsvinde ind i det tætte Mørke.

Da Eberhard var fem År, fik han Lov at ledsage sin Fader. Og det var jo ret Moro for Drengen at trave dybere og dybere ind i Fyrreskovens Nat, at høre de mørke Træers højtidelige Susen, se Solen glimte igennem et Sted langt inde og tænde hvidt Lys over de rustrøde Fyrrenåle, og prøve, om han kunde følge Faderen, der høj og tavs skred dér foran med Skovexen og Proviantsækken over Ryggen.

Og hvad var det ikke for ham, der aldrig havde været længere end til Landevejen gennem Niederwasser, at nå det store, sorte Kulbjærg heroppe, som stod og dampede hvidt under de brede Fyrregrene; at sove ved Faderens Side i Græstørvshytten og lytte ud i Skoven til dens natlige Sus og ukendte Lyde og vågne næste Morgen i dens Dug og Spindelvæv og fjærne Fuglesang!

Da Eberhard blev større, kom han i Skole inde i Hornberg hos den lille, protestantiske Menighed. Han havde en halv Mil at løbe med sin Taske med Tavlen og Læsebogen og den heidelbergske Katekismus, Men han var glad for at lære og for de andre Børn og sang hele Vejen langs de gamle Rønnebærtræer og Frugttræer, der i Våren stod så snehvide og i Høsten så koralrøde under de uhyre, sorte Skovmure. Vejen løb gennem den grønne Dal med Gutach skummende Strøm, forbi de klaprende Savmøller ved de store, ensomme Gårde, hvis vældige Tage favnede hele Huset så hjemligt og trygt, at man kun så et Glimt af de små Ruder og de mange røde Blomster på Svalegangene.

Hornberg Kirke dukkede frem derinde og Borgruinen oppe på sin fyrreklædte Højde Han løb over Broen og ind i den toppede Gade, forbi de lave, grå Gavle med Håndværkernes Skilte og Købmændenes Boder og de gamle Skriftsprog over Dørene, til han nåede Skolen, der lå lige nede ved Gutach, med Vinduerne ud mod Strømmen og de sorte Fyrrehøjder ved Markgrafenschanze.

Præsten og Skolemesteren hed Hr. Tobias Beutel og var en tør og drøj, lille Mand med et gult Ansigt og | en brun og støvet Paryk, med store Metalbriller og Knæbenklæder. Han fik snart Øje på Eberhards Lærelyst og Flid, men var dog streng og fåmælt mod ham som mod de andre Børn.

Med dem legede Eberhard ret af Hjærtens Lyst i Frikvartererne og vinkede langt efter dem, når de efter Skoletid spredte sig hver til sin Kant og i deres små, brogede Dragter forsvandt, én efter én, i Skovene.

Ingen skulde ad Niederwasser til som han, ti Menighederne dér var som sagt alle katolske. Og han løb alt, hvad han kunde, for han længtes efter sin Fader og Moder og den lille Christine og den lave, enebærstrøede Stue med den trebenede Ovn, det skurede Bord af Fyrreplanker og de hvide Træskeers Række på Væggene, med Moders Væv og "der Herrgottswinkel," det lille Alter med Krucifix, de trods deres Protestantisme ligesom deres Naboer havde i Hjørnet af Stuen, og for hvis friske Blomster han og lille Christine måtte sørge fra de våde Skovenge her inde i den lille Sidedal, hvor kun deres Hus lå, og hvor de derfor var Eneherrer.

Der stod et Kirsebærtræ for deres Dør, og en lille Lund af gamle Valnøddetræer, hvori Børnenes Gynge hang. Der rislede en Bæk forbi Dørtærsklen. Den kom højt oppe fra Skovene og bragte Bud fra Fader - ja undertiden lagde han virkelig hvide Fyrresplinter i den, og den bragte dem, tro og travl, ned til Eberhard og lille Christine. Små Væld brød op af Græsset, rustbrune og klukkende, som bristende Jærnhatte. Røgen fra Moders Nadvergryde steg op af Skorstenen mellem Husløgene og sejlede hvid under de sorte Fyrreskove. Aveklokken ringede inde fra Hornberg og svaredes fjærnt og nært fra Niederwasser Kirke og Gårdenes Kapeller. Og mens Solen blev rødere over det mossede Stråtag, korsede Eberhard og Christine sig andægtigt.

Eberhard lukkede Øjnene og drømte om de Lørdagaftner, han med Faderen dukkede frem af Skovene svimmelt højt oppe, ud på "der Feierabendfelsen," og med Huen i Hånden og Arbejdsredskaberne for Fødderne lyttede til de utallige, skjulte Kirker, der nu dybt dernede i de sorte Skovkløfter ringede Helligdagen ind. Og han smilte med Tårer i øjnene og lovede lille | Christine, så snart hun bare kunde kravle Vejen, at lede hende op til fra Festaftnens høje Klippe at høre alle Schwarzwalds Klokker ringe Hverdagens Sol i Bjærge.

Eberhard var stor og grov i Lemmerne ligesom Faderen, men Christine var lille og fin, red og hvid som Moderen nok en Gang havde været, da hun var ung. Og Eberhard elskede hende. Hun kransede de røde Rønnebær om den hvide Hals, satte Skærmblomsterne, der stod som en Tåge over Engen, i sit Hår og spejlede sig i Bækken. Fader syntes ikke ret om det og rystede tit strengt på sit grå Hoved, men Eberhard sprang efter Blomster til hende og bragte hende de største og saftigste Brombær i et æbleduftende Valnøddeblad eller hentede Nødder ned til hende fra Egernernes Reder.

Men en Dag kom Hr. Pastor Tobias Beutel ind ad Døren med sin Stok i Hånden og blev hilst med megen Ærbødighed af dem alle. Han satte sig på Bænken ved "der Herrgottswinkel," som han rynkede let på Næsen ad, så sig om, rømmede sig og drog ned i Vesten.

Og hvad han vilde, var da det, at de skulde lade Eberhard studere. Han vilde læse Latin og Græsk og Hebraisk med ham, som han stadig havde holdt vedlige ved sin flittige Gransken i de hellige Skrifter på Grundsproget - og siden . . Gud vilde hjælpe, han havde vel ikke uden Hensigt nedlagt så store Evner i Eberhard. De fik se. Han vidste, at de havde Slægtninge i Halle an der Saale, i Værtshuset "Zum guten Geist" - kan hænde Eberhard kunde bo der for en ringe Betaling, han nok kunde fortjene som Præceptor for godt Folks Børn i Halle, hvor der foruden Saltværksejerne i Giebichenstein fandtes mange rige Købmænd.

Theobald sad længe tavs, med de store Hænder på Knæene og grundede. Theodore gik til og fra med Risene til Ovnen og sagde intet. Lille Christine tittede nyfigent fra den ene til den anden, og Gøgen i Uret sprang frem og kukkede. Men Eberhard vovede ikke at løfte sine Øjne, sådan rystede han på sin Bænk.

Ti hvad var dog egentlig det, Hr. Tobias Beutel dér sad og talte om! Halle an der Saale, lå den ikke hundrede Mile borte? og - Student, Lærer, Præst? ak, | Kulmilerne deroppe og lille Christine og Niederwasser By - - Nej, nej, aldrig! i Evighed nej!

"Hm," sagde gamle Theobald, "det var sære og store Nyheder, Hr. Pastoren her forebringer os. Ingen af vor Slægt har nogensinde forladt Gutach og dette Hus, siden vi kom herind fra Westfalen. Vi har alle ernæret os af Skovene - selv min Farfaders Broder, der var Skovløber hos hans rigsfyrstelige Højærværdighed, Benediktinerabbeden i Sankt Blasien. Vi kender ikke det, Hr. Pastor Beutel taler om,"

"Nå, derfor kan det vel nok være godt," mente Hr. Tobias og brystede sig lidt, "jeg selv er en Bondesøn fra Odenwald, og jeg skulde mene, at -"

"Ak ja, De, Hr. Pastor! Men hvem véd, om Gud vil føre vor Eberhard så vel, som De blev ført? Halle an dér Saale, det er ret, at vi har Slægtninge dér, men vi har aldrig set dem, siden vor første Ungdom - og den Stad ligger mange Mile herfra."

Men Hr. Tobias Beutel rettede Hagen i sit Halsbind og klemte om Stokken. Og da han gik, var det afgjort, at han fik råde. Ti da han havde rørt ved det, at Gud Herren vel kun havde skænket Eberhard hans Evner, for at han skulde bruge dem i hans Tjeneste og til hans Forherligelse i disse frafaldne og vanartede Tider, hvor turde da den fromme Theobald tale længere imod?

Men han sukkede ofte, når han ved Aftensbordet tog efter de grove Rugbrødsskiver, og skottede hen til Øxen i Krogen, hvis Skaft var slidt blankt af hans og hans Fædres Arbejde efter Ordene: "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød." Theodore sænkede Vandøsen. Hun syntes, hun et Øjeblik så de blodige Sårmærker fra Krucifixets Herre på sin Drengs brune Hænder og Fødder. Men hendes Blik mødte Theobalds, og de nikkede til hinanden. De skyldte Gud deres Søn, men han ikke dem Regnskab for, hvad han vilde bruge ham til.

Lille Christines Øjne fløj fra Forældrene til Broderen. Hvorfor var de så alvorlige? Fordi den fremmede Mand havde været her? Lille Christine blev altid glad, når der kom Fremmede. Det skete så sjældent her i Sidedalen. Kun af og til en Hausierer, vandrende under sin Varekasses hvælvede Trætag, eller en Urmager, hvis | utallige, små og store Ure dikkede om ham med så travle Penduler, som ilte Tiden anderledes hastigt derude, hvorfra han kom, og vilde de med alle deres spillende Tunger minde ham om, som han sad her hos dem på Bænken i Skovene, at de længtes derud igen . . .

Fyrreskoven og Valnøddetræerne ude bag Ruden skinnede i Solnedgangen så rade som en Arneild. Hun søgte Broderens Øjne, men slog fortumlet sine ned. De lyste jo som - ja som selve den hellige Sebastians på Martertavlen ved Wiesereck!

"Eberhard," forsøgte hun, "skal vi lege?"

Men Eberhard rystede langsomt på Hovedet. "Jeg skal ikke lege mer," sagde han.

Lille Christine stirrede. Ikke lege, når hun vilde det. . .

Men Faderen nikkede tungt, og hun turde ikke spørge. Hun kendte ikke Eberhard mere.

Ti havde Hr. Tobias Beutels Bud om Herrens Kald og Vilje med Eberhard boret sig ind i Faderens og Moderens Hjærte, havde de stunget som en Lanseod i hans og ved en Tornekrans skilt det fra alt, det til nu havde drømt som sit.

Når han nu hver Dag gik ind til Hr. Tobias i Hornberg, så han stift ud for sig, uden et Blik til de andre Drenge.

Hvor kunde nogen Tid de Ord glemmes, Hr. Tobias havde råbt i sin Harme over deres enfoldige Modstand: at selve den hellige Guds Finger havde mærket ham som sin, at han skulde blive Gud Herren en Tjener som en af dem, Faderen læste for dem om i "Martyrernes Historie," en Efterfølger i Nagler og Blod! Ham undtes ikke Skæmt eller Leg.

Ene lille Christine kunde bringe ham til at smile som Barn igen. Men mangen Gang, når han så Aftenrøgen fra den lille Hytte stige og Faderen dukke ud af Skoven derhenne med Øxen og Risknippet, mens Moderen vinkede til ham fra Døren, og lille Christine løb ham i Møde, fyldte Tårerne hans Øjne.

Ti da randt det ham i Hu, at dette havde været alt hans Fædres Liv, og indtil hin Dag hans visse Vej.

Men som hans Fædre aldrig havde klaget over deres nøjsomme, strenge Liv, men taget dets galdebitre | Træskål med Tak, således slap heller aldrig en Klagelyd, endsige en Bøn om Fritagelse fra hans Læbe.

Og da de fornødne År var gået, drog han en Dag fra det Hus, hvori han fødtes, og som hans Fader aldrig havde forladt, mod Nord ad de ukendte Veje, mod hin fjærne og ukendte Stad, under Herrens Hånd,

Han drog med sin Stav og sin Bylt fra de dunkle Schwarzwalddale op over Rhinens Vinbjærge, gennem hele Schwabens Land.

Det var i Dagene efter det store Folkeslag ved Leipzig, i det sene Efteraar 1813. Og han mødte Landsbyer og Byer på Flugt. Verden stod i Brand. Folkeslagene løb på Vejene. Han mødte Flyttelæs med segnefærdige Heste, bandende Mænd, skrigende Kvinder og nøgne Bern. Han fandt Syge og Gamle, ja spæde Nor i Grøfterne, efterladte af de Flygtende. Han måtte hjælpe og trøste og kom sent frem.

Han gik gennem Landsbyers sortsvedne Ruiner, i Halm og sønderslaget Bohave, og han løsnede de vildt brølende Kreaturer i Staldene, hvis Stråtage var skredet over dem og havde begravet dem levende. Han stod ene ved Brønden i de uddøde Landsbyer og grundede tungt over den gudløse Verdens Ondskab og det stundende Tusindårsrige, som den lærde Johann Albrecht Bengel efter Apokalypsens sikre Ord havde varslet til År 1836, og hvis Tegn af Ild og Blod jo alt sås på Himmel og Jord.

Og han gik videre, trøstig og støt. mod sin lange Vandrings Mål, mens Napoleon intet anende fuldbyrdede sit som Gud Herrens Tugtensris i de sidste Dage.

Og så sad Eberhard Sebastian Båden omsider i et lille, venligt Kammer i Værtshuset "Zum guten Geist" i Forstaden Glaucha i Halle an der Saale og studerede til Teolog.

Han var blevet en høj og stor og mager Yngling med et langt, strengt og furet Ansigt, der voldte, at ingen trådte ham nær, med en dyb, ru Stemme og stive, kantede Bevægelser.

Han havde døjet ondt af Rejsen og den fremmede Stad, ti hans Hjærne var fyldt af Schwarzwaldskovenes dybe Sus, af Kulmilernes Glød og hans Fædres langsomme, sørgmodige og fromme Tanker, men havde ikke | nemt for Syslen med Bog og Pen - ihvad så den gode Hr. Tobias Beutel troede.

Men han lød jo Guds udtrykkelige Bud, og han passede sine Kollegier og sine Pensa som en tro og flittig Student og sled tro og flittig i det som Præceptoi for de Halle'ske Saltværksejeres og Købmænds Børn og erhvervede sig just så meget, som medgik til den billige Kostpenge til hans Slægtninge her, den sindige, gode Vært og hans milde, moderlige Kone.

Men mangen ensom Stund ved Bogen stred han hårdt mod sin Længsel efter dem derhjemme, først da efter lille Christine, efter Suset af de sorte Skove og Klukket af Bækkene i de milde Dale og Savmøllernes skingre Svirren . . . Da kunde han, ør og svimmel, gribe sin Stav og vandre ud af Byen, ud langs Saales stejle Bredder, ud at svale sin Pande ved Giebichenstein eller i Peissnitz' og Rabeninsels Lunde og røre sit tunge Legeme, der blev stift af evigt at sidde bøjet, og råbte på de stejle Vandringer, den tunge Skovøxe og Jærnets Vægt på Skuldrene.

Eller han satte sig ned i den enebærduftende Gæstestue, når ingen Fremmede fandtes, og talte med den lavmælte Vært og hans Kone, om det fælles Hjem i Gutach ved Niederwasser. Og da så de alle langt ud for sig og forstod knap, hvorledes de var kommet her, og hvad de vilde. Men så rejste Værten sig, klappede ham på Skulderen og sagde mildt:

"Ak Eberhard, vi får mindes: skønt er Sshwarzwald som intet andet Land, men fattigere end noget. Det kan ikke livnære alle sine Børn, de må ud. Men det følger dem altid i deres Tanker, til den sidste."

Men da skete det en Dag, at Schwarzwald kom til ham i sin kæreste Skikkelse. Ja, lille Christine kom til ham, med Bud og Hilsen fra Hjemmet i Gutach.

Hun var aget den lange Veje, de mange, mange Mile, først med en Købmand fra Hornberg, der skulde til Leipziger Messe, siden med Bønder og Fragtkørere, og nu stod hun dér for ham i den lave Dør til hans Værelse.

Ja det var lige det, at hun kunde stå der, så høj var hun blevet, men så slank som en af de unge Popler derhjemma og så lys som en af Birkene. Og hun | lo så muntert og overmodigt til Eberhards store, stumme Undren, at han fik føle sig helt genert overfor sin lille Søster. Sin lille Søster - var det virkelig hende fra Bækken, fra Engen, fra der Herrgottswinkel derhjemme? Så glad var Eberhard, at han ikke kunde tale for Tårer, ja, at han glemte at undres over, hun uden Fornødenhed havde ladet de gamle Forældre ene. Men samtidig var han beklemt om Hjærtet, han vidste knap hvorfor . . over at hun også var kommet ud af Schwarzwalds Skove og det lille Hus i Niederwasser, hvor Slægten havde levet, Fader efter Søn, i de mange Led, og aldrig været mere end højest to Dage og to Mile borte

- at også hun var kommet til den store Stad.

Og ak, Tiden viste, han havde haft kun altfor god Grund til sin Frygt!

Lille Christine var ikke som Eberhard og sine Forældre eller de gode Værtsfolk i "Zum gut en Geist." Enten det nu var et stærkt Solglimt i Dalen, eller de røde Rønnebær, eller en Fugl, der havde fløjtet langt inde i Skoven og var fløjet endnu dybere ind, da hun løb efter den, der havde vakt hendes Længsel - eller om hun havde lyttet for meget til hin vandrende Urmager, der i sin Rustning af dikkende Ure havde siddet som selve Tidens Feberhjærte på Bænken foran deres Hytte i Dalen - hvad nu Gud Herrens Hensigt var - så hørte hun slet ikke hjemme i Schwarzwald, i den lille Stue, i de gamle Kapeller, hos de fromme og fattige Folk i de sorte Skove. Hun hørte hjemme i Byerne

- ja ikke i Halle, ikke i det fromme Halle, hvor August Hermann Francke og Breithaupt havde virket, hvor Thomasius havde levet, hvor Waisenhuset stod og Pietismens Stad var, men i store, farlige, brogede Byer

- ja, dér hørte den lille Christine hjemme, så underligt det lød.

Eberhard mærkede det snart til sin store Skræk: hun brød sig ikke om at besøge de collegia pietatis, hvor de sidste fromme Stundenleute fra Speners Tid, fra Pietismens store Dage samledes og drøftede Slægtens Vanart og det tusindårige Riges Komme.

Selv i Würtemberg, der jo alle Dage havde været "Guds Øjesten," hvor Hiller og Oetinger og Bengel havde | sunget og lært, ja i Wetterau, "de Inspirerede" s Land, hvor Berleburg lå, var nu Frafaldets Tid inde som. over al Verden, og de sidste Ting nær. Hvad mægtede imod dette Mørke endog det klare Lys, der skinnede fra Wupperthal, fra Krummachernes hellige Sædejord? Den var jo i Menneskenes Øjne kun: "der Muckerthal"!

Men hellere end at lytte til de sidste Frommes Bekymringer og Håb, gik lille Christine i de nymodens Boder på Marktplatz, ved Marienkirche og omkring Rothe Thurm og Rolandsstøtten at se på al den Tant, som der Franzosenteufel begyndte at smugle ind over Rhinen. Og havde hun så skaffet sig noget af Pynten, færdedes hun nede i Gæstestuen, når der var fornemme Rejsende.

Og dér fandt hun sin Skæbne - ja, og Eberhard Sebastian sin.

Der kom en norsk Greve til Halle, til Glaucha og tog netop ind i "Zum guten Geist." Han var en forfaren Mand, en vidtløftig Herre, kendt med alle Elskovens Snarer, og - en Dag Eberhard vågnede, sov hans lille Søster ikke i Kammeret ved Siden af, men var forsvundet med den udenlandske Herre. Staldkarlen så dem, da de foer inden Morgen i Herrens Kalesje.

Efter den første store, stumme Smærte sank Eberhard på Knæ og tugtede sig længe med Bønner og faldt til Føje under Guds Førelse.

Men i samme Time brød han op og drog hjem til Gutach, til sine Forældre, for, trods sine Studiefællers Smil og trods Hr. Beutels Vrede, at blive deres Søn i deres Alderdom, at de ikke skulde sidde barnløse i den lille Hytte i Skovene. Hjem at lægge af sig den lange, sorte Frakke, den stive Vest og det hvide Halsbind, at stille sine Bøger på Hylden og gribe sin Faders Øxe og svinge den med sin unge Kraft, nu hans var slidt til sidste Tave, og han ene kunde sidde i der Herrgottswinkel og snitte i Træ Ure og kunstfærdige Skrin, Side om Side med Theodore, der stak de skønne Blomsterbroderier, hun mindedes fra sit Hjem i Høje Schwarzwald, inden hun, efter en lang og arbejdsom Ungdom, kom til Dalene og blev gift med Theobald.

Vandrende Købmænd afhentede deres Husflid og bragte den til Forhandling i Freiburg im Breisgau, Pforzheim | og Waldkirch eller andre af Schwarzwalds store og små Byer. Men så tit de betænkte lille Christines Lod, gik Tårerne dem for Øjnene, og de mægtede ikke at fare fort med Arbejdet, ja end ikke at læse de gamle, kære, kendte Historier i de fromme Aviser: "Die geistliche Fama" eller "Der graue Mann."

Og Eberhard sad påny oppe ved Kulmilerne og så ud over sit Hjemlands milevide, sorte Skove, med de utallige, stigende Røgsejler bort i Horizonten, helt bort, til hvor Alperne svævede som luftige, blå Skyer, og hvor han og Christine i gamle Dage troede, at Paradiset lå.

Han havde en af sine teologiske Bøger på Knæet og læste flittigt i den, når han turde for Kulmilens Pasning. Ti han håbede, at Hr. Tobias Beutel omsider skulde formildes og skaffe ham Embedet som Lærer inde i Hornberg, at han kunde ernære sine gamle Forældre uden ganske at forspilde sin Kundskab. Men tænkte han på Christine, sin Barndoms Kærlighed og store Stolthed, kunde han ikke følge de hebraiske Bogstaver og Prikker eller sin Plan og sit Håb. Men han sænkede sit Hoved og lød.

Men hård blev Kampen for at fatte Guds Råd, da der kom det Bud til ham, ved en vandrende Urmager fra Triberg hinsides Hornberg By, ved Vandfaldet, at han havde set og hilst på Christine oppe i Landet Danmark, i Hovedstaden København, og at hun dér levede en Skøges Liv.

Hendes Forfører havde efter knap to Års Glæde og Herlighed på hans Gods oppe i Norge, skikket hende ned til Danmark med sin Kammerlakaj og dér ladet hende ene, da hun nægtede at gifte sig med Domestiquen. Og nu holdt hun i stor Elendighed til i en sørgelig Gade, i et frygteligt Hus, blandt de faldne Kvinder.

Da de hørte det i det lille Hjem i Gutachdalen, brast bægge de Gamle i høj Gråd, men Eberhard gik udenfor, ud under de gamle Valnøddetræer og kastede sig på sit Ansigt og skreg til Gud som Jakob i Pnuel: om han skulde drage ud og frelse hende eller blive og opholde Livet for de hjælpeløse Gamle?

Han ihukom hendes Barneåsyn, som det lo mod ham under Valnøddenes æbleduftende Blade eller fra Bækkens | klare, klukkende Vand, han ihukom hende, når hun med barnlig Ærefrygt lyttede til Faderens Oplæsning af den store, gamle Berleburger Bibels Anhang og klokkeren istemmede en af de hellige Sange i "Der andåchtig singende Christenmund."

Og han ihukom hende den sidste Aften i Halle an der Saale, i "Zum guten Geist", da hun var så febrilsk og lo og græd imellem hinanden, og hans rolige og uerfarne Sind intet forstod, men undredes og rørtes og glædedes over hendes blussende Kinder, hendes tåreblanke Øjne og leende Mund, til hun gemte sig ind til ham og kyssede ham og hvilte sin Kind mod hans og græd og hviskede de kære, gamle Navne derhjemme, fra Benzsletten til Vindhjørnets Klippe, fra Moosenmattle til Sabbatsklippens høje Granithorn, Faderens og Moderens Navne og alle de bibelske Navne, de havde givet til Bækken og Stien og Højden og den store, hvide Tjørn i Dalens Inderste. Og først og sidst en Hilsen til "der Herrgottswinkel." Men så blinde havde hans Øjne været, og så snedigt havde den fremmede, norske Greve faret frem, at han intet havde set, intet anede og forstod, men kun rørtes og længtes bly mod en sådan blussende og vexlende ung Kvinde for sig selv. Men nu - å han ihukom hende med de røde Rønnebær om Panden, spejlende sig i Bækken ved Huset . . .

Og han bad Gud om Kraft til at glemme hende og blive hos sine Forældre.

I tolv År arbejdede han dér i Niederwasser og fuldbragte den Herrens Vilje, der først havde kaldt ham fra hans Fædres Dont og siden sendt ham til den påny.

Hr. Tobias Beutel syntes knarvorren at mene, Eberhard spildte sin Tid og sin Lærdom ved det geménlige Bondearbejde, idet han henviste hans Forældre til kristenbarmhjærtige Gaver.

Og Eberhard talede forgæves til ham om praxis pietatis, at Troen ingenlunde gør det ene, men opera sunt in fide praesentia. Hr. Tobias gerådede i Raseri og skreg op mod malum pietisticum og errores Speneriani og forlod ham i stor Vrede

Eberhard så efter hans drøje, lille Skikkelse i Præstefrakken med et langsomt vågnende Blik. Ti - var | ikke Hr. Beutel en Tjener i den Fyrsternes Kirke, Profeten fra Halle havde udslynget sit Vredens Lyn imod, og som det fromme Folk i Skoven bad Gud befri sig for? Havde han ikke råbt og truet mod det åndelige Præstedømme, de ecclesiolae in ecclesia, der nu skulde herske lig i Apostlenes Dage, blandt de fattige og arbejdende Disciple? og som havde været forsømte helt siden Kirkens Syndefald under Konstantin den Store.

Nu åbenbaredes det jo, at Hr. Tobias ikke i Eberhard havde villet oprejse Gud en Tjener, men det ødelagte Zion en Håndlanger.

Og Eberhard faldt brat på Knæ og takkede Herren, at han havde åbnet hans Øjne og friet ham af Øjenskalkenes Snare.

Og da han atter svang Øxen, var det med tidobbelt Styrke i den Vished, at han fuldførte Guds Vilje med ham i det ringe. Det store biede kun altfor vist.

Og i det trettende År kaldte det ham.

Da hentedes bægge de Gamle, i en og samme Uge, ind til Herrens Glæde fra deres tro Tjeneste hernede, fra deres hårde Slid i Ungdommen og deres dybe Sorg i Alderdommen.

Og Eberhard så det næste Stykke af den usvigelige Vej belyst.

En gul og stille Efterårsaften låsede han Døren til Hytten, forvarede Nøglen i en Snor på sit Bryst og læssede sin Bylt på Nakken med sine Klæder og sine Bøger. Han lod alt stå urørt derinde: Sengen, hvori de Gamle døde, Hånd i Hånd; Vuggen, hvori han og Christine, som alle Slægtens Børn havde sovet, lige siden en ung Fader udskår den og snittede ved dens Hovedgærde Ordene: "Memento mori;" Træskeerne på Væggen og Lerskålen på Bordet, ja de friske Blomster om der Herrgottswinkel - at alt skulde hilse Christine fortroligt og kendt den Dag, de vendte tilbage, og han åbnede Barndommens Dør for hende.

Han skar sig en Stav af Rønnen ved Bækken, så endnu en Gang op over Dalen, op over de sorte Skovmure, hvorind i Stien svandt, nikkede og gik.

Da han ved Niederwasser lille Kirke bag Elven knælede på Forældrenes Grav under Asken og kyssede | dens Jord, faldt Aftenklokkerne fra det vedbendgroede Tårn ind i det hjærtelige, kimende Kor fra Dalenes og Højdernes Kirker og Kapeller. Men han rejste sig og påskyndede sin Gang, at han ikke skulde fortøve den dyre Tid, men nå de fleste Mile frem, han kunde den Nat, mod Staden i Nord, mod Christine. Hele Skovlandet bad rundt om med de viede Malmes Tunger. Velsignet af dem drog han ud at hente dets Barn tilbage til det hellige Skød.

Ja, de samme Veje drog han, som da han i sin Ungdom første Gang forlod sine Fædres Hus og deres Skove. Han gik under Herrens Hånd påny, omend han nu bedre fattede hans Fordring til sine Disciple, og Hånden var ham tung og let som da.

Sidst han drog disse Veje, trængtes Folkeslagene ad dem under Røgen fra Napoleonskrigenes Brande, Nu lå de hen under den hellige Alliances grå Vinterhimmel, milevidt forstenede og øde. Men i Eberhards Øjne var der ingen Forskel på Sporene, som hin af Lucifer kronede Verdenskejser satte, og dem han nu så af "Herrens Salvede". Og bægge var de ulige de nøgne og blodige Fødders, han ene søgte over Jorden, og i hvilke han nu, som én Gang, vandrede mod Nord.

Og som han da lægede de Legemets Vunder, han kunde, såede han nu sin Mesters Manna i de Sind, der lå hen så hærgede af denne Verden, som Markerne af deres Herrer."

Det skumrede i den lille Stue. Ildskæret fra Lyngen i Lermunken spillede hen over Papirerne, som den Gamle holdt i sine Hænder på Tæppet. Han vendte Ansigtet mod dem, og det smilte atter nært og mildt i det hvide Hår.

Men Erik Lange, der havde rejst sig, som vilde han følge Eberhard på hans Vandring, blev stående med Hånden på Stolens Ryg, og Ellen så ind i Ilden med store, åbne Øjne og Hænderne knyttede over Knæet, som sad hun foran den harpixduftende, nu så ensomt forladte Arne i Niederwasser-Dal

Døren knirkede, det trak koldt om Fødderne, og Jomfru Camrath gled ind i en Nejen.

"Hør, hvor stærkt Havet bruser i Aften. Vi får Storm i Morgen. Og det bliver drøjt for Hr. Lange og Fruen at komme hjem den lange Vej til Havnen" sagde Clemens Bek og lyttede mod Ruden

"Ja, vi må hjem, Ellen," Erik så op.

Men hun rejste sig hastigt, rystende som en Drøm af sig Ak, Bek, som nylig havde talt om den Vej, Eberhard drog fra Niederwasser til København, han talte nu om "den lange Vej" her på øen!

"Jamen, vi har jo rent glemt Vinen, at vi skulde drikke med Jomfru Camrath og Hr. Bek, og nu er de her jo, bægge de lykkelige," udbrød hun.

"Ak Frue, Vinglas, de findes ikke i min Husholdning!" smilte Bek

"Vi klarer os nok uden! Drue er Drue, selv i Kaffekopper," lo Ellen og åbnede Døren til det lille Køkken.

Det var et bitte Rum, egentlig kun et Hjørne, med en Vinduesglug ind mod Byen, en Stump trebenet Ovn og en Vask, nogle Kasseroller og et Par Hylder med Kopper og Tallerkener af Ler

Her var koldt og klamt og en Lugt af Mug.

Hun lænede sig mod Karmen, der knasede af Sand fra Klitterne derude, og støttede sin Pande mod den revnede Rude.

Byens Rønner og tangdækte Hytter krøb sammen derinde om det grå Kirketårn. Skyerne jog hastigt over Byen, og Sandet knøg over Vejen derude og hvislede langs Muren gennem den piskende Marehalm. Det trak sammen til Uvejr.

Dér på Tallerknen stod et Par stegte Sild, en Humpel Rugbrød og en Klump Fedt.

Her havde han altså de utallige År listet om og lavet sin fattige Mad for at opholde Livet. Ja, opholde det i Bøn og Tak. Mens hun og Erik -

Å, at hun havde klaget sig og grædt derhjemme i sin gode, hyggelige Stue, at hun havde kaldt sig ene - som om hun ikke vidste, langt bedre end han selv, at han var hendes, blot han en Dag blev sig selv igen, blot han befriedes for den Tanke, han havde skabt som en Frugt af sit Inderste, men som tyngede ham, som et for spinkelt Træ, til Jorden.

Hvad havde de ikke sunget derhjemme i Præstegården på Fyen: "Ach, søger de nedrige Steder - -"

Ja, Erik, nu søgte du dem, og fandt mig og dig selv! Men gamle Bek havde aldrig behøvet at søge - og derfor ophøjede Herren ham nu.

Ellen hørte Stemmerne derinde fra og greb hurtigt et Par Kopper og Krus og gik ind.

Gamle Bek så på hende fra Sengen og rystede på Hovedet: "Kære Frue, det er virkelig ikke noget for Dem at se det Køkken."

Men Ellen lo. "Bare Boel og jeg holdt vort i Orden som De Deres. Men så rent kan vist kun et enligt gammelt Mandfolk holde sit Hus," nikkede hun til ham. "Men nu skal vi drikke," og hun hævede sit Krus.

Og de stod dér, Erik Lange og Ellen og Jomfru Lucie, i Skæret af den spillende Ild og Glimtene fra Fyrtårnet fjærnt ude, omkring Clemens Bek, der sad rejst op i Sengen med Ryggen mod de opstablede Puder.

Eriks Øjne gled fra den ene til den anden af disse to skyggeagtige Skikkelser, som holdt den hede, røde Vin op i de rystende Hænder.

"Må vi så hilse på de Indfødte på Øen?"

Og han lukkede Øjnene, men vidste ikke, om det var i overvældende Smærte eller i Tak til den ukendte Gud.

Lyset sitrede ude over Havet som Skæret af en Måne skjult oppe i Skyerne. Bølgerne skummede fra Skymørket ind i Glansen og ud i Mørket igen. Mågerne red på Stormen, faldt ned igennem den og steg til Vejrs. Ternerne flakkede langs den stenede Bred.

Hånd i Hånd stred Erik Lange og Ellen sig frem under Vesterklit og Dræthøj sortgrønne Brinker. Ude bag Sønderbjærgets Fod buede sig Pakhusbugtens tangklædte Strand, frådehvid. Fyrtårnet sås ikke i Dagens Skyskumring.

Ellen lo og tabte Vejret, snublede over Stenene og Drivtømmeret og kæmpede sig frem, så Kjolen blafrede | om hende. Hun greb sig til den pelskantede Sømandshue og klamrede Hånden i Eriks Skulder.

"Nej, men Erik da, at vi skulde denne Vej til ham, netop i Dag!"

Erik Lange standsede, stindede sig mod Stokken og snappede Vejret gennem Tænderne. Skyerne fløj over det rygende Hav og dukkede det dirrende Lys. Ude i Pakhusbugtens yderste Spids skimtedes en Damper, svajende for Anker, kørende omkring med Bagstavnen dybt sænket. Den prøvede at ride Stormen af uden de dyre Havnepenge.

Han vendte Hovedet og så tilbage. Derinde bag de lange Moler, som Skummet i Dag hyllede som i Snefog, rokkede og svingede en Flok af sorte Master. Alle de hjemlige Fartøjer var tyet i Havn. I vældige Trappetrin sank Havnebankerne ned mod Bassinet, med et bitte Hus på hvert Trin, deres eget øverst, så Havnefogedens, så Assistentens, og nederst, for Bakkernes Fod, Købmandsgården.

At Mennesker kunde bo dér, under Stormen, på Øens Hæld, midt i Havet - -

"Ja," han klemte hendes Hånd, "nu må vi jo lære vor Ø at kende."

"Jamen -" hun så på ham, "fordi de tog den Plan fra dig, så -"

"Den Plan - den var min eneste, mit Arbejde på den al den Indsats, jeg kunde give i min Videnskab, til Menneskehedens Bedste. Nu blev den jo til Virkelighed. Nu må jeg søge Hjælp for mig selv."

"Ja, kom så," hun knugede til om hans Skulder, "så løber vi om vor Ø!"

"Nåh -" de svajede helt rundt, her hvor de stod, støttede mod hinanden, "det tror jeg dog, vilde blive for drøjt - at løbe en Tredjedel Kvadratmil i den Storm!"

"Tænk, er det ikke mere - og her er vi ganske ene i Havet," hun gøs ind mod ham, "med syv Mil til Jylland, med syv Mil til Sverrig -"

"Med otte til nærmeste Søsterø og ti til Sjælland," smilte han, "kom nu, mit Barn"

Og de amplede videre frem. Forude rejste

Brændingen en mægtig Liljekalk om det gamle Vrags sorte Spanter og krumme, rustrøde Søm.

"Tænk, at det har stået mod sådanne Storme i næsten hundrede År - så dybt har Havet en Gang hamret det ned."

"Ja," han nikkede med et vagt Smil, "hvad der kommer til denne Kyst, det bliver."

De drejede nu ind under Sønderbjærgs Fod. Det sorte Bjærg steg over dem med bitte. Enebærbuske, klamret fast i deres Fald som Pindsvin, mens Signalmasten højst oppe rykkede i sine hejste Stormkurve.

"Se Erik, Agnetes Kors"

Foran dem, dér hvor Vestervejen fra Byen smuttede ned mellem de marehalmsbølgende og sandfygende Klitter om Redningsvæsnets lille Telefonskur, stod Korset på sin kisteformede Klit, to Gange mandshøjt, med sorte, spilte Arme mod Ørkenens knygende Mørke. Det knagede i de svære Planker med de rustne Jærnbeslag.

"Kender Du Agnete Vendelins Historie?" spurgte Ellen.

"Nej, jeg véd kun, hun var Præsten Tangs Hustru, og at hun druknede her i Havet, da hun vilde redde et Barn."

"Så må Clemens Bek fortælle os om hende. Tænk, at han kan gøre os hjemme på Øen, så vi kan kende den for hvert Skridt - som han har kendt hvert Menneske på den i de sidste halvtredsindstyve År."

Erik Lange nikkede. "Ja, og at han kan gøre os hjemme i os selv, han, som fandt Verden i sig selv og øen."

Nu dukkede Byen op derinde, det lave, hvide Kirketårn, de lange, strå- og tangtækte Huse krøben sammen under Kirkebjærg og Byens Bakke. Yderst, i Ørkenens Rand, lå Prinsens Kapel med den lergrå Mur om hans og de fattige Fiskeres og de druknede Fremmedes Grave.

Foran dem, hyllet i en Tåge af Sandfog, hældede Beks Hus under sit Tangtag, tungere end vanligt, som bar det hele Havets og Stormens Vrede på sin Ryg og dukkede sig ydmygt mellem de gule, knitrende Graner. -

"laften vil der spørges Stranding," nikkede den | Gamle alvorligt mod dem, da de trådte ind i den lille, lune Stue, hvor Lyngilden buldrede i Lerovnen og spruttede Aske ud over Gulvet.

"Tror De?"

"Jeg frygter det. Ak, Hr Doktor, i sådan en Storm vågner der så mange Minder i mig, våde, frygtelige Minder, fra Tiden før Redningsvæsnet kom, da de måtte gå ud i deres almindelige, åbne Både og blev slåede tilbage, Gang på Gang, og selv gik under, eller hjælpeløse måtte stå og se de andre omkomme derude."

Ellen og Erik så på hinanden. De havde endnu meget at lære om det, at bo på en Ø. De havde lidet husket på den Frugt af Stormen, kun tænkt på sig selv, ene her midt i Havet, ikke på dem, der drev derude, langt mere ene, for hvem denne lille Plet Jord var Frelsen - og Fortabelsen.

Milevidt ud om sig strakte Øen jo sine Stenarme, sine Rev i øst og Nord og Vest. De havde hørt det, at denne Ø her i det nordiske Hav frygtedes af Søfarende Jorden over. Men i de to År, de havde boet her, havde der kun været én Stranding, hvor alle Mand blev reddede Erik var blevet kaldt til en af dem, en Russer, der havde fået sin Skulder og Hofte læderet, men - hvad kom Øen ham den Gang ved?

Men hvor mange Patienter kunde han ikke vente sig, når Havet sendte ham Forøgelse?

"I det sidste Tiår af sidste Århundrede," sagde Clemens, "var her over tredive Strandinger. Da skulde De se Øens Folk! Jeg tror, De vilde ønske at være en af deres, og forstå min og Jomfru Camraths Længsel efter at kaldes hjemmehørende."

Han smilte, og Erik Lange nikkede til ham.

"Men nu må De fortælle os videre om Eberhard. Sebastian," bad han og skubbede Simestolen til rette for Ellen, "om hans Komme til København."

"Jeg er sær urolig i Dag," sagde gamle Clemens og flyttede de magre, blåårede Hænder over Tæppet, "jeg kender det på mig, jeg tager ikke fejl! Jeg har levet for længe her på øen, til ikke at vide, når Ulykken kommer til dens Bred! Men vil De høre på mig, vil | jeg gærne fortælle indtil - ja indtil vi måske bliver afbrudt -"

Den Gamle blev siddende op, med Puderne skudt sammen bag Ryggen og så ud af Vinduet, mod Ørkenen, hvor Sandet fra de dybe Klitkedler rejste sig som lange, vaklende Spøgelser, der jog over de dede Rev og Flintesmedjer, faldt, rejste sig ravende og jog videre. Stundum, i enkelte Solblink, dukkede Fyrtårnet frem, kridhvidt, og forsvandt igen. Spøgelserne ilte ud til Ringdans om Øens yderste Menneskebolig, ud at slukke dets vejledende Lys, ud at spejde fra dets Odde efter Rov.

Drønet fra Havet stod om Hytten. De skrøbelige Mure sukkede som i gamle Støn, Lugen oppe på Loftet klaprede som varskoende Råb. Men Uret gik og gik, trofast og taktfast, uden Viden om den korte Angst, fuldendende sin Vandring mod Evigheden.

Bek famlede omkring sig, hvileløst: "Nej, nej, jeg kan ikke - De må have mig undskyldt og ikke være vred - men jeg kan ikke fortælle i Dag. Jeg aner ondt. Jeg aner en Nød i Havet her udenfor. Hør dog, hvor det stormer!"

"Vist stormer det," sagde Erik Lange, han rejste sig og gik hen til det østre Vindve, hvor Sandfoget ruskede forbi og haglede mod Ruden, mens Lufttrykket pressede Røgen og Flammerne mod Ovnlågen, og Havets tunge Bulder voxede op over Taget, "men det har dog stormet ligeså hårdt de to andre Efterår, vi har været her på Øen, og da er dog ingen Stranding sket. Derimod den stille, tågede Nat -"

"Det er ikke heller Vejret," sagde Clemens Bek og rystede på Hovedet, med de store, blege Øjne mod Ruden, "men - når man har levet så længe som jeg, her midt i Havet, så får man det i Legemet som Forudanen, som Dyrene får det, at nu har det ondt for mod andre. Jacobus Uz - ja, se nu véd De ikke, hvem han var, og mange af de Unge her véd det heller knap, og en Gang var det Navn dog det samme som Øens - han kunde have købt os alle, og Prinsen med, ved sine Penge, og han havde købt os ved sit Liv iblandt os - han mærkede det altid, når en Stranding var nær, og han led overmåde ved det: "For lå vi ikke | her og truede Sejlerne, slap de jo stolt over Havet. Men for at denne arme Bred kan bære os oppe, skal de lykkelige Strandes Børn omkomme." Og han forbandede Øen og os. Jacobus Uz var ikke født til at leve her, må De tro, og dog måtte han blive her til sin sidste Time. Og ved Strandingerne så han jo, hvorledes det Hav, der havde lukket ham ude fra den Verden, der skulde have været hans Gærning og hans Liv, nu kastede dem derude fra som døde op på hans Ø. Og han gemte sit Hoved og rystede af Gru for Havet, han måtte se og høre hver Dag, hvor han så stod og gik. Nu sover Jacobus Uz deroppe på Kirkegården mellem alle dem, fra hvem Havet tog Livet som fra ham, alle dem fra Syd og Nord, men jeg skulde tænke, han mærker endnu, når Havet viser sit Sind og sin Magt, ja både han og dem omkring ham, der en Gang hjemfaldt som han . . . Nå," han rystede på Hovedet, "jeg fantaserer nok! Men tro mig: Jacobus Uz's Uro smittede mig, da jeg som helt ung nede i hans fædrene Gård, hvor nu Havnen og Lægeboligen ligger, så ham løbe rundt i de store, mørke Stuer og løfte de lange Arme og de blide Øjne anråbende mod de tunge Bjælkelofter og krumme sin pukkelryggede Dværgeskikkelse i Vånde. Jeg véd jo, det var hans syge Sind, der foer vild, vi har jo ikke selv lagt vor Ø her i Havet - ak jeg tror, ingen havde gjort det! - vi kan ikke for dens Rev og Revler, vi er jo vel netop sat her for at hjælpe, hvor vi kan, for at rejse vore svage Hænder mod Havet og kæmpe med det om vore Brødre eller i det mindste gemme dem mildt i denne lille Plet Jord her midt i det menneskefjendske Dyb. Men hvor ofte er jeg ikke, især i tidligere Dage, før Menneskene lærte bedre at møde sin Fjende, før Fyrskibet og Redningsvæsnet kom, vågnet midt om Natten, med Klabautermandens Hånd på mit Hjærte, eller har derhenne i min lille Skole, under Bibeloverhøringen, mærket hans Klamhed bag mig og hørt det dryppe på Gulvet, og da følt mig skyldig som Jacobus Uz, her hvor jeg lå eller sad så trygt i Læ. Ak, Hr. Lange og Fru Ellen, Havet er frygteligt, frygteligt - uoverstigeligt og bundløst, giver aldrig, aldrig igen!"

Den Gamle bøjede sig frem i Sengen. Med sine langt udrakte Arme og det hvide Hår rejst i en Bølge om Hovedet så han, i sine Dyner, i det halvmørke Rum, selv ud som en Druknende, et Havets Rov, der rejste sig af Undergangen med sin Klage og varslede om mere Nød.

I det samme jog det gennem dem. Kirkeklokken inde i Byen faldt ind mod Stormen i korte, jagende Klemt, slugtes i Hav-Dønnet, vejredes hen og stred sig frem påny som en Klokkebøje.

"Dér! dér har vi det!" Clemens rakte bægge Arme mod Loftet.

Yderdøren reves op. Jomfru Camrath fløj midt ind på Gulvet, med Hænderne om Hovedet og Skørterne flyvende om Benene. Stormen fyldte Huset, så Køkkendøren sprang, og Ruderne klirrede.

Erik Lange kastede sig mod Døren og tvang den i.

"Jomfru Camrath - hvor er det? hvor?" råbte Bek.

"På Stensøre!" jamrede hun, "å, Gud være os alle nådig!"

Der blev et Øjebliks Stilhed i Stuen. De hørte kun Klokken kæmpe og kæmpe som en Bøje over Stormen, dukke under og kime sig frem igen.

"Greis Terner så det og fløj strax til Telefonskuret og fik ringet op. Det er en stor Skonnert, mener de."

"Dér er de allerede - Herren velsigne dem!" Bek pegede med rystende Hånd mod Østruden.

Som et Uvejrssyn under den sorte, susende Skyhimmel, båret lydløst gennem Stormen, fløj Redningsmandskabet forbi, de otte stejlende Kæmpeheste, den brandrøde Redningsbåd, de elve løbende Fiskere med Reb og Raketter og Redningsbælter og Lygter. Så stormede kun Sandet bagefter dem.

"Ak, ak Herre!" klagede Clemens Bek, "så ofte, så ofte jeg har set det! især om Natten, når Stilheden pludselig brister, og Skriget står over Øen: "Skib! Skib! på Nordvestrev, på Østerrev, på Stensøre!" Og så mange Kister jeg har fulgt til Ro!"

"Kære Hr. Bek," Erik Lange bøjede sig skælvende over ham, "nu må De ikke tage Dem det så nær. De er jo selv Patient."

"Tage det nær - ak Hr. Lange, kan De lade det være?"

Erik Lange rystede på Hovedet og så hen på Ellen. Hun støttede sig åndeløs mod Vinduet, med Lommetørklædet mod Munden og Hånden på det bølgende, venstre Bryst.

Men Jomfru Camrath stod stille, midt på Gulvet, med bøjet Hoved og foldede Hænder, og bad, tyst og indtrængende.

Den Nat, da Erik Lange og Ellen, gennem Bakkernes Læ i Kæret, havde kæmpet sig hjem til deres Bolig, og de lå dér, tavse, Side om Side, og med åbne Øjne lyttede til Havets og Stormens sludende Rasen over sig og følte sig hjemme som aldrig før på denne Ø, voldgivne og hjælpeløse, fulde af Tak mod denne ringe Stenhob og fulde af hin Jacobus Uz's Nød, den, gamle Bek havde talt om, kimede Telefonen pludselig som en Pil gennem Stormen.

Erik tumlede op og famlede derind gennem Mørket, og Ellen lyttede på Sengekanten, med Tæppet angst svøbt om sig.

I Stormens iskolde Rusk gennem Huset, der fik Lyset til at flakke, og i det uophørlige Havbulder dernede kom Ordene til hende:

"Ja, ja, strax! I fik dem i Land - alle? å, kun fem! å, og de - Ja, Kaptejnen? Begge Benene? Ja, ja, jeg kommer strax! Har han hængt derude i otte Timer, siger De? Ja, ja, nu er jeg der!"

Klokken kimede af, og Erik kom løbende ind til hende.

"A Erik," hun brast i Gråd i Tæpperne, "tænk på dem derude! Dér har de hængt midt i Havet og stridt i otte Timer, lige her udenfor, mens vi - - og kun fem kom i Land!"

Men Erik Lange rev Instrumenterne og Forbindstasken til sig fra Glasskabet og vendte sig hurtig om mod hende i det gule, flagrende Lys.

"Ja, i otte Timer kæmpede Redningsmandskabet, blev slået tilbage Gang på Gang og kæmpede sig atter ud. | mens de så dem falde derude fra Masterne, Mand efter Mand, og slås i Havet som Fluer, til kun de fem var tilbage, og de nåede dem. Nu har de gjort deres Pligt, nu skal jeg gøre min, for, Ellen, nu føler jeg det, jeg har en Pligt her på Øen."