ANDET KAPITEL

ERIK OG ELLEN dukkede frem i Vejskåret i Byens Bakke.

Ørkenen grånede som et Dyreskind slynget rundt omkring de grønne Brinker. Himlen sitrede disblå derude.

"Skulde man ikke tro, vi var i August?" Ellen løsnede, forpustet i det dybe Sand, Kåben, "tænk, at det er samme Ø som for to Døgn siden!"

De vendte sig og så tilbage over Kæret. Solgrønt lå det dernede, som et Bøgeblad, med Dammens lille Dugdråbe, mellem de langstrakte, tungt bølgede Banker. Vejstriben slyngede sig, hvid og tom, op mellem Plantagens fjærne Bjærgfyrtoppe. De hvide Klithøje flimrede som Sølv, og Havets Blå skinnede dybt ovre i Bakkerækkens Dalkløft.

"Her er stille," sagde Ellen og drog Vejret, "som dybt, dybt inde i Fastlandet - eller - som i Bunden af en Blomsterkalk, se selv, Strået rører sig ikke," hun holdt et lille Hjærtegræs op mod den blå Himmel.

Erik Lange nikkede træt. "Men den Ro er dyrekøbt. Hvor længe tør vi nyde den?"

"Ja, stakkels Ven," hun strøg ømt den store, hvide Hånd over hans Pande, "du har også haft en drøj Tur i de tre Døgn."

"Å - om det endda måtte endes som Stormen -" nikkede han, ind mod Byen, "men - Kaptejnen - om også det andet Ben går - -"

"Det gør det ikke, Ven, han har lidt nok, og du kom jo til i så god Tid." | "Vi får se," mumlede Lange. "Ak, Ellen, hvor er ørkenen skøn i Dag!" han pegede ud over den.

Lodden som Fløjl lå dens bløde, grå Mile for dem, med Enebærbuskenes små Skyggepletter. Let som fortættede Sandbolte tumlede Harerne sig derude, op over Stenrevene og Flyvesandsklitterne og i strakt Løb ud over den endeløse, stenstrøede, lavplettede Flade. Mågerne kreste og fløj helt ud, hvor Fyrtårnet skinnede som en lille, hvid Søjle, det faste Lands Varde. Havets blånende Ring gled ind om hele den gulbrune Slette, endnu skumplettet fra Stormen. Lynaflederne på Redningsstationens tjæresorte Tag blinkede. Muren om Prinsens Kapel smeltede ind i det Grå. Hans Gård og de lave, halmtækte Huse hvilte som trætte Dyr om Kirketårnets tavse Hyrde.

"Her er friskt og rent, som på Jorden før Menneskene kom," åndede Ellen, "men når jeg tænker på alle dem, der gik til Bunds derude -" hun vendte sig og pegede mod Syd, ad Stensøre til.

Fjærnt ude, bag den lange, dunkeltgrønne Bakkerække, skimtedes midt i det solblændende, skumfødende Blå, som bitte, forkullede Svovlstikker, de hældende Master på "Kalifornien".

"Ellen," han gav hendes Hånd et fast Tryk, "vi lever fuldtrøst - endda vi véd ikke hvorlænge. Husker du Jacobus Uz, som én Gang beherskede Øen her, men som nu ingen mere mindes? Så var det, fra Menneskene kom på Jorden."

Hun så på ham. "Hvor trygt du taler om det -"

"Ja - for jeg tror, jeg nåer tilbage til de oprindelige Spor her på Øen," nikkede han. "Men gå du nu ned til gamle Bek, jeg ser ind til Kaptejnen og kommer så efter." -

Heliotroperne, Levkøjerne og Resedaerne duftede i Vindueskarmen, som var de selve Solskinnets Ånde. Uret dikkede højlydt og kastede Solblinket fra sin svingende Pendul over på Væggens blomstrede Tapet. Klapbordets Fyrretræ spejlede rødt de små Lerkopper, der var sat frem om Kaffekandens Damp.

Clemens Bek hvilte i sine Puder og smilte mod Fru Ellen. Jomfru Camrath nejede, halvt med Ryggen til, | og dukkede sig dybere over Kandisstykkerne og Sigtebrødet.

"De kommer lige til Kaffe, Frue," nikkede han, "om De vil tage til Takke. Å," han lagde den gennemsigtige Hånd over Panden, "nu har vi atter Ro. Så længe det varer. Det har været frygtelige Dage. Véd De - om nogen af dem er kommen i Land?" han så ængstelig på hende.

"Nej, Skolemester, ingen endnu," sagde en Øbo, der sad henne på Dragkisten ved Køkkendøren, en Kiste med et Kors malet i en Krans af Bloddråber som i en Krans af Roser, "I véd, de kommer sjælden til vor Kyst. De driver op ved Falkenberg i Sverrig, om ikke de går helt til Bunds."

Ellen så på ham.

Han var ret en Type på Øens Folk. Det magre, hvide Ansigt rammedes skævt inde af det ravnsorte Hår. Brynene groede i ét over de mørkebrune Øjne. Munden løb som en Blodstribe gennem det blålige Skæg, der i en Vifte dækkede Hals og Bryst.

Han blinkede mod Lyset og gned de knoklede Hænder i hinanden.

Dette hvide Ansigt, disse hemmelighedsfulde Øjne, stirrede de ikke ud som fra Oldtidens Grotte, varslede de ikke en endeløs, dunkel Saga om dette Folk, én Gang strandet og for altid skilt fra dets Brødre, forladt i Havet og reddet af det som sidste Rest af Landets Urindvånere, der ovre på Fastlandet udryddedes af de nye, indtrængende Stammer, som nu kaldtes Landets Børn? Jo, her på Landets ringeste Del, på dets ensomste og usseligste Ø forvaredes de, rene i Racen, i Havets evige Adskillelse.

Hun lukkede Øjnene, men så for sig Flintesmedjerne derude i Ørkenen, den lange Række af Stenalderens Værksteder, der strakte sig over Øen fra Syd til Nord, som halvttilføgne Kæmpedyrs Knokler. Lød der ensomme Hammerslag derude, af Sten mod Sten? O, hvad var selv Clemens Beks Tid her på øen mod dette Racefolks, mod Uendeligheden forude og bagude? Jo, Erik havde Ret, her fandtes de evige Spor! -

"Ja, jeg er træt," sagde Clemens Bek, efter at Erik | var kommet, Kaffen drukket og den Fremmede gået, "træt som Jacobus Uz i sin Tid, når han lå i en Krog af sin store, skumle Stue, rullet sammen i en af de dybe Armstole, han havde arvet efter sine Kæmper af Fædre, udtømt efter Stormens Angst. Nu skinner Solen mildt, og vi glemmer hastigt de Døde, vi, der selv snart skal dø."

"Så tal til os om hine Døde," bad Erik Lange, "at vi kan takke Solen, at den skinner, og Havet, at det nu er roligt og blåt,"

Der svævede et Spindelvæv hen over Ruden, blinkende et Øjeblik.

"Ja, længer er selv det længste Liv, selv den længste Tid ikke," nikkede Clemens Bek, "jeg troede en Gang i min Ungdom, at min Smærte fik aldrig Ende, men se nu - ak ja, længe før nu! Men existerede Døden ikke, havde Menneskene måttet opfinde den - såvel som det evige Liv"

"Kære Doktor Lange og Frue," begyndte han, med Ansigtet vendt mod Rudens Blomster og Sol og med Hænderne foldede over sine Papirer, "hvorledes Eberhard Sebastian Båden nåede helt nede fra Gutach og op til København, fik aldrig nogen at vide. At det må have været en Vandring fuld af Sult og Nød og Møje, kan én jo let tænke sig, når man husker de Tiders Samfærdselsveje og Eberhards lette Pung, og at han aldrig gik nogen forbi, der sad forladt ved Vejen.

Men frem nåede han, og en skummel Aften i November 1829 stod han i Døren til Huset i Pistolstræde med sin Vadsæk og sin Ransel på Skulderen, høj og mørk, med det strenge, tunge Ansigt og de skarpe Øjne under den side Hat, i den langskødede Frakke, den dobbeltknappede Vest, Knæbenklæderne med Stålspænderne og de hjemmestrikkede Strømper.

Pigerne, der var kommet frem i deres Døre, da de hørte Mandstrin, tabte deres Smil og sænkede Hænderne med de støvede Urtekoste, og Værtinden, Madam Gundlachsen, stammede i sit Velkommen og sine Anbefalinger.

Eberhard Sebastians Øjne gled uforstyrret omkring | over dem alle - så læssede han den tunge Vadsæk af, for nu var han jo ved Målet, og sagde med sin dybe, tyske Røst de eneste danske Ord, han havde lært sig, om Bord på Smakken fra Eckernförde:

"Jeg er kommet for at hente min Søster Christine."

Alle Ansigterne dér i Døren, alle de fede og blussende og de hulkindede og sminkede gav et Ryk, og Hænderne slap deres klistrede Tag om Dørstolpen.

Søster - alle mindedes de i dette Øjeblik en lille Stue, en Fader, en Broder - og et nu længe glemt Håb om Udfrielse, om én derhjemme fra, som en Dag skulde stå på Tærsklen og sige: "Jeg er kommet for at hente dig."

Eller mindedes de ved Eberhards høje, præstelige Skikkelse Prædikanten eller en anden anselig Mand fra Sognet, de havde nejet for på Hedevejen eller mellem Hækkene, og i hvis Billede de havde tænkt sig den Gud, de læste om i Pontoppidans Forklaring?

Men Værtinden, Madam Gundlachsen, nejede forknyt og sagde: "Er det den tyske Pige, den Herre mener?"

Og Eberhard, der hørte sine Forældres Stemmer og deres hellige Bøger i det tyske Sprog, svarede lidt hæst, at det var den tyske Pige. Og Madam Gundlachsen bad ham da, stadig forknyt, at følge med. Men da så Eberhard stod i det skumle Kammer med de fugtige Vægge, det revnede Loft, med det blomstrede Kattunsforhæng for den uredte Seng og så Christine sidde dér på Dragkisten ved Vinduet, hvor den regnsorte og smudsskjoldede Mur stod lige ind på, da svimlede han for første Gang på sin faste Fod, da brast for første Gang fra hans troende Læber: "Min Gud, min Gud, hvi haver du forladt mig?"

Og han sank sammen på den halte Stol og skjulte sit Ansigt i de store Hænder og græd højt. Ti den Kvinde dér sad, opsvulmet som en Dyne, i blegrød Kjole, med Håret i svedige Totter om Panden, med sløve og grumsede øjne og de fede, ringbesatte Hænder på sine Knæ - hende, forstod han, at han aldrig kunde "hente". Hun vidste intet om Gutach og det lille Hus i Dalen, intet om den Korsfæstede og de Frelstes | store, hvide Skare - for hun var ikke mere et Menneske, men et Dyr.

Således havde de tolv År i den store By handlet med lille Christine fra Niederwasser.

Hun rørte sig ikke på sin Kiste, men da hun hørte hans Gråd, begyndte hendes Mundvige at hænge, de svulne Øjenlåg glippede, og lange Tårer randt ned over de sminkede Kinder. Hun græd højt og klukkende som en Høne, rokkede med det tykke Hoved og savlede ned på sit nøgne Bryst med de forgæves skjulte Sår - -

Men i Døren var Madam Gunlachsen og Pigerne stimlet sammen, tæt og tavst. Med de fede Arme overkors og Hagerne sænkede, stod de dér, alle, og trak Vejret pustende og klagende gennem Næserne og rokkede hid og did som en Skare Dyr i Nød, der hører Hyrden komme.

Og da steg Eberhard Sebastian op, høj og stiv, så hans børsteagtige Hår fejede Loftets Spindelvæv Han rakte Hænderne ud og råbte med stærk Røst:

"Herr Gott, dich erbarme!"

Og han sank på Knæ og bad, med Hænderne vredne fast i hinanden, om Frelse for disse ved Jesu blodige Vunder, om Styrke til at lede dem, til at holde ud i dette Hus, til Christine havde forladt det, og dets Sted var ryddet med Jorden.

De græd højt rundt om ham, og Christine snøftede og rokkede på sin Dragkiste. Ti forstod de end intet, fattede de alt.

Madam Gundlachsens Mand var kommet til. Han løftede den lille Paryk og tørrede sig over det svedige Hoved, sukkede beklemt og løsnede en Knap i sin Kalmukkes Vest. -

Således kom Eberhard til Huset iQ Pistolstræde, og dér blev han de følgende treogtyve År, Dag ud, Dag ind, oppe på Kvisten, i et elendigt Rum med Udsigt til Genbohusets smudsigrøde Tag, faldefærdige Skorstene og knækkede Ruder, til en Tagrende, der sprøjtede sit skidne Vand over hans Vindu, til en Strime Himmel, hvor Røg og Skyer altid drev.

Rotterne ude på Loftet tumlede mod hans revnede Dør, de drukne Mandfolks Skrål og Slagsmål med | Stoleben og knuste Flasker, Gadesælgernes Råb og om Natten en Stump af Vægterviserne nåede ham.

Høj og stiv sad han ved sin Bordklap foran det lave Vindu, i sin lange, snusbrune Skødefrakke, sin dobbeltknappede Vest, sine knirkende Gamasjer, med det stride Hår ordnet i en Pung i Nakken og skrev sine Korrespondencer for den tyske Købmand eller sine Traktatoversættelser og rettede sine Elevers Stile. Brynene stod stride på hans opadrynkede Pande, to dybe Furer trak sig fra den krogede Næse ned om den store og tørre Mund. Den grove Hud rynkedes læderagtig gul med blålig Skægskygge. Støt skred Gåsefjerspennen frem over de store, blålinierede Ark.

Omkring på Væggenes fugtige Tapet hang hans fromme Billeder og Skriftsprog og Dødsversene over hans Fader og Moder og hans Testemonium fra Halles Universitet, og i Række på den lille Fyrretræskommode stod hans Bøger - alle de, som nu står dér på min Kommode eller hænger over den i Reolen.

Han hørte intet, han så intet. Han skrev kun, troligt og støt.

Og dog undgik ham intet: Kvindernes Fnisen og Støjen med deres Mandfolk, når han, på Vej til sine Lektioner, skred ned ad den knagende Trappe med Staven i Hånden, Mændenes bryske Støjen eller lumske Lusken gennem Strædet om Aftenen, når han kom hjem fra Bibelmødet i de tyske Herrnhutters Sal i Ny Kongensgade - så lidt som Kvindernes bange, fugtige Øjne, deres Hulken og Stønnen Søndag Aften, når Skodderne til Gaden var lukket og Døren stængt for Kunder en Time eller to, således som han ved sin stille, uimodståelige Myndighed havde sat igennem, og han inde i Værtindens Stue udlagde Skriften for dem ved de spruttende Tællelys, der lyste over denne Kres af lyttende og klagende Kvinder med hende, Søster Christine, i Midten, sløvere og dybere sunken end nogen af dem, og med Madam Gundlachsen og den lille, tykke Mand med Parykken fjærnest i Krogens Mørke.

Han læste for dem af Arndts "Paradisets Urtegård", af Bogatzkys "Gyldne Skatkiste", af Rambachs "Passionsbetragtninger" ; han forklarede Skriften for dem, læste den | først på Græsk, at de kunde høre "Jesu egen Røst", og oversatte den derefter på sit knudrede Dansk. Han sang for af de Halle'ske Sange, til Freylinghausens Melodier, af "Der andåchtig singende Christenmund" og "Das geistreiche Gesangbuch", eller herrnhuttiske Sår- og Blodsalmer af Zinzendorf og Christian Gregor, "Herrnhuts Asaf".

De forstod ikke det tyske Sprog, men de græd over dets Hjærteklang og bad kun om det, når Eberhard vilde synge for dem af "Flensborger Salmebog" eller "Troens rare Klenodie".

Han løftede sit magre og dystre Ansigt mod det lave Loft og bad med hårdt knugede Hænder for sin Menighed, bad om Jesu fornyede Korsfæstelse for hver én af disse, bad ham om at opløfte dem i hvide Klædebon som sine udkårne Brude.

Nogle af Pigerne fik han virkelig rejst, de forlod Huset og kom ud i den borgerlige Verden igen, Men hende, for hvis Skyld han havde draget den lange Vej, kunde intet frelse. Hun var bundet til sin Gærning som et Dyr til sit Åg.

Hun sukkede, blot han så på hende, men fatte hans Ord, endsige følge dem, kunde hun ikke. Hun hulkede, når hun så de hellige Billeder og Forældrenes Gravvers på hans Vægge; hun gispede, når han lagde Hånden besværgende på hende og talte til hende om Gud Herrens Straffedom og om den Fristens Tid, intet Menneske måtte være overhørig, om hin terminus peremptorius salutis, hvorefter den evige Fordømmelse kom. Hun græd af alle Sluser, når han inderligen og sagtelig mindede hende om Gutach og Fyrreskovene og det blomstrende Kirsebærtræ for Døren og Valnøddens æbleduftende Skygge eller Feierabendfeisens høje Alter over Skovene.

Men havde han en Dag ført hende med sig bort fra Huset og søgt dem et nyt Logis eller Skibslejlighed til Kiel, da smuttede hun fra ham, inden han vendte sig om, og efter et langt Suk skred han bagefter hende, tung og stiv ved sin Stok. Til han opgav det Hele, gav hendes og sit Liv og evige Frelse over i Herrens Hænder, bøjede sit Hoved og blev i Skøgernes Hus i | Pistolstræde, at stande hende hos, når Herrens Time kom, når Forløsningen stundede, og Sjælens hvide Due atter kom til Syne over Syndens dybe Morads. Ti han troede ikke mer på hin terminus, de havde lært ham ved Halles Universitet; han kunde ikke tro den, han havde sluppet den efter svære Kampe, efter megen Gru for at han blødagtigen skød sit eget brændende Hjærte ind i Guds Rådslagning. Efter mange Knæfald for den ukrænkelige Gud havde han øjnet den blodige Helt, der sprængte Helvedes Porte, der besøgte selv de Fordømtes Mørke, endsige de Nulevende, om hvem Håbet aldrig kunde blive om, for hvem ingen terminus salutis gives.

Og på sit Kammer, på det nøgne og kolde Gulv, med Panden mod den hårde Sengekant, mens Søsterens og de andre Kvinders drukne Latter og Mændenes gejle Skrig klukkede og skingrede op til ham, lå han de lange Vinternætter og stred med sin Gud, stred sig fra hans Kjortelsøm op til hans Knæ, op i hans Skød, ind i hans Hjærte, at frelse sin Søster, hans Forældres Barn, den lille Christine - ikke for dette Liv, hvis sidste Bærmedråbe snart var tømt, men for det nye, hvor alt skal fornyes og dugges i Evigheds Bad. Først ud på Morgenstunden, når der omsider var blevet stille dernede, sank han, gysende og stiv, hen i et kort Blund, hvorunder Forældrene viste sig for ham, Hånd i Hånd, hvide, men ranke, som når de Søndag Morgen trådte ud over Tærsklen til Sommerens Gudstjeneste under Valnøddekronerne.

I en Krans af Hjemlandets Skove stod de og lovede ham snarlig Løn, om han holdt ud, og vinkede ham Farvel og forsvandt.

Men - for de Salige er jo tusinde År kun én Dag, og Tiden blev ikke kort, men lang, og Eberhard måtte stadig bo i Skøgernes Hus i Pistolstræde.

Men da sendtes der ham en Medhjælp, en lille Broder i Kampen for at frelse Søsteren, ja alle Søstrene og lede deres Gang til Faderhuset - en lille Solstråle ind i det solløse Kammer, et mildt Bud fra Herren, at han så hans Kamp og ikke havde glemt ham.

Et Barn kom til ham, et Barn fødtes dér i Huset, hvor Herrens Forbandelse og Velsignelse over Menne

|

skeparrene var glemt, og Dyret derfor herskede. Et Barn græd dér i Skøgernes Hus og udrettede derved, hvad Eberhard Sebastian Båden aldrig havde kunnet: stjal Frelsens Dør på Klem,

Og jeg var ved Guds Forsyn og så ganske ufortjent dette Barn."

Han tav et Øjeblik, og hans Ansigt fik atter hint strenge og ophøjede Udtryk. Så nikkede han og fortsatte:

"En Aften kom en af Pigerne i Pistolstræde hjem med en fremmed Kvinde. Det var en mørk og sludfuld Aften i November, Niårsdagen for Eberhards Komme til Huset. Vandet drev af den Fremmedes Dragt, og hun vaklede som en Beruset. Pigerne stimlede sammen om hende, og i det urolige Skær fra et Lys, som Madam Gundlachsen holdt i Vejret, så de, at den nye var helt ung og, hvad der undrede dem mere, at hendes Klæder, tilstænkede af Gadesnavs og forrevne, var af fint Stof, og at både hendes Ansigt og hendes Hænder, hvide og feberrystende, vidnede, at hun ikke var en af deres, men en Kvinde af de højere Stænder.

Men da nu Pigen, der havde ført hende hjem til Huset, nænsomt tog den våde Kåbe af hende, gav de alle et dæmpet Suk. Ti da de så hendes Figur, forstod de, hvorledes hun var kommet her.

"Jeg tog hende med," sagde Pigen lavt, "jeg fandt hende nede ved Havnen, hvor hun var krøbet ned ad Trapperne til Bådelejet og sad og så på Vandet. Hun er en Præstedatter."

Madam Gundlachsen gned sig over Næsen; så nikkede hun langsomt og ligesom mod sin Vilje.

"Ja, ja, så får vi vel gi' hende Husly, indtil videre. Sådan en Aften jager en Kristensjæl da ikke en Pige i hendes Tilstand på Gaden. Etatsråden må forlade det."

Men Christine, der som sædvanlig havde rokket frem og tilbage længst inde i Mørket bag de andre, på sin Dragkiste, Christine standsede med Et sin Gyngen hid og did, da Pigen førte den Fremmede ved Hånden forbi hende og op mod Trappen til sit Kammer. Hun standsede og stirrede med runde Øjne på hende, rejste sig | halvt op og så efter hende, med stivere og stivere Blikke, og gav så et Kluk og begyndte at hulke og vugge frem og tilbage, mens Tårerne løb hende ned ad de blanke, fede Kinder.

En Uge efter fødtes jeg dér i Skøgens lille Kammer, inderst inde i den mørke Gang.

Alle Kvinderne flokkedes udenfor Døren og lyttede med tilbageholdt Åndedræt og foldede Hænder til Skrigene derinde. Nogle stirrede bort over deres Sidemænd, som så de ikke dem, men noget fjærnt, fjærnt borte, og vred uvilkårligt deres Underliv og stønnede svagt. Andre skottede til hinanden, gemte de våde Øjne og vred Hænderne hårdt. Men alle svajede de, i Takt til Skrigene, hid og did under deres egne Skygger, der fra den lille Lygte på Gulvet bølgede over det revnede Loft som en bristende Uvejrssky, og deres Ansigter var så blege som dødes.

Da Eberhard Sebastian pludselig trådte ind ad Døren, tung af Regnen, troede han, de stod dér og lyttede til en Præken.

Men da greb to Hænder om hans Frakkes lange Skøde, og da han så ned, mødte han Christines Øjne dernede, skinnende og vilde:

"Eberhard, Eberhard," stønnede hun og vred sig helt ned mod Gulvet, "Eberhard, du må sørge for, de denne Gang ikke tager ham fra mig!" Og hun talte pludselig sin Hjemstavns Dialekt igen.

Men da bøjede Eberhard sig rystende over hende med udbredte Arme og råbte:

"Min Gud, min Gud, har du bønhørt mig omsider!"

Men nu standsede Skrigene derinde, og lidt efter åbnede Madam Gundlachsen Døren.

Alle Øjne fløj imod hende, og hun tørrede sit ophedede Ansigt og sagde:

"Ja. Barnet lever, en Dreng - men Moderen er død."

Da sank hele den mørke Klynge af Hoveder derhenne sammen, en hæs Mumlen bad:

"Må vi se dem? Må vi se dem?"

Madam Gundlachsen tøvede lidt, så nikkede hun højtideligt, og to og to dukkede de ind gennem den mørke Dørramme til det oplyste Rum dér for Enden af Gangen.

|

Men Christine rejste sig ravende med udstrakte Arme:

"Før mig til ham, Eberhard, før mig til ham, at jeg kan lægge ham ved mit Bryst!"

Eberhard ledte hende frem og derind.

De forpjuskede Hoveder duvede op og ned, de skælvende Hænder rakte sig ud og veg famlende tilbage. Madam Gundlachsen holdt i sin hævede Højre Lyset, så dets Skær flakkede hen over den mørke, urolige Gruppe, det hvide Leje og det fattige Kammer.

Og mens Eberhard mærkede i sin Hånd Christines, der var blevet som levende igen, men rystede febersyg, løftede han Øjnene til Himlen og bad den tilgive ham, at han et Øjeblik mindedes en anden Fødsel i et andet fattigt Rum, mellem Arme og Fattige, en Gang for længe, længe siden - - -

Christine døde denne Nat, men Eberhard lagde i den sidste Stund det nyfødte, moderløse Barn i hendes Arme, og hun døde i et strålende Smil og en salig Nynnen, en Nynnen af den gamle, hellige Vuggesang, deres Moder havde sunget over dem i det lille Hus i Gutach i Schwarzwald, Vuggen, hvorpå der stod: Memento mori.

Og Eberhard, der høj og stiv havde stået over hendes Leje og med stærk Røst sunget "de Halle'ske Sange," sank sammen ved Hovedgærdet, fik hendes sidste, lykkelige Blik, trykkede hendes Øjne til, skød Moderens Salmebog, Joachim Neanders "Glaub- und Liebes-Ubung," ind under hendes Hage og beskuede hendes Åsyn i det svage Skær fra den lille, svømmende Tande i Oliekruset og så, at det smilte som hendes Barneansigt i Lyseklynens Skær, når Fader Theobald læste højt af den hellige Skrift.

Han kyssede hendes Hånd og hviskede: "Schlafe wohl, du Dulderin ohne Gleichen!"

Men opløftede sine Øjne og priste hende, hvem det undtes, ved at fylde mere end sin egen Lidelse, at sone mere end sin egen Skyld.

Christines Fald lå fjærnt; Gud Herren havde slettet hendes Skyld med hendes Forstand. De sidste sexten År havde hun ene været hans Korsdragerinde for al Verdens Synd, hans stumme og sårfyldte Vidne.

|

Eberhard foldede sine Hænder om hendes Hånd og bad, at hans Endeligt måtte blive skyldfrit og forsonet som hans Søsters, Skøgens, og sænkede Panden i et dybt Suk mod Sengekanten, et Suk af Tak og Træthed, og smilte som et Barn i Drømme mod Suset af sit Hjemlands Fyrreskove, der nu kom ham så nær, ved Synet af Kirsebærtræets hvide, blomstrende Krone foran Husets Græstørvstag, ved Synet af "der Herrgottswinkel" derinde, dér hvor han nu skulde hjem og erstatte de længst visnede Blomster med friske og gemme sig i deres Duft Resten af sit Liv ....

Da han vaktes af en let og fugtig Hånd på sin Pande og så ind i et rødt og rimpet Ansigt med en savlende Mund og blå Øjensprækker.

Hans stride, sorte Bryn rynkede sig - langsomt, rystende lagde han den store og stive Hånd hen over Barnet. "I Guds Navn," mumlede han, "i Guds Navn!" og han turde ikke være den Gud ulydig, der ved denne Barnehånd havde ledet Christine hjem til sin Bolig.

Visselig, store Ting måtte Gud have bestemt med dette Barn, der alt i sin Fødsel havde været ham så underfuldt et Redskab!

Og Eberhard svor at blive hans Kristoforus over Verdensstrømmen.

Men Herren havde endnu én Bestemmelse med ham.

Ti da han steg ned fra sit Kammer på Loftet med Barnet i den ene Arm og på den anden sin Ransel og sin gamle Vadsæk, der i de ni År siden hans Ankomst herind, havde sovet uforstyrret i sin Krog - at forlade dette Hus og gå ud i Byen at jsøge sig og Barnet et nyt Logis, til den Lille, om et År eller to, var voxet så stor, at han kunde bære ham med sig hjem til Würtemberg og Båden, til "Guds Øjesten" og det fromme Folk i Skovene - da fandt han Skøgernes Stimmel, som en stum og skælvende Mur nede foran Trappen og Døren ud.

Da han så dem dér, flokket med bønlige og angstfulde Miner, men uden ét Ord, ramtes han i sit Hjærte og forstod, at han aldrig skulde sætte sin Fod over sine Fædres Tærskel, at hin Dør under Kirsebærtræet for | evigt skulde være lukt, at det var hans Lod, som Christines, at dø i det Fremmede.

Og han sank ned for Foden af Trappen, med Ansigtet i sine Hænder, og stred med Gud, men rejste sig med Sejren i sit Ansigt og udrakte Hænder:

"I har Ret! alle er I mine Søstre, som hun der døde! Barnet fødtes i dette Hus til Eders Frelse som til hendes. Ikke har jeg Lov at bortføre ham. Bær min Sæk op på Kammeret igen og stil en anden Seng derind. Barnet og jeg bliver her, hvor Gud Herren satte os. Hans Vilje ske, nu som altid! Lobe den Herrn!" -

Christine og min Moder blev begravet på de Fattiges Kirkegård på én og samme Dag Skøgerne skillingede sammen og rejste et fælles Kors, et Søskendekors af Træ på deres Grave.

Om min Moder vidste de intet andet, end hvad hun havde betroet Pigen, der ledte hende fra Kanalen til dette Hus: at hun var en Præstedatter fra Sjælland, at en fornem Herre havde været hendes Elsker og forladt hende, at hendes Fader havde udjaget hende, og hun havde søgt sin Elskers Spor her til København, men at hun var blevet afvist ved hans Dør, endda hun i et Brev hjemmefra havde meddelt ham alt, om sin Tilstand og sin Faders Hårdhed. Men hvem han eller hendes Fader var, vilde hun ikke sige.

"Min Fader kaldte mig uværdig til mit Navn, og han fandt mig ikke værdig til sit. Søg ikke efter dem! Lad Gud selv en Gang give mit Barn dets Navn og dets Ret - om jeg ikke har forspildt den for os bægge," sagde hun. Og Feberen tog hende, og hun havde intet Navn mer behov.

Men Eberhard døbte Barnet Benedict Clemens Bek. Ti Bek hed Pigen, der ledte hans Moder hid, og til Velsignelse var han sendt af Herren, og mild var han som Guds Vilje med ham.

Og Eberhard holdt sig Moderens Vilje efterrettelig og søgte ikke efter Faderen eller Elskeren, og ingen meldte sig. I Guds Hånd beroede Sagen.

Og Benedict voxede op i Skøgernes Hus i Pistolstræde, på Kvisten hos Eberhard Sebastian Båden. - | "Menneskets sande Hjerte-Spejl" stod støttet mod Ruden, og Benedict sad på Eberhards Knæ og stavede sig frem.

Udenfor Vinduet hoppede en Spurv om i Tagrenden og kvidrede. Den var slet ikke bange for Benedict eller Eberhard; den havde sin Rede henne ved Nedløbsrenden. Der var Unger i Reden, som den bragte Føden. Det var Forår nu.

Benedict drejede Hovedet for at se Ungerne gabe mod Brødkrummen, Moderen bragte; men Eberhards Hånd tog lempeligt om hans Nakke og vendte hans Ansigt mod Bogen.

Dér vandrede Hjærtet svimlende hen over en spinkel Streng mellem to øde Klipper med Granstumper på; dér lå det begravet i gyldne Skillinger, og dér var det fyldt af Flasker og Glas eller af et Damebillede i en grøn Krans. Dér krøb det på Jorden på en Snegls Ryg, men dér fløj det til Himmels med hvide, spændte Vinger.

Eberhard havde Ret: der var mere at se i Bogen end ude i Tagrenden. Og Gud vilde, at Benedict skulde læse i den. Bare Spurveungerne ikke vilde kvidre så højt, eller Solen skinne så rødt på Tagstenene derovre, hvor den gamle Jomfru Lieblein havde sat sine Blomster ud til Foråret . .

Men nu lød Eberhards dybe Røst, og Benedict bøjede Hovedet under hans tunge Hånd, som var Guds egen . . .

Men en Gang tog Eberhard ham med ud, hvor Himlen var så dyb og blå, at Benedict faldt ned i Græsset og gemte sit Ansigt dér og atter løftede det for Duften af Saften og Jorden og gemte det ind mod Eberhards sorte Vest og bad at komme hjem til Stuen og Bøgerne.

Og Eberhard nikkede og løftede ham op på sin Arm og bar ham hjem, og han sad dér, med Ansigtet skjult mod hans Skulder og rystede af Angst for det forfærdelige Rum over hans Hoved, der var så uhyre og blåt og tomt og levende af Fugle og Vinde. Og han vovede først at se op, da han hørte Døren gå i bag dem.

Og da løb han strax hen og greb om "Hjærtebogen" og så taknemmelig op mod det tunge, lave Loft.

Eberhard havde sat sig på sin Rejsekiste med Krucifixet i Kransen af de røde Bloddråber og med de lange | Inskriptioner på grønne Bånd, og lagde Hænderne over sine Øjne og mumlede:

"Nej, nej, du har Ret, Benedict! Derude hører vi ikke til, i det fremmede Land."

Men om Natten drømte Benedict, at han var under den blå Himmel, men sprang der så let igennem Græsset, som Spurvene fløj - og vågnede med våde Kinder, men turde dog aldrig bede Eberhard om at komme derud igen.

Han kaldte ham aldrig andet end Eberhard, og Eberhard aldrig ham andet end Benedict. Fader, det var Gud, og Sønnen Jesus. Og Eberhard og han var Faderens og Sønnens Tjenere.

Menneskene, det var de hvide Kvinder nedenunder, der råbte og støjede sådan hele Ugen igennem, langt ud på Natten, så Benedict foer op af Søvne med Skrig om Hjælp, men altid atter faldt til Ro under Eberhards Hånd, der lagde sig så stumt og blidt over hans Pande. Men som om Søndagene, når Eberhard og han kom ned til dem med Salmebøgerne og Biblen, sad og gemte Ansigtet i Hænderne.

Eberhard og Benedict tog Plads øverst ved det lange Bord, ved den tændte Olielampe, og Eberhard holdt den åbne Bog i Hånden og talte til dem i deres eget Sprog, det som Benedict ikke forstod. Men siden, når han sang for dem, var det på hans og Benedicts, og da græd Kvinderne altid mest, for det var Guds eget Sprog.

Og de steg atter op ad den stejle Trappe til deres Kvist, helt oppe under Stjærnerne, og lidt efter larmede og tumlede Kvinderne igen dernede. Men oppe hos dem var der roligt. Spurvene kvidrede ikke mere i Tagrenden, for det var Vinter nu. Men det var Søndagaften, og når de havde tømt den lille Jærnbakke med Mad og drukket deres Mælk, fortalte Eberhard, med Hænderne foldet over Klapbordet.

Benedict lå på Knæ på Stolen ved Siden af og stirrede ham ind i Ansigtet og lyttede. De to Lys, der brændte til Ære for Helligaftenen, spejlede sig i Ruden. Væggenes skrå Skygger hang om dem som sorte Vinger. Stundum glimtede en enkelt Stjærne ind til dem.

|

Lange Hyl brølte op fra Gyden og Stuerne dernede, men de hørte det ikke.

De var bægge langt borte, dybt nede i Eberhards Hjem, i Schwarzwald eller silvae nigrae, som Eberhard sagde med sin højtidelige Stemme.

Benedict så uhyre, sorte Fyrreskove, hvorover Kulsviernes Røg steg; han gik, som Eberhard havde gjort som lille Hyrdedreng, til Halsen i Lyng, så kun hans spidse Hue stak frem, Time efter Time oppe i Højsletterne efter det klokkeklemtende Kvæg. Ikke et levende Liv var at øjne de utallige Mile - kun de kulsorte Skove, kun de stigende Røgsøjler. Vinden drog forbi hans Øre, enstonig, langt borte fra.

Stundum kom han efter Kvæget hen over en af Højdevejene fra Basel til Pforzheim eller til og fra en af de Schwarzwalds andre Byer, vandrende Handelsmænd havde fortalt dem om, men som han og hans aldrig havde set. De små Stenskruer lå hen gennem Lyngen og Enebærkrattet og tegnede Vejen for de ensomt slyngede Hjulspor.

Her satte han sig og ventede så længe, han kunde for Klokkekøerne.

Han spejdede ud mod Øst og Vest, så langt han kunde skimte de grå og sammensunkne Varder; han så på de nedtrådte, gule Fodspor. Men intet Menneske viste sig. Fyrreskovene stod stumme og sorte om Lyngødet, og han åndede den svale og dunkle Højsletteluft så stille, som var han bange for at forstyrre.

En svag Lugt af brændt Træ drev mod hans Ansigt, og han rejste sig og fulgte vejrende Lugten, med Køerne foran sig, til han inde på et Rydningsland kom til et Par Bønder, der brændte Skov af, og længe stod og så på Risknipperne, der røg over det sortsvedne Jord som Dværges små Kaffekedler. Eller han nåede ind til en Kulmile, hvor en ensom Mand sad med Hånden under Hagen og grundede i den hvide Tjærerøg fra det sorte Bjærg. I et pludseligt Bulder rejste Urhanen sig med sine Høns - langt borte bragede det i Skoven af løbende Vildsvin; så suste kun Fyrretoppene, sagte og uophørligt. Ikke en Fuglestemme var at høre, kun det svage og evige Sus, der var som Guds Ånde.

|

Han krøb op på en Klippe, der rejste sig som et gråt Horn af Lyngen, og klynget fast i Stenen højest oppe så han i de mange Mile sorte Skove dybt, dybt nede den grønne Spalte, der var Gutachs Løb og Dal, ja måske han endog fandt Niederwasser hvide Kirketårn som en Nål.

Eller han øjnede langt, langt borte, svævende over det sorte Skovhav som en Kæde af skinnende Skyer, Alpernes Snetinder og skælvede på sin Klippe som for Guds Åsyn, for Paradisets Rige.

Og ved Windeckfelsen, hvor Vandene skiltes, og de næsten udslettede Fodspor i Vest løb ned mod Reichenbachthal og i Øst mod Oberes Gutach, knælede han i Blåbærrisene for det ældgamle Krucifix, hvis rustne Bliktag klaprede klagende over den Korsfæstedes skægløse Ansigt, der havde grædt sig hvidt i Årenes Ensomhed og Regn ....

Om Søndagene gled Kirkevandrenes Skare gennem de smalle, dybe Dale fra den inderste sorte Krog, mellem de natlige Fyrremure, langs de rivende Bække, under de blomstrende Kirsebærtræer, der stod som en sølverne Blomstertåge under Skovene, forbi Engstrimlerne orn den voxende Strøm, der bruste over de hvilende Savmøller, ud mod Hoveddalens smaragdgrønne Leje med de ældebrune Gårdes grønsværsdækkede Tage, Kirkens spidse, hvide Tårn og Borgruinerne på de stejle Højder.

I Gutach Nationaldragter kom de, Folkene fra de dybe Skove: Kvinderne i de hvide Særkeærmer med store, sorte Filthatte med røde eller hvide Ponponer på Hovedet, med folderige, korte Skørter, hvide Strømper og sølvspændede Sko - Mændene i Højtidsdragtens skyggebrede Hat, lange, lilla Fløjlsfrakke, sølvknappede Vest og Knæbenklæder og de høje Stave i Hænderne.

Tavse og alvorlige drog de frem, ranke og magre, med faste Skridt, mod Kirken i Dalen. Langvognene af Kurvefletning kørte imellem dem, ladet med femten til tyve Mennesker, med de svære Heste travende i de metalbeslagne Seletøj med Grævlingeskindene på Åget. Solen strålede over de sorte Skove, og Kirkeklokkerne kaldte fra de dybe Dale.

- Eberhard sluttede og så hen for sig med tunge | Øjne, men Benedict lå med Kinden mod Armen og stirrede på ham, bleg og andeles, svimmel som hin Gang han selv var under den åbne Himmel med Eberhard. Som Kulsviernes Røg steg over de dunkle Skove, steg Folkets og Benedicts Ånd mod Gud, op i det blændende, smilende Blå.

Så nikkede Eberhard mildt til ham, gennem Tårer, strøg ham over Kinden og hentede fra sin Hylde små Bøger og læste højt - Hauffs Eventyr fra de dybe Skove, om Værtshuset i Spessart, om den blanke Hirschgulden og det kolde Hjærte, Hebels "Rheinlåndischer Hausfreund" og "Schatzkåstlein," Eventyr og Sagn om Glasmandshytter og Kulbrændere og Herskabets Skovfogeder; om Bisper og Granat slib er e, vandrende Svende og Bjærgmænd; om Fløtere, der ad stride Floder styrede deres Tømmerflåder fra Skovenes grønne Skyggegrotte til alle Floders Fader, Rhinen, og videre til Holland og Havet; om Mittagsjungfrau fra Skovenes stille Lysning; om det gyldne Kors, der skinnede over hele Schwarzwald, fra Kirkespiret i Straszburg, Guds Under, til det mindste Kors på Brystet af Guds Moder i det ældste og laveste Kapel i den ensomste og inderste Skovkrog - i Würtemberg og Båden, i "Guds Øjesten."

Hele Natten drømte Benedict om Kirsebærtræernes snehvide Blomsterbånd, der gennem Schwarzwalds sorte, endeløse Skove ledte til Gud; om Suset, der aldrig ophørte, aldrig svandt og aldrig kom nær, så lidt som Gud Herren selv; om ensomt Løb over lyngklædte Sandåser højest oppe med Alpeverdenens hvide Skyer omkring, ned ad stejle Stier dybere og dybere ned i Kæmpefyrrenes krydrede Nat, hvorfra man aldrig fandt ud, men hvor man inderst inde nåede Skovlandets Hjærte, det blodigtgyldne Krucifix.

Og han vågnede, hed og beruset, i det iskolde, sorte Kammer og så ved det blaffende Spiddelys Eberhard famle sine Klæder på sig, stille Maden til rette til ham og knæle ned på Gulvet og bede, at Herren vilde give ham Styrke til at bære denne nye Dag, at holde ud i dette Hus, til han havde ført hver en af dets Kvinder, som Christine, til Herren - og tumle ned ad den stejle, mørke Trappe, forbi Dørene, hvor der hviskedes og | tiskedes, ud til sin Gærning på den tyske Købmands Kontor.

Og Benedict sov påny ind, til den gamle, venlige og astmapustende Madam Gundlachsen kom og vækkede ham og tændte Ilden for ham i den lille, trebenede Ovn og luftede ud og redte hans Seng. Eberhard havde redt sin egen, fejet og lagt Brændet til rette, før han gik.

Benedict kunde ikke snakke med Madam Gundlachsen, ti hun talte kun det jordiske Sprog, som Benedict jo ikke forstod, (ti Eberhard vilde bevare hans Øre for dette Huses Tale). Hun var så tyk og så rar og så pustende.

De så sammen på de små, røde Luer, der sprang frem af Træet og legede Tagfat med hverandre; på Sandet, der strøedes i vexlende Figurer på Gulvet; på Mælken, der dannede alle Slags Skikkelser i Øllebrøden: Svaner og Vogne og Træer - alt det, Madam Gundlachsen fortalte om, som hun og hendes Mand, der nu slet ikke mere kunde røre sig for Vattersot i Benene og bare nede i sin Halmstol førte Regnskab over Husets Indtægter og Udgifter, havde set og færdedes imellem, da de var unge, inden de blev så udslidte, at de ikke orkede mere og fik denne her Forretning at bestyre af den fornemme Herre, der ejede den, som han ejede deres lille Hus på Landet.

Tit listede også de hvide Piger op til ham, lå på Gulvet hos ham og legede med Glasskår og Propper og fortalte, at det var Geder og Køer eller Skibe, hvad de nu selv mindedes fra deres Barndom mellem Marker eller ved Stranden.

Men bedst som Legen gik muntrest, og de lo og kravlede omkring ham, blev de kaldt på, og da forandredes deres Ansigter strax og blev som Martyrernes, der pintes i Eberhards Bøger. Og de gik bort så stive og kolde, som kaldtes de fra Legen til Døden. Benedict så bedrøvet efter dem.

Ingensinde rørte de ham, selv ikke under Legen, og altid så de på ham, selv når de allermest lystigt kravlede rundt om ham, med store, andagtsfulde Øjne, som når de om Søndagen med foldede Hænder og sænkede | Pander skuede op til ham som - ja som Hyrderne i Billedbiblen til Barn Jesus.

De vovede kun at tale til ham med Tegn, men han lærte dog lidt efter lidt deres Sprog, og Eberhard sagde intet dertil. Ti heroppe var de jo kun legende Børn, og dets lallende Lyde faldt så let på Benedicts bløde Tunge, langt lettere end Eberhards eget stenede og tornede Sprog.

Men så måtte Benedict til at læse, at han kunde alle Skriftsprogene i den heidelbergske Katekismus og alle Salmeversene udenad og de geografiske Navne og Regnestykkerne - til han hørte Eberhards tunge Trin på Trappen og halvt lykkelig, halvt bævende løb hen og åbnede for ham.

Om Eftermiddagen sad han ved Siden af Eberhard, der oversatte lange Handelskorrespondencer, og læste i Stillings "Der graue Mann" eller Claudius' "Der Wandsbecker-Bote," eller i andre små, sortindbundne Bøger. Eller han stirrede, med Hånden under Kinden, ud mod Skyerne, Skorstenspiberne og Røghætterne og talte de blege, små Stjærner, der tittede frem, til Eberhard med streng Stemme spurgte, om han intet havde at tage sig for, og han påny måtte i Gang med Bøgerne eller med at trække de aflange, grå Sedler med Skriftsprogene frem af den lille, sorte Bog fra Herrnhut - "die tågliche Losungen," og tage Varsel for den kommende Dag eller blot indprente sig de hellige Ord.

Og han læste og grundede over dem ved Lysets svage Skær:

"Es ist ein kostliches Ding, dasz das Herz fest werde, welches geschiehet durch Gnade." Ebråer 13. 9, "Wachet, stehet im Glauben, seid månnlich und seid stark!" 1. Corinther 16. 13. "Schmecket und sehet, wie freundlich der Herr ist! Wohl dem, der auf ihn trauet!" Psalm. 34. 9. "Christus ist mein Leben und Sterben ist mein Gewinn." Philipper 1. 21.

Hvor han så, så han Korset, som han inderst inde i sine Drømme nåede Korset . . .

Ak Schwarzwald - han skottede til Eberhards strenge, skægløse, furede Ansigt - og han frøs. Ak den Mildhed, den var kun fra Søndagene, kun fra deres | Vandringer i Schwarzwald! Kun i Scfrwarzwald var der Mildhed - men også dér inderst inde Korset, Korset . . .

Og han lagde sit Ansigt ned på sine Hænder og gruede og græd sagte, længe - til Eberhard hævede hans Ansigt og så ham ind i Øjnene og sagde med sin skurrende Røst:

"Græd kun, Barn, græd! det er vel værd at græde for, hvad Herren har gjort for os, at beskue ham i hans blodige Herlighed og græde. Ihukom: hver Tåre er en Læsken i hans Vunder, men hvert Smil en Pil i hans Hjærte. Saligere den, der græder end den, der ler. Ve den, der ler! Ilden er ham vis!"

Og Eberhard knælede ned med Benedict i Favn og anråbte højt Gud om Korsets Gave for sig og Barnet. Og han pustede Lyset ud, og de klædte sig af i Mørke og gik tavse i Seng. Ingen af dem hørte de brunstne Mænds Brøl og Knalden med Dørene, Pigernes Skrig under deres Næver, Klirren af knuste Glas og Madam Gundlachsens Jammer.

Eberhard bad stadig, med høj Røst, bad for dette Barn, hvis Ansigt skinnede i dette Skøgernes Hus som en Engels og ledte Synderindernes vaklende Fødder mod Lammets blodige Trone; for hvis Åsyns Skyld Gud vilde skåne Sodoma og fare med Lempe mod Gomorra; bad ham fuldføre sin Vilje med dette Barn, denne hans Udkårne, der var velkommen på Jorden, velkommen til de frydefulde Nagler, til Blodets Strøm og Menneskenes Forhånelse, at sone deres Latter i sin Gråd, deres Vellyst i sit Blod, deres Liv i sin Død.

"Herre, se i Nåde til dette dit Lam, i hvem du har Velbehag! nedbøj hans Hjærte og knus hans Knokler og rejs ham en blodig Trone! Herre, jeg slipper dig ikke, før du har lovet mig, han skal blive dit Sandhedsvidne, din Helt! Herre, ikke jeg, jeg er for ringe et Kar, men ham du pegede på fra Fødslen, ham du lod føde i dette Hus, i Verden, der ligger i Kødet, at han skal sprænge dens Tag og løfte sin sårede Skare til dig, til dine naglestungne Fødder!"

Benedict lyttede og skælvede og stirrede på Vinduets Kors, der i Måneskinnet lå væltet ind over Stuen, med sine Arme rakt mod ham. -

|

Der stod en Dag en Præst i Stuen, en svær Mand med myndigt og rødt Ansigt, med høje Flipper som Horn over det sorte Halsbind, med krusede Mansjetter og guldkrykket Stok.

Strax Eberhard Sebastian Båden så ham, rejste han sig, tungt, så Klæderne raslede om ham, og ludede sig på de knyttede Næver over Bordet . . . Benedict sænkede "Menneskets Hjærtespeyl" i Skødet og stirrede angst på ham. Han mærkede Luften i den lave Stue så svær, så ladet med ondt.

Og voldsomt tørnede de to Mænd sammen, voldsomt, så Benedict tabte sin Bog og skælvede med åben Mund i sin Krog.

Præsten, der kaldte sig Gotthardsen, og som talte deres Sprog, men fumlende og med Besvær, bebrejdede med hovmodige Ord Eberhard Sebastian, at han boede i dette Hus, at han holdt Andagtsmøder for Skøgerne dernede, ja, at han holdt Bibellæsning og Vækkelsesmøder for det menige Folk her rundt om i disse Stræder, i disse Smudsets Boliger.

"Véd I da ikke," skreg Præsten og blev blodigrød under den mørkeblå Skægbund, "at slige Koncilier er forbudte ved Konventikelplakaten af 13. Januar 1741? Kun et lidet Tal får komme tilsammen og stedse kun under Sognepræstens Tilsyn. Jeg er Eders Sognepræst, men har I nogentid søgt min Tilladelse? Nej, nej - så lidt som Guds Hus. Men bi, bi! Min i Herren salige Forgænger, Hans Højærværdighed, Provst Stenersen, fo'er i sin Oldingesvaghed med Lempe. Men nu er det mig! Og jeg kender Eder, I Stundenleute, I den pietistiske Yngel fra Herrnhut og Marienborn og Halle, I trodsige Fornægtere af Stats- og Kirkemagt, I ecclesiolae extra ecclesiam et societatem, der endog vover at prale af Eders Guds- og Menneskespot! og jeg skal knuse jer og jeres Opsætsighed. Jeg tåler ingen af eders filadelfiske Menigheder, Eders collegia ascetica aut pietatis! I kalder Eders Menighed cruciata og besynger Eder selv som: "das Volk, das Jesu Marter treibt" - nu, I skal komme under Korsets Marter! Herren har talt og stiftet sin Kirke på Jorden, én sand Kirke, og hver ecclesiola in ecclesia er ham | en Vederstyggelighed, fra Døberne og de måhriske Brødre til Labadiesterne og Eder! En skal være Konge! εἷς κοίρανος ἔστω, εἷς βασιλεύς! Nu véd I det, jeg har varet jer - og vé jer, griber jeg Eder i Overtrædelse af mit Bud! Og nu dette Barn," han pegede med sin guldknappede Stok, allerede halvt drejet mod Døren, på Benedict, der stirrede forfærdet på ham, "skammer I Eder ikke, at lade dette uskyldige Væsen bo her under dette Tag, med Skørlevnere og Horkarle, at lade ham indånde denne Forpesteisens Luft og blive Vidne til -"

Men nu skød Eberhard Sebastian Baden Bordet fra sig og gik med et rungende Skridt Præsten så nær, at han veg og blev bleg under sin sorte Skæghud.

"Ud! ὕπαγε σατανα̃!" råbte Eberhard og løftede besværgende sin tunge Hånd, "ud af dette Hus, som tjener Gud, du skabede Får af hans Stamme, du Belials og Ba-als Tjener, du Dyrker af den Kirke, der i Sandhed ej alene er kainitisk, men og' caninisk, ej ene af Kains, men af en Hunds Sæd! Ud med dig, du Offerpræst for det ødelagte Zion, du Øjenskalk og Lykketjener, du, der gør dig bred i de bløde Sæder og spyr af Guds fattige Folk, du Dåre og Forbryder, der tror at kunne tjene Staten og Gud med det samme, der færdes i Rigdommens Haller og ryster denne Hyttes Støv af dine Såler! Ve dig, du falske og utro Tjener, du løst plaprende Tunge, din Straf skal blive stor! Jeg kender dig, du er ikke Knægten, der slår den blodige Frelser og ikke Farisæeren, der dømmer ham fra sit Sæde, men du er Judas Iskariotes, der sælger ham for tredsindstyve Sølvpenge, nej, for tredsindstyve Gange tredsindstyve! Ve dig, du der kysser, idet du forråder! Din Straf skal blive størst! Og dette Barn siger du - sænk dine øjne for dets Blik! Du taler om Synderinder i dette Hus. Du kommer for sent. Kun syv er tilbage. De andre, alle de andre har dette Barn ført frem for Guds Fødders Skammel, blot ved at dvæle her, hvor dit Paulun skulde stået! Hører du: dette Barn har draget dette Hus og dets Beboere frem at stå forrest på Guds Dommens Dag, når du og dine skal" nedstyrtes ved hans højre Hånd i det Mørke, hvor der er evig Gråd og | Tænders Gnidsel! Hver én af disse Kvinder skal skinne som en Sol på Gud Herrens Dag, når din indre Råddenskab slår ud, og du skal stinke som en forpestet Pøl. Ud, ud! din Time er nærere, end du tror!"

Men kun en Uge efter kom der Ordre, at Eberhard og Benedict skulde forlade Huset i Pistolstræde, Præsten havde gjort Myndighederne opmærksom på Bønnemøderne, der holdtes i Skøgernes Hus, og på Barnet, der boede på dets Kvist hos den fremmede Oprører og Separatist.

Men den Dag, da Flytningen kom, trådte Eberhard med skinnende Ansigt ind i Stuen til Benedict, der hed i Kinderne, fuld af Angst, beskuede de få, sammenbunkede Møbler, Eberhards Rejseskrin, Kiste og Ransel og Bøgerne, der var bundne i et hvidt Klæde, hele denne Forstyrrelse, dette Opbrud fra det eneste Sted i Verden, han vidste om, og hvor Livet kunde leves.

Med oprejst Pande trådte Eberhard ind og greb om hans Hånd:

"Kom!" sagde han, "kom! Herren er med os. Vort Fangenskabs Tid er omme. Nu gik Bartskæren fra Madam Gundlachsen, nu er hun vor og Guds. Og hun er den sidste. Alle de andre har Herren frelst til nyt Liv eller til sig. Syv Kvinder har forladt dette Hus i denne Uge, en for hver Dag. Og i de treogtyve År jeg har været her, er kun treogfyrre gået ud herfra, og af dem er sex faldet tilbage og gået til andre og værre Huse. Syv i én Uge! Herren er stor! Vor Tid er omme her. Gud gav os selv fri. Nu fører vi vor sidste Søster til ham. Nu opløses dette Hus!"

Benedict bævede. Han kendte disse Dødslejer, han knælende måtte overvære, mens Eberhard sang og læste Timer igennem, utrættelig; med sin høje, stærke Røst stred med den Døendes sluknende Ånd, hævede den og ledte den på Spor og ikke slap den før i Guds Favn - disse Dødslejer, der kunde trække Timer ud, og hvorunder Eberhard tilsidst var som badet i Sved og hvidere end den Døende selv, og hans egne Knæ var som sønderbrudte af at ligge. Han kendte disse forvildede, forfærdelige Åsyn, blå i Dødskamp og Krampe. Og nu Madam Gundlachsen, der havde hæget om ham | som en Moder og lært ham Spøg og Lege - - Madam Gundlachsen skulde dø, og de skulde bort fra dette Hus . . .

Men Eberhard Sebastian drog ham ved Hånden ned ad den stejle Trappe. Trinene knagede højt og genlydende. Der var tomt og taust i det en Gang så larmende og fyldte Hus. Ejeren, hin godsbesiddende Etatsråd, havde stillet det til Auktion til Nedrivning; dets Døre var lukkede og låsede; kun de og Madam Gundlachsen var tilbage. Hendes Mand havde Vattersotten taget i Foråret.

Med sin stærke, salmesyngende Røst, med sin faste Hånd drog Eberhard, med Benedict knælende i Bæven bag sig, den gamle Bordelværtinde, den stakkels, forkomne, godlidende Kvinde, Trin for Trin opad den svimle og strålende Stige til alle Synderes Ven, ind i Guds Hjærtes luende Sol.

Da hun omsider lå dér, med Barnets Hvidhed og Fred i sit fordums så blussende og altid bekymrede Ansigt, med de forslidte, viljeløse Hænder foldet på Brystet, og Eberhard Sebastian Båden, sunken i Knæ af Udmattelse, lydeligt og ihærdigt bad for hendes Sjæls Frelse og dens Fart opad, krøb Benedict helt sammen i Gråd på Gulvet foran hendes Leje - den gode, gamle Kone, der havde bragt ham hans Mad hver Morgen, tændt Ilden for ham og redt hans Seng; der havde lært ham at se de tusinde ukendte Figurer fra Verden derude i Flammernes Dans over Træet, i Sandets Strøg over Gulvet, i Mælkens Ringe i Øllebrøden, hun, der havde lært ham Liv og Drømme . . .

Men Eberhard bad: "Du var tro i din Gærning, dens Synd komme ikke over dig, men over den, som satte dig til den; som hentede dig ind fra sine grønne Godser på Landet, da du ikke længer dér kunde trælle sammen nok af de Penge, for hvilken han købte sig Statens og Menneskenes Hyldest; og som satte dig i dette Hus og gjorde det til et tro Billede af den Verden, hvori han vandt, og du tabte! Du var hjælpsom og flittig, du var barmhjærtig og mild, du var mod dette Barn som en Moder - og en Moder for alle disse hans arme Søstre, som nu har forladt dette Hus, så også du tør forlade | det, at det kan jævnes med Jorden som dets store Forbillede: Verden, om føje Tid skal. Herren føre dig hjem! - Og nu, Benedict!" Eberhard rejste sig, og hans Ansigt strålede, som havde han ikke kendt til Træthed, "nu har Herren den Gud løst os, nu vandrer vi den Dag i Morgen til hans og vort Folk i Skovene, til hint lille Hus i Schwarzwald, i Gutach ved Niederwasser, til hint Hus, der står og venter. Nu er vor Fangenskabs Ti l omme! Nu får vi Lov at gå hjem! O Benedict, du véd ikke, hvad det vil sige: hjem!"

Clemens Beks foldede Hænder gled ud af hinanden, han vendte besværligt Ansigtet mod Erik Lange og Fru Ellen, og han smilte anstrengt. Sveden stod ham på Panden, han søgte med dirrende Hånd at tørre den bort.

"Kære Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, tilgiv mig, jeg kan ikke ret vel tale længere i Dag. Nej, nej, det er ikke min Sygdoms Skyld, det er Stormens derude og det, jeg har fortalt. Og tilgiv mig, at jeg har talt om usædvanlige Ting, om Ting, Menneskene ikke mener, skal nævnes. Benedict, Barnet dér i Huset, var jo mig, og Eberhard min Plejefader. Dér begyndte jo mit Liv. Ja, fra hint Hus i Schwarzwald og fra hint Hus i Pistolstræde i København udgik mit Liv, dets gyldne og dets sorte Tråd, dets Armod og dets Højhed. Tak, jeg ser, at De smiler til mig. O ja, Dem tør jeg fortælle mit Liv, om mig og om mine. Men, Fru Ellen, hav ikke Tårer i Øjnene, græd ikke for os! Se dog, hvor den gyldne Tråd skinner over den sorte!"

"Har De hørt det, Bek, nu får vi virkelig en Præst her på Øen?" sagde Fru Ellen, hun stod i Døren med en Favn gulbrune Grene fra de gamle Pile i Kæret. Hun åndede forpustet, hendes blonde Hår dryppede af Regn, hendes Kjole mørknede af Væde og Græsmuld.

Der var faldet en let, grå Byge nu til Morgen, og der havde været vådt i Kæret.

"Ih nej da, hvad siger De!" Gamle Bek kom op på sin Albu og så spændt mod hende, "kom her - en Præst? en, som vil blive?" | "Ja, ja," Ellen læssede Pilegrenene af på Klapbordet efter at have skubbet den lille Dug til Side, "Postføreren bragte Bud med herover i Nat. De vidste det alle nede ved Havnen i Morges tidlig. Tænk, der har meldt sig en Ansøger. Honorius hedder han, af den gamle, lærde Slægt og - Hvad er der i Vejen, Hr. Bek?"

"Å -" den Gamle var sunket tilbage i Puderne, "å - jeg - intet, Fru Ellen - jeg blev kun så - glad - for de andres Skyld på Øen, de - der skal blive - når han nu bare vil holde ud . . ."

"Jo, det tænker jeg," hun ordnede de gule Grene i den lille Lerkrukke, hun hjemmevant hentede fra Vægskabet, hun strøg stadig, fugtigt åndende, det regnvåde Hår fra Kinden, "for Postføreren har hørt i Grenå, at det skal være en allerede lidt ældre Kandidat, der tidligere -" hun tøvede, "har virket i København som Videnskabsmand, holdt Privatforelæsninger på Universitetet. Han skal ovenikøbet være velstående. Jeg tænkte først: så bli'r han her ikke! Men Erik siger, at har en Mand som han søgt dette Kald, der nu har stået ledigt snart et År, så må det netop være for at blive. Han har jo ikke søgt det, fordi han måtte - for han er jo velstående - og ugift ..." hendes Stemme sank.

"Ja," sagde Clemens Bek langsomt, han havde nu lagt sig i sin vante Stilling, med Blikket ud ad Østruden mod den våde Marehalm og Ørkenen, der nu lå tavs og mørk af Regnen, under den duegrå Himmel med den vage Solrødme; Agnetes Kors hældede med sine bredte Arme ude på sin Klit, "en Mand af Navnet Honorius svigter ikke. Fru Ellen," han vendte pludselig Øjnene mod hende, "tilgiv mig, jeg narred' Dem! Jeg sagde, hvad der ikke var sandt, og jeg har dog lovet at fortælle Dem min hele Historie. Det var ikke af Glæde over, at Øen ikke længere skal ligge helt forskudt og uden for den øvrige Verden uden Præst, for - å, jeg synes ikke, Præsterne i alle de År, jeg har levet her, har virket synderligt til at gøre Livet trøsteligere. Nej, det var fordi - ak Fru Ellen, jeg er så sky for at røre ved det, jeg har aldrig fortalt det til noget Menneske, uden Hr. Jacobus Uz og Jomfru Camrath, men da De kom dér i Døren så våd og frisk og rødkindet som selve | Morgenen her i Havet, da blev det så levende i migf mit Minde, min Drøm fra - fra min Ungdom, da også jeg vovede mig Livet, Kvinden nær. Ak, Fru Ellen, her på mit sidste Leje gæster det mig nu - ikke at De ligner hende, ak slet ikke, men - De er ung og mild som hun, og Kvinde som hun - - Og i det samme nævnede De hendes Navn - Honorius, Dorete Honorius hed hun."

Ellen havde sluppet Krukken ned på Klapbordet og sagte nærmet sig. Nu stod hun foran hans Seng. Hun vovede knap at drage Vejret.

Han så op på hende i et usikkert Smil. Hun bøjede sig hurtigt og kyssede hans Hånd.

"Nej, nej, Fru Ellen, nej dog," han løftede afværgende den anden Hånd, "det er jo knap noget at høre, for andre! Men da jeg dog skal tale til Dem om mig og mit, og nu er så nær ved det, så er jeg lettet, det nu er sagt; at De nu véd, at også jeg - at jeg også har - haft en Kærlighed," han vendte Ansigtet bort, den gamle, magre Nakke skælvede let under det lange, hvide Hår.

Han mærkede stadig Ellens Mund på sin Hånd; så sagde han, stadig med Hovedet vendt bort: "Græd ikke, Fru Ellen, husk hvad jeg sagde sidst om den gyldne Tråd. Min gyldne Tråd, det var min Kærlighed. Jeg har ikke haft Eberhard Sebastian Badens stærke Tro og Længsel, jeg har for meget været bundet til Jorden, til Øen, men - jeg har haft en Kærlighed!"

Hans Stemme løftede sig halvt syngende og faldt brat.

Uret målte Tiden ud i så dyb en Stilhed, at Ellen syntes, hun hørte Årtier rinde mellem hver af dets Takter - Årtier i denne Stue.

"Men er en Mand af dette Navn kommen til Øen, da er det for at blive - til sin Død."

Han vendte Ansigtet mod hende, svagt rødmende.

Hun så ind i det - ak, var Årtierne rundne? var det ikke den barneunge Student fra den Gang, fra Kærligheden, fra Dorete Honorius?

"Tys, nu kommer Deres Mand!"

Ellen løftede Hovedet og lyttede: "Jeg kan ikke høre ham."

|

"Å nej," Bek smilte, "De har ikke lyttet så mange År i Stilheden som jeg. Men han kommer, han er vist lige gået forbi Præstegården."

Han lukkede Øjnene halvt. "Fru Ellen," han klemte hendes Hånd hårdt, "jeg længes, og jeg - frygter for, at Hr. Pastor Honorius skal stå her i min Stue."

Nej, nej, Årtierne var ikke gået - se, han bævede jo, som var det selve Dorete, der skulde træde over hans Tærskel!

"Hr. Bek," hviskede hun, "har hun aldrig været på Øen?"

"Her?" han så forbavset på hende, "her - ak, hvor skulde hun dog komme her?"

"Men - hun lever endnu?"

Han nikkede. "Ja, Herren være lovet, hun lever endnu - som Enke."

"Og - véd, De er her?"

Han rystede på Hovedet. "Ak nej, Fru Ellen, hvor skulde hun vide det?"

Ellen så grundende på ham. "De må fortælle mig om hende - og Dem," bad hun.

"Jeg skal gøre det, når Tiden kommer. Jeg tør det, for - det er kun om mig."

"Kun -?" bad hun, med Hænderne om hans.

"Jeg tror det," hviskede han og vendte atter Øjnene bort.

Hurtige Trin knitrede udenfor i Sandet, Dørklinken lettede, og Erik Lange trådte ind, med åben Frakke og Regnen i det mørke Skæg. Hans Øjne var blegblå og fugtigt klare af Morgenstunden.

"Nå, hvordan går det?" nikkede han.

"Med mig? å tal dog ikke om det! Kære Hr. Doktor Lange, jeg er jo så lykkelig for, at De er kommen, men jeg har ikke kaldet Dem som Læge. Jeg kender det selv altfor nøje, at det er Opbruddets Time."

"Jamen Hr. Bek -"

"Ak," smilte han, "siger De det ikke selv? De ser ingen Sygdom hos mig. Det er kun forbi"

Erik Lange så prøvende på ham, så nikkede han svagt.

" Og Gud være priset, det er forbi," hans Øjne | vandrede fra den ene til den anden, "for: er I to Ungdommen, så er jeg visselig Alderdommen."

"Men - De har haft en Ungdom, Clemens Bek," hviskede Ellen.

"Ja, jeg har haft en Ungdom," smilte han op mod det lave, røgsorte Loft.

Erik Lange trak Frakken af og hængte den på Knagen ved Døren. Så satte han sig ligeoverfor Ellen og greb hendes Hænder i sine. Hun så ham svagt smilende ind i Øjnene.

Uret gik og gik - : Ungdom og Alderdom, Ungdom og Alderdom - og de lyttede med Hænderne i hinandens, med Øjnene på den hvide Mand dér, hans foldede Hænder, hans løftede Øjne, og de fornam i deres Hjærters Slag Urets rolige Viden, Tidens evige Ret.

Clemens Bek rakte efter sin Papirdynge på Hylden over sin Seng og bladede i den, i den Tid, dette Ur en Gang havde udmålt med samme manende og samme beroligende Takt som nu:

"Husk, at dette Øjeblik er dit og dog kun et Lån, du skal give til det næste. Du er selv det faldende Sekund, jeg er Tiden, der har født de tusinde Sekunders Liv og vil føde de tusinders, når dits korte Lyd er forstummet Og dog er jeg, Evigheden, kun alle I Lyde og Liv."

Under denne Kampsang og Vuggevise begyndte Clemens Bek at fortælle:

"Som nu Eberhard rejste sig fra sin sidste Bøn på dette Kammers Gulv med Ranslen på sin Ryg og Staven i sin Hånd og fornam det, som var det kun én Dag og ikke treogtyve År siden, han bar dem sidst, og skred mod Trappen, som var den hin Dør i Gutach, han blot skulde åbne for at træde, ind i sin Barndom og Alderdom, Lønnen for sin lange Udlændighed, og ikke så, hvor Benedicts Øjne klamrede sig til det skumrende og nu så tomme Rum, hvor han og de få Møbler havde hørt hjemme, hvor hver Rift i Tapetet, hvert Søm i Gulvet, hver Sprække i Tagrenden derude var hans, dette Rum han aldrig havde forladt, og som de nu skulde ombytte med den vældige Himmel, de dybe | Skove, den Jord, Eberhard havde blindet ham for, og nu pludselig vilde føre ham ud til - bankede det højlydt på Døren dernede.

Eberhard sænkede brat Vadsækken og stirrede på Benedict med Øjne så stive og et Ansigt så gråt, som Saul, da Herrens Lyn slog ned for ham. Han rørte s g ikke, men holdt Vejret, som troede han, han ved at gemme sig, kunde unddrage sig Herren, kunde sætte sin egen Vilje i hans Sted - men påny drønede Slagene op igennem de tomme Rum, manende, kaldende.

Da drog Eberhard et Suk så dybt og tungt, at Benedict aldrig har glemt det, men siden mangen Nat har hørt det i Søvne og syntes, det var selve Jorden, der sukkede - et Suk som en Bøn, som en kort Hulken, som et Skrig - og skred med dukket Nakke og tunge Trin mod Døren og ned ad Trappen.

Men Benedict sank skælvende i Knæ og anråbte Gud, at den Hånd, som bankede dernede, måtte standse dem, måtte låse dem for evigt inde i denne Stue, borte fra Schwarzwald og Himlen og Jorden.

Da hørte han Eberhards Stemme dernede og en fremmed og velskolet Røst, der spurgte efter - ja efter ham, Benedict Clemens Bek . . .

Og der kom en Rystelse over ham, en Rædsel for at Gud Herren skulde straffe hans egenkærlige Bøn mod Eberhards Lykke og overgive ham til Fremmede, mens Eberhard selv fik Lov at drage til sit Hjemland og høste sin Løn.

Han hørte ikke Stemmerne mere, han hørte ikke Døren gå og vågnede først, da Eberhard stod dér ved Vindueskarmen, ved det tændte Tællelys og læste i et Brev, han holdt i sin Hånd.

Benedict så på hans store, tunge Ansigt i det vaklende Skær, så, hvor det var blevet furet og gammelt i det ene Sekund, Bankningen lød, og hvor det nu glemte sig selv i stor og opmærksom Undren.

Han vidste, at denne Bankning havde haft Bud til ham, og at dette Brev angik ham, og han blev fuld af Skrig efter ene at blive hos Eberhard, hvor i Verden de så kom hen, ja efter at gribe denne forladte Bylt | og Stav dér og ile med Eberhard herfra, ud, bort mod det Fremmede, blot de blev sammen!

Men som sædvanlig vovede han ikke at tale først til Eberhard, og som sædvanlig betvang han sit Sind og tav.

Han huskede en eneste Gang, han havde grædt og skreget op, han var vel fem År den Gang, og han sultede, og han frøs, og han græd efter Varme og Mad. Det var en Vinterdag med Sne på Ruden og Fog ind ad alle Revner og Sprækker og Klapren af Vinduer og Døre.

Eberhard sad ved sit Bord og skrev. Han havde dækket sit eget Tæppe og sin Frakke om Benedict og rystede af Kulde i sin tynde Skødefrakke og med sin Kuffert og Ransel stablet om Benene, for at holde Varmen. Sneen skreg under hans Albu og Pen, men han skrev videre med de frosne Fingre - jo før han blev færdig, jo før fik han og Benedict Mad og Brændsel. Han havde forklaret Benedict det, men han vilde ikke høre, han vilde have Mad nu og Varme nu! han frøs jo! han sultede jo! han tålte det ikke!

Madam Gundlachsen havde tysset og truet ad ham og peget på Eberhard; men Benedict vidste, hun havde tilbudt både varm Kaffe og Pandekager og Pindebrænde fra sig selv og de hvide Piger dernede, og at Eberhard blot havde rystet på Hovedet, høj og stiv: "Aldrig, nej aldrig! Ikke derfor er vi kommet i dette Hus. Gud Herren vil sørge for os." Og derfor skreg Benedict og vilde ikke tie, vilde ikke fryse, vilde ikke sulte! Eberhard skulde skaffe ham Mad og Varme!

Men da pludselig - Madam Gundlachsen var alt bedrøvet listet ned ad Trapperne - sprang Eberhard op fra sin Stol, så voldsomt, at hans Blækhorn og Sandhus væltede, og Stolen drønede i Gulvet, og med bægge Hænder rakt knyttede mod Loftet skreg han sin Forbandelse ud. Med Ansigtet gult og fortrukket i det flagrende, grå Hår forbandede han sin Gud, at han havde kaldt ham ind i dette barbariske Vinterland at dø af Sult, at omkomme af Kulde, at afmægtigt lytte til et Barns Råb om Mad.

"Herre, Herre, hvad vil du? Løft din Fod og knus | mig med det samme! Har jeg ikke lydt dine Ord fra min Ungdom? Har jeg ikke fulgt dine Bud til sidste Tøddel? Har jeg ikke ofret mit Liv for andre, som du? Driv mig ikke videre, at jeg ikke skal vende mig imod dig! Herre, du har set, hvilken Tjener jeg er dig, frygter du mig ikke som Fjende? Véd du ikke, jeg er stærk!"

Benedict var krøbet ned i Sengens Fodende, stirrende af Rædsel. Hver Lyd var frosset bort fra hans Læbe. Askegrå så han Eberhards kæmpestore Skikkelse rase dér mod Loftet med knyttet Næve, med Skum om Munden kives med Gud - og pludselig, næsegrus styrte om, ramt som af en Øxe, bevidstløs af Sult og Ophidselse.

Aldrig glemte Benedict den Scene og aldrig de Nætter efter, Måneder, ja År igennem, når Eberhard i sin bare, grove Skjorte, med vildt udrakte Arme og knoklede, sorthårede Ben lå på det iskolde Gulv og anråbte Gud om Tilgivelse, ydmygende sig til det yderste, anklagende sig for Hovmod, for Trods, for Gærningsgodhed, nedsættende sig under Forbrydernes Standpunkt, til et Væsen lavere end Kvinderne dernede ja lavere end Rigmanden, der holdt dem - til han omsider rejste sig, med tårevådt, roligt Ansigt:

"Tak, Herre, Tak, nu føler jeg i mit Hjærte, du har forstået og tilgivet, ja, nu véd jeg, det var dit Værk, at mit Hovmod skulde dø! O, Herre, pløj mit Hjærte med din Vredes lugende Plov! du ene store og stærke!"

Og derfor tav Benedict nu, tav og tvang sit Ansigt og sit Skrig, som han havde gemt sine Tårer, da de skulde forlade denne Stue. Eberhard havde jo lært ham det i hin Oprørets Vanvidsstund, i Angerens Torturnætter, i sit Suk, da han før slap Ranslen ned, i sit Ansigts Glemsel nys - at ene i Guds Vilje er der Frelse og Fred, at først når hver Egen vilje er død, holder Jesus sit Indtog i Hjærtet.

Og Benedict huskede, mens han, sitrende af Uvishedens Nød, sad her på Eberhards Rejsekiste med Bloddråbekransen om Krucifixet med den blege Frelser på, en Morgen for længe siden, da alle Sunde atter havde lukket sig for Eberhard i dette fremmede og fjendtlige Land, og han vækkede ham, inden han gik ud at søge | nyt Arbejde i Steden for det, der var blevet ham frataget for hans Boligs Skyld og hans Vækkelsesmøders, og Benedict så ham stå i det isgrå Dæmringsskær fra den tilfrosne Rude og holde den vante Bakke frem for ham. Han havde rakt efter den, varm og sulten af Søvn - og set, at der lå kun en Smule mulden Skorpe på den og kun stod et Glas Vand. Et Sekund var det luet op i ham, Skriget fra da han var ganske lille, Legemets Skrig, at det vil mættes og varmes, at Naturens Fornødenhed skal fyldes - men da hørte han en Lyd, hørte, hvor Jærnbakken rystede i Eberhards Hånd - Eberhards faste Hånd, som han aldrig havde set skælve - og han greb om Bakken, greb om den med bægge sine Hænder, at denne Skælven kunde standse.

Hin Bakkes Raslen hørte han nu i sit Øre, og tav.

Men pludselig vendte Eberhard sig. Der flagrede en Halvtreds Rigsbank Dalerseddel ud af Brevet og ned på Gulvet. Hans Ansigt var ophidset, hans Stemme snublede:

"Benedict, du kan vel nok blive her alene? Sæt dig på Kufferten dér. Du er vel ikke bange for gamle Madam Gundlachsen? Døren dernede skal jeg låse, ingen skal komme ind til dig. Jeg må efter den Tjener, der bragte mig dette. Det er min Ret, og det er min Pligt, ihvad her så står!"

Han rev med en Iver og en Hast, som Benedict aldrig før havde set hos ham, sin lange Frakke til sig, kastede den om sig og hastede mod Døren.

"Benedict," han vendte sig, "vi bli'r ikke i denne Stue, men vi bliver i dette Land - dit Fødeland . ." hans Stemme som brast ved dette sidste Ord; så hørte Benedict hans Trin tumle ned ad Trappen.

Men han blev siddende fortabt, i det muggent lugtende, dunkle Rum med Tranlygtens svage Skær over Loftet og det forrevne Tapet, blev siddende og stirre på Halvtreds-Dalersedlens hvide Lap med de rette og krusede Linier, dér på Gulvet - hvorfor var den kommet? hvad vilde den?

Og han mindedes sit og Eberhards Liv og Kvindernes dernede mangen sort og iskold og snefygende Vinterdag, når ikke én Krumme Brød var at opdrive i | Huset, hverken oppe eller nede, og ikke én Pind til at fyre med i de stormklaprende Ovne Og han forstod dunkelt dette Huses Forskel fra de andre - ja ikke i Gyden, for her og i Peder Madsens Gang derude var de jo alle ens, og når deres Kakkelovnslåge og Dør klaprede tomme, så raslede og klaprede Låger og Døre hele Gaden igennem i Snefoget og Sluddet som Dødningetænders Musik - men fra Husene ude i de andre Gader, de store Huse han havde set med Eberhard på den ugentlige Aftentur, deres brede, grå Mure, deres malede, boltede Porte, der aldrig kunde ryste eller klapre . . .

Og han forstod, hvorfor Eberhard og han havde sultet. Han forstod det ud af Præstens Ord forleden. Fordi de boede i dette Hus. Men i dette Hus var han født. I dette Hus havde Herren bestemt, at han og Eberhard skulde leve, til de havde fået den sidste hvide Kvinde til at forlade det!

Og nu var hun borte, og Madam Gundlachsen lå død dernede, og nu skulde de også forlade Huset. Denne Seddel lå dér og kaldte dem bort. Hvor mange Penge mon der var i den? Mon de, dersom den var kommet her til Huset før, alle for længe siden havde kunnet forlade det, han og Eberhard og Madam Gundlachsen og de hvide Piger?

Hvorfor havde Præsten været vred på Eberhard og ham, fordi de boede her, når det dog var Guds Vilje, og det havde lykkedes dem at få de stakkels Piger hen i de brede Gader, ja, i de store Huse ude bag Skorstenene og Røghætterne? Benedict havde jo selv en Aften ved Eberhards Hånd set ham tale længe med en af Pigerne derhjemme fra, og hun stod i et hvidt Forklæde og en sort Kjole og med en lille Kappe på Hovedet foran en Port til et Hus så stort og gråt og fast, at ingen Storm skulde få det til at ryste.

Og hvorfor kom Sedlen nu og kaldte dem bort, da de dog skulde herfra, da Huset var tomt, og de intet mer havde at udrette? Benedict brød sig ikke om den Seddel. De havde nået, hvad de skulde, uden den.

Han lukkede Øjnene og frøs og krøb tættere, sammen på Kisten og ventede.

|

Hvorfor hadede alle Mennesker dette Hus? Hvorfor havde Eberhard efterhånden mistet alle sine Lektioner, da det hed, at han boede her - indtil den tyske Købmand tog sig af ham. Hvorfor skulde Pigerne bort herfra?

Ja, her var koldt og mørkt om Vinteren, de frøs, og de sultede tit. Men om Sommeren, når Genskæret af Solen faldt ind over de sorte og brune Mure som Skær af Guld, og Jomfru Liebleins Blomster skinnede så røde og blå derovre i hendes Vindue, og han undertiden med Et kunde ånde en sådan sær og sød Duft langt, langt borte fra - ja derudefra, hvor den store Himmel stod, fra Græsset og Jorden - da kunde han græde, ganske stille og sådan, at Eberhard ikke så det, af bare Glæde og Lykke over, hvor skønt her var.

Og en Dag var en Sommerfugl kommet flagrende herind gennem Gyden, en snehvid Sommerfugl. Han troede først, det var et Snefnug og blev angst og bedrøvet: "Eberhard! Eberhard! Vinteren kommer allerede igen!" Men så smilte Eberhard og rundede varligt sin Hånd om det lille, flagrende Dun og sagde, at det var en Sommerfugl. Og han havde holdt den længe i sin hulede Hånd, og dér havde den sejlet stille op og ned på sine hvide Vinger, som var den slet ikke bange, og Eberhards øjne havde været så milde og så fugtige, som når han om Søndagene talte om Schwarzwald . . .

"Et Barn - et Barn her!" havde Præsten råbt.

Ja, her havde et Barn det netop godt. De var jo alle så venlige og milde mod ham, de knælede ned og så på ham sådan, at hans Hjærte blev så bevæget, at han måtte græde. Tit kom Madam Gundlachsen: "Husk, I må ikke røre ham," sagde hun, "husk dog -" Og de græd da, de hvide Kvinder, og de så på deres Hænder, og de var fulde af Sår, som Martyrernes . . .

Det var sandt, om Aftnerne var de tit fulde og skreg, men det var, når Mændene kom. Mændene, syntes Benedict, dem skulde Præsten true og straffe. Der var undertiden Herrer imellem dem, Herrer i store, blå Kapper med mange Slag og med høje, snævre Silkehatte og Gamasjer med blanke Støvler. Men Eberhard sagde, | at Præsten var deres Tjener, ti han fik jo sin Løn af den samme Pung, der betalte Skøgen, bare meget mere.

Oh, han vilde gærne blevet her altid! Hellere end til Schwarzwald, hellere end til et af de store Huse derude! Hvorfor var den Seddel kommet? Eberhard og han havde ingen Brug for den!

- Men nede på Gaden hastede Eberhard imidlertid efter Tjeneren.

Henne på Hjørnet af Peder Madsens Gang havde han tøvet et Sekund, men så fået Øje på den viftende, blå Kappe, der forsvandt i Porten ud til Østergade, og var ilet efter den.

Nu fulgte han tæt bag Tjeneren, men dog holdende sig i Murenes Skygger, hen over det store, svagt belyste Torv, forbi Statuen bag Lygtestanderne og Jærngitret, ind i en bred og dyb Gade, hvor de enkelte Lygter kastede deres svage Skær over vældige, grå Facader med høje, smårudede Vinduer.

Eberhard var i den fornemme Del af Staden. Her var højtideligt tomt og stille; kun Tjenerens Trin lød på Flisen foran, og Eberhard måtte sagtne sin Gang. Månen kom frem oppe mellem Skyerne og spillede i de høje Tages glitrende Tegl. Her duftede fint i den våde Efterårsaften, som af Kongerøgelse og lakerede Ovne. Mørke Træer suste forude i Gadens Munding.

Da drejede Tjeneren pludselig ind imellem to svære, kædebehængte Stenlygter, en lille Dør i en Port gik op og faldt i, med Genlyd i Gaden.

Eberhard trådte hastigt frem af Skyggen og læste på Skjoldet i Muren, under en Grevekrone, et Navn - et Navn, Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, som jeg må bede om at måtte fortie, et Navn, som aldrig er kommet over mine Læber og heller aldrig skal komme det, men som bæres af en af vort Lands største og ældste Adelsslægter, og som var min Faders og kunde have været min ulykkelige Moders og mit, om ikke - men ene Gud véd den rette Vej.

Uden at betænke sig et Øjeblik løftede Eberhard sin Hånd og drog i den tunge Smedejærnsring.

Der lød Trin derinde, en Luge gik op, og et Ansigt, belyst af en Håndlygte, kiggede ud, Portnerens tvære | og blussende Ansigt med Kasket og små, sorte Bakkenbarter.

Eberhard bad om at tale med Greven.

"Tale med Greven -" knurrede Portneren og løftede Lygten, for at dens Lys kunde falde over Eberhard, "hvem af dem? den gamle eller den unge?"

"Den unge," svarede Eberhard.

"Det kan De ikke komme til, sådan uden videre, min gode Mand, De har at melde Dem i Forvejen," sagde Portneren og vilde smelde Lugen i.

Men Eberhard holdt sin Hånd imod og forlangte at tale med den unge Grev, nu!

Portneren så tøvende på ham. Der var en Styrke og en Myndighed i Eberhards Ansigt og Stemme, der gjorde ham tvivlrådig, og efter endnu en Besigtigelse ved Lygten trak han Jærnstangen fra indvendig, og den lille Dør gik op.

Eberhard trådte ind i en høj hvid Porthvælving med fliselagt Gulv og Døre ned til Portnerboligen. Hans Trin genlød under Loftet Forude stod Mørket i Gården, kun et Hjørne af den kalkede Hestestald sprang frem.

"Bartholin!" kaldte Portneren, "hvad skal vi gøre ved den her Mand? Han vil tale med den unge Greve."

Tjeneren dukkede frem fra Hovedtrappen og beskuede Eberhard.

"Men Gud dog - er det Dem! hvor kan De tro - er det ikke blevet sagt Dem -"

Men Eberhard steg roligt op ad Trinene, skød ham til Side og gik videre ad den brede, hvide Marmortrappe. De to Tjenere stirrede måbende på hinanden.

"Nu er den gal!" udbrød Bartholin. "Hellige Død, hvad siger den gamle Greve! Mand, du skulde vide, hvor jeg har været i Dag! vi bliver bægge jagne, fordi vi har lukket ham ind!"

Og han styrtede op ad Trappen. Men dér stod Eberhard alt i Forstuen mellem Søjlerne og Statuerne, og da nu Tjeneren fløj mod ham og vilde standse ham, strakte han sin lange Arm ud og satte ham mod Væggen.

Men da Tjeneren så ham styre lige mod den store, | mørkerøde, ornamenterede Portiere til højre, foer han påny frem og greb om ham, for at standse ham, koste hvad det skulde. De brødes et Øjeblik, stumme; så segnede Tjeneren bagover i Knæ i et kort Smærtenshyl.

I det samme reves Forhænget til Side, et skarpt Lys faldt ud i den dunkle Hal med de ensomt brændende Kærter, og en lille, hvidhåret Herre stod på Tærsklen, med spidst, skægløst Ansigt, i Kammerherre-Uniform, med hvide Knæbenklæder og Kårde.

.,Hvem skriger her? Hvad ser jeg -!"

"Mit Navn er Eberhard Sebastian Baden," sagde Eberhard og trådte et Skridt frem, "Deres Domestique vil hindre mig i mit Ærinde, som er at søge Deres Søn, ikke Dem."

"Hvad! hvordan vover han -" udbrød den gamle Greve og målte Eberhard fra øverst til nederst, "siger han: De til mig?"

"Jeg siger De til alle uden til Gud, men kun ham. kalder jeg Herre," sagde Eberhard og fæstede sine store, grå Øjne så stift på Greven, at hans Blik brast. "Tir mig ikke, at det ikke skal forkyndes fra denne Stads Tage, hvad her er syndet i Løn. Ikke med Dem, men med Deres Søn vil jeg tale"

I det samme lød en svag og spinkel Stemme inde fra Salen:

"Fa'r, hvad er det?"

Og den fortumlede Greve veg et Skridt tilbage, så Eberhard fik Plads til at træde ind i den glimrende oplyste Sal. Hans Blik gled ligegyldigt hen over de mægtige, gardinhyllede Vinduer, Krystallysekronerne, de forgyldte Spejle og Konsoller, Malerierne i de Juelske Rammer og Loft- og Vægdekorationerne og fæstnede sig i al denne glitrende og funklende Pragt ene på den unge Mand, som lå dér ved Bordet på en silkebetrukken Løjbænk, indsvøbt i orientalske Tæpper og bladede i nogle små, saffiansindbundne Bøger. Han rejste sig strax på Albuen, da han så Eberhard, og hans hvide og stive Fugleansigt blev endnu hvidere og stivere, mens de tynde Hænder slap Bøgerne ned på Tæppet.

"Jeg ser, De forstår, hvem jeg er, Grev Hermann," sagde Eberhard med høj Røst, "og jeg ser, De ved, fra | hvem jeg kommer. Jeg kommer fra det Hus i Pistolstræde, fra Skøgernes Hus, hvor Deres Elskerinde, altså: Deres Hustru, fødte Deres Barn, Arvingen til Deres Navn og Rang og dette Palæ. Jeg kommer med Spørgsmål om, hvorfor De først nu, tretten År efter Barnets Fødsel, efter Moderens Død, lader høre fra Dem; hvorfor De har holdt Dem skjult og ladet hende, Deres Hustru, omkomme i Skam og Elendighed og føde Deres Barn hos os, hos Skøgerne i Pistolstræde; hvorfor De har ladet dette Barn uden Hjælp og Støtte?"

Der blev en dyb Tavshed. Ene Lysenes Sprutten hørtes, Suset af Springvandet nede i Gården og Ildens Knitren i Kaminen.

Så vedblev Eberhard: "Tro ikke, jeg kommer for at forlange flere Penge end dem, De i dette Dokument," han rakte det frem, "har lovet at give; tro ikke, jeg kræver, De skal tage ham til Dem og skænke ham Deres Navn og Rang og Bolig her i denne Sal! Jeg har lært ham at veje og vrage denne Verden og dens Gods og Guld og Rang og høje Sale, og jeg skal lære ham at foragte sin Fader og hans Fæller og optugte ham til et Herrens Ris over Dem og Deres Lige. Vi kræver intet uden dette," han rystede Brevet, "der vil sætte ham i Stand til at holdes til Bogen, at han med Tiden kan blive en ret Tjener, ikke for den Kirke, der er Belials Værk, men for den sande Hjærternes Kirke; at han kan stå fuldvæbnet overfor Dem, hans Fader, en Gang; at han kan eje Hænder stærke nok til at gribe om disse Piller og nedstyrte dette Tag over Dem og Deres, De skriver, at Drengen skal blive her i Landet. Det skal han, skønt jeg havde tænkt det anderledes. Men det skal De vide: under min Omsorg skal han være, som han altid hidtil har været. Ikke mindste Indblanding fra Deres Side tåles; Herrens Hånd vogte ham for Dem og Deres! Nej, jeg kommer her kun for at vare Dem ad, endnu en sidste Gang vare Dem ad: omvend Dem, gå i Dem selv og kast Dem for Jesu Fødder. Dommen er nær, Øxen har alt ramt Dem i Deres Hjærterod; på en Løjbænk af Ild skal De hvile, og i Deres egen Synds Bog skal De læse! Vær ikke min Røst overhørig. Ti Gud Herren taler gennem mig!"

|

Eberhard vendte sig, med Dokumentet i Hånden, mod den gamle Greve, der hvidere end et Lig, rystende over alle Lemmer, havde halet sin Paradekårde halvt ud af Skeden, mens Sønnens svage Skikkelse i Krampetrækninger, med Ansigtet mod Loftet var sunket om i sine Tæpper, og alle de små Bøger spredte en Regn af tørrede Blomster og Lugtebreve over Gulvet.

"Stik du dit Sværd i Balgen, gamle Mand, gråhærdede Synder! Med ét Tag af denne min højre Hånd kan jeg knække dit Værge og styrte dig ud af Ruden dér. Men hårdere vil Herrens Hånd ramme dig, smuldre dig til Støv i et Lyn, som den Konge, du tjener, og den Stat, du repræsenterer!"

Han vendte sig og gik roligt ud af Døren, forbi den forfærdede Tjener og de andre tililende Domestiquer. Bag sig hørte han den gamle Greves Råb:

"Dåre, hvad har du gjort! å, du gale, romantiske Fantast!"

Og så et højt Skrig og Tjenernes forvirrede Stemmer: "Grev Hermann får sin Krampe!"

Uforstyrret skred Eberhard ned ad de brede Trapper, ud og bort ad Gaden, til Huset, hvor Barnet ventede, ene, falden i Søvn i det øde Kammer.

Eberhard løftede Drengen op i sine Arme, støttede hans Hoved mod sit Bryst, svøbte ham i sin Kappe og sad således hele Natten på sin Rejsekiste, stirrende stift og stumt ud i Mørket. Så han derinde sit Hjemlands evigt grønne Skove, den lille Hytte dybt i Dalen, over hvis Tærskel, han nu forstod, han aldrig skulde træde, om ikke han vilde forskærtse Målet for dette Barn, der sov i hans Arme, og hvis Kristoforus han var? Med lige Våben, havde han sagt, skulde det en Gang stå overfor sin Fader og hans, overfor den tvehovede Hydra: Kirke og Stat. Ak, Eberhards egne Våben var forlængst rustede, han måtte jo fra Halle an der Saale længe før hans Studier var sluttede, og siden, i de tolv Års hårde Arbejde i Schwarzwald, i de treogtyves Pogeslid og Handelskorrespondence i denne Stue, havde hans Kundskaber måttet slumre. Nu, han var jo også Kristoforus, som kun var stærk - så stærk, at han kunde bære Kristus.

|

Og Kristus' Vilje var i dette ringe Barn her ved hans Bryst, han tvivlede ikke derpå. Havde Gud Herren ikke alt i dets Fødsel og nu atter vidunderligen udpeget det, mærket det, at det var hans? dette .Barn, der alt havde drevet den onde, larmende og leende Ånd ud af dette Hus, selve Verdens Afbillede, og gjort det tomt og stumt som Graven. Gud Herren vilde i ham oprejse sig en Stridsmand, en Boanerges som i de gamle Dage, en Elias, en Augustinus, at omstyrte Belials Kirke og uddrive dens Præster, at rejse Korsets frygtelige Tegn over den Verden, der sov i Kødet.

Ti så stor var Vederstyggeligheden vorden, så brændende begærede Guds Folk Lynet, at det måtte flamme og lutre. Tusindsårsriget var nær. Slog ikke alle Apokalypsens Tegn ind? Havde det Syndens Menneske ikke alt vist sig? Havde ikke Landene stået i Brand, og Folkeslagene løbet ad Vejene? Så han dem ikke i sin Ungdom, da han drog fra de dybe Dale?

Hin store Exegetiker, Johann Albrecht Bengel fra Denkendorf derhjemme, havde fejlet. Året 1836 var forlængst forbi. Men talte dog ikke alle Sandtegn om hint Riges Komme? Sang ikke hver Linie i Hillers Salmer derom? Huskede han ikke Rock og Markis de Marsay, Camisarderne og Tersteegen, Folkene i det Land og i den Tid, der var Gud nær, i det Hjemland, han aldrig skulde gense.

Og Eberhard priste i denne Nat sin Gud, at han, som fra hans Ungdom havde uddrevet hans egen Lyst, nu havde taget hans sidste Håb, hans Støttestav gennem Udlændighedens År, hans Drøm om Hjemkomsten til Gutach og Fædrenes Hus, fra ham, at han ene kunde være hans lovlydige Redskab.

O Madame de Guyon og Fénélon, Svane fra Cambray, I Viljens Bortlugere, Pris være Eders Lærdomme til mig! Vel mig, at jeg som ung lyttede til Eders Røster! . . .

Men han grundede længe over sit og Benedicts fremtidige Liv og indså, at de måtte herfra, at de måtte ud i Livet påny, at Benedict kunde lære det og dets Trods og dets Fare at kende, lære at se sin Fjende i Øje. Og han huskede en Plads, han havde set opslået | i "Den Berlingske Tidende," en Pedelplads på en lærd Skole nær Nørreport. Den vilde han søge, En gammel Student, halvgåen Kandidat i Theologien, vilde de vel ikke nægte den. Så kunde Benedict gå dér i Skole, stadig under hans Opsigt. Hver Skilling af de hundrede Rigsdaler Halvåret fra Benedicts Fader skulde, ikke hensættes i syndige Renter, men i sikkert Gem til hans Studie, om det skulde ske, at Gud Herren kaldte Eberhard, forinden det var endt. Pedellønnen vilde vel give nok til dem bægge.

Og han lænede det grå Hoved tilbage mod den kolde Mur og faldt i dyb Søvn og hørte et Sus som af store Skove, men vidste ikke, om det var silvae nigrae eller silvae albae, Himmeriges Liljeskove langs Krystalhavets Bred. -

Og Eberhard og Benedict forlod deres Kvist og Skjul og gik ud i Verden og ind i deres Martyrium.

Eberhards Hånd veg fra Benedicts Skulder, og han skulde nu færdes ene, kun altid mærkende Eberhards høje Skikkelse bag sig, hans Forventning i sit Hjærte. Ud i Livet gik han, lam og blind af det lange Mørke på Kvisten, Guds kårne Barn, udvalgt og velsignet til Sårene og Naglerne .....

Ak, Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, tilgiv mig de stærke Ord om mig selv, de skyggede jo som en Uvejrssky over mig fra min Fødsel! De var visselig ikke mine, jeg, der kun fødtes til Spurvens ringe Lod, til et Skjul i et af Jordens Smuthuller, ikke til som Svanen at synge mig ihjel for i Smærte og Skønhed at drage Menneskenes Blik mod det Høje. Men Eberhard havde, da han drog fra Schwarzwald, taget det fyrreommørkede Daldybs Himmelflugt, Skovnattens Lystørst, Korset i Skovhjærtet med sig, og læssede det nu alt på mine Skuldre, han, som selv med så rank en Ryg bar Kristus, den eneste Kristoforus. jeg har kendt. Han drømte Guds Vin, der har sprængt de stærkeste Kar, ind i det ringeste og skrøbeligste Lerkar af alle. -

Jeg vil bede Dem tænke Dem mig, Benedict Clemens Bek, i min falmede og lappede Dragt, som Madam Gundlachsen havde omsyet til mig af hendes salig Mands Frakker og Buxer, med mine halvblinde Øjne, mine | blege og svage Lemmer med Et stå dér midt i Skolegårdens Lys, omtumlet af de hundrede ranke, sunde og velklædte Drenge - jeg, der knap formåede at stamme deres Sprog, halvt i Skøgernes Dialekt og Slang, halvt i Eberhards tysk-danske, som han, de sidste Måneder før vi flyttede fra Pistolstræde, selv havde undervist mig i - som kunde de tusinde Skriftsprog og Bibelsteder, de hundrede Salmer og Varsler og Citater udenad, men ikke én Leg. Jeg, der kendte hvert Søm, hver Gulvflis, hver Lysskiftning i Kvisten i Pistolstræde, men ikke én Gade, ét Hus, én Vej i København, og som, selv i mine Drømme, så Menneskets verdslighedsfyldte eller himmelflyvende Hjærte, men knap havde set ét Træ, én Græsvold, ét Vand - jeg, der havde svimlet af Gru hin eneste Gang, jeg stod under åben Himmel.

Hvad jeg led, Doktor Lange og Frue, véd den, der kender Mennesket, at dets Hjærte er ondt fra dets Ungdom ; at kun igennem Nederlagets Ydmygelse og Smærte, gennem Alderdommens Brøst og Bræk bliver det svagt og fromt - at kun et Hav af vort eget Blod får os lært at skåne én Dråbe af Næstens,

O hvad har jeg set af menneskelig Ondskab! Den, der kommer så bagfra ind i Verden som jeg - der kommer dér fattig og uskøn, svag på Legemets og Forstandens Kræfter, kommer der, ene som et nøgent Hjærte, er den, der lærer det usminkede Liv at kende. Jeg har set Menneskene, som de var, ti hvo behøvede at bære Maske for mig? Jeg var jo altid den underste. Og jeg har både i København og her på Øen, som De vil få at høre, set Mennesker, der var Dyrets Spejl. Men - o Herren være lovet, jeg har også set Mennesker, der var Jesus'. Mennesker, der ikke søgte deres Eget, Mennesker, der med Svaghed og Brist, var Jordens Salt, der gjorde Livet leveligt og forklarede Guds Langmodighed.

Mennesker har været kærlige mod mig, der intet kunde give igen, endmindre skade . . . Tarves der mere Bevis for, at vi er af Guds Skød og skal vende hjem did igen? For disse Menneskers Skyld vil Gud skåne de andre og en Gang føre os alle frelst til sig.

Et sådant Menneske var jo først og fremmest Eberhard Sebastian Båden; sådanne Mennesker en Fader og | Datter, jeg ikke har kunnet nævne endnu, men snart må tale om, så sandt de mer end nogen blev mit Liv; et sådant Menneske Doktor Ørebro og måske mest af alle Jacobus Uz, Rovdyret og Helgenen; et sådant Menneske Lucie Camrath, og sådanne Mennesker De og Fru Ellen - Gud velsigne Dem - som vil være over at lytte til en gammel, fattig Mands stakkels, ligegyldige Liv, og endog siger, at det kan være Dem til Nytte og Glæde.

Hin stærke Guds Vin, Eberhard vilde, jeg skulde rumme, den havde jeg kun spildt, men hine dyreste Tårer på Jorden, Medlidenhedens uselviske Gråd - tro har jeg bevaret dem, der blev grædt over mig, og den skal jeg uspildt frembære for Herren på Dommens Dag, og kan hænde jeg, et af hans ringeste Kar, dog således kan blive et af de Vidner, Eberhard troede mig støbt til - ikke en Tordnens Søn, men en Tårernes Søn - ti jeg, som ikke har levet Livet, lærte Livet i dets Dyb at kende og kan for Herren vidne om dets Sår og Skrammer, men også om dets lægende Salve, vidne, hvad hans Skabning var. -

Om min Skoletid vil jeg helst kun tale lidt. Alle de, der var mine Lærere og ikke så til mig, men foragtede min Forsagthed og mit tunge Nemme, er jo nu for længst borte, og de fleste af dem, der var mine Kammerater og med mig fortsatte deres frste Barndoms Lege med Tusser og Orme, er døde som hine. Og Gud Herren har set i deres Hjærter, at de vidste ikke, hvad de gjorde, så sandt som jeg forlængst har set det og glemt det og tilgivet det ....

De rev mit fattige Tøj i Stykker, de knuste min Tavle og fyldte min Hue og min Lomme med Blæk og splittede mine Bøger for alle Vinde. De nåede mig, hvor jeg gemte mig i Legepladsens Hjørner, de spurgte mig om Huset i Pistolstræde, om Eberhard og min Moder, som Skøgen fandt på Trappestenen ved Færgelejet - og jeg begreb ikke, hvorfra de vidste det. De holdt mig under Posten, til jeg blev stiv og blå, og haglede mig til med Isstumper og Snebolte.

Og Lærerne så det og trak på Skuldrene og lo, fordi | jeg var sådan en Pigedreng. O, de kendte jo ikke min Barndom så nje som Drengene.

Men inden jeg efter min Skolegang, i Aftenmørket sneg mig op til Eberhard og min Seng på Kvisten, gemte jeg mig ind under Trappen og græd mig mæt, græd mig ud og tom og stille. Hvor kunde jeg klage til Eberhard? Huskede jeg ikke, hvor Jærnbakken havde rystet i hans Hånd, så jeg ikke hver Nat, i Halvsvne, hvor han ved tre fire Tiden, fuld af Åreknuder og Gigt som han nu var, rejste sig fra sit Leje og efter sin inderlige Bøn på det nøgne Gulv klædte sig på og hastede ned til de kolde og mørke Skolestuer at feje, vaske Gulv og fyre op? Vidste jeg ikke, at han gjorde det for mig, for at jeg skulde vinde den Lærdom, han selv havde givet Afkald på for sine Forældres, for lille Christines Skyld? vidste jeg ikke om det lille, altid lukkede Hus i Schwarzwald? Og huskede jeg ikke hin forfærdelige Nat, da han ved mine Skrig løftede sin Hånd mod Gud?

Og en Dag så jeg det, der satte syv Segl for min Mund over min egen Klage, men også først ret lærte mig at fatte Eberhards Ord om denne Verdens Mægtige, fatte dem så jeg aldrig har glemt dem.

Jeg så en Dag vor Skoles Rektor, som siden blev Professor ved Universitetet, og den Provst, der var Skolens Tilsynshavende, befale Eberhard at krybe op på det høje, snebelagte Tag og ændre en af Røghætterne, der var blæst skæv. Eberhard stod da nær de treds, og hans længe så kæmpestærke Lemmer var bøjede og brudte af de mange Års mangelfulde Føde, af det fremmede Vejrligs Råhed og Slud, af de isvåde Gulve og de tunge Kulspande.

Jeg så Eberhards Blik på dem, da de befalede ham derop, hans gamle, voldsomme Vrede, hans Beherskelse for min Skyld, for Jesu Skyld, der har befalet os at opfylde vor Gærning, og jeg så ham slæbe den tunge Stige til og krybe op.

Jeg så ham deroppe på Taget, hans søgende Hænder, hans tøvende Knæ, hvor han lukkede Øjnene for Svimmelheden, hvor han krøb på den glatte og glidende Tøsne, Jeg så de yre, faldende Sneflokke lege om hans grå Hoved og lægge sig på hans lange, bøjede Ryg.

|

Og jeg så de to Mænd stå dernede i Skolegården, på Flisen mellem Snevoldene og dirigere ham, råbende og rettende, svære, tykke Mænd i Pelse, med Huer med Stormklapper, med Guldbriller og Stokke, Statens og Kirkens Mænd.

Nu forstår jeg det: de kunde ikke tænke, at vi var Mennesker, de to Mænd i Gården og Drengene i Skolen, de så jo, at vi var fattige. Og selv i hint Øjeblik var der egentlig ikke Vrede i mit Hjærte mod dem, men grænseløs Fortvivlelse, ej alene over Eberhard deroppe, men over at sligt kunde få Lov at ske - Fortvivlelse så jeg kunde begravet mig i Snedriverne og blot bedt om altid at blive dér - hvis jeg havde turdet slippe Eberhard et Sekund med Øjnene.

"Bad du?" spurgte han, da han kom ned.

Og jeg svarede ikke, ti alt den Gang tror jeg, jeg vidste, at Gud Herren ikke hører vore Bønner, ikke ser til vor Nød, men lader Menneskene råde med hverandre og med sig selv, som de vil og kan, indtil han kalder os ind til sig og sin endelige Retfærdighed og Trøst.

Men jeg turde ikke sige sligt til Eberhard, og jeg havde da også nok i at se på ham. Se på ham, som han sad dér, sunken om på Tærsklen til Skolen, og stirrede stumt hen for sig med nedhængende, snevåde Hænder, mens Rektorens og Provstens Stemmer fjærnede sig gennem Porten.

Jeg tror, han sad en Time således, ubevægelig, som død. Og jeg vovede ikke at vække ham, ja knap at drage Ånden - til han pludselig udbrød og rejste sig i sin fulde Højde med det samme:

"Lovet være Herren evindelig, den miskundelige! Herre, Herre, du har set til mit Sind, der fra min Ungdom var hårdt og fuldt af Selvretfærdighed. Herre, tak at du i min Alderdom og Brøst nedbryder mig, at du ælter mig hårdt om, at jeg skal blive en duelig Sten i din store Bolig, Herre, tak at du ydmyger mig indtil dette! Ti Hovmod var min Arvesynd."

Jeg så skælvende på ham og kendte ham ikke igen. Men jeg så, hvor dybe Skyggerne lå under hans Øjne, hvor gullig hans Næse var, og hvor tungt den vældige | Pande ludede over det sunkne Blik, der brændte med en anden og uroligere Ild, end jeg før havde kendt.

Det var, som denne Hændelse, den Sejr Eberhard dén "vandt over sig selv, havde brudt "Arvesynden" i ham, men også Kraften.

Han blev forunderlig mild, og det mærkedes på hans Læsning. Nu var det ikke så meget mere de gamle, skyggemørke Pietister, ej heller Herrnhutternes duekurrende, men blodsugende Poesi, hvis "Niedlichkeiten" altid havde været hans Mandssind til Lede; men Mystikernes himmelvendte, sværmende Længsler og Syner - Therese af Jesu og Johannes af Korset - han søgte i sin korte Fritid fra Hverdagens sørgelige Sysler.

Hvor stemmede ikke "den serafiske Jomfru"s Valgsprog: "Aut pati aut mori" med Eberhards Sind nu i de Dage?

Eberhard var træt og forstod, at "Hvile er alle Tings Mål," og som han plukkede den lille Broder fra Assisis "Småblomster," sænkede han sig i Theresia a Jesu og Johannes de Cruces Disciple, i Michael Molinos og Fénélon, "Længslernes Mand" - i Kvietismens "hellige Ligegyldighed."

Han der havde villet knuge Verden i Knæ for Gud, vilde nu ene knæle selv. Han, der havde tjent Gud mer end de fleste, opgav nu i amour désinteressé sit Krav på sin himmelske Løn, som han havde opgivet sin jordiske: Hytten i Gutach. Og han, der havde været Guds Medkæmper i ecclesia militans og derfor drømt sig hans Medtriumfator i ecclesia triumfans, foldede nu sine Hænder, der var hærdede af praxis pietatis, i Angelus Silesius' Nynnen, i "der cherubinische Wandersmann"s Bekendelse:

Ruh' ist das höchste Gut; und wäre Gott nicht Ruh'

Ich schliesse flir ihn selbst mein' Augen beide zu!''

Endnu en eneste Gang vågnede den gamle Eberhard i ham. Det var en Dag, da han oppe fra sit Vindue, hvor han i et Øjebliks Fritid sad over Jacob Böhmes "Aurora," tilfældigvis nede i Gården så Drengene stimle | sammen om mig, løfte mig op og pludselig slippe mig ned på Brostenene, Gang på Gang.

Da glemte han, der altid havde været Gud en Medhjælper, den Salighedens Morgenrøde, det "mysterium magnum" der alt var i Opgang for ham selv, og bruste ned ad Trappen, ud over Pladsen og lige midt ind mellem Drengene, som han splittede som Avner for Vinden med sine Armes gamle Kraft.

De tumlede forfærdet bort for hans Hænder og hans Åsyn. De havde altid haft en egen hemmelig Respekt for hans fremmedartede og dystre Skikkelse, og havde jeg villet klage min Nød til ham, kavde jeg forlængst været fri. Men viste han mig ikke ved sit eget Exempel, og havde han ikke lært mig, at Korset og Vunden var vor Part i Livet og os tildelt ved Guds Vilje?

Lærerne kom til, først opbragte over Pedellens egenmægtige og voldske Færd, men da han vendte sit Ansigt mod dem i det nu så lange og flagrende grå Hår, forvirredes de. Rektoren rømmede sig hastigt, vendte sig og gik, mens andre af Lærerne, af de unge, med strenge Ord bebrejdede Drengene deres Færd.

Eberhard lyttede tavst til, gned sine Hænder kort i hinanden, greb om min Arm og sagde:

"Med Forlov tager jeg Drengen med op for i Dag?"

De menige Lærere så på Rektoren, der gjorde en ubestemt Bevægelse med Skuldrene, og jeg fulgte med Eberhard op på Kvisten, til dens Solskin, dens Blomster, dens Kanariefugl, dens rene, fromme Bøger.

Denne Eftermiddags Lykke glemmer jeg aldrig. Den viser mig noksom, hvilken Lidelse min Skolegang var.

Og så Lektierne! Hvor tungt jeg havde ved at tvinge min Hjærne nøgen og fri for Drømmen og Sorgen og Mindet! Hvor svært ved at fatte Deklinationernes og Formlernes Vigtighed, når jeg tænkte på Eberhards og mit Liv og Kvindernes i Pistolstræde!

Lettest faldt mig de græske og latinske Digtere og Historikere i Ingerslevs, Bojesens og Dorphs Udgaver in usum scholarum. Endsige Gudeverdenen i Tregders Mytologi.

Også Suhms Historie i Kierulfs og Werlauffs Bearbejdelse forstod jeg - disse Årstal havde en Gang | betydet Begivenheder i Menneskers Liv - omend min Tanke altid sukkende stjal sig fra Kongerne og Heltene til Skyggerne bag dem, de stille i Landet med de unævnte Sejre og Fald. Men Grammatiken - Madvigs latinske, Langes græske, Hjorts tyske, Abrahams franske - og Matematiken - først Schneekloth, senere Oppermann ... Jeg kunde lære Formlerne udenad, men forstå dem, endsige anvende dem - jeg nåede aldrig dertil! Var de selve Samfundets Skelet? Jeg og mine hørte ikke Samfundet til! Var de - som jeg havde læst i Novalis' "Philosophie und Physik," jeg fandt iblandt Eberhards Bøger-: "das Leben der Götter"? var Formlernes Mestre, Matematikerne "die einzig Glücklichen"? Hvor kunde jeg da undre mig over, at denne "Eudåmonie, selige Ruhe der Beschauung, himmlischer Quietismusu var lukket for mig?

Der var blandt Lærerne én, der led vel mindst ligeså dybt som jeg. Småkjær hed han, og han var Skriveog Musiklærer, en Stakkel fra en vestjysk Provinsby, som en eller anden velvillig Præst havde opdaget Evner hos, havde fået sat i Skole, sendt til København til Studenterexamen - og glemt - som hundrede fattige Studenter er blevet glemt af de velvillige Præster, der "opdagede" dem og rev dem ud af deres stille Gærning i Forfædrenes Spor - som Tobias Beutel rev Eberhard ud af hans ...

Denne Mand, Småkjær, måtte da nu ernære sig kummerligt ved sin skønne -Håndskrift og sin musikalske Evne. Jeg tror, den Evne var stor; jeg i det mindste har i hans Spil hørt Vestenvinden stryge klagende hen over de lave Huse i hans grå og frysende Hjemby ved det sukkende Hav. Men måske jeg kun har hørt det, fordi jeg fra Fødslen har været ét Øre for Lidelsens selv svageste Hvisken.

Han løb nu med sin Violin og sin Skrivebog omkring fra Skole til Skole, fra Port til Port, inden Voldene, i de Dages trange København. Og hvor han kom, blev · han modtaget af de andre Læreres knappe Hilsen og bortvendte Rygge - han var jo aldrig blevet en ret Akademicus, og Eksamenshovmodet var i de Tider stort - og af Drengenes sejrrige Glædeshyl, strax han trådte | over Tærsklen. Svampe, Grifler, ja Skarn sanket på Gaden haglede over ham, Skældsord, Trampen, Dundren i Pultene overdøvede hans Stemme, hans stakkels Violinspil, som han begyndte for at besværge de onde Ånder, hans Bønner, hans Vredesskrig, hans Hulken tilsidst.

Jeg sad og lyttede og kendte det vel - Hånsråbene over hans falmede, vendte Tøj, over hans sprukne Sko, hans grove Uldstrømper, hans gustne Linned, hans fattige Hjem og Fædre.

Og han segnede ned, med det magre, hvide Ansigt gemt i sine Hænder - til Døren gik op, og han forfærdet foer i Vejret og så ind i Rektorens Blik bag Brillerne. I den Dødsstilhed, der nu fulgte, hørte han med bøjet Hoved på Straffetalen til sig, at han ikke, som dog Rektoren selv og alle de andre Lærere, kunde skaffe sig Lydighed og Disciplin, på Trusler om Afskedigelse og, tilsidst, et Par ligegyldige Ord til Drengene om at være deres Lærer underdanig.

Og dette Martyrium gentog sig i hver Skole, Dag for Dag og År for År. Men hjemme sad en brystsyg Hustru og tre Børn. Og hver Morgen måtte han rejse sig og gå. ud til sin Dag.

Jeg husker en Morgen, da han krumrygget kom listende langs Muren, tynd som en Skygge, med Violinkassen under Armen og det slidte Skrivefutteral stikkende op af Lommen, Jeg var lige den Gang kommet i Skolen, og jeg strøg min Hue af for ham som for de an dre Lærere.

Han standsede forbavset og stirrede på mig, om det var en ny Hån mod ham, men da jeg stadig stod dér, bøjede han sig frem, med Hånden mod min Kind, og spurgte i den dybeste Undren:

"Hvem er du? og hvad hedder du, min Dreng?"

I det samme brølede Drengene bag os: "Hvad, Fjols! hilser du på Småkjær? Bi du bare, det skal du fortryde på! Hilse på Småkjær? Han er gal!"

Og jeg havde føjet en ny Lidelse til min gamle. Men jeg holdt dog ud, holdt ud med at hilse på ham, med at tie, når de andre skreg, med at gøre mig Flid med | Skriften og Sangen. Og han vidste det, og vi kendte hinanden.

Gennem Skrigene og Latteren og Suset af Kasteskyts mødtes vore Øjne, fortrolige og stille, i Helvedslarmen af Råb, Klapren og Trampen skælvede hans Musik til mit Øre, til mit Hjærte, og jeg søgte at svare med min Sang - jeg har en Gang haft en køn, lille Stemme -: "ja, Broder, her er jeg, her!"

Jeg véd, at han en Gang, da han skulde afskediges, og Rektoren hånligt sagde til ham: "Hvad? ikke en Dreng så meget som hilser på Dem!" bævende svarede, med Hatten i Hånden: "Jo, jo, Hr. Professor, Pedellens Søn, den lille Clemens Benedict Bek - og han synger også i mine Timer."

Og den Dag, da han udfriedes, da Drengene havde kommet Krudt i hans lille Tobakspibe, hans eneste Trøst, og den gik op i Luer i hans Ansigt, og han højt skrigende tumlede baglængs ned af Katedret, og derpå, et øjeblik efter, op og, under Klassens Latterbrag, ud midt på Pladsen, hvor han pludselig, i sin Angsts og i sin Kvides Grænseløshed, ramtes af Krampe og frådende styrtede om med sønderbrudte Lemmer - da véd jeg, at han i sin hakkende Dødskamp, mellem de tililende Drenge og Lærere, endnu angst for Levebrødet til sig og sine, stammede:

"Han - han - hilser på mig og - han - han - synger i min Time ..."

Sandelig, har jeg gjort dette Menneske noget godt, kun det mindste, da var det kun en svag Tak for det Klap, han strøg mig med over Kinden, da jeg hilste på ham. Det var det eneste Kærtegn, jeg mit Liv igennem havde fået, undtagen Skøgernes frygtsomme, når Madam Gundlachsen skønnede, at de turde røre mig - og for det Exempel han gav mig på Udholdenhed og Tålmod.

Og havde han levet forgæves - hans stakkels Hustru og Børn kom på Fattiggården og forsvandt siden fuldstændig, var han ikke død forgæves.

Den Scene dér i Skolegården glemte hverken Lærerne eller Drengene, fra dens blodige Plet steg der en ny og | bedre Ånd, en mildere og venligere, som havde han efterladt en Rest af sin egen i sit Blod.

Godt blev det aldrig, og der var vel overhovedet i "de gode, gamle Dage" ikke nogen Skole, hvor ikke enten Lærerne mishandlede Drengene barbarisk, eller Drengene drev Lærerne og deres Meddisciple til Fortvivlelse, men de voldsomme Optrin var dog omme. Og jeg nåede min Studenterexamen ad mindre torne strøet Vej, end jeg havde turdet håbe.

Men den Dag, da jeg havde forhvervet mig Retten til den så dyrt købte Hue, da var mig den største Smærte beredt, jeg har lidt i dette Liv - ja større end selv hin anden, jeg nu nærmer mig, ti den var jo samtidig min hejeste, min eneste Lykke. Mens hin ikun var Sår, ikun var Tab.

Da jeg kom op til Eberhard med mit Testemonium i Hånden, vaklende af Anspændelse og Træthed - ti ingen véd, hvad Slid det kostede mig at tage den Examen, ringe som mine Evner og svagt som mit Legeme var, og jeg bragte den til ham, som Hunden bringer sin Herre Byttet, ikke af egen Drift - ak havde jeg nogen? - kun efter hans Vilje - fandt jeg ham for første Gang i mit Liv liggende i Sengen.

Han rejste sig over Ende med udbredte Hænder og smilende Ansigt.

"Vær ikke bange, Benedict," sagde han, "jeg havde håbet at holde mig oppe, til du kom. Men jeg kunde ikke, jeg måtte ligge. Ja, jeg tyngedes til Jorden. Men nu er det jo Sommerferie, og du er Student, og jeg tør falde og ligge."

Gråden arbejdede i mig, men trods min Mødighed og min Angst vovede den sig ikke frem, og jeg foldede med rystende Hænder det store Ark med Universitet et s Segl ud for ham.

Han så på det op nikkede: "Ja, ja, det var nu dette! Knæl ned og tak Gud, at han førte os så vidt."

Han rullede Dokumentet sammen og løftede det i sin Hånd.

"Bed ham føre dig videre frem i Kundskab, at du med denne Stav kan slå hans Fjender ned og Vand af Verdens Klippe. Knæl og bed ham tage dig af min | Hånd i sin egen og føre sin Vilje med dig til Ende. Nær ingen Frygt for det jordiske, det er alt betrygget den tilstrækkelige Tid."

Jeg vidste ikke, hvad han mente, forstod hverken Truslen eller Løftet i hans Ord, sank kun ned og bøjede mit Hoved under det Kaldets Åg, han længe ikke havde rørt ved overfor mig, og som jeg halvvejs håbede, han havde lettet fra mig i Erkendelse af, hvor lidet mine Skuldre var skabte til det.

Men i Aften luede hans Øjne af den gamle Ild, og mens jeg bad, som han bød mig, skælvede jeg i mit Inderste for min Viden om, at jeg ikke var den, han troede - og for endnu en Hemmelighed, endnu en Bekendelse, jeg havde at gøre ham. Men han lod mig ikke komme til Orde, nu sålidt som siden i sin Sygdom.

Højt oprejst i Sengen, med Hænderne foldet, sang han, som en Ed for os bægge, Novalis' Salme:

"Wenn alle untreu werden,

so bleib ich dir doch treu,

dasz Dankbarkeit auf Erden

nicht ausgestorben sey!"

Hele Salmen sang han igennem med høj og genlydende Røst, med de store Hænder knugede og Øjnene mod det skrå Loft.

Så råbte han, med funklende Øjne og udbredte Arme: "Husk, for hans Fødders Tronskammel skal du lægge dem, hver Fjende og Forhåner, den ganske Verden i Kødet; hvert det naturlige Menneske, hver der glædes og ler; hver Syndens Tanke i dig selv, hver Drøm, hvert Håb, hvert Ønske og Begær, du skal drukne dem i Blod og Tårer, om du vil, han skal kendes ved dig på den yderste Dag! Barn, nu kan jeg ikke mere! Herre, nu er min Kraft brudt, nedbrudt for din Fod! Nu er jeg din, kun din! Men Gud, fuldbring du dit Værk med denne, i hvem du og din Søn har Velbehag, før ham op til Golgata Banke! For ham frygter jeg ikke, ikke hans Liv og ikke hans Død. Han hører jo til dine Elskede!" | Han sank tilbage med lukkede Øjne, med et Smil om sin Mund. Og jeg, som næsten aldrig havde set Eberhard smile, jeg gruede mer for dette Smil end for hans rystende, iskolde Hænder, hans blånende Kinder, hans Øjne, der stirrede afgrundshult under de strittende Bryn, hans vilde og stammende Stemme.

Jeg besvor ham om, at han var syg, jeg tryglede om, at jeg måtte hente en Læge. Men han rystede på Hovedet med hint høje og kolde Smil:

"En Læge? Nu kommer snart den eneste Læge til mig. Fusk ham ikke i hans Kunst! Han kan læge selv mit Sår, selv min Synds Vunde!"

Og jeg måtte tåreblændet og angstrystende, men lydig som altid krybe i min Seng. Jeg vilde holde mig vågen, men de sidste Ugers gennemvågede Nætter, deres vilde Anspændelse nu sidst for Examensbordet, overvældede mig, og jeg faldt i Søvn.

Og Sommerferien gik hen, og Eberhard lå dér, bestandig den samme, blå og gusten og kold, men syngende sine Salmer og bedende sine Bønner med høj og rungende Røst, som jeg ikke begreb, kunde komme fra det stadigt mer synkende Bryst.

Han var at se til som et Gigantskelet, med de vældige Knokler brydende ud af Kødet, med Pandeskallen faldende over de luende Øjenhuler og Iskulde strømmende fra sit Leje midt i Sommerdagens Glød på Tagkammerets Tegl.

Men ingen Læge måtte hentes, han tog ingen Mad til sig, ja han syntes end ikke at huske mig. Han sang kun og bad. Han steg og sank og steg igen som i Strid med en usynlig, en endnu stærkere Kæmpe, i den sidste, den hårdeste Jakobskamp. Og bestandig råbte han, ind mellem sine Salmer:

"Herre, Herre, husk at har jeg forbandet dig én Gang, så har jeg velsignet dig titusinde!" og han sang igen.

Og jeg sad ubevægelig, med mit Hoved mod den solhede Vindueskarm, blundende med Solens røde Skær i mine Øjne, stirrende ned i den tomme Skolegård, hentende, som vanligt, lidt Mad fra Portnerkonen og den Smule Mælk, Eberhard levede af - udmattet af Angst | og Gråd og Solbrand, bedøvet af den Døendes Råb og Skrig.

Til jeg omsider vågnede en Nat hen i September, da det nye Skoleår alt var inde, og Rektoren begyndte at knurre mod os, ved en vild og voldsom Sang, der rungede hen over mit Hoved mellem de trange Vægge som en Basun, et Dommedagskor:

"Hinunter in der Erde Schoosz,

weg aus des Lichtes Reichen!

Der Schmerzen Wuth und wilder Stosz

ist froher Abfahrt Zeichen!

Wir kommen in dem engen Kahn

geschwind am Himmelsufer an!

Gelobt sey uns die ewge Nacht,

gelobt der ewge Schlummer!

Jeg rejste mig forfærdet i Sengen, jeg vilde hen til ham, hen at gribe om hans Arme, der strakte sig, som skulde de sprænge Taget og rive sig løs fra hans Skuldre, hen at lukke hans forfærdeligt råbende og forfærdeligt jublende Mund. Men hans Ansigt skinnede i Kammerets blånende Dæmren som Ild, som Sol, hans Lemmer var løsnede af Jakobskampen og omslyngede nu Modstanderens Hals i et himmelflyvende Favntag.

Og jeg lukkede Øjnene, rædselsblændet.

Hele Novalis' forfærdelige Dødssalme sang han til Ende. Så hørte jeg et højt Skrig:

"Ja! ja! jeg råber: Ja! Her er jeg! Eberhard Sebastian Båden, din tro Tjener! Se, nu går Døren op! Korset skinner i der Herrgottswinkel! Ja ja! jeg kommer! Herre, i dine Hænder - - Hør, nu suser Elvene og Skovene! Herre, tag ham i din Hånd og fuldfør din Bestemmelse herligt med ham! Nu - nu går Kristoforus!"

Og han styrtede død tibage, så voldsomt at hans Hoved drønede mod Sengens Endestykke.

Og jeg," Clemens Beks Stemme, der havde hævet sig rystende ved de sidste Ord, som lå han endnu i hint Kammer og så den gamle Guds Kæmpe falde og sejre, blev hviskende og svag, "var ene - jeg Guds Lam."

|

Døren derhenne til Forstuen var gledet op, og Jomfru Camraths lille, krumme Skikkelse var dukket ind. Med bøjet Hoved havde hun stået og lyttet til de sidste Ord, til den gamle Dødshymne, med Hænderne foldede over den tildækkede Kurv på Armen.

Ellen havde sat sig tavs ved Vinduet, i Krogen ved Klapbordet, og med Albuen støttet i Karmen mellem Geranierne og Gyldenlakkerne set ud i Ørkenen.

Men nu så hun op og hen på Jomfru Camrath. Og hendes og Eriks Øjne mødtes:

Ja, de to Guds Lam uddrevne her i Ørkenen . . .

Gamle Bek samlede sine Papirer sammen, hans Hænder dirrede, og de store, blege Øjne sad endnu blegere i det hvide Ansigt end ellers.

Men nu vendte han Hovedet mod Lucie.

"Nå, dér kommer Jomfru Camrath nok med Middagsmaden? Ja, De har vel hørt det: vi får endelig en Præst igen! Er det ikke helt underligt: ham skal De ikke være Husholderske for! Hvordan tror De egentlig, han klarer sig? En Præst her på Øen, i hvis Hus Jomfru Camrath ikke findes," han smilte.

Jomfru Lucie flyttede Fødderne lidt, som i sine egne Tanker.

"Ja, Hr. Bek, og én tænker jo på, hvordan det skal gå? For den nye Velærværdighed er ugift, siger de. Og her er jo ikke andre på Øen, der kender sådan til Madlavning for Personer af Fastlandets Vaner. Og jeg synes, at når han nu endelig har forbarmet sig over os og segt herover, så -"

"Nej, Jomfru Camrath," Bek rystede bestemt på Hovedet, "nu fylder De de halvfjersindstyve, nu får De virkelig ikke Lov at slide for andre, ihvo de så er. Og det går jo slet ikke! Hvad tror De, Folk vilde sige, når de så, at Jomfru Camrath, som de gav Legatet til, dog blev ved at arbejde? De gav det jo til os, fordi vi har tjent dem så længe, og nu ikke mere kunde: De ved at sørge tro for Præsterne, at de dog kunde tøve her lidt længere, j eg ved at lære deres Børn den Smule, de kan. Nej," spøgte han, "det går slet ikke an, vi duer til noget mer. Takke må vi og så holde os stille - jeg her i min Seng og De Dem i Deres lille Stue - for nu | har De jo fået Dem én henne i unge Gravemands vestre Længe?"

"Ak ja, Hr. Bek, det er jo ikke i Præstegården, men

- om De endda kunde komme og se den!" Jomfru Lucie så op, der lyste et pludseligt Smil i det lille, mørke Ansigts Rynker, de sorte Øjne spillede. "Det er så underligt," lagde hun lavt til og strøg over Kurvens hvide Dug, "at nu har vi kendt hinanden i så nær de halvtredsindstyve År, og så kan De ikke komme og sidde i min Stue, nu jeg fik mig én. Jeg har endda siddet så tit hos Dem."

Clemens Bek nikkede langsomt mod hende - og Erik Lange og Ellen vidste det: om de Aftenstunder Jomfru Lucie var tyet herind i dette fattige Rum, for at sidde og hvile efter Dagens Slid, hvile og tie hos en, for hvem hun ikke blot var det ligegyldige Tyende, men et Menneske, der havde ejet Håb og gemte Minder - Håb og Minder, der havde været hans lige.

Urets Tik-Tak snakkede ustandseligt og uforanderligt gennem Stuen, og Ørkenen grånede dunkelt og dumpt derude, som i hine Stunder, da de to, der var strandet i dens Sand, i hinandens Tavshed søgte og fandt det Land og den Ungdom bag Havet - det Håb og det Minde, som var fremmed for denne Ø.

Men Clemens Bek havde dog været den lykkeligste, han, som havde ejet sin egen Stue. Nu bød hun ham ind til sin, til Gengæld, men nu kunde han ikke komme. Og som altid måtte hun ty til ham.

"Ja, Jomfru Camrath," smilte han, "nu er vi jo store Folk, bægge to."

"Ja, Hr. Bek, Gud har været god mod mig," hviskede hun. Og listede hurtigt ud i Køkkenet med Kurven.

Clemens Bek så efter hende, så sagde han lavt, med Fingrene flettede i hverandre:

"De véd jo intet om hende, uden hvad jeg har sagt

- men for den, der husker hende, fra da hun kom herover, de første År, og som har set hendes Faders, Konsul Bernhard Camraths Gård med de høje Vinduer mellem Søjlerne og Pilastrene, for ham må det vel lyde helt underligt at høre hende sige, at Gud har været hende god. Og dog - det lyder jo kun så. Ti den, | der har levet med hende her på Øen, og hvis Liv i mangt og meget blev hendes ligt, kan vidne, at Gud var os god - først ved at føre os hid. Verden er farlig, kanhænde hun havde klaret sig derude, jeg véd, jeg havde næppe. Og gjorde Årene herovre hende til en lille, grå Fugl, de gav hende også Vinger. De ser dem måske ikke, men jeg har set dem og véd, at de kan bære, både i denne Verden - og over til den næste. Der tales så meget om forspildte Liv, om ikke at nå over alt det, hvortil vor Frist kunde strække, om ikke at have set den store Jord, da vi jo dog fik to Ben at vandre på, og ikke beriget vort Sind med de mange Oplevelsers Erfaring - ak tro, jeg husker Jacobus Uz's Klage her på Øen! Men tænker jeg på Lucie Camrath, hvad hendes Vugge bød hende, og hvad hun bringer til sin Grav - tror jeg så vist, Gud Herren kræver hende ikke for de mange Talenter, men kalder hende sin tro Tjener, der ågrede vel med det betroede Pund. Ti er det Hjærtet, der fylder Blodet i vore Årer, da er det vel og' Hjærtet, der fylder Livet med Rigdom. Og da tør jeg sige, at hendes og mit Liv var rigt."

"Jamen -" Ellen flyttede sin Arm over Knæet.

"Jeg véd, hvad De vil sige, Frue," sagde Bek og slog Øjnene ned. "jeg véd det: nej, Jomfru Lucie har aldrig oplevet den Erfaring, der mer end alt andet gjorde mig Livet rigt og let. Men - så fyldte Gud hendes Hjærte helt. Ti det, som Verden lader tomt, det fylder han. Jeg husker så nøje de Ord, jeg læste efter Eberhards Død, i en af de Bøger, han havde hos sig i den sidste Tid, i Novalis' "Fragmente," fra 1797: "Unser ganzes Leben ist Gottesdienst." Eberhard havde ikke behøvet at trække en Streg under disse Ord for at vidne, de var Sandhed for hans Vedkommende. Men de er det vel egentlig for enhver, hvad enten han vil det eller ej, ti hvert vort Åndedrag er jo en Hyldest til vor Skaber. Men den der, ihvor hans Liv så falder, lever det som efter Guds Ordre, han har ej alene fortjent sig selv, men også sin utro Næste Gud. Og jeg, som har forbrudt så mangt af Livets Øjeblikke med at knurre mod Gud og med Forsøg på at rømme fra ham - ja, for | at jeg skal vise mig helt, som den jeg er, endog en Gang forgrebet mig på selve hans Gave: mit Liv - jeg har nu kun at håbe på, at Gud i hendes vil se mit, således som jeg havde Vilje, men ikke Evne til at leve det, og for hendes Skyld tilgive mit."

Køkkendøren gled op. En Lugt af brændt Lyng og kogende Mælk mærkedes Jomfru Camraths lille, visne Hoved med Huevingerne så ind.

"Vil De noget, Jomfru Camrath?" spurgte Bek.

"Det var bare -" hun rødmede under Eriks Blik. "Når Hr. Doktoren var ved at gå, skulde jeg bede Dem så meget fra Jordemoderen, om De ikke vilde se ind til den stumme Kone, Doktoren véd, det andet Hus østen Kroen. Madam Trebien er bange, det ikke går så helt let."

Erik Lange sprang op: "Og det siger De først nu!"

"Sabine mente, jeg måtte ikke så gærne ulejlige Doktoren. Det er da nok ikke så nær endnu."

Erik Lange trak hurtigt Frakken på. "I er et tålmodigt Folk, Clemens Bek, og ikke just vant til, at jeres Embedsmænd gør meget for jer."

"Å, vi vænner os vel til en Kende Langmodighed. Jeg har tænkt på det, at som jeg talte om Jomfru Camrath nys, at hun var kåret til at bede godt for os andre, for vor Unøjsomhed og Mangel på Tak, sådan er vel denne Ø, så yderlige Kår den er lagt under, skabt for at aftjene de rige Egnes Overmod. De stærke Mennesker og de lykkelige Egne må bestandig virke og frembringe, de får ikke Stunder til at lytte og mindes det første Spor: at Mennesket lever af Guds Hånd. Derfor skabte Gud de ringe Mennesker og de øde Øer."

"Vogt Dem, Hr. Bek," smilte Lange og rakte ham Hånden til Afsked, "det er jo den katolske Vranglære om Helgener, De dér forkynder - og nu i Morgen kommer vor nye Gejstlighed!"

"Jeg frygter ham ikke," Bek så op på Lægen, "har han søgt dette Embede, trods han er en velstående Mand og af Honorius' gamle, indflydelsesrige Slægt, ja, er han blot en Honorius, da mener han som jeg: én må bestandig bøde for de manges Synder, for éns Skyld skåner Herren Sodoma og Gomorra."

|

"Så lad ham for Deres Skyld skåne mit Sodoma og Gomorra!" sagde Erik og slap hans Hånd.

"Og for Jomfru Lucies mit," smilte Ellen.

Men Bek rystede hæftigt på Hovedet:

"Jeg har ingens Synd tjent af, end ikke min egen. Sammenlign mig ikke med Jomfru Camrath. Hør først min Historie og se så på hende! Hun som ingen har, kan ene bede om Tilgivelse for vore."