ERIK LANGE og Pastor Honorius kom vandrende langs Nordstrand ude fra Fyrtårnet, hvor Præsten havde været på Besøg, og ind imod deres Hjem.

Øde strakte Stranden sig foran dem, i Ebbe, med sit Bælte af Sten og Sand. Her var fast og let at træde, i den svage Blæst, under den skyede Himmel. Klitternes marehalmsstride Hoveder stirrede stumt mod Havet.

Langt borte over Land, hvor deres Toppe tågedes hen i det grålige Lys, steg Nordbjærgets grøntskimlede Fjæld. Dér imod skred de.

Fjærnt over Havet viftede en Fuglefloks Vinger. Skummet gød sig ind om Stenene og Goplerne.

De vendte sig og så tilbage på Tårnet, der steg hvidt som et Lys, plantet i Sandet. Fyrgårdens fæstningsgrå Mure og tunge Tage lå som en Kiste under Klitterne.

Øens Spids pegede som en Finger ud i det Grå, hvor Hav og Himmel gled i Et.

De gik atter frem. I Sandet stod Mærket efter Postbudets Stok og hans Hunds Klør. For en Uge siden havde han været herude. Drivtømmeret under Klitterne huskede Erik Lange fra det første År.

Langt ude begyndte Nordvestrev at dukke frem i Rønneløbets Ebbe. Han mindedes, at første Gang, han så dets Stenbræmme på Vejen herude fra, løb han til, som i et pludseligt vanvittigt Håb om, at et nyt Land var steget op derude, at Jyllands Kyst var voxet nær . . . Nu vidste han, at om få Timer vilde den lille Fjerdingvej, Øen var øget med. tages hjem i Havet.

"Hr. Honorius," sagde han, "har De vandret Øen rundt, om Stranden - vor Trediedel Kvadratmil?"

Præsten så op; han gik foroverbøjet, i Sandet, med Paraplyen på Ryggen.

"Nej," sagde han og rystede på Hovedet, "endnu ikke. Men jeg har set den fra Sønderbjærg, med Havet rundt om."

"Og" - Erik Lange tøvede lidt, "hvad følte De, da De så det Syn?"

"Jeg følte". Honorius nikkede langsomt frem for sig. "at her var Verden - at her lå min Gærning."

Erik Lange så på ham fra Siden, hans hule Tinding og Kind, hans smalle, spidse Læber og de tunge, sænkede Øjelåg. Og han forstod, som hin Gang derhjemme, overfor Ellen, at der var et Liv, hvorom denne Mand intet vidste, men også, at havde han vidst om det, var han aldrig kommet hid.

"De mener, Hr. Pastor?" spurgte han dæmpet og kaldte ham for første Gang ved hans Titel.

.Jeg mener, at kun her kunde jeg tåle at høre den Titel, De dér nævnede, uden at blues."

..Og hvorfor kun her?"

"Fordi her ingen anden vilde bære den - til Guds Ære."

De vandrede videre frem i Tavshed. En Strandskade

red af Sted foran dem, lydløs, på sine Vinger, lavt

over Skummet. Oppe i Klitterne kom Tværkorset til

Syne, over Hulvejen, hvor Redningsmandskabet skulde

køre op, når Stormen satte Havet ind.

Præsten klamrede Hænderne om Paraplyen.

"Doktor Lange, De som vel forlængst har forladt Gud, husker De endnu hans forfærdende Nærhed?"

Erik Lange tøvede, men Honorius udbrød ivrig:

"Ja, jeg mener ikke den Gudsånd, Verdensånd, eller hvad De kalder det, De fandt i hans Sted, men vor Bibels Gud, den åbenbarede, den personlige Gud."

Lange så op og mødte det blege Ansigt dér under Hattens sorte Skygge, og han fornam et Nu sin egen Barndoms Gys.

"Jeg ser, De husker den. Svar mig da: hvem vover sig ham så nær, at han gør sig til hans Tolk, hans Tunge på Jorden?"

Erik Lange smilte: "Å, jeg synes endda, der er dem - og ikke så få. Det vil sige -"

"Hvad?"

Erik Lange trak på Skuldren. "Hertil vovede de sig jo rigtignok ikke så gærne. Eller spørg gamle Bek om Præsterne i hans fem og halvtredsindstyve År."

"Og dog forstår De ikke, hvorfor jeg turde og måtte hertil?"

"Hvorfor De turde: jo! Men hvorfor De måtte -"

,.Men Menneske!" Præsten greb om hans Arm, "så véd De jo intet om den Guds Forfærdelse, der er så stor, at den endog kan overvinde hans egen Forfærdelse i Mennesket."

Han tog Hatten af og strøg sig over Panden i Havkulden.

"Den Gud, der er så ringe, at han behøver min Tjeneste, og så mægtig, at han kan give mig Mod til at yde den."

De gik videre, Side om Side, i Aftengrået. Nordbjærg voxede forude, som selve Ararat, at de var ikke fortabte i Havet, her i dets Midte, at endnu var denne Plet Jord deres.

"Jeg forstår, Pastor Honorius," sagde Erik, idet de drejede ind ad Hjulsporene til Byen, "at én Ting må være Dem kært at De her ikke behøver at se dem af Deres Kolleger, der blev - på Fastlandet."

"Dem er det jo," Honorius' magre Hændet klemte atter om Paraplyen. "der har gjort Gud så ringe, at han fik min Tjeneste behov."

De gik forbi det ensomme Telefonskur ved Nordbjærgets Fod, hvorfra Strandvagterne skulde allarmere Redningsvæsnet, når en Stranding sås, og op langs Ørkenens grå Sande.

Langt forude, helt lavt over Jorden, brændte de enlige Lys i Byen.

nynnede det i Erik Lange fra Eberhards Dødssalme.

Pludselig spurgte han:

"Sig mig, har De endnu ikke været hos Lærer Bek?"

Honorius rystede på Hovedet. ,.Jeg har jo kun været her en Uge. Er det den Gamle, der véd om de mange Præster og har været Lærer under dem alle?''

, Ja - i fem og halvtredsindstyve År har han levet her på Øen. Og jeg tror, at han i det halve Århundrede har været dens sande Præst. Nu er hans Tid omme, måske det da er Deres."

"Måske, Doktor Lange - om jeg får Tid til at vidne som han."

Erik tøvede lidt, så sagde han: ,.Kom med os på Lørdag Eftermiddag og hils på ham. Jeg tror, at han - eller - Nej vent lidt, lad mig først spørge, om De må komme, og om jeg må fortælle Dem, hvorfor jeg overhovedet må spørge derom."

Honorius så undrende på ham, men Erik løftede afværgende Hånden.

"Nej, nej, jeg tør endnu intet sige Dem, for så måtte jeg jo sige Dem alt."

Præsten var standset og så tilbage. I det samme glimtede det store Fyrs Lys op og sluktes. Og Fyrskibets tændtes, to Mil til Havs, og forsvandt. Og det store Fyrs Lys sprang ud.

Inde i Ørkenen, på en Høj, stod Byfyrets tunge Støtte. De så dets Vogter, en Fisker fra Byen, bevæge sig travlt frem og tilbage foran dets Rude, og pludselig stod den tændt derovre, skinnende som en stor Lygte i sit Spejl, mens Mørket med Et blev tæt omkring den, og herude hvor de stod.

"Hvor føler jeg, at jeg lever, her," sagde Honorius, "ene i Havet og Natten. Kan Menneskene glemme Gud her? Hvor er det lettere at være hans Tunge?"

Nærved Byen blev de indhentede af Fyrpasseren ude fra "Lygten." Han syntes at have skyndt sig, ti de hørte hans Åndedræt puste kort.

Han strøg den skindkantede Hue af, idet han gik forbi dem i Vejkantens Rensdyrlav.

"God Aften, Boje Grue," sagde Erik Lange.

Fyrpasseren standsede overrasket - så var det dog sandt, hvad de sagde, at Lægen begyndte ligefrem at | snakke til Folk! Han tøvede, stadig med Huen i Hånden, skottende til Præsten.

Erik smilte. Han havde altså skyndt sig sådan for at komme i Lag med Øens nye Mand.

"Vi har været ude ved Fyrtårnet," forklarede han.

"Se, se - ja, jeg så jer nok oppe fra Lygten komme vandrende på Nordstrand."

"Ja, Præsten her var ude at hilse på Fyrmesteren."

"Se. se," "Lygtemanden" nikkede igen, stadig med Øjnene på Præsten.

Honorius så op, let rødmende, hans Hænder søgte forsigtigt hinanden om Paraplyen.

"Jeg er jo jeres nye Præst," sagde han og løftede Brillerne mod det magre og hvide Ansigt, som dér stirrede på ham ud fra det blåsorte Hår og Skæg og mod Ørkenens Baggrund, som et stort og alvorligt Spørgsmål.

"Velkommen skal De være," nikkede Boje Grue "- om De nu da kan finde Dem til rette hos os?" lagde han prøvende til.

"Det tror jeg," sagde Præsten, "for ellers var jeg ikke kommen."

"Se, se, godt det da. Og Doktoren - de siger inde i Byen, De bliver ikke?"

"Det passer ikke, Boje Grue, vi tænker kun på at blive."

"Se, se," Fiskeren nikkede atter. ,.Ja, her er da endelig også til at leve," sagde han med et kort Knyst, strøg atter Huen med Skindkanten af og gik ilsomt ind mod Husene, hvis lave, kalkede Mure nu ligesom gled op af Jorden, bag Stendigerne. Lugten af stegt Sild drev dem i Møde igennem den rå Luft.

"Nu fortæller han det til de andre." nikkede Erik Lange.

"At han virkelig behøver at fortælle, at vi to Tjenere blir på vor Post!" udbrød Honorius.

"Ja hvad?" Erik Lange smilte. "Det er jo knap, man en Aften som denne kan skimte, der i det Hele ligger Huse dér, endsige da, at der bor Mennesker! En skal se vel til for at tro, der er Liv her i Ørkenen."

"Jeg synes dog, det rejser sig selv og kalder", sagde | Præsten og nikkede ind efter den forsvindende Skikkelse i det trange Gademørke.

"Ja - for nu har de fastet længe uden Præst - og Læge", lagde Erik dæmpet til.

I det samme faldt der et svagt Lysskær ud fra Huset derhenne, det første, hvor den ene af Øens tvende Købmandshandler fandtes. Glasdøren klirrede, og Ellen trådte i Lysskæret ud på Trappen, med Favnen fuld af Pakker, talende tilbage ind i Butiken.

"Og så sender De de andre Sager hen til Staffen Tannis, til Barnet", nikkede hun og gik ned ad Trappen.

"Tannis - er det ham, hvis Kone jeg skal begrave i Morgen?" spurgte Honorius.

Lange nikkede. "Ja, hun fødte et Barn den Nat, De kom til Øen. Jeg kan ikke blive klog på det Barn, men noget i Vejen med det er der. Moderen var stum, ikke at det arves, men - Og Faderen er en sølle Fyr, Øens eneste Subjekt."

"Deres Hustru vil nok sørge for det Barn, ihvad det så fejler," sagde Honorius.

Lange så studsende op - og mødte Ellens Øjne. Hun stod lige foran ham i sin Pels og med sine Pakker.

Og i dette øjeblik forstod han, at det var det, hendes Øjne havde bedt ham om allerede hin Nat og hele den sidste Uge.

"I Guds Navn, Ellen!" udbrød han og klemte hendes Hånd i sin og lyttede selv med Undren til sit Udbrud.

"Tak, Erik Lange!" Præsten strøg sin Hat af og forsvandt ind i Mørket, ad Stien op mod sin ensomme Bolig.

"Erik, mente du det? vil du - må jeg tage Lillen hjem til mig?" spurgte Ellen og bøjede sig frem og så ham ind i Ansigtet, som de gik ud af Mørket mellem Byens Bakke og Nordbjærg, ud i den svage Dagslysning over Kæret.

Han sænkede sit Blik for hendes, så rømmede han sig, prøvende: "Ja, Ellen, jeg synes, jeg har megen Ensomhed at gøre god for dig igen."

"Her har aldrig været ensomt for mig, Erik."

Han så ned på Stiens dunkle Grønsvær og dens smalle Sandstribe.

" Heller ikke da -"

Han vovede stadig ikke at se op, men da hun tav, måtte han til det, og mødte hendes Øjne, så smilende, at han forvirredes.

"Jamen -" udbrød han, "du véd jo slet ikke -"

Og han standsede, forfærdet for, hvad han i dette Øjeblik kunde have råbet og mistet, hvor ulægeligt han kunde have såret hende og sig selv.

Men hendes Smil strålede kun endnu dybere, som de nu gik ind i Pilekrattets tynde Greneskygger.

"Du behøver ingenting at sige, Erik, og endnu mindre at være angst," sagde hun dæmpet og med sit uforanderlige Smil, "tror du ikke, at jeg kendte dig: at du kom tilbage?"

"Ellen, du har vidst -" han standsede midt i Pilelunden.

"Alting - bedre end du," smilte hun. "Å du Drømmer, tror du ellers, jeg havde turdet følge dig til denne Ø?"

Han bøjede Hovedet end dybere, men vidste ikke, om det var i Skam for hende eller for sig selv.

""Drømmer" siger du - var da mit Værk kun Drømme?"

"For dit Værks Skyld kalder jeg dig Drømmer. Andre kunde ikke drømme det; men du kunde ikke bygge det."

Hans Stok fulgte Vejens Sandstribe.

"Hvorfra véd du det?"

Hun svarede ikke strax, men hun listede sin Hånd ømt ind i hans.

"Erik - var du ellers kommet hertil?"

"Hvad mener du?"

"At det er med dig som med Hanna - : hun kunde føde Barnet, men hun havde ikke Kræfter nok til at leve for det."

" Jamen -"

"Og derfor gemte du dig for det her - du, som trængte til en endnu dybere Ro, end den du nu havde skabt for andre."

"Ellen, det er så sandt, som det er mig medfødt - og jeg skubbede Skylden på dig."

Hun smilte atter, og han så, det var med en Moders Beskyttelse - den Moder, han aldrig havde kendt.

Men pludselig hviskede hun, og for første Gang forsvandt hendes Smil.

"Erik, nu går du da ikke fra mig mere?"

Han så op. "Å Ellen, skulde jeg nu gå fra dig og Øen, så var der kun Havet at gå i. Og nu," han knugede hæftigt hendes Hånd, "da det er, som jeg først tør kalde mig din Mand!"

"Det har du turdet, Erik, fra den første Gang, jeg så dig."

"Nej, nej - og siden - å Ellen, at jeg fik dig alting sagt!"

Men hun smilte roligt imod ham - som ad hans Synd og ad hans Anger.

Han så på hende.

"Om du tog alle Byens Børn til dig, du vilde have Sundhed nok til dem alle."

Hun lo sagte og trygt. Men pludselig sagde hun med sine Øjne i hans:

"Men om det nu er, som du aner: om Lillen er blind?"

"Ja da," han nikkede langsomt, "vil du også have Lys nok til ham!"

Og han bøjede sig og kyssede hendes kolde Hånd, der holdt så fast om hans.

"Gamle Bek, fortæl mig lidt om Lillens Moder, inden min Mand kommer. Fødtes hun stum?"

Clemens Bek så op. "Lillen - å undskyld, Fru Ellen, mine Tanker var ved Præsten, nu De nævnte, at han vil komme til mig, eller de var ved - ak, de var ved mig selv! - når glemmer vi Mennesker dog en Gang vort eget? Nej, Frue, Hanna Kær fødtes ikke stum, hun var den gladeste, lille Pige i min Klasse, et af de Børn, hvis Ansigt lyste for mig derhenne i den lille, skumle Skole; der gav mig ensomme Gamling et | Hjems Glæde. Ja, ti jeg var jo alt op i Halvtredserne, da hun sad derhenne med sit lyse Ansigt og sine lyse Fletninger. Til hun aldrig kom der mere, til jeg måtte gå til hende og lære hende det, jeg blot på hendes Øjne og Nik og hendes Skrift på Tavlen kunde se, hun forstod. Hun hørte til dem, Fru Ellen, som glemte sit eget for andre. Som hun lod sit Liv nu for sit Barn, lod hun sin Stemme for sin Fader. Det var i den frygtelige Storm i November nu for atten År siden - der gik tre Skibe under på Revene det Efterår, med Mand og Mus - at hun vilde ud med varm Mad til sin Fader, der arbejdede i Pakhusbugten helt ude ved Fyret. De var ved at bjærge Vragtømmer i Land, hele Kysten var jo bedækket med det det År. Hanna tiggede sig Lov af sin Moder, da Stormen mod Aften lagde sig lidt. Men næppe var hun nået ud i Ørkenen, hvor hun vilde skyde Genvej ned til Pakhusbugten, før Stormen røg op af Havet igen, og Himlen blev sort som Natten. De har ikke levet her sålænge, Fru Ellen, og De véd

ikke ret, hvad et Uvejr vil sige her over Øen. Men lille Hanna erfoer det. Hun stred ude i det fem-sex Timer, først for at nå til Faderen, at han kunde få sin varme Mad, sådan som Børnene jo er vant til at bringe den til Fædrene, hvor de så arbejder - siden da hun kunde tænke sig, han var tyet til Fyrtårnet - blot for at nå hjem til Moderen og de små Søskende, til Menneskene, fra Ørkenen, fra Uvejret. Vi fandt hende først næste Morgen, nær Fyret, mod hvis Lys hun var krøbet til sidst på alle fire, med Kurven i Munden. Hun lå dér, væltet over Ende, næsten begravet under Sandflugten, der endnu stod os om Ørene i det hvinende Snefog, da vi gravede hende ud. Hun var blå og stiv og kold som en Sten. Vi løb med hende til Fyrgården og fik hende varmet op og gnedet og i hedt Vand. Og efter flere Timers Forløb levede hun op. Men sin Stemme havde hun skreget stum den Nat mod Stormen. Og siden skulde hun få Staffen Tannis, Øens eneste dårlige Mand!" Bek rystede på Hovedet. "Men - det var vel også hendes Trang til Offer. Hun vilde vel frelse ham - og det eneste, han gav hende, Barnet, det skulde hun ikke en Gang få at se!"

"Gamle Bek," Ellen bøjede sig frem, "Erik mener - tror - at det er blindt".

Clemens Bek gav et Sæt. Han spilede Øjnene op, de rystende Hænder fandt ind i hinanden.

"Så Gud ske Lov, hun gik bort! Det var hendes Rædsel, som hun mangen Gang fortalte mig på Tavlen, at Barnet skulde blive stumt som hun. Og så blindt - blindt hos Staffen Tannis!"

"Nej, nej," Ellen gemte sit Hoved ned i hans Puder. "Erik har givet mig Lov til at tage Lillen hjem."

Der blev en lille Tavshed, kun Havets bestandige, tunge Rullen. Så lød gamle Beks skælvende Stemme:

"Så vær vis på, Fru Ellen, at de første Ord lille Hanna taler, når hun nu dér hinsides får sit Mæle igen, er Deres Navn."

"Nej, det er jo Erik, der tilbød mig -" ivrede Ellen.

"Men det er Dem, der viste ham de Mennesker, som findes her på Øen."

"Eller Dem," nikkede Ellen.

I det samme gik Døren op, og Erik Lange og Pastor Honorius trådte ind.

Om Erik måtte tage ham med? Ellen havde svaret: "Hvor kunde han spørge? Lad mig blot sige det til Bek. Og fortæl du Honorius det Hele. Hvem skulde vel vide det, om ikke han?"

Den Gamle rejste sig brat op i Sengen, så brat som vilde han rejse sig af den med det samme, rejse sig fra sin Alderdom og sit Dødsleje, til sin Ungdom igen.

Dér stod han jo, han, som bar den Elskedes Navn; som måtte have set hende, måske kun for en Uge siden; som vidste om hendes Liv i alle de gangne År; som bar hendes Blod i sine Årer, hendes sarte Hud, hendes mørke Hår, hendes blå Øjne -

"Pastor Honorius -" hviskede han, "Ho-no-rius . .."

Og da Præsten rakte ham sin Hånd, bøjede han sig over den og kyssede den.

"Velkommen," hviskede han, "til Øen - og til mig..."

Honorius drog stille Hånden til sig og satte sig ved Sengen.

"Tak, Hr. Bek, og Tak for hvad Doktor Lange måtte fortælle mig;" han rettede forlegent ved sit sorte Halsbind. "Hin - hm -" han rømmede sig, idet han så sig om i den fattige Stue, "hun er min Bedstefaders Søster, Enke-Bispinde Colbjørnsen, født Dorete Honorius - og - Skal jeg skrive og bede hende komme hertil?"

Bek slap forfærdet hans Hånd og så op.

"Skrive - at hun skal komme her! O Hr. Pastor, det kunde jo aldrig ske!"

"Og hvorfor ikke? når jeg fortalte hende om - hvor De har husket hende."

"Komme her -" den Gamle lå med lukkede Øjne, med et Smil om Munden. "O, Hr. Pastor, det er jo som at høre, at de salige Sjæle fra Stjærnerne kunde komme til os! Her - her på denne Ø, i dens Sand og Sten og Storme! O Herre, den Drøm har jeg end ikke i min Ungdoms afsindigste Stunder drømt. At jeg kom til hende, til det faste Land igen - Men at hun kom til mig, hertil - hvad var utænkeligere?" Han blev liggende med lukkede Øjne og smilte.

"Men Tak," hviskede han, "Tak blot, at De sagde det - ja blot, at De er her, af hendes Navn og hendes Ånd - ellers var De her ikke. - Nu synes jeg, hun er mig nærmere end nogensinde i alle de År siden - siden -."

"Men -" Honorius bøjede sig frem over ham, "om nu hun gærne vilde se Dem? Doktor Lange har jo dog fortalt mig om Deres sidste Møde, den Aften i hendes Stue, og at -"

"Nej, nej!" Bek løftede atter Hånden, "ak, hvor tror De, hun mindes det? Det var et Øjeblik for hende, et Øjeblik hvorpå jeg har levet, men som i det næste var glemt af hende. Hvor kunde det være andet! Hun - og jeg!"

Pastor Honorius sad og så på det gamle Ansigt dér, med de lukkede Øjne, med det fjærne Smil om Munden. Han strøg let hen over de hvide Hår på Puden.

Men han mødte Erik Langes og Ellens spørgende Blikke: Har hun aldrig talt om ham? Ti han vidste trygt, at den Gamle ikke selv vilde spørge derom.

"Nej," Clemens Bek rystede på Hovedet, som havde han hørt deres stumme Tanker, "og fortæl mig heller intet om hende, om alle de mangfoldige År. Nu er de jo omme. Nej, nej, tal ikke om hende og nævn hende ikke! De kommer, og i Dem hun, her til mit sidste Leje."

Det knirkede i Forstuen, og Lucie Camrath listede ind. Men da hun så Præsten, gled hun halvt ud igen. i Skjul bag Døren.

Pastor Honorius rejste sig og så spørgende på Erik. Han nikkede, og Præsten gik hende i Møde.

"Frøken Camrath," sagde han og bøjede sig, som en ung Mand kunde have bøjet sig i hendes Faders Patriciergård for hendes unge Skønhed, "Doktor Lange har sagt mig, hvorfra De stammer, og jeg kender så vel den Camrath'ske Gård på Christianshavn, ti den har været først min Studenter-, og siden min Kandidatbolig. Og nu -" han så på hende med et tøvende Smil, "om jeg nu bad Dem, til Gengæld for det Husly, Deres fædrene Gård har skænket mig, at flytte op til min Bolig, i Deres gamle Kammer, som min Gæst - min Husholderske, der har været min Amme, kommer herover i næste Måned, og til da får vi Kost fra Kroen - da vil De vel ikke sige mig Nej?"

Lucie Camrath duvede mod Døren, som en Hoben falmede Klude. Nu hævede hun pludselig sine Øjne mod den Fremmede.

"Har De - har De boet i vor Gård?" hviskede hun.

"Til jeg rejste herover - hvor De nu skal bo i min," nikkede han.

"I Deres gamle Kammer, Jomfru Lucie," smilte Clemens Bek henne fra Sengen, "hvor De har levet de halvtredsindstyve År, i Gavlen, mod Sønderbjærg og Havet."

"Men som Gæst," sagde Honorius og lagde sin Hånd på hendes.

Jomfru Lucie hævede atter sine Øjne, stumt, mod den Fremmede, men gamle Bek nikkede:

"Sagde jeg nu ikke sandt, Jomfru Lucie? Har Gud været god mod nogen som mod os?"

"Fortæl os om den Godhed," bad Erik Lange og satte sig ved Siden af Sengen.

Ellen sad ved Vinduet mod Ørkenen, og Præsten havde draget Jomfru Lucie ned ved sin Side på Eberhards Kiste. Hun gemte sig for ham, vendt ind imod Murens Skygge. Men hendes Hånd hvilte ved hans - den, der havde åbnet hende hendes Alderdoms Ly og hendes Barndoms Hjem - den var vel som hendes Broders?

Clemens Bek så på hende. Aldrig havde han set hende sidde således hos nogen Fremmed.

Så nikkede han, åbnede de gulnede Papirer og begyndte:

"Jeg sagde sidst, at som den synkende og sluknende By var mig Livet og Menneskene, jeg forlod, blæste Mørket mig i Møde som fra den endelige Nat. Augustinus' Ansigt syntes mig det sidste menneskelige, jeg skulde se, mine Penge til ham, min Løsesum til Menneskene.

Fra mit eget Liv var jeg friet. Efter hin Time i hendes Have og Stue og min Rejse fra hende og alt, kunde intet mere komme. Al min Kraft var levet op. Jeg var fri, som de Døde er.

Som Øen kun var mig den Tåge, jeg flygtede til fra Lyset, var mit Fremtidsliv mig kun en Skygge.

Men jeg var ikke nået ud for Kronborg, før den Drøm var til Ende - ja, før min Drøm var til Ende, og mit Liv begyndt. -

Hunden, den skiddengrå Puddel, "Vombat", der allerede ved min første Ankomst til "Konkylien" havde modtaget mig så ugæstmildt, havde under hele Udsejlingen gennem Havnen ikke et Øjeblik afladt at rase mod mig, den eneste Fremmede om Bord.

Mens Søfolkene tumlede med Reb og Sejl under Skipperens hæse Råb og Trusler, og Christianshavns vældige Pakhusgavle, svagt plettede af Tranlygternes osende Skær gled forbi, og Slottets grønne Tage sank under den lysdæmrende Himmel, og jeg i Mørket ikke mere kunde skelne Byens Lys fra Lysene på de andre ud- og indsejlende Skibe, halsede dens vilde Glam over al Larmen, og funklede dens Øjne og Tænder, i | Skibslanternens Flimren, op mod Kabyssen, hvor jeg var krøbet sammen med min slunkne Vadsæk mellem Benene, som vilde den sønderrive mig, om den mellem alle sine Tønder kunde få Rebet slidt over.

Jeg så dens Ildøjne og dens skummende Kæft, og den blev mig pludselig som Øen, jeg skulde til, og dens ukendte Mennesker!

Vilde jeg ikke også være en Fremmed dér? Og med Et forstod jeg, hvad det var, jeg gik ind til.

Nu, Beslutningen uigenkaldelig var taget, var det, som dens Rus veg bort, og jeg blev vågen og nøgtern igen.

Lærer under Præsten på Øen dér midt i Havet! Hvad for Mennesker måtte der ikke leve sådan et Sted! Vilde de mon ikke rase mod mig, som Hunden dér, mod mig, den Fremmede? Blot Præsten, hvordan var han? Huskede jeg ikke Eberhards Dom om Præster, havde jeg ikke selv set Hr. Gotthardsen?

Og jeg vendte mig pludselig på Kabystaget og så tilbage.

Københavns Lysbue gled som en tåget Kuppel ned i Mørket, og med Et genlød det gennem mig:

Du ser den aldrig mere, aldrig mer dens Mennesker, dens Larm og dens Lys, dens travle Liv. Du går nu ind i Mørket som i en Grav, men i en Grav, hvor det vrimler af Gengangerskikkelser, af Orme og Øgler?

I det samme foer jeg op med et Skrig. Hunden havde sine Tænder i mit Ben. Den var sluppet løs, nu vi var ude af Havnen.

Jeg huggede Vadsækken ned i dens Hoved, en Matros kaldte leende på den, men den hang, rystende af Had, fast i mig, og først da Matrosen greb den i Nakken, slap den.

Men stærkere end Såret i Benet, stærkere end Mandskabets slet dulgte Morskab over Affæren, sved den Forfærdelse gennem mig: Du er atten År, og du sejler nu ud mod din levende Grav!

Og jeg snappede min Vadsæk, som måtte jeg springe om Bord på et af de Skibe, der nu med sin Stanglygte gled os forbi - tilbage! tilbage! - ja tilbage til Adam, at stå foran ham og råbe ud, hvad han havde gjort mod mig, men at jeg rejste mig mod ham, rejste | mig af min Grav og forlangte min Ungdom og mit Liv! Tilbage til Sulten, til Kulden, til Ensomheden, til de lukte Døre i den store, fremmede By! ti jeg kendte den dog, jeg havde dog levet derinde fra Barn, Eberhards Grav var der - og hun - -

Hun -! Jeg sank pludselig sammen. Du gode Gud, jeg havde glemt hende - ja, glemt, hvorfor jeg sejlede her ud i Natten, bort fra det Liv, de andre kunde eje, men hvortil jeg havde vist mig uværdig, og som jeg ved guddommelig Straf og Nåde var blevet friet for! Glemt min Lykke og min Brøde, min Dom og min Gave, glemt den eneste Betingelse, hvorunder jeg kunde få Lov til at beholde Livet: at mindes alt og at angre alt!

Og jeg åndede atter dybt op, dybt og lettet, og jeg så med rolige Øjne Lysene langs den danske og svenske Kyst glide bort og ned mod Skæret fra København og Malmø.

Jeg havde ikke handlet i et Øjebliks Vanvid, jeg havde handlet ud fra min Fødsels og min Skæbnes Lov,

Og jeg lukkede Øjnene trygt under Nattens kølige Brise, i den Bevisthed, at når jeg nu for altid viede mig til den, da var det som til Guds Vilje med mig. Men - én Ting fornam jeg tillige, ved Smærten i mit Ben, at denne min Guds Vilje var ikke, at jeg nu havde lidt og levet så meget, at jeg skulde få Hiets Fred Resten af mit Liv.

Nej, nu havde han tværtimod givet mig sine Gaver; nu skulde jeg give ham mit tilbage: mit Arbejde, min Kamp for hans i mig. Eventyret var omme, det eneste Mennesket vil af Livet, og den lange Hverdag begyndt, som ikke behager.

Gud kaldte mig til Øen, fordi dér lå mit Arbejde.

Men jeg så mig med Gysen om på det rodede Dæk; på dets Kasser og Tønder, på dets Dunke og Flasker - aldrig havde jeg set så mange Flasker, og Brændevin lugtede af dem alle - på Vombat, der nu, klemt mellem Benene på Matrosen, stirrede på mig, kun afventende det Øjeblik, han slap, for påny at styrte over mig; på Manden, hvis skidne og skægstubbede Ansigt grinte lumskt, som gottede han sig over min Angst, | mens han af og til lindede lidt på sit Greb om Hunden; på Kaptejnens Hoved, der stak op af Kahyttens Halvdør og hvilte mod hans Arme på Dækket, idet han, forsviret og forbitret, som selve Skibets hæslige Åsyn savlede Skroget til med lange, brune Spytstråler - på Styrmanden, hvis lange, radmagre Skikkelse, svøbt i en makrelfarvet Frakke, under de bugnende Sejl og med det hvide Ansigt inde i Sydvesten, i Skæret fra Nathuset syntes mig selve Klabautermanden, der styrede os ind i Døden.

Jeg åndede med knappe Åndedræt den ulidelige Stank af Ål og Sild, som Skibsdækket var gennemsivet med, så selv Søluften ikke kunde fordrive den - jeg tænkte på Kulden, på Sandflugten, på Drikkeriet og Barbarismen, på den uspiselige Føde, der ventede mig deroppe, alt det, som al min Fattigdom ikke havde kunnet tvinge mine, fra min Fader nedarvede, Nerver fra at grue for . . . Jeg havde altid hellere spist tørt, ja skimlet Brød, end Flæsk og Klipfisk . . .

Jeg tænkte på denne Fader, på hans Skikkelse på den forgyldte Løjbænk; på hans romantiske Bøgers blå Blomst; på Skovene, som nu svandt derinde i Mørket; bladeblødende, for at grønnes påny en Vår, men aldrig for mig. Jeg tænkte på alle mine Drømme, som nu skulde svinde; på al den Virkelighed, som nu skulde opgå for mig. Og jeg gøs, så Tænderne klaprede i min Mund.

Å, om de dog blot vilde tale til mig, Matroserne eller Kaptejnen, at jeg kunde forsøge at vinde deres Venlighed! at jeg kunde føle mig ikke helt så forladt her om Bord på Skibet i Natten! at jeg dog, når jeg gik i Land på øens øde Sandbred, kunde komme dér med nogle venlige Ord i mit Hjærte - og med lidt Viden om hvilke Mennesker, jeg dér vilde finde, hvem jeg skulde vende mig til, og hvor jeg skulde bo!

Ja, Præsten, Præsten - hvorledes var mon han? Å Gud, og vilde jeg kunne opfylde min Pligt? læse med Børnene? Den lille Tabel - jeg måtte tænke mig om ved de sværere Tal, den store - jeg kunde kun Halvdelen. Brøker kunde jeg ikke få ind i min Hjærne . . .

Ak, den var jo kun fuld af Duften fra den blå Blomst, | af Toner fra Underhornet, af Jean Paulsk Stjærneskær og Chateaubriandske Klosterlængsler, og der blev ikke Plads for Tal og Fakta! Søn af en Romantiker, Plejesøn af en Pietist, kom jeg til Øen . . .

Jeg véd, I har undret Eder over min Kærlighed. I forstår det ikke, hvor jeg kunde elske Dorete Honorius efter to korte og flygtige Sammenkomster, efter en eneste Samtale, elske således, at hun har udgjort for mig Livets Mening og Mål og fyldt hvert af dets Øjeblikke.

Men I har ikke set Dorete Honorius, da hun var ung. I har ikke set, at hun var selve Ungdommen og selve Jomfruen, selve sin Faders frigjorte Ånd, selve min Tids legemliggjorte Sjæl. I hende havde jeg elsket og krænket og viet mig til det bedste, jeg vidste: det Fjærne og det Skønne.

Derfor blev min Kærlighed, min Brøde og min Lykke så stor. Jeg så hende aldrig de mange År her på Øen uden med en Stjærne over sit Hoved. Og jeg véd, at når jeg møder hende, bliver det også under en Stjærne.

Men - at jeg har elsket hende, som jeg har, således, at hun har skænket mig Tålmodighed til at leve, ja efterhånden, som Tiden gik, og Ungdommens Smærter svandt, Lykken ved at leve, - voldt, at mit Liv i sin arme Ringhed dog blev, ej alene et dybt og inderligt, men sundt og fyldigt Menneskeliv - ak, det skylder jeg hin min store Brøde!

Havde jeg ikke set hende, som jeg så hende den Nat, da var min Kærlighed, som det meste andet i mit Liv, blevet Drøm, blevet Længsel og Smærte. Nu blev den, alt som Årene gik, Virkelighed - ja, vel min eneste Virkelighed. Blodet i mig blev den, Blodet i mine blege Årer, der varmede i mit luftige Legeme. Jeg har følt mig så sørgmodig og rig som en Enkemand og aldrig kendt en Pebersvends kummerlige Savn.

Ak ja, forstå mig: hint Øjeblik i Haven og med vor lille Søster blev jo for min Elskov det samme, som Ægteskabet bliver det for de andres: den varme Muld, hvori Blomsten gror og bærer Frugt.

Ti, Herre, så jeg hende end altid under en Stjærne, jeg så hende nøgen under den, og jeg kyssede hendes Bryst. Og jeg tørstede og sultede ikke mere.

Og som nøgne skal vi mødes under Evighedens Stjærne, uden Blu, som hun forjættede mig hin Nat i Drømme. -

Men alt dette forstod jeg endnu ikke, mellem Sildeog Brændevinstønderne den Nat på "Konkylien"s Dæk. Jeg gøs kun af Angst og af Søvn og af Kulde.

Vi var efterhånden nået ud forbi Helsingør og Helsingborg, og Vinden friskede til. Jeg frøs bitterligt i min tynde Frakke, knugede Hænderne sammen og grundede, mens jeg så de to Byers Lysperler dukke og svinde, over, hvor jeg vel kunde finde Ly for Natten. Og de kommende Timer syntes mig som selve det ventende Liv på Øen: én hjemløs og frysende Nattevagt.

Da gjaldede Kaptejnens Råb derhenne:

"O høj, Student! Købmanden vil snakke med ham. Tror han, vi har ham om Bord, for at vi skal kede os? Kom nu og lav lidt Sjov!"

Sjov? - Jeg stirrede angst på det grove og blissede Ansigt derhenne i Lygtens Skær.

Og Købmanden? hvem var det? Men - jo, der stod en hvid Ånde af Varme og Mados op derhenne i Lyset, - og hvor jeg frøs, og hvor jeg var sulten! Jo, jeg var sulten, jeg, den brødefulde Elsker, der stævnede under sorte Sejl mod Kreta!

"Nå, går det lidt villigt! Tror han, vi har Sind til at bede ham?"

Jeg foer sammen ved Røsten, den vilde, rå Befaling. Jo, jeg måtte lyde, jeg havde jo intet andet end lyde!

Jeg famlede mig derhen mellem Tovene og Bøtterne, og lige som jeg dukkede ned ad den bratte Stump Trappe, slap Matrosen Hunden.

Jeg gav et Skrig og dumpede ned lige på Næsen, hørte en Latter deroppe fra, besvaret af et Brøl omkring mig, og rejste mig, blødende, fortumlet, med bankende Hjærte.

Midt i den sviende Røgtåge, under den lave, osende Bliklampe, så jeg dem; - Kaptejnens blåplettede Ansigt, Styrmandens Kranie med de hule Øjne og det grinende Gebis, og et vældigt, blussende og svedblankt Fjæs med et Hår som Grisebørster og grønne Tandstumper - Købmanden forstod jeg.

"Høj, Student! ja, kigger man Stjærner, så får man s'gu "Vombat" i Hælene og dratter på "Konkylien". Den er ikke til den Slags - næ -" klukkede han, så hans Dobbelthage skvulpede, "kom nu og få en gammel Rommer!"

Jeg stirrede på dem. Var det blandt sådanne, jeg skulde leve på Øen?

"Hæ, De glor - jo, det er Mennesker, meget Ærede!"

Ja, han havde Ret: det var Mennesker, og jeg var ene.

Strax efter sad jeg bænket ved Bordet, der flød af Kaffe og Brændevin, dér under Lampens sodede Skærm.

"Nå, fortæl så, Student! Købmanden skænkede op i en Kop Kaffe af Brændevinsjomfruen, mens han blinkede ad de andre, "hvad De vil hos os? Véd De ikke, at der ovre er vi Kannibaler?"

Jeg prøvede at fortælle om Avertissementet i "Fædrelandet" -

"Ja, det har sin Rigtighed! gamle Schwarzflügel kan ikke overkomme Ungerne længer - - næ, han kan i det Hele taget ikke overkomme ret meget mer - hvis én da ellers skal høre efter Målenes Klager."

De andre revnede i Grin. Skipperens Ansigt krøb helt ned i det skidne Skæg, Styrmanden galede af sin sorte Mund og slog Knips med de lange Fingre, som havde han svedet sig.

"Hvem er Malene?" vovede jeg at spørge - jeg måtte jo kende de Mennesker, jeg skulde til - "og hvorfor klager hun?"

"Malene, det er hans - skal vi sige: Husholderske - og hvorfor hun klager? Ja ha, det vil De måske forstå, når De kommer over og får hende og Schwarzflügel at se. Og så - kan det jo være, at De kan tage til og linde ham Arbejdet også i andre Måder end som med Skolen."

Jeg forstod ikke, hvorfor de lo, men de forsvandt som Hvalfiske under Røgens grå Bølger, de brølede og svang de kølleagtige Hænder op i Luften og lod dem dundre i Bordet.

"For se," forklarede Købmanden, "vi andre, vi har jo sådan vor egen Avl at passe - det skulde da ene | være Prinsen, men han horer jo nu til dem, der spilder Sæden, som skrevet står 1. Mosebog 38te."

Jeg blev ildrød, dette forstod jeg - ti kendte jeg ikke Biblen? og huskede jeg ikke Augustinus og de store Drenge i Skolen i sin Tid?

"Jaha," Købmanden sank tilbage mod Væggen, mod hvis Glug de sorte Nattevande ideligt vaskede; han trak Vejret langt, så hans tærnede Vest bølgede. "De siger s'gu noget - De kunde jo også betjene ham! Hvad mener I? tror I ikke, han ku" lide sådan noget nyt Kyd?"

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde se hen. Jeg var syg af Kvalme, hed som i kogende Vand, som altid når Kammeraterne havde talt om sligt - end sige den Gang, de havde forsøgt med Vold - - den eneste Gang jeg havde forsvaret mig, så vildt, at de slap. O, dette var for mig Livets største "Vombat", Uhyret fra alle "Åbenbaringens" Rædsler!

Og her - Præsten - Prinsen -

"Prinsen?" spurgte jeg, "er der da en Prins på Øen?"

"Om der er - ih Gud!" Købmanden lettede sin vældige Bag og tog sig til det sorte Bind, han bar om det lyserøde Børstehår, "og det véd De ikke? Han er hele Øens Ejer og Fader til vos allesammen, men så rigtignok, af sine egne Grunde, heller ikke Fader til noen anden! Hans Majestæt, Prins Philip Gebhard den Niogtyvende af Bernburg-Lippe."

"Men hvordan - bor han da altid derovre - en Prins -"

"Jo ,jo, han bor der altid - osse sådan af sine egne Grunde . . . hæ, hæ, hvad mener I? Kan De huske vores Kanariefugle, Slaverne derinde på Voldene? hvad tror De, de mente om de her små Kugler, de havde om Benene? Se Prinsen kunde de jo ikke gi sådan noen på, så gav de ham hele Øen om Benene. Den skal s'gu nok holde."

Jeg så ned i Brændevinssølet. De havde nødt mig til at tage en Slurk af Kaffen, jeg følte mig som fuld af Brændevinstågen omkring mig, og min Kvalme fra før fyldte hele Munden - tilmed syntes jeg, Gulvet og | Loftet og Ansigterne rundt om mig begyndte at duve. Vi var nu kommen ud for Kullen, i Kattegat, jeg havde lige set et Glimt af Sjællands sidste Fyr.

"Men hvorfor - hvorfor kom han dog derover?" hørte jeg mig selv spørge.

"Fordi han holdt altfor meget af Kydmad, sådant ungt Kydmad som Deres - dikke, dikke dik, hvad? Og gamle Fre'rik forstod inte Spag med Nybor's Drenge - møj bedre med Nybor'spiger! - og skikkede Fyren til øen, som hørte til hans Godser, fra Moderen af - ja vist var den sidste Stump af hele Bernburg-Lippe - i Kattegat, hvad? Og nu har han siddet den af i sexogfyrretyve År i den bare Sand og Sten, efter at ha' været Fre'riks Yndling og promeneret den som Gesandt i Paris og Rom og Sankt Petersborg, eller hvad de nu hedder, de Satans Hedningestæder. Men Skål, drik på, at De må gøre Gavn deroppe og lad vos hellere ønske, De betjener Malene end som Prinsen, for det gi'r dog li'som lidt mer Resultat!"

Jeg hørte de andres Latterbrag og så deres Ansigter blusse gennem Røgen. Jeg prøvede at rejse mig; jeg følte, at jeg skulde kaste op ... jeg vidste ikke, om det var af Brændevinen, af Luften herinde eller af deres Ord, af de Billeder, de oprullede for mig. Men Knæene gik fra mig, jeg tumlede baglængs, lige som nu Skibet løftede sig og sank i en Bølgedal - jeg så lige et Glimt af et Fyr langt borte bag Ruden - gav et Skrig, jeg véd ikke efter hviken Hjælp, og styrtede næsegrus ned i Mørket, i Spildet af Brændevin og Søvand, som nu vaskede ned over Trappen . . . vendte mig, vilde op, men knækkede sammen i Søsyge og Brændevinsrus.

Jeg hørte Latteren tordne hen over mig, Søen plaske mod Ruder og Døre, og hulkede ned i det stinkende Søle. -

Hele det næste Døgn lå vi i Vindstille midt ude i Kattegat, med Havets Uendelighed til alle Sider, med det grå Øde trækkende gennem de nøgne Master.

Skrål og Skrig lød gennem Stilheden fra Kahytten, hvor de åd og drak og spillede Kort. Jeg sad krøbet sammen oppe ved Roret, med Øjnene mod "Vombat", der i sit Reb lurede på mig; så Fuglene trække fjærnt | over det grå Hav og stundum, langt borte, andre Skibes Master.

Jeg vidste, jeg havde været drukken i Går, og jeg følte mig besmittet, af deres Fusel, af deres Tale.

End ikke Blæst var der til at tvætte mig.

Jeg tænkte på hende - om hun havde set mig i Går - - Og korsede Armene om mine Knæ for at holde mig varm og for at besejre Trangen til at søge Varme og Føde - og Selskab dernede.

Men nu ravede de op fra Dybet, glorøde, med svingende Arme og kryssende Ben, skrålende ud mod den ubevægelige, blege Horizont, Skulder mod Skulder:

"Ho, dér er Studenten, nu skal vi ha' Sjov! slip Vombat løs, så laver vi Klapjagt - hi, hi!

Vombat, Haren har inte møjen Plads at salvere sig på - puds, puds!"

Jeg rejste mig, sprang op på Kahyttens Tag og stod dér, jeg véd det selv, så hvid, så vild af Skræk, så rede til uopholdelig at springe over Bord, om de løsnede Hunden, at selv Købmanden, der var henne ved dens Reb, blev betænkelig.

"Nå, så for Satan - kom så ned og drik!" råbte han og vinkede med sin vældige Hånd.

Jeg brast i Gråd og vaklede ned efter dem. Syg af Kulde, af Sult, af Ensomhed.

"Værs'go', spis! nu er Kydet på Bordet!" sagde Købmanden, idet han krøb til rette i sin Køje inde i Væggen, der var så smal til hans uhyre Korpus, at de andre, grinende, måtte trække Bordet hen under hans Bag.

Heldigvis krøb de også til Køjs, overvældede af Drik, og jeg sad ene ved det flydende Bord, mellem Flasker og Glasskår, skidne, gennemblødte Spillekort og Skråstumper; så det grå Vand bag Gluggen, endeløst, og hørte ingen anden Lyd i den dybe Havstilhed end deres rallende Snorken. Omsider faldt mit Hoved til Ro på mine Arme, og jeg sov ind, bedøvet af Fuselens Stank. -

Ud på Natten blæste det op. De ravede drukne til Sejlene og Styret, skrålende og skrigende, skældende og syngende, puffende mig til højre og venstre, til jeg | omsider fandt Ly oppe bag Styret, bag Klabautermandens krumme, lange Ryg.

Jeg så Sejlene sortne mod Himlen, de fulde Skikkelser tumle og krysse under dem, Lyset og Osen fra Kahytten, som en Ild midt op af Skibet, og Havet hvidtskummende i Natten rundt om vort jagende og dukkende Fartøj. Jeg hørte Råbene og Ederne, Sangene og Skrigene, jeg så Vombats Øjne gløde mod mig under Sejlene, og jeg syntes, vi foer lige ind i Helvede. -

Først langt ud på Eftermiddagen steg Øen af Havet. Langt, langt ude i det Grå, mod den grå Himmel, tegnede den sig som en lav Tåge, voxende efterhånden som vi for den stærke Medbør kom den nærmere, fæsnende sig til en Banke, ene midt i det grænseløse Hav.

Men hvor higede jeg mod det med Længsel: det faste Land, fra denne svømmende Ark af Drik og Søsyge og Kulde!

Den øvrige Verden, den var sunken bag de to Døgns Sejllads, så dybt, at den aldrig kunde stige mere.

Men se - dér forude voxede jo mit Hjem af Havet!

De havde alle, nu så nær Land, travlt med Sejlene og Roret, med Ladningen, der skulde fra Borde, med Posten, Provianten og Lønningerne til Embedsmændene. Men jeg fik dog i Farten det Svar: "Sønderbjærg!" da jeg spørgende pegte på den høje Banke.

Nu steg Fyret op, langt øst ude, snehvidt og slankt, som en Søjle i Ørkenen. En Banke svulmede i Nord, én skød sig frem i Midten; de gled sammen med Sønderbjærg som én Skykæde.

Var Øen så stor? fik jeg så megen Plads at løbe på?

Fra Højderne ud til Fyret, det var længere end i Eberhards Stue.

Det var "Ørkenen", de havde talt om i Går - jeg så det strax -: bag de lave Rækker Klitter et milevidt sort og øde Land. Jeg kunde gemme mig derude, grave mig ned i Ensomhed og Sand. De sagde jo, der trådte aldrig en levende Fod.

"Tre Favne!" råbte Lodmanden forude, og Ankerkættingen skurede over Bord.

Og nu så jeg dem inde på Landet, Menneskene under de knygende Klitter, en sort Stimmel.

"Er der så mange på Øen?" udbrød jeg, som jeg stod dér med min Vadsæk.

Jeg længtes ind mod dem, og jeg skælvede af Angst for dem. Jeg skimtede deres Ansigter som hvide Pletter i den sorte, ubevægelige Masse, og mine øjne sved af at stirre mod dem, de, som skulde bestemme over mig, dele Livet med mig her i Havets Midte . . .

"Hå, er det så mange, hva? De kan i al Fald bande

på, de er der alle, hver Sjæl, som kan krybe og kravle,

med deres Ejer og Fader, Prinsen, i Spidsen. Vi har

ikke væ't her i tre Måneder og kommer, Herren være

lovet, først igen til Våren!"

Ja, hvad brød jeg mig om det? Blot komme i Land, blot få begyndt på Livet derinde. Lad så Gud rulle sit grå Tæppe ned for al Verden!

Idet jeg krøb fra Borde ned ad Rebstigen, hug Vombat Tænderne i min Skulder. De havde sluppet den Løs deroppe, for at den skulde bringe mig Skibets sidste Hilsen. Men jeg kvalte mit Skrig og lod mig dumpe ned i Båden, så Vandet skvulpede om den.

"Hallo, hvad bilder sådan en Pibestilk sig ind? Næ vent nu, nu vågner I på Havsens Bunde!" brølede Købmanden deroppe, og hans kolossale Fedtkrop styrtede ned over Båden, så jeg gennemblødtes til Skindet.

"Stræk ud!" tordnede Skipperen, og Årerne røg ud til Siderne

Jeg sad i Bagstavnen, på min Vadsæk, og krøb sammen. Nu, jeg havde forladt Skibet, længtes jeg fuld af Angst tilbage mod det, af Angst for Menneskestimlen derinde. De stod jo så ubevægelige som Skygger, som Døde. Der var vel en hundrede Mænd og Kvinder og Børn, en Hest og et Køretøj, men ikke en Bolig at øjne, ikke en Strimmel dyrket Jord. Kun den stenede Strand, kun Klitternes sandfygende og marehalmsraslende Toppe, kun Højderækken bagved, sortgrøn, stejl som Verdens Grænsemur.

O nej, han havde Ret, Skipperen, at der var ikke mange! å, så lille en Flok på den øde Bred. Men de | var dog for mange mod mig! Når kastede de sig over mig?

"O høj!"

Det gav et Ryk, så jeg tumlede tilbage Roret ramte mit Bryst, så jeg gispede.

"Sid fast, Student!" hujede Skipperen. "Ja, og værsgo', stig ud og gå i Land, nu blir man ikke befordret gratis længere. Og de længes efter Dem derinde"

Jeg stirrede angst ind på Land.

Som ved ét Slag havde Flokken løsnet sig, stimede hid og did, splittedes og trængtes ned mod Vandet, som vilde de styrte sig i det.

Jeg så nu de stirrende Ansigter, de åbne Munde, de skælvende Hænder. Men jeg forstod, det var Posten, de ventede på, Pengene og Provianten, de skælvede efter at gribe, ikke mig.

Skummet gød sig op for deres Fødder - deres kæmpende og bølgende Klynge syntes mig som hele Men neskeheden, der bier efter Mad og Guld. Mig ventede ingen.

Jeg så Skipperen og Matroserne og tilsidst Købmanden skræve over Rælingen, i Vandet til Knæene og skvulpe ind, med Kasser og Tønder læsset på Nakken. Jeg så på deres sorte Fedtlædersstøvler og ned på mine blæsende, brune Buxer.

"Hi, der er ikke andet for, De må smøge op!" grinede Matrosen, som blev om Bord.

Jeg så sky mod Land; der var jo mange Fruentimre derinde. Så listede jeg Sko og Strømper af og stak mine Fødder uden Bords.

Som Jærnskruer klemte Vandets Kulde til om mine Ben, og jeg vaklede i Bølgeslaget.

"Hallo! du skal da ikke gå ledig! tag den med dig!" råbte Matrosen, og han læssede Eberhards Rejsekiste på min Ryg.

Jeg ravede under den pludselige Vægt, og Havbundens Stene skar mine Fødder.

"Kan I se, dér kommer han til Landet med hele sit Habengut!" råbte Købmanden, der alt var inde på Stranden, og pegede mod mig.

"Halløj Student! Student! du har brækket dine Ben!" skrålte Sømanden bag ved mig.

Jeg standsede forfærdet og stirrede ned. En Lattersalve genlød under Klitterne derinde. I det skyllende Vandspejl brødes jo mine nøgne, frysende Ben over.

Et Øjeblik var det mig, som måtte jeg kaste mig ned under min Kiste og rulle under den ud til Havs, til Havsens Bunde, fra denne Jordens Kyst. Men i det næste stod jeg inde på Land, vaklende og dinglende under Kisten.

Men ingen havde Tid til at agte på mig, jeg så kun Nakker og Rygge mod mig. Alle stimlede de med højt opløftede Hænder, med korte Råb og Skrig, jeg ikke forstod, om Skipperen og Købmanden.

"Hallo, tøv dog, tøv!" brølte Skipperen, "I får s'gu ikke Posten før hos Gravemand! derop allesammen!"

Jeg fik Tid til at læsse Kisten af mig og trække Strømper og Sko på. Så stod jeg dér, som Matrosen sagde, med alt mit Gods ved den stenede og skummende Strand og så på Menneskestimlen.

Nærmest mig holdt der en tohjulet Karre, jeg alt ude på Skibet havde lagt Mærke til - malet i skrigende grønt og rødt, blåt og gult, og overdrysset med Guldstjæraer, med vældige, brede Hjul og røde Saffianssæder, forspændt med en ynkelig lille, forpjusket Hest, der stod fortabt og krøb sammen mellem Vognstængerne, som lig et Par Kæmpehorn strittede op over den.

Jeg forstod strax, det var Prinsens Vogn, ti der var midt i Stjæraerne og Regnbuebåndene malet forgyldte Kroner, og jeg søgte efter ham i Vrimlen.

Jo, det måtte være ham - en Olding ragende højt op over alle de andre, som et Kæmpeskelet af en Fugl, med en udhungret Ørneprofil i et flagrende, gråt Hår, skrigende med en skingrende Fistelstemme, rækkende de lange, magre Arme i Vejret.

Og dér ved hans Side - hvem var dog det? - et Menneske endnu besynderligere end han! Var det da til de Vanskabtes Ø, jeg var kommet?

En Dværg, ikke større end et syvårs Barn, men med en uhyre Pukkel, som et Sneglehus på sin Ryg, hoppende for at se, fægtende med sine Arme som Vinger, og uafbrudt kaldende: | "Aviser! Aviser til Jacobus Uz! Bøger! Bøger til Jacobus Uz!"

Og deroppe mellem Klitterne stod der en høj, hvidhåret Mand i flagrende Kappe, bøjet frem over sin Stok, med Øjnene på Skipperen, der løftede Posttasken over sit Hoved. Skønt han stod dér udenfor Stimlen, så jeg dog i hans Øjne, der luede frem af det magre, gustne Ansigt, at han længtes måske endnu mer vanvittigt end de andre. Hans Hånd rystede som i Feber om Stokken.

Nogle af de Indfødte, af Fiskerne, havde strax rullet et Anker op under Klitten og lyttede med Øret til det, snuste til det og vexlede Øjekast over det. Knoklede og senede, med hvide Ansigter og sort Skæg lignede de hungrende Rovfugle om Bytte.

Og Kvinder så jeg, i Øens Nationaldragt, med stive, hvide Blondevifter om Ørene, rive og slide i de Pakker, Købmanden holdt under Armen.

Men ind over Klitterne, ud i "Ørkenens" gråsorte Dyb gik en kofteklædt Mand med et langt, flyvende Skæg, roligt, ved sin Stav, med Ryggen til. Han brød sig ikke om Postskibets Komme, om Buddet derude fra, fra Mennesker og Begivenheder, ikke om Kvindernes Stås eller Brændevinsankeret.

Jeg så efter ham, som han skred derinde, og tænkte på, om jeg nogensinde kunde blive vis som han.

I det samme strøg en anden Mand mig forbi, mager, i Småløb, foroverbøjet og holdende en gul Stok i sin krampagtigt knyttede Hånd. En Tressehue sad over det tynde, pjuskede Hår, en lurvet Uniformsfrakke daskede om hans hulbrystede Skikkelse.

Hans Øjne flakkede, hede som et Par Luer, hen over mig, over det fægtende Virvar på Stranden, og. videre løb han, foroverbøjet, i ilsomt Trav, med Stokken klemt i Hånden, som søgte han, forbi de andre, ud langs den tomme og skummende Strand noget, de ikke vidste om.

Blandt dem alle virkede han uhyggeligst på mig. Hans tomme Blik til mig, til de andres Glæde og Iver, hans stive, brændende Stirren frem for sig havde været som en Afsindigs.

"Fa'r - så du Fa'r?" hviskede en Pigestemme halvhøjt fra Klyngen.

Jeg så hende, i et grønt, besynderlig gevandtagtigt Drapperi, med lange, sorte Lokker, knuge sig ind mod Moderen, en høj, slank Dame, også i grønt, men ombølget af et mægtigt, sort Slør.

Disse to, med de hvide Ansigter, med de dunkle Øjne, der dirrede som Tårer under de mørke Vipper - var de Hustru og Barn til den vanvittigt blinde og vanvittigt stirrende, uniformerede Mand, hvis Skikkelse nu svandt hen derude i den øde Strand? Hvor var de kommet til denne Mand og på denne Kyst? Moderens Slør svøbte sig om hende og Barnet . . .

"Nej, nej! I får intet!" skreg Skipperen igen, hæs af Arrigskab og Anstrengelse, "før, som jeg siger jer, i Gravemands Bod. Er jeg kongelig Postfører eller ikke, hvad? Nå, I Kanaljer, af Sted til Gravemand!"

Og hele Skaren bølgede med Et frem mod mig, så jeg veg ud i Stenbræmmen og Skummet. Men nu så alles Øjne mig. Som en Ildregn luede de mig i Møde, opspilede, lyse og dunkle, gamle og unge, Mænds og Kvinders, i grisk Nysgerrighed.

Kun den unge Piges og hendes Moders dvælede blidt på mig, ja, den høje, slanke Frue syntes et Øjeblik at ville tøve, men svandt så ind i Toget. Men jeg følte de tos Øjne på mig som en sky og øm Hilsen.

Prinsen, der nu var blevet ene tilbage, stavrede hen til sin malede Kærre, med et dybt Knæk bagover i Haserne for hvert Skridt, stindende sig af ved en lang Stok med forgyldt Knap.

Fra den åbne Pels flagrede den sorte Frakke i Blæsten, hvid i Sømmene, tilstænket som af Vin og Mad. Som han vaklede dér under den puklede Klits Marehalm, med den knækkende Ryg, med den næbhuggende Profil, lignede han end mer et Fugleskelet, en dødssyg Pelikan.

Og de to, Moderen og Datteren, skred derhenne som to fine og sky Søfugle, mens deres Mand og Fader flagrede afsindigt bort, ud mod Havet og Ødet.

En Tjener i et lurvet Liberi, gråhåret og med blå Briller, greb om Tøjlerne, og Prinsens Gig rullede som et farveluende Hjul bort langs Klitterne . . .

"Måske det så er Studenten?"

Jeg jog sammen og så ind i et Par runde og brune Øjne, et rundt og olivenbrunt Ansigt. Et blankt, sort Hår lå spejlglat strøget om den lave Pande under Nationalhuens Vinger. Hun smilte mod mig med to dybe Smilehuller.

"Ja, for så er jeg Malene Tambov, Præstens Husholderske, og skal hente den unge Herre."

Jeg foer sammen. Det var altså hende, Præstens Slegfredsviv, om jeg skulde tro dem, hende der -

Jeg blev ildrød og kom til at skælve, Hun var mig så nær. så kødeligt nær, her midt på den kolde og blæsende Strand, som aldrig før nogen Kvinde - jeg syntes, ej en Gang vor lille Søster. Hendes Ånde i mit Ansigt, hendes leende, hede øjne i mine. hendes spændte Bryst under det sorte Tørklæde, hendes underligt nøgne og blanke Hænder . . . Som en Lue åndede hun midt i det øde Mørke.

"Ja, så er det vist bedst, vi kommer hjemad," sagde hun og smilte, og det Smil isnede mig, der nylig brændte. Og jeg grebes af en endnu dybere Skræk for Øen end før - som rummede den en Vulkan, og var jeg viet til den.

Vi fulgtes ad op gennem en Hulvej i Klitterne, tæt under Sønderbjærgs Fod, og så ud over Ørkenen.

Jeg glemte alt for det Syn - at et sådant fandtes i mit Land, havde jeg ikke troet!

Var det Jorden, eller var det Månen, jeg havde nået? Jeg måtte spørge mig selv - så hærget, så kulsort og oprodet af Sandhvirvler og Stenskruer, så skimlet af Renlav og spøgelsesplettet af hvide Klitter rakte den sig langs Højderækkens Fod, ud under den sorte Himmel.

Og hen der igennem løb det lange Tog af Mennesker, bag Skipperens og Købmandens bittesmå Skikkelser og Prinsens rullende Ildhjul, imod Kirken, der steg linhvid op af Ødet over en Klynge Tage, som Stråstakke og Tangdynger.

Men oppe i Sønderbjærgets skumrende Hæld skimtede jeg et enligt Træ, såvidt jeg kunde skønne, en Lind, hvis halvnøgne, stride Krone truede deroppe, som et Hjortedyrs, en Elgs Gevir, der havde reddet sig fra | Syndfloden didop, og nu evigt vågende rettede sine Horn ud imod Ødet.

"Ja, det er et sære Land, véd én nok, for den som ikke har set det før," lød en Røst i mine Øren, Malene Tambovs, farveblød og metalhård.

Jeg vågnede - nej, nej, jeg var ikke på Månen - og hun - det var som selve den kolde, grå Aftenluft om hende brændte!

Og jeg følte atter hin afsindige Skræk i mit Legeme, som skulde det fortæres.

Vi fulgte den sandede Vej langs Ørkenen, ind over en Lyngmark. Dér duvede to mørke Skikkelser rastløst op og ned over Hakke og Spade, slidende og stampende i Sandet, benyttende det sidste Dagskær over Havet.

..God Aften, Truels og Mærged!" nikkede Malene.

Men de to fik knap Tid til et Nik, endsige et Øjekast til mig og Postfølget, der rendte derovre, ind mellem Rønnerne.

Jeg vendte mig og så på dem, som de vuggede dér op og ned, ligegyldige for os, men som bundne sammen i én Takt, på Arbejdets Gænge.

Malene smilte. "Ja, de kymrer sig ikke om os og ikke om Posten heller. De har jo hinanden, de to. De skal giftes til Våren, og de graver ud til Hytten."

Jeg skottede til hende. Hun smilte stadig roligt; men jeg følte mit Hjærte mere varmt og mere tungt, som var jeg på én Gang mer hjemme og mer hjemløs end før.

Så var denne Ø dog som Verden derude, ej blot befolket af Skygger. Men havde jeg ikke søgt og, fuld af Hvile og Gru, troet at finde et Skyggerige?

Nu åbnede "Kæret" sig for os på venstre Hånd, og jeg så Skyerne spejle sig i den blanke, grunde Sø, som den Gang stod derinde.

Vi gik under Kirkebjærg og Byens Bakke, og på dens Kam tegnede sig, som en svær Stub mod Himlen, et Trætårn.

"Er det Prinsens?" spurgte jeg undrende og pegte.

"Det er Ørebros, Lægens," forklarede Malene. "De så ham vist dernede, en høj, hvid Mand, der stod oppe i Klitterne og ligefrem ristede af Iver efter Posten. Dér i Tårnet står han fra Morgen til Aften ved de Tider, | da vi kan vente Bud fra Fastlandet, og stirrer i sin Kikkert efter Skibet Han er rent tovlig efter Aviser, heller Bøger og al den Slags dér udefra. Datteren, Barbara, hun kigger nu ellers efter andet - ha, ha! - nå," Malene smilte sit sære, gyldne Smil og strøg Hænderne over Forklædet. Hun havde intet Overtøj på, trods den bitre Kulde.

"Prinsen ham så De jo og' - og hans " Triumfvogn", han kalder den for, den her malede Kasse, og hans Tjener, som hedder "Ministren", eller da ellers Hans - - Nå, den lille Pukkelryggede? Ih, det var jo Jacobus Uz! Ja han er lige så vild på Aviser og Videnskab som Doktoren, men snakke sammen gør de alligevel aldrig. Men det er ikke for det, Doktoren siger da heller ikke et levende Ord til nogen af os andre. Endda én synes, vi er ikke for mange til at snakke her på Øen. Det er vel det med Datteren, der gør ham både ræd og stum. En skulde nok synes, han behøved ikke at frygte Jacobus Uz, sådan som han er skabt. Men - jo Tak! De skulde have kendt Uz'en en Gang! Ja, at tænke sig sådan en fæl Vanføring - men - uha, uha, uha!" Malene krøb sammen i Skuldrene, og jeg syntes pludselig at se en Gru i hendes varme og gyldne Ansigt som for et Kryb, en Basilisk.

"Hvem Manden var, der travede hjem over Ørkenen og ikke brød sig en Visk om det Hele? Det var jo Fyrmesteren, Horn! Han har hele to Timer til sin eneste Nabo, Byen her. Og han sidder muttersene derude i Fyret, i Skæret, midt mellem Himmel og Jord, og hører ene Blæsten og Havet og Fuglene, der slår mod Ruden. Han og Jacobus Uz, de så heller ikke meget til hinanden. Men de har nu også deres Grunde til det. Det var jo da for Uz'ens Skyld, Fyrmester Horn jog Konen op gennem hele Tårnet og ud over Gelænderet højest oppe og ned. Og Jacobus traf lige til at komme og se det. Siden er det jo, han er blevet så from. Men derfor tror én ham da ikke alligevel!" Malene nikkede hen for sig.

Jeg stirrede forfærdet på hende. Hvad var det for en Ø, jeg var kommet til? hvorledes handlede Menneskene her mod hinanden?

Men hun forklarede roligt videre:

"Og Manden i Uniform, det var den gale Tolder, Vendelin hedder han. Han kom hertil fra Island. Han render Øen rundt hver evig eneste Dag, sådan som De så ham - ingen véd hvorfor! Fra Øen kan én jo dog ikke rende! Konen, hun har været Skuespillerinde eller sådan noget, og de har en Redefuld nøgne og sorte Unger. Ja, det er nu vist de galeste af dem allesammen! Men - nu er vi ved Præstegården."

Hun pegede op på den, som den lå dér, skummel og lang. med sine sorte Ruder dybt under Taget, under Bakkens mørkegrønne Kulm og stirrede ud over Ørkenen. En Række brøstfældige Trin, hvis gule Træ skinnede som Dødningeben i Græsset, førte op til den.

Byens forvirrede Hob af Tang- og Stråtage steg om os, muggent lugtende. Lys skødes som Pile ud fra Murene. Larmen af Stemmer og Skridt dér foran drejede brat til Siden og tabte sig. Pludselig, som en stor Ildfugl, foer et Skær op over Tagene, og faldt igen

"Fyret!" nikkede Malene. "Pastor Schwarzflügel véd jo slet ikke, om der er nogen Student med Skibet, så han venter Dem jo knap. Skal vi ikke gå med de andre til Gravemands og se Posten?" spurgte hun, mens hendes mørke Blikke legede over mig.

Jeg var så dødsens træt af de forgangne Døgn, af Vandringen herop, af alt hvad hun havde fortalt, at jeg mødigt havde lukket Øjnene for de mange Trætrin op til Præstegården. Men jeg nikkede. Hvor turde jeg sige Nej til hende, den eneste, jeg kendte på Øen - og som kendte dem allesammen?

Vi gik mellem de ludende Gavle, mellem Stendigerne og Fiskenættene, i de smudsige Ruders tågede Lys. En Os af trannet og forrådnet Fisk stod om os. En grå Trægavl dukkede op af Skyggerne.

"Det er Prinsens Gård," sagde Malene.

Kirkens hvide Tårn stod som et Spøgelse over den; jeg syntes, det lagde i en parodisk Velsignelse sin Hånd på den. En Gyde, mørk som en Tunnel skød sig ind langs Staldlængen mod Kirkegårdslågen dybest inde.

Vi drejede om under nogle ludende Hylde, og Fyret flammede som lige foran os, som et vildt Bål midt i | Ørkenen, men sluktes brat igen. Og i et Gys fornam jeg Ødet og Natten foran mig. Jeg vidste jo, fra Skibet, der var mindst en Mil derud.

Men til højre brast Lys som en Damp ud i Mulmet. Det var Gravemands Købmandsbod.

Malene svøbte Hænderne i Forklædet, og vi dukkede under Tagskæggets stikkende Strå ind i Læ for Ørkenen.

I en Sø af Tobaksrøg, af Menneske-em og Dis af flakkende Spiddelys stimede Menneskeflokken hid og did, som sorte Skygger af Tang, under det lave, rugende Lerloft - struttende sorte og røde Hårbuske, blanke, skallede Isser, Kvindernes hvide Huevinger. Jeg så dem for første Gang, Øens Folk.

Og jeg syntes, her i Halvmørket, de alle var ens og alle Landets andre Børn ulige - de knoklede Kæmpeskikkelser med de hvide, skæve Ansigter, med de blanke Øjne, de krumme Næser, de skrå Pander. Midt i en Race var jeg, der i Århundreder havde levet ublandet, skilt fra alt Samkvem med de andre ved det uoverstigelige Hav - ja, blandt Urtidens Fiskere, de første, der strandede her, forvildet under Storm, og i et Artusinde blev ene.

Jeg stirrede mig forvirret om efter én, blot én, der var fremmed iblandt dem som jeg . . .

Bag inde fra Klyngen læste en trangbrystet og pibende Stemme Navne op på Brevene, besynderlige Navne med en hæs og forældet Klang: Svente. Pirren, Tambov, Daue, Duun og Lam . . .

Som Kæmpeskygger under Loftet foer Skipperens Hænder og deres, der greb efter den hvide Stump Papir, de rakte, frem og tilbage gennem Røgtågen. Råb summede om mig, i et Sprog, jeg lige så lidt forstod, som havde det været et barbarisk Mål - Øfolkets egen Dialekt, jeg den Dag i Dag kun til Hælvten begriber, og som ingen af Øens Embedsmænd nogensinde har været her længe nok til at fatte.

Bagerst, lige foran os, stod Jacobus Uz. Han lagde Hovedet med den lange Manke af blødt, brunt Hår på Siden og lyttede, med dunkle, opmærksomme Øjne. Når hans Navn blev råbt op, rakte han sin Arm i Vejret, som en Mast over sig selv, til en ufattelig Længde.

Med en lang, snehvid og opspilet Hånd snappede han Aviser, Bøger eller Hæfter til sig. Breve var der ingen af.

Alt blev rakt ham på en sky og ærbødig Vis, der noksom viste mig, hvilken Rolle af Ærefrygt og Gru han spillede på Øen. Febrilsk stoppede han sin Høst ind på Brystet og lyttede påny, med det hvide, lange Ansigt ludet under Puklen.

Ved Siden af ham stod Lægen, Dr. Ørebro, høj og ludende, med det grå Hår redt frem foran Ørene i to glatte Vinger og det flortynde, grå Skæg om det kummerfulde Ansigt. Han stirrede gennem sine Briller; hans Tunge gik hele Tiden over hans Læber, som led han unævnelig Tørst og mærkede Drikkevandet nær.

Der raktes ham Bunke efter Bunke af Aviser, Pakker og Bøger. De forsvandt under hans Kappe, sporløst. Og han lyttede og stirrede påny gennem sine Briller.

Han og Jacobus Uz skottede, af og til, til hverandre, som målte de hinandens Høst, og klemte så deres fastere mod Brystet.

Den mørke Nat stirrede ind på os gennem Ruderne under det lave Loft. Og jeg så den og forstod, hvor de to samlede sig Våben.

Men over dem alle, selv de højeste Fiskere, ragede Prinsens Pelikanprofil, med en grotesk Skygge på Væggen, uhyggelig som en gigantisk Dødsle. Når hans Durchlautigheds Navn blev udråbt med den pibende Stemme, der - den viste sig senere at være den gamle Købmand Gregers Gravemands - da sank helt ned og næsten smuttede bort, huggede Profilen bydende over Væggen, og en brun og let rystende Næve, hans "Ministers", Hans Hofmans, rakte ud og trak Brevet til sig.

Luften stemte mig i Halsen, om Hjærtet, bankende og hed som den var af alle de stødvise, forhåbningsfulde eller skuffede Åndedræt. Og jeg følte om mig hin Ensomhedens vilde Puls, hin Oplevelses-Hunger og -Tørst, der skulde hamre og brænde i mig selv i mange År derefter, hver Gang Posten kom til Gravemands vestre Stue - endskønt jeg, som de fleste her, ikke kunde vente nogetsomhelst Bud . . .

To skuffede Ansigter så jeg: Moderens og den lille Piges fra Stranden. Med sin Arm klynget om Moderen lyttede hun efter det pibende Råb dér bagved den sort bølgende Hob, med skinnende Øjne og halvåben Mund. Og hvid stirrede hun, da Råbene omsider tav, og Mængden begyndte at strømme ud, op i Moderens Ansigt:

"Mo'r, ingenting til os! Ingenting nyt derude fra!"

"Nej, Agnete nej," Moderen rystede på Hovedet, inde i det lange Slør, "denne Gang ikke - men" - hendes Øjne lyste frem under Sløret, under Håret, som en Seerskes, med en skærende Glans.

"Mo'r, næste Gang?"

"Ja, Agnete, sikkert næste Gang!"

Og de to svævede, omslyngende hinanden, ud gennem Butikens Mørke, hvor Koste struttede under Loftet som et standset Hexeridt, og en Os af Ål og Sild, af Puddersukker, Tjære og Brændevin stod tyk.

Hele Skaren strømmede efter dem, og da Malene og jeg nåede ud under Tagets Strå, så vi dem spredes i Pletter og Klynger ind under de andre skumle Tage, der var så lave, at Beboerne syntes at måtte krybe ned i Jorden.

Moderens og Datterens slanke Skikkelser, der ligesom gled over det grånende Sand, forsvandt oppe i Gabet mellem Bakkerne.

"Nå ja, så var der ikke Brev til én," sukkede Malene.

"Ventede De Brev?" spurgte jeg.

"Nå, én venter vel alletider Brev på denne her Ø - så længe der er Liv i én," nikkede Malene, men så vendte hun sit hede Ansigt mod mig: "Men så kom jo De til Gengæld!"

Og jeg følte atter den hjærtehamrende Angst gennem mig, som for en Ild, jeg ikke kunde undgå, som brændte over hele denne Ø, uslukkeligere, vildere her midt i Havet end noget andet Sted, og som slog mig i Møde gennem hendes hede Åndedræt, hendes sortgyldne Øjne og Smil, ja hendes farvebløde og metalliske Røst, og alt, hvad hun sagde og fortalte.

"Se!" Malene tog mig om Armen og pegede ind i Gyden mellem Prinsens Staldlænge og Kirkegårdsmuren.

Og jeg så to tynde og dødningehvide Hænder med | udspilte Fingre gribe derinde, som op efter den tomme Luft - eller mig - - som fangede Døden fra Gravene - -

"Det er Prinsen", hviskede Malene, "mærkede De, hvor han stirrede på Dem henne i Gravemands Stue? Nå ikke? Men De kan tro, jeg så hans Øjne! De er noget for ham. Sådan lusker han derinde og vinker og kalder, hver Gang der kommer en ung Karl i Land fra Skibene."

Jeg gyste ind mod hende, som var der pludselig Læ og Ly ved hendes runde Hofte, ved hendes svulmende Bryst, i hendes hede Ånde, Læ mod de vinkende og fangende Dødningehænder derinde.

Prinsen, han havde strax set mig! Hvor var der Redning fra ham? - og hvor var der Redning fra hende ved min Side?

"Nå ja, ja, ha, ha! sagde jeg det ikke nok, Student? Malene hun er hidsig på det! Hun kaprede Dem strax. Bare De nu kan strække til både til hende og Prinsen! se hvor han gramser derinde!" smældede Købmandens fede Stemme i mit Øre.

Jeg skottede blodrød til Malene. Men store, hede og gyldne smilte hendes Øjne mod mig. og Købmandens fede Latter gurglede og gurglede bagved os som en Tusses Gøen, besvaret af Kaptejnens rustne Glam

"God Nat, Mons Flade, og god Nat, Skipper Tønnesen," sagde hun mildt, som havde intet krænkende Ord lydt. Og de to hilste.

Idet vi gik ind over den sandede Mark med de bitte, usle Bjærgfyrbuske, hørte jeg Tønnesen grynte:

"Så Gu', jeg misunder den Spirrevip det Satans Fruentimmer! Men hun svider s'gu nok Vingerne af ham!"

Jeg vovede ikke at møde Målenes Øjne, men jeg følte dem på mig som to Ildpletter,

Hastigt strammede hun Kjolen om sig og begyndte at stige op ad Trinene til Præstegården, og jeg kravlede efter, forsigtigt famlende mig frem. Som vi krøb herop ad denne smuldrende Trappe, der var som lagt af muldne Menneskeben, og jeg så hendes runde og svulmende Skikkelse, svøbt i den tætte Kjole, stige dér foran mig mod Husets sorte Ruder, syntes jeg, jeg | forstod Øen, alt hvad hun havde fortalt mig, om Lægens Datter, om Jacobus Uz, om Fyrmesterens Kone, og det var mig, som entrede jeg ad Prinsens udspilede Dødningefingre, ledet af hende, op i Bakkens Gravhøj.

I det samme vendte hun sig pludselig, bøjede sig langt tilbage, så hendes Bryster spændtes, og med Hovedet helt ned mod Ryggen, med lukkede Øjne, rakte hun Munden mod mig. Håret flød løst og sort om mine Fødder, de to Hænder var knuget hvide om Gelændrene. Hendes Åndedræt slog mig i Ansigtet som en Lue.

Da sprang alle Husets Ruder frem deroppe, gloende som. Ildøjne, og sluktes brat, ved Fyrglimtet.

Malene ilte atter, lydløst, blødt, op foran mig, der vaklede fortumlet bag hendes Skørter.

Gennem en klam, bælgmørk Forgang søgte vi mod en Dør, som Malene brat rev op.

Et svagt Lysskær dæmrede, som en halvtslukket Lygte, og jeg så derinde, som svævende frit i Dunkelheden under lave, ludende Bjælker, et hvidt Ansigt, med ét stirrende Øje og en sort Lap for det andet, et Hoved, fuldstændigt nøgent som et Æg. Et tomt Bord et vægfast Skab, et dikkende Ur dukkede frem som Skygger i det store Rum, der åndede med en ældgammel, jordrå Lugt, som var vi virkelig kommet ind i Gravhøjen.

"Hvem - er - dér?" lallede en Stemme, og Hovedet begyndte en leddeløs Rullen, "hvem - er - dér?"

"Det er Studenten, som skal være Lærer. Der er kommen én med "Konkylienu." sagde Malene, mens hun smøg sig bag om Lænestolen som en oprejst Slange.

"Hæ hæ, hæ hæ, hi," nikkede Æggeskallen, mens det seende Øje lyste imod mig som Fosfor, og Mørket strømmede fra Klappen som fra et Hul, "velkommen, velkommen - hi, hi!" og på en lang, sort Arm krøb en Hånd frem over Bordet som en Edderkop, "som min Afløser! hi, hi, hi! hvad Malene, hvad?" han drejede sig i Lænestolens Dyb og klorede Armen fast i hendes Skulder.

Hun så på mig og smilte, hedt og dybt, uforstyrret af Præstens grønligt stikkende Øje og det andet, blinde, | der syntes at stirre Pest og Død ud over hendes blomstrende Skikkelse dér i Blikhængelampens sørgelige Skær.

"Nå, Student, i Morgen er det Løverdag, og da er De fri. Men så på Mandag begynder De at læse med Ungerne, mens jeg - hva'? Malene, hva'? hi, hi, hi, hirr, hirr, hirr!" den hvide Skal rullede rundt, mens Armen krøb om Målenes Hals. Og uforandret smilte hendes Øjne mod mig.

"Vis så Studenten, hvor han skal bo. Student - ork ja, ja, en Gang - at tænke sig, at jeg virkelig en Gang - nå, men lad ham nu blive på Øen så længe som jeg - hva', Malene? hva?"

Hun nikkede og smilte, dukkede så ind i Mørket og strax efter frem af det igen, bag et tændt Lys i Jærnstage.

"Nå gå så, gå så! men kom igen - til mig, lidt snart!" Præstens Hånd slog i Bordet, hårdt og raslende som en Knokkel, han fniste og rullede Hovedet rundt mellem Stolens Øreklapper, der lurede på hver Side, som Flagermus.

Malene gik foran. Og gennem Gangen og ad en Stige nåede vi op på det halm- og kuldelugtende Loft, hvor Lysskæret flakkede over den gustne, strutten de Stråtækning, tørrede, horngrå Småfisk og et uhyre Sejl. Ad en Trædør trådte vi ind mellem to Skråvægges Kalk. I det samme luede Fyret op i Vinduet og kastede som et Sværd igennem Mørket mod os.

"Nå, sov godt!" Malene strøg Hånden hen over mit Ansigt, let som en Kats Pote, forsvandt ud af Døren og skød den til for mig, som en Gravtavle.

Spiddelyset sitrede i Kuldetrækken udefra over de sammenludende Vægge, over et skurvet og skrabet Træbord, et langt Forhæng i Krogen og en smal, rødmalet Træseng. En rund Lerovn stirrede fra sin Krog som en lavstammet, natlig Trold på Forhængets hvide Spøgelse.

Jeg stod endnu ubevægelig midt på Gulvet og åndede den skimlede og klamme Luft, da jeg pludselig, dybt under mig, hørte en Latter mækre op, tyndslidt og vild, | og strax derpå en solmoden, rund og fuld Røst, og så en lallende Gispen.

Jeg kendte Præstens og Målenes Stemmer, og jeg sank i sønderknust Gru sammen på Stolen foran Bordet, mens Lyset fra Fyret flammede gennem Natten - som kastede Fyrmesteren fra dets skinnende Glasborg, hvorfra han havde drevet sin utro Kone ned i Dybet og Døden, sin Vredes luende Sværd ud over Øen . . .

Men så træt var jeg, der kom lige ud fra mit københavnske Kvistgems Ensomhed, efter de to Dages åbne Himmel og Hav, efter den Vrimmel af Menneskeskikkelser- og Skæbner, jeg havde set og anet, at mine Øjne trods al Angst og Fortvivlelse faldt i af sig selv. Og da, just som jeg skulde sove ind, gled frem, i taktfast Arbejde, de to Unge, der i det sidste Dagskær, Side om Side, arbejdede på deres Hjem. Og jeg smilte i Tak og i Smærte, som havde jeg glemt, hvad det var for en Ø, jeg var kommet til. -

Dog vågnede jeg årle næste Morgen og så, da jeg slog Øjnene op, intet andet end den skyfyldte Himmel, dunkel, ubevægelig, en Hvælving af Sten.

Jeg krøb sammen for den, som for min Skæbne. Jeg så mig selv derude under den, bøjet og hvid, en opslidt Olding, famle rundt i Ørkenen, Livsfange under dette Fængselshvælv.

Jeg frøs i min Seng under det tynde Tæppe og så de nøgne Vægge, det revnede Loft og det gardinløse Vindue og mig selv derinde i det anløbne Spejl. Jo, det var mig og ingen anden, som var her i dette Kammer; som skulde ud under denne Himmel, vandre dér, til dette Spejl gav mig tilbage, ukendelig og dog denne ene samme: Jeg.

Syv Slag hamrede op gennem Gulvet, nede fra det gamle Bornholmerur i Stuen. Jeg foer sammen og mindedes Menneskene dernede, derude på Øen og bad kun om at blive i dette kalkmugne Rum; at Døren måtte være i Baglås, og ingen tænke på at åbne den; tryglede om at være gemt og glemt af alle, som en ugangbar Skilling i en Gulvsprække.

Da svulmede pludselig, som lige udenfor min Dør, Målenes Stemme: "Op Student, op! Klokken er syv!" | Jeg tumlede brat over Ende - og fornam hendes Hånds Hede over mit Ansigt i Går, fornam den i Stemmens Svulmen, som var det selve Solen, der kaldte mig op.

Og jeg vendte mig ind mod den kolde Mur og bad den gemme mig end mer for Solen end for Skyerne. Jeg lukkede mine Øjne og så, som hin sidste Nat i København, Dorete på mit Lejes Kant og gemte mig under hendes Bryster som under Evighedens Vinger.

Men jeg rystede af Sult og Kulde. Og jeg vidste, hvorfor jeg var Fange under den grå Himmel derude. Gysende greb jeg efter mine Klæder. -

Da jeg kom ned i det store, mørke Rum fra i Går - jeg havde længe banket på Døren, men ingen havde svaret - stod der en tildækket Tallerken og et Glas Mælk på den ene Ende af Bordet.

Som jeg sad dér og gnavede dette skorpede, bitre Brød i mig til Mælken, stirrende gennem de gardinløse Vinduer ud i Ørkenen, fornam jeg mit Fangenskab som aldrig før.

Malene stak sit Hoved ind ad Døren: "God Morgen, Student, ja, jeg må blive hos Schwarzflügel. Gigten er rent gal efter ham i Dag; vi får Storm. Men De har jo fundet Maden. Og Klokken tolv spiser vi Middagsmad."

Jo, jeg havde fundet Maden, og jeg skulde nok søge den igen Klokken tolv, her ved dette Bord, på denne Ø, evindeligt, til Gud selv løste mit Fængsel.

Men én Ting var mig en Lettelse: at Malene holdtes tilbage af Schwarzflügels Sygdom, at jeg ikke skulde mærke hendes Hånd over mit Ansigt eller hendes hede og ængstende Åndedræt om mig.

Jeg så mig rundt i det store, øde Rum med de rugende Loftsbjælker, de smårudede Vinduer, det ujævne Lergulv og den trebenede Ovn med de rustne, bibelske Relieffer. Jeg åndede den indegemte Lugt som af varm Olie, ormædt Træ og smuldret Ler, og tænkte på alle de Præster, der havde slidt Gulvet hult under deres rastløse Vandringer, i sløjfeprydede Sko, i Støvler, i Træsko eller Tøfler; som havde kastet sig på den vægfaste Bænk ved Ovnen, stirret på de stive Optog af de | hellige tre Konger og Tobias med Fisken eller Rut, der på Juda Korsvej skiltes fra sin Slægt og sit Land.

Jeg så dem med stumpe Tolleknive snitte de mange Skår i Vægbænkens Eg. eller døse her ved dette lange Bord over Biblen eller Ølbimplen. Jeg tænkte på de Præster fra den katolske Tid og de lige efter Reformationen, der gysende var gået i Land på denne Sandog Stenbunke i Havet og havde sovet, drømt eller arbejdet Årene hen, til de slap ud og bort; på dem, som rømte selv, hellere mistede både Ære og Krave, ja Saligheden, end de blev her og sandede til; og på dem, som aldrig kom herfra - - de uheldige, Drukkenboldtene og Skørlevnerne, der fra Fastlandet gemtes herovre og forpestede Luften om sig - eller rettede sig og blev til Mennesker.

Det var med Et, som det halvmørke Rum fyldtes af Skikkelser, høje og lave, brede og tynde, unge og gamle, i vexlende Tiders Dragt, med Parykker og Pisk, med hvide Halsbind og Knæbenklæder og flagrende, vilde Manker . . . Jeg hørte deres Røster, skærende og bløde, skældende eller klagende . . .

Kirkebøgerne på Hylden derhenne, faldefærdige og støvgrå - hvor mange Hænder havde ikke famlet igennem dem, ligegyldige eller samvittighedsfulde, plettet dem med Stænk af Ø1 eller Tårer, mens de førte ind Navne på Børn, hvis Børnebørns Død antegnedes i samme Bind - ti hvor få fødtes og døde ikke her?

Jeg følte Fængslets Luft herinde, her hvor de Fremmede på Øen havde holdt til, her hvor nu jeg sad og skimtede Ørkenens grå Øjne gennem de lave Ruder. Og i et Nu sved alle de svundne Århundreders Timer af Ensomhed, Kummer og Længsel mit Hjærte, som havde en Gnist af længst slukte Bål i den gamle Ovn ramt mig . . .

Jeg greb hastigt min Studenterhue og løb mod Døren, som var det at springe over dens Tærskel at springe hjem over Havet - og standsede i dens lave Træramme, foran Ørkenens Grå, som de mange før mig.

Og jeg vidste, at jeg bar i mig deres Liv, alle de Hedengangnes, der havde krysset ud og ind over denne | Tærskel, i Søgen ud fra Stuens Gravmørke og i Flyen ind for Fangevogterens, Havets Råb.

Lød ikke samme Råb om samme Sand- og Stentue, og stod jeg ikke her ved samme Ly - eller Grav?

Bag Havet var intet mer sig ligt; vågnede dér et svundet Århundredes Menneske i sin Kiste, vilde han søge den igen, som det eneste kendte, men her strax finde sine egne Spor, uudslettede i Sandet, til det kendte Hjem.

Var jeg andet end en Genganger fra et længst glemt Århundrede? Havde der ikke en Gang i det sextende eller syttende eller attende Århundred levet en ung Studiosus her på Øen, forslået af Sult og Afmagt? havde han ikke flakket gennem Ørkenen derude, lå han ikke i Jorden under Kirken deroppe?

Jeg gøs, som var jeg i fremmede Klæder, ja i fremmed Kød, så utroligt forekom det mig, alt hvad jeg havde set og levet i København: Butikerne og Jærnbanen til Roskilde og Dampskibet i Sundet, Colbjørnsens festlysende Palæ, Professor Honorius' Forelæsninger om den skønhedsdyrkende Menneskeånd, ja selv Doretes tyste Jomfrusmil og Jomfrubur og hendes Kniplingers sarte Spind - her hvor jeg stod på Tærsklen til denne Præstegård og så ud i Ørkenen. Og dog vidste jeg kun altfor vel, jeg var i mine egne Klæder og i mit eget Århundrede.

Alt hint var ikke Fremtidssyner, sendt mig til Trøst fra en lykkeligere Tid, der undte selv Mennesker som mig at leve. Jeg havde jo lært, at som på denne gemte og hemmelige Ø den Tid opbevaredes, man derude længst troede overvundet, opbevaredes i Menneskehjærtets hemmeligste Gem Udyret uforandret.

Hin unge Student, der havde ladet mig læse i sin Bog, Småkjær, Honorius, Dorete og jeg - så lidt vor Tid havde været, vilde den komme, så sandt den Tid, da Mennesker åd af Guds åbne Hånd, og Jorden ikke bar Tissel og Torn ej var mindre utopisk end den, da Menneskene skulde mødes uden Sværd eller Guld.

Men jeg vilde bede Pastor Schwarzflügel om Lov til i de gamle Kirkebøgers Støv at søge Sporene af hin fjærne Forgænger, jeg nu havde anet, at træde dem | dybere selv, tålmodig som han, at en Gang m in Efterfølger kunde ledes ved dem til Graven - -

Jeg løb ad de frønnede Trætrin, der klaprede som med svundne Tiders Genlyd, ned på Sandvejen og så ind mod det Syn, han daglig en havde set sit lange Liv igennem. Ti her blev Menneskene gamle.

Som i Går Aftes, som den Gang ragede Kirken op i den grå Luft over de jordlave Hytters halmstruttende Kuler. De blåsorte og gulbrune Trækroner fra Prinsens Have og Kirkegården struttede op som visne og ribbede Kåltoppe. Bankerne ludede som et grønsort Jordskred over denne sammenkrøbne Klynge Menneskeboliger, og Ørkenens nøgne Dansegulv for Uvejr og Død strakte sig bag den.

Og stærkt, som var det ej alene mit, men også den Gangnes og den Kommendes Liv, jeg skulde trælle ud, fra Døgn til Døgn og År til År, fornam jeg, hvad det at leve, her vilde sige.

Jeg var gået lidt bort fra Vejen ind i det marehalmsgroede Sand, for dog at få Øje på Kirkegårdens lergrå Mur og de tunge, gamle Askes Ro, da jeg pludselig fornam et Sus forbi mit Øre, en Stramhed i min Kind og så en stor Sten falde ned i Sanddyngen ved min Side.

Jeg for sammen og fik Øje på en ung, duknakket Mand på min Alder, med et hvidt, skævt Ansigt under Håret, der lå som en nedskreden Beghætte over Panden. Den ene Hånd svang efter Kastet, den anden klemte endnu en Sten.

"Fremmede!" hvislede han, "Fremmede!"

Og han skar sit Ansigt i en Grimas under Hårets Bræm, trampede på Jorden, som var den hans, truede med Stenen og humpede videre, vendende sig af og til og hødende med sit Våben, der var langt og spidst som en Kile.

Jeg bukkede mig uvilkårligt ned efter Stenen, han havde kastet, og holdt en Oldtidens Flinteøxe i min Hånd. Og jeg vidste det, rystende af Gru, at han havde Ret: at end ikke her havde jeg Hjemstedsret!

Med den Øxe og Kile, hans Urfader havde tildannet i sin ørkendybe Ensomhed, jog Efterkommeren efter den | Fremmede fra det Fastland, der havde ladet Øen hjælpeløs ene.

Og som jeg klamrede min Hånd om den første af de takkede Stene, jeg siden fandt her i hundredevis, knugede jeg for første Gang min tiggende Hånd om de Indfødtes stenkolde, døde . . .

Jeg var sunket ned på en Klitskrænt, og Øjeblikkets Angst og Angsten for den endeløse Fremtid her under Stenkastene, tvang et Par korte Hulk fra min Mund.

Den Indfødte vendte sig derhenne, svang hånende Stenen over sit Hoved og nikkede som i et lydløst Råb:

"Hvad skal I her fra Fastlandet? Nu kommer I for sent!"

Hvor angst luskede jeg ikke, med Stenen i Hånden, ad den krogede Vej ind mod Husenes Gavle og Facader med de fastnaglede, smudsskorpede Ruder, der bag Kampestensdigerne og Havernes krogede Frugttræer stirrede på mig som tilgroede Øjne!

Fiskegarnene var spændt som Fangenet for Gadens Krumning, Stenene på Stejlebakkerne foran Dørene var sankede mod mig, Osen af de rådnende Dynger Fisk og ophængte Isinger vilde forgifte mig.

Jeg listede langs Plankeværket ind til Prinsens Have med de struttende Grenekoste over, forbi hans Vindue med Urtepotter i gammelt Saxener Porcelæn og smuttede ind ad den mørke Gang mellem hans Staldlænge og en vildtgroende Haves Stikkelsbærbuske, ind gennem Lågen til Kirkegården - som havde hans Dødningehænder fra i Går nu fanget mig.

Ja, se hans Vindue vendte også herud imod. Men intet Ansigt spejdede fra dets Mørke, ingen Lyd hørtes fra den trange, hvide Trægård, som var han kun et Syn i Natten og havde den taget ham med sig.

Så stille var her mellem de hældende Kors og de sunkne Grave, som var jeg og de Døde ene tilbage på Øen.

Jeg gled ned på den sammenskredne Stenvold ved den rustne Låge og drømte mig ene her med lutter Døde, som vel en Gang i den sorte Pests Tid den sidste Genlevende. Kirketårnet ludede tungt over den udskårne | Trædør og Indgangsflisen, hvis Gravskrift fra det femtende Århundrede de Fødder, der havde danset eller slæbt sig ud og ind over den til Dåb og Bryllup og Begravelse, endnu ikke havde slettet ganske. De gamle Aske trængte deres stormslidte Hoveder tæt ind mod Kirkens regnfurede Mur og drog med de udstrakte, knoklede Arme Gravene ind under den, til Læ.

Buske af Marehalm strittede fra Stendiget ud over Tuerne. Som de Døde en Gang færdedes mellem Marehalm og Sten, hvilte de nu iblandt dem. Sprukne Træ duer søgte forgæves at erindre sig de udviskede Navne dernede. Men bag et smudsigt og revnet Glas læstes der: et stort og stærkt Han, og derunder et svagt og lille jeg, slettet af et Kors.

De store Stene derhenne i Vedbendkransen bar forunderlige og fremmede Navne: spanske og græske - to store Skibsbesætninger meldte de om, der i de sidste Dage i Syttenhundrede, midt i Juletiden, var forliste her på Øens Rev og sunkne i det nordiske Vinterhav.

Så trang var Kirkegården, at jeg så over den hele, fra hvor jeg sad ved dens Låge, og dog rummede den jo Verden i sit Skød, Tidernes de Ældste og Stedernes de Fjærneste. Hver Krumme af Jord var jo Støv af Mennesker, vidnede end kun to Stene om de Hærskarer af Fremmede, der så uformodet tilbragte Evigheden på denne Ø, der end ikke i Feberens Drømme havde vist sig for dem, og ti-tolv Kors om dem, for hvem den havde været Livets den eneste Viden.

Her sov de, de blå Zoners Børn og det nordiske Himmelstrøgs, alle nu hjemmehørende, alle ejende samme Ret, ej mere hadende og stenende hverandre, i Havets, i Himlens Midte.

En Gang lå jeg dernede, havde vundet mig Ret til at fylde min Plet.

En Gang - ja en Gang, men indtil da -

Jeg gik omkring Kirkens Hjørne, ud ad den nordre Låge og stod påny i Sandet, mellem knuste Muslingeskaller, med Adgang til Ørkenen - Så frit kunde jeg vandre derind - de langstrakte Klitter veg tilbage, skydende sig op mellem hverandre, og Stenrevene, der skruede sig op til Varder, sank i Midten og åbnede | mig Vej ind over de lavskimlede, sorte Sletter, ind i den grå Skygrotte.

Henne til højre lå Byens sidste Hus, langt og smuldrende, med Bindingsværkets sorte, krumme Knæ under Tangtagets sorte Vold. Jeg skimtede i Vinduet Kopper, Sydveste ag Tov, og inde under Taget den rustne Postkasse. Det var Gravemands Bod, hvor Posten hentedes. Jeg kendte den jo allerede. Men Skolen? Jeg vendte mig, og dér lå den. Ind under Kirkemuren, under Hyldes sammenhældende Skærme og visne Klaser, stirrende med sunkne Øjne på mig.

Jeg syntes et Nu, jeg derinde i Rudemørket skimtede et hvidt Ansigt se ud og hastigt forsvinde. Og jeg gik hen mod den nedskredne Trappesten og dukkede ind under Stråtaget, som skulde jeg søge mig selv.

Råddensød slog Lugten om mig inde i den bælgmørke Gang. Jeg fik en Dør stødt op, og et svagt Lysskær grånede over Hylder med Skoletasker og Kludesko til Børnene at smutte i fra de dyndede eller snefyldte Træsko.

Jeg snublede over Dørtrinet, med Hovedet bøjet under Karmen, ind i Skolestuen.

Stanken af Sved, af Sommer- og Vintervæde, af Tavlespyt og mugne Bøger osede herinde under den tunge Loftsbjælke, bag de små, kridtede Vinduer, hvorbag Stråtagets Mørke hang som et stivnet Snefog. Lave Pulte stemte mod Knæet, og jeg kom op på Katedret.

Jeg sank til Hvile i den simeflettede Armstol og støttede Nakken mod den sorte Tavle. Bænkene dukkede op dernede, i vage Skygger, stablet sammen som Vraggods. Kakkelovnen tonede frem og en fedtet Spejling af Væggens Landkort og Billeder af Dyr. Et Ur klukkede længere ind i Mørket, Hulk i Hulk.

Mer end fem Skridt i Bredden og syv i Længden var dette Rum næppe - dette Rum, hvor jeg nu skulde have min Gærning, til al Gærning ophørte.

Jeg dukkede Hovedet ned i mine Hænder, Simestolen knagede, og mine Klæder raslede, og jeg fornam det påny, som var jeg ham, den længst Døde, den unge Studiosus fra År 1600, der havde siddet her i dette samme Rum. Jeg følte ham i mig, som veg mit eget Hjærte og eget | Blod, og bankede og kresede hans nu derinde; jeg følte hans Røst i min Strube, og mine Hænder blev fremmede om mit Ansigt.

Nu vidste jeg, at han havde levet. At jeg havde haft en Forgænger, som jeg vilde få en Efterfølger. Og jeg fornam i mig Arenes Svind i hans Legeme; mine Knæ spidsede sig, og Albuerne blev hårde, mit Ansigts Hud rynkedes, og Håret tyndedes i min Nakke, som Murens Kulde klemte. Jeg visnede ned, som jeg sad her, ubevægelig gennem Årene, og Mørket dernede fyldtes af bestandigt nye Ansigter, ny, hed Ånde, nyt, ungt Blod, Slægtled efter Slægtled - - Jeg ene blev, mens langsomt, af mit Legemes Aske, et nyt formedjes, en ny, ung Studiosus at lede fra dette Kateder et nyt Århundredes Børn ind til Livet - Livet derude.

Jeg sansede i min Gengangerdøs tunge Træskostøvle-Trin histude, muldne og dumpe, som lød de ned til mig gennem Jorden; jeg mærkede Skymørket gennem Tagets Snefog og de lerklinte Vægges Gus om mig - - Jeg havde udtjent og fået Gravens Fred. En ny kunde komme . . .

Da jeg vågnede, med Ansigtet ned i den blæklugtende Pults Ormestøv, var det helt mørkt rundtom, som var jeg virkelig sunket ned gennem Tiderne, til Middelalderens Nat.

Jeg tumlede op og stødte Hovedet mod Loftsbjælken som mod et Kistefjæl, og jeg grebes af en vild Lyst til at leve. Jeg famlede om mig, ned ad Katedret, gennem Gangens Kludesko og ud.

Novemberaftenen og Novembermørket slog mig i Møde, iskoldt klammende, og jeg luskede mig tæt langs Kirkegårdsmurens Senegræs og Tisler, som i Gru for Ørkenen derude, dens Mulm, på min højre Hånd -

Jeg havde sovet mange Timer og måtte kæmpe med den Tro, at det var Århundreder; at jeg ikke vilde finde én af dem levende, jeg havde mødt i Går. Og i et Sug for Hjærtet fornam jeg min Længsel efter dem, som jeg delte Kår med her i Havet - mit Selskab Livet igennem: ja efter Malene, hendes Hede, hendes Stikken Luften om sig i Brand, hendes Hånd, at den skulde stryge Mørket fra min Pande.

Middagen Klokken tolv - jeg havde forsømt den, jeg havde overvundet den i min Væren hinsides Tiden - men nu følte jeg i mine slappe Tarme den arme Sult og Tørst!

Som en Hund krøb jeg op ad den brøstfældige Trappe mod Præstegården, under hvis sorte Tag en Rude dæmrede i svagt Lys. Nede i Byen havde alle Ruder siddet mørke, selv Prinsens, og dette eneste Lys deroppe bragte mit Hjærte til at slå i Tak, at jeg ikke havde sovet ud over Menneskeslægtens Undergang, forsovet mig i mit Skjul, mens Flodbølgen skyllede den bort. Mennesker var de dog trods alt derinde, og jeg higede mod dem, som Fuglen, der forvildede sig mellem Skyerne, higer mod Jorden igen.

Oppe i Gangen hørte jeg Pastor Schwarzflügels tussekvækkende Stemme og Målenes rolige, lade:

"Jo, nu kom han vist," og hun åbnede Døren til venstre, lige overfor den til Storstuen.

Skælvende trådte jeg ind i Lysskæret, der flakkede over en smudsig Væg, en Stol og en mægtig Seng, hvor Schwarzflügels Æggehoved med en begagtig Hætte på stak op af en Tæppedynge, under en Himmel af ældgamle, sorte Gardiner.

Havde jeg, strax den første Dag, forsømt min Pligt og pådraget mig deres Vrede, ved hvem jeg ene skulde varme mig mod Himlen og Havet derude?

Men Malene smilte: "Nå, Student, har De faret vild i Ørkenen? Nå ja, véd De, gamle Hannes, som var barnefødt her, han foer vild sådan en Aften derude, og hvormeget han end kravlede op på Klitterne og Stenrevene og spejdede og råbte og klagede sig, han fandt ikke ud, hverken til Havet eller Fyret eller herind. Natten og Skrækken var over ham, på hans egen Ø. Og først to Dage efter hittede vi ham, endda vi alle søgte efter ham i Kæde. Ja, Ørkenen er kun én Mil lang og en halv bred, men hun er ens, hvor De så går, og ligner dog aldrig sig selv, så én kan sagtens rende sig til Døde derude, selv om én er ung, og Kulden og Aldren ikke tager én som Hannes. Ødet kan ene gøre det, skal jeg tro."

Jeg krøb sammen i Lysskæret, med Ryggen mod Ør | kenmørket, der gabede efter mig - som kunde jeg gennem den høje Dør falde ud i dets Bundløshed. Jeg gispede ad den visne, sure Stank herinde, men følte mig dog i Tryghed.

"Er han dér?" kvækkede Schwarzflügels Stemme, "kom herind, Student!"

Malene så på mig, idet hun klemte sig ind mod Dørstolpen for at give mig Plads, dog ikke tættere end at hendes Bryst og Skød strejfede mig. Hun smilte med sit gyldne Smil, som vidste hun-, hvad vor Husbond vilde mig, og lukkede Døren bag sig.

Men den Gamle rejste sig i sin Dobbeltseng og strakte lurende Hovedet i den sorte Hætte frem på den senede Hals.

"Kig gennem Nøglehullet, om hun er der!" mækrede han.

Men jeg behøvede ikke at spejde gennem Dørens Sprække eller Nøglehul, jeg fornam noksom kun Ørkenens Kulde derude.

"Kom så tæt hen til mig," smiskede Schwarzflügel, og jeg skød den lille Træbrix, han pegede på, hen til Sengen.

"Stille! Stille!" hvæsede han, med bægge de åresvulne Hænder som en Tragt op om det lille, dødshvide Ansigt. "Hun kan høre gennem Døre og Vægge, hun kan liste på Kattefjed og fritte af Luften. Men hør nu: hvorfor tror han egentlig, jeg har fået ham herover, sådan én som ham?"

Jeg sad med Ansigtet helt henne ved hans og så i det svage Lys fra Tællepråsen mig selv inde i det store, blanke Øje under Hændernes og Hættens Skygge. Det andets Klap stirrede på mig, dødt og truende.

Hvert Hår i de grå Bryn, hver Rynke i det snehvide Ansigt så jeg, mens hans Ånde stod om mig, sød af Lakrisrod og Ælde. Stanken af Tjærejutten om hans gigtkrøgede Lemmer og Enebærosen fra Ovnen fik alt til at svømme for mig, omkring Dødningehovedet i Lighætten dér.

"Nå, hvorfor tror han, at jeg har hentet ham herover? hva'?"

"For - at læse med Børnene, Deres Velærværdighed," | stammede jeg, mens jeg svimlende holdt mig ved Sengehesten.

"Og du tror, jeg er for gammel til det?" hviskede han, stadig inde i sine Hænders Tunnel.

"Ja - jeg - jeg tænkte at -"

"Hæ, hæ - hva' er jeg for gammel til, hi, hi?" han slog pludselig sin Gribbehånd om min Arm, så de lange, blå Negle bed mig i Kødet, "til hvad er jeg for gammel? Til hende, Livstykket derude, hi - Abisag fra Sunnem, hva'? Se første Kongernes Bog, første Kapitel! hæ, hæ - den unge Hyrdepige i Israel! Har jeg mon ikke samme Ret som den gamle David? Har jeg ikke frosset som han? frosset gennem to Menneskealdre her på denne Ø, hvor de aldrig vilde slippe mig fra, da de først havde fået lokket mig herover; fryser jeg ikke nu som han - i Ligets Kulde - hu, hu. ha - Véd han, hvad det er at fryse? unge Mand? Nej, nej, jeg mærker jo hans velsignede Varme her i min Hånd, han ånder den jo over mig som hun - Nej, ikke som hun, ingen som hun! hun er jo selve Ilden i Jordens Årer! Men hør han nu her: hun skal ene skænke mig sin Varme, jeg som trænger, jeg som fryser mer end alle andre her på Øen, jeg kan ikke undvære én Gnist af den, jeg må ene bade mig i den! Og hør derfor: hun skal blive min, ene min, ikke én af de andre her på Øen skal låne af hendes Lue. Jeg vil hegne den inde her, ene til mig. Jeg har Penge, mange Penge, Poser, Kister fulde. Jeg har jo frosset her i mer end tredsindstyve Ar. Jeg har tryglet om, at komme herfra, over til Menneskene igen, til Varmen. Jeg har tilbudt at gå som en ung Præsts Medhjælper i det mindste Sogn, om de vilde slippe mig herfra; men de vilde ikke! De vidste godt, de fik aldrig en anden herover. Men Penge sendte de mig, flere og flere, jo oftere jeg bad om at slippe herfra; de murede mig inde i Penge! Og hvad skulde jeg med dem? Kunde jeg her købe Glæden for dem, Solen, Varmen, Menneskene - Ungdommen, de havde taget! Intet, intet! Jeg gemte dem, og nu vil jeg købe det alt, nu jeg fryser mer end nogensinde, nu vil jeg købe det alt i hende, ti hun er det alt, alt det de bedrog mig for! Nu skal de andre | undvære, nu vil ene jeg have hende! Varmen på Øen! Men jeg tror det: at hun bedrager mig - ja før, det véd jeg jo! men også nu, da jeg har lovet hende alt mit Guld, jat gøre hende til min Hustru, om hun, blot de to-tre År jeg har igen, vil holde ene mig i Live med sin Ild, mig alene, for jeg behøver hver Gnist, så mange Års Kulde er der i mig, og nu er jeg otteogfirs! Og derfor skal du nu prøve at lokke for hende, at lokke for hendes Ild, du, som selv brænder, så jeg mærker det i min Hånd! Og skænker hun dig det mindste af det, der er mit, så - så -" Hånden knugede som ind om mit blotte Ben, "skal hun få Lov at brænde op her på Øen, skal hun ikke nyde én Skilling af de Penge, hvormed de købte Livet fra mig, hvorfor de forbandede mig herover. Og tro mig, hun forstår, hvad der kan købes for Penge! Ha, hun gad flamme tværs gennem Europa! Ja ja, lad hende det når Kong David er død, men - hører du: svigter hun mig for kun én Gnist, skal hun aldrig nå derud, men fortære dem alle her og sig selv tilsidst - hun skal omkomme her af Hede, som jeg er omkommet af Kulde!"

Ja, jeg rystede af den Kulde, der strømmede ud om mig fra dette pibende og hvæsende Oldingelegeme - og for den Hede, der gød sig mod mig fra Døren derhenne. Jeg behøvede heller ikke nu at kigge gennem Nøglehul eller Revne - jeg vidste, at Malene stod presset mod Døren og lurede.

"Nu véd du, hvorfor jeg har kaldt dig. De unge Karle på Øen tør hun ikke mere indlade sig med. Men dig, som er fremmed og dér udefra, hvor hun bare tænker på at komme hen - kan hun modstå dig? Det er det, jeg vil vide! Nå, gå så!" Præsten stødte hæftigt til mig, "prøv! Lønnen? blir hun din, er det vel Løn nok! holder hun sit Ord til mig, skal du, den Dag hun er min Hustru, og jeg er vis, få god Erstatning. Gå så! Og pas Ungerne foreløbig."

Jeg flygtede mod Døren fra hans Lejes isnende Kulde - men veg tilbage for Heden, som dér strålede mig i Møde som fra et dulgt Bål.

Men da jeg rev Døren op og sprang ud, som ind i selve Bålet, så jeg hende forsvinde henne i Mørket.

Hun standsede brat og så på mig med de lysende Øjne, til jeg havde fået Døren lukket bag mig. Så vinkede hun ad mig, og jeg gik hjælpeløs efter.

"Ser De, Student," sagde hun med sin lave, glidende Stemme, med Hænderne under Forklædet og de gyldne Øjne i mine, "jeg vidste nok, hvorfor han hentede Dem I De unge Karle her, tør han ikke lide på. De holder med mig. Men han tænker, at De som Fremmed vil være ham tro og røbe mig. Han mener, at han skal leve to eller tre År - ha, ha, han gør det ikke ét! og så, Student, så! - men indtil da er vi kloge!" hun strøg hastigt Hånden over mit Ansigt og klemte den pludselig til om min Næse og Mund.

Jeg udstødte et halvkvalt Skrig og vaklede tilbage mod Muren. Al min Barndoms Gru fra Huset i Pistolstræde, fra Kammeraternes Hvisken og Sladren og indbyrdes Bedrifter, fra Folkenes Snak ombord i "Konkylien", al den Skræk, der var end større i mig end den for Menneskene: Skrækken for Livets Inderste, Ilden i Jordens Hjærte, overvældede mig.

Jeg så i et Glimt Dorete Honorius for mig - hvad den, hin eneste Gang fornumne Ild havde voldt: fortæret mig Livets Lykke! Jeg råbte til hende om Hjælp, og gled halvkvalt, afmægtig og svimlende ned på Gulvet. .

Malene bøjede sig forbavset over mig, og da jeg anråbende, med løftet Hånd, stirrede op i hendes Ansigt, så jeg med Et Ilden synke bort fra hendes Øjne, og en stille Strålen strømme ned mod mig, et Smil, som - ja som Carsten Honorius', ja som Doretes, da de så på mig - -

"Men Barn dog, Barn -" mumlede hun og strøg over mit Ansigt, men så vegt, så let, "arme, lille Barn, hvad vilde du dog her?"

Og da jeg brast i Hulken ind mod Muren, mærkede jeg, hun knælede ned, og strax efter hendes Kys på min Pande - det eneste Kys af en Kvinde, jeg har fået, og det eneste, jeg kunde få, min Doretes Kys, hint Forjættelsens Kys i Paradis.

"Stakkels Lille, hvad vilde du dog her?" hvisked hun undrende. "Og du er jo sulten, du har jo ikke fået | Mad siden i Morges! Kom nu og få dig Mælk og Brød, stakkels Lille."

Og da jeg sad inde i det store, skumle Rum, ved det lange Bord, mellem de gamle Kirkebøger, og gumlede mit Brød og svalgte min Mælk med mine Tårer, følte jeg hendes Nærhed, som hun stod dér, med den ene Hånd på Bordet og den anden på sin Hofte, så betryggende nær som en Ovnild, og vidste, at nu var hint Bål evigt slukket for mig.

Og jeg stod op og hviskede min Tak for Mad og sendte hende al min Taknemlighed i et Blik. -

- Næste Eftermiddag gik jeg ad Vejen mellem Bakkerne, forbi Kæret og Søen, ud mod Havet - at gå hjem om Sønderbjærg, som jeg sagde til mig selv. Ud at komme den høje Frue og den lille Pige nær, som jeg vidste inderst inde. Nær Hjærter, jeg anede var mit ligt.

Jeg havde jo i Forgårs Aftes set dem forsvinde ad denne Vej og vidste, at Toldergården lå ved Havet.

Til Lægen, Doktor Ørebro, turde jeg ikke komme. Han gik jo som en Blind iblandt de andre, inde i sine Bøgers Verden - hvor kunde han da se mig? Men

disses Øjne havde søgt mine . . .

Om Formiddagen havde jeg, oppe i mit Kammers Kulde og Tørveos, indsvøbt i min Frakke, sat mig ind i de Bøger, jeg i Morgen skulde bruge ovre i Skolen - Bøger, som stammede fra Begyndelsen af dette eller Slutningen af forrige Århundrede, og som var smudsige og sønderrevne af mange Hænder.

Skulde jeg virkelig lære Børnene efter dem? Ikke ét Ord fandtes om Revolutionen, ikke ét om Napoleon!

Å nej, Verden derude, var den ikke Øen så fjærn som en anden Klode? Hvad kom dens Historie den ved? Havde den ikke sin egen?

Disse Spor af Hænder, der havde tilsmudset eller ud revet hele Sider, skrev de ikke den Krønnike?

Dagen var skytung og havgrå som de andre, og så jeg op fra de gamle Bøger og ud i Ørkenen og fornam Dødsstilheden om mig, begreb jeg knap, hvorfor jeg i det Hele skulde være Lærer her. Hvad skulde jeg | belære om? Denne Stilhed fra Evighed til Evighed, var den ikke al Menneskeheds sluttelige Visdom?

Middagen havde jeg spist alene, da Pastor Schwarzflügel stadig lå syg, og der var Messefald i Kirken, hvad der nok var hveranden Søndag. Malene havde båret Maden ind til mig, stået med Hånden på Hoften og set smilende på mig, snakket lidt om Børnene, om Øen og atter båret Fadene ud. Men hendes Nærhed brændte mig ikke mere.

Jeg følte, at jeg var fri. Jeg følte, at jeg var et Barn, en Skygge, ja vel en Stakkel i hendes Øjne! Og jeg var taknemlig for at være det, jeg var.

Men nu søgte jeg herud, om jeg kunde finde dem, der just havde en Stakkel behov.

Da jeg dukkede ud oppe mellem Marehalms-Bakkerne, lå Havet efterårsgråt for mig.

Den Gang var der jo ingen, der blot så meget som tænkte på Havnen, og kun en Stump sort Pælehøfd rakte sig ud i det endeløse Grå. Uophørligt og uoverskueligt drev Himmel og Hav mig i Møde.

Jeg standsede, og i den sagte Hvislen af Marehalm og fygende Sand fornam jeg, hvor jeg var.

Der var ikke en Busk, ikke et Træ skabt, hvor nu Bjærgfyrrene dukker sig i forblæste Krat. Stranden lå tom dernede. Et Par Tønder og et Skur ved Bryggen, ellers kun Skummets Krans, så langt Øjet rakte. Og de sorte Brinker, der tog imod og tog imod.

Hinsides dette Hav skinnede Sol, og larmede Byer, blånede Bjærge og grønnedes Palmer, dryppede hvert Øjeblik som en Dråbe Guld - mens det her smuttede bort som et Sandskorn. Hinsides dette Hav arbejdedes og jubledes, favnedes og fødtes - her løb man, som Skikkelsen, jeg nu øjnede fjærnt nede på den øde Strand, foroverbøjet, i stift trippende Småløb, som Tolderen Vendelin, Øen rundt, dens tredjedel Kvadratmil, inden Havets Ring, og nåede, badet i Sved og åndeløs, tilbage til samme Sted, til sin Grav, hvor man snublede og styrtede, mens Sandet føg én til ...

Der rørte pludselig en Hånd ved min Skulder, og jeg vendte mig brat, som var det alt Døden.

Svandt ikke tusinde År i dette grå og blæsende Nu?

Bag mig stod Jacobus Uz. Hans dunkle, brune Øjne stirrede op på mig, det lange, brune Hår fløj under den lille Hat, og han holdt den anden Hånd med Paraplyen på Ryggen.

"De synes, det Hav er for stort?" sagde han og nikkede ud imod det.

Jeg svarede ikke, og han lod en gurglende Lyd høre i Halsen, idet han ligesom støttede sit Hoved på Puklen.

"Bliv her nu først otteogfyrretyve År," sagde han.

"Jeg bliver her altid," hviskede jeg.

Han så på mig, idet han tog fastere om Paraplyen bag sin Ryg.

"Hvorfor det?" spurgte han.

"Fordi - jeg har ingen andre Steder at være!" brast det ud af mig, og jeg kom til at ryste som af Gråets Blæst.

Da følte jeg hans Hånd på min, og da jeg så ned, stod hans øjne i mine.

Og med Et så jeg det: hvor han var skøn, hvor det Ansigt dér på den vanskabte Dværgeskikkelse var ophøjet og rent, med den smalle Pande, de lange, buede Bryn, hvor skær den skægløse Hud, hvor blødt og glansfuldt det flagrende Hår, og hvor Blikket skinnede af Dybde og Styrke.

Og det gik igennem mig: at han bar i Sandhed sin egen Ligsten på den forvoxede Ryg; at han sad i Sandhed dobbelt Fange: i dette Legeme og på denne Ø.

"Jeg, unge Mand," sagde han, "er Jacobus Uz, og jeg er, trods Prinsen, den rigeste Mand på denne Ø. Jeg kunde købe dens Størrelse trende Gange på Fastlandet derovre, men se på mig: Jeg er mine Fædres Barn, og jeg kan ingen andre Steder være end her. Lad os to da holde sammen!"

Hans magre Hånd knugede min så hårdt, at jeg kunde have skreget, om ikke mit Hjærtes Hamren havde døvet hver Smærte. Et Menneske talte således til mig her på denne Kyst - ja, Jacobus Uz, Øens Ånd!

"Jeg véd jo, hvem De er, og hvorfor De er kommet," nikkede han, "og jeg kender Pastor Schwarzflügel, og hvad Hjem, De dér vil få. Har jeg end aldrig været | fattig, har jeg været ung og stedse været ensom. Frygter De ikke for mig, så følg med mig til mit Hus."

Frygte ham? Jeg huskede flygtigt Målenes Gysen for ham, hendes Ord om ham, om Fyrmesterens Kone. Men - hvor var det sandt? Med disse Øjne, med denne Stemme!

Skælvende fulgte jeg ham hen ad den tilgroede Sti, mellem Marehalmsbuskene, mod hans Hus, hvis tunge, sorte Gavl nu ludede frem over Klitterne med et eneste, dunkelt Vindue. Det høje Tag var som sunket ned over Facadens lange Række mørke Ruder og Indgangsdørens Smedejærnsgelænder. Sandstensstøtter var plantede langs Huset med rustne Jærnkæder hængende imellem, som Lænker.

Idet jeg passerede det første Vindue nærmest Gavlen, så jeg et Ansigt derinde, et svært og bredt Ansigt, hvilende i sin egen Dobbelthage, med kniplings-bræmmet Fløjlshue på det blanke, brune Hår. Ubevægeligt stirrede det, myndigt og tungt, med de brune Øjenkugler under Brynenes Sodpletter ud over Havet. En svær Arm i Fløjlsærme hvilte på Karmens broderede Pude mellem Sneglehuse, Stene og Urtepotter, den anden Hånd skimtedes derinde, støttet mod en Stok.

"Hils!" knurrede Jacobus Uz, "det er min Faster."

Jeg rev Huen af, men Øjnene rørte sig ikke, stod ubevægelige ude over Havet.

Uz standsede foran Trappen og trak en tung Nøgle op nede fra sine Skøder; så sagde han:

"Kom, De må hellere se den Anden med det samme!"

Vi gik videre langs Vinduerne, der ligesom hinsides Døren ene fyldtes af Tagskæggets Skygge, og nåede det sidste.

"Her skal De ikke hilse," sagde Jacobus Uz, "hun ser os ikke. Det er min Moster."

Og jeg så bag Ruden et andet Kvindeansigt, dødshvidt, hult og langt, med en Tot sort Hår højest oppe; med glasagtige Øjne og tilklemt Mund mellem Hudfolder stirrede hun som hin første Kvinde, forstenet, uden at ane os, mod Himlens og Havets Grå.

"Nu har De set mine Husfæller," sagde Uz. "Vil De | nu se, hvorledes Mennesker, der endnu lever, tilbringer en Dag som denne på Øen?"

Jeg nikkede sky. Han åbnede Lågen ved Gavlen, og jeg gik bagefter ham ned ad den stejle Sti mod Havet.

Dér, bag et Klithjørne, dukkede Tolderens Hus op. Som en Tangdynge skød det sig ud fra Skrænten, med sit puklede Mostag hængende i en Pude ud over de lergrå Vægges ældehvide Bindingsværk, med Rudernes irrede Glasskår og Trappens sammenskredne Stenhob.

"Hvor gammelt er det - Hus?" spurgte jeg, mens jeg holdt mig i Senegræsset ned ad Stien.

Jacobus Uz rystede på Hovedet: "Ingen véd det. Så længe min Slægt har været her på øen, har det stået dér, og det er firehundrede År. Men se det nu forfra."

Vi stod nu på Bredden, med Huset lige foran os.

Som et vildt, tilgroet, ældegråt Dyr ludede det dér under Bankens Marehalm, stirrende med brustne Øjne under Tagets Manker af Tang, forrusket, forbidt, segnet i vild Kamp, lammet og døende, foran sin evige Fjende, Havet, der vældede og vældede mod det sit hvide Skum.

På Taget krympede der sig en Røn med sorte Klaser, og et Par Bænke klemte sig som Vragstumper ned i Tangdyngen. Ruderne stod sorte af Smuds og Mørke i Tangtagets Udhugninger.

"Dér lever da ingen Mennesker," hviskede jeg.

"Igennem fire Århundreder eller mere har der levet Mennesker derinde, levet og døet. Nu huses Toldforvalter Vendelins Hustru og syv Børn derinde. Kom og se!"

Han trak mig ved Ærmet hen mod Huset, til en af de skorpede Ruder.

Jeg stirrede gennem det af Solbrand og Saltstænk forvitrede Glar ind i et, så vidt jeg i Dunkelheden kunde skimte, umådeligt stort, men lavt Rum - som i en Grav under de vældige Langbjælker.

Inde i dette næsten fuldstændigt tomme Værelse færdedes lydløst otte besynderlige Skikkelser.

I Midten sad den høje Frue, jeg søgte, rank, i sin grønne Kjole, med Ryggen støttet mod Stolens Læn og en Dynge Skrammel stablet sammen om sine Fødder.

Hendes Hænder var bundne med lange Bånd, og hun vendte det hvide Ansigt i det lokkede, sorte Hår op mod Loftet.

Stundum løftede hun de bundne Hænder som i Anråbelse eller Triumf, mens hun kastede Nakken langt bagover og hendes Blik lyste.

Omkring hende dansede Agnete og en mindre Pige, let og mørk som hun, og svang et ildrødt Sjal, kastede det højt op over Moderen, slyngede det helt ind om hende, bølgede det hen over Gulvet eller op over hendes Hoved og hvirvlede det atter ind mod hende.

Hver Gang løftede hun de bundne Arme og stirrede mod Himlen som i Fryd eller i Smærte.

De andre fem Børn, tre Drenge og to Piger, af hvilke den mindste neppe var mere end tre År, var samlet omkring Gruppen. Den ældste Dreng sad krøbet op på Ryggen af en laset Stol og holdt, med ubevægeligt Ansigt under en af bulet Messing tildannet Krone, en Træsplint, tilklistret med Guld og omvundet med røde Snore, stift i Vejret.

Af de næste, en Dreng og en Pige, arbejdede hun med to Småstokke ivrigt i Luften, som slog hun dér en Tromme, mens han, med bægge Hænder for Munden, lod som han blæste Trompet

Den yngste Dreng syntes, klædt ud som Præst med Agnetes sorte Skørt om Halsen og en tung Bog i Hånden, med sin Salmesang, som de andre to med Tromme og Horn, at skulle overdøve Ofrets Smærtensskrig og Sejrshymner i det røde Sjals flagrende og hvirvlende Luer.

Den mindste Pige endelig lå i en lille, sammenrullet Bylt, med det sorte Hår flydende ned om sig, på Skramlets Brændehob, som i vild Gråd.

Bag dem alle stirrede den modsatte Vægs Isrude med Marehalmens blå Duske bag.

"De leger Jeanne d'Arc i denne Uge. De er nu nået til Rouen," hviskede Jacobus Uz bagved mig og trak mig tilbage.

Jeg stirrede fortumlet på ham. Han nikkede: "Jeg kender Programmet og véd altid, hvad jeg kan gå ned | og se, så snart Vendelin er løbet ud på sin Runde om Øen."

"Hvad løber han efter - og hvad leger de for?" udbrød jeg, og hørte det selv som et Skrig over mine Læber.

"De sagde, De måtte blive her altid - men jeg skulde næsten tro, De allerede nu kan svare Dem selv - efter Deres Blik, da jeg traf Dem deroppe," nikkede Jacobus Uz.

"Men - Børnene, som de stirrede - de så jo virkelig deres Moder brænde, og hun - hendes Øjne skinnede, som var hun midt i Ilden . ."

"Tror De ellers, de legede sådan, Dag ud, Dag ind, År ud, År ind? Om ikke Legen var Alvor, dødeligt Alvor?"

Vi steg langsomt op mod Lågen igen.

"Der var koldt dernede, der var ingen Varme," nikkede Jacobus Uz, "derfor tændte de Bålet, derfor opofrede Fru Vendelin sig selv på det. Der er aldrig Varme, og der er aldrig Lys i dette Hus. Der er knap Føde, og der er knap Klæder. Derfor giver hun dem sit eget Hjærte at spise, derfor svøber hun dem i sin egen Hjærnes Glød."

Han åbnede Døren mellem Jærngelænderne. Jeg skottede til højre og venstre, og jeg så derhenne de to ubevægelige Ansigter, det fede og det magre, stirrende urokkeligt over Havet.

"De ser på de to," smilte Jacobus Uz, "gør det kun, de ser ikke Dem, sålidt som Leonore Vendelin og hendes Børn så Dem."

Han lukkede den svære Egedør bag os, og vi stod i den mørke Forstue. Kun gennem en gitret Rude grånede Aftenlyset som en Ånde hen i Mørket.

Dog så jeg med Undren en Række Knager af Dyrehorn eller Stødtænder, der var anbragte så højt på den panelede Mur, at jeg knap på Tæerne kunde nå derop, og Jacobus Uz's lange Arme og Hænder kun vilde række dem halvvejs. Ligeså forbavsende var Kakkelovnen ovre på Bagvæggen, et Fjæld af Højde og Gråhed.

Men nu, da Jacobus Uz slog Døren op til Stuerne, | og jeg så ind gennem deres dunkle Række, ene gennemvandret af det flakkende Ildskær, forstod jeg, at denne Dværg gik som Navnets sidste mellem Kæmpefædrenes gigantiske Møbler. Træstole rejste deres Rygge rundt om Bordplader som til Kong Arturs Riddere, Skindsofaer bredte sig som Himmelsenge, Chatoller tårnede sig op under Loftsbjælkerne og bugnede ud over Bjørneskindstæpper, og som Marmorklipper steg Porcelænsovnene frem af Mørket, slyngende deres Skær som Ildbække ud gennem denne skumle og pelsede Rovdyrhule.

Falmede Rammer spøgede ud fra Væggene, og jeg så, jeg havde anet ret: skægovergroede Ansigter stirrede på mig, Kæmper af Mænd og store Kvinder sprang frem og svandt, mens Ildskæret dansede om den nuværende Ejers Dværgeskikkelse, der med det hvide Ansigt hældet og de lange Hænder korset betragtede den luende, røde Dans gennem de natlige Rum.

"Tag Plads, Hr. Student, tag Plads!" sagde han og ragede med sin Arm efter en Stol, på hvis Sæde han kunde have lagt sin Pande. "Her er min Plads."

Og med Abe-Behændighed entrede han op i den vældigste af alle Stolene, en sand Trone, der stod skrås for Stolen, han anviste mig. Han korsede øjeblikkelig Benene under sig og Armene over sit Bryst og lænede Hovedet mod en af de lange Fingre.

Som han sad dér, og hele hans Legeme forsvandt i Mørket, og kun det store Ansigt og de stærke Øjne blev tilbage, kunde jeg tro, han var sine Fædres Barn i sand og lykkelig Betydning, og at jeg talte med en af denne Øs Matadorer, af Kæmpeslægten, Søfarer- og Handelsslægten Uz.

Hans Øjne gled lurende hen på mig.

"Se så, unge Mand, nu har jeg fået Dem herind! Ikke mange af Øens Folk turde gøre Dem det efter! Hvad? Jeg synes, De ryster i Stolen? Se, se! De kender mig? De har hørt om mig - strax De satte Foden i Land, ja måske allerede før, om Bord på "Konkylien"? Jo, jo, nægt det ikke! Jeg véd det, og jeg véd også, hvad De har hørt! Jeg kunde fortælle Dem det igen, på Prikke! Og dér sidder De nu alligevel, i | Jacobus Uz's Hus, i Dyrets Hule? . . Ja, ja," han kastede sig pludselig frem i Ildskæret, som vilde han springe på mig, hans Øjne tindrede under den stejle, hvide Pande, .,ja, ja, jeg kender Øens Folk! De tager mine Gaver af mine Hænder, jeg føder dem og klæder dem og varmer dem, som Fru Leonore dernede sine Børn, ikke med Fantasier og Lege, men med Penge! Jeg bygger deres Huse og deres Både og betaler deres Skatter og Afgifter til Prinsen. De mættes ved min Dør, hvorfra de joges af mine Forfædres Spark; hver Vunde, de slog dem, er lægt ved min Hånd. Og dog gruer de for mig, som de ingensinde har gruet for dem. De har set mig fra Barn, uden Skjul på denne Ø, set mig som nøgen på Sønderbjærgets Top. De har peget mig ud for hverandre og nu for Dem: se Jacobus Uz! Ja, de har peget, men nu peger jeg!"

Og han rakte de udspilte Fingre mod mig fra Mørket.

"Véd De, at jeg var inde i Byen for at finde Dem og lokke Dem med mig her hjem? Véd De, at De er den eneste Fremmede, der er kommet her til Øen i tyve År? Og strax De trådte i Land, blev Deres Hjærte fyldt med Skræk for mig, den Nøgne på Sønderbjærg! De, der er den Verden derude, jeg har længtes efter som en Afsindig, og som nu omsider kom! Men!" han svang de lange Arme op i Mørket, som til et vildt For svar, "I skal ikke tage det fra mig, det eneste Øre, der kan lytte og forstå, som ikke er lukket af Løgnen om mig, den Løgn, hvoraf jeg dør! . . . De tror ikke, jeg kender Dem? Jo, jo, jeg gør. Spørg min Slave dernede. Mons Abild Flade, Købmanden, der styrer min Forretning, den Rest der er, og som De sejlede med herover. Han har fortalt mig alt om Dem, under svært Grin. Og jeg forstod strax, hvem De var, og hvorfor De var kommet, og at De altid måtte blive her. Og at De var den, jeg vidste, én Gang måtte sendes mig! Unge Mand," han rakte den dirrende Hånd ud imod mig, hans Stemme skrattede ru, "husker De Midas-Svenden, der hviskede sin Hemmelighed ned i Jorden, da han ikke kunde bære den ene mer? og fik Svar af Sivene. Mig har end ikke Ørkenens Marehalm svaret! En Gang, når De har levet her så mange År som jeg, vil De | forstå, at det ikke er en Gal, der har lokket Dem herind i Huset i Aften og taler med Dem som nu. Nej, lyt og De vil høre, at det er selve Øens Menneske, der taler op af dens Grav! Og dog vil ingen af dem kendes ved mig? Vil De? Men husk: jeg er den Nøgne, hvem intet Skjul undes! Skjulte de andre mig for Dem? Jeg ser det: de viste Dem alt! Så De mig da? Nej, nej, eneste Fremmede gennem tyve År, eneste Fælle, født uden Skjul, værgeløs og voldgiven som jeg! skal jeg ikke miste Dem og mig selv i Løgnen, så vær barmhjærtig: De, som lyttede til de andre, lyt nu til mig! Og sig: Hvad er Sandheden om mig!"

Han sank sammen i Stolens Mørke.

Jeg så okun hans lange Hænder og hørte kun hans pibende Åndedræt.

Og jeg skælvede, ene med ham i Huset på Øens Hæld, skælvede mer end overfor Rasmus Schwarzflügels Dødningeansigt.

"Menneskets Røst" skulde jeg høre, "Øens Menneskes" - ak, jeg anede, hvor den lød! skulde den en Gang blive min?

Hans hvide Ansigt dukkede op af Mørket.

"De har set Hulen, så se da Dyrene, mig og min Slægt!" han rutsjede ned af Stolen og rev den rustne Ovnlåge op, "se Hvalen og Bjørnen og Ulven og Lossen og Hyænen tilsidst, Hyænen, min Fader!"

Han pegede mod et Ansigt deroppe i Ildviften, et langt, gråblegt Ansigt med Øreduske og en Krave af gråt Skæg, et Par Øjne bidende som Igler under skæve Brynbuske, en lang, rynket, smilende Mund.

Han skubbede Lågen til og var i et Sæt oppe i Tronstolen.

"Se på dem, se deres Møbler, tæl deres Penge, og forstå det: jeg fødtes af Hvalens Vold og Hyænens Grumhed - Barn af en Slægt af Vikinger, Kapere, Redere og Handelsfyrster, med Blodtørsten, Havfarterne og Stormene, Geniets og Dyrets Vælde spærret inde i Barnets forkrøblede Krop, knuget til Jorden af al Slægtens Syndebyrde på min Ryg.

Min Broder, Caspar, var lys, hvor jeg var mørk, rank hvor jeg var byltet, god hvor jeg var ond. Han var | Hjorten, og jeg var Tussen i Uz'ernes Dyrerige. Men vi led 'ens, under vor Faders Klo, under hans Øjnes og hans Tænders Giftsmil - han, der havde Griskhed for Rovlyst, Had for Hævn, Pinsel for Drab.

Vi Børn sneg os gennem Huset, vejrende ham i Rædsel fra Stue til Stue, hans Lugt af Aloe og Tjære - Caspar foran, lys og slank, og jeg krybende efter, sort og puklet, haget frem ved mine Kæmpearme. Og fra Værelset længst inde, hvor min Moster nu sidder og stirrer til Havs, genlød vor Moders vilde Sange, Nat og Dag - til hun pludselig brød ud, sprængte Døren og jog gennem Værelserne med flyvende Hår og flagrende Natlin, forfulgt, forfulgt af alle Slægtens Rovdyr, af Hvalen og Bjørnen og Ulven, mens vi fløj rystende i Krogene, under de vældige Møbler, og Fader, det sidste og værste Dyr, styrtede sig over hende og slæbte hende ind til Fængslet igen.

Der var Gitre for alle Vinduerne den Gang, som endnu ude i Forstuen, for at spærre hende inde fra Havet, som hun jo så fra alle Ruder, og som kom for at gemme hende fra Jorden.

Hvordan Fader var kommet til Moder, erfoer vi aldrig. Han havde vel, efter Slægtens Skik, købt eller ranet hende fra Fastlandet. Godvillig kom ingen Kvinde her. Men var hun først i dette Hus, bag Havet, hvor var da Vej tilbage?

Fader vilde end ikke efter sin Død slippe Magten og Rigdommen; den skulde blive i Slægtens Vold. Og han lod sin Kvinde føde os.

Men jeg var ikke gammel, før jeg forstod, hvorfor min Broder og jeg så ud, som vi gjorde. Han, Hyænen,' Dyrenes sidste, opad sit eget.

Vel var vor Forretning den Gang stor, men - behøvede han tyve Krambodsvende, bestandigt skiftende? Han holdt et sandt Harem af Mænd på Øen.

Igennem den stakkels Prins lærte jeg siden at forstå Selvudryddelsesdriften hos Slægtens Sidste, Naturens Selvkontrol, og at tilgive den alt - uden det: at den bryder sig selv.

Caspar og jeg var bægge Børn af denne Lænd.

Når jeg om Dagen så Caspar stå ved et af de gitrede Vinduer og stirre ud, slank og hvid i den dunkle Nisje, mod det grå Hav, syntes han mig, der lurede inde i en af Krogene, et Gengangersyn, en forlængst død Yngling af Slægten, der, vendt tilbage til sit Jordlivs Fængsel, længselsfuldt stirrede over Havet. Nu Himmel og Hav flød sammen i Mulm, lyste han som en glemt Månestråle . . .

Men om Natten forbyttedes han og blev Trold som jeg. Byltet til en Kugle på Tæppet, med Tungen mellem Tænderne, at ikke deres Klapren skulde vække ham, lyttede jeg til hans Drømme.

Nu røbede han sig: han var mig lig. Nu hvirvledes han på Slægtens gloende Hjul. Han rallede af Vellyst og Pine, spændt som en Bue og med blussende Ansigt. Og faldt sammen som en død og med Skum om Læberne. Søvngængerord hvislede gennem det stille Barnekammer, Skrig fra hans Drengemund, som fra selve Natten i det ældgamle Hus. Ættens Mennesker tumlede gennem hans Drøm i bakkantisk Tog, et Følge af oprejste Dyr.

Til han pludselig rejste sig, lang og hvid, i Sengen og med fastlukkede Øjne begyndte sin Koreia, sin hellige Dans, Sankt Veits' Dans på Syndens gloende Kul, med Himmelflugt og Fald.

Med Ansigtet ukendeligt af Smærte, i Strømme af Sved og med oprakte Hænder vred han sit Legeme mod Loftet, som gennem et Marterhjul, længere og længere opad, voxende ovenud af sig selv, som en Lilje af et Løg. Nu knugede han de spilte Håndflader mod Loftet, de bristende Øjne i det hængende Hoved brændte gennem dets Bjælker; klæbet fast svajede han som en Hængt. Til Grebet brast, og han faldt ned i sig selv som et løst Lin, og kun de fægtende Hænder og Fødder kæmpede i Vejret.

Til han atter, ramt som af en Svøbe, slyngede sig opad i en Hvirvel af nøgent og hvidt, groende baglængs fast i Væggen, som en Ranke, med fastsugede Hænder og Fødder stigende det himmelske Lys så nær, så saligt nær - og nedstyrtet af et Lyn, til et flagrende Liglagen.

Jeg stirrede under Puklens Kugle, som et Dyr på en Engel. Mit Hjærte fløj med ham til Himmels om Forløsning og nedstyrtedes med ham, når han ramtes og faldt.

Men gennem min hudløse Medlidenhed listede det sig dog som en Lise: at var han end et Menneske i Dag - i Natten var han Varulv som jeg!

Og dog slap han ud, af sin Ham som af Faders Vold.

Caspar var Moder lyslevende, og siden den Nat, hun brød ud, gennem Gitrene, gennem Muren, og næste Morgen skyllede op for Faders Fod i sin hvide Natdragt, i Tang og Gopler, gruede Fader for hans Blik og hans Stemme, som for et Spøgelse, og rømte, blot han hørte hans Trin. Ha, ha, Hyænen, Nattedyret, frygtede de Døde.

Caspar fik Lov til at rejse, sejle bort med Faders Skibe. Han drog af Sted i sit blå Sømandstøj, med sin Bylt under Armen, høj og hvid som en Martyr, der stiger i Afgrunden. Han forsvandt over Havet som et Fnug, der blæses fri, og jeg tænkte, jeg så ham aldrig mere.

Men altid kom han igen, bestandig hvidere og tyndere og højere, som selve de Druknedes Ånd, dømt til at hjemsøge den flyede Kyst.

Stundum fik jeg Breve derudefra, fra Eskimo- og Negerstrande. Kun Navne, Datoer og Tal. Om sig selv talte han aldrig - tilsidst heller ikke om andet: Båres kun af Havet, stum og hjemløs som en af dets Bølger. Men endnu brændte hans Øjne. Endnu dansede han derude på det ensomme Skib sin Dans ad Jacobsstigens gloende Trin mod Sydkorset og Polens Stjærne.

Da brød Krigen ud i 48. Og han, som allerede da var en halvgammel Mand, smilede. Nu omsider vinkede Dødens Palmegren. Fader vovede ikke et Ord. Og han gik med og faldt ved Frederits, i Spidsen for alle, med den sønderskudte Fane over sig og gennemhullet af sytten Kugler. Han gemtes under de andres Lig, han glemtes blandt Heltenes Navne. Han havde nået sit Mål: bortlutres af Jorden. -

Men fra den Dag Ældstesønnen var sejlet bort fra | Huset og Øen, kastede Fader sig over mig, den sammenkrympede Kæmpe, i hvem han blottedes og fortsattes.

Ene med ham sad jeg, fasttryllet af hans Blik, som en Tusse for hans Fod. Alle så det, men ingen, hvor Hjærtet hamrede i Tussens Side.

Og han greb mig i sin Klo og slæbte mig til Kontoret dernede bag den mægtige Pult, op på dens Rand, foran vor Slægts Hovedbog.

Og mens Mørket fra Havet, fra de nøgne og sorte Brinker, fra Bjælkeloftet gjorde min Verden end trangere, læste jeg på de lige linierede og fast skrevne Sider vor Slægts Saga, min Oprindelse og Skæbne: Århundreders Bedrag og Vold, Smugleri og falske Vægte; Opkøb af uægte Smykker, der sendtes til uvidende, hedenske Stammer at ombyttes med Kanelbark og Elfenben, af forrådnet Kød. hvori Byer åd sig dødsens, af højtassurerede, synkefærdige Skibe, der udsendtes med uøvet Mandskab om Bord . . .

Og jeg flyede ned fra Stolen, atter til min Faders Fødder og tiggede om at slippe fra dette -: jeg osedes til, som Caspar i sine Drømme, af Stanken i dette Hus, jeg forbyttedes, jeg blev dem, de hedengangne Djævle.

Og jeg anråbte om at fries for Slægten og for Øen, at slippe ud til Fastlandet, til Menneskene bag Havet - jeg vilde se dem, jeg vilde blive dem lig, jeg vilde elske dem, jeg vilde leve, jeg vilde dø for dem!

Og han så ned på mig med sit tandede Smil: "Nå, så du vil til Menneskene? Har du set Fiskernes Børn, hvor de render for dig af Skræk og dog må stå stille og stirre af Undren? Var du ikke min Søn, stenede de dig ihjel! Vær vis på, lille Ven, at Gevæxter som den trives bedst i Mørke, denne Øs Sand er den gunstig," og han pegede på min Pukkel.

Og sydende under den ved Mindet om Fiskerens Drenge satte jeg i et Spring op på Kontorstolen og rugede sammenrullet over vor Bog. Og her hvor jeg sad i Skrænternes og Havets Mørke, i Nordens Nat og Kulde, knugede jeg med Vellyst min Hånd sammen om | Skæbner på den anden Side Jordkloden, tusinde Mile herfra - min, Øens, Nordens Hævner!

Til jeg pludselig vågnede en Dag - og så en Sommerfugl, den første og den eneste her på øen - Véd De det ikke? Her findes ingen! Hvor kunde de trives her, hvor ingen Blomster gror! Hvor kunde de bæres hid over Havets syv Mil! . . Og dog så jeg én, med Et, skinnende hvid, flagrende over Bogens sorte, besudlede Sider.

Med Kløerne boret om Bindet stirrede jeg. Hvad var det for en Skabning? Hvor kendte jeg den fra, som den svævede dér? Fra min Barndoms Undervisning, fra min Moders Fantasier, fra Caspars hellige Danse?

Nej, nej, jeg kendte den fra mig selv - den var jo mig, mig selv, min Sjæl!

Og med skinnende Øjne, med højtoprakte Hænder greb jeg efter den - og styrtede forover, ud over Pultens Rand, ned på Gulvet - og atter opad Væggen, i min Broders vilde Springdans, i hans hellige Raseri, ramt af hans Sot og hans Lykke!

Og jeg fik aldrig at vide, om virkelig den Sommerfugl, hin ene Gang, var båret over Havet til mig, at kalde på mig, at minde mig om den evige Sommer - eller om det var min egen Sjæl, der ikke længere turde hu e i mit forkrøblede Bryst og flyede for mig.

Fem Mand holdt på mig under dens Kamp for at fri mig for mit Legeme, og da jeg vågnede, var jeg Fange igen, men kun min Faders, ikke min egen.

Nej, jeg var skudt ovenud af mig selv, som min Broder og rakte mod Himlen som han.

Jeg bad min Fader om Bøger, bad om at møde Mennesker dér, hvor de var Ånd som jeg, tyste og uden Hån, med åbne Hænder og Hjærter. Jeg bad ej alene om Digtning, Historie og Drøm, jeg bad om Reguladetri og Matematik, om Astronomi, Fysik og Geografi, om at vinde Kloden, at rumme den i mig og min Ø.

Men med Hyæneøjnene gnistrende af Vrede huggede han sin hornede Hånd i Regnskabsbogen og sagde, at her var Kloden! Alt andet var Dunst og Dårskab, og | jeg, den sidste af hans Slægt, den puklede Vanskabte, skulde gøre Nytte til det sidste!

Og vi sad overfor hinanden, som fer, ved Pulten dernede ved Brinkens Fod, ved Bordet heroppe på dens Top. Som klæbrige, små Stene hang hans Øjne ved mig, mens de rynkede Læber gumlede deres bestandige Smil. Jeg var i hans Vold, som i Øens, hjælpeløs.

Ingen Lyd - uden hans haltende Listen, der kresede mig inde som Havet derude. Mine Læber groede til, jeg sad stum og blind som en død.

Men i mit Indre sang det, så højt at jeg gruede for, det skulde høres her i den evige Stumhed, sang det vældige Drapa om Kloden og Himlen, om alt Levendes Vrimmel, Verden, jeg havde skabt af mig selv, af mit elendige Legeme, det eneste jeg ejede.

I sorte Nætter blev det til, når jeg, hvem Bøger, hvem Medmennesker, hvem Jorden var nægtet, skabte mig dem selv. Krøbet sammen over Bordet, dækkende mit Lys med min Pukkel, rasede jeg hen over Papiret, skabte jeg Alt af Intet.

Ruderne gnistrede af Is rundt om mig, som sad jeg midt i Stjærnehimlen; min Ånde stod som Dampen af selve Guds Næsebor ud i det tomme Mørke og belivede det, og de myldrede frem, Skabningens Millioner.

Ene sad jeg, som Gud i Skabelsens Øjeblik.

Ja, se, som en Skumboble af Havet brast den frem, Øen - op over Blåskoven fløj den første Lærke, og det første Menneskepar skred gennem dens Stammer. Og jeg var ham, og hun var skabt af mit Sideben. Vi var Verdens første Kys og første Favntag og første Fødsel og første Død.

Og Slægter og Skæbner vrimlede fra os, fra Livsens og Dødens ø. Vi voxede og skyggede for Stjærnerne, vi drog dem i vor Favn, vi blev dem, Kosmos . . .

Da en Nat jog der en Skygge ind i den vældige Skygge fra min Pukkel, to Hyæneøjne luede ud af dens Mørke, en Knokkelhånd slog sammen om mit Værk . . .

Min Fader havde fundet mig og mit Lys.

Jeg sprang op, væltede Lampen og Bordet og foer gennem Stuerne og ud i Natten, til Havet, til min Moder. Jeg, alt Livets Skaber, foer mod Døden.

Og de efter mig. Jeg hørte deres Råb. Jeg så dem i Måneskinnet, Fader og hans Karle.

Og jeg løb som en Krabbe over Sandet, som en vanskabt Flygtning fra Skabelsens flammende Esse.

Men de hentede mig ind, de slæbte mig til min Moders Stue. Jeg sprællede på Gulvet i Gitrets Skygge. Og alt blev Nat.

Da jeg et halvt År efter vågnede af min Hjærnebetændelse, var mit Manuskript borte, brændt af min Fader. Og jeg tænkte ikke på det, jeg havde glemt det. Af Verden var kun Helvede igen, af dens Skabninger kun jeg.

Men da gav min Fader mig Løn, efter Slægtens Skik: Kvinder.

Se på mig, jeg, Øens Dværg, har været gift to Gange, med to af Landets skønneste Kvinder.

Hør nu:

Min første Hustru var en Herremandsdatter fra Fyen. Hendes Fader lå i vor Klo og sendte sin Datter som Løsesum.

Høj og blond og kølig som en Gudinde trådte hun i Land her på Øen. Og jeg lå for hendes Fod som Tussen og bad om Forløsning.

I Bryllupsnatten rømte hun. Hun sprang i min Båd, inden jeg nåede hende, og flygtede til Havs.

Jeg løb på Stranden og skreg. Det var i det store Høstfiske, og der var ingen Både på Stranden.

Hun drev den hele Nat på Kattegat, og det næste Døgn. Så nåede hun Djursland, ved Framnæs.

Nu er hun Sypige i København, syr sine fine, hvide Fingre af sig. Hun vil ikke vide af mine Penge, sålidt som af sin Slægts.

Så kom min Hustru Nummer 2: Hun var Datter af Købmanden i Grenå. Han havde skrevet falske Vexler i Faders Navn.

Hun var lille og tung, med mørkt Hår og blodfulde Læber.

Hun spærrede sin Dør af for mig, forskansede sig bag Chatoller og Pistoler.

Har De set Fiskerimærket oppe i Brinkerne? Dér | hængte jeg mig en Nat. De skar mig ned. Jeg løb atter på Kysten og så min Hustru rejse.

De siger, hun nu trækker Landet rundt som Landevejsmissionær og præker mod Kødets Lyst. Hun kræver mig bestandig for Penge, fler og fler, til Sjælenes Frelse. Hvad véd hun om den, der forgik herovre?

Og siden? Ja, spørg Øen! Å nej, De behøver jo ikke at spørge! Der er jo alt givet Dem rundelig Besked, jo, jo, jeg véd det! Om den store Kvindejagt over Øen, på gift og ugift, på hvert Skørt, der fandtes, og om den store Flugt for mig, der ejede dem alle i min Lomme, mig, den menneskeædende Trold, for hvem to Hustruer var rømt!

Da kom hun til mig, Madeleine, Fyrmesterens unge Hustru fra Provence - over Ørkenen, flakkende som en Due, fra Øens yderste Spids i Havet.

Kom hun som Øens Sonoffer til dens Herre, eller - som Øens Bod til dens Fange? Eller - hun fra de solhede Zoner, fra de blomstrende Haver, de menneskevrimlende, hvide Stæder - der nu sad ene i Tårnet derude mellem Ørken og Hav, med den tyve År ældre Mand, hvem Ungdommens Ishavssejlads og Manddommens Tårnvagt havde gjort til den tredje Stumme - sansede hun i mig en Lidelse som sin, og måtte lindre os med sit Hjærteblod? Eller - kom hun som Fuglen til Slangen, beruset og svimmel?

Hun kom til min Dør en Nat, han havde Vagt i Tårnet; ene var hun vandret hid gennem Natten og Ørkenen, gennem Øens ganske Ensomhed, og dér stod hun på min Dørtærskel, hvid, med en Søvngængerskes Øjne.

Jeg stirrede på hende. Og uden et Ord gled hun ned for min Fod - om Skånsel eller Bønhørelse? Jeg véd det ikke, den Dag i Dag.

Om jeg vækkede hende? Om jeg faderligt ledte det vildfarne Barn tilbage til dets Herre?

Se på Ansigterne dér, dem jeg var voxet op under, dem hvis Blod rasede i mig, indespærret i dette Legeme, som jeg havde raset i denne Ø - tænk på mine tvende Bryllupsnætter!

Synd? Om hun var kommen til mig, da jeg var tyve | Ar - hun havde frelst os bægge, løst os af Fortryllelsen !

Nu - jeg havde knælet for min første Hustrus Fod, jeg havde tryglet ved min andens Dør, men hende, den Bjærgtagne -

Halvåret efter - hun fortærede mig, hun åd mig! Jeg fandt mer end jeg søgte, min Overmand.

Vi fandt alle vor Overmand, vi her på Øen, hun fortærede os alle, selv Dyret dernede, Købmanden Mons Ab ild Flade. Hun jog som en gloende Ild over øen, hun sved de fremmede Skibe op.

Men Fyrmesteren, han der havde skånet hende så lidet, at han havde ført hende op til dette Sted, og så meget, at han havde ladet hendes Kvindelængsel fare vild, han, der sad yderst på Øen, dér hvor den alt tilhørte Havet; som aldrig kom herind og aldrig talte med et Menneske, anede han noget?

Jeg erfoer en Aften om hendes Besøg på et fremmed Skib i Pakhusbugten, at Kaptejnen havde jaget hende derfra med en Stok. Og jeg begav mig samme Nat på Vej til Tårnet.

Hun var jo forlængst ikke mere min - og dog mer min end nogens! Min Skabning, den forfærdelige, sin Skaber værdig. Jeg gik nu at hente hende hjem, at tilstå Fyrmesteren alt og tage hende hjem som min Hustru, den tredje. Hos hvem hørte hun hjemme uden hos mig?

Jeg løb i Måneskinnet, snart inde i Ørkenen, som var det over selve den døde Klode, snart ude langs Havet som ved det tomme Himmelrum, hvor Lyset strømmede. Jeg løb for at redde mig Ret og Pligt: for at redde mig Livet.

Jeg løb mod Fyrets Stråleglans, og nåede det på mindre end en Time. Og idet jeg segnefærdig af Hast dukkede ud mellem de yderste Klitter, ved Fyrgårdens kistesorte Tag, så jeg hende i sit hvide, flyvende Natlin fare ud af dens Ringmur og over Sandene mod Fyrtårnets Fod, og han, Manden, Fyrmesteren bagefter, langskægget, stor og sort, med den løftede Kniv i Hånden.

Hun foer i ustandselige Skrig mod Fyret, og de | forsvandt derind. Jeg hørte hendes Skrig op gennem Tårnets trehundrede Vindeltrin. som en Lue, der snoede sig vildere og vildere til Vejrs, op i Himlen.

Og jeg hang i den igenslåede Dør. Da slog Flammen ovenud deroppe. Skriget spillede på Tårnets Tinde, et Nu. Jeg så hendes flagrende Lin, Fyrmesteren, sort og løbende med oprakte Arme, og om dem og over dem Fyrets vældige Strålekrone, glidende gennem Månehimlens tyste Uendelighed, som Tågestriber af svævende Engle.

Jeg så, han nu var uden Kniv, at hans udrakte Arme nu ene begærede at gribe hende, at frelse hende. Men at hun i sin afsindige Skræk styrtede sig ud over Gelændret og ned - et sejlende, hvidt Fnug - og han hang sort og med anråbende Arme deroppe . . .

Jeg krøb over Sandene til hendes knuste Legeme og sank sammen over hende dér i Stenene og Marehalmskrattet, og jeg kyssede Kvindens Ansigt til Afsked og døde med hende.

Ja," Jacobus Uz bredte de rystende Hænder ud og løftede dem op om det legemsløse Ansigt som to hvide, skinnende Vinger, "mit Blod randt ud i hendes, jeg døde som hun i det lutrende Bad. Gud være lovet: Jacobus Uz døde. Nu lever han først - -"

Hans Pande sank ned på Hånden, hans skæve Skulder krøb frem, hans hele puklede Legeme -

"Min Fader, spørger De om ham? Ja, da spørger De om det sidste. Så hør da: Budskabet om min Broders Død kom til os Måneder efter. Hvem havde vel i de Tider Tanke for os? Vi hørte jo knap med til Landet. Men det indtraf just på hans Fødselsdag, som Fader fejrede med stor Pomp, med alle sine Karle og Trælle.

Jeg så Faders Ansigt åbne sig som et sort Gab. Og jeg forstod det: nu havde han to Fjender blandt de Døde.

Og han rømmede ind i sin Stue fra Gildebordet og skød Jærnstangen for.

Fra den Tid genlød det øde Hus som i min Moders Tid af Skrig og Sange. Jeg sad og lyttede og nikkede i Takt.

Det var Huset, der sang, Huset selv, der røbede sig, | som min Broder i Drømme, der sang sig ud for hvert lyttende Øre, ja ud over Havet, til dem derovre, vore Bødler og Ofre, at de kunde erfare om Livet herude.

Som en brøstfældig Olding, der ikke længere råder sin Tunge, sang det sin Hemmelighed ud. Når Sangen var til Ende, vilde det styrte sig til Havets Bund.

Men nej - en Dag som jeg sad og nikkede i Takt i min Stol til de kendte Toner, tav Sangen, brat, så mit Hoved fløj frem, som halshugget - og jeg lyttede. Men ingen Lyd mer. Og dog stod Huset her endnu, og jeg sad ene i det.

Da jeg sprængte Døren ind til ham, fandt jeg ham liggende udstrakt på Gulvet, næsegrus, som ramt fraoven.

Kun for et Minut siden sang han, og dog var han allerede kold, som havde han aldrig haft menneskeligt Blod i sine Årer, eller var Kulden her så stor, Menneskelivet så hjemløst fremmed, at det fortabtes i et Nu - som en Dråbe i Is.

Jeg krøb tavs sammen ved Siden af hans Lig, og ene i Stuen med ham, mit Ophav, grundede jeg over mig selv og min Lod.

Nu var jeg fri. Fri? Jeg så mig om på de grå Vægge, på det gitrede Vindue og Havet derude. Jeg så ned ad mig og huskede mine femogfyrretyve År.

Og pludselig kastede jeg mig over Liget dér og bed mig fast i dets iskolde Hår, dets stivnede Strube og Bryst - og mødte de brustne Øjnes Blinken: "Min Søn -! Hyæner er vi!"

Og jeg foer op i et Skrig, fra ham, fra mig selv, og atter kom Ånden over mig, Dansens hellige Ånd.

Jeg så atter Sommerfuglen for mig, hin eneste, svævende op og ned over Lyset, midt i den øde Stue mod det grå Hav, flagrende let, skinnende hvid.

Og jeg rakte efter den, jeg sprang efter den, krumbøjet, i bratte Ryk, i Sæt, som vilde jeg nu endelig kaste min Byrde af mig, min Pukkel, min Fader! Jeg skruedes op og rundt, efter Sommerfuglen. Jeg groede ovenud af mig selv, det knagede i alle mine Leddemod, jeg sprængte mit Hylster, omsider! Jeg fløj ud, min befriede Sjæl, Sommerfuglen - | Og jeg styrtede bevistløs om over Liget. -

Og siden, unge Mand - jeg var fri! Jeg var, som Sommerfuglen, steget af mine Fædres Legeme. Og denne Ø - den er intet Fængsel, den er jo Verden! Jeg så det først den Gang. Og nu véd jeg det:

Her er jeg født, og her skal jeg dø. Min Faders Klo lænkede mig her som Barn, min Pukkel som ung. Nu binder mig min Genoprejsning, min Anger og Bod.

Og jeg skal sejre tilsidst. De skal se mig én Gang, alle, som nu De, på Sønderbjærg, som den jeg er, rank og uden Pukkel. Af det Land, der drak mine Fædres og mine Ofres Blod og tilsidst mit eget, skal jeg påny trylle Blåskoven frem.

Ja, jeg skal skabe Øen, som jeg drømte, af mit Selv. Og jeg skal frelse den. En Gang, om ikke før, så når jeg er død. Som min Sjæl sejrede over mit Legeme, skal Godhed besejre Ondskab. Og da vil jeg have fuldbragt Uz'ernes Saga og Herrens Vilje med mig, den sidste."

Han var gledet helt ned i Stolen og var atter kun et hvidt, med lykkeligt stirrende Ansigt. Hans Stemme var sunket hen i en sagte, henrykt Hvisken.

"Nu kender De Jacobus Uz, og nu kender De Øen. Kom til mig, når De synes, at Havet er for stort og denne Ø for liden, og jeg skal vise Dem, at De er midt i Verden, på Livsens Ø i Havet - -" . .

Han haltede tungt af Sted ved Siden af mig, ud gennem Døren, som hans lange Arm skød op, ud i Forstuen .

Dér standsede han og åndede hastigt den rå Nattekulde ind. Vi så Himmel og Hav som ét sejlende Mørke mod os, kun Skumtoppene lyste. Og dets Røst fyldte Rummet som den eneste Lyd.

Han nikkede ud imod det og pegede til højre og til venstre.

"Dér sidder de og stirrer endnu, Faster og Moster, over Havet. Mod hvad? Faster efter sin Mand, der forlod hende Halvårsdagen for deres Bryllup og aldrig kom igen, og som hun begræd som død, til hun, syv År efter, erfoer, at han var set i en sydamerikansk Havn. Siden da har hun siddet dér og stirret. Moster | efter sin Søn, et uægte Barn, der som trettenårig Dreng af min Fader sattes om Bord på et af hans synkefærdige Skibe, der aldrig siden spurgtes et Ord om. Efter Havets Døde stirrer de - som om nogen vendte tilbage, der en Gang drog bort!"

Vi blev længe stående på Trappen foran Uz'ernes Hus, mellem Klitterne. Intet Lys brændte nede i Toldergården, sålidt som i Købmandsboden. Ingen Lygte rakte den Gang fra Molen sit søgende Lys ud mod Havet. Ene stod vi i det strømmende Mørke. Vi kunde tro os de sidste Levende Og jeg åndede langt og befriet ud mod Nattens Køling.

Det var, som gættede Jacobus Uz min Tanke gennem Mørket, ti han nikkede:

"Ja, det er Trøsten: En Gang skal Natten ånde ene, og denne Ø være Dødens. Men så længe vi er sammen på den, er jeg Deres, efter denne Nat!"

Han knugede min Hånd hårdt i sin og forsvandt ind ad sin Dør, som var det i den Nat, han talte om.

Og som havde han ladet mig ene i den, famlede jeg mig gennem Klitterne og Kæret til Byen og mit Kammer. Og jeg faldt i Søvn, som var hin endelige Trøst over mig.

Men i den Nat røg der en Storm op af Havet.

Dødtræt som jeg var efter Sejladsen bort fra mit Hi ud i Horizontens og Menneskesindets Vejrlig, sov jeg, som havde jeg lagt alt Liv hinsides.

Men i denne min Søvn hørte jeg dog stedse som et Ekko af dets vældige Stemme, ja vældigere end nogensinde før. Og jeg tænkte midt i Søvnen, at som jeg altid, bedøvet af Dagen, først ret havde levet den i Nattens Drømme, således fik jeg først nu i Døden Øren at sanse, Hjærte at skælve med for Livet. Og jeg smilte, fuld af Tak og af Sejr.

Men senere på Natten var det mig, som jeg endnu levede, men drev fra alle Mennesker og Kyster længere ud på Havet, på et enligt Fjæl, begravet under Vandene og løftet igen mod den uigennemtrængelige Himmel, hvor kun en eneste Stjærne stod.

Til sidst vidste jeg, hvor jeg lå, men syntes, at Bølgerne slog over Øen hejog os allesammen, at Havet tog | os. Men hin eneste Stjærne strålede, høj og kaldende, over os, over Verdens Undergang, Ti al Verden derude var jo sejlet dybt til Bunds bag hin Sejlads, og denne Ø var den sidste levnede Planke af det store Ver densskibbrud.

Og alle steg vi, Hånd i Hånd, med Jacobus Uz øverst oppe og Prinsen dybest nede, i én lang Kæde mod Stjærnen, mod Gud, at også vi, Jordens sidste, skulde nå vore allerede frelste Brødre, i det nye Himmelskib.

Og da jeg endelig vågnede og fortumlet efter Nattens Hav- og Stormbrøl, efter Øens, Husets, min egen Rysten som et vissent Blad, satte mig over Ende i Sengen og så ud ad min duggede Rude, troede jeg virkelig et Øjeblik, at vi var om Bord i hin høje Snekke.

Så dybblå strålede Himlen mod mig, som var vi over alle Tåger og Uvejr, så dunkelbrun bredte Ørkenen sig dernede bag de mosgrenne Strå- og Tangtage, de hvidtede Mure og Havernes sidste, gulddryppende Lev. Havet tindrede, skumskinnende, under Solen, hvis strålefyldte Hjul næsten sved de hvide Klitter.

Men sitrende sad jeg i min tynde Skjorte, åndende Kamrets isskarpe Luft, dristende mig lige så lidt denne overjordiske Dag nær som den underjordiske i Forgårs og Går. Jeg var flyttet ud for Himlens Åsyn og fattede ikke dets vexlende Miner.

Da sitrede med Et en Kalden igennem mig, svag og lys som fra selve den blå Himmel, ikke udæskende og solhed som Målenes.

"Har du set ham? Han kom i Fredags med "Konkylien" tt, sagde en Barnestemme på Sandvejen dernede under mit Vindue.

Jeg rejste mig mod den svale Stilhed, hvorfra hin Stemme var steget, og hvori den atter sank.

Og fornam med Et Solskinnets vage Varme gennem Himmelrummet, ja selv i dette skyggeklamme Kammer.

Kaldte den store Dag på mig? havde den mig behov? Betød jeg noget for nogen? var jeg ventet med Nysgerrighed og Længsel? Havde jeg en Gærning - og var den Gærning min Frelse?

Jeg huskede min Barndoms Gru for Årene. Skønt | mine Fødselsdage aldrig var blevet fejret - ti Eberhard og jeg fejrede ikke vort, men Kristi blodige Komme - følte jeg dog, hvor de uimodståeligt drog mig mod den voxne Alder. Og som når Eberhard trak mig ved Hånden ud til vore Aftenture i Byen, og jeg gennem Døren mærkede dens Træk og Larm af Mennesker, drejede jeg mig med bortvendt Ansigt tilbage mod vor Stue.

Skulde jeg nu i Skolen derovre, ene mellem lutter Børn, skønt voxen finde hin Stue igen? fredlyst af Årene lytte til Havet og Tiden derude?

Jeg sprang op og løb til Vinduet, fik det op og åndede ind en Luft af Havkulde, Lyng og Himmeldug, som havde jeg aldrig smagt Luften før.

Nej, jeg åndede for første Gang under den frie Himmel og for første Gang fri og dog hjemmehørende! Denne fremmede, vilde Ø krævede mig just, som den jeg var. Og derfor var den mit Hjem.

Men nede foran de mange Trapper rokkede Prinsen hen, stindende sig af ved Stokkegrebet mod sine Skøder, med højt løftet Næb snusende Morgenen ind. Hans Have, over hvis Træmur jeg så fra mit Vindue, lå sænket i Skygger, som i et sommerligt Skær af de sivende Plæner, og med Vildvinens Solluer om de åbne Vinduer.

Lige under min Rude stod Malene med blottet Hoved og de nøgne Arme krysset over Brystet. De gulbrune Ørelokker flimrede om hendes Hoved som en Glorie.

Ude i Ørkenen tumlede Harerne rundt om deres egne Skygger, mens Mågerne gled gennem det Blå som blege Halvmåner. Fjærnest skinnede Fyrtårnet som et Sejl.

Jeg greb efter mit Ur, Eberhards tunge, gamle Schwarzwalderur med den egernudskårne Trækapsel. Klokken var kun syv; før otte skulde vi ikke begynde. Om jeg gik op på Sønderbjærg, hvorfra de sagde, jeg kunde se over hele Øen? Ja, jeg vilde se den, min Ø, nu i denne blå Morgen!

Jeg følte det jo, mens jeg krøb ned ad den stejle Loftstige, som måtte Spøgelserne fra de forgangne Dages Mørke, min Angst for dem, min Ensomhed være blæst bort i denne Nats Storm. Smilte Øen ikke til mig, som en Moder, der kender sit Barn?

Da jeg nåede ud på Trappen og mødte Målenes brungyldne Øjne og blussende Kinder og så Dunene på hendes nøgne Arme flimre af Sol, som i Takt til det svære Brysts Ånden, de kryssedes over, fornam jeg påny hin Svien, som var Luften på Øen hed af Bål, den Jord. jeg trådte på, vulkansk. Men jeg vidste, den Ild brændte ikke mig.

Og hun smilte til mig, med sine hvide Tænder: "Nå, alt opstanden! skal Studenten have sin Mælk?"

Jeg puffede med min Fod til Sandet og stammede, at jeg tænkte at gå til Sønderbjærg.

Hun så lidt på mig med sine glødende Øjne, så smilte hun, med Armene slynget end fastere om Barmen, som tæmmede hun dens Flammer: "Ja, ja Student, så løb!"

Jeg vovede ikke at se op, smuttede kun hurtigt ned ad Trappen - og stod lige overfor Prinsen.

Han var standset dernede, stivet af på sin Stok, som på et tredje Ben, og jeg så ham nu lige ind i Ansigtet.

En Ruin af et Ansigt, en Dødsmaske af en berømt og heroisk Slægt. Under det tjavsede, hvide Hår skrånede Panden, tom og grum tilbage, Næsen krummede sig væligt over den slappe og sunkne Mund i det gustne Skæg. To bittesmå, beggrønne Øjne plirrede frem under de årede Kuglelåg. Det kæmpemæssige Legeme vaklede overvægtigt på de krogede Ben.

"God Morgen, Hr. Studiosus." skingrede en hæs og pibende Stemme, mens den ene gule Hanskehånd slog hilsende ud, "ti fejler jeg ikke. må det vel være Hans Velærværdighed, Rasmus Schwarzflügels nye Adjunctus?"

Jeg bukkede, med Huen presset ind mod det hamrende Hjærte. Skulde jeg møde ham netop nu?

Jeg huskede hans fumlende og søgende Dødningehænder den første Aften, Skipperens og Målenes Ord om ham. Jeg så hans små Øjnes stikkende Brænden under de betændte Låg, mærkede hans Åndes Konjaksos - og vidste, han var Herre på Øen: Ejer af os alle, og hvorfor han færdedes her som Forvist. Og mit Mod sank.

"Ja, ja, velkommen til min Ø! g!ædeligt hver Gang | en dannet Mand forøger vor Kres. Den er lille, men udsøgt, i Sandhed udsøgt!" Hans Hånd krammede om min Skulder som en Klo, og jeg følte mig halet ind mod det kæmpebrede, men tomme og sunkne Bryst under den ordensprydede Frakke.

Og jeg skælvede, vild af Skræk, som var jeg nu uhjælpeligt i hint Bål, som brændte over denne Ø, i dens, i dens Ejers Vold - Og jeg havde troet - o Gud, jeg havde troet - -

Jeg så op, døende, ind i hans Øjne: Jeg er ikke skabt til det voxne Liv, til dets Hede og Sejr. Husk det og slip mig, giv mig til Børnene!

Og pludselig fornam jeg hans Hånd løsne sit Tag, den gustne Rødme i hans hule Kindben svandt, og den sviende Stikken i hans Øjne gled over i en ubestemt, sødlig Smilen.

"Så, så, lille Ven!" Hånden klappede mig faderligt, mens Malene deroppe smilte moderligt til mig, "ikke bange, ikke bange! jeg er Fader på Øen, husk det: Fader! Jeg æder ingen, spørg sig for, og han skal høre det. Han er et godt Barn, jeg kan se det. Og pil så af, pil af! Men kom og besøg mig, så skal han se Prins Philip Gebhard deu Niogtyvende har det tåleligt, skulde jeg tro, her på Øen. Hm, hm.'

Han nikkede, så Tjavserne fløj frem under den høje, grå Hats svajede Skygge, greb bagom efter Stokken og stagede sig vaklende fremad mellem Stendigernes blågrå Marehalmsduske, med Stokkeknappen skjult under Skøderne.

Jeg så skælvende efter ham - de tunge Skuldre og den lange Rygs Knæk bagover, de skrævende Bens Råven under den flagrende Frakke. Den venstre Hånd

med den laxegule Hanske fangede frem i Luften under Hyldenes forrådnede Duske af Løv og Bær. Skyggerne af de ophængte Fiskenæt sitrede hen over ham.

Hvem var han? Hvordan var han? Var han, som jeg så ham hin første Aften, for et Øjeblik siden: Døden selv, der jog de Levende her på Øen? Eller var han. som han selv havde sagt, som hans Blik til mig nu tilsidst vidnede: dens Fader? en ulykkelig, godsindet Olding . . .?

Jeg åndede langt ud. O, jeg var sluppet, jeg var sluppet for Ilden, der brændte over Øen, der brændte alle, sluppet som Duen i Sagnet, der steg af Bålet med usvedne Vinger. Jeg følte mig friet og skånet. skånet for en Lyst, jeg i Gru havde anet, friet for en Pligt, jeg ikke mægtede at opfylde!

Men da jeg noget efter stod oppe på Sønderbjærgs øde Tinde, åndeløs og med ømme Hænder og Knæ af min Arbejden mig op ad de vilde, lerglatte Skrænter, ene med den svimlende Horizont og gysende i dens Isnen, følte jeg tillige, at denne Frihed, denne Skånsel gjorde mig ensom for altid, som nu på Sønderbjærg.

Ja, skånet var jeg, friet for Verden derude bag den bølgeflimrende Himmelrand, friet for det Studium, mit Legemes og min Ånds Kraft ikke magtede, fra det Kald, der efter min Bedstefaders som Eberhards Fortolkning var mig lige umuligt at løfte, friet fra Adams Kamp for Ære og Magt, fra Augustinus's for Penge og Vellevnet - friet, ja skånet for Dorete Honorius, for et Menneskes Liv i Arbejde og Elskov! Ja, jeg vidste det, mens jeg gøs her, for første Gang af de talløse, på Sønderbjærgets Top, at jeg, trods alle Eberhards Drømme, nu stod på mit rette Sted, ene, udenfor de andre og deres Kår, skånet for Lyst og Smærte.

Jeg vidste, at Gud selv havde ledet min Fod til Dorete Honorius som til Sønderbjærg. Og takkede ham, at skabte han Væsner som mig, så skabte han også Øer som denne.

Og jeg lovede, at her hvor han havde sluppet mig af sin Hånd, skulde han en Gang finde mig igen!

Og jeg så ud over, hvad han havde skænket mig og forpligtet mig til.

Over de vældige sortgrønne Bakker på min højre Hånd med de bitte Pletter af Enebær, hundredårige, dværgesmå, og af smudsiggrå Får, der fra deres oprodede Sandhuler på Læsiden gysende og sammentrykkede mødte mit Blik - over Kærets dybe, grønne Skål, med Pløje- og Agerjordenes Strimer, som i Søens øde Spejling af Lerskrænterne og Himlen, smalnede endnu fattigere hen.

Jeg øjnede ude bag de stenede Slugter, der under | Sønderbjærg skar ned mod Havet, nye, sorte Tinder, og derunder to-tre enlige Huse: ét højest oppe, som jeg vidste, var Jacobus Uz', Købmandsgården dernede på Stranden og længst henne, lidt oppe ad Hældet, mer lig en Tangdynge end et Hus, en sort Plet, der var Toldergården - alle med Havets Skumkrans under sig.

Gik mon endnu Legen derude i Dag, og stirrede Jacobus Uz' Faster og Moster endnu fra deres Rude?

Og Tolderen, løb han også på denne blå Dag sin Runde om Øen?

Bag Husene drejede de sorte Tinder sig under Himlen mod Nord og Øst og steg op i en svulmende Knude: Nordbjærg,

Mens bag mig Bakkerækken som kæmpemæssige Muldvarpeskud sluttede Kæret inde, med Byen ved deres Fod.

Ja her var Kresen: den gråsorte Ringmur mod Havet. Kærets Sø, den ensomme Vej fra Husene ved Kysten gennem Bakkernes Gab til Byen med Kirken. Prinsens Gård og Husenes Klynge - og så ørkenens sorte Rendebane for Harer, Sandflugt og Storme ud til Fyret på øens hvide Spids. Og Himmel og Hav.

Dette var Kresen. Jeg var atten År, og Støvets var halvfjersindstyve. Syv Mil, nej syvtusinde var der til nærmeste Kyst. Jeg var ene med Menneskene i de tre Huse histude, i de femogtredive dernede.

Min Pligt var mod dem, min Ret fra dem, fra Himlen og Havet.

Jeg hørte gennem Vindens Hvisken, gennem Bølgernes Susen min egen Ånde og vidste, at disse Lyde skulde aldrig forlade hinanden - før en Gang mit Øre ikke mere hørte, og min Ånde ikke gik. men Vinden hviskede, og Bølgerne suste, uforanderlige.

Jeg hørte Evighedens Træk over Øen og mit eget svage Pust.

Og jeg vendte mig og steg ned ad Sønderbjærg, ned til min Skole, at begynde mit Liv.

Men først søgte jeg til det lille Kapel. som man sagde mig, var bygget for kort Tid siden, og som endnu stedse ligger derude, lige ved Ørkenens Rand, bag den lergrå Mur, hvor nu Prinsen er gravlagt, og den nye | Kirkegård sparsomt gror op om ham med vore egne og fremmede Sømænds Grave.

Jeg lempede Døren på Klem, tøvede lidt på Tærsklen og skottede over Murstensgulvet hen til den kalkklamme Væg, hvor den enlige Kiste stod, jeg alt den første Dag havde set herinde, og som havde bragt mig til sitrende at fjærne mig, som havde jeg formastet mig et Dødsleje nær. Jeg troede jo, at i den Kiste ventede en død sin Begravelse, endnu ikke fuldkommen skjult.

Men nu vidste jeg, fra Malene, at denne Kiste altid stod her, hvor den grå Ørken og den grå Himmel stirrede ind på den fra den lave Gitterrude, stod og ventede på et Menneske, der måske i denne Time, i en exotisk Havns solblændende Larm dansede om Bord på sit Skib, et Menneske, der nærmede sig, uafvendeligt, til denne Kyst - og som skulde nå den, våd og viljeløs, med slappe, stumme Hænder, båret af Havet og Skæbnen . . .

Jeg skottede sky tilbage mod Landsbyens lave, sunkne Tage. Ikke ét Menneske var at se eller høre; kun et smudsigt Får gik i Ring på Marken bag Kirken, forgæves søgende sig endnu et Marehalmsstrå - så lukkede jeg Døren bag mig, gled på Knæ i Gråskumringen herinde og fik Kistelåget lettet.

Og jeg smuttede derned og rakte mig ud i det svagt hviskende, surt lugtende Leje af Høvlspån, lukkede mine Øjne fast og hvilte dér, den Strandede langvejs fra, hvem dette Leje forlængst var beredt.

Jeg åndede Høvlspånernes Lim, Kistens sorte Tjære og Emmen af Kalk, Støv og Kulde, Livets sidste, øde Bud. Og de sank i det grå Mørke, og jeg var i min Fred, omsider -

Et Øjeblik. Så var jeg oppe, fik lydløst Kistelåget til rette, Høvlspånerne og Støvet af mit Tøj, og var ude på Marken, i hurtigt Løb til min Gærning.

Men siden - : uden Visheden om, at den Kiste daglig stod derinde og biede - ti så ofte den end blev benyttet af andre Gæster, der kom dog altid en ny igen til mig - havde jeg ikke kunnet takke for Hverdagen.

Nu stod den jo her i Øens Midte, skjult og dog åbenbar som Døden. Og blot jeg smuttede et Øjeblik ned | under dens Låg, dukkede jeg, iført Vishedens sorte Sejrskjorte, med et uovervindeligt Smil, op til Livet, til Ørkenen igen.

Ingen havde betroet mig det - og dog véd jeg, at flere end jeg har søgt sig dette Leje, uset af alle - men efterladende sig i Høvlspånerne et andet Mærke end mit Legemes.

På denne skyggeløse Ø frelste Kisten os fra den evige Sol. -

Jeg fandt Skolen dér omme bag Kirken, så lille, at jeg med Møje kunde stå oprejst derinde under den sodede Bjælke, med de tre Vinduer mod den sandede Gade med de frønnede Pile og Fiskenættene.

Og jeg fandt Børnene samlet bag Bordene, der var stillet så tæt, at der måtte entres frem og tilbage over dem - Børn, der var voxet op af denne Jord som deres Fædre i Årtusinder, og skulde gro og visne her, som jeg.

Jeg fandt det Rum, hvori mit Liv skulde hengå, og dem, det skulde hengå for. Jeg så Væggenes skjoldede Verdenskort og Ruderne med Havets Ring. Jeg så de Øjne dér foran mig, der stod så vidt åbne for at fyldes med den vide Verden, i denne trange Ring.

Og mens jeg satte mig på det lave Kateder, i den slidte Simestol, selv ung, overfor disse B arneansigter, følte jeg os i Ringens, i Verdens Midte.

Hver Krumme af denne Ø var skabt af deres smuldrende Slægter. Hver Time af hvert forgangent Nu.

Før os sad andre i denne Stol og på disse Bænke, langt tilbage gennem Årene, og når en Gang disse Børn var voxne, og deres Børn, ja deres igen sad dernede, vilde jeg endnu sidde her.

I disse Hjærter skulde jeg leve. Jeg skulde sikre mit Liv, idet jeg sikrede disse Børns.

Og jeg følte igen med bange Tak, at jeg, der knap kunde den lille Tabel udenad, var skabt til Lærer - i denne Stue, for disse Børn.

Og jeg begyndte med et Smil, der strax blev besvaret af Børnene dernede, den første Time af mine tusinde. -

- Og derfor, Doktor Lange og Frue, og De, Hr. Pastor | Honorius," gamle Bek vendte langsomt Blikket mod de lyttende Unge, "vil De se mit Liv, så gå herfra til Skolen. Det er det samme Rum, de samme Bænke og den samme Stol som den Gang. Men nu skal De, Hr. Pastor, tage mit Sæde, som jeg en Gang tog gamle Pastor Schwarzflügels! . . .

Ja, og det var da mine første Dage på Øen, med dem begyndte de utallige, som blev mit Liv. Og som disse var de jo alle.

De, Doktor Lange og Fru Ellen, har levet her tilstrækkeligt længe, og om Dem, Hr. Pastor Honorius. tror jeg, at De vil komme til at leve her længe nok, til at vide det.

Vide, at intet Sted kan være så gudsforladt og intet i Guds Hjærte som dette.

Vide, om de Dage, da vi glider langs vore Strande som Underverdnens Skygger og lytter over Havet efter det mindste Bud. at vi endnu huskes af de Levende bag Horizonten. Eller når vi, alt med Livets og Kærlighedens Trang overstandne, har lagt os til Ro inde i Hytterne, som Orme i et Muldvarpeskud, på Bunden af en glemt Grav, hvorover Himmel og Hav er faldne.

Eller om dem i Hav- og Himmelblåt, når Øens hvide Brinker stiger af Sommersolens Ild, når vi danser nøgne i Guds blå Æterånde, i det gloende Sand, udødelige som han og glemmende Jorden som han.

De har sitret på Øen. når Hav og Himmel svulmer om den som om et hjælpeløst drivende Blad.

De har lyttet på den, når den, ene, hvid af Sne, rejser sig af det sortladne Vinterhav, den sidste skånede Plet af den undergangne Jord. De har levet Verdens første og sidste Dag. De véd om mit Liv, som jeg vidste om det efter hine Døgn.

Jacobus Uz sagde mig en Gang, at Menneskene vil ikke leve Tiden, men kun brænde op i Øjeblikkets Fest- eller Arbejdsrus. At de river Tiden over som en Snor for at lege med Øjeblikkets Perler. Til hver én er tabt, og de har intet at sanke dem med. At mer end Døden, frygter de Livet. At kun ved at forvandle Livet til Død: til Glemsel, kan de leve det.

Men vi kunde hverken flygte fra Tiden eller Øen.

Ingen Fest berøvede os Hverdagen. Intet var nyt, ti alt var evigt Vi medte hver Morgen hverandre og samme Horizont. Vi genkendte og kendte. Vi lyttede til Hjærtets Slag; de døvede os ikke. Og vi lærte, at Øjeblikket er langt, men Tiden kort.

Nu jeg skal bort herfra, synes det mig, at jeg kom her i Går, og dog kan jeg fortælle snart sagt om hver eneste Dag i det halve Århundrede. Og de, der delte Dagene med mig, hvor skulde jeg glemme dem?

Skønt det er over tredive År siden, Jacobus Uz og Agnete Vendelin forlod mig, møder mit Øje dem ved hver Sten derude og hvert Fjæl herinde. Ti hvor har de ikke stået en Gang, og hvor har jeg ikke mødt dem?

Og vort Møde var ikke i Øjeblikket og i Festen, Men i Tiden og Hverdagen. Vi fik Tidens og Hverdagens Ro at eje hinanden, og derfor har vi aldrig mistet hinanden. At eje hinanden, at eje sig selv, og det var jo at eje Tiden, lærte vi her på Øen.

Og derfor var det ikke til de Dødes, men til de Levendes Ø, jeg sejlede

Men om denne lange og korte Tid, om disse utallige Øjeblikke, der er i Tiden, som Blodet i mit Legeme: hver en Dråbe og dog kun én Varme, vil jeg nu fortælle Dem næste Gang - om mig selv og om dem, jeg lærte, at kende, så jeg i dem erfoer Gud."

"Og De tror ikke," sagde Pastor Honorius - de stod og så bort over Huset og Klitterne mod Agnetes Kors derude mod den blysorte Snehimmel, enkelte Fnug svævede alt ned over Ørkenen, "at jeg skal kalde hende nu?"

"Kalde hende?" Erik Lange foer sammen, "Pastor Honorius, hvor kan De dog! Husk dog hans Ord: hans Liv har ene været levet af Guds Hånd! Hvor kan da De gribe ind i det med Deres? Komme her ind med hende, der alt længst, ja vel egentlig altid, har været som en død" en Ånd! Hvad vilde vi føle, om den, vi havde elsket, og som Døden havde taget fra os og, | mens vi ældedes i Hverdagen hernede, bevaret i gylden Ungdom, i himmelsk Fred - om den pludselig stod dér, forkommen og grå som vi, og fordrede vor Kærlighed ned fra Himlen til at forynges i? De vilde jo handle grummere end Spiritisten, der begærer at slæbe de Døde op til Livet igen! De vilde jo tage fra ham, hvad Livet ikke kunde: hans Drøm."

Pastor Honorius rystede svagt på Hovedet.

"Hvor kan De tro det om mig? Jeg tænker ikke på den Rige, men på den Fattige. Doktor Lange, om nu hun - om min Tante -"

Erik Lange så hastigt på ham: "Om hun - ?"

Han borede Paraplyen ned i Vejens Sand foran sig. "Jeg har kendt min Tante, Bispinde Dorete Colbjørnsen, fra jeg var Barn, ja levet År hos dem, forældreløs som jeg var, både i Viborg og København. Jeg har set hende i Bispegården som i Ministerresidensen, ved de store Modtagelser og Middage - Adam Colbjørnsen førte jo sit Hus som en Konge - ved Døtrenes Bryllupper, ved Sønnernes Bortrejse til fremmede Lande, så vel som i de få Hverdage derhjemme, ene med hendes Husstand og hendes Børn. Men jeg ser hende altid for mig i Skumring, henne ved det Vindue, hvor Stolen og Sybordet fra hendes Barndomshjem står, og hendes Faders Bøger og Billeder er samlet, med Ryggen vendt til os alle stirre ud for sig i Aftenen."

Han tav, og de hørte kun Havet bryde, og Sneens lette Syden.

"Doktor Lange," sagde han dæmpet, "om nu hun midt i Vrimlen af Hoffets, Videnskabens og Kirkens Mænd, i sit Ægteska, i sin Børneflok, i sine Sale, har været ene som Clemens Bek her i Sandflugten og Hytten?"

"Og nu?" spurgte Erik Lange.

"Ja, nu sidder hun dér som Enke i sin store Gård i Viborg, inderst inde i den Vindueskrog, hvor hun har bygget sig et Hjem midt i Adam Colbjørnsens Hus."

"Ene?"

"Nej, Ester er hos hende. Det sidste Barn, der kom så længe efter de andre, at Biskoppen havde glemt at regne med hende - og overgav hende til Moderen, | som hendes. De andre Sønner og Døtre, de havde alle tjent hans Planer, ved Giftermål og Stillinger. De var alle hans Børn. Men Ester, hun blev min Tantes. Der hænger en lille, bleg Pastel af den unge Dorete Honorius i hin Vindueskrog - dér ser De Ester. Da hun kom, næsten så sent som Isak for Sara, var Adam Colbj ørnsen omsider mæt af denne Verden og havde vendt sin Hu mod Herren. Nu higede han mod den Højhed

- Og min Tante fik Lov at blive Moder. Hendes Tjenestetid hos hendes Herre var omme."

"Men da," Erik lagde sin Hånd på hans Skulder, "vent da, til hun kun finder en død, dér hvor hun heller aldrig fandt en Levende."

Pastor Honorius rørte sig ikke.

"Vis hende, at én altid var hende nær i Livet. Men vis ham ikke til hende før i Døden."

Gabriel Honorius nikkede over Paraplyen.

"Jeg véd, De har Ret. Jeg véd, Guds Hånd ændrer vor ikke. Men, Doktor Lange, den Døde vil blive hende mer levende end alle dem, hun færdedes mellem i sit travle Liv."

"O ja -" Erik Lange smilte svagt, "husk på, hvad hun i Drømme sagde til Clemens Bek: "Hernede kan Sjæl kun bo hos Legeme, men aldrig Sjæl hos Sjæl." Lad da ikke os to blande i deres Forening det jordiske Støv, Skæbnen selv befriede dem for."

"Var det Befrielse?" spurgte Honorius, næppe hørligt.

Erik Lange trak på Skuldren: "Spørg De Deres Gud

- jeg spørger kun om Faktum. Jeg tror, de bægge byder, at vi bøjer os."

Pastor Honorius greb efter hans Hånd.

"Tak, Erik Lange, at De lader mig høre det Bud. At bøje sig for det, er Lykken."

"Men," sagde han, idet de gennem Sandmarken gik hen til Clemens Beks Hus, "- at hviske sin Tak, idet hun bøjer sig, sin Tak for hvad hun så helt uforskyldt fik Nåde til at virke. det skal Dorete Honorius lære i denne Stue - når alt andet end Lydighed og Tak må forstumme."

Og Erik Lange nikkede sin Indvilligelse.

De dukkede ind under den lave Dørkarm, i Husets Lugt af Strå og Mug, af Tørv og Pelargonier og Kaffe.

Ellen løftede Hovedet. Hun sad ved Vinduet og syede.

"Er du allerede kommet?" spurgte Erik Lange. Han rakte Clemens Bek Hånden.

"Ja, jeg løb gennem Kæret. Boel er hos Lillen. og nu sover han," hun så lidt hen for sig, så sagde hun, med Nålen i den sænkede Hånd: "Da jeg var Barn, var jeg altid angst, når Moder gik fra mig, og det var mørkt. Men Lille - -" hun bøjede sig over Sytøjet.

Erik Lange strøg hende over det lyse Hår.

"Vent til Foråret, Ellen - jeg tør ikke nu, men så vil jeg prøve."

Ellen løftede hastigt Hovedet, hun så frem for sig i et Smil.

Gamle Bek fangede Smilet og sendte det tilbage.

"Ja, til Foråret, Fru Ellen - vi to smiler til Foråret"

"Å nej, gamle Bek -" hendes Øjne fyldtes med Tårer.

Men han løftede tyssende Hånden.

"Tys", sagde han, "kan De høre Sneen! Nu er vi i den mørke Tid. Men - om to blev seende til Foråret?"

Og kun Urets Takter bar dem fra December imod Maj.