ANDET KAPITEL

VÉD De, hvad det er i Aften, gamle Bek?" Ellen Lange bøjede sig over Sengen, rødkindet og stakåndet. Hun tilbragte jo nu sin Dag i Løb frem og tilbage mellem ham og Lillen, mellem de to lige Hjælpeløses Lejer.

Han så op. "Ja da, Fru Ellen - kunde jeg mon glemme Julen?"

"Jamen -" Ellen standsede brat.

"Mener De: jeg har aldrig selv haft Jul?"

"Ja, gamle Bek," hun så ham ind i Øjnene med et bedrøvet Nik.

Han smilte vemodigt. "Det er sandt, Fru Ellen, det har jeg ikke. Eberhard Sebastian vidste mere om Langfredag end om Julenat og Pinsesøndag. Men husk, at var jeg end aldrig selv Barn, så gik mit Liv til Gengæld hen blandt Børn."

"Og - fra dem kender De Julen?" hviskede Ellen med Øjnene ude i den hybenrøde Aftenhimmel.

"Ja, hvor kunde jeg glemme Julen? jeg, mod hvem dens Evangelium blomstrede og grønnedes i Barneøjne og Barnesmil, just i vor mørkeste Måned. Hvor tror De Julen tænder Lys som i denne Øs Vinter? Har De set Ruderne skinne her en Julenat og hørt Sangen fra Hytterne? Og forstod De, hvad dens Budskab er for vor Jord?"

"Men - når så Børnene gik til deres Hjem -" hviskede hun, og hun hørte som en fjærn Genlyd af Skolens Dør, der jublende sloges i - eller var det af hans, der sukkende gik op?

|

"Kære Fru Ellen," hans Ansigt lyste mod hende med den eneste Overlegenhed, det kendte: over Menneskenes ringe Viden om Lykken, "er der her på Øen én Rude, der kunde skjule sit Julelys for mig?"

Ellen så foroverbøjet frem for sig. "Lucie Camrath, var hun hos Dem den Aften?"

"Nej, nej, hun var jo da hos Præsten," udbrød han, næsten forskrækket, "den Aften skulde han jo da have nogen særlig god Mad. Julen og så Påsken er det jo Præsterne arbejder."

Hun så længe, tavs, ud i den blodigtrøde Solstribe i de gråsorte Skyer over Ørkenen. Så rettede hun sig brat, i et befriet Smil.

"Men nu, gamle Bek - i Aften skal De holde Jul!"

"Skal jeg?" han så på hende med et pippende Smil.

"Ja," hun lagde sig hastigt på Knæ ved hans Seng, ivrigt talende, med bægge Hænder om hans, "om De da vil give os Lov - Erik, Pastor Honorius og mig, og så naturligvis Jomfru Camrath - at komme her op og fejre den?"

"Her - vil De her hos mig - en Juleaften -?"

"Å Bek, sig det ikke," hun knugede hans Fingre, Tårerne skælvede i hendes Stemme, "- hvor skulde vi føle Julens Evangelium som hos Dem?"

"Jamen - Lillen -?"

"Lillen - han sover tidligt, han er for lille til Juletræ - og han kan ikke se det -" hun gemte Ansigtet ved Sengekanten.

Gamle Beks Hånd klappede hendes Nakke. "Det Evangelium ser selv den Blinde," hviskede han.

"Ja, og måske næste År -" hun så op.

"Ja, næste År!" han nikkede mod hende.

"Gamle Bek -" kaldte hun lidt efter, tøvende.

"Ja."

"Erik har selv fældet et Juletræ i vor Have. De véd, det kan kun være lille Men vi troede - De vilde helst have, at det Træ vi tændte, var groet her på Øen. De derude," hun nikkede mod Vestervindvet, hvor de visne Graners gustne Lund skimtedes gennem Skumringen, "de er jo også alle herfra?"

|

"Ja alle. Først fik jeg dem af Jacobus Uz, senere snart af Præsten, snart af Lægen."

"Havde De dem tændt?" spurgte Ellen og sænkede atter sit Ansigt

"Ja, altid - men jeg var jo ene med dem."

"Men i Aften -" hviskede hun.

"I Aften er der kære Mennesker hos mig, og jeg får min første Jul," atter strøg hans Hånd hen over hendes hvide, bøjede Nakke. "Og," hans Stemme smilte atter, "bedre sent, end aldrig!"

- - -

"De sagde, gamle Bek, at dette var Deres og Jomfru Camraths første Juleaften," Erik Lange bøjede sig frem over Sengen med sit fyldte Vinglas rakt mod den Syges, "véd De, at det er også Ellens og min, at De har lært os dens Evangelium?"

"Som mig, Præsten," Honorius smilte til ham, "der kendte hele Biblen, men ikke det glade Budskab."

"Gamle Bek," hviskede Ellen, idet hun med den venstre Hånd drog Jomfru Lucie med ind i den lille Kres.

Og som de dér knælede i deres Festklæder om de tvende Gamle, ved det dugede Bord, i Juletræets Lyspyramide, der tindrede igen fra det mørke Vindue, fra den blinde, endeløse Nat derude, vidste de tillige, i Tårer, uden Nag, at som dette var Clemens Beks første, var det hans sidste Jul. Havde den mon ellers strålet som nu? -

- Gamle Clemens Bek sad første Juledag efter den festlige Aften og ordnede sine Papirer i Sollyset på Lagnet.

Skæret fra hans Skjorte, den nattefaldne Sne og hans hvide Hår lyste om ham, men blandede sig med Gløden af Vinglassene og Lermunkens Tørvebrand.

De Unges Øjne hang ved ham, og som de så ham dér i de to Skær, i denne snehvide og ovnglødende Time, under Kirkeklokkernes Ringen den Gudstjeneste ud, i hvis Dragt Pastor Honorius sad, og hvorfra han lige var kommet, forstod deres bævende Hjærter Livet og Døden - Gravens Arvinger som de var.

Gamle Beks ildbelyste Ansigt smilte, som til deres Tanker: | "Jeg lovede sidste Gang at fortælle jer, I den unge Slægt her på Øen, om Tidens de mange, mange Dage, der nærmer til Evigheden. Så underligt, at jeg kan det - ti kom jeg ikke i Går, og er jeg ikke selv begyndende ung? Hvad kan jeg også andet end lalle - om hvor jeg tjente for Rachel og fik også Lea kær?

Når mit Minde nu går tilbage til de Mennesker, som den Gang levede på Øen, til deres Ansigter, Vaner og Skæbner, da fyldes jeg ikke, som I måske vil tro, af Ve for det Forgangne, men af Vished om, at jeg skal møde det altsammen igen, at intet, der har levet, kan dø.

Jeg ser dem jo alt så tydeligt nu, på de mange, mange Års Frastand, på den uendelige Afstand mellem dem og mig. Hvor nær vil jeg da ikke se dem snart, Øje til Øje, når jeg er lig dem? Når vi alle samles reddede i hint høje Himmelskib, jeg drømte om hin anden Nat på Øen og siden så mange Nætter.

Ja. og jeg ser mig selv, min egen Barndom, min egen Ungdom så nær, så klar, at jeg véd, den er ikke evigt forsvundet, men skal grønnes og blomstre påny . . .

Jeg ser mig vågne i det trange, mugne Bræddekammer under Loftet, lige foran Himlen, som var jeg den eneste, der vågnede under den. Jeg ser mig ligge lidt og stirre ud i den for at hente mig Ro fra den, mens jeg mindes de søvnløse Timer i Nat, da jeg i Dødsstilheden, i Dødsmulmet oplevede mit Livs Unytte og Håbløshed så dybt, at jeg råbte til, at denne Nat måtte være min sidste - men af det fjærne Fyrs pludselige Lysglimt ind over mit Ansigt og min Seng kaldtes til den Viden, der stedse måtte fornyes i mig: at så lidt vi gav os Livet selv, så lidt har vi Ret at bestemme dets Veje . . .

Atter og atter kom det fjærne Lys ind over mig. Blink efter Blink, hele denne Nat igennem som de utallige andre, som selve Skimtet af Gud i vort formørkede Sind, at vi ikke skal glemme og forlise, men kun lydigt styre efter hans Lys, det, som tit synes slukt, men dog altid påny. just når Natten er allersortest, sender os sit Vink fra det evige Lyshav.

Og jeg ser mig rejse mig, tungt og mødigt, men dog med hin Viden i mig: at jeg blev vækket til min ringe | Gærning af Gud Herren selv og går at udrette hans Vilje.

Nede i det store, øde Præsterum er Mælken og Brødet sat frem til mig, og mens jeg spiser ved det gulvfaste Bord og sejrer over den sidste Skygge fra Nattens Egenkløgt ved Mindet om de utallige Morgner til ligeså håbløse og trange Dage, der i svundne Århundreder begyndtes her i Suk og fuldbragtes til den eneste Lykke, som Lydighed er, hilser Målenes mørkhudede Ansigt med de strålende Øjne mig moderligt henne fra Køkkendøren. Og jeg smiler taknemligt til hende og undres over, hvad Varme hun må rumme, hun, som fødtes på denne kolde Ø i Havet: at hun kan kende både Elskov og Modersind. Og jeg forstår, at de unge Karle sværmer om hendes Ild, og at Schwarzflügel vil suge hver Gnist, nu han, med et Livs Frost i sig, fornemmer den nær.

Og jeg går ind for at sige God Morgen til ham. Jeg ser hans Hoved som et nøgent Æg i Alkovens Mørke, hans blinkende sorte Agatøje og fumlende, hvide Hænder, jeg ånder hans Lugt af Tjær ej ut og Enebær, og da jeg fornemmer hans Fingres Isgreb om mine, forgår min sidste Vrede mod ham og Malene. Jeg forstår dem b ægge, som jeg forstår Jacobus Uz og Prinsen og Fyrmesterens Kone, Madeleine fra Provence.

Men jeg takker for, at jeg er Barnet. Sctrwarzflugel mistror nu ikke længere Malene og mig og har altså egentlig ingen Brug for mig mere, men beholder mig dog herovre af Medlidenhed og for aldrig at behøve fjærne sig fra Malene, undtagen om Søndagene, når hun skal sidde lige neden for Prækestolen. Med første gunstige Vind vil han lade sig bære om Bord i et af Fiskerfartøjerne og søge over til Jylland at gøre hende til sin Hustru. Og Malene smiler trygt mod Fremtiden.

Og jeg går til min Skole langs Ørkenens Rand. Den .er blegrød af Morgen, året med luftige, blå Skygger som Koralrev. Eller den er lersort som en sammenfalden Kæmpegrav. Men jeg kender Vejen til min Gærning, hen langs Kirkebjærgs Fod, gennem Byen, til Skolen, og jeg går at forrette den.

Jeg ser på Børnenes Ansigter dernede, de som fødtes | på denne Ø, og som skal dø her, uden Håb om nogen anden Strand. Og jeg føler i Angst, at ingen Lærers Gærning har været ansvarsfuld som min. Jeg føler, hvor dybt jeg må slå min Rod i dette Sand, at jeg kan erfare al dets Næring og bære den frem for dem som Frugt, at de ikke en Gang som vildsomme Frø skal flagre ud på det golde Hav. Og jeg ser, at i min Pligt ligger min Frelse.

Og jeg begynder de langsomme Timer. Som min Rod skal søge dette ydmyge Sted som den eneste Jord, således søger mine Tanker nu Alfabetet og Additionen og den fattigste Bibel- og Verdenshistorie som den eneste Viden. Som jeg glemmer min Faders Palæ og Adam Colbjørnsens Vandring mod Berømmelse og Magt og Augustinus' mod Guldsækken og Madskabet, glemmer jeg Professor Honorius' Videnskab og min Faders Digtning, glemmer jeg de ærgerrige Tankers og ærgerrige Drømmes Ørneflugt og finder mig selv i denne Udørks trange og lave Skolestue mellem de tyve-tredive unge Sjæle, jeg ved Griffel og Tavle, ved Tabel og Katekismus, men først og fremmest ved mit eget Exempel skal lære at leve Livet.

Og som jeg mærker deres Ånde rundt om mig, og Varmen af deres Legemer og Blod, fornemmer jeg, at dette er det første og det sidste, og at i den Tak, jeg sender ind i deres lyttende Øjne og møder fra deres igen, gynges vi af den evige Strøm.

Og jeg går hjem langs Ørkenen, der nu ligger hvid af Sne, og nu gløder som et Sahara af Luftspejlinger: Af Bøgeskove og Lunde, grønne, venlige Hilsner fra min første Ungdom. Af rødtagede Havnebyer mellem Klipper, hvis fiskerklædte Beboere gennem skumvåde Gader, ad Trætrapper går ind og ud ad deres Donts daglige Døre, der et Nu åbnes for mig og atter lukkes - som hele Byen, som al vor Viden om Mennesker. Af Kuppelslotte, hvor Skikkelser med fyrstelige Trin skrider op ad Trappers Marmorkaskader og mellem bukkende Lakajer forsvinder under Søjlerækker - Skikkelser så fjærne og så ophøjede som Engle, og hvem det dog undes mig at se her fra mit ukendte Sand. Af Palmers paradisiske Baldakiner over brune Eneboere, | sorgløse Brødre, hvis evige Sol et Nu beskinner mig - Syner, der skænkes mig så uforskyldt som Nattens Stjærner og vider mig Horizonten, som de højner Himlen, men som jeg begærer så lidt som hine.

Siger De mig, jeg kan ikke have set de Luftspejlinger over Ørkenen? At Negeren aldrig rækker Hyperboræeren sin Hånd gennem Luften? At Gud har adskilt Landene med Milenes Afgrunde? at ene Rigdommens og Æventyrmodets Vinger besejrer dem?

Nu, jeg svarer: det gør også Drømmen - den Drøm, der udruges i Ørkenens Rede. Og under Armen bærer jeg jo min Barndoms Geografi, den jeg lærer Børnene efter, i Steden for den forældede og ulæselige Pjalt, jeg fandt herovre.

Langs Ørkenen, langs Skabelsens Værksted, hvor Guds Drømme stiger, formes og atter slettes, går jeg, hans uværdige Fortrolige, hjem, Stiens få Skridt og dog en Verdensomsejling - hjem at æde af den Føde, jeg frygtede så meget, og hvis Transtank har gennemtrængt hvert Hus, ja selv Kirken som Hyttefade med den Lugt, som er Jordens ældste: Fiskens, Gud sender op på vore Kyster fra det ukendte Dyb.

Malene har stadig et venligt Smil til mig, men jo kun som den Voxnes til Barnet, og Schwarzflügels mimrende Stemme kalder ad hende tidligt og silde.

Men jeg søger op på mit Værelse, tænder op med Lyng og Tang, sætter mig ved Bordet foran Vinduet og lærer mig selv hin første, barnlige Visdom og føler, at den kan jeg fatte og magte, som Barnet, som det første Menneske kunde.

Og jeg falder i Tanker over Bogen, og med Øjnene ude i Ørkenen med Havets Stribe bag de lave Klitter føler jeg, at her er mit rette Sted, her i det Oprindelige, hvor vi æder af selve Guds Hånd.

Og jeg ser mig strejfe rundt på Øen, fra Anløbsbroen under Jacobus Uz' og Tolderens Huse langs Stranden ud til Fyrtårnet og Øens yderste Spids, Totten, der hver Dag, jeg besøger den, ser anderledes ud, snart er kort og'snart er lang, snart peger mod Øst og snart i Vest; hvor jeg finder Sandet prikket af Mågernes Trin og undertiden kommer over en Flok sovende Sælhunde.

|

Jeg skotter sky til det høje, hvide Fyrtårn og Fyrgården bag Klitterne, og møder jeg stundum Fyrmesteren, hilser jeg hastigt og skynder mig forbi. Men har jeg mødt ham på Vejen ud. i hans tohjulede Kærre. med de vældigt brede Hjul, kørende langs Havet, og véd, at han ikke uventet kan dukke frem deroppe, hvor Hjulsporene fra hans Gård svinder ud i Sandet, står jeg i Timevis under Fyrets Mur, på Murstensgulvet om den, og mens Havet ustandseligt sender sit Skum og sit Mørke mod mig, og Blæsten toner i mit Øre. mens Strandskaden dukker sig i Frådesprøjtet om Høfdens Pæle, og Lyset rinder gennem Skyerne som Sandet gennem et Timeglas, stirrer jeg på de vejrblegede og hensmuldrende Mursten, der som en Vifte strækker sig ned mod Havets Tanghobe, og ser den unge Fyrmesterkone, Madeleine fra Provence i sin hvide Natdragt, under det sorte Hår ligge knust dér, mens Jacobus Uz' forvoxede Skikkelse ruger over hende.

Og jeg ser atter op mod Havets enstonige Skumvælden og mod Lyset, der nu ebber mellem Skyerne, og jeg tænker på, hvor saligt betrygget jeg er.

Og jeg skynder mig forbi Fyrgården, der ligger dernede mellem Klitterne under sine Tage, lukket som en Kiste over den Mand, der rummede hende som sin eneste Blomst og måtte knuse hende, da han så hende forgiftet. Men ude ved Pakhusbugten ser jeg endnu en Gang den skumle Bygning dernede og føler mig dens jorddumpe Minde så fjærn, som levede jeg virkelig på en anden Stjærne. Men også, her på denne milelange, havskummende Strand i Mørkefaldet, så ene som så kold og fjærn en Stjærnes Beboer, Og jeg kender min Saligheds Pris.

Men nåer jeg. Timer efter, hen under Sønderbjærgs Fod og ser ude under de sorte Brinker over Havet Lyset skinne fra Jacobus Uz' Hus i det nu fuldkomne Mørke, gribes jeg af Angst for Mulmet bag ved mig, den sandede Mil, jeg er løbet hen igennem, og hvor ene mit Åndepust har stønnet sin korte Menneskevarme ind i Evighedssuset af Hav og Blæst, og føler mig med Et så skælvende lille, så menneskeligt fortabt her på | Bunden af Natten, på Randen af Havet, at jeg sanseløst søger mod det enlige Lys.

I over tredive År har Korset nu stået på Jacobus Uz' Grav deroppe - foruden Agnetes og Prinsens vor Øs eneste Mindesmærke, og dog er det mig, som var det i Går Aftes, jeg tyede til ham.

Hvor ser jeg ham ikke sidde dér bag Lampen og kigge frem med sit hvide Ansigt, som begravet mellem Loftsbjælkens og Kæmpemøblernes Skygger. Og jeg. som nylig derude, hvor endnu ingen Regn eller Blæst har kunnet slette hans Blodspor, følte mig ham så sejrrig overlegen, knuger nu min Pande mod den lange, hvide Hånd, han rækker mig mellem Bogstablerne, i Gru for den Evighed, jeg drømte, jeg tilhørte, påny sendt til den Jord, jeg bestandig vil fly.

Natten suser derude bag Ruden, som vender imod den og Havet, og Urets ensomme Takt herinde nærmer os til dem bægge. Jeg løfter mit Ansigt og ser ind i hans, der smiler til mig ud fra Puklen, som ud fra den menneskelige Forkrænkelighed, der ene gav ham Sejren. Og jeg véd, at min Brøde er ikke mindre og kan ikke sones med mindre end hans, men at den også har givet mig det Liv, uden hvilket ingen Salighed kan vindes ....

Ja, nævn mig en Plet på Øen, hvor jeg ikke ser Jacobus Uz! Han var jo dens Ånd, ringe, men stærk som ingen.

Jeg ser ham stå oppe på Sønder bjærg med sin puklede Skikkelse mod Luften som en syg Fugls, der bier på, at dens lamme Vinge en Gang skal befries og bære den mod den Horizont, den aner bag Havet.

Jeg ser ham traske, under sin blå Fløjskappe, ned gennem Kærets dybe, grønne Skål, spejle sig i Søens Vande og forsvinde ind i Lunden som i Døden.

Jeg ser ham slæbende på Pakker af Madvarer, Tøj og Bøger til Øens Gamle og Fattige, ser ham hin Vinter, da "Bengalen" strandede, og den portugisiske Sømand som den eneste frelste lå oppe i Doktor Ørebros Hus, tro trave derop hver eneste Dag for, efter selv at have lært sig Portugisisk, at kunne lade den hjælpeløse Fremmede, der i sin Smærte, sin Længsel og sin Død, | lå som stum her på denne vildfremmede Kyst. mellem vildfremmede Mennesker, tale sig fra Livet ind i Døden og ånde ud sit sidste Suk i et menneskeligt Øre, der forstod.

Jeg ser ham alle de Strandingsdage og -Nætter, han i sit syge Legeme har anet længe forud, og som har drevet ham rundt i hans trygge Stuer i Anklager mod ham selv og Øen, stride mod Storm og Hav, krybende på alle fire i Strandens Marehalm og Sten. biende Time efter Time på det øjeblik, Båden nåer ind, og de Skibbrudne bæres i Land, op i Vognen, han holder ventende i Læ bag Klitterne, og som langsomt bringer dem enten til Kisten i Kapellet eller til hans Bolig, til Pleje og Røgt, mens han halter ved Siden af, med Hånden på Vognfadingen og, hvis de Skibbrudne er levende, trøster dem i et af de syv Sprog, han efterhånden mestrer,

Jeg ser ham knæle over Strandvaskerne, så snart enten Kystvagten eller Toldforvalter Vendelin, der jo løber sin daglige Tur Øen rundt, har bragt Bud om en ilanddreven Fremmed, tumle med ham efter de Regler, han har lært sig, ånde i hans Næsebor og på hans Øjne, og tilsidst opgivende lude det døde Hoved ind mod sit Bryst, mens hans Øjne stirrer over Havet som alt Levendes dumpe Spørgen til Døden.

Jeg husker en Vinternat, i Snefog, da et ostindisk Skib gik i Sønder ude på Stensøre, og kun en Neger blev reddet.

Strax han bragtes i Land, kastede han sig ned, rullede sig rundt i Sneen, foer op og styrtede atter ned, hylende gennem Stormen af Kulde. Jacobus Uz rev sin Kappe af og svøbte den om ham, og Negeren kyssede hans Hånd, faldt ned og kyssede den knygende Snestrand og råbte på sit barbariske Engelsk: "En forfærdelig, en dødshvid Strand og en puklet Dværg har frelst mig, der er fra Solen!" -

- Og jeg ser de to, der beboede det store, øde Hus under Brinkerne med ham: hans Faster og hans Moster.

Jeg ser deres Ansigter, som jeg så dem hin første Aften, hver bag sit Vindue stirre mod Havet, hver efter sin, som det aldrig bringer tilbage.

Og disse to Ansigter syntes mig tilsidst Øens eget.

|

der evigt skuende over Havet spørger: Kommer du aldrig, du faste Land, jeg en Gang med Vold sledes fra, og slutter mig påny fast i din Favn fra min Ensomhed?

Jeg ser Fru Boline d'Orchimont, Jacobus Uz' Faster.

Mod hele Slægtens Vilje ægtede hun en fremmed Kaptejn, der en Gang lå på Fiskeopkøb under Øen, og som efter knap et Års Ægteskab forlod hende og forsvandt under Horizonten, så brat som han var dukket op, og siden aldrig lod høre levende Lyd fra sig.

Jeg ser hende sidde tung og stor, med den fede Hånd på sin Krykkestok, på Forhøjningen ved sit Vindue, og stirre ud, ubevægelig, Dag for Dag, og År for År.

Jeg havde ikke været en Uge på Øen, før der blev spurgt: "Men De har da hilst på Fru d'Orchimont?" Og jeg blev stedet til Audiens hos hende, som Bevis på at nu var jeg rettelig optaget på Øen.

Hendes tunge, sortbrune Øjne under de mørke Bryn dvælede et Øjeblik på mig, mens hendes Brodersøn præsenterede mig, så vendte de sig atter ud af Ruden, ud mod Havet.

Jacobus Uz havde skubbet en af de stive Stole hen til mig, mens han selv satte sig på en lille Taburet ved Forhøjningens Fod, og alle stirrede vi tavse ud mod den flydende, grå Horizont. Urets spæde Lyd henne over Sofaens Lyreryg sitrede gennem Stilheden, som duftede surt af Hestehårsbetræk og Lakering.

På det tæppemørke Bord under Lysekronen, der svævede i sit hvide Flor som en Isklump, på Etagererne, på små Skak- og Spilleborde, på de broderede Puder i Karmen, hvor hendes plumpe, ringsmykte Hånd hvilte, ja på Forhøjningen omkring hendes Fødder i de sorte Tøfler, stod og lå der fuldt af vævede Duge og Forklæder, af snoede Konkylier, Rav, Flintekiler og Øxer, af Urtepotter med Begonier og Fuxier, af Kranse af Lyng og Evighedsblomster og Myrter - Gaver fra Øens Børn og Unge.

Al Øens fattige Blomsterhøst prangede her i hendes Stue. Hver vindslidt Rose, der spirede af de små Havers Sand, hver blå Stedmoder, der sprang ud af Ørkenens Stene, hver selvhvid Flintekile, hver gylden Stump Rav, Børnene fandt under deres Lege, og som | Havet drev i Land som Bud fra selve Solen - strax de lå i Hånden, var de hendes!

Hver Dug og hver Pude, der lykkedes for de unge Kvinder i de få Timer til syslende Drøm bag Ruden, bragtes til hendes Bord og hendes Karm. I hvert mørkt Sting var jo syet ind i et Suk for hendes Lod og i hvert lyst en Bøn for éns egen.

Hver Konfirmandinde og hver Brud på Øen lagde i Skælven deres Buket og Krans ned for hendes Fod, som for Livets, i Bøn til det, der nu åbnede sig som Havet derude, ukendt og grænseløst.

Ti som Fru Boline d'Orchimont havde siddet her, År efter År, svulmende i sin Silkekjole af Stillesidden og Ælde, var hun voxet ud til en Saga: til Øen, til Livet selv, til Jorden, Fortid og Fremtid, dunkel som Havet, der sendte den hjælpeløse Ø dens Skæbne og tog den igen - som Havet havde sendt ham og taget ham, Husbonden, den Fremmede, hun evigt biede på.

Og hun tog mod Gaverne, mod hver Funke af Sol i det fattige Sand, stum og døv og blind, med Ryggen vendt til de ofrende Unge, der bævede på hendes Tærskel. Og hun var elsket for sin Stumhed, for sin blinde Døvhed, som Jorden selv af dens bange Børn på Oceanets Bred.

Hendes Sorg sad i hvert Barns Hjærte som et fødselsskænket Sår og gjorde hver Ung svimmel af Smærte.

Den standsede Barnet midt i dets Spring og den Unge i Dansen. Hendes Sorg var Øens, ikke hendes . . .

Hun havde glemt den. Hun mindedes kun ét: Uretten. Hun biede kun ét: Hævnen.

Glemt var Dagenes og Nætternes hvileløse Angst under Bygebrist og Storm, Rædslen i Forladthedens Dyb, Fødslens Vildelse, den sanseløse Vandring til Havnemolen, den bundne Stirren mod Horizonten, Bien og Bien på Svar, fra Konsulaterne - glemt fra den Stund, en af Øens få Søfarere havde bragt det Bud med sig hjem fra Sydamerika, at han havde set d'Orchimont, som alle troede opslugt af Havet, lyslevende og i Selskab med en pragtfuld og farvestrålende Brasilianerinde gå om Bord i sit Skib midt i Havnens Sol.

Tavs havde Fru Boline hørt på denne Beretning, som | Jacobus Uz i skånsomme Ord havde bragt hende, i det Håb. at hun nu skulde støde den Utro ud af sit Hjærte og rejse sig fra sin forgæves Post ved Vinduet.

Og ud af sit Hjærte havde hun stødt ham. men fra Vinduet rejste hun sig ikke.

Nu sad hun kun og biede, at Savnet og Samvittighedsnaget skulde drive ham tilbage, og Oprejsningens Time slå for hende, den fødte Uz, der forledes for en Tøs i en hedensk Havn. Alt mens hun tog imod Øens Hyldest som et ringe Afdrag indtil det store Opgør.

Led hun ikke også for alle, for Øens Synd: dens Begær efter Sol?

Hun havde glemt deres første Møde dernede ved Anløbsbroen, hvor Bølgerne bestandigt slog ind over Sandet med samme Lyd som hin Dag, han steg i Land og så sig undrende rundt på disse sorte Brinker og de mørke Huse, som fortalte, at her virkelig boede Mennesker.

Glemt hans hvide Tænders Smil, hans gebrokne Sprog, som ikke kunde følge med hans ivrige Tale, når han med hæftige Fagter beskrev dem sit Hjemlands, sine endeløse Rejsers solfunklende Strande. Glemt hendes egen, hendes Forældres og Broders Lytten derinde i den skumle Storstue, hvor Nordenvinden tudede dumpt i Skorstenen og Bølgeslagets Kæmpen med Isen lød op, til Buddet om den evige Sommer, om Palmer og nøgne Mennesker.

Hun havde glemt det Suk, der gik gennem Stuen, når han omsider tav og smilende så ind i Lampens sløve Lue, i rolig Viden om, at han fra denne udsatte Plet Jord, fra denne Grav af Bjælker og Stene skulde vende hjem i Solen som dens Barn. Hun havde glemt, hvor hun og Forældrene, ja selv den hårde og magre Broder, Hieronymus, Caspars og Jacobus' Fader havde gemt Øjnene for hverandre, at de ikke gensidigt skulde fange derinde det vågnende Minde fra fjærne, sejlende Forfædres Stævnen under hvide Sejl ind i et Hav- og Himmelblåt, de siden dunkelt havde anet, når Præsten oppe i Kirken varslede om Paradis - Gnisten fra hine Tropestunder, der kunde svide Fædrenes Bjælkeborg af over deres Hoveder, og uden Pels og uden | Hårdugsskjorte give dem skælvende tilbage til Ophavet: Nøgenheden og Solen.

Ja, hun havde glemt, hvorledes hun i ham havde elsket sig selv, alt det, der var forgættet i denne Slægt og på denne Ø - og hvorledes hun, ene mod dem alle, havde stridt for den mistede Drøm: i sin Erklæring om, at han skulde blive hendes Ægtefælle!

Men mest af alt havde hun glemt sin Forraden den Drøm, sin Tvingen ham til at fæste Bo heroppe i Drømmens Grav, sin Ofren ham, ja sig selv på Slægtens skumle Alter.

Et halvt År havde han, i sin Betagelse af hendes statelige og strenge Skønhed, af hendes Vilje og Rigdom dvælet hos hende her yderst på Jordens Rand, i Boet for Vildmænd og Dyr - så havde han med brændende Kærtegn og Kys tiltryglet sig Lov af hende til endnu en Gang at søge ned til sit Hjem, tilsværgende hende, ved sin Hjemkomst at glemme, der fandtes andre Kyster end denne.

Og hun, som da var svanger, havde måttet lade ham drage ene bort til den Sol, der havde sendt ham - og aldrig gav ham tilbage.

Ene var hun blevet med Havet, Mørket og sin vrede Slægt, der aldrig tilgav, at hun havde lukket ham, den Fremmede, Fjenden og Solen, ind i den Borg, de havde stængt for hvert et Minde om det Uopnåelige og Forhadte. Ene med sin Tørst og Angst, med Veerne og Barnet.

Det levede et halvt År, mørkt af Hud og Hår, i én vimrende Gråd bag disse snestirrende Ruder, under disse rugende Lofter, mellem Mennesker, der skottede beskt og mistroisk til det, glemt af sin egen Moder, der så såre hun havde rejst sig fra Sengen, havde taget sin Plads ved Vinduet for at spejde efter ham, der jo måtte komme i Dag -

Ligegyldig hørte hun den vildfarne Gråd, hørte den ebbe ud og så Barnet gemmes i en endnu mørkere Kiste end dette Hus havde været det, for deroppe på Kirkegården at blande sin spæde Stemme i den dumpe Klagemumlen, der bestandig sukker gennem vor Ø fra alle de Fremmede, dens bitre Sand holder fangen.

|

Buddet var kommet, at ham hun ventede, levede, men at hun vilde vente forgæves.

Og dog sad hun stedse i sin Stol, ja sad nu for aldrig at vige.

Hun glemte sin Slægts Virketrang, Huset, der skulde styres, Forældrene, der skulde plejes. Hun vendte dem Ryggen og så mod Horizonten. Hun så ikke, hvor Støvet faldt under Lofterne, hvor Faders og Moders Kæmpeskikkelser grånedes og krøgedes og sky listede omkring, hjemløse i deres eget Hjem, i deres faste Borg, ramte af hin Gnist, der sved Mørkets Læ af deres Sind, af deres Alderdom. Hun hørte knap, da deres listende Skridt tav på Gulvene, og den ensomme Kirkeklokke gik over dem: "af dette Sand er du taget, til dette Sand skal du vende tilbage!"

Hun så ikke Brevdyngen på sit Bord, Brevene fra al Verdens Havne og Konsulater, Breve, hvis Duft af Tamarinde og Aloe havde sydet i hende som Feber, som den én Gang Elskedes Kys. Hun spejdede fra sin Rude fra Daggry, til Nattens Stjærner steg af det tomme Hav. Hver Mast, der ridsede sig frem langtude, hver Røgstribe, der trak sig langs med Kimmingen, fik hende til at rejse sig og ludet mod Ruden følge dem, til de, Timer efter, dukkede under Horizonten.

Hun sad der Dag for Dag, med Ryggen til Alverden, med Hånden knuget om sin Stav, stirrende ad sin Rude. Hendes Broder var død, Caspar var falden, Jacobus var voxet op, hans Hustruer komne og forsvundne, han havde levet sit Liv af Kval og Sejr. Hver én af dem, der var Barn med hende på Øen, havde lagt sig til Hvile i dens Sand. Hun sad der stedse og biede og spejdede.

Biede den Stund da han, dreven af den bitre Ensomhed på Havet, af Alderdommen, af Døden skulde søge tilbage til den sorte Strand, til hende - biede, at se ham overvunden for sin Fod, overvunden af Solen og Lykken, ene begære at lude sin Pande mod Mørket, mod Sorgen, mod hendes kolde Hånd.

Da vilde hun have fået Hævn - over ham og over sig selv. Da vilde hun vide, at hun og hendes Slægt, at Mørket fik det sidste Ord. - | Men ovre i den nordre Gavl af Huset, bag Jacobus Uz' Stuer, sad hans Moster, Jomfru Benedicte Comminchen.

Hun var kommet til Øen og Slægten, da hendes letsindige Forældre havde efterladt hende uden én Skilling, opdraget til Lediggang og Lystighed. Hieronymus Uz havde taget hende til sig, i Triumf over hendes Slægts og dens Levneds Nederlag, holdt hende fanget i sit Hus som selve den forhadte Glæde og givet hende Husly, Fede og Klæder af Nåde - og mod at hun lavede hans Mad og opdrog hans Børn.

Og hun lønnede ham ved at få et Barn med en skibbrudden Sømand, der lå syg på Øen et Årstid og siden døde af sine Sår - en Dreng, Hieronymus lod voxe op nede hos Handelsbodens Bestyrer, den svinske Mons Abild Flade, og kun ugærne lod Moderen se. Da han var tretten År, sendte han ham til Søs med et af de Skibe, om hvilke senere ene Assurancesummen spurgtes.

Men den Dag, da Skibet forlod Bryggen, styret af et beruset, ukyndigt Mandskab, med Ernst om Bord - det var Barnets Navn - stod Jomfru Benedicte ved Ruden, med Hænderne klemt om Lommetørklædet på sit Bryst, og stirrede efter det. Hun havde af sin Svoger fået Lov til at tage Afsked med Drengen nede i Handelsboden, men ikke at følge ham til Skibet. Og så stod hun da dér, med opspilede Øjne og Hænderne knugede hvide mod det allerede visnede Bryst - og stirrede og stirrede, til den sidste Mastetop var sunket bort i det Grå.

Så vågnede hun med en dæmpet Lyd og gik tilbage til sin Gærning, men strax efter stod hun der igen, og da Hieronymus Uz kom op fra Kontoret til sin Middagsmad, fandt han det store Bord i Spisestuen udækket og Caspar og Jacobus grædende af Sult. Jomfru Benedicte stod ved Vinduet, med stirrende Øjne og med Hænderne om Lommetørklædet mod Brystet.

Hans lave, skærende Stemme jog hende derfra, og Bordet blev dækket. Men da Maden skulde bæres ind, var hun forsvunden, og da Hieronymus søgte hende, stod hun ved Vinduet.

Hun vendte sig hastigt mod ham og sendte ham et | Blik fra sine opspilte, sorte Øjne og stirrede så atter over Havet, let løftet på sine Tæer, som for at se et Kig ud over Horizonten,

Da blev Hieronymus Uz hvid i de jordslåede Kinder, som hin Morgen han fandt hendes Søsters, sin Hustrus Lig i Strandkanten, stod lidt, vendte sig og gik.

Kort efter kom der en ny Husholderske over Havet til ham og hans Drenge. Og Jomfru Benedicte stod ligeså støt ved sit Vindue, som Fru Boline sad ved sit.

Og Hieronymus Uz vandrede frem og tilbage, hele det store Hus igennem, imellem de tvende Døre, men kom han til dem, standsede han brat og vendte.

Og Jacobus og Caspar blev ene og overladt til sig selv. Ti så lidt som Faderen vovede de sig ind ad de lukte Døre. Blot de så Fasterens eller Mosterens Ansigt bag Ruden, skjulte de deres - som vilde de ellers se det, de ikke kunde tåle.

Indtil de blev større, og med Øens andre Børn og Unge stod ventende foran Fru Bolines Dør og skælvende trådte ind under hendes sortbrune Øjnes stive Blik og som de andre bragte deres små Gaver - til det Ukendte, Skæbnen og Havet, at det skulde skåne dem.

Men ind til Moster Benedicte gik de endnu ikke, så lidt som Øens andre Unge: hun var jo bare ikke rigtig klog, en Kvinde, der havde fået et uægte Barn! Hunvar jo ikke af de Uz'ers Slægt og ikke fra Øen, en Indflyttet kun. Hvad kom hendes Modersorg dem ved?

Var hun mer end gamle Mærged Duun, der hver udslagne Dag så længe nogen kunde huske, ved sine Krykkekæppe havde slæbt sig op til Sønderbjsergets Top, og derfra, ludet mod Horizonten, havde gransket den rundt for at finde sin Søn, der for et halvt Århundrede siden forlod hende' for at samle Rigdom i det Fjærne - og enten ikke havde fundet den eller glemt hende, han havde villet bringe den til?

Sad ikke på hver en Strand, Bølger beskyller, en Moder som Benedicte og ventede sin Søn? Men hvor sad en Hustru som Fru Boline og biede sin Mand, som Havet havde sendt og atter taget - levende?

En Gang vilde jo Havet opsende alle sine Døde for de Ventendes Fødder på Stranden. Men når vilde det | opsende sine levende Døde, dem der sank i det med Vilje, der gav sig over til dets Vejløshed som en af dets Bølger?

Jomfru Benedicte biede jo kun for sin egen lille Sag, men Fru Boline for hele Øens -: at Solen, den unåelige, fra sin Vandring over fjærne, hede Øer skulde neje sig for denne Øs Fod og bede om at slukke sin Flamme i dens isnende Skød. Hun var Øens Længsel og Hævn. -

Men hin Aften vi havde bragt vor skyldige Hyldest til Fru d'Orchimont, der, med den sjalsvøbte Ryg til os, ej en Gang syntes at ane, vi sad hos hende, optaget som hun var af et Par sorte Prikker lige i Horizontens Rand, gik vi gennem alle Husets genlydende Sale, også den, hvor Længslen efter Solen en Gang var sprunget op af hendes Hjærte, over i Jomfru Benedicte Comminchens Stue.

Her var koldt og nøgent, med fattige Fyrremøbler og en rusten Jærnseng. Hendes skræmte, sorte Øjne mødte os, uden Krav på Gave og Hyldest. Men da Jacobus Uz og jeg trykkede hendes tynde, iskolde Hånd til vor Mund, og hendes magre, gråpjuskede Nakke og krumme Knokkelryg under den grønslidte Kjole vendte mod os, mens det gustne Lommetørklæde, knuget mod det sunkne Bryst, viftede i Rudens Træk, og kun den lille "Uro" under Loftet suste, som Tidens endeløse Væv - vidste vi bægge, hvor uendeligt længer denne Kvinde havde siddet end hun i den anden Gavl.

I Vindueskarmen stod Lampens sprukne Kuppel, grå af Klittens Sand som en Hovedskal. Om lidt skulde den tændes at lyse langt ud over Havet i Natten, at den kunde vejlede Sønnen til Moderen, når selv hendes Øjne ikke mere kunde våge. Den brændte dér i Karmen, som hendes Hjærte. hver Nat.

Den var kendt af Øens Folk. Når de på det natlige Fiske løftede Blikket, der var sunket som Dybets Dræt, kaldte dens lille Gnist, som Hjemmet, det usynlige dér i Natten. Og de smilte, atter erindrende, mod Jorden.

Og den var kendt af Søfarende, selv fra f jærne Have, der med lange Års Mellemrum sejlede forbi derude og bestandig så den brænde. Man vidste at fortælle om en utro Søn, en glemsom Søn, en af Havets levende | Døde, der havde givet sig dets Bedøvelse i Vold, og som en Nat under de umærkeligt, de uimodståeligt bærende Sejl mødte dens Lys, utrætteligt vågende i Mørket, og erindrede det fra År tilbage og med Et så et Vindue, en Lampe, et Ansigt i en fjærn By, under Bjærge . . .

Og man hviskede, at Buketten, som stod dér hos Jomfru Benedicte, den eneste, visnet hen til en Bunke gulligt Støv, men stedse urørt, var sendt hende fra en Moder som en fjærn Tak - -

Nu rejste Jomfru Comminchen sig og løftede Kuplen, og vi listede stille ud.

Men hos Fru Boline sad Vinduet mørkt, slukt som hendes Hjærte. -

Men først da bægge de Ansigter forsvandt, hver bag sin Rude - og det var med kun en Måneds Mellemrum - og Kirkeklokken kaldte som med deres Stemmer for sidste Gang ud over det aldrig tilbagegivende Hav - først da var det, som vendte mine egne Øjne tilbage fra Horizonten, som glemte jeg mine Drømme om Sollandet, Sorgen over alt det af mit Bedste, jeg havde sendt ud bag Havet, og som aldrig kom igen. Jeg blev først ret hjemme på Øen, da med hine Øjne Længslens brast. Og jeg tror, som jeg alle de andre. -

- Nej, ikke alle de andre - ikke Menneskene nede i den gamle Røverborg under Uz'ernes Hus og de sorte Brinker, Tolderen og hans Hustru og Børn.

På mine ensomme Ture ud langs Stranden mødte jeg bestandig Toldforvalter Lennard Vendelin.

Jeg så ham, som hin første Aften jeg steg i Land, komme langt borte på Stranden, i stift Småløb, med tætknappet Uniformsfrakke, med Tressekasketten ned i Panden og Stokken i Hånden, ens klædt både Vinter og Sommer.

o

Som han løb dér langs det vældende Hav under de knygende Klitter, det eneste levende så vidt øjet rakte, og som han strøg mig forbi med det øde Blik fra det gustne Ansigt, og atter forsvandt bagude mellem Klitterne og Havet, vakte han i mig, stedse påny, en Panik, så jeg kunde have kastet mig ned i Marehalmen for at slippe at se ham, og dog med Øjnene måtte | felge den lille, sorte Skikkelse, til den viskedes ud i det Fjærne, som havde Havet taget den.

Da først åndede jeg op og kunde fortsætte min Vandring. Men den sandede eller stenede Strand foran mig, Bølgeslaget og Vindens Susen, ja Klitrækken og Fyrtårnet eller Højdedraget langt ude, alt syntes mig ilende og flygtende. Og pludselig følte jeg mig selv i Løb som Vendelin, på Flugt som han - hvorfra og hvortil?

Jeg huskede, hvor jeg mødte ham ved hans Hus, ligbleg, ravende, med pibende Åndedræt, hjemkommen denne Dag for at løbe ud den næste.

Og jeg standsede og så gysende Havets Ring for mig, således som jeg i Dag havde vandret den rundt

Og jeg, der var gået ud for at udvide den Plet Jord, der var min, for at lægge Mil mellem Klittop og Klittop, ved kærlig Erfaring om hver Sten og hvert Strå, segnede ned i Sandet og gemte mit Ansigt for ikke at se, hvor jeg var.

Og først da jeg begreb, at som vor Udve i ham løb sit Fængsel rundt hver Dag, således havde Menneskets Higen, dets umættelige Begær altid løbet selve Jordkresen rundt, for dødsmat, segnefærdig at nå tilbage til samme Sted - turde jeg løfte mine Øjne mod den Grænse, der var mig sat, og med et lettet Suk forske videre i Stråenes og Stenenes Verdner og rulle Milene op for min Fod.

Men hjemme, under det firehundredårige Tangtags Skygge, i de bælgmørke, isnende Rum løb hans Hustru og Børn som han.

Jeg kom ind i disse Rum en Dag ved Jacobus Uz, og jeg, der var vant til Armoden, standsede på Tærsklen til de gravdunkle Kamre med de halvblinde Ruder, de svampesorte Gulve og de fattige, brøstfældige Møbler,

Men Fru Eleonora svævede os i Møde, rank og svøbt i et ildrødt Sjal, med en kunstig Nellike i det blåsorte Hår og de klartblå Øjne opspilede.

"Velkommen!" sang hendes sprøde Stemme, og hun knugede mig i Hånden, "hvilken Glæde at en studeret Mand er nået til vor ø! Oh. nu må De komme ret ofte til os og fortælle om Livet i Hovedstaden, om de nye Teaterstykker og Skuespillere og Bøger - - om | Verden derude -" hun standsede med de smalle, let smudsige Hænder klemt mod sit Bryst og Øjnene i mine, som vilde hun suge al min Viden ind i sit Hjærte.

Og da jeg stammende forklarede, at jeg vidste intet om Teatre og det litterære Liv i Hovedstaden, sukkede hun, mens Hænderne gled ned på hendes Skød, som var et Håb om Frelse fra Hungersdød bristet.

Inde i Hårets Sky lyste hendes Ansigt som en døds. Øjnene spejlede Tangtagets Skygge. Og jeg syntes, at først nu fornam jeg Øens Længsel.

Da så jeg et sortlokket Hoved ved Fru Eleonores Skørt, et Par tynde Hænder greb i det, og to spejlblå Øjne søgte op mod hendes som hendes før mod mig.

"Mo'r, skal vi ikke lege "Åge og Else" færdig?"

"Jo, jo," Fru Eleonore foer sammen, som vaktes hun atter til Live, og smilte, som var det til Lykken, "jo, Børn, vi skal," og hun bredte sine Arme med Sjalet ud til Siderne som to Vinger.

Og nu så jeg alle Børnene, med de sorte Hoveder, de skære Øjne og de spinkle Hænder, der krøb frem fra Mørket, klamret om hende som om en Klippe.

Og bagved, i Skyggen, skinnede den fjortenårige Agnetes Øjne i det blege Ansigt, rejst op af Mørket på den lange Hals.

"Undskyld, mine Herrer," Fru Lenore nejede med alle Børnene klynget rundt om sig, "men Dagen er så mørk, og vi legede Folkevisen om "Åge og Else". Vil De sætte Dem lidt ned, kan vi måske lege den færdig?"

"Gerne, Fru Eleonore," nikkede Jacobus Uz, idet han tog mig i Hånden og husvant tvang mig ned på en Stol, hvis brustne Kurvesæde sukkede.

Her var koldt, så vor Ånde drog som en Tåge hen gennem Mørket, men så vel Fru Lenore som Børnene havde nøgne Halse og nøgne Arme og syntes kun svøbte i mærkeligt brogede Pjalter og Skærf, mens de dansede rundt på hullede Strømpesokker.

"Nå Steffen, kom så," befalede Fru Eleonore og trak en højrygget Stol med falmet Betræk frem midt på Gulvet, "Ja sådan," hun støttede den trettenårige Steffens Hoved tilbage på Stolens Læn. "Nu er du alt kommet fra din Grav, fordi Else, din Fæstemø, græder så såre, | og du er vaklet ind i hendes Jomfrubur og sunket ned på hendes Stol."

Steffen lod sine Arme falde ned til Siden, mens Munden gled halvt op, og Øjnene sluttede sig til. Det magre Drengelegeme i den stumpede Trøje sank sammen så løst som Knokkel i Knokkel, og da nu en af de mindre Søskende kom løbende gennem Skumringen med et stort Lagen, hun kastede over ham, så kun Hovedet sås, lå han dér helt som et Lig, mens hans Barneansigt langsomt antog en døds tunge Hvile.

"Så du, Agnete," hviskede Fru Lenore, der ligesom Børnene ganske syntes at glemme os og Stuen omkring sig for den ubevægelige Skikkelse dér, "kom nu."

Og Agnete nærmede sig, med det sorte Hår gyngende over Ryggen som et Sørgeflor, og ved Stolen knælte hun ned. med de spinkle Arme udrakte og det halvnøgne Bryst tungt åndende. Langsomt, langsomt løftede hun Hænderne mod Broderen og hviskede:

Og Steffen løftede mødigt Hovedet og nynnede med brudt Stemme:

Agnete veg lidt, med Hænderne på Hjærtet. så bøjede hun sig hastigt frem mod ham og hviskede som i Feber:

Da løftede Steffen Hovedet lidt længere fra | Stoleryggen, og det sitrede under Lagnet, som hævede han sin Hånd, og han sang, højere end før og med dump Trussel:

og her slog hans Stemme over, halvt i Bøn -

hans Stemme nynnede blid, mens Hovedet dalede mod Stolens Ryg som mod en uudsigelig Hovedpude -

Agnete var gledet helt ned på Knæ og lyttede med fremstrakt Hals, med Hænderne flettet for Brystet. Steffens Ansigt sov i et roligt Smil mod Stoleryggen.

Men alle de andre Børn, der i Flok stod omkring de to, sang nu pludselig, med spæde Stemmer:

alt mens Agnete, rejst halvt, tungt støttet mod Stolen, | med en Stump gammel, gul Kam strøg gennem Broderens lange, sorte Hår med varlige Tag.

Hendes foroverlænede Legeme, hendes tunge Øjenlåg og hendes segnende Bevægelser med Kammen forplantede sig til de yngre Søskendes Sang, der nu slukkedes, som et Lys i Mørket.

Steffens Hoved kæmpede sig atter fra Stolen. Med lukkede Øjne sang han, som lyttende:

Og mens han, stadig med lukkede Øjne, vaklende rejste sig mod hende:

Og Børnenes sitrende Stemmer faldt ind, mens han knælende læssede et Stykke Vragtømmer på sin Skulder, og Agnete var sunken i Knæ:

Hele Flokken drejede sig, syngende og med foldede Hænder efter Steffen, som ludende, med Hovedet hængende mod Brystet og segnende i Knæene for hvert Skridt, drog sig frem gennem Stuen med Vragstumpen på sin Ryg, fulgt af Agnete, der anråbende løftede | Ansigtet i det løse Hår og klemte begge Hænder om Byrdens nederste Ende for at lette og hjælpe:

Ja, mørk som Skoven var det dunkle Rum, de to lakkede hen igennem, mens de syngende Stemmer fulgte dem, så véskælvende som de Levendes Hu den Døde:

De to var nu på deres møjsommelige Vandring nåede hen under det store Chatol, hvis Krone rakte op i Loftets Mørke som et uhyre, hedensk Alter.

Fru Eleonore havde slået dets Låge op som en Port. Dér standsede de, og sunket på det ene Knæ vendte Steffen sit Ansigt mod Søsteren, med lukkede Øjne, og åndede ud, knap hørligt:

og han vendte sit trætte Ansigt op til Loftsbjælken, som var det hele Jorden, han skulde løfte -

|

Og mens Agnete drejede sig langsomt, undrende og halvt mod sin Vilje, som en Vidie mod Solen, der brast frem gennem Stjærnernes Skær - sang Børnenes klagende Stemmer:

Og Steffen sank brat, men forunderligt lydløst og let, hyllet i sit Lagen, om på Gulvet, og lå dér ubevægelig under den hvide Dug, mens Børnene sang efter Agnete, som hastigt gribende om sig vaklede fremad med udrakt Hånd og stirrende Øjne som i Søgen:

fulgte de hende, som hun nu hulkende krøb mod sin Stol -

sang de, nu atter flokkede tæt omkring Stolen og med hævede Hænder:

Og alle løftede de den viljeløse Pige og bar hende hen ved Siden af Steffen under det hvide Lin, som de nu drog over dem bægge, syngende:

|

og knælede i Kres om de hvilende to.

Under den sidste Del af Sangen havde vi hørt løbende Skridt udenfor, vi vel kendte, og mens Børnene bar Agnete hen over Gulvet til Steffen, sled Skridtene sig gennem Forstuen derude, som var de med Et udmattede i deres Hast, og idet Børnene knælede, gik Døren op, og Toldforvalter Vendelin stod dér, med Stokken i sin sænkede Hånd, med det gustne Ansigt under Tressehuen lænet mod Dørstolpen.

Ingen af Børnene syntes at agte på ham eller den endnu stærkere Kulde, der strømmede ind om ham ude fra den åbne. grå Strand, og ikke heller Fru Lenore så ham, som hun. foroverbøjet, med Hænderne på Hjærtet, lyttede til Børnenes Sang og Spil.

Han smilte svagt, som i Hån, strøg Huen af for Jacobus Uz og mig og gik hen igennem Stuen med sænket Hoved og slæbende Stok og lukkede sig ud af den anden Dør.

Men strax efter hørte vi, fjærnt inde fra i det store Hus, Klaverspil. Der grebes i Tangenterne, voldsomt og vildt, som i et reddende Klippeskær; der udstødtes Angstskrig, som svang én sig op på en frelsende Sten; og nu jublede det af Fryd, af Sejr - -

Børnene var alle listede sammen om Moderen og lyttede, med Hovedet mod hendes Bryst eller i hendes Skød. Kun Steffen og Agnete lyttede henne fra Gulvet, tæt omslyngede, endnu under Lagnet.

Fru Lenore selv sad rank over Børnene, med opspilte Øjne, som så hun hine Stjærner, Børnenes Sang havde vendt vore Blikke imod - eller hine tropiske Lunde, den Spillende derinde tryllede op af de fugtige Gulvplanker, purpurbugnende, solluende, hedestrålende.

Så tav Musiken brat, som slukkedes et Farvebål, og midt i det frysende Mørke lyttede vi alle forgæves. Jeg fornam Jacobus Uz' Skælven ved min Side.

Så lød slæbende Skridt som i den yderste Udmattelse, en Skabslåge knagede langt derinde. Og vi vidste, at nu havde Tolder Vendelin fundet frem til sit Brændevinsforråd.

|

Men Fru Eleonore sad alt hos os, omslynget af sine Børn, dukkende op af dem, som den spinkle Klippe, der bærer Skoven, og hun smilte.

"De synes måske, min Herre, at jeg lader Børnene lege altfor sørgelige Spil? Men vi spiller også lystige må De tro! Var De kommen i Gar, havde De set "Aprilsnarrene" og i Morgen skal vi prøve Kleists "Der zerbrochne Krug". Men Børnene holder dog mest af de tragiske, ikke?" hun smilte ned til alle de hvide, opadvendte Ansigter.

"Jo! jo!" hviskede de alle, som i ét hedt Åndepust.

Fru Eleonore grundede, med Hagen støttet mod den slanke Hånd.

"Jeg skal sige Dem, Hr. Student, vi har jo ingen af den store Verdens Farver og Lykker og Ulykker her - så må vi leve os selv til dem, at vi ikke skal glemme, at Livet er stort!"

Jacobus Uz' hvælvede Øjne dvælede stift på Fru Lenore, så sagde han:'

"Fru Eleonore var nemlig Skuespillerinde, inden hun blev gift og kom til Island."

"Ja, ak ja," Fru Vendelin smilte og løftede sukkende Hagen fra Hånden, "men kun én eneste Gang, Hr. Student, som Agnete i "Elverhej", i min Mesters Skuespil!"

"Har De kendt Johan Ludvig Heiberg?" spurgte jeg ærbødigt.

"Kendt - ak ja, det var jo ham, der sagde, at jeg skulde blive Skuespillerinde; han oplærte mig gratis og skaffede mig den Debutrolle. Men så -"

"Så?"

"Ja så, efter denne ene Aften mellem de skovgrønne Kulisser, i den brændende Luft oven over de vrimlende og jublende Mennesker - var det, jeg blev gift og - kom til Patricksfjord på Island, og siden hertil," hendes Stemme sank.

"Mo'r, hvorfor rejste du til Patricksfjord? hvorfor blev du ikke dér mellem de grønne Træer?" spurgte en af de små Piger, med et bekymret og uforstående Blik.

"Fordi - fordi jeg elskede din Fader," smilte Fru Lenore og strøg hende over Håret, "derfor, Isabella | - og han," hun sænkede atter Hagen mod Hånden, "han vilde jo ikke vente, da han endelig havde fået det Embede som Sysselmand, Postholder og Tolder i Patricksfjord. Han havde aldrig brudt sig om sin Examen, og han havde haft Uheld med den, og intet andet Embede kunde han få, og han vilde ikke rejse, før vi var gift, og vilde ikke vide mig dér på Scenen som hans Hustru." Hun bøjede Hovedet lidt, så smilte hun og sagde: "Og vi blev viede, og han rejste derop et halvt År efter. Men jeg kunde ikke følge ham, for jeg skulde have Agnete - og hendes Tvillingebroder, som døde. Men da de to var et halvt År, måtte jeg jo rejse med dem efter min Mand. Jeg sagde Farvel til min Moder og mine Søstre og Veninder, til vort gamle Hjem ved Kvæsthusbroen og til ham, min store Mester, og det kongelige Teater, og vi styrede ud over Havet den månedlange Sejlads, hvor både Børnene og jeg var syge, langs den klippefulde Kyst, der blev vildere og vildere og ingen Ende syntes at ville tage og tårnede sig op som selve Verdens Grænse, til vi endelig drejede ind i Patricksfjord og var i vort Hjem."

Hun så ud for sig med det lysende Smil og grundede.

"Ja, Børn," nikkede hun og drog dem ind til sig, i sin Favn, under det røde Sjal, "vort Hjem deroppe kan nu kun Steffen og Agnete og måske Gisela og Hagen huske, og den første Vinter mindes ingen af jer, Men den tror jeg ikke, jeg vil kunne glemme, selv efter min Død . . .

Min Mand kendte intet til Forholdene deroppe og havde ikke sørget for ordentlig Proviant. Og der var Hungersnød i Landet. Vi kunde intet Mælk få, og lille Johan Ludvig døde. Korn var ikke heller til at opdrive, vi malte Brød af Majs, knust imellem Stenkværne. Vi fik omsider Smør, Mile borte fra, fra Hvalfangere i Syd. Det var grønt og harskt, men vi huggede det ud i små Klumper og spiste det som Delikatesse. Vi brændte Ærter til Kaffe, og måtte spare på Riklingen. Havde vi ikke haft de tolv Høns med fra Reykjavik, var Agnete og jeg også død. Nu stod vi det ud til Maj, til det danske Skib endelig kom igennem med Post og med Kasser fra mine Slægtninge - å Kasser fyldte af | Mad, som vi havde mættet os med hele Vinteren igennem i vore Drømme, men som vi troede, ikke mere fandtes i Virkeligheden.

Hele Verden troede vi jo frossen inde som vi, vi halvtredsindstyve Mennesker her i Fjordens Bund, i Revnen i de skyhøje Fjælde, i den evige Nat, i det sydende Snefog og den brølende Storm.

Vort Petroleum var forlængst sluppet op, og vi måtte spare på Trannen, så vi tilsidst famlede rundt i Mørke, i glemte Tider, og troede ikke mere på, at Solen og Lyset kunde komme, men at det var Verdens yderste Time.

Og så kom Skibet! ind mellem Majs sejlende, blå Isfjælde kom det med Bud og Brev og Fødevarer fra den Verden, der endnu stod, som kun vi var kommet bort fra. Men - som vi kun turde spise lidt ad Gangen, fordi vi havde fået Skørbug i Vinterens Hunger, således turde vi heller ikke se mod Solen, der steg op over Skarpafjellet og luede i den sommerblå Fjord mellem de krystalfunklende Isfjælde, tindrende i vore Ruder og spændende sin Regnbuebro over de isglimtende Tinder.

Men vi mærkede dens Stik i hver Dråbe af vort Blod, vi vendte os blændede og i Vånde mod den, som de forkrøblede Dværgfyrrer på Tunet, hvor Græsset alt grønnedes under Sneen. Kulde slog ind om os fra Fjordens lysende Gab med alle Isfjældenes Tænder. Men Himlen åndede sin Varme ned over os, ned i Græssets Rødder. Og Blomsterfloret brast frem, Smørblomster i Tunet, og alle Fj ælden es vilde Blomster. Og Fuglene stod ind over Fjorden, som sendt sølvskinnende ud af selve Himlens Blå: Stormmåge og Tejst, Søpapegøje og Alk, og i Fjældrifterne pilede Rypen. Røg steg op fra alle Skorstene, fra vor og Købmandens og fra Præstens Gård ved Kirken ude på Saudlaugsnæsset, som fra de Indfødtes Græstørvstage, ret op i det blikstille Blå. Ti nu var der kun en Måneds Tid igen, så vendte Fiskestimerne atter ind i Fjorden fra det Dybe i Havet, og vi skulde kunne fange dem med Hænderne.

Og de norske Hvalfangere stod snart ind ad Fjorden, og de amerikanske Helleflynderfiskere og tilsidst vor Længsel: de franske Ishavsfiskere, en hel Flådes | Mastevrimmel bag de to Fregatter, hvis Officerer skulde våge over dette svømmende Frankrig, den lange, solluende Sommerdag igennem,

Ja, Franskmændene kan I huske, Børn! de, som kom til os fra deres Vinbjærge og Rosenhaver som selve Søndenvinden, og hvirvlede ud over os Heden af al Sydens Jubel og Musik, af Paris'es blomsterhvide Alléer og myldrende Liv, af de store Teatres Orkestre.

De Indfødte krøb langs Stranden i deres Skindklæder og skulede angst og ondt mod de letklædte, dansende Skikkelser, angste for Uniformernes Guld og hadske mod det smilende, franske Sprog.

Men jeg - å jeg, Børn - -! Havde ikke Franskmændene hvert År bragt Søndenvinden ind i Patricksfjord - jeg var frossen ihjel, når Nordenbrisen atter hyllede Iståge om Fjorden, og Sneen og Mørket væltede ned over os fra Fjældene.

Men nu vidste vi i vor levende Begravelse, at Verden var ikke død, at nu, selv i dette Nu, kogte og strålede og flammede den. Og da var det, vi begyndte at leve os ind i den, dykke os i dens Ild, at vi ikke skulde forfryse - at vi begyndte vore Skuespil.

Igennem de sorte Bjælkerum drog vi i Optog, klædte i alle de Rester af brogede Kjoler og Sjaler og Skærf, jeg havde ført med mig herop.

Og vi glemte Mørket og Stormen og Kulden og de mange Mile tåget Hav og isstrittende Tinder, der var mellem os og de nærmeste Menneskeboliger, Vi var dernede, i Livets Hjærte, i Paris, Børnene og jeg.

Men min Mand, han havde ikke Fred at være hjemme hos os, han måtte ud i Vinterens talløse Mile, bort i de store Sexten-Mands-Både, ud i Fjorden til de ensomme Gårde i Klipperevnerne, eller op over Fjældene, bundet med Reb til sin Følgemand, der bar hans Niste og Bagage; med Isstav og Hakke i Hånd kravlende under de isblå Tinder, langs de dødshvide Fjælde, over de bundløse Afgrunde.

Og mens han var derude at dømme i fjærne Stridigheder eller inddrive Skatter og Bøder, måtte jeg tit skaffe Ret mellem Byens egne Folk, hvis dumpe Sind pludselig i Vinternattens Os af Bål og Transtank | grebes af Sanseløshed og rasede op i Bersærkergang og Mord

Til Våren atter kom, og Isfjældene som de første Sejlere strålende gled ind ad den åbne Fjord . . .

Husker I Børn, hvor vi drog til Fjælds, og hvor vi i Tak til Hønsene, der havde holdt os i Live Vinteren over med deres Æg, tog dem med derop, og hvor vi tumlede os på de lavgrønne Fjældskrænter omkap med de arme, halvblinde, skindmagre Dyr, der med deres baskende Vinger og spjættende Ben ellevilde dansede i Solskinnet i det guldprikkede Mos, mens Røgen fra vort Bål steg til Vejrs som en svimlende Søjle, og Solen, Solen stod dér som Verdens Hjærte, i det bundløse Blå opad og det bundløse Blå nedad i Fjorden, hvor Fjældene og vi og Byen dernede og Bryggen og de franske Skibe svævede?

Og husker I de femhundrede Svaner, vi så, den Våraften vi red over den brune Sandslette med Bjærgenes blå Rande allerfjærnest ude? de femhundrede snerene Fugle, der hvilede i den cirkelrunde Sø midt i Sletten, ubevægelige som var selve Sommerens hvide Sky dalet ned over Jorden, men som ved Hestehovenes Gungren suste til Vejrs som et Geysir, og i en Sølvstrøm skød ud under Himlen, over de grønklædte Fjælde, mod Syd, mod Syd! - mens vi, bøjede over Hestenes Halse, stirrede, som var det vore Sjæle, der fløj ..."

Hun smilte hen for sig, med Hovedet støttet mod Hånden, med alle de lyttende Barneøjne på sig. Så så hun op med sit store, stjærnefunklende, sejrrige Blik:

"Ja, mine Herrer, dér lærte jeg, at Legen er Livet!"

Og jeg, der havde måttet vænne mig fra Legen, slog mine Øjne ned og vidste, at kun fordi min Drøm ikke havde været stærk nok, havde jeg måttet slippe den. Men ihukom hin ene Drøm, Drømmen om Dorete, hvis Svanevinger dog bestandig bar mig ud over denne Ø, dette Liv, og jeg smilede til Fru Lenore som til en Søster.

Men i det samme gik Døren op derhenne i Mørket, og vi så Tolderens Skikkelse i utydelige Omrids.

"Eleonore," kom det med brudt Stemme, "Eleonore . . .u | Hun rejste sig hastigt, strøg Børnene af sig, og ilede hen til ham.

"Ja, Lennard, min Ven! Agnete," hun vendte Hovedet mod hende og de andre Børn, idet hun smøg sin Arm bag om Mandens Ryg, "Agnete og Steffen, vil I bringe de Små til Sengs?"

Og mens hun ledte sin Husbond, der halvt leddeløs, halvt stiv af Drik hang over hendes Arm som en Strandvasker, samlede Agnete og Steffen hastigt og lydløst de Små, og alle de hvide Ansigter og mørkkrøllede Hoveder forsvandt ud af Døren, som slugte af Mørket.

"Mine Herrer," Lennard Vendelin segnede ned på Stolen, hvor Steffen havde hvilet som den døde Age. og vi så nu i Vinduets irrede Grålys, at han var sin Søn lig og næppe mere levende end Sønnen i sin Rolle før, "mine Herrer, jeg hørte min Hustru sige, at Legen er Livet. Nu har jeg leget! Eller - å nej, Gud - jeg som ikke kan lege!" han greb sig til det halvnøgne Hoved, hvor de sortkrøllede Hår struttede som forkullet Krat, "og som sendtes fra Djævleø til Djævleø!"

Han sad lidt med lukkede Øjne, støttet mod sin Hustrus Skulder. Fru Eleonore strøg tyssende hans opadrynkede Pande.

"Ja du, Lenore," han famlede hårdt om hendes Hånd, "jeg véd, du vilde det, men mig kan du ikke døve med Leg! For jeg vil det Selv, det Selv!" han knyttede Hænderne og hævede sig halvtop af Stolen i et truende Suk. "Mig kan ingen Drømme mætte, sådan sulter mine Tænder, mine Øjne, min Hud. Ja, mine Herrer, jeg er fuld, døddrukken! fuld af Natteblæsten derude og af Musik og af Brændevin, og nu taler jeg, nu røber jeg det alt for Dem! Men tal ikke til mig om det, når De møder mig i Morgen, løbende på min Strand!

Véd De, hvorfor jeg løber, hver evig Dag, den halvtredje Kvadratmil rundt? véd De, hvorfor Eleonore og Børnene fryser i Mørket og Kulden, i Pjalter som et Fattiglems Kone og Børn? véd De, hvorfor her aldrig er Lys og aldrig er Varme og knap er Føde i dette Hus? hvorfor vi aldrig har taget herfra, sålidt som fra Island den Gang, ned til Livet at varme os en Stund, | at hente lidt af Lykken med os herop, at se lidt af Livet, før det er omme?

Fordi, mine Herrer, fordi," han rejste sig halvt over Ende med udbredte Arme og det gule, ophedede Ansigt vendt mod Loftet, "fordi jeg ikke kan lege! Fordi jeg vil det Selv! Ja vil det Selv, inden jeg der! ja, Livet selv!

Ha, véd De, hvad Sysselmanden i Patricksfjord, hvad Tolderen på denne Ø har skrabet sammen, sultet sammen, frosset sammen af sin egen, sin Hustrus, sine Børns Varme og Føde og Glæde? Véd De, hvad han har vundet ved at pine den sidste lovlige Skilling, ja, den der fulgte derefter, ud af Eskimoer og Fiskere?

Nej, nej! det siger jeg ikke! siger jeg ingen! Men - endnu ni År - eller ti - eller tolv - så!" han rakte Hænderne langt frem for sig.

" - - Mine Herrer,4t hans Hoved sank ned mod Hustruens Skulder, "har nogen af Dem gennem Døgn kravlet på alle fire, med Reb om Livet, ad en isblank Skrænt, med en kogende Elv i Dybet, med et Lavineskred over Hovedet, blodig på Hænder og Knæ, med Huden bortædt af Frost, blind af Sne og Is? Har nogen af Dem ruget i en Båd, Havmil efter Havmil, uden Anelse om, hvor De var, uden Håb om mer at nå Kyst, mens Bølgesprøjtet, sviende som Ild, frøs til Is i Deres Ansigt, i Deres Øren, over Deres Hænder, og Snetågen og Døden tætnede og tyknede om Dem?

Og har De siden løbet i syv År på denne Ø, rundt og rundt, og mødt Havet alle Vegne, dets grå Bølge for Deres Fod: hertil og ikke længere! så - ja så vil De forstå, at jeg ikke kan nøjes med Lege, med Drømme, at jeg må det selv! Ja, Livet selv!

Og derfor har jeg sparet og sultet og frosset og undværet alt, hvortil jeg fødtes, den fallerede Godsejers yngste Søn: Solen og Kvinderne og Vinen og Musiken og Edderdunsdynerne og den lækre Mad! Alt har jeg undværet, da den Exatnen, jeg troede, jeg skulde tage som en Skæmt, som en lille Titel til min Rigdom, pludselig ved min Faders Ruin, blev min den eneste Redning fra Undergangen.

Undværet - ? Ja: for en Gang at vinde igen, | hundredfoldig igen, dernede i selve Solens Gled, i mit Marmorslot på Azurkysten, i Middelhavets Blå! Ja, af Patricksfjordens Jøkler og Bræer, af denne Øs Sandbjærge og Klitmiler, har jeg rejst mig mit Slot!

Men hør det, mine Herrer, et sandt Slot, lødigt af Marmor, hedt af Sol, med de hvide Marmortrin sunkne i Havets Blå! et Slot i Palmeskove og Vinlunde! Ikke et Drømmebo, som Eleonore og Børnene bygger i, ikke et af hine Isfjælde, som hver Vår bragte Skønhedens Afsind ind til os, og i hvis strålende Tårne de tog Bo, ikke mærkende Kulden, ikke Havets sorte Grav underneden.

Kunde jeg have nøjedes med det," hans Hoved gled ned på hendes Bryst, og han famlede efter hendes Hånd, "da havde ingen behøvet at fryse, at sulte, at savne - men - jeg kunde ikke bo i det, vel, Lenore, sig mig det!"

Hun bøjede sig over ham: "Å Lennard, du véd det jo dog; af alt det du tog fra os til dit Slot, byggede vi just vort."

Vendelins Øjne blinkede i et mat, grønligt Glimt.

"Godt det," mumlede han, "så får vi hver sit. Eller -" hans Øjne spilede sig pludselig op, gråhvide, "er det kun dig, der får dit? Satan!" han knugede om hendes Hånd, så hun skreg dæmpet, "narres jeg for mit, inden -" han smilte svagt. "Jeg var dog i det nylig, som du i dit! Derinde, i Brændevinen er det alt: Heden og Musiken og den evige Sol -" hans Øjne faldt til, men endnu en Gang mumlede han i et listigt Smil: "Men jeg røbede dog ikke, hvor meget jeg fik skrabet fra jer til mit Slot ..."

Fru Eleonore så betydende over på os, og vi rejste os lydløst, i et Buk for hende, og forsvandt ud over det hulslidte Dørtrin, ud på Trappen.

Men da vi stod dér, på den regnfyldte Stenhelle, under Tangtagets ludende Vintersky, i det isnende Gufs af den snegrå Himmel, den tilsnete Strand og Havet, der tungt af Grødis rullede som Bølger af Jærn, med de nøgne, sorte Brinker på bægge Sider, da greb jeg uvilkårlig om Dørens ormædte Stolpe, vaklende som for et Slag.

|

Men Jacobus Uz sked sin høje Skulder op og smilte:

"Vær De glad, unge Mand, at De som Fru Lenore ikke T/il: "det Selv", men den Drøm, som ene Tabet skaber!" -

- Og nu ser jeg for mig Øens Ejer, dens Fader, som han til Tider yndede at kalde sig, Prins Philip Gebhard den Niogtyvende af Lippe-Bernburg.

Ja, jeg synes, at kigger jeg ud af Vindvet dér, vil jeg se ham storke hen ved sin sølvknappede Stok, med sin Racenæse i Vejret og hængende Skøder, således som Øen så ham gennem sexogfyrretyve År: en forslået Pelikan. Mens Fru Lenores Børn som farvetindrende Kolibrier fløj hen over vort grå Sand og vore Stene, gennem Slud og Sne, i deres himmelblå, græsgrønne og ildrøde Gevandter . . .

Også hos Prinsen indførte Jacobus Uz mig.

"Vist så, det er ligeså nødvendigt at søge Audiens hos ham som hos min Faster," smilte Uz, "husk, at er hun Øens Dronning, er han dens Konge. Og De skal se, han er slet ikke farlig."

Og han havde Ret. Men første Gang jeg, blændet og fortumlet, stod i hans lave, lyse Stue under Bjælkeloftet, med de hvide Gardiner, Rokokospejlene, Væggenes Armlysestager og Våbendekorationer, i den stærke, søde Duft af Eau-de-Cologne, Lugtepuder og Mahogni, og hans lange, gule Hånd krammede om min Skulder, svimlede jeg atter af Angsten fra hin første Aften på Øen, fra Folkenes Snak om Bord på "Konkylien", en Angst, der var lig den for Kannibalisme, for det eventyrligt Grusomme.

Var jeg ikke Maroonen, givet de Vildes Høvding i Vold?

"Shæ, shæ," snøvlede hans halvtyske Stemme, mens jeg mærkede hans kolde og klæbrige Øjne på mig, "shæ, shæ, unge Mand, så De vil tage Bolig på min Ø? Nåh, velkommen! vi trænger nok til civiliserte Mennesker. For Almuen her - ptøj! Jah, lad mig se, han kommer ret ofte ind til en ensom gammel Kavallér. Hm, hm . . . sådan en ung Mand - -"

Og han famlede ned over min Skulder og mit Bryst. Men enten det var Jacobus Uz' advarende, truende | Blik eller mit eget bønfaldende, forfærdede, han mærkede - så slap han mig brat. Og som hans Hånd famlede tomt ud i Rummet, og den indfaldne Hage mellem de grå Whiskers labbede leddeløst, fornam jeg dette brøstfældige Kæmpelegemes ensomme Nød.

Jeg så i de våde. små Øjne den bange Hjælpeløshed hos den sidste Kæmpeøgle. Jeg tydede på den rynkede Pande, de gustne Kinder, det forviltrede Hår og Skæg Døgnenes Sandfog og Lede og Hunger. Og i Halsens strakte Sener den forgæves evige Spejden efter Nåde, efter Udfrielse.

Min Gru for hans Væsen sank hen i et Dyb af Medlidenhed, og jeg havde føjet en ny Lidelse til min Kval ved Livet her på Øen - Lidelsen for hans Skyld.

Men langsomt vågnede han igen. det smærtelige Øjebliks Højhed gled af hans halvt imponerende, halvt latterlige Træk. Og de vred sig atter som en lysten Gamlings, idet han med et Smask sugede Hagen ind under Overlæben:

"Men vi skal da så sandelig have os et Glas Vin! Ja, vi skal da virkelig - En ny Gæsts Ankomst her til øen, det er dog - Hantz! Hantz!"

Han lappede i Saffianstøflerne, krogrygget, i den grå Diplomatfrakke, ud ad Døren efter sin Tjener, den tro Hans Hofman, der havde fulgt sin Herre i Landflygtighed - "min Bertrand på St. Helena!" sagde Prinsen i sine rørte Stunder.

Da vi lidt efter sad overfor hinanden ved et af de små. indlagte Borde med en Frynsedug på, og "Hantz", blåbrillet og gråhåret, med sort Skægbund og tvær, fremskudt Underlæbe, i sin Herres grå Uniform med rød Besætning, opvartede os med Vin i en Krystalkande og månedsgamle Kager på en Sølvbakke, og Prinsens kvækkende Stemme, vædet af Vin, selvbevidst dominerede Samtalen, gled mine Øjne rundt i dette Exil, som Kongens Yndling, Prinsen af det ældgamle Blod, Hoffets fejreste Kavaler og Danser, en Menneskealder havde beboet, og hvorfra først Døden skulde udfri ham.

Men jeg vidste ikke, om al denne sirlige Pyntelighed, med Etagerernes kostbare Nips, hvoriblandt mange | kongelige Gaver stod; med de perlebroderede Tæpper af ostindisk Kunst over Bordene; de luftigt slyngede Gardiner, kantede med Kniplinger og sammenholdte af blå Silkebånd, de blanke Rammer om de kronede Forfædre, der fra deres Hjælme eller Allongeparykker barsk stirrede ned på deres sidste, forkomne Descendent, Slægtens golde Sidste - om denne skinnende Orden, der kunde få én til at tro, at man opholdt sig i et Frøkengemak i et af Bredgades Palæer, og ikke i en forvist Mands Bolig på Danmarks fattigste og ødeste Ø - - skyldtes Prinsen selv, det skønhedssøgende i hans skæbnesvangre, kvindagtige Natur, eller Hans Hofmans erfarne Omhu for hans faldne Herre.

Jeg huskede, hvad jeg havde hørt om de første År, Prinsen havde levet her på Øen, strax efter sit Fald.

Han var blevet liggende på Skibet Dagen ud, havde i Nattens Mulm ladet sig sætte i Land og det første halve År gemt sig som en død i Husets skoddelukte Grav.

Og denne mægtige Herre, der havde færdedes som hjemme på Steder, der stod for Øens Folk som selve Sagnet, og som var blevet udjaget derfra for så bibelsk en Brøde, Moseloven stemplede til Helvedes Ild; som ikke én af dem havde set, uden Skipperen og hans Folk på "Konkylien"; som var usynlig til Stede her, hvor man, knap tohundrede Mennesker, svømmede på en, i et Øjeblik overskuet Plet i Havet, og til mindste Vane kendte hinanden - han smittede Luften om sig med sin Ulykke. Han blev som en overtroisk Besættelse for Kvinder og Børn, ja, for Mændene, hans Fæstere - en Genstand for Uro og Grublisering, en Fare, skjult inderst i Øens Hjærte . . . som et Skelet i et Huses Grund.

Hans ukendte Ydre, hans Liv og Færd bag de lukkede Skodder, så nær og dog skjult, lagde en Uhyggens Dæmper over Latter og Leg, som aldrig havde været stærk, men dog hjemmetryg her på Øen, og fyldte Ørkenens Øde og Nattens Mørke med en aldrig før kendt Dybde.

Da kom Hans Hofman, som Forløser for både Fangen og Øen - Hans Hofman, han havde taget Afsked med | som med hele Livet, men som han nu btidsendte fra Dybet af sin Elendighed.

Hans Hofman kom, tro og tavs, og fandt sin lystige Herre som et brændevinsbedøvet, af Frygt og Mørke tilgroet Vrag. Og han fik Skodderne fra Dørene, Vinduerne op, Brændevinsflasken ombyttet med Vinen, Prinsen barberet og klædt op, stoppet ud og stivet af og sendt ud på Vejen, ud til Visit hos Præsten og Tolderen og Uz'erne, ja fik købt ham en Hest og Vogn og, efter den genvågnende Prinses eget Ønske, Kareten malet grøn og rød og gul og blå, i alle Regnbuens Farver, flittigt tildrysset med Prinsekroner, og sin Herre ud at rulle i Triumfvogn over hele sit Rige, at tage det i Øjesyn og Besiddelse!

Og som Prinsen selv åndede op - ved sit Falds Rædsel og det halve Års levende Død bag Murene bragt ned til en frygtagtig Nøjsomhed og en glippende Undren over alt det Nye, Mærkelige og Uanede - trak Øens Befolkning atter Vejret. Hemmeligheden var løst, Skelettet åbenbaret. Man kunde atter roligt gå til sin Dont, éns Tanker sugedes ikke mere fra én af det Ukendte. Løftede man nu Øjnene fra Nættet eller Stejlebakken, mødte de kun i Fred alt det Barnekendte.

Men Pastor Schwarzflügel, den Gang en ung og ivrig Mand, mærkede Lettelsen som et hurtigt formindsket Besøg i sin Kirke . . .

Og Prinsen og Øens Beboere begyndte deres lange Samliv. Og lidt efter lidt glemtes det, først af ham selv og siden af dem, at han ikke altid havde levet her på Øen.

Han faldt ikke tilbage til sin sløve, fortvivlede Drikken, ti Hans udleverede ham kun en bestemt Ration Vin om Dagen, men Hofkavaleren og Kongens Tjener falmede hurtigt hen Ikke med Hensyn til sin daglige Levevis, sin Husførelse og Klædedragt - ti Hans holdt strix og ufortrødent igennem de sexogfyrretyve År på det mindste Punkts Overholdelse, i Viden om at ene således kunde hans Herre frelses fra den fuldkomne Undergang - men i sin Længsel og sine Behov.

Så hurtigt som et Træ, der fra en hegnet og velgødet Have flyttes over til en blæsende og mager Jord, tabte | han sine Blade. Han ældedes i få År, sikkende i Knæene, tabende Tænder og Hår, glemmende sin elegante Holdning, ja sine Sprogkundskaber fra Gesandtskabstiden i Paris, i Rom og Sankt Petersborg. Han ribbedes endelig for sit Hovmod, sin Prinsefølelse . . . Han tiggede om lidt Varme for sin stakkels, forkomne Menneskelighed, først hos Øens Embedsmænd: hos Schwarzflügel, som i de Dage spillede smukt på Fløjte og Klaver; hos Tolderen, den Gang en forhenværende Kaptejn, fuld af Sentimentalitet og Løgn og romaneske Historier om Elskov og troløse Kvinder i al Verdens Havne; hos Fyrmesteren, da: en gammel Særling og Pebersvend, tidligere ansat ved den grønlandske Handel, og som kiggede Stjærner og begik Astrologi i sit Tårn; hos Jacobus' Fader, den smallæbede og ligesindede Konsul Hieronymus ved Havnen, med de fine Vine og dyre Retter

Å, han tiggede hos dem. om de vilde frelse ham, frelse ham fra Mindet og fra Tiden - den endeløse, forfærdende Tid, der stirrede på ham som Ørkenens Sandøjne gennem alle Ruder; fri ham fra dette Selv, der skuede imod ham fra de isnende Spejle; der listede efter ham, hvor han sneg sig rundt i de dødsstille Stuer - dette Selv, han dog på anden Vis her på Øen mer og mer henvistes til ... idet han jo, som Tolder-Kaptejnen spottende sagde, ligesom Øen måtte befrugte sig selv og derfor også ligesom den visnede hen . . .

Ja, han gik dybere ned, gjorde Prins Philip Gebhard af Lippe-Bernburg! I de endeløse Timer, da Øens "bedre Folk" havde fjærnet sig fra ham til deres Huse eller Forretninger og ladet ham ene bag sit Stakit, skælvende i Ørkenens Vind, kunde han tigge Fiskerne, sine Fæstere, Almuen, han så hånligt havde nævnet til mig, om at stille sig læende mod den . . .

Jeg blev jo senere Deltager i mange af hans besynderlige Gilder, vel nok de besynderligste, der er fejret noget Sted.

Når hans Hus strålede som en Lysekrone midt i Natten, midt på Øen, og vi, alle i vore fineste Dragter, måtte melde os ved Døren, og Hans Hofman i fuldt Liberi slog den op og råbte vore Navne ind i Dagligstuen, hvor Prins Philip gav Kur i Uniform med Kors | og Kårde og Stjærne og nedladende rakte os sin ringsmykte Hånd. Vi kom dér, Øens Embedsmænd med Familie, jeg og de Udvalgte blandt Fiskerne, der trykkede af deres Stadsdragter, af Generthed og Morskab trådte hverandre over Tæerne i Krogene og puffede til Etagererne med de kongelige Gaver - til et lynende Blik fra deres Herre traf dem, og Hans knubsede dem bort.

Konversationen gik trangt; ved Begyndelsen af disse Sammenkomster holdt Prinsen strengt over, at et højtideligt Ceremoniel iagttoges, og - hvad havde vi at sige hinanden, som vi ikke i Forvejen vidste?

Men nu sloges Dørene op til Spisesalen, der fra Prinsens Kabinet strakte sig i Husets Længde med Vinduet ud mod Kirkegården, og Bordet funklede os i Møde, tindrende af Lys og Sølv, af Krystal og Dækketøj .

Der gik igennem os en Viden om vor Værts Byrd og Rang, og mens vi alle fyldtes af hed Glæde ved Tanken om de ukendte Vine og ukendte Retter, der ventede os derinde og for en Stund skulde flytte os fra vore Kår og vor Ø ud i "den rigtige Verden," listede vi, Embedsmænd som Fiskere, ærbødige og tavse bag vor Vært, der med sin på én Gang genvundne Holdning skred foran over Tærsklen.

Hans stod bag hans Stol tilbrillet og højtidelig, og bar på sine hvide Vanter de kronede Fade rundt og skænkede op af de servietsvøbte, selvhalsede Flasker. Og i den ædle Duft af Vin, i den lødige Funklen af Sølv og Guld, vågnede Prinsen mer og mer; hans af Angst og Blæst og Ælde forvitrede Ansigt strammede sig værdigt og højtideligt, hans pjuskede Nakke fik Adelsslægtens Stejlhed, og i de våde, blålige Øjne, der lignede anløbne Strandsten, glimtede et Genskær af Hoffets Lyshav. Han havde nået sit evige Mål: han havde glemt sig selv: det stakkels Menneske for Prinsen, Kongens Yndling, Hoffets maitre de plaisir.

Og mens vi skottede sky til alle de forunderligt udseende Retter, der bødes os, og som vi i vor Forlegenhed ikke vidste, hvorledes vi skulde behandle, tømte han Vinglas efter Vinglas, og for vore undrende Øjne så vi | ikke mer den velkendte, nedbrudte Stakkel, men Herren af det ældgamle Blod, en Åbenbaring af fornem Skønhed, af Arhundreders Rigdom og Kultur og Lediggang.

Og han løftede sin Stemme, som Sorgen gav Renhed, og med Øjnene stift stirrende, rejst med Glasset i den ene Hånd og den anden knyttet mod Bordet, manede han i højtidsfulde Ord sin Fortid frem - sin Barndom i Ætteslottet ved Rhinen, sin Pagetjeneste hos Christian den Syvende, sin ungdommelige Kammerjunkertid, og de første Gesandtskabsår . . . fremmede Kår og fremmede Egne, vi alle betagne, åndeløse lyttede til.

Mens Ørkenens Nat stirrede bundløs sort imod os, og vi hørte det evige, dumpe Kor af Havet, talte i Dødsstilheden hans Stemme om al den Herlighed og Pragt, denne Verden kan dølge sin Nøgenhed i, og som for hans eget tomme Sind havde været Godhed, Skønhed, Gud - uden hvilken intet, intet fandtes undtagen Fortvivlelse.

Og mens vi lyttede tavse, var det, som strøg al denne Jords Prunk os, dens Allerfattigste, forbi, og vi skælvede med i hans Suk, så de ranke, brændende Kærter, der syntes tavse at lytte til deres egen Pris, til Prisen for Glans og for Tomhed, sitrede.

Men da brast også Prinsens Stemme, Glasset faldt af hans Hånd, og som det ødte sin Vin over Dugen, tabte han sin Besjæling.

I lallende Pralen, i hikkende Trusler udstødte han en Strøm af uhumske Historier og Løgne om de høje og allerhøjeste Herskaber, om fornemme og berømte Herrer og Damer i Syd og Nord, i Øst og Vest.

Hele Bærmen af sin kongelige Vin gød han ud over os, skyllende Slatterne i sig, gispende og savlende og spildende på sin Vest.

Og mens Bordets høje Kandelaberkærter, der havde kastet deres Lys over Sammenkomsten og funklende i Guld og Krystal havde gjort den til en Fest, én efter én osende brændte ned, gav Gæsterne sig sanseløst hen i Nydelseu af de ukendte Vine og Spiser, i Rusen af de fremmede Drikkes og fremmede Krydderiers Hede, i drukkent Minde om hine høje Herskabers Glæder, hine | kongelige Selskabers Fryd. Man sank i en Pøl af Drikke og Mad, glemmende sig selv og glemmende Nattemørket derude, glemmende sin dybe Forladthed midt i Havet, i denne ene Times Bad i det for alle fælles Blod.

Skrigen og Råben, Banden og Næveslag haglede gennem den tobakstågede, vin- og åndestinkende Luft - til Prinsen med Et ravede op, ludet hen over Bordet, med sin vældige Kørepisk i Hånden og skrålte under, lallende Eder og Vræl:

"I Krapyl, hvad Satan bilder I jer ind? I Rak, sidder I til Bords hos Prinsen af Bernburg Lippe? hva'? Herrut! herrut! I Tiggerpagas!"

Og Piskens Snert suste ned over de dukken de Hoveveder og de flygtende, tumlende Skikkelser. Hele Selskabet opløste sig i vild Tumult, i Flugt og Fald, i Brag af knuste Stole og Klirren af Ruder og Glas - til Hans Hofman bagfra greb sin rasende Herre om Livet og slæbte ham ud, mens Prinsen hulkende hang over hans Arm og med pjevrende Stemme anråbte om Skånsel, Skånsel - å Nåde! at ikke forstødes, at ikke levende begraves, at ikke sendes til den frygtelige Ø ... alle Djævles Sæde . . .

Men næste Dag, når Prinsen sov Rusen ud bag nedrullede Gardiner lige til om Aftenen, og Fiskerne med fumlende Fingre og blissede Øjne søgte at rede deres Garn eller forrette anden, ikke altfor anstrengende Tjeneste på Landjorden, var denne ubehagelige Afslutning på Festen glemt. Så beruset af Højhed og Vin var Prinsen aldrig, at han jo ikke sørgede for, at hans Svøbes Snert gled uden om Embedsmændenes Hoveder, mens jeg jo nok af og til midt i Virvaret kunde få et Smeld med som et Bevis på, at også jeg beskæmmede Prinsens Bord ved min Nærværelse - og ligesom Fiskerne hørte til de Ufarlige.

Ak ja, jeg var jo mer ufarlig end de! Ti når Prinsen ud på Aftenen, ledsaget af Hans, kunde ses at halte Gaden igennem mellem Fiskeskeletterne og Stejlestenene og dukke sin grå Gestalt ind under Fiskenættenes og Isingernes Guirlander og søge fra Stengærde til Stengærde og ligesom tilfældigt komme i Snak med dem af Folkene, der havde været med til Gildet i Går, og | ligeså tilfældigt stille i Udsigt en Lettelse i den tilstundende Fæsteafgift eller en Tilladelse til Græsning i Kæret - gik han stedse min Dør forbi, den høje Trappe op til Præstegården, uden så meget som at mindes mig . . .

Hvorfor jeg alligevel altid påny var rede til at stille ved disse brutale Fester? Ak, mine Herrer og De, Fru Ellen, om De havde været ensom og ung i de Tiders Vintre, da intet, selv ej det mindste Bud nåede til vor Sne- og Mørkegrav, uden de sørgelige Strandinger, hvis ihjelslagne Mennesker og tilisede Vrag end mer vakte den Forestilling hos os, at vi var Dødens Ø, hvor alt tilsidst drev i Land - om De havde oplevet mine Dage i Skolestuen, mine Ture i Ørkenen, mine Aftner ved min kolde Rude og med Tranlampen, jeg tror, De vilde forstå det!

Havde man for Dem, midt i den endeløse Vinternat, tændt et sådant Bål, jeg véd, De havde kastet Dem i det som jeg.

Og desuden - inderst inde i mit Blod, unåelig for Kulden og Ydmygelsen og den trannede Fiskespise, sad der jo en Medviden om hin verdslige Skønhed, om hin Vinens og de pirrende Spisers Krydderi, et Næt af forvænte Smagsnerver, der, pint ved den kummerlige og stinkende Barbarføde, jeg havde svælget fra Barn for min glubske Sult, havde krympet sig sammen, men dér i Prinsens Stue, i Dunsten af Lys og Mad og Vin, rettede sig ud og nød, som mine Hænders Hud nød Gaflens vægtige, kolde Sølv og Damaskets og Porcelænets Glathed. Ja, ingen Isinger, intet Flæsk eller stenhårdt Brød, ingen kalkrå Vægges Fugtpletter, ingen Træstoles Hårdhed havde tugtet Mindet om mine Forfædres Vaner ud af mit genstridige Legeme, så vagt det end levede i mit ydmyge Sind! Og derfor tror jeg, jeg har lidt længere og mere, end Eberhard kunde drømme om.

Men som i mig blev også i alle de andre Erindringen om denne årlige Prinsefest tilbage, og uanset Lettelse i Afgift og Restance, tror jeg, også Fiskerne tog de efterfølgende Prygl med, ja næsten anså dem for det mest naturlige Udfald af deres Besøg i Slaraffenland.

|

Tit, når jeg på min Løbetur Øen rundt, så en af dem, der på den grå Strand var i Færd med at hale sin Båd ud i det vinterskummende Hav, med Et falde i Tanker, mens Blikket tabte sig ud i den mørke Horizont, vidste jeg, at nu gik en Undren gennem ham over, at et sådant Festliv virkelig levedes et Sted derude, ej blot i de gamle Sagn - og at han i Sandhed havde været med i det . . .

Og således gik det til, at Prinsen aldrig helt forskertsede sin Mission her på Øen: at repræsentere det Guddommelige.

Lige siden den Gang en fjærn Oldenburger, i den skæmtsomme Anledning af en Prinsesse Bernburg-Lippes illegitime Nedkomst, havde forlenet den lykkelige "Fader" med Øen: "denne den kosteligste Klenod i min Krone" og vitterliggjort sin Hyldestgave for evige Tider med sin kongelige Hånd og Segl - havde en mystisk Glorie omstrålet disse aldrig sete Guder, hvem den Jord, man trådte, den Luft, man åndede, tilhørte, ja hvem selve Havet tjente, så sandt som der tilfaldt disse Fjærne to Tredjedele af det Vraggods, der ved andres Forlis og ens egen Livsfare, reddedes i Land som Himlenes eneste Overskud til denne magre Strand!

Men mer end nogen af sine Fædre havde han tynget Øen. han, dens Gud, der omend usynlig, dog var nærværende! Og siden, da han trådte frem for alle og sås i sit ynkelige Pral, sin sløje Godlidenhed, sin altfor menneskelige Skrøbelighed, havde han vel, ved at dele sine Trælles Hverdag, berøvet Kravet dets Glorie, men ved de Fester, der holdtes for deres fra Havet og Sandet fravristede Penge, og hvorfra de joges ved hans Piskesnært, helliggjordes han atter med hin skønne Uretfærdighed, Menneskene kræver af sine Guder. -

Og nu selve dette Øens Folk - Kære, jeg har levet iblandt dem i fem og halvtredssindstyve År og har undervist dem. så langt, langt de fleste af dem, der lever her nu. Jeg har ejet deres Barneøjne og Barnesind i den lille Skole derhenne og har siden fulgt dem gennem Konfirmationen og Ægteskabet og tit til Døden med.

Næppe to af dem alle er forsvundne fra mig, ti ingen | forlader jo denne Ø, og selv den fjærnest Rejste vender tilbage til den.

Jeg har været med til Folkets Fester og Rettergang, dets Gadestævner og Jordskifter, dets Snapsting og Legestuer; til dets daglige Arbejde, dets store Marehalmsslæt og dets ringe Kornhøst, dets Pløjning ved Mikkelsdag og dets Såning ved Sankt Søren, dets Kreaturrøgt - mest gik jo Dyrene løse - og Sanken Fårekager til Vinterbrænde.

Jeg har ligget ude i Vårens og Høstens Dagsæt- og Somrens Natsætfiske, til Fangst med Rokke- og Flyndergarn, til Dræt med Hornfiskevod. Jeg har levet med i de lange Nætter, når Silden kommer, og Øen omstråles af de mange hundrede Fiskefartøjers Lys og Lanterner, vore egne og Svenskernes, og det for den, der står på Kirkebjærget, er, som havde Fastlandet pludselig sluttet os inde i sin strålende Favn, sin festlige Ring af By ved By, eller som var de svundne Tiders døde Fiskere stegne med deres Både af Havet og Glemslen og lå derude i alle Århundreders store Fiskedræt.

Jeg har lyttet til deres Snak, de kolde Timer derude under de blinkende Stjærner eller de lumre under Loftsbjælken Vinteraftener, når Kvinderne spandt og vævede deres Bolt Hvergarn og Vadmel til Fastelavn, deres egne, deres Husbonds og Børns Klædedragt, og tilberedte Lød af Farveurt og Allun, eller spandt til de fem Fiskegarn, som Mændene knyttede og snittede Flæene til af Kork og Træ - Rokkegarnene af Hampeblår og Flyndergarnene af Hør - mens Rummet stank af Oldtids Indelukkethed og Tran, og Lermunken hedede som i en Dampstue.

Stormens Suk gik omkring Huset, det store, gamle Våd rørte sig på Loftet - en Stranding stundede til, og Luften kærede af Skrig på ukendte Mål. Sagnene gik fra Mund til Mand.

De Fremmede hist oppe i Kirkegårdssandet kunde ikke finde Hvile for Hjemve og Kulde, men løb under de fygende Klitter, lagenflagrende og kaldende på deres Hjemstavns Skibe, som de fornam var nær i Natten, og tit dragende dem og deres Besætning med ind i samme Nød, ved Lyden af det hjemlige Mål.

|

Fjærnest nord i Ørkenen, hvor "de brodne Sandes" gule Kværn først havde udspyet Sandstormen over Øen fra Helvedes Dyb, og hvor et Menneske ikke satte sin Fod Året rundt, fandtes en Vinter, under et fælles Kistelåg af Is, en Skibsbesætning, dødt stirrende mod Horizonten.

Når var de strandede? Ingen havde set et Skib, ingen Vragstumper var drevne i Land.

Det var "den flyvende Hollænderes Besætning, der på denne Kyst havde fundet den Hvile, de havde jaget efter alle Have og Århundreder rundt.

På Nordveststrand forliste et engelsk Krigsskib med ottehundrede Mand. Da drev Havet af Lig; man sankede i trende Uger. Den Nat de omsider alle var gravede ned, fandt ingen Søvn på Øen.

"Hvor er vi mange i Nat!" sagde gamle Jasper Friborg.

Kahytsdørene, der nu skinnede med deres gyldne Lister langt hen under de sorte Tangtage, ruskedes af Stormnætterne som af Hænder, der kendte Grebene, mens sære, exotiske Dufte strøg i Kamret, og de perlemorssirede Strandingsmøbler knagede som under fornemt Besøg i Fattigmandsstuen.

Men den palmesyede Dug, der forvaredes i Præsters Kiste, og hvori alle er døbt, den fandt de på Nordstrand, svøbt om Liget af et engleskønt Barn med gyldne Lokker, ingen kendte . . .

Fremmede, forunderlige Klenodier sendte Havet op på vor Ø, tit Ting, hvis Værd og hvis Brug man ikke vidste, det Fjærnes og det Dybes Skatte . . .

Er Kirken ikke bygget af en Fremmed, en Russer? Til Tak løber Kirkelammet på Stranden hver Nat, et russisk Skib er Revene nær, og ingen Storm har endnu døvet dets Brægen ... -

Og mens det rimmede og skraslede så mindeligt om Husets Hjørne og Vindve af de løsgående Heste - som ikke måtte komme i Ly før Jul, at Foderet kunde række, og derfor tit forkom af Ange i Ørkenen, hvor de vankede om i Sneen, eller som Fårene søgte til Byens Kartoffelkule på Søndertofte, at opæde Menneskets | fattige Fede, eller ruskede Taget ned over Hovedet på os at mætte sig i Strå og Tang - herte jeg Sagnenes Hvisken fra den århundredgamle og dog så nære Fortid.

Sagn om Præster og Fogeder, om deres Had og Trætte, deres Drik og Skørlevnet. Om Fogeder, der krævede Førstegrøden af hver Plet i Kæret som Førstegrøden af hver Kvinde på Øen; som ranede den sidste Tredjepart af Vraggodset og tilsidst en Morgen på Sønderbjærgets Top daskede med døde Arme og Ben i Blæsten, spiddet på en Fork, med to Leblade krysset i Brystet.

Om Præster, der blev afsindige af Ensomhed og udstødte forfærdelige Gudsbespottelser fra Prædikestolen: at ikke Gud, men Satan var denne Øs Skaber; bad dem kende ham på hans Værk og dyrke ham ved Drik og Hor og Drab. Om andre, der mente, Gud havde gemt sig for dem i Ørkenens Sand og lå derude Dag og Nat, på Knæ, med gravende Hænder og tudede, som selve Øen, efter den forsvundne Frelser. Eller som en mørk Nat, vilde af Skræk for Forgængernes Rumsteren oppe i Præstegården, ranede en Båd og roede midt ud i Havet og Stormen i Håb om at nå Land, og aldrig siden spurgtes til.

De talte om "de Unges Båd," hin store, skønne Båd, der byggedes af et strandet Skib, og som selv i den største Havsnød var som under en hellig Beskyttelse, under Vingerne af en hvid Due. der bestandig viste sig over den, mod den sorteste Uvejrssky, og lyste den hjem til Øen. Jo, visselig, et Brystben af Duen, Åndens Fugl, måtte have været gemt i hint Skib og være fulgt med over til "de Unges Båd"!

Og de talte dunkelt om Hexe og deres Hærgen på Øen, deres Henvisnen af Glæde og Ungdom; om gamle Kvinder, der i Nag til de evigt altid samme Mennesker og den evigt altid samme Horizont, udspyede deres Forbandelsers Gift over hvert Barn, hvert Ungkvæg, hver Vår - om deres endelige Straf, når Øens Folk, under de beskyttende Juleklokker, og mens Præsten bad højt for Altret, styrtede sig over den Gamle, der kun havde sin Krykkestok til Værge, og med Næver og | Træsko sendermalede hende og splittede hendes blodige Rester af Kød og Klude for den signede Nats Blæst.

Om Påskemorgnerne før Doktor Ørebro, Øens første Læge, korn, og deres Legemer var voldgivne Feberen som Skibet Havet - da de ude i Ørkenen sprang over "de rensede Vande", en vanvittig Springdans af Pestslagne og Døende, mens Solen randt af Bølgerne . . .

Om Svenskerne talte de, deres Røvertogter i de ældgamle Dage, det uvæbnede Folks Rædsel for deres Stridsplejler og Hellebarder - om besynderlige, vilde Kampe ude i Ørkenen med Stenkiler og Flintespyd, Våben de Døde rakte op af Sandet til deres Efterkommere. -

Som Stormen ud langs vore Kyster kan blotte Skeletter af Strandvaskere, der er et Årti eller et Århundred gamle, således blottede hine Afteners Tale de . svundne Tiders Jammer på vor Ø.

Hungerens År, da de Døende slæbte sig ned til Havet og med bristende Øjne stirrede efter Hjælp, og deres Nødskrig vejredes hen, uhørt af hvert levende Øre.

Pestens År, da de løb langs Stranden, de få Levende her, i Rædsel for hverandre, og i Vildelse styrtede sig i Havet fra den besmittede Jord . . .

Ak, Luften er sort af Sorg og Nød over denne Ø: Gud Herren har forladt den!

Jeg hørte Hvisket fra de ældste Slægter -! Helt fra den første Skuren i den aldrig betrådte Bred, da hine Oldtidsfiskeres Kano sloges i Land; af det første løbende Fjed om Øen. dets bange Fart - og dets bratte Standsen, da det nåede sit eget Spor igen . . .

I Folkets Røst er endnu et Ekko af hine førstes Skrig, da de så sig i Havet og forstod, at de aldrig skulde nå til Skindteltet under Skovens Bryn igen. Men også Suset af hin Tids Skove på øen. Suset af Blåskoven, den aldrig sete, forlængst faldne, hvis Rødder endnu bunder så dybt i Hjærterne som i Ørkensandet derude, hvor hver Vår fylder Stubbene med Småpiles Gyldenprikker.

Som Slægternes ældgamle Drøm om Paradis åndede hin forsvundne Skov sin Svalhed og sit Læ, sine Myter | om Blomster- og Kildeånder ned gennem glødende og blæsende Århundreder.

Dér, hvor nu Marehalmet skrev i Sandet sin tidløse Ring om sin egen Ensomhed, hvor Mågen flakkede efter sit eget Skrig, hørte de en Storskovs dybe Toner i Stormen, så de solgrønne Løvbølger rulle og dukke sig, og fornam den ømme Duft af kildesvalt Mos.

Under Fuglesanges Kor bredte Skoven sig om Sønderbjærgets Fjæld og vendte sit løvdunede Bryst imod Verdenshjørnernes Vinde. Af Kærets fiskevrimlende Sø steg Skoven dem i Møde, som endnu en Vår af underjordisk Frodighed.

Å, jeg har jo selv i hin Lind på Sønderbjærgets Hæld, der min Landstignings Aften hilste mig fra mine nyligt opdagne og atter forsvundne Skove på Sjællands Kyst, hørt Blåskoven suse, åndet dens Ozon i min blæstpinte Lunge, set den løves og brænde op i Høsten!

Og da hint Blåskovens sidste Træ faldt og styrtede i Havet, da gik dets bristende Rødders Suk gennem mit som gennem Folkets Hjærte, som det sidste Farvel til Skoven . , .

De som var ældst på Øen i mine unge Dage, den gamle S vente Salme og Mærged Duun, for ikke at tale om Enken Abel, den Udødelige, kunde berette, at deres Bedsteforældre havde oplevet den store Brand, da en Kvinde stak Ild på Blåskovens sidste Rest, og Bålet sås i Jylland og Sverrig, og Folkene inde på Fastlandet korsede sig og troede, hele Øen brændte bort af Havet.

Men de Oldtidens og Middelalderens Folk, der selv har lagt Øen åben, idet de ryddede Skoven for at skaffe deres Boliger Plads og siden brændte den for at koge Salt, jages hver Høstnat med Sandet hen over Øen som usaligt hylende Ånder . . ,

Og jeg hørte om Stenrevene og Flintesmedjerne derude, om den gamle Havbund og de gamle Bopladser, hvor i Midnatten Skibes Køle stryger gennem vrimlende Fiskestimer i det flimrende Måneskin, eller Skygger af frysende Kæmpehænder glider hen, og tungsindige | Hammerslag høres, mens svage Gnister springer frem og blæses ud af Vindene ...

Men de tav om det Årtusindes Ensomhed, før Menmesker atter kom til Øen, det Årtusinde, hin Stenalderslægt var ene, og Broncealdren levede i Norden, men ikke satte ét Spor på denne Ø.

Men jeg tænkte på den Landingsdag, da Øens Folk så et Skib, der havde vovet sig ud, var nået over Havet, og de erfoer, at de varoikke ene på Jorden - den Dag, da de vågnede op af et Årtusindes Søvn, og i de Kommendes Latter og Tale og Færd fornam de Minder, der var så vage som Drømme, om et Land, de én Gang kom fra, et Land usynligt bag Vandene, men et Land, de nu i Sandhed så. var Gyldenriget. Ti de Kommende var dem jo kun lig som Guderne Menneskene, som Sværdet Stenkniven, som Kunsten Nødtørften.

Den Gang fødtes i vort Sind Visheden om "den rigtige Verden". De besøgende Guder gik, som de kom. Men efterlod deres sviende Minde. -

Herre, jeg har kendt de ældste Dages Ø, som de gamle og nutidiges. Jeg har fulgt næsten hver eneste én af dem til Jorden, der fandtes her. da jeg kom hertil. Og med hver af dem har jeg begravet en Sejr. En Sejr over Livet på disse Kår.

De har levet her længe nok til at sande de Ord, som hin gode og tro Foged, der tillige var Øens Præst, da ingen Gejstlig var at formå til at komme herover, sagde om os:

"Når en af denne Øs Folk dør, dør der en Slave, og jeg vil følge ham til Jorden og vise ham den Ære, jeg kan."

Men De har dog ikke levet i den Tid, da ingen Havn fandtes, da ingen Motorer kendtes, da Søen dækkede over sit Skød af Græs; da Herskabet tog over Hælvten af vor Indtægt og Præsten det halve af dens Rest; da vi intet Redningsvæsen havde, da vi ikke forbandtes med Fastlandet ved Telegrafen, da Konger fødtes og dræbtes, Krige brød ud og fuldendtes, Riger opstod og forgik, og vi vidste intet derom før halve Ar efter!

Men gå ud i Ørkenen, ud mod Fyret, længst østen i | Pakhusbugten, og stå dér, mens Marehalmen hvisler om Dem, og Stormen suser hen over Dem med det golde Sand og det golde Skum, og betænk, at dette gudsforladte Sted kaldes "Indien", i Taknemmelighed for, at Marehalmen dér gror så tykt og skænker os så glædelig en Høst til vore Kreaturer, der knap véd, hvad Græs og Hø vil sige! -

Men skønt jeg således har levet med Øens Folk og dets Historie, i Glæde og Elende, og tit været den mest Nødlidende af dem alle, har jeg bestandig været ensom blandt dem.

Som jeg den Dag i Dag med Nød kan forstå deres Sprog, når de taler til hverandre indbyrdes, har jeg heller aldrig lært at fatte deres Tankers Liv. Så længe og så hårdt ensomme har de været, at de ikke tilsteder nogen Fremmed Adgang til sig. Også derfor har Embedsmændene, især i gamle Dage, lidt så usigeligt herovre; også derfor blev mit Liv så trangt.

De var sjældent onde mod mig - hin unge Mand, der kastede Sten efter mig den første Dag, har altid haft Brødre, som han har det den Dag i Dag, men ikke mange. De fleste hader ikke os Fremmede, fordi vi glemte dem og lod dem ene, men vi er dem ligegyldige. O Herre, hvor har jeg været dem ligegyldig! Selv Børnene, hvis Hjærter jeg dog en Tid har holdt i min Hånd, af hvem jeg søgte at opbygge mig en Mur, et Hjem, selv de svandt bort fra mig, når de blev ældre, jeg véd ikke hvorhen - ind i Ensomheden, ind i den Hemmelighedsfuldhed, det aldrig skal lykkes en Fremmed at udforske, ind i Århundredernes Mørke!

Jeg har jo kendt mange, der viste mig et venligt Ansigt, et Smil, et Råd og en Hjælp - det er jo intet ondsindet Folk! - men jeg frygter, at ikke i éns Hjærte har jeg boet. Ikke én vil huske mig efter min Død. De er kun sig selv.

Se på dem, ser de ud som vi andre? Se på deres hvide, skæve Ansigter, der stirrer fra det blåsorte Hår og Skæg som fra Oldtidens Huler - lyser ikke svundne Glimt i disse smalle, sorte Øjne?

Jeg tror, de aldrig fuldt har overvundet hint Årtusindes Ensomhed. De er bestandigt af et andet Århundred end vort.

|

Som Fremmed har jeg levet iblandt dem, ja, som en Fremmed! For husk dertil, at de alle er af ét Blod, alle Søstre og Bredre, indgiftet i hinanden, levende af hinanden og fødende hinanden gennem utallige Tider, alle af hine første, en Stenalderstorm drev ud i Ødet.

Af anden Tid og af anden Slægt end alle vi andre, men indbyrdes forbundet som Blåskovens Rødder derude, der har viklet sig i hinanden, så intet fremmed Legem kan trænge sig imellem dem eller rede dem ud fra hverandre. -

Der gives ikke tapre Redningsmandskab på Danmarks Kyster.

De mørke Uvejrsnætter har jeg ligget her og hørt Havet og Himlen bruse over os og suse gennem min Hytte med Blæst og Sand, så mit Hår fløj, og mine Tænder knasede, og tænkt på Vagtholdene, der nu, to og to, stred sig ud langs Øens Luvside, spejdende efter Nødsignaler fra det bælgmørke Hav. Den Gang, før Telefonen kom her på Øen - og jeg var nær de halvtreds, da den kom - måtte de jo styrte sig ind gennem Ørkenen for at nå Byen og allarmere Kammeraterne, og jeg lyttede efter de tunge Støvlers Stamp forbi mit Vindve, som siden efter Dørens Huggen i ovre i Telefonskuret - og vidste da, at nu havde Øen fanget et Skib. Og som Jacobus Uz fandt jeg ingen Ro for Tanken om, at denne Dynge Sten, der holdt os oven Vande og oppe i det bitre, nødtørftige Liv, sænkede andre i Havet og Døden.

Men når jeg hørte Skrigene og Larmen inde i Byen, hvor alle Døre reves op, og alle styrtede ud, og Spørgsmål og Svar fløj hen i Stormen, mens Lygterne flakkede, og Redningsbåden rullede af sit Skur, og strax efter af otte til tolv Heste, fulgt af det løbende og råbende Mandskab, båres af Sted tværs gennem Ørkenen, gennem Fog og Driver af Sand og Sne, ud mod det brølende Hav; og siden når jeg, klamret fast i Marehalmen i en af Klitterne, så Båden forsvinde i Vandene - som med alle sine Årers Vinger knækkede - og stige op påny med sin duvende Lygte og atter dukke under, mens Kvindernes Åndedræt ved Siden af mig steg som Ild om mig midt i Issludet, og deres Hjærters

|

Hamren overdøvede Stormen for mig - da følte jeg, at nu tjente dette Folk sin Leje af for Læ og Ly, og til stod, at jeg var uden Ret til deres Ø.

Men så vel i Frelsens Øjeblik, når Båden gennem Brændingens Snestorm løb på Land med de fremmede Gæster, der nær havde slået sig til døde på dette Hjems Tærskel, som i Undergangens, når Havet tordnende slængte den afmægtige Båd tilbage og til Tak, fordi den havde vovet sig ind i dets blinde Vilje, havde tømt den til Hælvten, glemte mit Hjærte i sin Medjubel eller Medklage sin fremmede Byrd, gennemsitret af det Sus af Død, der står om denne Ø så evigt som Havet. - Af disse mange Fremmede, jeg har gået iblandt, husker jeg næsten hver og én, hans Færd og hans Træk, hans Vaner og hans Smil. Men, om hans Liv i hans Familie og i sig selv, véd jeg intet. Jeg har levet Dør om Dør med dem, men Dørene gik aldrig op; jeg har åndet under samme Himmel som de, men jeg véd ikke, hvad de så under den. Kun enkelte har jeg virkelig kendt, fordi de var blevet ensomme som jeg, skilt fra de andre ved Sind eller Skæbne.

Jeg tænker på hin gamle Kone, Mærged Duun, der hver evige Årets Dag, ihvad Vejret så var, ved sine to Krykkekæppe slæbte sig op ad Sønderbjærgets Hæld og ludet langt frem på Stokkene spejdede ud over Havet, om det dog aldrig vilde give hende hendes Søn tilbage, og siden, grundende, ned over den skumkransede Ø, som spurgte hun sig selv, hvor nogen kunde slippe denne den eneste Plet Jord fra sin Fod . . .

Hende havde den bestandige Spejden didud gjort ensom, og ofte, når hun, overvældet af Alderdom og Træthed, på Tilbagevejen tyede ind til mig, her i min Hytte, faldt vi i Snak. Og jeg måtte da forklare hende, at der virkelig fandtes en Verden bag Havet, hvor Mennesker kunde gå tørskoet og finde Lykken.

Men altid endte det med, at hun i et Suk udbrød, idet hun atter hev sig op på sine Kæppe:

"Men ikke for den, som fødtes her! Og derfor véd jeg, han må komme tilbage."

Og tilsidst blev det også mig helt svært at forsikre hende om Muligheden for at finde en anden Kyst, og | jeg troede som hun, at han måtte komme, om han da ikke forlængst havde fundet sin Hvile på Sandet under Havet . . .

Og jeg tænker på den unge Fisker, Lavrus Potter, i hvem Øens Ensomhed, dens Leven af sig selv, dens Århundreders Blodægteskab havde samlet sig som en Sot og kåret sit Offer.

Slægtsrødderne, der var filtret så tro i hinanden, havde slået en Knude i hans Bryst og kvalte hans Vejr, Som hin Fange, der så Væggene bestandig rykke nærmere ind på sig, Dag for Dag, fornam han Øen om sig, Men inden den tog ham, søgte han at undfly den, at særmærke sig og forny sig ved en fremmed Ånd.

Han havde fået i Arv en gammel, engelsk Bibel fra et strandet Skib og ved at sammenligne den, Ord for Ord, med sin danske, havde han lært sig selv Engelsk. Men som dette Engelsk var et besynderligt, længst overlevet og ubrugbart Sprog, ukendt med al Nutidens Handlen og Tænken, ja Brugsgenstande, således slap Øen ham ikke ud af Fortidens Ring.

Da groede et vildt Nag op i ham til hans egen Slægt. Men det var hvert Menneske, han så, og han bundede i dem som i sit eget Legeme!

Han søgte Frelse hos mig og de enkelte andre Fremmede - Doktor Ørebro og Fru Lenore - men som ingen her på Øen kan forstå, hvad nogen taler ovre bag Havet, kunde han ikke fatte vor Tale.

Så sænkede han sig i sit eget, vilde gøre Øen til sig selv, at ikke den skulde gøre ham til sin. Han gennemgravede Flintesmedjerne histude og de gamle Bådebyggersteder nede på Nordstrand, at finde sine egne første Spor, som han i de gamle Fortællinger og i sit Blod lyttede til sit ældste Minde.

Men da opslugte Øen ham helt, Han tabte sig selv - glemte sit eget Liv og sit eget Navn; hans ivrige Spørgsmål og Svar blev til en nynnende, ordløs Sang, en evig lang Tone som Blæstens gennem alle Tider. Hans Øjne og Læber blev blege som Sandet og viljeløse som Belgerne. Han forsvandt i Ørkenen og gravedes først frem som Lig af den Sanddynge, han havde rodet

|

sig ned i, så dybt som havde han villet forsvinde i Øens ældgamle, fælles Jeg . . .

Men ene omme bag Kirken boede hun, hvem vi kaldte Enken Abel, skønt ingen vidste noget om den Mand, den Silads Klokker, hvis Navn stundum udgik fra hendes Mund.

Men hvor kunde vi også det, selv her på de Saliges Ø, hvor de Levende er så få, at de Døde, Fiskere, Præster og Fogeder, helt tilbage fra forforrige Århundrede endnu den Dag i Dag, med deres Navne og deres Træk får Lov at færdes iblandt os ad de gamle Stier, inden Havets vante Ring - når Enken Abel sagde os, at hendes Mand havde hængt sig i sit Klokkereb, da hun var ung, i Fortvivlelse over aldrig at høre en anden Klokke svare hans og ingen af os, end ikke de Ældste, vidste, hvem Enken Abel selv var?

Gamle S vente Salme og gamle Mærged Duun mindedes kun, at da de var Børn, sagdes Enken Abel at være langt over hundrede År, men var ukendt af alle.

Og nu? Vi blev tavse, når hun krøb over Øen på sine Krykker, ud i Ørkenens Grå, til Blåbjærg, hvor vi skimtede hende, som en Sandtue, spejde til Havs - efter hvem? Efter Silads Klokker? eller - efter Døden?

Men dybest nejede Mo'r Duun sig for hende, når hendes klamme Pust trak os forbi. Ti, sagde hun, hvad er det at glemmes selv af sin Sen, mod det at glemmes af Døden?

Jeg søgte Enken Abel, Silads Klokkers Efterleverske, i Kirkebøgernes Krypt, med skælvende Hænder, ti jeg vidste jo, jeg søgte for os alle, for at løse vor Angst og vor Gåde. Men da jeg var nået til den første og den ældste, langt oppe i den katolske Tid, nogle smuldrende, løse Blade fra Morup Kirke i Halland, hvorunder vi da hørte, og endnu ikke havde fundet hendes Navn, sank jeg sammen over dem - - Vi afsides boende, hvem Livet glemte, kunde vi også glemmes af Døden?

Hun, der sagde sig at være født og døbt og viet på denne Ø og aldrig blot én Time været borte fra den - end ikke de århundreder-blege Skrifttræk nåede hende.

|

Vi frygtede ikke de Døde, de blandede sig jo mellem os som vore Lige. Histhenne i Kapellet, ved Ørkenens Rand, stod den evige Kiste åben. De steg op til os og vi ned til dem, ad det dunkle Dyb. Vi mødtes med genkendende Hilsner, som Voxne og Børn.

Men hun, Enken Abel, var Genfærdet, levende og dog død, dem og os, deres Tid og vor - den jordiske Evighed!

Jeg søgte til hendes Stue, hvor hun sad så ene som i sin Tid. Ti alle, med Undtagelse netop af Jacobus Uz, skyede hendes Hytte i Veje så lange, som havde Øen med Et fået nok af Plads. Ti i den dybe Stilhed hørte man bestandig hendes Mund gå derinde, og ingen tålte at lytte til denne Mund, der var ru og sprukken som en Sprække i Jorden, hvorfra det Begravne mumler.

Men jeg vovede mig derind, og halvkvalt åndede jeg Rummets Lugt - eller var det hendes egen? - - af Spindelvæv, Mug og Trøske, men aldrig af Mad eller Sved - for dér i hendes Ansigts hvide og forvitrede Ligtavle, hvis menneskelige Skrift, Årene forlængst havde slettet, at forske deres egne ramme Runer.

Jeg lyttede til hendes Røst, der som hendes Ansigt, hendes Lugt var uden Farve, uden Jeg: der talte så lidt til mig som til nogen anden levende eller død; der suste som Konkylierne om hende på det nøgne, sorte Gulv, vidløst, af Tidens Ocean.

Suste mod mig de Navne og Skikkelser, ieg vidste

døde for Århundreder siden, og andre, jeg kun kunde huske fra Kirkebøgerne, et Tog af Døde, der sneede gennem Stuen og tøede i Ørkenen og Tiden, mens bestandigt nye sneede frem. Jeg blindedes af det Eviges Fog, det Dødes Snegrotte skred over mig . . .

Men pludselig hørte jeg Røster, så jeg Ansigter - : som ved Glimtet af hint Pistolskud, der oppe i Kirken, under Præstens Velsignelse havde dræbt et ungt Brudepar, der var landet her i Natten, ukendt af alle. Men den der havde affyret det Skud; der havde fulgt dem over det sporløse Hav? Mørket skjulte ham, nu som den Gang...

Men foran Alteret så jeg næste Dag og altid siden | hint unge Blod. Intet havde kunnet slette dets Purpur af Angst og Ild. Og under Søndagspræknernes golde Støvdrys drak jeg mig en Rus i den Elskovens og Dødens spildte Vin! . .

Og Abel fortalte: Og Pakhuset tegnede sig mod Havskummet, tungt og sort, derude hvor Bugten endnu bærer dets Navn. Rustne Ankre krogede sig frem af Skyggen, forgæves fangende Grund. Gallionsfigurer udrakte Armene mod fjærne Have og Døgn. Guld i Tønder funklede frem med glemte Skattes Råb til den sultende Kyst. Fedtede Kort kastedes i et Spil om Liv og Død, om Himmerig og Helvede - og brat sluktes Lygten over de Spillendes Hoveder . . . Sandet og Skummet hvirvlede Bjælkevæggene ind i Natten og føg, ene som Glemslen, over deres Sted ...

Et Skib tegnede sig, ribbet, med hullede, sorte Sejl mod en blodrød Himmelstribe og ind gennem det blodplettede Vand, usete af alle i den årle Morgentime, svømmede Rotternes Millioner . . Rotterne, der efter på Havet at have opædt Skibet og hele dets Besætning, nu nærmede sig denne Ø som Dommedag.

Hvorfor? Aldrig før var en Rotte set her på Øen, og aldrig siden. Men - havde ikke Øens Folk, da hint Skib landsatte sine Pestsyge yderst ude på dens Spids, i Rædsel og Raseri stenet de Pestblinde, Feberkravlende, Dødsrallende i Havet igen?

Nu kom deres sorte Ånder tilbage, efter at have hævnet sig på Kammeraterne på Skibet, for at tage deres Hævn her, hvor de ene havde tryglet om kristnet Jord.

Og Ørkenen, den evige Trussel, blev levende, vrimlende sort af Rotter. Og som en Bølge af gnistrende Tænder, af strittende Haler, i et Knurr, der sprængte Himlen, rullede den ind over Byen, over Kirken over Menneskene . . .

Og de omkom i Ørkenens sorte Pest, snublende Oldinge, kæmpende Kvinder og Mænd, blandt faldende Huse, oprodede Agre, opædte Både!

Både! De foer imod Havet, og se: dér lå en sidste Båd, skinnende hvid! De kastede sig om Bord, huggende

|

efter hverandre, efter Broder, Hustru og Moder, for at redde sig selv! Men den bar dem alle, den rummede dem alle, blødtvuggen de. Og da de så undrende i Vejret, så de over sig, med spilte Vinger, Duen - Duen over "de Unges Båd"!

Og de brast i Gråd imod Rælingen, imod hverandre, og vidste sig tilgivne og reddede.

Men i denne lille Båd, der var voxet ud til at rumme den halve Ø, svømmede de nu rundt, Måned efter Måned, nærende sig af Fiske og Regnvand, under Duens hvide Vinger, spejdende, om øen atter blev deres.

Og de så Rotterne tage af, synke og svinde i Ørkenen som Regn. Og grædende og krumbøjede landede de endelig en Dag og skred i Tog op gennem den ø, hvor der intet mere var at leve af for en Rotte, og hvor de skulde begynde forfra, som deres første Fædre, uden Redskaber, uden Ly mod Havet, i det nøgne Sand, mellem deres Forældres og Børns hvide Skeletter . . . -

Hvor kunde jeg fortælle alt, hvad jeg lyttede mig til af Tidens Røst? Jeg måtte da, som Knken Abel, være hvad vi alle, selv det yngste Barn, selv den stærkeste Yngling og gladeste, unge Pige gøs for: glemt af Døden!

Men Abel selv, den Glemte? Å, hun havde jo kun søgt Døden dér, hvor hun ikke kunde finde den, i Ørkenen, på Havet! Da hun søgte det rette Sted, fandt hun, og huskedes hun.

En Nytårsmorgen fandt Klokkeren hende i Kirketårnet, i Klokkens Reb. Hun hang dér som sin Mand, som Silads Klokker, der ikke kunde få Svar, hang dér Årets sidste Dag, som et Lod, for at hindre det nye Års Indringning, kneble dets Opvækkelsesråb!

Vi stod alle om hendes Lig, da det var båret ned og lå på den gamle Flise for Kirkens Tærskel - ti hvo af os var ikke i Kirken at indvi sig i Håb og i Frygt til det nye År? Og vi så i hendes Ansigt den Tidens Rune, vi ikke havde kunnet tyde, erstattet af Dødens, og for første Gang syntes Dødens os nem at råde.

Og da siden derinde Klokkerne og Ordene lød over | os, var det ikke Visheden om Genopstandelsen, men om Døden, der lagde Jubel i vort Amen ... -

Andre, der var syge af det samme Blods Møde, har jeg kendt: en enkelt Idiot, en enkelt Vanskabt, en der blev Selvmorder af Tungsind Goldt er Folket som Øen selv. Det har ikke taget til, så langt Mindet går tilbage. Som her i Reglen kun dør ét Menneske om Året - og da er det gærne den ene Ægtefælle, der følger den anden, således fødes Året rundt kun ét Barn. Nogen betydelig Mand har Øen aldrig frembragt, undtagen måske Lavrus Potter, og ham tog den i sig igen. Ikke ét Ord af hans lange, evige Sang blev nedtegnet - om den da havde noget, om den var andet end Vejrets og Mindets Sus gennem et bestrenget Sind! Men dens Tone huskes endnu; den nynnes endnu efter, den er selve Øens Stemme.

De vil sjælden have hørt nogen le højt her på Øen, eller Børnene lege med Jubel. Men De vil heller aldrig have set nogen drukken eller utro. Som Helhed har det ublandede Blod skænket Folket Styrke og Enhed, samlet Sindet som Legemet Øen, givet dem ingen og intet at savne. -

Men nu de andre Fremmede, Embedsmændene, deres Hustruer og Børn?

Ak, tænker jeg på dem alle, er det mig, som har jeg kendt alle Mennesker! Og jeg synes, at jeg, der blev gemt i Verdens skjulteste Afkrog har levet i dens myldrende Centrum, ja til Tider, at jeg har haft selve Guds Øje, der ser i Hjærter og Nyrer!

Ti her har Menneskene ikke kunnet dølge sig At sige de Fremmede på Øen, de Landsforviste, der klamrede sig til hverandre i en Oprigtighed som de Synkende på den fælles Bjælke, der driver på Havet

De senere her på Øen, de, som tog dens Glæde og dens Lidelse i Eje, da alle hine var borte, der delte dem med mig i min Ungdom og Manddom - af dem lærte jeg, at intet er nyt under Solen, at det Liv, vi lever, er det, vore Forfædre levede i de Tider, vi kalder de svundne og grubler os savnsyge over.

De vidste det ikke, de troede sig alle de første på | disse Strande og under disse Kår og slyngede deres Klager og deres Trods mod Vindene, der kastede dem tilbage med Sus af bristede Røster. Og de faldt tilsidst til Ro hver i sin Rede, som de aldrig troede nogen før dem havde bygget sig til Læ, men i hvilke jeg havde set Jacobus Uz eller Doktor Ørebro, Fru Lenore eller Prinsen dukke sig.

Og så vist som min Anelse hin første Dag om, at der en Gang havde levet én som jeg på denne Ø, var sand, såvist vil der en Gang komme en tredie, der vil begynde forfra på vort Liv og give det til en Eftermand, der véd så lidt om ham som om os.

Hvert Sandskorn på denne Ø har en Gang været et Menneske, og i den sidste Høststorm vil vi alle flyve til den fælles Guds Favn.

Mit Livs halvtredsindstyve År, hvad er de her på Øen, der med alle sine døde Børn har beholdt alle deres Århundreder i sit Skød? Derfor - : på denne Plet, som jeg tilsidst fik gjort til min, så hver Sten og hvert Marehalm er Dele af mig selv, og jeg fuldt og fast tror, at jeg altid hist oppe vil høre Bølgerne sukke om dens Bredder - har jeg, så ofte jeg gav mig hen i de andres Glæde eller Sorg eller Råd, måttet fornemme, at nu talte en Fremmed uden Fødslens eller Forfædrenes Ret, kun med sin egen lille, korte Lidelses.

Det skænkede mig forud for de andre den Følelse, at jeg har ikke blivende Sted.

Men nu, da den Time er nær, da jeg skal give Lånet tilbage, er det jo dog, som de vil give mig Lov, som alle andre, at nævne et jordisk Hjem og jordiske Brødre deroppe. Ja, da de gav mig dette Legat, mig og Jomfru Lucie, da så jeg mig ikke blot for første Gang trygt omkring som Barnet i sit Hjem, men jeg fornam det tillige, som havde Jomfru Camraths og min lange Tjeneste, i sin Ringhed og Smærte, været som en Sonebod for Århundredernes Glemsel af denne Ø; som havde vi tjent den tilbage, ind i Fastlandets, ind i Danmarks Favn.

Og da vi véd, at ingen har tjent sig så fattige her på Øen som vi, tør vi nok nyde dens Gave vor sidste, korte Tid." | "Ja, om Dem ,Jomfru Lucie, skal jeg tale næste Gang - og derfor må vi jo lukke Dem ude! For ellers fik jeg vist ikke Lov at sige, hvad De var for mig?"

Og han smilte til hende, det Smil, der sagde de andre det Alt og det Intet, der var at sige, men som fik den halvfjerdsindstyveårige Jomfru til at rødme.

De stod udenfor Hytten, ved Stien, der gennem Kæret løber over til Vejen fra Byen til Havnen og Lægeboligen, Erik Lange og Ellen og Honorius.

Fyrblinket derude legede op og svandt, legede op og svandt under Skyerne, der evigt trak hen over Øen og dem. Alt om dem lå i Sne, tyst og hvidt.

"Farvel, Hr. Honorius, vi går denne Vej. for jeg véd nok, hvem Ellen tænker på: Lill en derhjemme," sagde Erik.

Ellen så på ham, idet hun gav hans Arm et hastigt Tryk. Men Pastor Honorius smilte:

"Tak, Fru Lange, De mener, at Deres Mand ikke må tale om Lill en og Hjemmet, De nu sammen går til. mens jeg skal op til den. øde Bolig, hvor ene de Forgængere spøger rundt, som gamle Bek talte om? Men så har jeg jo dem at tale med om Livet her på Øen! Husk: vi Præster er jo i vort Kald Søndagsfestens Mennesker! Jeg har da godt af at drøfte med dem, hvorledes de, hver især, fangede Hverdagens Sang. den lille Mejses: "Slid din Tid!" at vi en Gang i Spidsen for vor Menighed kan vinde de mange Hverdages Ret til den ene, store Helligdag. Og jeg kan ikke tænke mig andet, end at vi, helt fra den ældste Odins Gode herovre, gennem de katolske Patre og Reformationens gråskæggede Sømandspræster, og hin Jurist, der i mere end en Menneskealder måtte vidne for Folket, at Gud var til. omend ingen af hans Kårne eller Selvbestaltede var at lokke eller true hid, ja gennem hine to, der blev hans Efterfølgere: hin fordrukne, forjagne, alle andre Steder afsatte Præst og hin gamle Skørlevner-Degn - gennem hver og én der holdt ud og blev | tro, helt ned til mig - skal drage frem for Guds Trone forrest af alle Landets Menigheder, fordi vi, der er forglemte af alle andre, ej glemte ham."

Honorius trykkede dem kort i Hånden, som sky for sine egne Ord, og gik hastigt ad Stien op mod Præstegården.