TREDJE KAPITEL

I Dag er det en af de Øens himmelske Dage, gamle Bek talte om," sagde Erik Lange, idet han åbnede Vinduet. "Ja, er det ikke Verdens første Dag?"

Ellen så op fra Lillens Vugge, men lukkede Øjnene for Solens Blænden.

Himmel og Hav flød sammen i én Soltindren. Havnemolen og Skibsmasterne dernede svedes bort i den lyse Luen. Kun Skummet og Mågerne skinnede.

Luften isnede hende om Skulder og Bryst, og hun løftede de store, hvide Hænder, som stred hun med Bølger.

"Og du er jo Anadyomene!" smilte Erik mod hendes lysflammende Hår og rødmende Ansigt, hastigt åndende Bryst og udrakte Arme i den spændte, blå Morgenkjole.

"Er jeg, Erik?" spurgte hun. med lukkede Øjne.

Han dukkede hastigt ned i hendes Favn, i hendes Ånde, som i en Bølge.

"Ja, Ellen, ja," hviskede han, "du steg jo op af Havet til mig!"

Han havde lagt sig på Knæ og strøg hen over hen des høje Bryst:

"Aldrig har jeg åndet Luften før, og aldrig har jeg set dig før, aldrig Himmel og Hav. Du er min Havfødte!"

Hun havde lagt sin Hage mod hans Skulder og så ud for sig i den solfyldte Stue.

"Først nu, Erik?"

"Ja, Ellen, først nu jeg har levet de to Dage, gamle Bek talte om, både Mørkets og Lysets."

|

"Men, Erik - Lillen?" Kun lagde sin Hånd på Vuggens Kurvefletning, hun så ham grundende ind i Øjnene, "hvor skal han kende den lyse Dag fra den mørke?"

"Se," Erik Lange løftede varsomt Barnet op af Dynerne, dets søde Varme slog som en Rosenånde ud i den kolde Luft, og Barnet bøjede sig vågnende tilbage i den lange, hvide Sløjkjole.

Langes Hånd strøg let om dets dunede Nakke, idet han løftede dets Hoved mod Solen.

Barnets Øjne gled op i den sarte Ansigtshud, skært blå, og de blegrøde Hænder rullede sig ud som Blomsterblade.

I en klukkende Lyd foldede det sig ud i Solen, strakt frem over Plejefaderens Arm, følende mod Lyset.

" Kan du se,u hans Øjne smilede mod hendes, og hun bøjede sig mod hans Mund over Barnet. "Og vi har drømt om Nerveklinik og Klostre . . Ak, Solen og Havet og Barnet, er det ikke alt?"

Hun hvilede med det lyse Hoved mod hans Skulder. "Du var længe om at se det."

"Ja," han holdt med den ene Arm om hende, med den anden om Barnet, "for jeg led af den eneste Blindhed: Jeget."

"Og du tror," hun løftede stadig ikke Hovedet fra hans Skulder, "at Lillen også kan bære den mørke Dag?"

"Er ikke du hos ham, Ellen?"

"Jeg kan ikke leve evigt - og hans Verden bliver endnu trangere end gamle Beks."

"Og jeg? Alle Horizonter var min Vuggegave - og jeg måtte spærres inde her for at eje Jorden!"

"Erik," hviskede hun, "jeg synes, Foråret er så nær i Dag?"

Han rystede på Hovedet. "Vi er kun sidst i Januar og - jeg tør intet love."

Hun lå ubevægelig, med Hagen på hans Skulder, stirrende ud i den højblå Dag.

"Ja," sagde hun, "jeg har tænkt: om Lillen aldrig får sit Syn, hvor kunde jeg da lære ham at se som her? Her kan han kende hver Stemme og hver Sti. Her er ingen blind." - | - Himlen stod fuld af Rosenskyer, da Erik Lange og Ellen trådte ud af Lægeboligens Dør for gennem Kæret at gå ned til gamle Bek og høre om Aftener som denne, sete med andre Øjne og vidnende for andre Sind om Evighedens rene Ro.

Ude langs Horizonten hang en Røgstribe fra en Damper, og midt imellem den og de sandhvide Havnemoler gled en lille Båd hen for trygge Åreslag. Havet lå spejlglat om Øen, blåt og rødt af Himmel og Skyer.

"Hvem mon det kan være? Det er ingen af Fiskernes Både her. Det ser virkelig ud, som kom han fra Damperen derude," sagde Erik og pegede mod Bådens sorte, lille Plet, "men hvem søger her til Øen fra sådan en Oceanflyver?"

"Erik, kan du huske Beks Fortælling om de to Kvinder i Jacobus Uz' Hus, der stirrede hver fra sit Vindue over Havet? Om det var sådan en Ventet, der kom hertil, omsider?"

"En af dem, de ventede, kan det jo ikke være," smilte Erik Lange vemodigt, "dem måtte de nok selv over det sidste, store Hav for at genfinde. Og ingen savner jo nogen på Øen nu."

"Han har to store Kufferter med sig i Forstavnen," sagde Ellen, hvis opspilede Øjne drog dette eneste lille, levende Punkt til sig fra det rødmende og blånende Nirvana.

"Så må han jo komme fra Damperen," nikkede Lange og rettede på Lorgnetten, "og så er han sejlet med den helt derfra, hvor den er kommet, kun for at nå hertil"

"Erik," Ellen klemte hans Arm, "om det nu er en af dem, de ventede, de to Kvinder i Uz'ernes Hus - om det er nu, de sidder dér - om vi blot har drømt os selv, og der endnu er længe til vort Liv? Se Skyerne og Havet, de er så rolige, som var det en Time for længe, længe siden . . ."

"Jeg tror, selv du bliver Drømmer her på øen," smilte han mod hende. "Se dig om - ingen Time tøver, og ingen Time kommer igen. Ser du Jacobus Uz' Hus eller Tolderens Røverborg med de fangne Prinsesser? og ser du den enlige, tjærede Pælehøfd? Nej, til en | stor og stendæmmet Havn vender han tilbage, han dér udefra, og under Øens Brinker ser han den nye Købmandsgård og den nye Tolderbolig Havnefogedens Hus og vort, og os to heroppe, han ikke kender. Tro mig: han kan se, at denne Aften ikke er den samme som den, han forlod den Ø, han nu søger til!"

Nede ved Havnen var de nu også blevet opmærksomme på den enligt Kommende.

Købmanden var trådt ud i sin Dør i sin Lærredsjakke. Tolderen stod på sin Trappesten med Kikkerten for Øjet, mens Havnefogeden mellem de svære Tønder vadede ud ad Molen til. Et Par Fiskerhoveder stak op af de hvilende Fartøjer.

En Måge kresede i store Buer over Båden. Nu kom den ind om Fyrmolen, gennem Indløbet, ind i Havnen. Havnefogeden var gået ned på et af Slæbestederne, og Båden lagde til dér.

Gennem den blikstille Luft lød Stemmerne herop, og de hørte et besværligt og fremmed betonet Dansk. Så hilste Havnefogeden og gik atter op mod Land, mens den Fremmede fulgte ham med en sort, tung Kuffert i hver Hånd.

De så ham standse lidt og se sig om, fremmed og velkendt, vende sig og spørge om noget. Havnefogeden nikkede og pegede op mod Sønderbjærgs tunge, sorte Knude. Den Ukendte nikkede, som kendte han den uforandret igen, og skred op mod Købmandsgården, til Sømandshjemmets Dør. Købmanden svansede ham ilsomt i Møde og tog bukkende mod hans Kufferter.

..Erik, hvorfor tror du, han er kommen?" spurgte Ellen, med sine Øjne i hans.

"Så du, hvor han nikkede ud mod Sønderbjærg?" svarede Erik. "Mon ikke Alverden er sunket i Havet for ham uden denne ene sidste Klint? Han var jo Sømand og har vel set mere end det dobbelte af, hvad jeg en Gang så. Hvor gammel tror du, han var?"

"Å -- i halvtredserne eller sådan. Men han så ældre ud."

"Ja, han kom jo derudefra, og ikke tomhændet til sin Ø. Men er han herfra, må Clemens Bek kende | ham. Der er jo ikke ét Menneske på denne Ø i det sidste halve Århundrede, som han ikke har oplevet,"

"Erik," hun tog ham om Armen, "han pegede på Sønderbjærg - om det er til Clemens Bek, han kom?"

"Til gamle Bek - ak Ellen - hvem - og hvorfor -"

"For," hun stirrede på ham, "for at hente ham - nej, ikke ud til Verden, men -"

"Men hvorhen da?"

"Erik, sådan måtte Døden komme til ham, roende fra det Fjærne, på så rosenrød en Aften." -

- Da de bøjede sig ind under Hyttens Dørkarm og så den rosenrødmende Himmel over Ørkenens sorte Sandslette, med Fyrets hvide Støtte fjærnest borte i det lave Vindve, tyssede Jomfru Camrath foroverbøjet ad dem.

"Hyss, han sover," nikkede hun.

Hun gled ikke som sædvanlig, når de kom, som en Skygge bort fra Stolen for at give dem Plads, men sænkede sig atter, med en egen ejende Bevægelse, hen over ham, som var han med Et blevet mere hendes end deres.

Pastor Honorius rejste sig fra Krogen under Tabletten og nikkede tavs.

Erik og Ellen blev stående indenfor Tærsklen med standset Åndedræt. Manden, de havde set komme sejlende . . .

Men med et hurtigt Skridt trådte Erik hen til Sengen.

"Jomfru Camrath, hvad er der? er han blevet sygere - eller -"

Hun så op, med sky, brune Øjne. "Nej, nej, jeg véd ikke, men - han har sovet så længe, hele Natten og hele Dagen til nu - -"

Erik bøjede sig over den gamle Syge. Stille smilte det gullige Ansigt ham i Møde, med lukkede Øjne og roligt Åndedræt. Han lagde Hånden på hans Pande, den var sval, med let bankende Pulse: Brystet steg højt under den hvide Skjorte, og de storårede Hænder hvilte foldede på Tæppet.

Og atter så Erik Lange Båden, der nærmede sig for støtte Åreslag på det blikstille Hav. Urets Takt steg | ham i Øret, og i Oldingens Puls, der bankede mod hans Fingre, fornam han selve Tidens.

" Endnu ikke, Jomfru Camrath," sagde han og rystede på Hovedet mod hende, "endnu ikke. Han kunde leve mange År endnu - om ikke hans egen Vished var. Den tør jeg ikke tale mod. Han har altid været det Inderste nærmere end jeg."

Jomfru Camrath sendte ham et sky, taknemligt Blik fra de brune Øjne, trak det tærnede Sjal sammen om Brystet og veg lydløst bag Stolen, som gav hun ham atter fra sig, til dem og Livet - for en Stund.

De satte sig stille ned, Honorius stadig i sin Skyggekrog med den store, bløde Hat i Hånden, Erik på Simestolen ved Lejet, Ellen ved Siden af ham med hans Hånd i sin, mens Lucie Camrath listede ud.

I Åndedrættet og Urets Takt, i den rosenrødmende Himmel bag den blånende Klitørken og det hvide, f jærne Tårn lyttede de tre Unge til en uhørlig og evig Sang. Og i den dybe Aftenstilhed fortalte nu Kirkeklokken jævnt og trygt, at denne Jordens Sol gik ned til de utallige andre. Og lidt efter udmålte, langsomt og dvælende, de tre Gange tre Bedeslag den sidste, store Stilhed for de tre Højhelliges Fødder. Og aldrig syntes de at have set Jorden blive så hjemlig dunkel og Himlen så æterklar. Og dog aldrig Himmel og Jord hinanden så nær. Lyttede de selv ved Krystalhavets Bred?

Da pludselig gamle Bek rørte på sig, vendte sig halvt i Sengen, slog Øjnene op og fæstede dem på sine Gæster, store, blegblå, langt borte fra.

"Ih nej, hvad må jeg se - mine kære Fremmede, og Jomfru Camrath har ikke vækket mig! Hun må da ret skamme sig - så uhøflig jeg endda bærer mig ad!" han famlede om sig efter Sengebåndet for at komme over Ende.

"Lig dog stille, kære Clemens Bek," tvang Erik Lange ham lempeligt tilbage i Puderne, "De sov så trygt, at -"

"At hvad?" han så smilende på Lægen.

"Ja at," Lange lagde sin Hånd på hans Arm, "vi slet ikke mere kunde være bange for Døden, en Gang, for Dem som for os selv."

|

Den Gamle nikkede ud ad Ruden mod det hvide Tårn.

"Se, se, Doktor Lange, De giver mig dog måske Ret tilsidst? En Gang - ja - Véd De, hvad jeg drømte om nys?"

"Nej," de strakte alle lyttende Hovederne frem mod ham.

Han så ud i den rødmende Horizont og sagde sagte, endnu ligesom i Drømme, idet han foldede Hænderne over sine Knæ:

"Jeg drømte min Ungdoms Drøm igen - den stadige Drøm, der viste mig, at jeg dog aldrig helt faldt til Ro her på Øen; der hjemsøgte mig længe efter, at mit Sind havde fundet Fred, og jeg aldrig om Dagen tænkte på nogen anden Kyst end denne Øs: Drømmen om at jeg blev hentet herfra!

Den Drøm har en Gang voldt mig så fortvivlet en Smærte og siden så dyb en Ruelse, for den syntes mig jo Utaknemlighed mod Herren. Men nu tror jeg næsten, den var noget andet og mere; ja at den stammer fra ham selv.

Jeg så oppe fra Sønderbjærg en dejlig Dag, en Dag som denne, men i Somren, og jeg var den Gang kun nogle og tredive, et Skib helt ude i Horizonten med alle Sejl oppe, som spændte af Solnedgangens Ånde.

Det svævede i Havets og Himlens hvidnende Blå som midt i Æteren. Og jeg, som allerede havde glemt, at jeg en Gang gik på andre Strande og havde andre Mål end Pogelæsning på denne Ø, jeg vågnede pludselig op igen, vild af Længsel efter Verden og Æren, efter det berusende Øjeblik, efter hende.

Jeg troede for vist, det Skib sendtes ud imod mig af hendes rødmende Ånde, at det var selve Lykkens Snekke, der nu kom indenfor min Horizont. Og overvældet sank jeg ned i det vindslidte Græs dér mellem Fårehullerne og Enebærbuskene og biede med udstrakte Arme, som Robinson Crusoe, som Salas y Gomez.

Ja vel en halv Time varede den Drøm - så så jeg, som de, hvor Sejlene mindskedes derude, hvor de slettedes ud i den røde Horizont og det blå Hav; forstod, | at det var Lykkens Skib, men at det var sejlet min Ø forbi, for evigt.

Jeg troede nogle Uger efter, at jeg havde fundet Ro, at jeg påny havde slået Rod her i det kummerlige Sand, som de andre fattige Planter, det dog skaffede Næring og Hjem her midt i det golde Hav - da steg, i en Nats Drøm, Skibets røde Sejl op over min Horizont, for atter at glide bort bag den efter lange Minutters bange Håben. Og jeg vågnede og havde atter revet min Rod over.

Siden kom de Sejl atter og atter, undertiden med Års Mellemrum, op for mit Syn, snart kun i Drømme, men snart også som selve de grå og barkede Sejl på "Konkylien, tt når den lagde til efter Måneders Forløb derude i Pakhusbugten, og jeg nu selv stod blandt de andre på Kysten - især når den kom i Våren for første Gang efter den lange Vinters Indespærring i Mørke og Is.

En Vinter, da vi havde været udelukket fra Omverdenen i hele fem Måneder og fra Sønderbjærgets Top kun så Horizonten funklende og lynende af Is, med Isstabel over Isstabel, som lutter dragne Lanseodder rettede mod os - da Sneen og Natten var føget sammen og havde begravet hvert Minde om Sommer og Mennesker i vore Sind; da vi sad i vore frysende Kamre med Snemurenes dødsblå Skær i Mørket over vore Ansigter og Hænder, og vi ene nærede os af Harerne, der tyede ind til vor Tærskel, af Sælerne, der krøb op på Land, og Søfuglene, vi fangede med bare Hænder i Vågerne -: da Skibet så pludselig lå dér, rustrødt og barkbrunt, i den årle Martsmorgen - vi var alle blevet trommede ud midt om Natten ved Meldingen om, at de fra Fyret havde set dets Lanterner, og vi var der alle, store og små, hvad der kunde krybe og kravle - ja, da syntes jeg, at nu var Lykkens Snekke kommet, at den lå derude, kun få Favne fra mig, spejlende sig i det grønne, forårsgysende Vand, mens fjærnt ude på den ru og riflede Isflade en sidste Blok lurede som Dødens forjagne Isbjørn!

Og som jeg, syntes hver én omkring mig. Jeg hørte, jeg følte jo inde i Klyngen, hvor jeg stod, de hamrende

|

Hjærter, de snappende Åndedræt; hvor Ånden og Blodet gik og kom, som Hymner af Tak.

Men da den lettede og strøg bort, "Konkylien," og jeg ene stod tilbage på Stranden, mens de andre i det vante, lange Tog bugtede sig bort over Ørkenen mod Byen, at samles med Posten om Buddene derudefra, da tænkte jeg dog ikke på at være om Bord på Skibet og sejle herfra - kun, at Lykkens Snekke havde gæstet os, og at ingen kunde blot drømme at følge den. Jeg sendte den kun min Tak og vendte mig og løb op mellem Klitterne, ind mellem Stenmilerne og Flintesmedjerne, mod Byen, at dele med de andre Glæden over Posten, inde i Gravemands vestre Stue - endda jeg vel vidste, der intet direkte Bud kunde være til mig. Hvad sagde det? Lykkens Skib havde gæstet vor Strand!

Ja, så dybt var jeg den Gang faldet til Ro på min Ø. Og siden så jeg ikke Skibet.

Men nu, i Aften, da var det der med Et, men dog ikke helt som før. Det stod ikke mere ned mod Øen og mig for rosenrøde Sejl, udspændte af Aftenrødens Ånde; det snarere ligesom gled ned over mig højt oppe fra, fra Himlens Blå, med store, hvide Vinger kresende ned over mig som Sangsvanerne, når der dalende, bringer Foråret ned over Øen.

Det var snarere et Flyveskib som dem, jeg i de sidste År har læst om, et stort og snehvidt Himmelskib.

Og som jeg saligt ventede det, beruset og forglemmende alt som hin Ungdomsdag på Sønderbjærg, forstod jeg, at hin Længsel mod Skibet ej blot havde været min Ungdoms oprørske Unøjsomhed med min Lod, men også den vildledte Viden om hine andre Stjærner og andre Sole, både Eberhard og hendes Fader havde varslet om, og hvor de nu alt for længst havde hjemme.

Jeg forstod, at nu sendte de mig Lykkens sande Skib, det, hvor hver Dødelig har Ret til at gå om Bord. Ja, jeg forstod, at det måtte komme på Vinger og ikke på Sejl, fra Himlen og ikke fra Havet. Og at nu var det ingen Drøm, men selve Virkeligheden.

Og da veg den sidste Brod i mit Hjærte: den, at jeg dog altså endnu så sent, her hvor jeg i min Alderdom | læser om Flyveskibene, uden min Bevidsthed og Vilje, har fantasere! om, at i al Fald et sådant kunde nå over Havet og frelse mig. Ja, Brodden veg, som Smærten og Glæden over denne lille Plet af Jord - for Vingerne af det store Svaneskib - da jeg med Et hørte Eders Stemmer og vidste, at endnu var mit Skib ikke nået. Ti Eders er jo endnu så fjærnt, I Unge."

Han så på dem med sit lyse Smil, og de smilte alle mod ham i den undrende Viden, at så trygt den dunkle Jord derude var deres, så tryg var den skinnende Himmel hans.

Og atter tænkte Erik og Ellen Lange på den Ukendte, der var kommet til Øen gennem Rosenrødt og Himmelblåt - ja roende som mellem selve Himmelens Skyer.

Men de sagde intet om ham, som i andægtig Sky.

Og nu havde gamle Bek også alt sine Papirer hos sig, og Himlens Blegblå derude blev med Et dunkelt som Stedmor, idet Pastor Honorius tændte Lampen og stillede den ved Hovedgærdet. Ellen og Erik sad Hånd i Hånd. Præsten dukkede Hovedet i sine Hænder, og alle holdt de Ånden tilbage, som for at fatte en ny og vanskelig Lektie.

"Ja, jeg hørte jeres Stemmer," sagde Clemens Bek," og jeg syntes, jeg havde endnu lidt at udrette i denne Stue, hvor jeg nu ligger, og I sidder om mig; hvor jeg virkelig har lært det alt, så jeg kan lære Eder det igen: min Fejlen og min Skulken, min Lydighed og min Løn."

"Jomfru Camrath, nu kommer jeg til hende, den eneste, der er igen fra hin første Tid - som vidste Døden, at ingen Mand kan undvære sin Kvinde.

O ja, min Kvinde er hun, sendt mig som min! - - Ser I, hun er her ikke? hun tør ikke høre om vor Lykkes sære Blu? -

En Aften, da jeg stod blandt de andre på den Strand, hvor nu Menneskene i hundrede År havde flokkedes som vi og begæret Åndens og Legemets Føde derude fra - kom der en enlig Passager med Båden i Land.

Jeg ventede hende, jeg var jo sendt ud for at hente hende, Pastor Schwarzflügels Søsterdatter, Jomfru Lucie Camrath.

|

Men da hun steg i Land, spæd og ung, i sin sorte Rejsepels, med sin Kuffert i Hånden, og hendes sky Øjne løb rundt over den fygende Strand og Menneskeklyngen på den, syntes jeg, selve Hun kom, min Kærlighed, stegen af det golde Hav!

Kom hun ikke dér udefra? havde hun ikke i Forgårs strøget sin Kjole op ad hendes?

Men jeg huskede Jomfru Camraths Faders Købmandsgård på Christianshavn, jeg så hendes kostbare Pels og Taske, og jeg spurgte bævende, om hun skulde leve her?

O jo, se, hun var sørgeklædt, hun var ene i Verden! Hendes Fader havde denne Sommer fulgt hendes døde Moder i Graven.

Med Huen i Hånden stod jeg foran hende og bød hende denne Øs Velkommen, ærbødig, fuld af Klage for hendes, men fuld af Tak for min Skyld ... O Kvinde, at du kom!

- Og i den følgende Tid, da hun var så fuld af Undren og Skyhed over Livet her, over Pastor Scbrwarzflügel, hvis Spøgelsesmaske så lidet svarede til det faderlige Åsyn, hun i sin Forladthed havde håbet hos ham, Moderens så langt ældre, Broder og Præsten - og over Malene, hvis Abisag-Forhold til den gamle David rystede hendes Jomfrudrøm om Kærlighed - hvad betød hende da min Ungdoms og Kyskheds Trøst mod den, hendes Kinders Rosenskær, hendes Brysts myge Runding, hendes duggede Øjnes Blå, hendes Kjoles Susen skænkede mig?

Der var en Dag, jeg vilde flygte fra denne Ø, en blændende Sommerdag, jeg badede i Havet, og rejste mig på den yderste Revle og med Et så, jeg var nøgen og ung.

Jeg ejede aldrig Skønhed eller Styrke, men min Hud var sart og rødmende, mine Lemmer ranke og spinkle af Havets Kulde og Solens Hede, og jeg følte mig pludselig som Et med den blå Himmel og de blå Vande. Og da jeg inde på Kysten så mine sorte og luvslidte Klæder og ihukom, at jeg i dem trak i mit Livs Trælledragt, svulmede min Nøgenhed af Trods · mod denne påtvungne Ham, af Oprør mod at falme i den, i Sult | og Slid, og i Vredens Rus gav jeg mig over til Havet, at frelse min nøgne Ungdom . . den jeg var . . fra Fangedragt og Fangeø.

Jeg gav mig hen i Bølgerne som til mine Brødre, og først da jeg fornam det sugende Dyb under mig, den susende Kulde i min Marv, forstod jeg, at Havet erkendte så lidt min Ungdom som Jorden, men, som den, kun min Ret til en Grav.

Og med Dyrets Selvopholdelsesdrift søgte jeg til Land. Nær var jeg blevet derude, men omsider følte jeg Bund mod Knæet og skyllede bevidstløs op på Stranden.

Siden da jeg, klam og hvid som et Lig, trak i mine Pjalter, var den sidste Drøm om min Ret gået til Bunds derude. Hin Dødskulde havde iset mit Blod således, at det aldrig mer vovede at løfte sit krævende Råb.

Men at dette Råb tilsidst forstummede i mig, længe før den barmhjærtige Visnen havde gjort mig selv lig min Ham, så grå og så gold som den, skylder jeg Jomfru Lucie. Hun var for mig det samme, som Årets sidste Sol er for de døende Planter: det milde Dødskys, der skænker dem Forsoningen og Visheden i Et.

Hun sad ved mit Køns Dødsleje, og det stred ud med sin Hånd i hendes

Min Hjælp til hende var den usigeligt ringere, at støtte Drømmersken, den unge Pige, mellem Jordens Stene.

Som siden Skridtet fra Rigmandsdatterens Kår til Tjenestepigens her på øen kostede hende hendes Ungdoms Legeme, kostede Nedstigningen fra den syvende Drømmehimmel hende strax hendes Ungpigesind. Hun havde ikke som jeg blomstret hin eneste Nat, i Ungdoms Lykke og Synd Hun visnede til sin Rod.

Men medens den bed sig tro ned i den sultne Jord, der bødes den som Hjem, drog den med sig al Blomstens, al Bladenes, al Stænglens Flor. Dér gemtes det, usynligt for alle, uden for én. Og når hans Varme ånder på det, vil det springe ud, så ungt og skært, at hver Himmerigs Jomfru vil blegne derved.

Som to Skygger er vi vandret hen over Øen, Hånd i Hånd, med deres stumme Trøst i hinanden.

Og sammen vil vi knæle og bede hin evige | Kærlighed om den Ungdommens Blomstring, som her blæste af os. -

Men jeg vender nu tilbage til hine År, der omend lidet unge, dog var min Ungdom, og da jeg var faldet til Ro i Livet på Øen, imellem Lucie Camrath og Jacobus Uz, Fru Lenore, Pastor Schwarzflügel og Malene, i min Skole, og på mine ensomme Vandringer i Ørkenen og rundt langs Stranden inden Havets Ring - da Dagene var føgne sammen om mig som Sandet om Marehalmet, og jeg, som det, skrev mig inde i min egen lille Kres - og med Et fik føle Kniven om min Rod og fornam, at Sandet var mit Blods Dråber, mit Livs Dage. -

Pastor Schwarzflügel døde, Malene blev en rig Enke, og der kom en ny Præst til Øen.

Den gamle, som havde røgtet Gærningen herovre i over tredsindstyve År, døde i den Hustrus Arme, han havde købt sig for deres Løn, på en brændende Julidag, men uden at genfinde den Varme, der havde været Årenes og Lønnens Krav.

Hans Ansigt var lille og hvidt som en Snebold. Og koldt, strax Malene slap det ned fra sit Bryst, der havde holdt ham i Live i de sidste syv År.

Og da hun i et befriet Gisp kastede sig med udbredte Arme mod Solen, hvis rødglødende Brand stod ind fra ørkenen gennem det åbne Vindue, fornam jeg i hans Hånd, som jeg bævende rørte, Ensomhedens evige Vinter.

Tre Måneder efter blev den nye Præst udnævnt. Før kunde man ingen finde, som var villig til at tage Embedet op efter Schwarzflügel. Man vidste, at den nye hed Tang, og han sagdes at være en ung Mand.

Jeg sad ved mit Klapbord Aftenen før den Dag, han ventedes, og stirrede ind i den sorte Rude, der kun spejlede min Lampe og mit Ansigt, i en hvid Plet.

Langt derude glimtede vel som altid Fyrets Blink, blinkede og sluktes. Men jeg så det ikke. Jeg så kun mig selv i Mørket. Og jeg fornam mig påny om Bord på "Konkylien" i Havets Midte, mens de hidsede "Vombat" på mig.

Denne Ukendte, der nu nærmede sig over Havet, i | hans Hånd var jeg, ikke i Guds! Han ejede mig, min Gærning, mit Liv. Disse Børn dernede, jeg syntes var mine egne, købte med det Selv, jeg havde givet hen i mange trofaste Timer til deres Opdragelse og Undervisning; hvis mindste Vane, mindste Træk og mindste Forhåbning, jeg kendte, dem kunde han for altid lukke mig ude fra. Mer betød min Gærning ikke!

Og denne Ø, dette Hjem, jeg havde skabt af det tomme Hav, af min Angst, min Ensomhed, min Nød; som jeg kaldte mit som min Tanke, som mit Legeme - jeg kunde jages herfra, som jeg joges hertil! Kendte Staten mig? O Gud nej, - indsat af én Præst, kunde jeg afsættes af en anden,

Og da? Hvor åbnede der sig da en ny Kyst for mig? Havde jeg ikke givet mit Alt til at skabe denne?

Gud havde født mig og skulde en Gang tage mig til sig igen, men indtil da overlod han mig til Menneskene og mig selv.

Og Jeg var et Strå, og de vilde kaste mig ud at dø på Havet. Mer betød mit Liv ikke!

Den Angst, jeg dér gennemlevede, femogtyve År gammel, den levede jeg siden igennem, hver Gang en ny Præst meldtes. Jeg levede jo ene af deres, ene af Tilfældets Nåde Det gav mig tilsidst det rette Sind, Menneskets Sind, som ene er Tak. Takken for det Ufortjente: det daglige Brød, Taget mod Uvejret, Pletten, hvor man er hjemme. Og det lærte mig Glæden, Glæden over Livet, som Rekonvalsentens, hver Gang jeg var frelst påny.

Men hin første Gang knuste det mig, hver Tak, hver Tro, hver Glæde. Ene Hadet blev igen, som da Adam tog min Præmie, da han tog Dorete. Jeg syntes, han tog nu det ynkelige Liv, han havde levnet mig her.

Så knust var jeg, at kun mit Had frelste mig fra Selvudslettelse, i det klamrede jeg mig til den sidste Rest af mit Selv.

Derfor tilstedte Gud det, ja vakte det i mig, som han tilstedte, ja vakte mit Livs Brøde i mig, at jeg tilsidst kunde nå ham lutret.

Men da jeg næste Morgen, midt i de andres Klynge, stod på Strandbredden og så den mørke Skikkelse | derude stige ned ad Rebstigen til den ventende Båd, kunde jeg have kastet mig i Havet for hans, for deres, for Guds Øjne. Jeg stod jo her isnende ene, forladt af dem alle. De, ikke jeg dræbte mig.

Jeg havde drømt mig en af dem, drømt mig fælles med dem om Livet her på Øen. Nu så jeg, hvem jeg var og hvem de.

De stod dér alle og ventede nysgerrigt en ny Prædikant eller en ny Selskabsbroder, en ny Oplevelse og Adspredelse her i Ensomheden. Mens jeg - jeg ventede på min Dommer!

Dette Menneske derude var min Gud. Hvem vilde beskytte mig mod ham, og hvem kunde? Jacobus Uz, Fru Lenore, Prinsen? Alle så de kun på ham.

Og næppe så jeg ham sætte sin Fod for førsterang på den Strand, hvor jeg nu havde løbet i syv År og stødt mig på hver Sten og svalet mig i hver Bølge, før jeg kendte min Dom. Jeg skulde rives fra min Rod at dø på Havet.

Jeg véd, at jeg bringer mit Hjærte til Gud kun fyldt af Tak til ham og til Menneskene. Jeg har overvundet hver Sorg og hvert Nag. Men senest vandt jeg over, hvad jeg følte den Stund, da jeg stod dér på Stranden, skælvende foran Præsten som Lammet foran Slagteren, nøgen for ham, nu alle de andre havde præsenteret sig, sagt deres Navne, der ejede Magten og Retten.

Jeg nævnede mit og mit Hverv her på Øen, og jeg behøvede ikke at møde hans Øjnes kolde Undren for at vide, Blæsten tog det hen som en ugyldig Lyd.

"Hm, såh!" hørte jeg hans Stemme, og han vendte sig, uden at give mig Hånden, til de andres leende og talende Gruppe.

Jeg svimlede et Øjeblik dér på Havets Rand; så dukkede jeg mig, sneg mig hastigt fra de andre, jeg nu vidste, jeg ikke tilhørte, op mellem Klitterne, og foer i vildt Løb ind over Ørkenen, som kunde jeg undfly dem, mig selv og Gud ....

Men sent om Aftenen krøb jeg, rystende af Angst og Had og Sult, op ad den Trappe, der igennem syv År | havde ført mig til mit Brød og min Seng, og som jeg havde vænnet mig til at kalde min.

Og da jeg gennem den halvåbne Dør hørte Præstens og Lucie Camraths samtalende Stemmer, listede jeg mig forbi, op at skjule mig for dem på mit Værelse.

Mit? Jeg så mig forvildet omkring på dets fire Vægge, som blæste alt Ørkennatten om mig. Hver Plet af disse Vægge var hans, ja hvert af deres Minder, hver Tanke og hver Tåre, jeg havde skænket dem. Hvert øjeblik kunde han åbne Døren og kalde mig ud og bort. Ti alt var hans. Ja, alt mit Hjærte var hans, hans min Tanke, hans min Drøm, hans min Hensigt. Ti se: det var alt denne Ø! Her var jeg født, og her skulde jeg dø! Havde jeg levet andre Steder? Jeg mindedes det ikke.

Dorete havde jeg truffet i en Forudtilværelse og skulde træffe i en Fremtids. Men Livet, Vejen derfra og dertil? Her var den! Her min Gærning og her mit Brød!

Jeg hørte hans Skridt dernede, og jeg gøs, som trådte de min Nakke. Jeg kendte de Skridt! Herskerens, der præger hver Plet, de træder, som sin.

Jeg lukkede Øjnene under dem, og hør: op og ned, op og ned. Jeg hørte jo selve Livet gå over mig, over min levende Grav.

Men pludselig foer jeg sammen. Andre Trin slæbte ude på Trappen. Det var Gedskes, den gamle Pige, der skulde passe Huset Nådensåret, mens Malene var ovre i Grenå, at ordne den Arv efter sin Mand, som hans Slægtninge på Fastlandet vilde bestride hendes Ret til.

Det famlede udenfor Døren og bankede omsider på. Jeg dukkede mig - jeg lukker ikke op! De Trin har jo alt trådt mig ned!

Men nu gled Døren op på Klem og Gedskes rynkede Ansigt så ind.

"Nå, han er der alligevel. Han skal ned til den nye Præst, han vil tale med ham."

Døren gik i, og jeg blev liggende lidt. Så rejste jeg mig op - hvorfor? Af Sult! For at æde mig mæt, og med det samme høre, det var for sidste Gang. At | æde af hans Hånd, før jeg trådtes ned af hans Fod. Gud havde udleveret mig til ham.

Med hængende Hoved stod jeg dér i den Stue, hvori jeg havde levet og drømt, ej blot mit eget, men også dens længst døde Beboeres Liv, overfor ham, hvem dens lave Loft og dunkle Vægge i Dag for første Gang ommørknede og gav Læ.

Og jeg hørte hans skurrende Stemme:

"Hr. Student Bek, De præsenterede Dem for mig nede på Stranden som "Læreren på denne Ø. Jeg har nu forhørt mig og erfaret, at De er blevet kaldet som Hjælper af min Formand. Hr. Pastor Schwarzflügel. Men dette var jo en Sag helt mellem ham og Dem, I mit Kaldsbrev står Deres Navn ikke. Jeg har ingen Anvendelse for Dem, så lidt som jeg finder Penge anvist til Deres Løn. Jeg har naturligvis i Sinde selv at lede min Skole. Jeg siger Dem det, fordi det af Konsul Uz's og andres Udtalelser synes mig at fremgå, at man betragter Dem som berettiget til at blive her."

Han tav, og jeg mærkede hans Øjne på mig, så stærke, som ådes jeg bort fra Gulvplankerne, hvor jeg stod.

"Hm nå, men De selv kender jo meget vel Forholdet og har vel altså forberedt Dem på en anden Stilling?"

Jeg tav bestandig, men løftede nu Øjnene mod hans. Jeg mødte dem under den hvide, faste Pande og vidste, at det var utænkeligt at bede ham om Nåde. Han var Præsten, som kendte den fra sin Bibel, men ikke fra sig selv. Og jeg stod jo i hans Stue.

Da så jeg Lucie Camrath. Hun sad henne på den vægfaste Bænk, med bægge Hænder om den og Nakken imod Væggen.

Og i det samme jog mit Had også mod hende. Hvorfor sad hun dér, som klamrede hun sig i Angst til dette Hus; som lænede hun sin Nakke mod det som mod sin eneste Støtte?

Hun var jo ikke Snylteren som jeg, hun var jo den rige Betaler, Præsten så velkommen, som jeg var uvelkommen .

Og i dette Øjeblik nåede mit Had helt op til Eberhard Sebastian Båden, min Velgører, at han havde lært | mig at vrage hin Guldnøgle, som min Bedstefader havde villet række mig til Hjærter og Døre.

Men da nu Lucies Øjne mødte mine, forvirredes jeg, ti de syntes mig som en Druknendes, i den yderste Nød, ja, som et Hjælpråb til mig - - Til mig! og i denne Stund!

"Nå således!" Præsten, hvis Blik ikke havde sluppet mig et Nu, slog med et Vanegreb bægge Hænder om Frakkens Opslag og spændte sit Bryst som i Ornatet, "De synes at have delt Beboernes Anskuelse om, at alle fremtidige Præster var forskrevne til at overtage Hr. Schwarzflügels Forsørgelsespligt overfor Dem! De forekommer mig for ung, min Herre, til at lægge Dem ind på Fattighuset. Men anden Forsørgelsespligt véd jeg ikke, De kan påkalde."

Hans Stemme var stadig høj, men rolig, og han vuggede sig på Hælene med hele sit svære Legemes Vægt. Men til min Undren så jeg, at hans Øjne iagttagende gled mellem Lucie Camrath og mig.

"Hr. Pastor Schwarzflügel har jo lønnet Dem ret ordentligt, og da De forhåbentlig ikke har forbrugt al Deres Løn, må De have tilstrækkeligt til at nå tilbage til Fastlandet. "Konkylien" sejler i Morgen, og De synes mig at gare bedst i at følge med den. Ti mig bekendt er det den sidste Gang, den har anløbet Øen i År Og jeg ser ikke, hvor De ellers agter at tilbringe Vinteren her."

Han tav lidt, og lagde så til med mere dæmpet Stemme:

"Kunde jeg end ellers, i den første travle Tid her i mit Embede, have tænkt mig at anvende Dem, til det første Forårsskib kom, har Deres Måde at opfylde Deres Gærning på tilstrækkeligt advaret mig mod dette."

Jeg så forbavset på ham.

"Ja, min Herre, jeg sagte strax i Dag Skolen. Børnene sad der og ventede, Men deres Lærer - fandtes ikke."

Jeg lukkede Øjnene. Nej - jeg fandtes der ikke. Jeg havde forsømt og gjort mig fortjent til Afsked.

"Hvor De færdedes, vil jeg ikke efterforske, da Skolens Fremtid ligger i min og ikke i Deres Hånd. | Imidlertid: vær min Gæst i Aften og - ja, gør som De finder Dem tjenligst. Andet vilde jeg Dem ikke."

Han bøjede det svære, sorthårede Hoved stift og gik langsomt hen mod Lucie, stadig med Hænderne om sine Frakkeopslag.

Jeg søgte mod Døren og så kun hendes Ansigt, idet det slugtes af hans mørke Skikkelse, men så i det den samrne Rædsel og det samme Nødråb som før.

Men jeg var så trådt på, at jeg kun fornam mig selv. Ja, og min gnavende Sult! Hans Fod havde jeg fornummet, men hans Fad havde jeg ikke set. "Vær min Gæst -" havde han sagt. Men bede ham om Føde nu - ? Nej, så ligeså gærne dø med det samme!

Jeg nåede op på "mit" Værelse og kastede mig på Sengen med Ansigtet gemt i Dynerne Og jeg faldt hen i en Døs . . .

Jeg så alt i et døende Smil Eberhard Sebastian Båden og Dorete Honorius række deres Arme ud mod mig fra det Eviges Sol - så dybt havde jeg lidt denne Dag, at jeg gled den Tærskel nær, et halvt Århundred endnu skilte mig fra . . .

Men da jeg i et Sæt vågnede ved, at en Hånd rørte mig, fornam jeg, at for så let et Køb slipper ingen did. Og jeg så ind i dens Ansigt, som skulde dele med mig alle de År. Og i hendes Øjne alle deres Tårer.

Men jeg rejste mig hæftigt over Ende og udbrød:

"Hvad vil De her hos mig? De som har Gud med Dem og alle Mennesker! Gå ned til ham! Dem jager han ikke ud!tt

"Student Bek," hviskede hun, og hendes Hånd greb om min, "lad ham ikke høre, jeg er her! Jeg, siger De - å Gud, det er jo netop det!" og hun skjulte Ansigtet i sine Hænder.

"Hvad er der?" spurgte jeg og rejste mig helt op, og så at hun havde bragt en Bakke med Brød og Mælk og stillet den på Stolen ved min Seng.

Og jeg så, at hun selv havde smurt den Mad, kejtet og i Hast. Ak, siden lærte hun noksom at tilberede Mad, dertil brugtes jo hendes Liv!

|

"Ja," hun så op, "spis, Student Bek, jeg stjal lidt Brød dernede til Dem, De har jo sultet hele Dagen."

Ja, ikke for første og nu visselig ikke heller for sidste Gang!

"Hvad er der?" spurgte jeg, og mine Øjne hang ved Maden.

Hun jog sammen og pegede på Brødet: "Spis!" hun løftede Ansigtet mod mig, og i det svage Fyrblink, der legede hen over det og Værelsets nøgne Vægge, så jeg al dets Rædsel dernede fra.

"Student Bek," hviskede hun og klamrede Hænderne om min, "han vil - have mig og mine Penge!"

"Hvad?" udbrød jeg og klemte til om hendes Hånd og glemte med Et min egen Nød.

"Ja - ja," hviskede hun og gemte Ansigtet.

Jeg skød Tallerkenen fra mig. "Men - hvor véd De det fra? Og - Deres Penge - - Nej, er det ikke Dem selv, han vil -?"

"Mig selv?" hun så op, i et endnu stærkere Gys end før, i sin urørte Jomfrudoms, "nej, nej, Gudskelov, det er kun mine Penge. For - han så jo på mig som på Dem - som vilde han jage mig fra sit Bord, til han af Gedske hørte, at jeg ikke var der gratis og af Nåde. Da så han op på mig, pludselig - å Bek, de Øjne - hvor på Øen kan jeg flygte hen for dem? Å tag mig med, tag mig med!"

Da lå jeg for hendes Fødder, som for Menneskenes, for Guds, i min Anger, i mit Råb om Nåde.

Ti se, jeg var ikke den eneste Jagne, kun én af dem, der så længe der er Harer og Hunde til, vil jages under den lukkede Himmel.

"Jamen," stammede jeg, "han kan da ikke allerede nu -"

"Nej, nej, men tilsidst, om jeg blir - og hvor skal jeg hen?" hun sank atter sammen.

Og jeg stirrede ned på hende. Ja, hvor skulde vi hen? Fyrblinket legede og legede hen over os. Men viste det os Vej?

"Student Bek," hviskede hun.

"Ja." Jeg bøjede mig og lyttede mod hende.

"Tilgiv mig," hviskede hun, med Ansigtet gemt i | Sengens Klæder, "jeg - tror, det er - min Skyld, at De må bort herfra."

"Deres?" udbrød jeg forundret.

"Ja for," hun havde nu gemt sit Ansigt, så jeg knap kunde høre hendes Ord, "han tænkte først, at lade Dem blive til Forårsskibet. Men da han hørte om mine Penge, turde han ikke, for -"

"Hvad?" jeg lyttede nu med Øret helt ned mod hende.

"Han tror - vi to - hører sammen," hun dukkede sig, sky som en Fugl for sin egen Hvisken.

Og jeg følte skælvende, med Hånden klam af hendes Kinds Gråd, at Præsten havde Ret i sin Tro! Kun at det var i Kyskheden og Døden, vi hørte sammen. Og idet jeg kyssede denne Kind, var det hendes som mit første og sidste Kys,

Og jeg véd, der i dette Nu fra bægges Hjærter sitrede en Tak til Gud, at han, som lod os ene i Klostercelle, lod falde et Skær fra det andet Køn derind.

Uden Ord tog vi Afsked med hinanden, og hun smuttede lydløst ned ad Trappen, mens jeg lagde mig på Sengen for at sove. Jeg tænkte knap mere på, at det var sidste Nat i dette Kammer, end sige på, at jeg skulde have Eberhards Kuffert pakket, at jeg kunde være rede til at gå om Bord i Morgen ved sex Tiden, når "Konkylien" lettede.

Jeg lukkede mine Øjne og sov ind, som den, der sover i det Hjem, ingen kan tage fra ham.

Men om Natten drømte jeg mig om Bord på "Konkylien" og sprang åndeløs, forfulgt af "Vombat", fra Dækket til Kahyttens Tag og over Rorbænken til Bagstavnen. Dér følte jeg Forfølgerens Tænder i mig, og da jeg, fuld af Smærte, så ned, så jeg Pastor Tangs Ansigt. Men strax derpå Præstens, Eberhard jog af vor Stue, og som siden kastede hans Grav til. En Præstekrave rundede sig om hans Hoved, men Kroppen var "Vombat"s, skidden og lodden. Og i et højt Råb på Eberhard sprang jeg over Bord, med et Sus gennem Klæderne og sank, mens Præstehundens Tuden tabte sig deroppe ...

Jeg vågnede, badet i Sved, og rejste mig fortumlet | over Ende. Men da jeg mødte den grånende Morgenhimmel derude med spinkle, sartrøde Skyer igennem som sprøde Koralrev, gik Virkeligheden gennem mig som et Stød: at denne Morgen var den sidste, jeg så på Øen!

Og i et Sæt var jeg oppe, i et Spring over Kufferten, til mit Tøj, som jeg rev på mig at flygte her fra Huset, at de ikke skulde gribe mig og slæbe mig om Bord - ud i Ørkenen at gemme mig, ja gemme mig ned i dens Hjærte, som Lavrus Potter, at vidne jeg var dens Barn!

Ja. ud i Ørkenen - den kunde vel ingen bestride mig, intet Menneske begærede jo den som sin - ud at stå Ansigt til Ansigt med Gud, at kræve hans Svar!

Og under de svagt rødmende Morgenskyer styrtede jeg mig ind i Ørkenens nat- og havkolde Gab,

Men jeg fandt ikke Gud derinde den Dag . , . Jeg så mig om i Stenødet og så, at hver hans Skabning havde Rede og Læ; jeg så Harernes Spor i Sandet og hørte Mågernes Skrig i Klitten; jeg så dem gnave på Marehalmens Rødder og hente Fisk fra Havet. Men jeg så selv ikke den ringeste Bræddestump eller den tørreste Skorpe til mig. Og jeg så, at den Guds Hånd, der stod åben for hvert hans ringeste Kræ, var lukket for Mennesket.

Og jeg begreb, det var, fordi den forud havde givet os alt. Os? Jo, men mig? Intet!

Og da jeg op ad Formiddagen, ude fra Totten, så "Konkylien" for fulde Sejl svinde bort i Horizonten, og vidste, at nu dukkede den ikke op derfra før om fem Måneder, fornam jeg, her på Øens yderste Spids, med Havet om mig, en Tomme fra min Fod, for første Gang, hvad det vilde sige at leve på Øen, på Livets Ø ...

Og sønderknust, mod Menneskene som mod Gud, vendte jeg mig og søgte tilbage, op forbi Fyrtårnet og ind gennem Ørkenen, til Pastor Tang, at tage af hans Hånd, hvad den måtte give.

Jeg vidste mig nu reddet her på Øen det første halve År.

Og da jeg i Skumringen, dødtræt, nåede Præstegården og så Eberhards Kuffert, med Låget halvåbent over mine Ejendele, stillet ned for Foden af Trappen, på | Marehalmsmarken, greb jeg den roligt i Hanken og slæbte den opad Skrænten, op foran det Vindue, jeg havde kaldet mit, og som nu var lukket for mig, og sank dér om i Græsset og ventede, med Hovedet støttet imod Kisten, hvad Gud vilde mig.

Pludselig gik en Dør op dernede, og jeg så Lucie smutte ud, glide langs Husmuren, rundt om Gavlen, op til mig.

Jeg herte hendes forpustede Stønnen, idet hun tog for sig i Græsset, men jeg så hendes Øjne skinne, og hendes Kinder blusse som i en Rus af Fryd.

"Student Bek," hviskede hun, stakåndet, idet hun nåede mig og greb min Hånd, jeg rakte mod hende til Hjælp.

"Student Bek, jeg er frelst! Gud er god!" og hun sank ned i Græsset ved min Side og brast i Hulken.

"Véd De det, i Går," hviskede hun, "sammen med Præsten kom Brevet - tænk, han førte det selv med og vidste ikke om det! Men da jeg aldrig spørger efter Brev, fordi jeg ingen har derude, der kan skrive til mig, fik jeg det først i Dag bragt op af gamle Simen Gravemand. Student Bek, min Formynder er rømt efter at have spillet alle mine Penge bort, selv den mindste Hvid!"

Jeg satte mig over Ende og stirrede på hende. Hun knugede Hånden mod Brystet, og hendes Øjne strålede, vendt mod Himlen i Tak.

Jeg rystede som i Stormvind. Dér takkede hun for Tabet af det, jeg anråbte om, fandt sin Frelse i det, hvori jeg så min Undergang.

Og idet jeg hørte hendes Ord og så i hendes Ansigt, ihukom jeg mig selv og Eberhards Lære, at det, Gud en Gang vil kræve af os, er vort Sind, så purt som han gav os det, og at han derfor ene dertil vil skænke os sin Hjælp.

Og jeg vidste, her hvor jeg sad uden Tag over Hovedet i den stundende Efterårsnat på Øen, at jeg havde handlet i hans Ånd ved at blive her. Han havde jo Sendt mig hid, at jeg kunde lutres til et Spejl for hans Åsyn.

Og da nu Lucie åndeløst spurgte mig, om hun ikke skulde stjæle Mad op til mig igen, om hvor jeg vilde | være i Nat, og hvor de fem Måneder og al Fremtiden - smilte jeg kun mod hende.

Igår havde jeg sultet efter kun én Dags Faste, men i Dag, efter tos, fornam jeg ingen Hunger mere, og ingen Frygt for i Nat, for de fem Måneder eller for al Fremtiden.

Og jeg spurgte hende i et Smil, hvad hun selv tænkte, hun, som nu var så fattig og så ene som jeg?

Men hun rystede på Hovedet. Tang havde forandret Opførsel mod hende, så hun forstod, hun nu var hans Tjenestepige, og som sådan kunde hun blive her som gamle Gedskes Hjælper og Aflåser. Hvor skulde han vel ellers få en fra?

Og hun smilte mod mig, befriet og lyksalig - sart og spæd som hun knælede dér mod den mørknende Himmel og Jord.

Jeg bøjede Hovedet og så hendes Lod, men ikke min egen.

Da greb hun min Hånd og hviskede, med Øjnene sky i mine, at jeg i denne kolde Nat, der nu drog frem over Øen, måtte gemme mig hos hende, på hendes Kammer.

Og hun, der havde skælvet af Rædsel ved Tanken om Tang og blusset ved at tilstå mig hans Mistanke mod os to, hun rødmede end ikke ved Tanken om, at have mig i sit lille Kammer i Natten.

Og jeg så os alt blunde sammen, Kind ved Kind, i hendes smalle, lille Seng, den særeste Brudenat noget Par har slumret - da jeg pludselig mindedes Tang, mindedes ham, som de Salige vel en Gang vil mindes en Skygge fra Jorden, og let strøg hendes Hår tilbage.

"Kære Lucie Camrath," smilte jeg, "da joges nok De som jeg fra hans Tag! Skynd Dem nu ind derunder, til Deres Gærning," jeg svalgte det Ord, og vidste dog, det var Lykken! "Bekymmer Dem ikke om mig. Jeg véd vel, hvad jeg vil."

"Går De da til Jacobus Uz?" spurgte hun, med Hænderne foldet under Hagen.

"Ja," nikkede jeg, "jeg går til Jacobus Uz," og vidste, at jeg løj, men at jeg måtte det for at få hende til

|

at gå og lade mig ene i den Guds Hånd, jeg havde kaldet lukket.

Hun så mig langt ind i Øjnene, så strøg hun sin Hånd hen over min, der hvilte på Eberhards Kiste, og hun smuttede ned ad Skrænten, gennem Mørket, så let, så ung som en Fugl - til sin Gærning . . .

Mens jeg blev siddende ubevægelig, med Armen om Kisten, og stirrede ud i Natten, hvor Jorden nu ganske var forsvundet, hvor ene Fyret lyste, som Guds Øje op af Kaos, mod mig, der ventede her på dets Rand som det første Menneske. Ventede på min eneste Ret: at fuldbyrde hans Bestemmelse med mig, at sone mig frem til ham.

Jeg så de få og fattige Lys slukkes dernede, ét for ét, og Menneskene gemme sig til Hvile, hver i sit Hus. Jeg mærkede Nattens Væde fryse til Rim i Græsset om mig, men tø til Dug på mit Ansigt. Jeg fornam Rummets Susen. Jeg var ene med Gud . . .

Jeg vågnede brat ved et Skær lige ind i mit Ansigt. Idet mine Øjne mødte det, og jeg mod Mørket så en gammel Mands Ansigt, troede jeg, det var Eberhard, der vækkede mig i Værelset i Pistolstræde til Morgenbønnen. Og senere, at det var Gud, der, nu Jordens Døre var lukket, åbnede Paradisets for mig.

Men til sidst så jeg, at det var Doktor Ørebro, og forstod, at han vendte hjem fra en Syg, ja vidste, det måtte være gamle Gårted Brems - og nu på Vejen til sit Hus her i Kirkebjærget havde fundet mig.

Og jeg vilde hurtigt rejse mig for ham, men sank i det samme tilbage, som med en Jærnring om mine Hofter; som var mine Ben alt begravede i Jorden.

"Men, du min Gud, Student Bek!" udbrød Ørebro, hans blege, blå Øjne vedblev at stirre på mig gennem Lygteskæret, "men du min Gud!"

Han sagde intet andet, men satte Lygten fra sig, så hans Ansigt og Skikkelse forsvandt i Mørket, og kun hans Arme, der nu sikkert og øvet greb mig om Livet og løftede mig, levede.

Jeg havde aldrig talt et Ord med Doktor Ørebro: han kom ikke til Jacobus Uz eller til Fru Lenore, så lidt som til Schwarzflügel og Malene, endsige til Prinsens | Gilder. Han levede så ene i sit Hus som Fyrmesteren derude i sit Tårn, kun med Datteren, når hun da var hjemme.

Jeg havde altid frygtet denne ensomme og fornemme Mand, men nu gav jeg mig trygt over til ham. Jeg så jo ikke andet end hans Arme, og de rakte ud efter mig og bar mig hjem som Guds. -

Og i den Tid, der nu kom, et halvt År, lå jeg ene i hans, i Guds Varetægt. Dér fritoges jeg for Ansvar og for Meje.

Jeg havde fået en Lungebetændelse den Nat på Kirkebjærg og lå i Feber flere Uger. Jeg var død, sagde de, om ikke Doktor Ørebro var kommet til og havde fundet mig, så rent tilfældigt - ti hvem færdedes ellers her om Natten?

Jeg smilte, jeg vidste det bedre. Var jeg endnu slebet til Spejl for Gud?

Men han så til min Træthed og tog det halve År Åget fra mig Han gav mig tilbage til min Barndom, under Skyggen af Eberhard Sebastian Badens stærke Hånd, og han gav mig frem mod Fremtiden, under Skyggen af sin . . .

Og først langsomt, langsomt vakte han mig og mindede mig om, at jeg var ikke længere Barn, og at der var endnu længe til min Salighed. Og da han omsider lod mig ene med mig selv, havde han givet mig Bevidstløshedens Minde, min anden Barndom, min første Salighed, midt i det anspændte Liv. Og han havde taget fra mig en Del af Livets Byrde, en Del af dets Styrkes Smærte. Han tog min ene Lunge og gav mig Nøjsomhedens Svaghed og Fred. -

Jeg vågnede en Dag i Ørebros Stue, i Solskinnet mellem Blomster og så Ørkenen derude. Jeg havde i mine Feberdrømme troet mig forjaget herfra, flakkende påny i Københavns isnende Gader eller på en fremmed og ukendt Kyst. Men da jeg så Ørkenen, smilte jeg, ti jeg vidste, at den fandtes intet andet Sted end på denne Ø.

Og langsomt huskede jeg alt, hvad der var hændet mig, og vendte mig uden Frygt ind i Stuen. Min Fremtid var sikret.

|

Og det var den virkelig: Jeg erfoer det nu af Doktor Ørebro. Han bragte mig stærke Bebrejdelser fra Jacobus Uz, ja fra Prinsen, at jeg ikke var tyet til dern, og sagde mig, at Pastor Tang havde vakt hele Øens Vrede ved sin Færd. Ikke at Menigheden viste ham det - når viste den nogen Fremmed sit Sind? - men desmere vilde han lidt efter lidt mærke det. Hans Tid blev ikke lang på Øen; hvor stærk han end var, dens Blæst havde brudt hvert Træ, der stod den imod.

Jeg lyttede ydmygt og gav mine Velgørere Ret: jeg havde ofret alle Mennesker for Tang alene, jeg havde skyldt dem for min Nød, og jeg havde, fornægt ende deres Hjælp, kastet mig helt på Gud. Jeg havde taget min Løn op forud og havde nu intet at kræve af ham sålidt som af Menneskene.

Og dog sendte han dem til mig som aldrig før, og sin Tilgivelse og sin Hjælp gennem dem.

Jacobus Uz kom hver Dag, så snart Ørebro gav ham Lov, og sad hos mig og læste for mig og talte med mig. Han bragte mig mange Bøger, og jeg mindedes, hvad Bøger havde betydet for mig hin korte Ungdomsvår i København, og lyttede påny til deres Tale. Jeg sansede atter Duften af den blå Blomst og forstod, at først dér, hvor den er gået ud, har Ulykken nået Mennesket. Jeg huskede på Eberhard, på Fru Lenore, på Jacobus Uz og mig selv: at vi alle kun havde holdt Livet oppe, fordi hin Blomstes Blå aldrig var blevet slukt for vore Øjne, og dens Duft bestandig kaldte os mod det forjættede Land, som Underhornets Toner, dets Røst.

Og mens jeg lå kraftesløs hen på Puden, så jeg mod den høje Vårhimmel derude og syntes, at intet Sted hvælvede sig så blå en Forglemmigejs Krone over Menneskenes Hoved som her. Og mit Hjærtes lette Slag lovede mig, at År og Årtier under denne Blomsterkrone var kun lig Timer og Dage.

Aldrig havde jeg set så langt over Ørkenen og Havet bagved den som her fra mit Sygeleje i Lægeboligen. Så bitte som Øen i Havet var mit Liv i Evigheden, så umærkeligt stigende af den og umærkeligt glidende bort i den igen. Som jeg havde vandret Øen rundt, havde jeg omkreset mit Liv. Jeg kendte det og vidste, at som | Øen vilde det blive sig selv ligt. Og sålidt som Øen kunde forlade sit Sted, kunde jeg forlade mit.

Og havde jeg lært, hvor jeg, uden at vide det, for stedse havde levet mig ind i denne Egn, lærte jeg nu, at også de andre betragtede mig som uadskillelig herfra. Jeg så det hos dem alle, ved deres Venlighed og deres Harme. Skyldtes det min Armod, eller skyldtes det min Rigdom? Skyldtes det, at ingen anden Kyst fandtes for mig, eller skyldtes det, at jeg havde farvet hver Plet på denne med mit Blod? Jeg grundede ikke derover, ti jeg begærede ikke mer at være Herre, og jeg skammede mig ikke over at være Tigger. Jeg vidste kun, at jeg var et Menneske.

Sidst lykkedes det mig at udrydde det Hovmod, at jeg ikke vilde ligge Doktor Ørebro til Besvær. Men da jeg ihukom, at min Skole var lukket for mig, som hele Verden var lukket derude, og jeg, ved at rejse mig i Sengen, fornam min Matheds Svimmel således, at jeg vidste, den nu aldrig vilde forlade mig, men bestandig gøre mig til en Fledføring hos Menneskenes Nåde - da græd jeg, uset, i Herrens Skød, min sidste Selvrådighed ud.

Og tålmodigt ventede jeg, indtil de vilde sige mig, hvad Bestemmelse, de havde taget for mig, og fuld af Taknemlighed hørte jeg den, da Ørebro mente mig rask nok: at jeg, når jeg var kommet mig helt, skulde flytte ned i det lille Hus, hvor jeg nu ligger, her under Sønderbjærgets Fod, og som da stod dér tomt, forgæves biende det unge Brudepar, jeg hin første Aften havde set i Fællig bygge sig det til Hjem, og som Havet, der havde sunget for deres fælles Barneleje, havde redt Brudelejet, da de, under Pastor Schwarzflügels evige Sygdomsforfald, var sejlede til Jylland for at vies.

Jeg skulde da spise, snart hos Ørebro, hvis Datter ventedes hjem med Forårsskibet, og som jeg skulde undervise i Fransk og Tysk, snart hos Toldforvalter Vendelin, hvis Børn jeg skulde læse med. Og så måtte vi forøvrigt se, hvor længe Pastor Tang forblev i sit Embede . . . og jeg læste i deres Øjne, at de vidste, jeg blev her altid og kunde vente mange Præster ud.

Jeg drejede Ansigtet bort fra dem, ud mod Ørkenen, | et Øjeblik. Jeg vidste, at Frøken Barbara Ørebro kunde mere Fransk og Tysk end jeg, at Fru Lenore hidtil selv havde læst med sine Børn, og at Jacobus Uz' Penge måtte stå bag hendes Tilbud. Jeg forstod, at det alt, lige til Huset, som hørte under Prinsens Fæstejord - kun var givet mig, for at jeg ikke skulde dø.

Men Gud havde jo ladet mig overleve hin Nat på Kirkebjærg, da jeg havde sat mig ud til hans Vilje, og jeg måtte tage det Liv, han bød mig. Og jeg drejede mit Ansigt mod dem og smilte og takkede.

Og en Forårsdag flyttede jeg så ind i dette Hus, der nu i henved halvtredsindstyve År har givet mig Læ og Værn, først, i Prinsens Levetid, gratis, senere mod en ringe Afgift til hans Arvinger. Jeg tog det Hus i Besiddelse, dej forgæves ventede det unge Brudepar; mit ensomme Åndedræt lød herinde, hvor deres skulde have hvisket sammen i Kys; mine ensomme Skridt slæbte sig over Gulvet, hvor deres skulde have danset sammen. En enlig Mand aldredes og grånedes dér, hvor Børn skulde have kravlet og faldet; mit Ansigt sås bag Ruden, hvor blomstrende Børns skulde let.

Men det var kun den første Nat, jeg stod foran den brede Dobbeltseng, som de Unges Slægtninge mod Jacobus Uz' Kavtion havde overladt mig med det nødvendigste af det øvrige Bohave, og mer end nogensinde før eller siden fornam mig som en Tigger, foran dette rige Leje. Jeg gøs for det som for en gloende Rist. Jeg så mig rundt i den lavloftede Stue, med Møblernes vage Skygger. Og jeg syntes, de truede ad mig: Hvad vil du os, du Fremmede? er vi mon skabt til dig?

Og jeg syntes, det var selve Livet, der talte. Dette lille Brudekammer blev mit Calvariebjærg, der lærte mig det sidste Suk: Herre, din Vilje ske!

Jeg begyndte mit ensomme Liv, ensom med de Møbler, jeg gennem Dagenes Langmodighed fik til at erkende min Ret, ensom med den stille Udsigt langs Sønderbjærgets Fod over Kæret, hvor intet Levende rørte sig Døgn igennem uden en Måge, der dalede i Søens ubevægelige Spejl, og som mit Øje taknemligt fulgte; ensom med Avnbøgen histude, i hvis røde Løv Dagenes Blæst randt som Sandet i Evighedens Timeglas. Ensom | med Ørkenen, den evigt uforanderlige; ensom med Skyer og Sol, der skiftede med hvert mit Åndedrag; med Regnen og Havets Sang; med mig selv, med Gud. Ensom med Hverdagens trofaste Husgeråd, under Uendelighedens Himmelkuppel.

Og derfor aldrig ensom. Ti den, der i et Gulvfjæl og et Urs Viser, i Gangdørens Klinke og den bristede Jord om Avnbøgens Rod vandt sig Venner, ham vil aldrig Forladtheden gribe, hans Hjærte vil slå mellem Venner, og uden Frygt vil han vende sit Ansigt mod Uendeligheden.

Fordi han ingen Fremmed er på Jorden, er han ingen Fremmed i Himlen.

I Angsten holder han sit Blik fæstet på den gamle Stoleryg og ser i Guds Øje og finder den Fred. som er Svar.

Hver Aften er hans Hovedpude Guds Bryst, og han luder sig til det i Søvnens blinde Tillid.

Nu var jeg på den øde Ø. Nu så jeg om min Fod den Ensomhed, der hegner hvert Menneske inde men som hidtil havde været dækket for mig, som for alle andre, af de Mennesker, jeg troede at leve iblandt Nu førte min Dør ikke ind til andre Stuer, men ud til Ørkenen. Jeg trådte ud af den til Gud og ind ad den til mig selv. Jeg var i Sandheden, omsider.

Som Øen selv må ernære sig den lange Vinter igen nem, var jeg henvist til mig selv. Og som jeg i Øens og min Stues Stilhed tilsidst fik Øre og Øie for den

mindste Lyd som for det mindste Lys, fornam jeg i mig Livets inderste Fiber. -

I Begyndelsen spiste jeg vexelvis hos Doktor Ørebro og Fru Lenore. Men efterhånden blev jeg ene ved mine Måltider som ved alt andet. Jeg lærte mig selv at lave Mad. Jeg vilde det således.. Ikke fordi jeg følte Menneskene om mig som Fjender, ej en Gang som Fremmede. Jeg har altid elsket Menneskene: trods min Angst måtte jeg give mig hen til dem, blot jeg så dem, som Bækken må rinde i Havet.

Men som jeg tror, jeg aldrig virkelig har løjet, fordi min Tunge vilde værge sig mod en Løgn som mod en Gift, begærede jeg, at alt Ydre skulde passe det Indre, | som Hansken Hånden. Jeg tror, at jeg, der så helt blev nægtet Evnen til at skabe, i denne Trang fik Kunstnerens Behov for Harmoni.

Jeg erkendte mig ene, og derfor måtte også mit Måltid være ensomt. Jeg beroede i mig selv, og jeg vilde berede mit Legems Føde selv. Jeg var derved en hemmelig Røst hørig.

Og jeg tog heller ikke fejl i, at det var en Lettelse for såvel Doktor Ørebro som Fru Lenore, da jeg bad om at måtte få udbetalt en lille Sum til Erstatning for mine Måltider hos dem, at jeg selv kunde tilberede mig mit, således som Guds Bestemmelse oprindeligt var med hvert Menneske.

De sagde mig nok imod, men jeg vidste det dog, at de havde følt min Nærværelse som en Tynge, ikke ellers, men ved Måltidet - som de vilde følt det ved Bønnen. Ved disse, Menneskets to oprindeligste Handlinger, vil det være ene. Og jeg blev ene med min Mad som med min Bøn.

Og så underligt havde det jo formet sig, at det blev lille Lucie Camrath, der lærte mig denne den første Kunst af alle: at tildanne sin Fede. Selv havde hun jo nylig lært det af gamle Gedske, og allerede nu, et halvt År efter, erstattet hende, der havde nok at skaffe i sin Broders Hjem, Frenne Pilots, Enkemanden med de mange Børn.

Som fattig og lykkelig Tjenestepige gik hun nu i det Hus, hvor hun havde været den forkælede Gæst og kunde have været Herskerinde.

Hun blev min Lærerinde, i mer end i den enkle Lektie at lave de Spiser af Mælk og Gryn og Brød, min Ø og min Pung kunde overkomme, og som har holdt mig rask til nu. Hun blev det i den Lære, der er ligeså enkel og ligeså forladt som disse Spiser: at Sjælen er alt.

Jeg kendte hende knap igen, da jeg så hende efter mit Sygeleje. Sådan var hun blevet Tyendet. Ja, toogtyve År gammel var hun bleven som nu. Så tidligt vandt hun sin Sejr.

Og jeg, der havde forfærdedes, fattede i de korte Stunder, hun kunde smutte fra Præstens Køkken ned til | mit, at som hun i Lykke havde erfaret sin Formues Forlis, erfoer hun nu sin Ungdoms og Skønheds. At som hun havde rystet hin fra sin Vinge, den nær havde bragt til Brud, rystede hun nu disse af den, at den ret kunde fyldes af Himlens Vejr. Jeg så Jomfruen vågne, dér hvor Frøkenen døde. Jeg forstod, hvorfor Verdens Frelser måtte fødes ved den ubesmittede Undfangelse og vandre i Armodens Skrud.

Og som hun og jeg stod dér i det unge Brudepars Køkken, syntes jeg, vi tilsammen beredte den Menneskenes Føde, der ene kan mætte.

Og da jeg bøjede mig og kyssede hendes Hånd, der, bestandig lille, var bleven hård, kyssede jeg selve Livet, som mættede mig med det ene Fornødne. -

Og nu travede jeg da tro min Vej fra Lægeboligen tl Toldergården og tilbage til min Hytte igen, fra at undervise andre til at lære selv. Og som altid var det sidste så langt besværligere end det første.

Ak, hvor lidt vidste jeg ikke, og hvor tungt havde jeg ikke ved at fatte og forstå! Hvor var jeg ikke tungnem og glemsom!

Som i Skolen: ikke for alt det Personlige! Historien og Sproget, som det åndede og levede i Rytme og Talemåde. Men Årstal og Grammatik, for ikke at nævne Regning og Matematik, alt, hvor ene Hjærnen herskede, alt, der ikke var farvet af Blod!

Min lille Lampe brændte over mit Bord langt ud på Natten, som var det hint unge Brudepar, der fejrede deres Fester. Men det var kun mig, der sled mig ør og åndeløs i natlige Deklinationer og Cifre og Brøker.

Men når jeg næste Morgen med de lasede Bøger under Armen travede af Sted op under Sønderbjærgets Fod eller ind gennem Kærets dugvåde eller rimslagne Græs og med trygt Hjærte vidste mig velforberedt til min Pligt, syntes det mig, at jeg denne Nat havde tjent Livet så tro, som det unge Brudepar kunde have gjort, og at jeg fornam denne Morgens Luft med stærkere Smag end nogensinde før.

Nede i Toldergården var min Gærning ikke altid let. Ikke, at Børnene jo var blide og lærenemme nok, omend langt dybere hildet i Drømmenes Blomsterkrat end | jeg og end mer ømfodede for Vandringen på Skærver. Jeg fik dem alle inderligt kær, som de med deres underligt dunkle og glødende Øjne under de hvide Pander og det sorte Hår stirrede på mig dér rundt om i Stuens Gravmerke, og med deres spinkle Stemmer og spinkle Lemmer syntes mig mere lig Ånder, der alvidende og trætte havde alt overstandet, end Bern, der først skulde til at erfare og leve.

Bøjet over det ustandselige Arbejde med Syen og Lappen af Børnenes nødtørftige, brogede Tøj, tonede Fru Lenores høje, sortindhyllede Skikkelse ud af Skyggerne som selve Nornen.

Men hvor vi frøs! Ak ja, hvor vi frøs i den knugende Vinterkulde over Øen! Om ikke Mørket, hvori vi stirrede som halvblinde i vore lasede Bøger, havde grånet af vor Ånde, kunde vi have troet os under Jorden, i dens sorte Frost.

At Jacobus Uz betalte den Løn for min Undervisning, som Fru Lenore rakte mig hver Månedsdag, og som jeg fattede om med samme andægtige Sky som om Brøkbogen og Grammatiken og al den anden Livets Virkelighed, jeg havde gruet og villet flygte for, havde ikke været Tolder Vendelin tilstrækkelig Beroligelse, da Arrangementet med min Undervisning blev truffet Man havde også måttet tilsværge ham, at ikke én Gnist og ikke én Funke af hans evige Lys- og Varmelængsel måtte spildes for denne Sags Skyld.

Og derfor frøs vi, og fumlede vi i Mørke. Men mer end nogensinde isnedes vi, når Vendelin pludselig strøg gennem Stuen, foroverbøjet, med sit Løbs Træk og Havkulde om sig som en Ligdragt, mens Hungerluen i hans Øjne sved Mørket og os som Ild.

Børnene krøb sammen som Døde, hvem en hvileløs Ånd vækker, og Fru Lenore stirrede bange og bedrøvet på Døren, hvorfra vi snart hørte, enten den knirkende Lyd fra Brændevinsskabets Låge eller de dybe Skrig fra Klaveret om Forløsning i Livets Sommer. Åndeløse, sammenludede, og dog hver for sig ensom, lyttede vi, som de Døde efter Opstandelsens Morgenhymner.

Men om Somren tog vi Oprejsning. Hvor sankede vi da ikke Solens og Sandets Hede i os! Sønden for | Tolder gården, i en dyb Klithule i Dræthøj, under Havets og Himlens tindrende Blå, lejrede vi os med vore Lektier.

De mindre Børn, alle uden Steffen og Agnete, lå nøgne, begravne til Skuldrene i Sandet, og de to, såvel som Fru Eleonore og jeg var klædt så let, at vi brændte i Klitten, fortærede som i Solkuglens Hjærte.

Jeg så de skære, unge Åsyn, de blomsterslanke og blomsterrødmende Lemmer, Steffens ranke Nakke, Agnetes flyvende Hår og Fru Lenores høje og smilende Skikkelse, og jeg syntes, at vi her på vor hvide Klint svævede som salige Ånder på en Sky. Og med et glemmende Smil kunde jeg da langt, langt ude øjne Tolderens bitte, sorte Skikkelse ile langs Sranden efter det. vi ejede her i vor Hvile. -

Hos Ørebro var der Lys nok og Varme nok. Men dér var Frøken Barbara Og disse Timer blev mig en Lidelse.

Som jeg følte min Uvidenhed i Doktor Ørebros Bibliotek, min Fattigdom i hans svale og velstående Rum, min Kejtethed overfor ham selv, hvem jeg knap hviskede en Tak for hans Hjælp, før han sky vendte Ryggen til - følte jeg al min Ringhed som Mand overfor Frøken Barbara.

Jeg sad for hende som nøgen, i min magre og hulbrystede Afmagt. Hendes kølige, langsomme, blå Blik klædte mig, øvet, af til Skindet og stødte mig, efter en koldblodig Besyning ud, hinsides Kønnet, ja Alderen, ud i Børnenes udelagtige Sfære. Og vendte sig ligegyldigt fra mig.

Jeg åndede op, befriet - og i Ve, som den, der kasseres til en Krig.

Men næste Dag, når jeg rykkede min Stol hen til hendes, ved Bordet ud mod Ørkenen, at gennemgå de franske eller tyske Forfattere, vi fandt i så rigeligt Udvalg i hendes Faders Bogsal, følte jeg påny sitrende i mine Hænder og Knæ samme svimle Angst for hendes Barms Svulmen, hendes Arms tunge Runding og Blikket i hendes Øjne, der var koldt af hendes talrige Bade og hedt af hendes timelange Dvale, når hun hvilte sit pragtfulde nøgne Legeme i Klitterne som selve Afrodite | på Kytera. Det Blik var som en Fordring, jeg ikke kunde efterkomme og tyngedes til Jorden af - og græd for, når den lettede. -

Men end mer pintes jeg af Forholdet mellem hende og Faderen. Af hans Tiggen om Kærlighed af sit eneste Barn, og af hendes forstokkede Døvhed for hans Ben.

Jeg tænkte på hans Hustru, der var død på en Sindssygeanstalt som en altædende Bug. Og jeg syntes, at jeg i disse højtliggende Stuer, med Blomsters og Bøgers blide Tyssen, her hvor Ørkenens og Havets ubegrænsede Stumhed mødtes bag Ruden, her hvor han havde sagt Kyskhedens Ro, oplevede anden Akt af Tragedien mellem Ånd og Kød.

Jeg havde lært at elske denne Mand, hvis tavse Fjærnhed gjorde mig end mindre og øen større, som en Stjærne gør os små og Himmeldybet dybt. Så jeg ham dér i hans Trætårn på Kirkebjærg med Kikkerten for Øjet, ubevægelig i Timevis, spejde ud mod Horizontens Skibe eller Himlens Kloder, tegnede han sig for mig som en Kure, som Åndens evige Vagt, her hvor jeg i min lave Hytte stirrede på ham.

Og nu så jeg ham tigge for dette Hunkøns Fod, tigge sig et Hjem i det Kød, han havde forladt - og søgte tilbage til, i hendes, i hans eget genopstandne! Og så ham stødes tilbage, ikke i Vold, så han kunde løfte sit Råb over at jages fra sit eget Hjem, men i sløv Ligegyldighed, som når Døren lukkes for én, ingen véd, vil ind.

Og jeg så ham stå dér udenfor, rystende af Skammens stumme Gråd.

Til det erfaredes, at den Dør, der aldrig havde gidet åbne sig for en Faders Hengivenhed, stod åben for hver én af Mandkøn, der vilde træde derind; til den Hemmelighed, Malene havde betroet mig den første Aften på Øen, og som hver af os vidste eller anede, blev åbenbar også for ham.

Kun én Sommer var jeg hendes Lærer, en stakkels, frysende Pædagog. I September rejste hun fra øen opå sin årlige Vinterrejse, den hun alt fra sit fjortende År, efter sin Moders Exempel, som en Hævn for Opholdet | i denne Udegn, havde tilvriste! sig af Faderens skælvende Hånd - for aldrig nier at vende hjem.

I Steden for hende selv kom et Bud om, at Frøken Barbara Ørebro var bleven dræbt i et københavnsk Horehus, til hvis faste Gæster hun havde hørt, alt siden hint fjortende År, og hvis luende Sol hun havde været.

Nøgen var hun blevet funden, pragtfuld og hvid, svøbt i sit gyldne Hårs Bølger, med en blodig Strikke om Halsen, men med al den Kødets Ro i sit Ansigt, som havde lokket hver hjemløs Sjæl til hende - til én Hånd nu havde hævnet dem alle.

Vi fandt Doktor Ørebro, der blindt havde troet selv hendes plumpeste Løgne død, med Brevet i sin Hånd.

Hans Bøn var omsider blevet opfyldt. Nu skulde han aldrig mer savne Kødet.

Eller - havde kan hænde, i hans sidste Øjeblik det ramt hans Hjærte som et Spyd: at aldrig havde hans Hustru og Datter i sådant Fjendskab lukket sig ude fra ham og Ånden, om han ikke havde søgt ene dens Frelse i Vagttårnet her på Tugtens Ø, og glemt Kødets Bolstre?

Jeg lukkede mine Øjne af Gru, men åbnede dem og smilte mod Lucie og Agnete, mod min Kærligheds unge Nøgenhed mellem Nattens ranke Lys. Og jeg fattede, at den, der vil leve evigt må dø. -

Jeg måtte skaffe mig en Erstatning for de Penge, jeg mistede ved Barbaras og Doktor Ørebros Død - jeg kunde jo ikke undvære én Skilling i Indtægt! - og jeg fandt den. Eller - jeg fandt den ikke selv, men det, som nærede mig mere end den.

En Dag på min vante Løbetur langs Havet, så jeg pludselig Tolder Vendelin, ikke som sædvanlig ilende langt ude, men stående ubevægelig på Stranden, som ventede han på mig.

Hvorfor havde han slået Rod dér? Jeg standsede næsten angst - vi var ene, så langt Øjet rakte - men så smilte jeg. Hos mig kunde han intet finde, selv ikke det ringeste Guld!

"Student Bek." sagde hans vejrhæse Stemme, mens hans Øjne flakkede om mig, "se her -" han borede Stokken ned i Sandet, "her er Skrivesand. Der bruges | meget af det på Fastlandet. Om De sankede det og lod Skipper Tønnesen tage det med?"

Han hilste med en krampagtig Bevægelse og satte i Løb. med Stokken under Armen, som havde han fortøvet sig, eller - flyede han . . .

Og jeg knælede med Undren og så det sorte Sand lien under det hvide, som en uudviskelig blodig Plet, et begravet Dyr. Ja, her var en lille Skilling at tjene, rakt mig af selve Øen, af selve dens golde Skød - og af ham Men - at han ikke tog den selv!

Jeg havde fundet en hvid Plet i dette mørke Sind.

Når jeg siden, de ensomme og blæsende Stunder derude i Pakhusbugten, gød Sandet i mine små Poser, og med Øjnene ude over det vældende, mørke Hav drømte, at et evigt Digt eller en uforgængelig Formel skulde tørres af Sandet, jeg sankede på denne ringe Kyst, syntes det mig dog stedse, at end mer vidnende om Evigheden, vort Slægtskab med Gud, end selv hin Skrift, var det, at Tolder Vendelin havde overladt mig sit Fund!

Kom han stundum forbi Stedet, når jeg gravede, vendte han Ansigtet bort, så mig ikke og løb hurtigere. Som her i Sandet det sorte var blandet med det hvide, var det i hans Sind.

Nu bruger ingen længere Skrivesandet, men så evigt som dets dunkle Rune er ristet på Øens Kyst, bærer jeg hans Gærnings lyse med mig til Gud. -

Hans Datter, Agnete, hun vandrede nu, tyve År gammel, over vor Ø som selve Jomfruen, ikke som Lucie tyst sammenfoldet i Løn, men slankt opblomstrende, skyldløst vendt mod Solen som en Lilje.

Hun gik over Øen som Helligdagens Hvile og Renhed, her i Hverdagens grove Slud og Fiskestank. Når hun skred ud over de sorte Banker og sås, sart og svaj, mod Horizontens Grå, syntes det i vore Øjne, at vor Drøm gik bort i Skyerne, hvor alle Drømme hører hjemme. Og når hun nogle Timer efter vendte tilbage fra Nordbjærg, ad den krinklede Gade mellem Fiskenættenes og Isingernes Guirlander, smilte Fiskeren, der sankede Sten til Stejlebakken, og hans Kone, som drev Koen ned ad Byens Bakke til Malkning, mens Børnene | legede under Kirkegårdsmuren, til hende som i Tak, for at hun ikke var blevet derude, hvor Solen gik ned.

Men når hun trådte ud under Toldergårdens ludende Tangtag, og med Hånden over Øjnene, efter Mørket inde i de skumle Stuer, så over Havet - da syntes hun os som selve sin Faders Syn, det han, det vi alle med ham løb efter langs de øde Strande.

Som en Vintergæk sitrede hun over vor frosne Jord. Til en Hæl trådte hende ned, og det sorte Sorgens Kors histude skød op over Øens Drøm . . .

Pastor Tang havde, som Jacobus Uz havde sagt mig, pådraget sig Folkets Uvilje ved sin Adfærd mod mig. Men der skulde en god Storm til at knække ham.

Tungt trådte han med brede Fødder i Jorden, og sikkert ludede han Ryggen, med de knyttede Hænder om Frakkens Bræmme. Under den brede Hatteskygge ramte et Par grønsorte Øjne én som et Stød af Jærn. Den glatbarberede, skægblå Overlæbe klemte sig blodløst mod Underlæbens Bid.

Så lidt han havde søgt at dølge, end sige undskylde den koldblodige Overgang i sin Færd mod Lucie Camrath. så selvfølgelig syntes det, han fandt sin Behandling af mig. Som han i sin sorte, bølgende Frakke med Herskergrebet rundt dens Opslag bestandig syntes iført sit Embeds Kendetegn, bar hver af hans Tanker den officielle Kristendoms Præg: Troen, der er alt og tilsteder alt.

Selv kom jeg aldrig i Kirken - jeg vidste, at mit Nag mod ham hørte ikke hjemme dér, men hans Prækner sagdes at eje både Form og Kraft, og Øfolket samledes, i gammel Vane, tro i de udskårne Stole og stirrede op på ham, som var han virkelig den Herre, Altertavlen afbildede - der kunde vandre på Vandene og skænke dem sin Hånds trygge Frelse fra det Dyb, ved hvis Rand de levede, og hvori én af hver Familie var forsvunden.

Men ingen søgte ham udenfor Kirken, og vandrede han, tung og sort, med sine stirrende Jærnøjne i det sortsmudsede Ansigt ned ad Gaden eller ud ad Vejene, hilstes han stumt og uden Smil.

Med den Tvivl og den Gru, der kunde vækkes af | hint altid kaldende Dyb om vor Ø, søgte de, som alt i Schwarzflügels sidste År, til Jacobus Uz, som anede de omsider, som hans Drøm var, at han i sin Ungdoms Synd og sin Manddoms Bod havde trådt hint Dyb, og at hans Hånds Greb om de Skibbrudne, der skylledes op på denne Bred -, var mer ligt Herrens på Altertavlen, end Præstens, der knugede Lucie Camrath ned til Tyende og slængte mig ud at omkomme på Bankerne.

Men Præsterne bærer jo Jesu Sorg i deres Kjolers Sorthed og efterfølger hans Gærninger ved Ord. Svøbt i sin Kjole, med sit Kaldsbrev i Hånden, vidste Tang sig bekræftet af Gud. Han lagde med Kjolen Pligten, men ikke Retten fra sig, og som han den syvende Dag førte Ordet ene blandt Stumme, var han selv stum de sex med Døren stængt for de Talende!

Hvad han tog sig til derinden for, vidste ingen. Ej en Gang Lucie. Ingen Tanke fulgte ham heller derind. Søndagen undtagen var han, ligesom sin Kirkes Kristendom, død for alle. Mens Jacobus Uz' lille Skikkelse tro røgtede hans og dens Pligt rundt om i de Syges, de Banges, de Fattiges Hytter, hvis længe lukte Døre nu omsider gled på Klem for ham.

Til med Et det utrolige Rygte spredte sig imellem os, at Agnete Vendelin skulde giftes med Tang og i næste Måned.

Da stod Præsten pludselig midt iblandt os, som Kirken deroppe, og vi så, at ingen kunde rokke ved dem. De havde jo deres Rod i afdøde Århundreder, i Dynger af Lig!

Jeg søgte ned til Toldergården, strax Lucie havde hvisket Rygtet til mig, skælvende, som måtte hun nu leve om igen sin Angst, eller se en anden som Sonoffer for sin Frelse.

Men da jeg kom ind i den sorte Stue, i den ramme Os af Tangtagets Jod og Gulvets jordsmuldrede Brædder, vovede jeg ikke at spørge.

Og da nu Agnete gled gennem Stuen, behøvede jeg det heller ikke. Hendes Ansigt var så hvidt, og hendes Gang så svævende, at jeg så, nu vilde hun snart | forlade os og gå til sine Skyer. Kun Øjnene skinnede, lysfyldte som en Martyrs.

Fru Eleonore så op på hende over sit bødede Barnetøj, og da hun, stum og rank, med den sorte, tunge Hårkrans som en Jorddynge, Skovlkastets sidste, på sit Hoved, forsvandt gennem Døren, brast Fru Lenore i Gråd.

"Han vil det," hviskede hun, med sin Hånd i min hjælpeløst trøstende, "min Mand. Han siger: så sparer vi de Penge! De véd jo hvortil -" hun smilte undskyldende.

Jo. vi vidste det alle. At Vendelin ofrede hende for at mætte sit Savn. At hun måtte dø for det. For selve Øens.

Faderens solgte hende. Brudgommens købte hende,

Så hårdt havde Øen da knuget denne Mand, som lukkede sig inde i sin Værdighed, at han nu måtte bemægtige sig vor Drøm - som hans Forgænger havde sikret sig vor Ild. Han, som havde villet rane Lucies Formue, var nu tvunget så dybt i Knæ, at han rakte Guld frem for en Kvinde. Ti det tvivlede ingen om, at Tolder Vendelin ej alene sparede, men også tjente Penge nu.

o

Og Agnete? Kendte nogen bedre, hvor Faderen hangrede og tørstede? og Moderen og de små Søskende, drømte hun at tænde Lys for dem i det sorte Hus?

Havde hun af Moderen lært at fortære sig ved sit eget Hjærtes Bål?

Hin Dag hun skred gennem Stuen, så jeg det da ikke i hendes Øjne - Afsindsskæret fra Patricksbjærgenes Is, fra Nattehavets Skum, opluet i de mørke Kamre til Martyr glød?

Vi havde jo alle ventet det, at en Dag vilde Drømmen brænde op i Solnedgangen. -

Men den Dag, da Præsten førte sin Brud i Land efter Vielsen ovre i Grenå, og hun ved hans Hånd trådte på Breddens rimfrosne Tang, forstod vi også alle, at hun blot havde leget Legene videre fra Moderens Stue, og nu var ved at vågne.

Hun var hvidere end Skummet bag hende og Rimen foran hende, og som Sneen kransede hele hendes Ø, | kransede nu hvide Åkander hendes Hoved som en Druknets.

Og i Øjnene tindrede nu kun én Længsels Lue: at de.

Vi nejede os alle for hende, hvor hun skred frem, høj og forstenet.

Præstens Ansigt brændte blodrødt under den skægblå Hud, hans Læber mimrede, og hans Hånd knugede hans Bruds Arm.

Og i den svidende Kulde fornam vi Ilden af hendes Længsel som af hans og sandede, at vor Kyst havde tændt dem bægge.

Som jeg den Nat lå i min Seng, i det unge. døde Brudepars Leje, holdt atter hine ranke Lys fra Doretes Kammer Vagt over mit Hovedgærde som om en Båre, hvor jeg hvilte i salig Fred.

Den Ild, der sved i Præstens Kinder, som den, der skinnede af Agnetes Øjne. se de blånede sammen i mine Kærter, lysende i mit Rum og higende mod det Høje!

Og jeg takkede, at af Livets røde og Dødens hvide Ild disse blånende Luer var blevet mine.

Men inderst i mit Hjærte bævede Gråden for Agnete, Jomfruen, der hjemfaldt i denne Nat. Jeg syntes, jeg så store og sorte Hænder gribe om Dorete, og hendes Lys gå ud i bælgmørk Nat - -

Men vidste, at jeg vilde kunne række hende mine Kærter uslukkede, dem, jeg havde taget med mig fra hendes Kammer, og som, skønt de brændte for mig Dag og Nat, dog aldrig brændte ud.

At vi skulde ses i deres Skær for Evighedens Alter, når jeg, én Gang, fra mit Fakkelløb gennem Jordlivets Storme fik dem reddet did . . .

Da vågnede jeg brat, alt med mit Smil i hendes genkendende - ved et Skrig langt borte fra - ja fra Jorden - og dog så nær - ja udenfor min Rude.

Jeg tumlede over Ende i Sengen, og i Sneens blålige Fosfordæmren så jeg noget Hvidt fare forbi derude - som en Ånd, og noget Sort og Tungt forfølge det - som Jorden Ånden. Og atter steg det fjærne og nære Skrig.

|

Jeg vidste mig jo ene herude, her hvor de Unge havde søgt Lykkens Ensomhed - og et Øjeblik mindedes jeg, som alt da jeg så Præsten og Agnete træde i Land, Sagnet om hint Brudepar, der var kommet til denne Ø, og hvor Bruden var blevet dræbt foran Alteret - så det ved hint Pistolglimt så levende igen af Tidens bundløse Mørke. Til jeg helt vågnede og løb mod min Dør.

Og da jeg fik den op mod den ru Vinternat. så jeg højt deroppe ad Sønderbjærgets snedækte Skrænt Agnete ile med flagrende Hår og udstrakte Hænder i sin lange Natdragt, på nøgne Fødder. og Præsten styrte efter hende. i sort, bølgende Frakke.

Fuldmånen stod halvt oppe bag Bjærgets stumpe Top, og Agnete løb mod dens lysende Skive, forfulgt af hans Arme.

Jeg rørte mig ikke nede på min Tærskel, så kun op mod det kuldetindrende Snefjæld, og bad og bad her i mit Dyb.

Nu så jeg hendes Hænder i Månen. en Snedamp røg op om hendes undslippende Fødder, og hun kastede sig med flagrende Hår og Kjole ud i den skinnende Hvidhed.

Præstens sorte Skikkelse dukkede sig, brat, som rullede Månen sit Hjul hen over ham.

Men med Hånden i hendes Skørt slængte han sig tilbage på Bjærgets yderste Rand, rivende hende baglængs hen over sig i en Seng af Sne.

I et krumt Spring var han oppe, greb hende i sine Arme og stormede ned over Bjærget. Hendes lange Klæder og lange Hår flagrede efter dem, og Sneen flimrede bag dem som et Gevandt, et Tog af Ånder, der vilde frelse deres Søster af Jordens Hånd.

Så tæt forbi mig foer han med sit Bytte i Favnen, at Lufttrykket pressede mig mod Dørkarmen, og jeg så Angstens og Anspændelsens Sved på hans Pande og hans Øjne stirre rødsprængte af deres Huler.

Agnetes lighvide Ansigt vendte mod mig, besvimet, med åben Mund, svømmende som en Druknets i det sorte Hårs Bølger.

|

De forsvandt som en Sky op mod Byen gennem Sneog Månetågen.

Og jeg blev ene tilbage, med Panden bevidstles mod Dørstolpens Is.

Jeg vidste nu, hvad jeg havde bedt om, da hendes hvide Skikkelse kastede sig ind til Månen, og Sølvstøvet rejste sig fra hendes flygtende Fødder. Og at Jorden havde sejret over hende og min Bøn,

Jeg stirrede op mod Månen. Den hvælvede nu en skinnende Gravkuppel over Snetoppen deroppe.

Men vor Drøm var ikke sunket frelst derunder. men lagt i Præstegårdens trange Ligkiste, som dæmrede sort i Kirkebjærgets Sne. -

Ene af alle på Øen havde jeg set Agnetes Flugt mod sit Brudeleje på Månen. Men alle så vi Agnete efter det i Præstegården.

Så hende skride ud ad Vestervejen og ud langs vore Strande eller bort over vore Bakker, bøjet, med Hænderne knuget mod Brystet og Hovedet sænket mod dem.

Hun gik sine Stier fra de Syges og Fattiges Hytter til sin Moders og sine Søskendes Hjem ved Stranden og tilbage mod Præstegården. Men ingen hørte hendes Skridt, når hun kom eller gik. Og når hun om Søndagen trådte ud af Kirkedøren ved Præstens Side. gøs vi alle, fordi han ikke så, han holdt ved sin Hånd en Død.

Vore Øjne fulgte hende for sidste Gang: Agnete, Farvel! Farvel!

"Nu dør hun," sagde den gamle Kone fra Sønderbjærg. Mærged Duun, en Dag vi så hendes Skikkelse svulme frugtsommelig mod den sarte Vårhimmel.

Og som jeg havde set hin Agnetes første forgæves Flugt, så jeg hendes sidste og lykkelige.

Så hende højt oppe fra Sønderbjærg, hvor jeg søgte Violer i det vinterbrune Græs, slæbe sig ad Stranden dernede, som havde Jorden endelig nu fået sit Ram på hende - den Tyngsel, hver Skabning skal skatte den.

Jeg vidste det ikke selv, før jeg strøede mine Violer ned over hende. Men alle førtes de bort fra hende ud | over Havet, der var blå som de. Men sitrende følte jeg, at n" var Stunden inde.

Og alt før jeg så det mindste af de nøgne Børn, der legede som små, blegrøde Blomster ude i Brændingen ved Skejnæs Hage, blæse ud i Havet og synke dér; alt før jeg så Agnetes betyngede Skikkelse dernede med Et kaste Jorden af sig og flyve hen under Brinkerne; alt fer jeg så hende forsvinde derude som i et Hav af de Violer, jeg havde villet strø over hende - vidste jeg, at nu var hun frelst.

Og da jeg, med sønderrevne Hænder og Klæder efter min halsbrækkende Rutsjetur ned over Sønderbjærgs Hæld og mit Løb over Strandsandet, nåede derhen og midt mellem de skrigende, nøgne Børn og det skummende Vand så hende ligge dér, svøbt i sit Hår og sin Kjole, med det frelste og jamrende Barn knuget ind til sit døde Bryst og med sit Smil lysende moderømt hen over dets hårstruttende Hoved, forstod jeg, at således friedes hun fra Barnet i sit eget Skød. fra Skatten til Jorden.

Og som jeg bøjede mig over hende og løsnede Barnet ud af hendes Arme og lagde dets rystende, nøgne Krop ned mellem de andre Børn i det hede Sand og lukkede hendes spinkle Arme og svøbte hendes Hår tæt om hendes Bryst og Skød, følte jeg over os den Guds Øjne, der ser over Jorden og dens Love og lader hver sin Skabning fuldbringe dem efter sin egen. Som jeg ihukom mit eget Bryllup, så jeg nu her Agnetes Fødsel og strøg min Hånd over hendes Pande som en Broderhilsen.

Og da i samme Nat, under Flytfuglenes Skrig, de frigjorte Bølgers Råb og de farende Skyers Træk Blåskovens sidste Træ. Linden på Sønderbjærg, brast, som en Streng for Forårsstormens Hymne, og hvirvledes ned på Stranden, just dér hvor hun havde ladet sit Liv - rejste vi af dets Tømmer Korset på Kistehøj, til Minde om hende, der havde blomstret som Skovens sidste Lilje. -

For Fru Lenore og hendes Drømme var det det knusende Slag - syntes det. Den Kvinde, der gik bag Agnetes Kiste med Klittislerne og Marehalmskransene, | det eneste Grønne Øen efter sin Vinterdød kunde give sin Datter med - og den Kvinde, der levede endnu et Par År i Tanghuset dernede ved Havet, var som én, der har lyttet til Evighedens Fugl, i dens Sangs Tryllekres værnet for Årene, og nu pludselig ramt af Dagens Sol falder i Aske. Kun Syvsoverne har haft et Ansigt som hun - de der i ét Nu blev tohundrede bortdrømte År ældre.

Men det er ingen Drøm, hvoraf man vågner.

Og da jeg efter de tvende Års Forløb en Aften ved hendes Dødsleje, overvældet af dets og Stuens Kulde, brast i Gråd for det Liv, som endtes her, løftede hun forundret smilende Hånden, og med Øjnene mod Bjælkernes tyngende Lag, med al sin Drømmeglorie tændt påny om sin Pande, lyttede hun mod Havsuset bag de lave og isdækte Ruder og hviskede:

"Græder De? hvorfor? for mit Liv? Det var jo én Lykke! én Sejlads over Jorden i en Sky - og se, nu sænker den sig over mig påny og tager mig hjem! Mørke og Sult og Kulde? De taler om dem, men jeg har ikke mærket dem! Min Mands Sind, der aldrig var hjemme hos os, men bestandig styrtede mod sit glødende Mål - jeg elskede det for dets vilde II - og mit fløj med, på Ildvinger, der gav Hede og Skærm for mig selv og mine Unger! Agnetes Død? Ja, da syntes jeg, jeg havde brændt mit eget Barn op i min Glød. Men at leve er at brænde op - og nu går jeg i Ilden til hende. Mine arme Små vil Jacobus Uz tage til sig."

Og hun smilte som den, Guds Vin har berust.

Det gik, som hun vidste. Jacobus Uz tog hendes Børn til sig. Og hendes Mand syntes knap at standse i sit Løb for at se tilbage efter hende og Agnete

Som på Agnetes Begravelsesdag løb han på sin Hustrus sin vante Tur, måske kun endnu mer vild og forstyrret end ellers.

Han blev ene i det store, øde Hus dernede, og ud fra dets Mørke hørte vi om Natten Klaveret klage og skrige, ikke efter dem, men efter den evige Sol. Og hver Dag så ham løbe ud på sin Jagt mod dens stigende eller synkende Kugle.

Han spiste hos Jacobus Uz mellem sine Børn, men | alt mens han huggede Maden i sig, stirrede han ud af Vinduet som en fanget Fugl af sit Bur; han greb sin Hat og ilte ud - ud på sit Løb!

Til han en Vinterdag ikke mødte ved Jacobus Uz' Middagsbord! Og først sent næste Aften af det søgende Mandskab fandtes over en Mil til Havs, på Isen, styrtet af Udmattelse, med Armene udstrakte mod Horizonten.

Havde han pludselig set, hvor Isen havde ladet Øen voxe, hvor den, afsindig af Vinterensomhed, havde skudt sig tid af sig selv for at række Fastlandet - og havde han som den forsøgt at flyve ud over sine egne Grænser?

Nu lå han dér, fanget i de opskruede Blokke, der just nu, i Solnedgangen, sprang ud på Isens milevide Flade som en Sydens Fabelblomst, flammende op som et Offerbål af blodrøde, himmelblå og evigtgrønne Luer, fortærende sig selv og den døde Mand derinde i Regnbuerøg.

Så sank Solen fjærnt i Isen, og her, hvor vi stod rundt om ham, så vi ham ligge ene i Iskisten, nu, hans Drøms vanvittige Glorie for altid var slukket, et Fattiglig, skændet og gråt - en Flue i Vinterens Hjærte . . .

Men spørg Øens Folk - de ser ham bestandig, Tolderen Lennard Vendelin, ile langs dens Kyster, som deres egne Længsler, i det forgæves Ringløb for Kulde og Død.

Hans Penge - vi fandt dem aldrig! Hans Skabe og Skuffer var nøgne og tomme som hele Huset. Havde han, trods alt, aldrig fået noget sanket af sin arme Løn? eller havde han gravet dem ned i Skjul?

Hviler de endnu i Jorden et Sted på denne Ø, sænket derned som hans eget glødende Hjærte?

Træder en Gang éns Fod over dem, véd jeg, han vil fornemme deres Brand gennem Sandet. Men ingen søger dem. Og ingen turde heller grave dem op. Som Troldenes Guld vilde de jo svide i Hånden, som Helvedes Kul.

- Hans rette Skat søger jeg under Skrivesandets Rune histude. Dér véd jeg, den ligger gemt. Men ene Gud og jeg kan tyde dens tilføgne og sære Skrift.

Hans og Fru Eleonores Børn, Agnetes Søskende - ja, de sendtes jo, én efter én, alt som de voxede fra | min Undervisning, bort fra Øen, over at glemme den og dens Drømme i Fastlandets Viden og Handlen.

Jacobus Uz frelste dem alle derved - undtagen Steffen, den ældste. Han havde levet for længe i Husets Skygger og' Lege, han huskede Patricksbjærgenes Is for godt.

Han vendte hjem fra København, dødssåret som en Fugl, de andre har lugtet det Fremmede ved og hakket tildøde. I hans Ansigt, som han lå dér og tæredes hen i den store Ætteseng ved Jacobus Uz' Vindue ud mod Havet, læste jeg al den Rædsel, Livet havde vist ham derovre, og jeg takkede min Gud, at han havde frelst mig hid.

Men her var ingen Frelse for Steffen mer. Han blødte ud af alle sine Sår. Og alt som han tæredes hen. veg Rædslen i hans Ansigt for Saligheden. Drømmen tog atter sit Barn. Han smilte sig ind i Døden.

Vi grov ham ned hos Agnete og hans Moder, og de slumre nu alle tre i vor Jord. På Kirkegården, hvor ellers alle Grave er nøgne, spirer der Blomster på deres, ja, et Flor af Blomster. Men ingen Grav røgtes heller som deres. Det er, som havde hele Øen sit Uforglemmeligste under den. -

Pastor Tang blev her ikke Året ud. Øen havde brudt ham.

Da hans Ansøgning om Forflyttelse ikke bevilgedes - som aldrig nogen Præsts herovre - tog han sin Afsked og flygtede herfra, midt i Vinterens Hjærte. Han fik lejet en svensk Fisker til at sejle sig til Fastlandet, og hele Tiden, fortalte Fiskeren siden, sad han med Ryggen mod Øen, dukket i sin Kappe, som truede Sønderbjærg, som truede Agnete ham fra dets Tinde bort over Havet, Mil efter Mil. Først da Øens sidste Punkt var sunket i Kimmingen, løsnedes hans Ansigt lidt, og da de, i Nattens Mulm, lagde til ved Grenå Brygge, foer han af Båden med en Hast som en Forfulgt og forsvandt uden et Ord i Landets Mørke.

Derovre, i dets Læ, voxede han til en Kirkens Primas. Han fik Erklæring for at have handlet i Sindssyge, voldet af Hustruens Død og Folkets Had, da han rømmede fra sit Embede her. Og fik et andet, som også en anden | og rig Hustru. Snart delte han selv Embeder ud som Bisp og Kultusminister. Nu nævnes hans Navn i den Helteskare, der trådte i Jesu Fodspor. Ti han var jo - ingen véd det bedre end De, Pastor Honorius - skabt til Krone for den Kirke der blev ecclesia triumfans!

Jeg må nu tale lidt om Malene, Pastor Schwarzflügels Efterlever ske. Hun kom tilbage fra Grenå, fra sin Dyst med Mandens Slægtninge, som Sejrherre, bleg og brun, med sin tætlukkede Mund, sine mørke Øjne, sit mørke Hår. Hun lod bygge Huset derhenne, hvor nu Postføreren bor, og sad hen som den rige Enke.

Men hun blev ensom som ingen på Øen. Ingen huskede, at Præstens Enke en Gang hed Malene Tambov, og ingen dristede sine Øjne til hende.

Og hun selv - det var, som bandt hendes Løfte til den døde Olding hende endnu, som krævede han hende bestandig som sin - ja, nu end mer i sin store, endelige Kulde. Hvorfor blev hun ellers her på Øen? Vilde Fastlandet ikke anerkende hende, sålidt som hendes Mands Slægt og Lige? og var hun dog blevet en Fremmed for sin Ø og sit Folk?

Når hun, i sin sorte Silkekyse og det sorte Silkesjal, skred op til den øverste Stol i Kirken, og siden, med Hænderne i Trådhanskerne og Blondemansjetterne foldede om Salmebogen, først af alle gik ud af Kirkedøren og ensom sin Vej mod sit rødtagede Hus, da var der ingen, som tænkte på den Malene, der med den løse Kjole om det nøgne, brændende Legeme havde vandret som en Ild imellem os, som selve den blotte Lue. Alle bøjede vi os, ærbødige med Huen i Hånden, for Enkepastorinden, og vovede et Blik sig til hendes blege, brune Kind, da gøs det tilbage, som så det en hvid Knokkelhånd krumme sig om den. Og når hun forsvandt ind ad sin Dør derude, syntes det os, som så vi hin Knokkelhånd hastigt låse den bag hende, sin Brud.

Jeg kom dog stadig hos hende - jeg, som ikke havde brændt ved hendes Lue, frygtede nu ikke hendes Kulde.

Og jeg lærte, at den stumme Rædsel, der stirrede ud af hendes store, brune Øjne, sad dybt ind i hendes Hjærte; at hun derinde i den døende Oldings Favn, i | Dødens Isgrotte havde lært det, som ikke kunde overleves: at ikke selv det hedeste Blod kan gløde Alderdommens Kulde op, men at den vil isne sig ind i hver dets Dråbe og dog blive lige kold. At Kulden er det sidste og eneste.

Stum sad hun ved sit Vindue, stirrende ud mod Ørkenen, svøbt i sit Sjal, mens hendes Hænder hjælpeløse søgte Ly hos hinanden, da de aldrig kunde finde det hos andres.

Jeg talte til hende, spagfærdigt, om at rejse. Om hine Solens evige Lande, jeg så i Ørkenens Luftsyner derude. Men hun rystede på Hovedet. Hun kunde ikke deres Sprog. Nej, hun kunde ikke niere nemme dem! Og sit eget havde hun glemt! -

Da var det, at Hr. Sivert Grünau kom til Øen og forløste hende.

En Aften, den sidste dette År, da vi ventede Bud fra Fastlandet, og alle var forsamlede nede på Stranden, havde Båden en Fremmed med ind. En fremmed Skikkelse sad mellem de svære, roende Sømænd og trådte bagefter dem op på Stranden.

Under den sorte, truende Himmel, mod det skumgrå Hav, der for vore Øjne syntes at søge hinanden bag det ensomme Skib derude, for tilsammen at lukke os inde i Vinterens Grav, stod han dér, gysende af Kulde, i sin store Pels, med sine gule Læderkufferter om sig og i sine gule Lædergamasjer, med den spidse Næse stikkende ud under Huen og holdende sine to rødhårede Rævehunde i deres Kæder, mens de frysende trykkede sig ind til ham og tudede ud mod Ørkenen og Heden.

Vi vidste, at han var kommet her for at blive - som Prinsen. At han var en Forvist som han, ikke af Staten, men af sin Familie. At han tilhørte en af Landets herskende Slægter og havde bedækket den således med Skændsel, at den nu, en sidste Betingelse for ikke at støde ham ud i Fattigdom og Forbrydelse, havde fordret hans Løfte om at begive sig hid til Øen og aldrig forlade den.

Vi vidste, at han skulde bo i den ene Fløj af Fru Malene Sahwarzfügels nye, tomme Hus.

Og vi, for hvem denne Strand var. selve Hjemmets, | det uundværlige og umistelige, og som så denne Fremmede betræde den skælvende som et Straffens og Fortabelsens Sted, hilste ham dog alle med et Smil som det sidste Bud, Landet sendte os - ja, som en Gave til den lange Vinters Ensomhed!

Men han skulede til os, vild som sine Rævehunde, dukkede sig i sin Krave og krøb op i Prinsens ventende Vogn

Vi så hans bøjede Hoved og krumme Ryg i Agestolen forsvinde op under Bankerne og hørte hans Hundes hylende Glam. Vi skottede til hverandre, som havde vi "fået selve den Onde om Bord", som Fiskeren og Degnen, Grejs Staven, sagde, idet han under Sydvesten skuede efter den Bortkørende.

Og vi fik at mærke, hvem vi havde fået om Bord - jeg fik det at mærke!

Ak, at jeg skal bekende min Synd, jeg som Himlen havde mærket med sin Nåde - at jeg lod mig friste og falde for det, som havde gydt Skræmsel over Steffens unge Ansigt og drevet ham hjem til Barndommens hvide Sand! Ja, jeg, Eberhard Sebastian Badens Barn, der havde siddet ved hans Side i Skøgernes Hus og havde set Helliggørelsens Lys brede sig over hærgede Ansigter og Glorier tændes om Tissel-Hoveder, mens Tungen tvættede sig i Lovprisningens Sprog som de Kårnes på Pinsedag - jeg, som udfriedes fra det lave Tagkammer, fra det smudsige Aviskontor, fra hver trang og formørket Synd, og henflyttedes midt i Havets Øde, under Himlens vældige Vejr - jeg, som havde set de hundrede Sole fødes af Himle som Krystal og Himle som Jærn, jeg, Gud havde viet til at leve som på Skabelsens første Dag - jeg, Guds Helt, som Eberhard Sebastian Båden havde varslet om, jeg faldt for hans Fjendes Hånd, usselt, for den første Snare, han satte ud!

Jeg har tænkt og tænkt over, hvorledes det gik til, hvorledes jeg, som jeg var, kunde gøre det. Jeg har grundet og søgt i det Uansvarlige, i Barndommens Instinkter, i Nattens Drømme, i Øjeblikkenes Begær. Men jeg har ikke dér set mig selv osende og stinkende af Brændevin, forvanskende Guds klare, faste Himmel og Jord til et grødet Kaos, mig selv til et blindet og | kravlende Dyr. Jeg har ikke i mig selv fundet én Lyst, der begærede en anden Verdensfarve end Guds, én Plet, der sugede Gift.

Jeg har altid været svag men rask. Jeg var et "Syndens Barn", men som mit Legeme havde Renhed kær, havde mit Hjærte Uskylden.

Og dog blev jeg, i mere end et Fjerdingår Broder med Sivert Grünau, en hel Slægts åbne Sår, et Væsen født af Gift, som Ormen, som Nælden.

Var det det Ukendte, det Ubrugte i mig: Kønnet, som aldrig havde smagt Mættelse, Dyret, som aldrig havde drukket Blod, der krævede sig? pligtede jeg til min Ungdom?

Jeg har angret det, men angrer det ikke mere. Jeg voldte intet Menneske ondt, ej en Gang mig selv, ti jeg mistede intet, men vandt Ydmyghedens Visdom. -

Sivert Grünau boede som sagt i Fru Målenes østre Gavl, og Rygtet gik om, hvor ødselt han havde ind rettet sine Værelser dér. Kom man forbi ad Sandstien, så man derinde bag det marehalmsstruttende Stendige svære Fløjlsgardiner og skimtede Statuetter og Vaser og en svævende, blå Cigarrøg.

Og traf man ham på de fodslidte Stier mellem Fiskeskeletter og Fåreskarn, forsigtigt trippende ved den sølvknappede Stok, med det magre Hoved med Fipskægget sænket i Pelskraven, blæsende Røgen fra sig og nynnende en fræk Melodi, vendte mere end én sig efter ham, i Undren over, at dette var en "Forvist", en af sin Slægt Forbandet.

De Unge snusede Cigarrøgen og Parfumen til sig og prøvede smittet at nynne Melodien efter, mens de, med Hænderne i Buxelommen, stirrede fortabt ud i Himlens Grå, som skimtede de et forlokkende Syn fjærnt borte. Og når de atter fik Træskostøvlerne i Gang, hev de dem trægt efter sig, som tyngede Sandet med Et, og en lang, sløv Stirren stod i deres Øjne.

Men de Gamle, der mindedes Prinsens Ankomst til Øen og hans første, fortvivlede Tid herovre, rystede på Hovedet og, målende forsigtigt Lyngrisene med Stunthosen, mente de, at den, der tog sig "en Forvisning" så let, var en usædvanlig led Hund.

|

Og Grejs Staven, til daglig Fisker, om Søndagen Degn, brummede med tætrynkede Bryn:

"Hvad Satan - skal vor Ø da være til Medding for, hvad de ikke kan nære sig for andre Steder?"

Og de Gamle mindedes med ham Enken Abels Fortælling om de Pestslagne og bed Tænderne sammen i bitter Ydmygelse. - Var vi da, for Skibe som for Fastlandet, intet andet end en Losseplads for Sot og Sår?

Jeg véd ikke, hvorledes det gik til, at jeg, fattige og sky Pogelærer - ti så såre Pastor Tang var fra Øen, fik jeg jo min Skole tilbage - kom fortroligt i med den fornemme Junker. Men jeg var vel lokket mod ham, som enhver af Øens Unge, selv af dens "Fremmedhadere" - ja, vel mer end nogen, så vist som jeg jo dog en Gang, omend i såleløse Sko, havde slidt de samme Hovedstadens Brosten, som hans Laksko havde strejfet henover, og såvist som der i mit Kød var nedarvet et Behov for Vin og Fløjl og, jeg tør vel sige det, en Trang til Skønhed!

Og skøn var han, Sivert Grünau, med det blåsorte Hår, den lave Pande, de grønbrune Øjne, med den lidt hæse Stemme og de gullige Hænders smygende Gebærder. Og i hans Stue henne i Fru Målenes Hus kunde man glemme sig bort fra Armod, Slud og Sand - mellem matgyldent Silke, Mahogni og Krystal, ved søde. stærke Parfumer, Konfekt og Vine.

Men - dér kom jeg kun sjælden, som glemte Grünau dog aldrig, selv i sin nuværende Trang for Selskab, min lave Stilling, eller besad han den Hjærteløses Uvilje mod at se en anden nyde af sin Rigdom.

Jeg traf ham først hos Prinsen, siden rundt om hos Fiskerne, sidst - på Kroen.

Aldrig glemmer jeg den første Gang, hans øjne, hans Tænder, hans Ringe funklede om mig, og jeg, svimmel og blindet, slog Øjnene ned. Allerede da var jeg fortabt.

Hvad nyttede det, jeg mindede mig selv om hans Rygte, om hvorfor han var kommet herover - for Drik og Spil, for Falsk, ja, som det lønligt hviskedes: - for Forsøg på Giftmord mod en besvangret Kvinde? Hvad nyttede min Kvalme ved hans søde Åndedræt og | hans Klæders Duft, hans sviende Smil og hans Bevægelsers kvindagtige Listen? Når dog alt det, ja hans øjeblikkeligt indgåede Forhold til den alderstegne Prins, som han sagdes at udplyndre, hildede mig som en broget Slange, en Fare, jeg i Nød var undsluppet og nu gysende så ham sno om sig som et smykkende Bånd!

Jeg mindes, hvorledes han ved at sætte sig tæt ved Siden af mig og bestandig støde sit Glas mod mit, vellystigt smægtende mig i Møde med sit Smil og sine Øjne, æggede mig ind i Beruselse, først den svævende og salige, hvor jeg med Et følte alle Livets Byrder kastet af, endog den største: min Afmagt mod alt og alle; dernæst den begærlige og griske, hvor alt skjult Ondt struttede ud af mig som Pindsvinets Pigge; og tilsidst den dyrisk labbende, hvor jeg slikkede Glassets og mit Væsens Bærme op ...

Indtil den Aften kom, da jeg vågnede af Rusen og så. den havde ført mig til Kroen.

Jeg må nu tale lidt om denne, at De kan forstå mig.

Jeg vidste jo, hvor den lå, jeg havde jo set dens sorte Tag og hørt Skrigene fra den. Jeg vidste om dem af Folkene, der til Tider søgte derind, som grebne af et Vanvid, en Panik for Øen, for Livet, for sig selv. og blev hentet ud derfra af deres Kammerater og bårne hjem som Døde. Af og til drev også andre derind og fik en Dram, når Kulden fra Havet havde været særlig grum, eller en ubegribelig Længsel med Et var sprunget frem i deres Hjærter og gjort dem mere frysende, end de kunde bære.

Men ellers besøgtes den udelukkende af de fremmede Fiskere, og Svenskerne især. Og den hed heller aldrig andet end "Svenskekroen", når der i det Hele taltes om den, hvad aldrig skete uden i Nødvendighed - som vi også gik forbi den, som vidste vi ikke om den.

En Gang havde det været anderledes, mindedes jeg fra Enken Abels Mumlen - da var derfra udsprunget den Ild, der nær havde svedet Øen så nøgen for Mennesker, som den blottede den for Skov!

Ja, ti det var i Blåskovens Dage . . . Men som man | nødigt nævnede Kroen og nødigt så til den, rørte man nødigt hint Minde.

Den Gang var alle Øens Mænd ved at forgå i Drik. Et Skib, fyldt med Vin, var strandet en Vinternat. De isfrosne Mænd havde, for Varmens Skyld, drukket af Spundsen og, som grebne af Afsind, forladt de Skibbrudne og i hylende, ravende Skarer trillet Tønderne hjem gennem Ørkenen, og mens Mørket og Stormen foer over Øen, drukket sig bort i hede Zoner, i Guld og Lykke . . . Til det sidste Anker var tømt, og de vågnede en Morgen, og Sandet og Sneen føg dem i Øjnene.

Men da havde de i Brændevinen gemt sig for deres egen Ø, som de ikke kendte mere.

Fiskene gik deres egne Veje i Havet, og Skoven og Lyngen groede ud over Agerstrimlen, Kvinderne og Børnene led Nød, mens Mændene stimlede med uredt Hår og Skæg om Bollen henne i Kroen, den aldrig før besøgte, hvor Værten, den djævelske Hinke Gjonge, hidsede dem vildere og vildere op, mens al Øens Rigdom sank til Bunds i hans Lomme.

Men hint Orgie var blevet brudt så brat, som det havde rejst sig. Som en afsindig Luftspejling var det fløjet op over Øen, og blæste det i Havet igen. Men tog Blåskoven med sig.

Ti en Dag Mændene rasede som bedst om Bollen, steg der med Et et Skrig derude fra, og de fangede et ildrødt Skær gennem Ruderne.

Ravende fik de Døren op, og med et Hyl: "Blåskoven!" tumlede de ud i Branden.

Selve Luften brændte. Ilden fortærede Skyerne; og de flagrede ned i Luer. Som en Skypumpe af Ild, brølende og dundrende i sin egen Storm - som sprungen ud af Havet hvirvlede Branden sig rundt om Øen, tårnende sig ind i den gyldentskinnende Sol og slukkende den i sin Røg.

De flygtende Fugle og Dyr, de jamrende Kvinder og Børn vrimlede ind mellem Mændene.

Men rolig, med løftet Hoved og med Faklen i Hånden stod hun, som havde stukket Ilden an, og stirrede på dem. Den unge Kone, hvis tre Børn, som de fleste

|

af hendes Søstres, var omkomne af Sult, mens Mændene drak på Kroen, og som nu vilde rydde Øen af Havet.

I et Nu blev Mændene ædru. Men al Tale om Slukning var umulig, og hovedkuls rev de, som siden da Rotterne var over dem, Kvinderne og Børnene med sig ned mod Kæret, videre ud over Brinkerne, mod Havet, i Bådene, fra Land!

Derude, milelangt fra Øen, så de Blåskoven voxe mirakuløst af Havet, favnende Himlen i sit Guldløv og Horizonten i sine Grene, omsusende dem med sit sidste Løvfalds brændende, gyldne Storm.

Men ikke ét af de ubevægeligt stirrende Ansigter talte. Først da de så Luerne på Sønderbjærgets Tinde slå op om hin unge Kvinde, som ingen Magt kunde føre fra Land, og om hendes Mand, der sammengleden lå for hendes Fod, gik der et Gisp igennem dem alle, så de svedne og dampende Både skælvede i det ildskinnende Vand, hvor rundtom Hjortenes Takker og Harernes og Rævenes Hoveder dukkede, mens Fuglene som et vanvidskvidrende Kor svævede over Bådene eller havde slået sig ned langs Rælingen.

Først trende Aftner efter roede Folkene i Land. Asken faldt over dem gennem Røgen, der lå Mile til Havs, som den evige Vinters Sne gennem Foget af Dødens Skov.

På den stinkende Slakkehob midt i Havet skulde de begynde Livet fra nyt. -

Men siden drak aldrig nogen Mand. Ti aldrig glemte de den Gang, de så Verden brænde, og at en Kvinde havde stukket den i Brand for deres Skyld.

I Stedet for Løvets Sus gik nu Sandflugtens hvislende Minde over Øen . . .

Men Enken Abel mumlede mere i sin Krog, i Huset bag Kirken mod Ørkenen, mumlede, at hin Hinke Gjönge, hin onde Vært, at han foer jo til Vejrs midt i Luerne, fløj med Røgen ud over Havet og sås aldrig mere - Nej, aldrig mere før - ? Ha, ha, har De set Værten derhenne nu? Hvem tror De egentlig, det er? Er der mon nogen, der kan sige hvorfra han er kommen, eller hvor han før har levet? Pludselig, for et Par År | siden, kom han her - Hvorfor mon? Der er ingen Blåskov groet op af Branden, men Menneskets Glemsel voxer hurtigere end Træer. Bi lidt. der times Øen ondt påny! Held den, der ikke skal se det for anden Gang!

Dagen efter at hun havde talt således, Nytårsmorgen, var det, vi fandt Enken Abel hængende død i Klokkerebet. Og nu, inden Årets Udgang, var Hr. Sivert Grünau kommet til Øen.

Da begyndte virkelig en og anden blandt de Gamle at ryste på Hovedet og mene, at var Værten i "Svenske-Kroen" end ikke Hinke Gjönge, så var dog Sivert Grünau, som selve hint Vinskib, strandet på vor Kyst, berusende os med det Fremmedes Gift.

De Unge flokkedes jo om ham derhenne hver eneste Aften, som fortryllede af hans Smil og hans Penge Han trakterede, og de drak, og de spillede - og tabte igen til ham det, de havde drukket for og mere til. Og lokkedes hver Aften bestandig påny derhen.

Og pludselig så jeg mig selv imellem dem,

Det var efter et Gilde hos Prinsen, det sidste og det vildeste, han gjorde, hidset af Grünau, der havde pustet hans under Ensomhed og Aske længst slukte Brand i en stakkels sidste, vildsom Lue, flakkende afmægtigt i Dødens Træk.

Det var tre Fjerdingårs Dagen for Grünaus Komme til Øen, en blåglødende Augustdag. Prinsen havde, ledet af Grünau, trods Hans Hofmans Protest, ladet dække Taflet midt ude i selve Ørkenen.

Dér stod det nu, med Benene plantede i det gustne Sand. prangende af Vin og Frugter og Sølv, som en fantastisk Frugt, brudt op af den golde Jord.

Vi flokkedes om det på vore Stole, og midt i den gule, glødende Cirkel, i Havets blå Rand og under den blå Himmelkube sad vi.

Hofman, hvis Ansigt med de sorte Brillers Dødningeøjne var lukt som en Maske om hans Sorg og Harme, syslede med Fadene og Anretningerne henne ved Ildgryden, der spændte sine røde Grene ud som en brændende Tornebusk. Fuglene sejlede højt hen over vore Hoveder, i stejle Stigninger og lange Fald.

|

Fyrtårnet flimrede som en festlig Kærte langt ude, og Havets Sus kogte, tyst og uforstyrreligt.

Vi så på hinanden, vi Øens Folk, og vi åndede svagt, som sad vi i det Allerhelligste, i Øens langsomt bankende Hjærte.

Men Grünaus Øjne spillede over os, og inden længe havde vi forglemt os selv og Himmelblået og Havsangen for Duften af den Tropefrugt, der havde åbnet sin Kærne her for os.

Vi skålede vildt med hinanden og ud mod de fire blinkende Verdenshjørner. Vi slyngede Glassene op i Solskinnet og krøb selv derop på vore Stole med viftende Servietter, som vilde vi flyve om Kap med de hvide Måger og hvide Skyer.

Ja Lægen, Doktor Hagedorn, der kom efter Ørebro, på Grund af Drukkenskab sendt hid, for i Jagt og Friluftsliv at lufte sig karsk, og som bestandig slæbte om med sin Bøsse, hev sig pludselig hen over Bordet og fyrede ud mellem Prinsens og hans Nabos Hoveder efter en Hare, der opskræmt var tumlet frem over et af Stenrevene. Og da den tumlede, skreg Grünau, der i et Sæt stod midt på Bordet mellem de knuste Flasker og Glas, til Hans Hofman:

"Spring efter den, flå den og steg den! Så æder vi den med det samme!"

Men da Hofman i Stedet for at svare, løftede sine Brilleøjne, sit sorte Dødningeblik mod Prinsen, knækkede Philip Gebhard den Niogtyvende med Et sammen, med det visne Hoved ned mellem Tallerken skårene og Vinstrømmene, brudt af sin Tjeners Blik; af Dødens Manen . . .

"Se!" skreg Grünau, med udstrakt Pegefinger og skrævende Ben, "nu labber hans kongelige Højhed den røde Flod!" . . .

Hin Aften var min Fuldskabs værste. Da Prinsen faldt sammen, hævede jeg fortumlet Hovedet og så den glødende Aftensol synke ude bag Sønderbjærg i Poser af Skyer, stor så den fyldte al Himlen.

Jeg forsøgte vaklende at komme op - Hvad var det, der brændte? - men i det samme råbte Grünau mig ind i Ansigtet, idet han greb mig i bægge Arme, at nu | blev Prinsen båret hjem, men at jeg skulde følge med de andre Unge.

Og bedøvet, solblændet lod jeg mig slæbe hen over Stensletterne, Klitterne og Lyngmarkerne, der stadig syntes mig belyste som af Flammer, ind mod Byen.

Og først da jeg hørte en Dør slå i efter mig for Ilden, og jeg åndede en ram og jordet Stank og så foran mig et Ansigt, jeg aldrig før havde set, endda jeg kendte hvert eneste ét på Øen, vågnede jeg, men uden Bevidsthed om, hvor jeg var.

Ja, et forfærdeligt Ansigt, et forfærdeligt Væsen så jeg - en hårløs, hvidgul og opsvulmet Masse, ubevægelig læsset på en Tønde, rugende med to stumpe Kødpølser over to lamme Kødkugler, mat blinkende mod mig af to blegblå Sprækker, med en hed, hvid Damp stødvis stående ud af Halsen.

Jeg stirrede på denne Skabning, som var jeg sunken ned til Underverdenen, ned til Øens Indvoldsorm.

Jeg hørte Grünaus Stemme, hæs og rå, så jeg knap kendte den, skrige på Brændevin, og jeg forstod, at jeg var i Svenskekroen.

Ti det Ansigt dér, det eneste jeg endnu aldrig havde set på Øen, var jo Hinke Gjönges, og derude brændte jo Blåskoven!

I det samme tændtes et Lys inde bag i Brændevinsosen, og jeg så dets ranke Flamme stige som et Spyd igennem Tågen, spejlet i den til en Krans af Kærter, og Dorete i deres Vagt, ung og slank og nøgen slå ud sit Hår.

Og jeg vendte mig og styrtede bort, ud i Ildskæret, ud i Verdensbranden og faldt over min Dørtærskel, ind i min Stue, bevidstløs, men frelst. -

Da jeg atter vågnede, lå jeg i min Seng, og Jacobus Uz sad ved min Side.

I hine tre Fjerdingår, fra Grünaus Komme til nu, havde han været borte fra Øen, for ovre i København at gennemgå et Præstekursus, så han under de idelige Vakancer - siden Tangs Flugt havde vi haft to Præster og flere Vikarer - kunde forrette det Forordnede: Jordpåkastelse, Vielse og Dåb, samt Søndagens | Bibellæsning i Kordøren - som han jo alt længst (havde bestridt Præstens sande Gærning iblandt os.

Og som jeg så ham sidde dér, med det blide Ansigt bøjet under Puklen og de tindrende Øjne på mig, vidste jeg, at aldrig havde Grünau fået sin Magt, om han havde været herhjemme, og aldrig var jeg kommen til at ligge her.

Hulkende af Fortvivlelse og Skam gemte jeg mit Hoved mod hans Arm og mærkede ham stryge min Nakke og hørte ham hviske den Trøst, at nu havde jeg bødet og rystet mit Klædebon, at nu vilde mine Fjed opad blive lette. Og med sin Hånd knuget om min, og Brynene som én Streg over Panden, svor han Kamp mod Grünau.

Min mod ham var alt vundet, fuldstændigt og uigenkaldeligt. Men min Synd blev tilbage til mig selv.

Og som i min første Tid på Øen lærte jeg nu at velsigne Ørkenen, der skænkede mig Ly for Mennesker; der dulgte min Nøgenhed og tog mod min Gråd som Guds eget Skød, hvis Mørke giver enhver til sig selv.

Ene sad jeg, hvor vort Gilde havde stået, på Jorden, med mine trætte Hænder foldet i hinanden og Ryggen mod en af Oldtidens Flintesmedjer.

Gravstille lå Sandet og Stenene om mig. Langt ude steg de mørke Banker, hvorunder Menneskene færdedes - Menneskene jeg aldrig mere turde komme til, fordi jeg havde svigtet på den Post for Afholdenhed og Værdighed, der i dette lille Samfund var givet enhver iblandt os, givet mig mer end nogen anden, jeg, hvem Øens Fremtid, Børnene, var betroet.

O, mit Spejlbillede i Børnenes Øjne havde dræbt mig, havde det ikke været Feriens Tid, hine beruste Uger, og havde jeg ikke stedse holdt mig i Hytternes Skjul som et Mørkets Dyr!

Jo, jeg var gemt for dem, men for Dorete og Gud? Skjulte jeg mig i mine Hænder, og grov jeg mig som Lavrus Potter ned i Øen, jeg blev ikke dulgt for dem, ikke for mig selv!

Jeg hørte Havets sagte Åndedræt og ingen anden Lyd, som havde jeg siddet Menneskenes Tusinder År ud, og var jeg og min Synd blevet ene tilbage, | glemte af den store Dommer, gemte at fortære hinanden.

Højt oppe under den lysslukte Himmel drog en Fugleflok hen, som det sidste Tog af Sjæle, der kaldtes ind for Dommen og Glemslen.

Det sidste Menneske sad jeg, her på det Stenrev, der havde båret det første. Langt ude i det Grå sprang en Funke op, som fra hans Flintesmedje. Mødtes jeg med ham, hin årle? Drejede Tiden sig hjem i sig selv?

Å nej, det var jo Fyret, der sendte sit Lys ned til mig. Så levede der da altså Mennesker endnu. Eller - var det den nye Slægt, der for første Gang tændte sit prøvende Lys, for første Gang sendte det ud i det ukendte Dunkle? Rakte Molen, jeg så her fra Flintesmedjens Ryg fjærnt borte under Sønderbjærg, sig mod et ubefaret Hav?

Jeg følte Gryets Dis om Panden, og mit Hjærte - hvor det forgangne Liv på denne Ø, fra hin Stenaldermands stumme Ensomhed, gennem dens tusinde senere Beboeres, ned til min egen Kvide havde søgt sig hen, som en Fugl fra en synkende Rede - bankede nu sine sagte Slag på den fornyede Jord.

Ja - Jorden var blevet ny i denne Nat og jeg med den. Min Synd var forladt, og jeg turde påny gå over Stensletterne ind til Bankerne, ind til Menneskene, ja til Børnene. Min Anger havde født Verden og mig selv påny - og Jacobus Uz havde Ret: lette gik nu mine Skridt mod det Høje! -

Ja, Verden var blevet en anden, da jeg kom tilbage fra Ørkenen. Svenskerkroen var skyet og frygtet som en Forbryders Grav. De unge Mænd som de gamle gik den forbi uden Ord eller Blik.

Og sås Sivert Grünau hastigt gå over Øen fra Fru Målenes Hus til Nordstranden og hjem igen, hilstes han fremmed og ukendt.

Hvorledes havde Jacobus Uz besejret det Onde?

Kun én Gang havde jeg set dem gå hinanden i Møde, på den grønne Eng under Byens Bakke, hvor de Unge om Søndagen drev deres Boldspil, og hvor Grünau smilende listede sig ind for at lokke dem med sig til hint andet Spil i Kroen.

|

Men så sønderknust var jeg, at da jeg så Uz' lille Skikkelse ilsomt skride ned ad Skrænterne og hen mod Grünati og herte deres Stemmer rejse sig mod hinanden, flygtede jeg. Jeg trængte ikke til at høre Jacobus Uz' Dom over os i hans Tale til de Unges Forfører - den tav ikke et Øjeblik fra mit Hjærte.

Men da jeg, på Flugten op over Sønderbjærg, vendte mig og så ned tilbage, veg Grünau baglængs med sænket Stok, ud mod Vejen og mod sit Hus, mens Uz' Dværgeskikkelse med løftet Hånd trængte ham. Inde i Skyggen under Bakken stod alle de Unge med Boldtræerne i Hånden. Og oppe på mit Bjærg sank jeg ned og takkede med Gråd Gud, at han havde udfriet mig og dem alle, inden Undergangens Brand havde slettet os og vor Ø.

Men de Ord, Jacobus den Dag havde råbt til Forføreren, og som havde bragt Karlene til at sænke deres Boldtræer og se ind i sig selv, var disse:

"Vil De, at enhver af denne Øs Unge skal falde bevidstløs over sit eget Dørtræ som vor unge Lærer? Og vil I, Karle, at han, som I har kendt igennem tretten År, skal ligge uhævnet dér? Fik denne Mand ham så vidt, hvor vidt tror I da jer at ville komme? Skal Eders Kvinder påny, som i Blåskovens Dage, tvinges til at brænde Øen af, for at fri sig for jer og Livet?"

Ingen nævnte nogensinde de Ord til mig, men jeg lyttede mig dem til af Lucie Camraths Tale, og jeg gemte mit Hoved af Gru for mig selv og den Gud, der havde kåret mig til Fald og til Frelse. Men forstod nu, hvorfor hin Nats Tilgivelse havde genfødt mig. -

Den onde Ånd trak sig ind i sin Hule og omslyngede dér sit sidste Bytte, Fru Malene.

Malene - vi havde glemt hende, og hun blev ene med Hr. Grünau. Prinsen lå de samme Dage syg, tilintetgjort af hin sidste Fest og sin sidste Opblussen til det Liv, han havde elsket så hedt og så totalt forlist.

Og alle havde vi vore Øine rettede på ham, vor

gamle Herre, der nu i nær et halvt Århundrede havde delt vore Kår - den nydende Verdens Gidsel til os. Han havde tændt dens Gøglebilleder over vor Ørken, | men de havde været os, som ham, til vemodig Glæde, aldrig til afsindigt Begær.

Og ingen havde glemt hans første Ruelses Tid iblandt os. Han havde elsket Verden som en arm Synder, ikke som en Syndens Smed. Han var bleven forført af Grünau, som vi alle, men han måtte bøde med Livet derfor.

Doktor Hagedorn, der efter sit Tilbagefald, forpjusket og forkommen, søgte at få Fæste på den Sti, der skulde redde ham bort fra Fortabelsen af hans jus practicandi - han sattes jo på denne Post som en sidste Prøve - tilså trofast Prinsen, men gav os intet Håb.

Det gamle Legeme, forlængst hentørret af den bitre Blæst og det bitre Savn, havde ikke kunnet tåle hin de glemte Safters Vår.

Og så lå han da dér, ved det lave Vindue ud mod Vejen, for at han stedse "kunde følge med i Livet", som han sagde, i vor Færden og Handlen. Det store Ansigt havde fundet sin kongelige Værdighed igen. De svage, våde Øjne var blevet blege og stille, den lille, slappe Hage fik Hvile mod hans Bryst.

Når vi på vor Vandring forbi så det Ansigt derinde, i det hvide Hår, syntes det os, som var det vor Øs.

Med dens Slettes kummerfulde Øde, med dens Bankers stejle Skuen, kranset af Havets Skum

Hvem havde Øen været et Fængsel som ham? Og Fangen havde fået Fængslets Træk. Ja, Øens Herre var blevet Øen selv. Nu lå han dér i Døden, som den i sit Hav, skuende som den mod det aldrig nåede Fastland.

Øjnede han nu Hjemmets og Udfrielsens Kyst?

En Dag var det store Ansigt bag Ruden forsvundet, og Øens Konge og Fange ikke mere vor.

Vi kyssede hans foldede Hænders Kulde, de slappe, viljeløse, som nu havde fundet Styrke og lukket sig tæt om hans Eje. Den skrå Pande, som hans fattige Grubien over hans forstødte Egenart havde rynket så tæt som Blæsten Øens Sand, hvilte nu glattet af Svarets evige Vindstille. Det leddeløst bruskede Legeme, der havde svajet under hver Brise og Lyst, strakte sig nu rank som en Soldats i Dødens Rustning.

Fangen havde friet sig selv og rystet Øen som en | Lænke fra sin Fod. Og vi, der bestandig beroede af den, så med Undren på ham, i hvem vi havde søgt Trøsten, når vi løb vor Pande mod dens Grænser, fordi kun han af os alle var smeddet fast.

Men hans Hovmester, Kok og Tjener, den gamle Hans Hofman, hvilte med sit Hoved mod hans Leje, som et fældet Dyr, der ene bad at følge sin Herre til de nye Jagtmarker. Fra hans sorte Brillers hvælvede Glas, som fra to Skåle af Sorg, dryppede hans Tårer.

Prins Philip Gebhard den Niogtyvende, den Sidste af Bernburg Lippe, blev gravet dybt ned i sin egen Ø, på Grænsen ud til dens Ørken, under et Gravmæle gråt som dens Sand.

I sin Sygdom havde han, vel for halvhundrede Gang, sendt sin Bøn til Kongen. Men ikke nu længere for at bede for sit Liv, men for sin Død, at den i al Fald måtte fri ham fra denne Ø! Og for første Gang blev hans Ben opfyldt.

Men da den gamle Hans, der havde ladet sig sætte tværs over Vinterhavet for at bringe den og hente Svaret, kom med det, smilte hans Herre imod ham, ud fra den Frihed, som ingen Konge kan tage, og sagde:

"Tak Hans, men nu fik jeg nok boret mig mit Leje her. Og hvor skulde også Herren kunne søge mig derovre!"

Og således blev da Øens Livsfange også dens Fange i Døden og gav os alle Visheden om, at vort Hjem var ikke mer et Fængsel end ethvert andet, og at man sover bedst i sit Hjem og helst skal findes dér.

Gamle Hans levede endnu et halvt År, så blev han gravet ned ved Foden af sin Herres Kiste, hans tro Hund, at følge ham til Forløsningens Kyst. -

Men samme Dag, en Dag formørket af Sandflugt og Storm, vi lagde Prinsen til rette i hans ventende Leje, kom Grünau og Fru Malene i Land nede ved Bryggen som Mand og Hustru og skyndte sig op og ind i deres Hjem og lukkede det bag sig.

Hvad havde drevet dem til at søge sammen? For hans Vedkommende blev vi ikke længe i Tvivl.

Den Post, der havde ligget i København og ventet på Foråret for at nå herover, og som gamle Hans | Hofman havde ført med sig tilbage sammen med den bevilgede Ansøgning, indeholdt det Bud til Grünau, at hans Moder, en svag og ulykkelig Kvinde, hvis Livs Smærte han havde udgjort, var død, og at hans Brødre for Fremtiden havde nedsat hans Pension til en ottende Del - der erstattedes med Fængslet, om han vovede sig fra Øen! Så havde han altså søgt og fundet Erstatning i gamle Schwarzflügels Snedriver af Penge. Men Fru Malene?

Var hun da blevet så dybt forarmet? var Øens Ild kvalt i dens Isfavn, at hun søgte Varme hos en Fremmed?

Vi mindedes påny Malene, da hun var ung og havde varmet og brændt os alle; da vi rakte vore frysende Hænder mod hende og hun ødslede sin Hede gavmildt for alle Vinde.

Og nu? Ingen af os havde jo set til hende eller tænkt på hende, siden den Dag gamle Scfrwarzflugel lukkede hende inde som sin.

Jeg mindedes hin Sommerdag, Schwarzflügel døde, og Malene i et dybt Åndedrag vendte sig mod det åbne Vindues Sol. Ak, huskede hun ikke, at var hun end sluppet fra hans Favn, hun bar dog stedse hans Navn? Hun var Præstefruen og skilt fra sine Kammerater, hun var ene som de andre af Embedsstanden her på Øen, ene blandt sine, som den Fugl der har været i Menneskers Hænder.

Og nu havde hun ladet sig fange af denne fremmede Fuglefænger . . .

Det var, som huskede Øen påny, at hun var en af dens ; som så den i hende det Lam, der ofredes Ulven, som nær havde sønderrevet dem alle, Øens Sonebod til det Fremmede.

Og Hadet mod ham, mod enhver Landgangsmand voxede. Vi mærkede det, alle vi ikke Indfødte, på Luften, på Stumheden om os. De Indenøes trak sig atter tættere sammen i sig selv.

Men Årene led, og jeg røgtede min lille Skole under den nye Præst, som det omsider lykkedes os at erhverve.

Pastor Flak hed han, Florentin Flak, og strax vi | så ham sidde i Båden, der førte ham ind fra "Konkylien", vidste vi, hvorfor han var kommet til os: for at sove!

Han var tre Alen høj og tilsvarende drej, en Kolos af tungt Kød, med små, søvnige Øjne i det dobbelthagede, kindbugnende Ansigt, med en hæs og rusten Stemme, med mødige og klagende Bevægelser. Hans Blik var vådt og tungsindigt, hans uformelige Pudehænder bønfaldende om Skånsel og Søvn.

Hos ham behøvede jeg ikke at frygte nogen Afsked. Han vilde såvist været taknemlig, om jeg også kunnet tage hans Præstegærning fra ham, den han havde valgt, som han havde valgt Øen her: som den mageligste af alle.

Og da vi skiltes nede ved Pakhusbugten, hvor vi havde været samlede for at se den Kristi Tjener, der omsider forbarmede sig over vor Forladthed, forstod vi, at så længe denne Mand levede, vilde vi ikke forlades! Han havde for Livstid redt sig sit Leje i vore Sanddyners uforstyrrede Ro. Ti hvor kunde der so ves som hos os?

Jeg var hos ham, da han døde, nu for to År siden. Jeg sad ved hans Side og så ham, som han lå dér og sov, som altid, i dette dunkle og øde Rum, der formelig stank af Søvn.

Femogtredive Ar var gået hen, siden han kom her, men jeg syntes knap, jeg kunde skelne nogen Forandring i det store, tungsindige og tomme Ansigt med Svedperlerne på den skallede Pande og den skægløse Hud.

Ikke en Gang Hår gad gro på ham, ikke en Gang dertil havde han Råd!

Og som jeg så dette fortabte Ansigt hvile dér i det gule Aftenlys gennem de lave Ruder, syntes det mig lig Ørkenen histude, og jeg begreb, hvor han havde fundet Ly og Søvn herovre, Ly for de Arbejdets Krav, han ikke kunde fylde, og Søvn for sit fattige Tungsind - at denne Ø var kastet ud i Havet som en reddende Planke for ham - som for mig . . .

Og da han nu besværligt slog de betændte Øjenlåg op og smilte mat til mig, idet han, med den våde Hånd | famlende efter min, mumlede: "Å jo, nu skal jeg rigtig sove!" og hans Kæbe i det samme faldt død ned på hans Bryst, og de irrede Øjne, stivnede, følte jeg i en taknemlig Skælven, hvor god Søvnen var os, og hvor nær min egen. -

Ja, se hvor langt jeg er nået ned i Tiden! Jeg må tilbage igen - men for også dér at træffe Grave! Mærker I, min Fortællings lange Vandring lakker imod sit Mål? -

Der kom til os en Dag, vi, der havde kendt Malene Tambov som ung, vilde have svoret, aldrig kunde komme - en Dag, da vi alle stod om en åben Kiste, og hun lå dér i Dødslin, så stiv, så hvid, så kold som et slukket Lys, man aldrig kan tænke, har skinnet

Ja, hun var død, Malene, efter knap to Års Ægteskab med Sivert Grünau, død pludselig en Nat, uden forudgående Sygdom, ikke sexogtredive År gammel!

Og dog måtte alle vi, for hvem hun en Gang havde været Ildens Varme og Glans på denne kolde Ø, takke derfor.

Ti Malene, som hun lå dér - var det den fromme, gode og vilde Pige, der, først af alle, tog imod mig på denne Strand som Vidnet om, at den var ikke Dødens, og hvis Fjed havde trådt Livets underjordiske Ild op selv af vort kolde Sand?

Som i stor Forundring stirrede hendes lukte Øjne nu dér fra Pudens Snedrive, og de én Gang så gavmildt udstrakte Hænder var krøbne ind i hinanden om Ly.

Men i disse Hænder, halvt gemt under Ligdragtens Brystblonder, holdt hun et Brev.

Vi så det alle, Jacobus Uz og jeg, der stod for Kistens Hovedgærde, Fiskerne langs dens Sider, Pastor Flak for dens Fodende, og Sivert Grünau, der havde sat sig på en Stol, tæt derved, med Armene om dens Ryg, og Øjnene på os.

Og som vi stod dér, tavse omkring den Tavse i Kisten, læste vi alle det Brev tværs gennem den forseglede Konvolut, vi, der alle, hver og én vidste, at Sivert Grünau havde dræbt sin Hustru hin Nat, efter at have suget til sig de sidste Livets Bloddråber, Schwarzflügel havde levnet hende; vi, der trods dette Huses Døre og | Vægge havde set så tydeligt i deres Liv, som vi nu læste hans Tilståelse dér i Brevet.

Og som vi stod dér og knap drog Ånden, knugede hver Mand sin Hånd for at gribe Vampyren, Bødlen, Lystmorderen, som lurede dér på sin Stol.

Men som jeg skottede rundt på alle disse magre, stive og hvide Ansigter i de sorte Skæg, der så ubevægelige som Døde svævede dér rundt Kisten, syntes de mig med Et, ej alene en Hævnerflok over ham. men over mig, over hver Fremmed, der sugede sit Liv fra den gennem Århundreder forrådte Kyst! Og jeg svimlede i et Sekunds Rædsel, som ventede jeg at blive grebet og slængt med ham i Havet, der opsendte os.

Og jeg så på Pastor Florentin Flaks nøgne Pande en Sved, som ængstedes han for det samme. Hans Læber bevægede sig atter og atter, som vilde han tale, begynde Ritualet, men de matte Øjne slap ikke Brevet, og hans Hænder søgte forgæves hinandens Støtte.

Da, just som han vilde tage fat på Ordene, trådte Jacobus Uz frem, ud af den mørke Række, og jeg så i dette Øjeblik, hvor hans stive, hvide Ansigt lignede de andres, men hvor hans strålende Øjne åbnede sig mod al Jorden, dér, hvor deres ene sænkede sig på Øen:

"Sivert Grünau, i alle disses Navn spørger jeg dig: Hvad er det for et Brev, din Hustru holder i sine Hænder?"

Grünau så op, rundt omkring på os, som Ulven mellem Hundene, og det var, som begyndte vi at fatte ham: at han, indespærret på denne Ø, måtte hævne sig, som en fremmed Blodsdråbe i et Legeme,

Men han svarede ikke, før Jacobus Uz trådte ham et Skridt nærmere og med løftet Røst spurgte:

"Har du, Sivert Grünau skrevet dette Brev?"

Så nikkede han, pludselig, som ramtes hans Hoved af et Slag.

"Og til hvem har du givet hende det med?"

Jeg hørte Åndedrættene omkring mig, som en Flok Hunde, der ene biede på Tegnet, for at styrte frem og sønderrive.

Grünau skulede omkring sig, og hans Hænder krøb om Stoleryggen, | "Til Gud," mumlede han.

"Godt," Jacobus Uz trådte et Skridt tilbage, og der gled som et stort Lys over hans Ansigt, "begynd så, Pastor Flak, at Malene kan bringe det til den Rette!"

Der løb et Stød igennem de to mørke Rækker, der alt havde ludet sig fremad, som en Række Uvejrs-Bølger på Spring, Men Jacobus Uz løftede Hånden og stirrede på dem, og så stor var den Magt, han omsider havde vundet over dem, at de vuggede tungt tilbage som Havet, da Herren besvor det, og faldt til Ro om Kisten.

Men næppe var vi kommet udenfor, før de, mørke og spørgende, samlede sig om Uz.

Han blev stående på Trappestenen og så ud over dem; så løftede han atter Hånden besværgende og spurgte:

"Vovede nogen af jer at bryde dette Brev?"

Flak rystede på Hovedet - som halvt bevidstløs lænet mod Døren og tørrende sig dirrende over Panden.

"Nu - og," Jacobus' øjne gled fra den ene til den anden i den truende Klynge, "tror I ikke, Grünau har givet sig til den rette Dommer - og Hævner?"

De tav alle, i en urolig Bølgen Så vendte de sig som én Mand, og skred i tæt Flok ned mod Byen, under hvis Tangtage de gled ind, én efter én.

Men Jacobus Uz tog sin Hat af og strøg sig over Brynene, idet han smilende så op mod den skyede Himmel.

"Tror De, Pastor Flak, og De, Clemens, at noget andet Sted havde tvunget Grünau til at skrive dette Brev?"

Han tav et Øjeblik, så nikkede han: "Men heller ikke havde vel noget andet Sted tvunget ham til denne Gærning . . . Derfor fandt han den rette Dommer, sin egen og dette Steds Skaber."

"Vi," sagde han, idet hans Øjne i Pine vandrede fra mig til Præsten, "vi må lære denne Ø at leve med Fastlandet og Fastlandet med denne Ø, uden at de opæder og myrder hinanden af Had, som denne Mand har begæret Malene og myrdet hende, fordi han måtte | bægge Dele, som han tilsidst har måttet lægge sin Tilståelse i Guds Hånd."

Jeg huskede de Ord - dem i hvilke jeg alt længe havde fundet den Mission, som jeg drømte mig, én iblandt mange, sat til at opfylde - mest fordi de skulde koste den, der talte dem, Livet.

Ti vel havde han, der én Gang havde reddet dem fra Ulven, nu reddet den fra deres Hånd - men ikke fra deres Hævn. Inden Året var omme, havde de fuldbyrdet den uden at bie Guds, han havde indanket sig for.

I dette År forandrede Grünau sig med Et. Han, som siden sit Nederlag på Boldengen og sit Ægteskab med Malene havde lukket sig inde, viste sig nu pludselig iblandt os igen, men ikke mere som den elegante, smilende Kavallér - nej, i ringe Hverdagsdragt, ja i Fiskertrøje og Træsko, listende sig nær de andres Gadestævner og Bådelag.

Han vilde gemme sig iblandt dem, blive én af dem. Gemme sig for Malene, gøre sig ukendelig for hende og Gud.

Men tavse viste de ham tilbage til disse to.

Hvor han gik, var Luften tom, han fandtes ikke . . . Han nærmede sig hastigt fra sit Hus; han flygtede fra dets Tærskel til hvert Menneske, der gik forbi. Men intet Øje så ham, intet Øre hørte ham.

Dødbleg, snublende i de uvante Træsko, puklet af den islandske Trøje, hvori han søgte at formumme sig for sig selv og for andre, løb han på Siden af Fiskerne, talende, spørgende, tiggende - ja, lovende sit Guld.

Men intet Blik, intet Ord, intet Smil mødte ham. Og vaklende, svajende i Knæene blev han tilbage på Vejkanten, i Ørkenens Rand, stirrende med Hånden for Panden efter den Bortvandrende - som spurgte han sig selv, om det var sandt, at han ikke havde talt, tigget, lovet - om han ikke fandtes . . .?

Han kom en Nat til mig, forvildet, sindssyg, bankede mig op og brød ind i min Stue, kastede sig over mig med bægge Hænder om mine Arme og tvang mig til at svare, til at indrømme hans Existens.

Men jeg var den Fremmede, og det var hos Øens Folk, han skulde finde Svar. Han skreg det ud, den | Nat hos mig, at ikke han, men de havde myrdet Malene! at de, den Gang Jacobus Uz jog ham bort fra Boldpladsen, jog ham ind til hende, som de havde gjort så ensom, at han måtte begære og myrde hende for at frelse og hævne sig!

Han segnede ned og tiggede om Redning fra demr fra Malene, fra Gud. Og jeg havde ingen Trøst og ingen Hjælp til ham, ti jeg kendte Øen og dens Folk. Jeg kunde kun svare ham, at han virkelig var til, at ingen Fornægtelse kunde udslette ham!

Og det forøgede kun hans Rædsel. Ti med ham levede jo hans Behov og hans Brøde!

Og han flygtede ud fra min Hytte til Fiskerne, der i Morgendæmringen gik forbi ud mod Sønderstrand at se til Nattedrættet - og flygtede fra dem ind over Ør kenen - som var han virkelig den Skygge, de gjorde ham til ved at se lige ud og uforstyrret svare hverandre hen over de Mellemrum, hans skrigende, tryglende og truende Røst havde fyldt!

Mig havde dette År nær knuget i Knæ, og Jacobus Uz sled det ud.

Han tiggede og anråbte dem om at lade hint uåbnede Brev, ulæst og ukendt, ene vandre til Gud Han besvor dem i Tilgivelsens og Barmhjærtighedens Navn, i den Dødes eget. Men mødte for den Bøn ligeså lukkede Ansigter og stumme Munde, som Grünau selv.

Han forsøgte tilsidst at få Grünau fra Øen. Men hvorhen?

Til Fængslet, ja. Forlod han denne Ø, var det ham vist.

Og han vilde just kæmpe ham løs fra det, ene over i Guds Hånd, fra Menneskenes Straf til Guds Nåde, Han stred for ham, som stred han for sig selv, for sin egen Ungdoms Synd og Brøde, for Visheden om, at alt kan sones, at enhver kan oprejses, og alt endes som det begyndes: i Gud!

Årets sidste Nat var vi alle samlede hos ham, i den store Købmandsstue, hvorfra fordum de havomspændende Planer udgik, hvor hans kæmpemæssige Forfædre på de udbredte Søkort havde tegnet Skibenes røveriske Baner for de lyttende Kaptejner, og hvor nu han, deres | sidste Efterkommer, kæmpede for deres, for sin, for Grünaus Synd; med de lange Arme bønfaldende løftede, med det hvide Ansigt og de tindrende Øjne mod det skyggetyngende Loft besvor dem om at tage Grünau op i deres Samkvem igen, at lade ham leve ved at erkende hans Existens! Til Gud slettede den og åbnede hans Brev - Gud, den eneste Dommer!

Han besvor dem i deres Ensomheds, i Øens Ensomheds Navn, at ikke lade ham omkomme!

Men tavse stirrede de skæve, hvide Ansigter rundt omkring ud fra de sorte Skæg som fra det Ensomhedens blinde Mørke, hvis Navn han påkaldte. . .

Tilsidst, da Lysene i denne Årets sidste Nat blegnede mod Dag, segnede han udmattet ned, i sine Fædres store Høvdingestol, med Hovedet som bevidstløs mod sit Bryst.

Men da havde han sejret, da havde de lovet at lyde ham, at tage Grünau op iblandt sig og lade Gud om Dommen.

"Clemens," hviskede han, da jeg bøjede mig over ham, "nu synes jeg, jeg selv har vundet Guds Tilgivelse, vundet ham et Menneskeliv i Steden for det, jeg forødte - ja, vundet ham til Evigheden, nu der undes Grünau Timeligheden til Bod. O, over alt Ondts Rod synes jeg, jeg har sejret! over Menneskets Hovmod, der formaster sig Dommeren Gud lig!u

Men, ak - da Mændene, overvundne, i tætsluttede Rækker, med de stive, hvide Ansigter, skred gennem Kæret, ud til Grünaus Hus for at banke på og vække ham til Livet igen, da fandt de Døren på Gab og Møblerne derinde væltede, som i vild Flugt, men ingen Sivert Grünau.

Og heller aldrig siden fandt de ham.

Der var faldet Sne den Nat, Jacobus Uz stred for ham og sig selv og Gud, men hans sidste Spor var slettet af Midnats Timens Blæst.

"De har båret til Havet," sagde jeg.

Men de tav alle og rystede på Hovedet. Ti han kom aldrig igen, endda de de nærmeste Nætter færdedes i Vagt ud langs Stranden for at se, om de eller Jacobus Uz havde haft Ret, om Gud sendte ham tilbage til Øen, | til deres Tilgivelse, eller for evigt havde luget ham bort fra den.

Han kom aldrig. Og endnu den Dag i Dag véd de, at de dømte ret: at Guds egen Hånd havde rykket ham op til Straffen, som den rykkede Elias op til Lønnen.

Men med Jacobus Uz var det omme. da han erfoer, at hans Sejr var tabt, at Grünau havde givet de andre Ret og erkendt sig død, den Nat, da et nyt Års For nægtelse vendte sig mod ham.

"Så tog Gud ikke mod vor Bod/' sagde han, som han lå dér på sin Sotteseng i sit fædrene Hus, med de lange Hænder knuget over Brystet og de strålende Øjne fjærnt ude over det Hav. der havde hegnet ham inde og drevet hans Grøde opad, kun opad, "så må både Grünau og jeg bøde på en ny Ø, i et nyt Liv. Men jeg er heller ikke træt af Livet og Kampen - ti dér skal vi jo stride Hånd i Hånd med Gud!"

Det var ikke det, at hvert Menneske på Øen fulgte Jacobus Uz - ti ved hvilken Begravelse var vi ikke alle sørgende og alle i Følget? - der viste, hvad han havde været; ej heller det, at Fyrmester Horn, Madeleines Mand, gik forrest bag hans Kiste, som Vidne om, at kunde to sønderrive hinanden i denne Øs Bur, som Grünau og Malene, så kunde de også nå hinanden med Tilgivelsens Kys. Nej, men det er det, at det gik ham efter Skriftens Ord:

At han ingenlunde er død, men lever.

Han lever, som ene det store Menneske gør, hvem vi aldrig mister, fordi han bestandig er tilstede iblandt os, ej alene hvor vi er to eller tre, men mest hvor vi er ene.

Den Dag i Dag er Jacobus Uz tilstede i hvert H j ærte på denne Ø, der kendte ham. Han savnes ikke som en tabt og begrædes ikke som en død, ti han lever. Lever i sit Minde, sit Ord, sit Exempel. Lever som denne Øs Frelser. Frelseren, der sejrede ved sin Død.

Jeg har kendt Luften her før hans Død, og jeg har kendt den efter den. Og jeg nemmer hver Dag hans Ånde i den, hans Ånde fra Palmers og Oliveners Fred.

Af hint Drapa, han i sin Ungdom skabte om Øen, fandt jeg end ikke én Linie i hans Skuffer, som han | havde givet mig at gennemse og ordne. Men han blev selv Drapaet om den - om Øen, Havet trænger så hårdt, at den ene må rejse sig mod Himlen!

Og for hans Penge, der var dem testamenterede, købte de sig fri af Prinsens Arvinger, fri for århundredlang Forsmædelse, fra hint skæmtsomme Kongebrev, og skaffede sig sin Havn -

Og Årene er gået, og Øen ligger her stedse, som da han og hans færdedes og led og sejrede på den, og ene jeg er tilbage af dem alle, ene jeg og Lucie Camrath.

Nu trækker Telefontrådene sig hen over Øen, fra Kyst til Kyst, helt ud til Fyrtårnet, og Menneskestemmer søger hverandre tværs over Ørkenen, hvor jeg søgte Guds Stemme, og som endnu stedse skræmmer Menneskefoden fra sig.

Redningsvæsenets store Skure og Signalstationer er byggede og Havnen åbnet. Mest er det jo sket for Jacobus Uz' uhyre, efterladte Formue, og altså også således lever han den Dag i Dag.

Nu plafrer Fiskerbådenes Motorer tæt rundt om vore Kyster, og Posten når os én eller to Gange om Ugen.

I Sildetiden vrimler det af Fremmede: Fiskere og Opkøbere, Exportørere og Nedpakkere på Havnens vældige Granitmole og om de talløse Oplagsskure og Kontorer.

Og der tales om Dampskib, der skal anløbe vor Ø og bringe os til København, ind i selve Landets Hjærte, på mindre end et halvt Døgn. Ja, om Badehotel dér ude ved Pakhusbugten, om at Fastlandets Lykkeligste og Rigeste vil søge vor Ø som en Ferieglæde . . .

Jeg har jo selv sidste Sommer set lysklædte Damer og Herrer, leende og jublende, vandre ud langs de Strande, hvor Øens Ældste i svundne Århundreder stirrede fra Ensomhed og Sot og Hunger mod "den rigtige Verden"; hvor Tolder Lennard Vendelin løb sin vilde, forgæves Flugt; hvor jeg selv har skælvet og grædt i min levende Grav - og fundet mit "Indien" . . .

Jeg tror det -: Tiden er ved at vende sig, Livet vil nå os! Jeg er den sidste af de Gamle, den sidste, der kan tale om Øen, den allersidste Røst, der kan vidne.

|

om Mennesket i Ensomheden, den gamle Adam! Om hans Fald, hans Oprejsning og Sejr. Om hans Dyst med sig selv, med sin Broder, med Gud.

Ja, om Mennesket, der er ene med Gud, ene som Øen har været ene med Hav og Himmel. Mennesket, der knuges under Guds Storms Vælde og pisker sig mod den i Trods og svøbes af den om sin egen Rod - for at rejse sig, ydmyg, dug dryppende og søgende opad i hans Sol.

Jeg har kendt Guds egne, ældgamle Kår for Menneskene! jeg bryder mig ikke om de nye. menneskeskabte.

Jeg levede her, da vi spærredes inde Livet ud; jeg bryder mig ikke om at kunne flyve herfra hver anden Dag.

Jeg drømte i min Ungdom om et Lykkeskib, der skulde komme og bringe mig til "Verden", som jeg kaldte den; men i Nat om, at det skal hente mig fra den.

Ti her var Verden. Og nu er den omme. -

Ja, jeg er færdig, som mit Liv er det. Kun en sidste Dag må jeg tale til Dem om, som jeg vel kun har en sidste Dag igen. -

- Jeg var blevet fireogfyrretyve År og havde været de femogtyve på Øen. Og det var en mørk Novembernat.

Jeg var ene som altid, i mit Kammer, med mig selv og min Lampe. Og jeg stirrede i dens blege Lys, der var ved at slukne, ti det var sent på Natten.

Og med Et så jeg Mørket rundt om mig og den dalende Lampe. Så det voxe ud over os, fra Loft, fra Vægge. Og vågnede som en Skindød i sin Grav.

Så det var Døden, der voxede om mig. Så det var over Midnat og jeg over Livets Midte. Mit Liv sank som Lyset dér - -

Og - du gode Gud, hvad havde jeg fået ud af det? Min Ungdom, mit Løb gennem Jordens fagre Riger - -! jeg, jeg som sad her, som havde siddet her, År efter År, som Pogelærer i dette Sand - -

Jeg foer i Vejret med Armene over Hovedet, som mod et Kistelåg - og tørnede dem mod Loftsbjælkerne og tumlede ned igen.

|

Og et Skrig sled sig frem igennem mit Bryst som en Krampe - jeg så i dette Nu, som en Døende, alt det Livet kan byde: Hustru og Børn, Rigdom og Rejser og Ære!

Jeg skreg Hindustans Navn og vidste ikke selv hvorfor - kun at Hindustan fandtes, at jeg var født med frie Ben at løbe på, at løbe til Hindustans solplettede Bjærgskove!

Jeg så en Stue, ikke arm og trang som min, men stor og skinnende som min Bedstefaders, som Colbjørnsens. Jeg så den i Sol og mig selv derinde, mellem Hustru og Børn, hjemkommen fra nyttig og berømmelig Gærning!

Og et Selskab så jeg, af åndrige Mandsansigter og skønne Kvindeåsyn, løftet talende og leende mod hverandre, i Lys, der funklede over Mændenes Ordner og Kvindernes nøgne Skuldre. Jeg hørte deres Tale, vægtig og vittig, jeg fornam Duften og Varmen, af Silke, Essenser og Hud, og jeg så Dorete, nu i denne Time, i dette Selskab, og ved Adams Side!

Og jeg skreg, som et Dyr, et Jordskred rammer, jeg skreg i afmægtig, vidløs Protest.

Og jeg hamrede mine Næver i mit Ansigt: din, din er Skyld, kun din egen! Hvorfor blev du ikke i København, trods Sult, trods Kulde, trods Stene! blev og sled dig frem som hundrede andre fattige Studenter har gjort og gjorde? som Augustinus, du forleden så nævnt i Præstens Avis som en af Københavns fremmeste Sagførere, lige bekendt for sine snilde Processer og sit kirkelige Sindelag? Hvorfor bed du dig ikke fast? Hvorfor skød du din Bedstefaders udrakte Hånd fra dig? hvorfor flyede du efter hin Nat i Dorete Honorius' Have?

Du havde været Adam nu, Biskop og hendes Husbond! Kunde ikke din Bedstefaders Navn have båret dig frem til Bispestolen? elskede hun dig ikke, søgte hendes Øjne ikke dine?

Og du skød det fra dig altsammen, vragede det alt? Hvorfor? Hvorfor? O Eberhard Sebastian Båden, du anråbte for mig om en Kristens Lod, og den blev min! du stjal Livet fra mig! det eneste vi kender, vi véd, vi har, har, nu, nu, i vore Hænder!

|

Og jeg - fordi jeg havde beskuet hende, ene, nøgen, og ikke vendt mine Øjne fra hende, flyede jeg. straffede mig med Døden! Hvorfor? Af Brøde mod hende - og for at vinde hende hinsides!

Hå, hun anede jo intet om det! jeg havde jo intet ondt voldt hende! ikke ridset én Streg i hendes hvide Hud, som dog en Gang var blevet mig givet, til min Mund og mine Hænder!

Og: Hinsides? hvad véd du om det? hvor véd du det fra?

Og nu - nu har hun levet Livet med ham: med Adam, med hans Børn. hvor skulde hun da i "det Hinsidige" skille sig fra ham, fra dem og gå til dig. den Ukendte, den Glemte?

Den Glemte! Ja, jeg vidste det, hun havde glemt mig, jeg var glemt af hende, jeg var glemt af Livet! Jeg var alt død, jeg havde alt længe været død!

Min Lampe gik ud i et Blaf, og jeg segnede næsegrus ned over Bordet . . .

Husk nu, at jeg var midt i de Fyrre, i Livets Axe, da det drejer sig fra Morgen imod Aften, i den farlige Alder mellem Ungdom og Alderdom, midt i Blodets Pres og Fald. Og husk, jeg havde ingen Ungdom ejet og ejede ingen Manddom. Jeg havde været Barn, og jeg skulde blive Olding. Som jeg syntes det: med Et.

Og husk, hvad jeg havde efterladt på Fastlandet, hvad jeg sanseløst troede at kunne finde dér igen.

Husk det, når jeg fortæller Dem, at jeg om Morgenen, i det isnende Gry, halvtbevidstløs lå på Knæ på "Konkyliens" Dæk og med forfærdede Øjne så Øens Kyster svinde og synke, mens Blæsten spilede Sejlene ud, mod Horizonten, mod Jyllands Kyst, hvortil Postskibet nu alt de sidste Ar havde gået.

Hvorledes jeg var kommen om Bord - jeg anede det knap! Jeg vidste kun, at jeg var faret op af Mørket inde i min Stue, fra den sluknende Lampes Dødningeskal og snublende over Tærsklen var styrtet ud i den dødsstille, rimgrå Nat, i vildt Løb ned mod Klitterne, over Lyng- og Sandmarken til Havet, som vilde jeg af Rædsel for Døden kaste mig ind i den!

Da så jeg med Et, med de opglidende Sejl mod | Novembermorgenens ulmende Skyrøde, med det dirrende Bougspryd pegende mod den dæmrende Horizont "Konkylien" ved at lette, for sidste Gang i dette År at stå fra Øen - selve Livets Skib, der gled mod Morgenrøden fra Natten!

Og jeg foer over Stenene mod Båden, som Postføreren, Skipper Braben og hans Folk, med krumme Rygge roede ud mod Skibet. Og som da jeg kom til Øen, løb jeg nu, da jeg skulde fra den. ud i Vandet, ud til Knæene, og kastede mig i en hæs Stønnen op over Rælingen og ned mellem de forfærdede Mænd.

Deres Årer strittede stift som standsede Vinger, og deres Øjne og Munde stirrede mod mig.

Men jeg kunde kun afmægtig vinke ad dem med Hånden, med halvsprængt Lunge og drivende Klæder.

"Skal - skal Skolemesteren med?" spurgte en af dem omsider.

Og jeg nikkede krampagtigt.

"Men -" de så på hverandre.

Og jeg så, hvor utroligt de fandt det. at en af Øens Folk, at først og fremmest jeg, skulde bort, skulde ud, fra Mørket, fra Vinteren, mod Morgenrøden.

"Ro til!" skreg jeg, og de huggede i én Takt Årerne ned i Revleskummet, og vi stod igennem det ud mod Skibet.

I samme Øjeblik Båden skurede mod dets vædesorte Flanke, og jeg så de hejste Sejl svulme deroppe og Ankerkæden rykke i vilde Hop. vågnede jeg og kom til mig selv.

I Rædsel så jeg mig om, ud over det grænseløse Hav og tilbage mod Kysten, den eneste!

Skulde jeg da forgå derude?

Men nu halede de i mig.

"Skolemester, så må De op, nu hejser vi Båden."

Og jeg entrede efter dem op ad Rebstigen, gled over Tovrullerne og stod nu her på Dækket, i min luvslidte, lappede Hjemmefrakke, uden Hat på Hovedet, med Solopgangsbrisen i Håret, stirrende på min Kyst, der sank dybere og dybere, hurtigere og hurtigere, mens Horizonten forude, under Skibets stærke Fart, foer ind mod mig i skummende, grå Vande, Række på Række, | brusende op over Jordens Rand som fra et uudtømmeligt Dyb, hvori vi snart skulde jage ned. Bestandigt bredere, bestandigt mer frådende jog Bølgerne bag Skibets Agterstavn ind mod min Ø, som var ene dér Frelse fra Slusen histude.

I et Skrig var jeg oppe over Rorbænken, med et Greb om Tovene, parat til at slynge mig derud, inden det var for silde, at bæres af Bølgerne ind til Stranden, til Livet - da Kaptejnen, Skipper Braben, havde mig om Armen og i et Ryk halede mig ned, hen forbi de dirrende Tovstrenge, de svulmende Sejl og de grå Bølger, der sprang op over den lave Ræling for at se efter mig - ned ad Trappen til sin Kahyt.

"Så, Skolemester," sagde han - og jeg foer sammen og vidste med Et, at de sidste År havde alle kaldt mig således og ikke mere Student, og det var, som forstod jeg min Flugt mod Ungdommen, "vil De nu ikke være så net at forklare mig dette herre? Hvad Satan vilde De om Bord på "Konkylien"? Hvor vilde De hen? og nu -" han gjorde en Gestus med Piben op mod Dækket, ud i de grå Vande.

"Å jeg - jeg -" jeg prøvede at tale, jeg prøvede i mit Virvar at finde en Grund, én, der havde kaldt mig derover - men hvad? og hvem? Å Gud, ingen kunde kalde mig, ingen kunde vente mig - og da brast jeg ned på de tjærelugtende Sejldugspuder og hulkede mig ud, græd som et Barn, en Yngling, jeg Manden på de fireogfyrre!

"De vilde altså bare væk," sagde Skipper Braben efter en lang Pause og med en tyk Røgsky, "hja, én kan næsten forstå det! Ser De, én har jo sejlet med den Skude i tyve År, lige siden salig Tønnesen gik neden om og hjem i det Hav, som hedder Brændevin, og som så mangen god Skipper kuldsejlede i - end sige en skidt - og jeg har jo nok før haft sådan en og anden om Bord gennem Tiderne, kan De tro, og det ikke ene af dem, der ikke var indfødt derovre. Men -" han bankede Piben ud, "vær stødt på, de er aldrig kommet længere end som til Grenå Havn - så har de bedt så tyndt om Forlov til at vende hjem med mig igen!"

|

Jeg løftede Hovedet og rejste mig forvirret. Jeg var ikke den eneste - men hvem da? I de femogtyve År jeg havde været på Øen, hvem havde da flygtet og var vendt tilbage, uden vi vidste det?

"Vidste det? Hå, ja de véd det jo nok, de andre! på den Ø kan ingenting godt skjules, men se - de taler ikke for gærne om det - for det gir Smitte, gør det. Og ikke heller er man jo villig til at nævnes som Synder - så det kan nemt være gået Skolemesteren forbi. Han hører jo ikke til Øens egne Folk."

Jeg så ud af Kahytsgluggen, i Vandene, der bruste og bruste forbi. Hørte jeg ikke til på Øen? hvor da? I Guder, hvor da? Derude?

"Skipper Braben" sagde jeg og vendte Hovedet bort, og jeg følte mig så gysende kold som selve Morgenen derude og vågnende som den til Lyset fra Nattens gøglende Mørke, "vil De tage mig med tilbage i Morgen?

"I Morgen?" Skipper Braben spyttede langt og bakkede atter længe tavs; så sagde han med Et, med Øjnene på mig: "Jamen hør, undskyld, det er jo netop det gale, Skolemester: det er sidste Gang i År, vi har været ved Øen!"

Jeg sank ned på Bænken, som brast med Et Gulvplankerne under mig, som sank jeg svinglende ned gennem Havet histude.

"Ja - jeg véd sgu ikke -" knurrede han og rev sig i det store, buskede Hår, "det er en Satans Historie!"

Men jeg stirrede nu kun på skrå hen for mig, hen mod Trappen over hvis øverste Trin de indskyllende Bølgers Skum drev ned.

Jeg var færdig, omme. Jeg tænkte slet ikke mere på Øens Kyster, jeg vidste, jeg skulde ikke nå dem. Og den histovre - ja, den skulde jeg kun betræde for strax, lydløst og stille, at lade mig bære af de grå Vande bort fra den, ned i Dybet, ned i Slusen - om jeg da måske, efter lange Tider, atter kunde skylles op på den forladte Bred og kysse den med mine døde Læber til Tak og Bøn om Tilgivelse. Hvis da ikke jeg forskødes selv som død - som Sivert Grünau.

Skipper Braben stirrede på mig med sine gråstribede Øjne.

|

"Hvad skal vi fange an, Skolemester?" sagde han, "Alle de andre, der har været med mig, fik jeg jo hjem igen. Men Dem - det ser sgu helt galt ud - hvis da ikke rent tilfældigvis en af vore Fiskere skulde ligge derovre, eller en Svensker, der skal hjemad og vil tage Dem med"

Jeg smilte svagt, som den Døende ad et utroligt Håb, der forespilles ham, og nikkede.

"Tak, Skipper Braben," sagde jeg. "Når jeg nogensinde hjem, kan De være vis på, jeg af min Løn skal skrabe Deres Betaling sammen, men -"

"Puh!" Braben blæste Røgen langt fra sig, "nej, det gør jeg sgu dog ikke! Når man er sat til at færge frem og tilbage mellem Øen og Verden derovre, så tager man ikke Flygtningene betalt! Man ligger jo dog dér og frister dem under Kysten og - man er da også selv en Smule Menneske!"

Han rejste sig og skrævede over Bænken, op ad Trappen.

Men jeg gled ned på de tjærelugten de Puder, med Ansigtet gemt i mine Hænder, bevidstløs båren af Sted, af min Skæbne som af Havet ....

"Siden De nu er kommet med, Skolemester, så kom dog op og se Fastlandet!" råbte Skipper Braben i mine Øren.

Jeg satte mig fortumlet op og så på ham. som havde han kaldt mig af Døden,

"Nå, De har sovet? Ja, det er godt det. Ja, jeg kender det, det har de fleste gjort, selv de stærkeste Karle. De har gærne været så matte i Sokkerne efter det Spring om Bord! Men vi har ellers haft en svær nem Overfart, bare sex Timer. Kig nu lidt op på Fastlandet, det har Skolemesteren jo ikke set de sidste tyve-tredive År."

Jeg tumlede op ad Trappen, og dér lå den - Jyllands Kyst, grå og lang og bakket. Ja lang - uendelig, strakt fra Horizont til Horizont, fortsat Syd på, ned i Tyskland-Asien-Hindustan - - -

Og jeg stirrede på den, med Hånden klemt om Kahytstaget, som vilde jeg ellers langs den endeløse Kyst suges ned, bort - i Tyskland-Asien-Hindustan . . .

|

Mine Knæ rystede under mig, alt som den gled nærmere og nærmere, ukendt, fjendtlig, ja ikke til!

En drømt Klode. Et Gengangersyn.

Vidste jeg ikke, den Kyst var død? Havde jeg ikke en Gang set den slettes i Havet?

Og nu steg den igen - efter femogtyve År?

Ja, som Spøgelsesskibet, den flyvende Hollænder, for at lokke én om Bord og briste under éns Fod.

Denne Kyst - jeg kunde ikke træde i dens Sand, jeg kunde ikke ånde dens Luft, jeg kunde ikke tale dens Sprog!

Det Fyr, der nu steg frem af Brinkerne derinde, over sit lave, grå Hus, det var ikke Fornæs, som de sagde. Fornæs, der på enkelte Aftener kunde sende sit Lyskast helt over til os. og som vi, de Nætter på Kirkebjærg, i stille Klynger, havde stirret efter som efter Guds egen Hilsen til os, at vi var ikke glemte - Kerubens Flammesværd, at Hjemmets Have var stedse til, men os endnu lukt. . .

Nej, det var et Bygningsværk af en anden Tid. en anden Slægt end min. Det kastede sit Lys ind over et ukendt Århundrede, det lyste ikke for det gamle.

Og de andre Huse derinde på de stubbede Marker, over de lersorte Skrænter -- aldrig vilde jeg vove at søge Menneskene derinde! Som Fyret ikke kunde lyse for Havsejlere, men for Sejlere kresende i Luften, således måtte de derinde ikke klæbe ved Jorden med Hænder og Fødder, men sejrrigt frie søge deres Føde i Æteren!

Årtusinder havde jeg været borte, og nu kom jeg igen - men blot for at fly, for at søge Skjul i Havet dernede, det eneste, der var som den Gang!

Vi gled ind mellem Havnens Skibe, og jeg så Mennesker bag deres Rælinger, jeg ikke kendte, Ansigter, jeg aldrig før havde set, Navne og Kår, jeg ikke kunde nævne. Og jeg holdt Hænderne for mine Øjne som for en Afgrund. Den ukendte, den bundløse Verden!

Jeg gled ind mod Grenå, som var det ind i selve den Verdens uhyre Hjærte . . .

Og jeg fandt mig, lidt efter, fortumlet, forblindet af ukendte Syner, af ukendte Lyde og Ansigter, drønende | Vogne, spyende Røg og Stenbro under Fødderne, anbragt inde bag et rundt Bord, i en Sofa, i en lille, mørk Stue, hvor jeg langsomt vågnede som af en sindsyg Drøm, vækket af en kendt Lugt til det ene sande Liv ...

Derovre sad Skipper Braben og drak sin Kaffe af en lille Sølvkande og talte med Folk, jeg aldrig før havde set, men dog vidste, jeg kendte - en lille, gammel Mand med gråt Hår i Sneflager om Ørene, med Briller, Pibe og Hue, og en lille, gammel Kone, med Blondeforklæde, Strikketøj, brunt Hår - og Øens Huevinger,

Jeg åndede ind - ja, nu kendte jeg den: det var Lugten af brændt Tang og Fåreskarn, Øens Vinterlugt. Dér i den trebenede Ovn, en Lermunk som min derhjemme, blussede min Arnes Ild.

Jeg satte mig halvt over Ende og stirrede på den, vantro, og i det samme lød Skipper Brabens Røst:

"Jo, det er rigtigt nok, Skolemester! Det er Tang, og det er Fåreskarn som på Øen, det. Villads Villum og Gunnel kan ikke nære sig herovre, uden at det brænder i Munken."

"Ja, for vi har jo lugtet den Lugt al vor Ungdom," nikkede Konen til ham og strøg det grå Garn over Armen.

Jeg stirrede på dem - og forstod det. De var Øens Børn som jeg, derfor kendte jeg dem.

"Men - hvorledes er I da kommet her?" brast det ud af mig.

Skipper Braben brummede lidt og skænkede Kaffe i, Konen sænkede sig over Strikkestrømpen, og Manden skød Brillerne op på Panden.

"Hm," sagde han, "det var jo Skæbnen, der gjorde det - heller Vorherres Vilje."

Og jeg fik at vide, i små Sætninger, mens Skibsuret dikkede deroppe, og min Arnes Røg slog om mig, at Villads Villum og hans Kone, Gunnel, nu for over fyrretyve År siden ved Lodtrækning var blevet kåret til at forlade Øen for herovre på Fastlandet, i den "virkelige Verden", at bestride vort Tarv: at tage Vare på den, udskibede Fisks Losning og Fragtning til Eckernforde Salterier, og på Indkøb og Ladning af Proviant til Øen, | som Fiskerne da hentede før Vinteren. Å jo, jeg havde jo hørt om de to!

"Det var efter Hungeråret," sagde Villads Villum, "da de havde forsømt os med Mel og Korn, og Vinteren stængede os inde, og vi havde ikke Føde tilsidst, og Børn og Gamle sveltede, og vi ikke kunde komme til Landet for Is. Tre prøvede på det, men kom aldrig tilbage. Da vi omsider så åbne Vande igen, blev det bestemt på Gadestævnet, at et af Øens unge, trolovede Par skulde herover og røgte, at det aldrig skete igen.

Ingen andre end Folk fra Øen turde man lide på, at de ikke glemte os. Men ingen af os vilde jo bort. Og så vedtog de Lodtrækning mellem os Unge, der skulde giftes. Og vi måtte love at lyde Loddet. Og så faldt det på Gunnel og mig. Jeg husker det - vi var tre Par, og vi stod dér under Kirkebjærg, på den grønne Boldeng, og det var Vårens første Dag, og aldrig havde vi set Himlen så blå over Ørkenen. Men Gud havde jo selv udpeget, sådan som vi alle på vore Knæ havde bedt ham gøre, før Lodderne kastedes, og vi måtte af Sted. Så tog vi da hinanden fast i Hånden og sagde Farvel til Ørkenen og til dem alle. Og nu sidder vi her på fyrretyvende År, og vi har ikke svigtet, men husket jer hver eneste Vinter - å ja, og hver eneste Vår!"

Jeg så på de to Gamle. Han stirrede ud for sig gennem Brillerne, over Avisen og Piben, og hun sad med Strikkestrømpen i Hånden mod sit Forklæde, og hendes Øjne så som hans,

Skulde jeg som de stirre forgæves over Havet mod min Ø? O, men de havde haft deres Kald, deres tro Post, mens jeg var rømmet fra min!

"Nå", Skipper Braben rejste sig tungt, med hængende Pibe, "Tak for Kaffe! Nu får I se lidt til den Mand dér - som til en Skibbrudden fra jer Ø. Så går jeg ud og kigger efter, om der skulde være én af vore her, som kanske kunde skibe ham hjem igen - for ellers får han min Tro blive her Vinteren over!"

Jeg lukkede Øjnene, men åndede Røgens Duft. Ja, her ved Ovnen, her kunde jeg overvintre - - Men - min Gærning på Øen og - min Gærning her? Hvor | skulde jeg finde Husly og Fede? endsige Penge nok til at betale en Grenåfisker med for at sejle mig de syv Mil til Øen? han skuide jo hjem igen - og fjorten Mil! Jeg rystede påny, som sidst da jeg var på Fastlandet, af Næringssorgens Slud.

"En her fra Øen? Nej da, så havde han jo været ind om hos os," Villads Villum rystede på Hovedet. "Men tøv - her var i Formiddags en Svensker fra Morup Tange - kan De få ham til at tage Skolemestren med hjem? Han sejler i Nat, sagde han, om det da blir Måne."

"En Svensker - det blir dyrt," sagde Braben og så på mig. Men jeg slog hastigt Øjnene op: "Pastor Flak vil betale for mig, nu, og jeg skal gennem Årene betale ham det tilbage."

"Godt!" Braben nikkede til mig, "dér fik De Dem den Gæld, Skolemester - men alligevel slap De billigt," han pegede på de to Gamle.

Jeg vendte mit Hoved bort - hvor kunde jeg se dem i Øjnene, jeg, som godvillig havde rømt den Ø, som Loddet havde drevet dem fra i fyrretyve År?

"Hm," sagde Braben, "vær ikke så genert! De har før huset mine Flygtninge."

"Ja, vi forstår det jo ikke," sagde gamle Gunnel og foldede stille Hænderne over Strømpen.

"Å Mo'r," Villads Villum nikkede hen til hende, "de er jo og' allesammen vendt tilbage."

Jeg foer op i det samme ved et Brag og et tordnende Brøl ude i Havnen.

"Hvad var det?" spurgte jeg rystende.

"Det var såmænd bare en Damper," sagde Villads Villum og kiggede ud ad Vinduet.

"En Damper -" jeg sank ned i Sofaen og strøg mig over Panden, "kommer der Dampere her?"

"Om der kommer Dampere?" spurgte han og stirrede på mig gennem Brillerne, "- å De er fra Øen - De har aldrig sejlet med en?"

"Nej - kun set dem, langt borte fra ude i Horizonten, og deres Røg over Havet. Til Øen kommer jo ingen. Og den Gang, i København - jeg husker dem knap: "Ofelia" og "Hamlet" i Sundet ..."

|

Jeg gemte mit Ansigt i Hænderne, og jeg mindedes, hvor jeg fra Stranden histovre havde fulgt Dampernes Røg med Øjnene, når den i stille Dage lå lavt over Havet, langs hele Horizonten, og drømt, at den var en Bro, jeg kunde gå ad til det skjulte Land under Kimminge.

"Og Jærnbanen," sagde Konen og så forsigtigt på mig, "har De heller aldrig set den?"

"Set den har jeg lige," smilte jeg, "Banen fra København til Roskilde. Men aldrig kørt med den."

"Nej, nej," nikkede Manden over sin Pibe, "vi har heller aldrig kørt med den. Den kunde jo aldrig bringe os hjem til vor Ø, kun længer bort. Den bringer altid kun Mennesker bort."

" Men," sagde Gunnel og standsede sine Strikkepinde, "jeg så Dem, da De kom herop med Skipper Braben, sådan De løb og dukkede Dem ved hans Side og holdt ham fast og ikke turde slippe ham og ikke turde se Dem omkring - og - og - jeg forstod, hvor længe vi har været borte fra Øen!" hun brast med Et i Gråd i sine runkne, små Hænder.

"Så, Mo'r, så," vinkede Manden med Pibestilken. "Gud, han pegede os jo selv ud."

"Jamen -" Gunnel stirrede over sin Lommeklud på Manden, "kan det være hans Mening at gøre Mennesker hjemløse?"

Villads Villum røg længe, så sagde han sagte: "Måske vi efter vor Død får Lov at sejle under Øen i "de Unges Båd"." -

Jeg så ikke på Byen, da jeg sejlede derfra med den svenske Fisker, jeg sad med Ryggen til og Øjnene ude i den grå Horizont, hvor Vandene vældede og vældede ud, mod Båden, mod mig, mod Jyllands Kyst.

Jeg sad ubevægelig, med Hænderne på mine Knæ, svøbt i Villads Villums gamle Frakke og med hans gamle Hue på Hovedet.

"Å tag dem - tag dem dog med!" bad Gunnel, da jeg ikke vilde modtage Gaverne, "så kommer dog de (il vor Ø!"

Jeg hørte ikke Larmen bag mig. Den døde mere og mere hen i Vindenes og Havets Sus. Jeg huskede kun | de Gamle, som de havde stået Hånd i Hånd på Bryggen og vinket efter mig, da jeg gled ud af Havnen, og stirret, stirret efter mig . . .

Og jeg begreb ikke, at Gud tillod mig at vende tilbage for deres Øjne; men jeg huskede Eberhards Ord om dem, som Gud elsker og gør landflygtige fra Hjem og Lykke. Og jeg bøjede Hovedet og vidste endnu en Gang, at Eberhard foer vild, at jeg aldrig havde været en af Guds Yndlinge . . .

Jeg så intet i Grenå, uden Havnen, Damperen og de mange fremmede Ansigter - og så et Restaurationsvindue på Hjørnet af den lange Gade, de sagde, gik op til Byen, og som holdt mig frelst fra den - et Bord, dækket med Mad, som jeg dunkelt huskede fra Københavns Butiker - af lækre, kræsne Spiser. Jeg huskede, hvor jeg havde gyst for Øens Kost, da jeg forrige Gang skibede mod den, og jeg smilte nu ad den, jeg havde set derinde, og som jeg havde drømt skabt for min Gane og mine Nerver.

Og Havnen og Damperen og Ansigterne, de mangfoldige, forvirrende, sank alle i Havet, det grå, det bundløse, det evige Hav . . .

Og blodrød svulmede Månen op af Mørket, som et Hjærte, som Guds, cor cordium.

Og som vor Båd ilede ned mod det, så vi Vandene fødes af det, Himmel og Hav vælde af dets Glød. Vi stævnede som i Verdensfødslens Blod.

Og alt som det skikkede de mumlende Bølger ned mod os, ind at højne Jorden, Boligen for Planter og Dyr og Mennesker, så vi det efter fuldendt Gærning, befriet og kølnet, stige højere og højere på Himlen, forladende al sin Skabning og os, ene sendende os sit fjærne og kolde Lys.

Men ad dets skælvende Bane stævnede vi mod vort Mål.

Og omsider steg den derude, den for os bestemte Bred, lille som en Krumme, stigende til en Tue, skillende de hvide Vande ved Sønderbjærgs Muldskud.

Nu så jeg Agnetes Kors, ene i Sandet, brede sine Arme mod os, som Sorgen, der bier Menneskene på den første Kyst.

|

Vi gled tinder de blånende Klitter, og Fyrets hvide Søjle bar sin Strålekrone ind i Himlen.

Lysvingerne skred gennem dens Dæmren som Tidens Visere, usynlige, men ustandselige. Evigheden havde taget sin Begyndelse.

Øens yderste Spids rakte sin hvide Finger ud mod Havet, og vore Sejl gled ned.

Jeg vadede ind gennem det isnende Vand; mine nøgne Fødder følte Bund, og jeg stod på min Ø. Vandene skiltes om mine Ben i lysende Riller, og over mit Hoved udmålte de evige Visere Rummet.

Jeg vendte mig og svingede min Hue til Afsked til Fiskeren, hvis Sejl alt påny svulmede hen ad Lysbroen, der bar ham ind til hans.

Men jeg løb på min Kyst, på mine nøgne Ben, over Sælhundelejerne, Stenene og Skræntens Marehalm, som jeg vakte til deres første Hvislen, op mod Lysets Søjle, mod Tårnets Dør.

Jeg fandt den åben og ilte inde i det klamme Mørke, ad de trehundrede Stentrin, rundt og rundt. Nu og da brast pludselig Lyset derudefra, Lyset, der milevidt omgav mit eget trange, stejle Mulm, ind over mig, som sølverne Klapper i en Fløjte, der spillede mig højere og højere, vildere og vildere til Vejrs, op at krones af Himmelkronen deroppe.

Trinene bed mine Fødder og svang mig opad, rundt og rundt og op.

O, jeg løb gennem År, gennem Århundreder, som selve Menneskeheden mod Himlen, rundt og rundt og dog altid op.

Men nu, under Stenhvælvets Drypsten, under Stalakitgrotten, rakte min Fod det sidste Trin, og åndeløs, segnefærdig slog jeg min Kno mod Døren ind til Lyset.

Jeg havde under Løbet herop hele Tiden tænkt på Fyrmesterens unge Kone, Madeleine fra Provence, og hendes Flugt, og jeg havde forstået, hvad hendes Mand, hvad hendes Elsker aldrig havde fattet: at hun ikke flygtede for dem, men for sig selv, for Mørket, op og ud i Lyset!

Og som hun begærede jeg kun at kaste mig ud i det, ud i Guds Favn.

|

Men dér stod Fyrmesteren i Døren, høj og snehvid, som Himmelkronens Vogter.

Som et farvefunklende Bjærg af Ædelstene tårnede Lanternen sig over hans Hoved og spandt mig ind i sin Regnbueglorie, idet jeg skælvende trådte hen under den.

Med Huen knuget i mine Hænder stirrede jeg op i den, som den langsomt, langsomt kresede dér om sin uhyre Lampe, fyldende hele det trange Rum fra Væggenes Tavler op til Rudernes Spejl-Ring, skuende mod alle Verdenshjørner og sendende dem sin Funklen.

Hver Farve ejede den - Græsgrønt og Himmelblåt, Ildgult og Blodrødt gled i Bånd gennem dens Prismer, al Jordens Farveglød i dens Himmelkrone, ikke én, men alle.

Jeg var sunken ned på Fyrmesterens Stol ved hans Bord med den lille Lampe og Biblen og stirrede op i dette kresende Bjærg.

Fyrmesteren rørte sig ikke. Rank stod Oldingen dér, med Hånden på Lanternens skinnende Metalleje og stirrede op i den. Over hans Ansigts dybe Furer gled Farverne - Græsgrønt og Himmelblåt, Ildgult og Blodrødt - fra hans store Øjne strålede de - som fra hans Hjærte - og om hans hvide Hoved luede deres Glorie.

Og han syntes mig som Tårnet selv, stigende fra det Lave, fra Synden og Hadet gennem Angrens og Ensomhedens Mørke op i Himmelkronens Lys. Hans Åsyn funklede mod mig, alvist som Guds.

Jeg rejste mig og vilde tale til ham. Men han vinkede til mig i et Smil, som Skipper Braben, da jeg sprang om Bord på "Konkylien" :

"Sig ikke noget! Derfor står Døren altid åben dernede. Jeg har ventet Dem længe. De er den eneste, som ikke har søgt herud en Nat, at se Øen fra mit Tårn, i min Lampes Skær. Se," han åbnede Døren ud til Rundgangen om Fyrkastellet, og vi trådte ud, jeg med nøgne Fødder på det isnende Jerngulv.

Og vi stod under Evighedens kresende Visere, midt i Himlen, med al Verden for vor Fod.

Dybt nede pegede Odden som Guds Finger og skilte Vandene og Landene. Månesitrende gled Vandene mod | Syd og Nord, og af Urtågen dæmrede Landet frem, Ørkenen og Bjærgene, som et endnu ikke færdigt spundet Flor.

Derinde bag os gled og gled Krystalkuben rundt, funklende af al det vordende Livs Glød - Græsgrønt og Himmelblåt, Ildgult og Blodrødt. Men højt over vore Hoveder steg Evighedens Visere, det brændende Hjærtes Stråler, lutrede til Æter og Lys - som Fyrmesterens og min af Dybet fødte, gennem Mørket bårne, til Lyset stegne Tanke.

Og her, yderst på min Øs Spids, i Tårnet midt mellem Himmel og Jord, ved dens ensomste og stærkeste Mands Side, dens Lys'es Vogter, mellem Livets glødende Kor og Evighedens pure Stumhed, knælede jeg, med de nøgne Fødder fastfrosne i Altanens Jærn, og takkede med løftet Åsyn min Skaber for det Liv, jeg nu, omsider, forstod!"

"Og vi," Ellen Lange bøjede sig lydløst over ham og kyssede hans Hånd, "vi takker Dem for Livet -"

" - som De lærte os at forstå," hviskede Erik fra den anden Side hans Leje.

Den Gamle stirrede rundt på dem, forundret smilende :

"Jeg -? Nej, Børn, tal dog ikke således! at jeg, der lige drev det til Lærer for Poge, kunde lære jer noget, I som -"

"Som hvad?" spurgte Pastor Honorius og bøjede sig over ham, "- som derude, i den store Verden og den store Viden, forgættede hint ene, De så fra Fyrtårnet hin Nat, så fra det Tårn, Deres Tålmod, Deres Ydmyghed, Deres Taknemlighed havde løftet Dem på: at vi er fra Gud og går til ham, og uden ham Intet og med ham Alt. Tak, Clemens Bek, Tak!"

Han lagde sig sagte på Knæ foran Sengen, og inden den Gamle kunde hindre det, lå de dér alle tre, de Unge tre, om den Gamles Leje, om Øens Ældstes.

Han hævede de skælvende Hænder til Protest - men de fandt på Vejen hinanden, og med Øjnene mod det mørke Loft hviskede han i et henrykt Smil: | "Tak Herre, tak, at du sendte mig også dette, at du tog også denne Angst fra mig!"

"Hvilken?" Honorius så spørgende på ham.

"Den," den Gamle holdt stadig Hænderne tæt knyttede og det strålende Blik mod Loftet, "min sidste og største Angst, den, der kom, ikke i min Manddomsalder, ikke da jeg var midt i Livets Axe, men yderst på dets Hjul - den, der ikke som hin gjaldt mig selv og dog mer mig selv end nogen anden af mit Livs mange Angster: den, at jeg vel har levet Livet ret - for mig selv; vel har nået et Mål - for mig selv; vel vundet min Sejr, som Eberhard Sebastian bad, jeg måtte - for mig selv; vel har stridt for Gud, som han pålagde mig - i mig selv.

Men at jeg har tabt i min Sejr, og ved at nå Målet forspildt det!

Jeg har vel ikke gjort stor Fortræd, og da aldrig, det jeg véd, med Vilje. Men det er da kun så småt, og det mindste, der kan kræves af et Menneske.

Men noget Godt, noget Glædeligt har jeg aldrig voldt. Eller svar mig - I, som har hørt mit Liv! Nævn mig blot ét Navn!

Og som jeg nu er blevet så skrøbelig, at jeg ej en Gang kan røgte den bitte Skole og må ligge her og læse i de Aviser, De bringer mig, om hvor Verden er blevet stor derude imens, hvor de bygger og opfinder og altid har travlt nu om Dage, er det kommet over mig så tungt: at jeg har været et gavnløst Menneske!

Jeg véd det jo nok, at jeg ikke fik meget at virke med, ikke mange Kræfter; at jeg blev kun en Stakkel, som hverken var rig eller klog eller modig; at jeg kunde vist ikke andet end passe den her lille Skole på Øen, jeg nu kom til for femoghalvtredsindstyve År siden - og så vogte på mig selv til hende.

Men alligevel - jeg kunde dog måske have gjort lidt Gavn, voldt lidt Glæde . . .

Å, ja Glæde - - Se, da jeg var ung Student og var i København - det var lige før, jeg skulde her til Øen - forærede Adam mig en Billet til "Musikforeningen" en Aften, de spillede Schillers Hymne: "An die Freude," Beethovens niende Symfoni.

|

Var det kun en sidste Almisse? Eller vilde Adam i al Fald give mig at høre Livets fulde Orkester, inden han fordrev mig fra det?

Men Koret sang mig ikke, som de Levende den Døde, ud af hin Sympatiens Ring, men ind i dens Rosenfavn:

"Wem der grosze Wurf gelungen,

eines Freundes Freund zu sein,

wer ein holdes Weib errungen,

mische seinen Jubel ein!

Ja - wer auch nur ein e Seele

sein nennt auf dem Erdenrund!

Und wer's nie gekonnt, der stehle

weinend sich aus diesem Bund!"

Ti jeg sad med lukkede Øjne, for ikke at se Menneskene omkring, og rystede ene foran den Gud over Stjærnerne, Hymnen sang om. Og jeg vidste, han havde endnu større Favn end selv Hymnen sang - at han kunde omslynge alle Millioner - også den, hvem det timedes end ikke at vinde hint eneste Hjærte.

Jeg troede det jo så vist, det var nok, man bare selv havde givet sit Hjærte hen, ret tro og inderlig kær, da turde man blande sin Røst i Glædens Kor og skulde ikke liste sig grædende bort.

Og den Glæde har sunget i mig i alle de År, i Blæsten og Sneen og Natten, i min dybe Ensomhed her på Øen, så jublende som Koret den Aften.

Men nu det sidste År, da jeg har ligget syg herinde, ene i de lange Aftner og Nætter og nu, jeg har fortalt jer om mit Liv, fra jeg var Barn og til i Dag, da er det, Angsten er vågnet i mig, at Hymnen alligevel havde Ret, at Gud ikke vil nøjes med Glædens Sang i mit Hjærte, men spørger, hvad Glæde, jeg vakte i en andens, og da - at jeg da heller ikke dér i Himmerigs store, evige Jubelkor skal blande min Røst med hendes og Millionernes, men græde ene hist, som jeg har sunget ene her. Å, tror I dog, Vorherre vil kende mig blandt sine?

Ikke som jeg frygtede hin Gang, jeg var Mand og endnu havde Hælvten af mit Liv for mig: at jeg har | forspildt den første Hælvt - nej! at jeg har forspildt det hele. At jeg har levet så kun for mig selv, som jeg har levet ensom i denne Hytte, For at nå Dorete, for at nå Gud. Så mange Kampe kostede Målet og Sejren, og så svage var mine Kræfter, at jeg glemte alle andre for mig selv . . .

I kan jo ikke forstå det - De ikke, Fru Ellen, som er Hustru og nu også Moder, ikke De. Doktor Lange, og Pastor Honorius, som har Examen og Viden og Evne til at læge og trøste os her på Øen. Å nej, I er unge og kan ikke forstå det - den Angst, der ikke er for én selv og dog mer end nogen for én selv: Angsten for ens Liv og dets Frugt, for ens Tro af ens Gærninger, ja praxis pietatis som gamle Eberhard sagde og selv fuldbragte! Angsten, den sidste Angst, for uden ét Offer at møde den Gud. der ofrede sig selv; der teg nede os den eneste Bane til Himlen: i Blod. Angsten, den sidste, for at have forspildt Livet, således som Gud ene kender Forspildelse: Gavnløshed!"

"Clemens Bek," Erik Lange famlede om hans Hånd, "De, som var denne Øs Frelser, De taler således!"

"Denne Øs Frelser?" den Gamles Øjne spurgte, undrende og bange.

"De brugte de Ord om Jacobus Uz, og De sagde: han er ikke død, han mildner Luften bestandig. Men De -"

"Ak, nævn dog ikke Jacobus Uz! Hvad har jeg udrettet som han? Har jeg trøstet de Syge og Skibbrudne, har jeg mættet de Sultne og skaffet de Husvilde Tag? Kan jeg efter min Død bestandig mætte og trøste og skænke Hjem? har jeg bygget Havnen og lagt Telefonen over Øen og forbundet os med Omverdenen ved Telegrafen? Ak nej, jeg begærer ingen Gærninger efter min Død, som kun de Største magted, blot én i Livet, som selv de Mindste evned."

"Spørg da, hvad De har været for hende og Livet på Øen," sagde Erik Lange og pegede ad Vestervindvet, hvor Lucie Camraths lille, bøjede, sorte Skikkelse langsomt kom forbi.

Men han standsede og sænkede Armen. Ti ved Siden af hende gik en Fremmed, den høje, svære Sømand, | han og Ellen havde set ro ind mod Øen gennem Morgensolskinnet, fra den store Damper derude.

"De får Fremmede, Clemens Bek," sagde han og rejste sig fra sin Stol,

"Fremmede -? jeg? - Aldrig er der kommet nogen Fremmed til mig!" Bek løftede Hovedet, "endsige nu -"

"Måske netop nu!" svarede Lægen langsomt, med Øjnene på Døren, som i en Anen.

Den gik op, og Lucie Camrath trådte ind, fulgt af den Fremmede.

Lucie blev, som altid, stående henne ved Døren, med Hænderne under Forklædet, i en sky Nej en for Langes og Præsten og med et hastigt Blik på den Syge.

Men den Fremmede trådte helt hen til Bek og bøjede sig, med den store Hat klemt mod Brystet, i et dybt Buk.

"Så nåede jeg det dog, Skolemester, at komme til Dem, mens De var i Live. Gud være priset - men · det kneb" . . .

Han satte sig på den Stol, Erik Lange havde forladt, og strøg sig med Ærmet over Panden som efter et langt Løb.

"Jamen - hvem er De da?" Gamle Bek havde rejst sig over Ende i Lejet, med skælvende Hænder om Sengefjælen.

"Kender De mig ikke, Lærer Bek? Da har vi ellers været i samme Stue, i den bitte Skolestue derhenne - og på den samme bitte Ø, i mer end femten År. Ude Thysen, en Dreng af Deres derhenne fra."

"Ude Thysen? Du - De - det er jo dig, de taler om på Øen - du er jo den rige Mand, som tjente de store Penge i Brasilien? Du sad derinde i min Skole og nu - hvorfra er du - De nu kommet?"

Sømanden ludede sig lidt frem mod den Gamle.

"Jeg er kommet fra Portalégre, Skolemester."

"Fra Porto Alégre?" den Syges Stemme åbnede sig undrende, "- hvordan er dér? Og du er blevet en stor Mand og kommer nu tilbage? Jamen," han skottede til ham, ængstelig, "véd du da - din - din Mo'r - er - død? og dine Søskende - de er her slet ikke | mere . . Men du - du har måske - Venner her på Øen?"

"Ja!" Sømanden sad nu helt bøjet mod ham, med Øjnene ret ind i hans, "ja! Skolemester, én Ven, min eneste Ven i Verden - Dem!"

"Mig?" Stemmen løftede sig og stod stille.

Ikke en Lyd hørtes i Mørket. Ene Urets sene Takter,

"Skolemester, det - er en af Deres Drenge, der kommer for at takke."

Den Syge begyndte at ryste, så de, der lyttede i Stuen, syntes, de skælvede med.

"Og du - du er kommet til mig, efter tredive Års Forløb, fra Porto Alégre kun for - for at -"

"For at se Dem, inden De dør, Skolemester, og takke Dem og velsigne Dem så mangfoldige Gange!"

"Jamen - jamen hvorfor -" Bek famlede om sig, som blændedes han og søgte sig forgæves til rette, "hvorfor - jeg - hvad har jeg da gjort dig af Nytte?"

"Nytte?" Thysens Stemme brast, halvt som i Latter, halvt som i Gråd, "hvad De har gjort mig af Nytte, Skolemester!" han rettede sig op, med bægge Hænder fast på Knæet, hans brune Øjne smilte frem for sig:

"Ja, én skulde jo ikke tænke, det gjordes nødigt at fortælle, for enhver her på Øen véd jo nok, hvad Nytte, De har gjort ham eller hende!

Men bi lidt, jeg skal endda prøve at sige det, om De vil lytte en Kende tålmodigt. Én er jo da kommet for det sammes Skyld: for at lette sin Sjæl.

De fremmede Herrer og den Dame kender jeg jo ikker men siden de nu altså sidder her på Øen og hos Dem? véd jeg, de nemt vil skønne, hvad jeg har at sige."

"Hm ja, altså ser De -" han gyngede sig let på Hænderne mod Knæene og så langt ud for sig, den hæse Stemme var lav og søgte de uvante Ord og det uvante Sprog. "Ser De - jeg har været viden om på Kloden og har ikke haft dansk Jord under mine Fødder siden mit femtende År og kun i Ny og Næ talt med danske Søfolk derude. Men da har jeg immer forhørt mig, om de var her fra Øen eller har ligget her på Fiske, og om de vidste Rede på Hr. Skolemesteren. Og så var det nu i Våren, jeg fik Nys om, at han var | krank, og så såre jeg kunde, gjorde jeg mig da fri fra Geschåften og kom herover."

De lyttede alle, men ingen mer end Bek, hvis Åndedræt hørtes, som var det selve Urets. Derude trak og trak Skyerne, denne Aften som alle de andre Aftener.

"Jamen - De har jo haft Deres Barndomshjem her på Øen?" hviskede Erik Lange, frygtsom - som man prøver Isen, om den er tilforladelig.

Sømanden vuggede sig tungt på Hænderne; så nikkede han:

"Hå? Barndomshjem - jo, såmænd, jo, det har jeg haft. Ja - den Herre tænker vel sådan på sit eget Hjem som Barn. Men - hja. se mit Hjem - ja, de Herrer og den Dame har jo ikke kendt det, men det var Øens Skam, om én selv skal sige, hvad sandt er. For se: er Øen her end kun klein, den har alletider været honnet. Men alletider har der været én Familie, i hvem det Onde ligesom slap ud. Og den Gang skulde det nu være mine Forældre - ihvor det nu kunde komme. Jeg tænker mest, det var Moders Skyld. Hun var fra Sverrig og kunde ikke ret trives her som de andre. Der er dem, der har sagt mig, hun var en knøv Pige, da hun steg her i Land med Fader. Men kridendes hvid blev hun, da hun fik se hans Hytte og Ørkenen og Havet ikring.

Han, Fader, var nu ikke heller af dem, én kan stinde sig ved - ikke ond, god nok, men ligeglad med det meste, ikke hægen efter Arbejde, men nok efter Lystighed, og dog let at forknytte, en Kende drikfældig og krank.

Mange Søskende fik jeg - ikke alle Helsøskende...

Mestendels blev Hjemmet da for mig vort gamle Får og Toften med Kartoflerne ved Ørkenen - og så en Stueklokke fra Mors Slægt i Varberg . . .

Men Fa'r, han stak af en skønne Dag, fra det Hele, han stak til Søs. Han lovte at skikke os af Lønningen, men blev naturligvis vasket over Bord i den første Storm, Skrog han var!

Så blev jeg ked af at gå her og se de sure Øjne og høre dem varsle, hvor ilde jeg skulde blive, hvor jeg skulde ligne på mine Forældre og Søskende. Ja, jeg | rettens hadede Øen og dens Folk - og Moder og Søskende med! Jeg syntes, de var mig kun til Tort.

Nu véd jeg jo, hun er død forlængst, og de spredt viden om, men jeg véd ikke hvor. Og jeg har aldrig tænkt én Tanke på at søge dem op, og heller aldrig Øen. Den var mig jo ene kun Skam og Sult og Sand. -

Jeg gik om Bord på en Svenskerskude og var glad, da Kysten sank dér agter, ja spyttede ad den og lovte den ene det, at jeg skulde gøre dens Tro om mig til Skamme!

Men se, så gik jo Årene og - ja, de Herrer og den Dame fatter det vel knap - der ikke kender Verden som jeg -, som Skibsdreng at sige, og ene i Vrimlen derude: den ganske Jordklode og alle Racer rundt, Menneskene som de nu én Gang er ...

Nej, De tænker sig det knap, hvad sådan en Gut lærer og husker som Voxen, fordi han ikke får let for at glemme det, sådan det opfriskes for ham af hvert Menneske, han ser.

Se, så var det, jeg lidt efter lidt måtte til at tænke på ham derhjemme, min gamle Lærer. Ja, ikke sådan på, hvad han havde lært os, for det var mestendels glemt og vel ikke mere værd, end hvad sådan de fleste studerte Folk kan lære af sig!

Nej, men på - sådan som han nyslede om på Vejen heroppe og i Skolestuen og i sin egen Hytte - som han var immer mild og fornøjet og gik til Side for - ja, jeg tror. for selv vor gamle Bede derhjemme! Og som han talte til os om den her Bibelhistorie, og var det Bedste af den hele, og aldrig kunde blive gal i sit Hoved på os, men bare så' så rettens forbavset ud, når vi var uskikkelige Knægte, som kunde han slet ikke tænke sig det.

Ja, alt det kom jeg sådan i Tanker om, efterhånds som jeg så Menneskene derude, som de gererede sig mod hverandre, som var de de eneste, der var til, og som havde de Brev på at erholde alt præcist, som de vilde, og mere til - og var vi andre ene til at smide over Bord . . .

Og da jeg så, hvor de levede derude, de store Herrer, i de varme, rige Lander med en sort Domestique på hver Finger, og selv, uden én ret mærkede til det, | blev noget lig efter dem med Mad og Drikkelse og alle Krav - da tænkte jeg jo på Gamlingen, at helt muntert havde han dog ikke haft det heroppe på den magre Strand, endda han var en Mand af god Oplæring. Men immer var han fuld af Smil og Tak og syntes ene, han fyldte for meget op.

Ja da var det, at han blev sådan noget som en Have for mig - ja heller et Hjem, som den Herre nævnte - og en Ankergrund, at jeg ikke forliste - og kan hænde ikke blev helt så grum som de fleste andre, hverken den Gang, jeg var den lille eller siden, da jeg fik Krammet på andres Lemmer - men holdt mig så tålelig skikkelig . . .

Vi Drenge, vi grinte jo tit, når vi herte, hvad han fik ud af Øen og af os og af alt det, vi syntes, ingenting var.

Men siden, da jeg derude så, hvad Menneskene fik ud af Havet og Jorden - og Himlen med, da tænkte jeg på, om det mon ikke var ham, der havde Ret - om han ikke fandt det, der var Guds Mening med det Hele. Og vi andre blot læste Verdenen, som en vis Mand Biblen. Og jeg probérte at kigge som ud af hans Øjne . . .

Hm, jeg kan jo godt sige det - der er jo ingen her, der sladrer, og der hændtes jo da heller ingenting - men se - Jeg véd en Gang, da jeg havde Kniven i min Hånd, en mørk Nat ved Rælingen og var færdig at hugge den i Nakken på den, der havde trådt mig som en Hund under Fødderne, og som var ikke bedre værd end en Død som et Dyrs.

Og jeg var rede til at tage mit eget Liv i Øjeblikket derpå. Jeg syntes, at så jeg kun ham tumle over Ende og fik hans Blod over min Hånd, da var jeg nøjet med mit Liv.

For det var jo ikke ene ham, jeg vilde til Livs, men alle dem jeg tyktes var mig onde - ja hele Verden kan jeg gærne sige, jeg gad myrde.

Ja, sådan kan en enlig Drengs Liv forme sig mellem Mennesker.

Men da, just som jeg skulde støde til - og jeg kan endnu høre, hvor Natteblæsten piber i Takkelagen - da var det med Et, som så jeg Gamlingen dér, hans | Ansigt for mig, så klart i Mørket, så mildt som - ja, jeg kan kun sige: som Guds Åsyn.

Og jeg slap Kniven ned i mit Ærme og listede af. Jeg takker ham for det, at jeg ikke blev en Morder og selv er død nu, længst

Og som den Nat er han kommet mange Gange siden, da jeg var ved at kravle mig opover og ikke vilde ned igen, da det just ikke var med Dolk, jeg vilde stikke, og ikke just Livet jeg vilde tage, men nok Næstens Nødvendigste - og selv forlore det, der gør, én gider leve, når én er kommet lidt op i Årene og har fået lidt Hold på sig selv.

Ja, både Dag og Nat er han kommet til mig, både i Syd og Nord, bare ved sit Minde: at han tænkte ikke på sig selv. Kommet som den Forsikring: at Gud var til. Og derfor er jeg nu kommet til ham for at sige min Tak både for første og sidste Gang. Min Tak bare fordi, at sådan et Menneske fandtes.

Jeg har jo tænkt så ofte på at komme, men Havet og så Pengene, de volder, vi glemmer, Tiden hun går, vi glemmer os selv snart tilsidst. Men Døden, hun skal nok vække.

Ja, vi lærte jo om Edens Have i Historien, hvor der var med Kilder og Blomster, og Dyrene græssede endrægtigt. Og han blev sådan en Have for mig, derude i de øde Vande og de store Vrimler, sådan ret et Fredens Bo.

Men siden fandt jeg ud, at han var Vorherre selv i Haven. Og at han var også Danmark, et kleint Land mellem de andre, men dog det hvor jeg var Barn, hvor det mest var koldt og mest var gråt, og Folk tit sad småt ved det, som han, men heller ikke var så griske på det.

Og sådan blev han for mig først god og så Gud, først Hjemmet og Øen og så mit eget Land, blandt alle dem, jeg så.

Og den, som ikke helt har mistet sit Hjem og sin Gud, han bliver alligevel aldrig helt sådan, som han var ene til og skulde have Jorden bare for sig.

Og derfor er jeg nu da kommet tilbage, omsider en | Gang, for at sige ham alt dette her og se ham én Gang til, inden han dør.

Ja," Sømanden vendte sig mod den Syge så brat som kastede han sig ind mod ham, "se derfor er det, jeg er kommet, se det førte mig hjem!"

"Fra - Porto Alégre -" stammede Bek med bægge Hænder klamret om Thysens Hånd.

"Præcis!" han nikkede. "Se, én bildte sig jo ind, at Øen var for lille og én selv for stor, endda én vel også kunde have gjort sit Arbejde her! Men nu én har set Kloden derude, synes én næsten, vi stemmer, Øen og én selv. For vel er Øen ikke blevet mindre klein, men det er nok én selv! Og derfor tænker jeg næsten, at den en Gang får arve min Smule Gods, at den ikke skal synes en anden Ung altfor ringe og arm, så han lokkes til at lade sin Mo'r, ihvo hun nu er, og sine Søskende i Stikken og sit Land med, for ene at søge at klare sig selv derude! Én véd, det er farligt at fødes her på Øen, og kan én ikke mer hjælpe sine egne, vil én se at bjærge de andres. Men de Penge får nok hedde "Skolelærer Clemens Beks Minde,u for havde han ikke levet her på Øen, var én nok aldrig selv kommet hjem."

"Fra - fra Porto Alégre -" hviskede Bek.

Men Erik Lange og Ellen og Pastor Honorius havde lydløst rejst sig og lydløst listet til Døren, med Øjnene mod de to, mod Oldingen, der havde levet Livet ud på denne Ø og holdt sine Hænder så fast om Mandens, der havde faret Jorden trende Gange rundt - og var vendt tilbage for at knuge sine om hans.

Clemens Bek mærkede dem ikke, og Lucie Camraths Øjne var som deres hos de to, og for første Gang så de et Smil i dem, et Smil af Lykke for Beks, for hendes egen Skyld: at Jordomsejleren først nu, i denne Stue, havde sejlet Jorden rundt.

Og idet Døren gled i efter Ellen, hørte de derinde fra:

"Fra Porto Alégre - fra Porto Alégre - -!"

|

De trådte sammen ud af Hytten, Erik Lange, Ellenr Honorius og en høj, gammel Dame, der støttede sit tunge Legeme på Præstens Arm og en Stok, mens Forårsblæsten svøbte hendes lange Sørgeslør om hende.

En ung Pige, med det blege Ansigt stirrende i et sort Flor og de spinkle Hænder foldede over Brystet, om en Buket Vintergækker, fulgte dem.

De standsede alle i Solen og så langs Sønderbjærgets Fod over det grønnende Kær ud imod Havets violblå Stribe, længst borte under den hvidskyede Himmel.

"Så Gud ske Lov. at du først kom nu, Tante Dorete," sagde Honorius dæmpet og knugede hendes ringsmykte Hånd i sin.

Bispinde Dorete Colbjørnsen ludede sig tungere på hans Arm og sin Stok.

"Det var, som jeg tænkte ved dit Brev: jeg kendte ham ikke, og jeg huskede ham ikke," hun stirrede ud for sig under de svære Bryn.

"Og - dog kom du, Tante Dorete?" Honofius' Stemme skælvede svagt.

Hun løftede det tunge Blik mod ham og vendte Hovedet halvt mod Datteren. Og hun nikkede og lukkede Munden tæt.

Men den unge Pige sitrede tyst, dukkede Ansigtet ned i Vintergækkene, vendte sig og forsvandt ind un der Hyttetagets gyldentstænkede Mospuder.

"Hun forstod dig dog -" smilte Honorius.

"Ja, ja," Bispinden stødte Stokken ned i Sandet" "hun er mit yngste Barn, det eneste, jeg beholdt! Vi har levet sammen. Hun kender mig!"

Honorius bøjede sig hastigt og kyssede hendes Hånd. Men ubevægelige stirrede de brune Øjne ud over Kæret, mod Havets Skum.

"Mennesket spår, men Gud rar," sagde hun tungt. "Han ene véd det Rette."

Højt oppe i den disblå Luft slog pludselig Lærken, Årets første. De løftede Hovederne. Og de frydefulde Toner fyldte Øen.

Ellen skjulte Panden mod Erik Langes Skulder.

"Å Erik, Erik - når jeg tænker på os - og på | Lillen, som nu se'r - og hører den Lærke . . og ham, hans Liv - den Stakkel!"

Men Erik Lange løftede hendes Hoved og så hende ind i Øjnene i et Smil:

"Ellen, dit Håb til Våren gik i Opfyldelse - gjorde ikke også hans? Og hans Liv - husk hvad han en Gang læste for os af den hellige Terese: "Hvad vilde Verden blive, hvis ikke der gaves Munke"?"

Og Bispinden nikkede langsomt, grundende:

"Ja, hvad vilde Verden, hvad vilde vi alle blive, om ikke der gaves Stakler som han?"