Første Kapitel

Børnene legede i Skovene omkring Morgongåfva.

Susan og Brynte var kommet herud med de Bønder, der kørte Jærn fra Savolaxhyttan over Søerne ned til Vänern, og Steffan havde hurtigt fået Vadmelsjakken med Stålknapperne på og Kælken frem fra Boden.

Det hændte ikke ofte, at de andre kom til ham. Næsten altid måtte han søge ind til dem, til Byen eller på Jærnbruget. Og tænk: hele Dagen skulde han være sammen med dem og kunde følge dem hjem i Aften! For Fader skulde jo til Møde hos Patron Thorlander, med de andre Ejere af Persberg Gruber, og kunde tage ham tilbage i Kanen.

Steffan sprang af Glæde, da han inde i Skoven mærkede Luften mod sit Ansigt og så Himlen så skinnende blå mellem de snehvide Grene og dér foran Bryntes Pelshat og Susans røde Hue.

Der havde været så stille oppe i Stuerne hos Fader og Moder ... »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« dikkede den gamle Moraklokke. Moders Vinterhave grønnedes i Solskinnet, og inde hos Fader lugtede der af Lak og af de mange Bøger. Han var ved at læse »Jærnkontorets Annaler« igennem og slå efter i Rinmans »Bergverks-lexikon«. For Fader forstod sig jo ikke på de Ting som Brugspatronerne. Fader var jo en lærd Mand og havde kun arvet de Gruber efter Farfader. Og Moder - hun gik rundt og vandede sine Planter. Henne på Bordet lå »Horticultura« med de mange Kobbere imellem hendes Sykurv med Zefyrgarnet og Strikkeperlerne. Og når hun var færdig med Blomsterne, vilde hun spænde Garnvinden ud eller sætte sig til Kniplepuden. »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« dikkede Moraklokken.

Märta Moll havde travlt i Vævestuen med de nye Drejlsduge, og Bolla og Cilla i Bryggerset med Juleøllet. Og Karlene var ude at køre Kul fra Milerne ved Trehörningen, og ingen havde Tid til at snakke med Steffan. »I Dag som i Går! I Dag som i Går!«

Han skulde ikke over til Idet og læse Euklid og Fryxell. Farbror var igen på Rejse, ovre ad Östanås, at se på nogle nye Malerier i Kammerherre Croneborgs Samling.

Selv de Gamle i Bäckstugan var borte. Hr. Anders Stenkula var i Spidsslæden kørt til sin Ven, Bogholderen på Gammelkroppa, og Hr. Sixten Råbock var aget i Kalesjekanen til Karlstad: Major Mårten Fuchs's Fødselsdag samlede atter en Gang Kammeraterne fra 1790 og 1808, at hilse på Helten fra Nurmipauni og fra Nødens og Dødens Vintermåneder ved Njurunda Elv.

Uden for Rudernes dobbelte, grønne Glas lukkede Parken og Skovene om Hemtjärnets Spejl. Farfaders Tårn ragede ensomt og rødt op i Himmelblået. Slusefaldet susede, som den Gang Blæsebælgene og Stangjærnshamrene gik her på Morgongåfva - som på Savolaxhytten, Solfors, Thorshyttan og alle de andre Brug.

Og i Dag næsten ønskede han, at her var Jærnværk endnu - han, der ellers var så glad over, at her ikke fandtes gnistrende Bulder og Sod og sorte, svedende Mennesker, men kun Skoven, Parken og Staldene og det lille Savskæreri oppe bag Gården.

Men - å, han var så ene, når Märta Moll sådan havde travlt! og de ikke skulde læse på Idet!

Fader stod Time efter Time ved sin Skrivepult, i sin snævre Skødefrakke med den høje Krave, og med Gåsefjerspennen bag Øret og lod Øjnene følge Bøgernes tætte Linier.

Og Moder - ja, hun smilte til sine Blomster og over sit Broderi og var i sin sorte Kjole med Kniplings-Fichuen over Skuldrene så fin og så skøn som slet ingen af de andre Fruer i Filipstad eller rundt om på Gårdene. Men Steffan turde ikke sige hende, hvor ene han stod her midt i Stuen - så angst var han for at møde hendes Øjne, så blå, så fraværende ...

Å, at Märta Moll dog ikke havde Tid, og at Farbroder var i Elfsbacka!

Og da lo Brynte og Susanna med Et fra Døren:

»Steffan, vil du med?«

Om han vilde med! Når de sådan pludselig kom over ham, bægge to, så lyse og så store, med så kold Blæst i Håret og Klæderne, gjorde det ondt i hans højre Skulder - fra den Gang de legede »Finnejagt« oppe i Farfaders Tårn, og han styrtede ned fra femte Stokværk, og gamle Mychowitz og Bataljonslæge Hedenroth havde brudt og bøjet hans Arm og Skulder ... Og nu i Dag vidste han jo, at de havde Skier med og vilde komme langt foran ham inde i Skoven - han havde jo aldrig fået så mange Kræfter i sin Ryg, at han kunde stå på Ski.

Å, men de var kommet og lo ved Siden af ham, og han slap for at dreje sig rundt på sin Hæl, så det svimlede for ham, mens Moraklokken hamrede: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!«

Märta Moll fik ham i Vamsen, hægtet Spænderne på Snesokkerne og trukket Ulveskindshuen ned over hans Øren. Og ud gik det, forbi Grindhuset, mellem de tilsneede Led og ind ad Skovstien, der gabede mod ham som en Snegrotte.

Uf, her var så friskt og så koldt herinde, at det perlede i hans Tænder. Tøvejrsluften smagte som Salt på hans Tunge, Blodet kimede i hans Øren, og Haserne sved Hele Tiden havde han Susannas og Bryntes Rygge tæt foran; han skulde vise dem, at han kunde følge med!

Pludselig standsede de, og Steffan kunde høre, at de skændtes. Susan huggede Hovedet frem i korte Stød, og Brynte fægtede med Skistaven.

»Nej, Brynte, jeg går ikke den Vej - sådan den ser ud! lige så sort som nede ved Smedjerne!«

Hun pegede på den brede Vej, de nu var nået ud til, og som lå nedkørt og tilsølet under de kæmpemæssige Fyrre og mellem oppløjede Snedynger. Faders Bønder havde i flere Dage slædet Kul fra Milerne.

»Nå, og hvad så?« Brynte klemte Skistaven, så den spændtes, »det véd du jo - og du sagde før, at vi skulde op og se til Kulsvierne ved Trehörningen.«

»Hå, hvad bryder jeg mig om Milerne, og alt det andet sorte, lugtende Snavs? Nej, jeg vilde op til Aronsbjærget, at vi kunde tage Skrænterne ned til Søerne! Men sådan som her ser ud, vil jeg ikke med. Nu løber jeg ned til Mosesbacken.«

Brynte stod og pressede Læberne sammen. Furen mellem Brynene lyste i hans brune Ansigt.

Susanna gav ikke efter, det vidste Brynte jo dog godt. Men - kaldte hun Milerne og Jærnet for Snavs, tilgav ikke Brynte heller.

»Ja, jeg går til Milerne,« han rev Staven løs, så Sneen sprøjtede fra dens Trisse, »vi er ikke kommet herud for at pjanke i Skoven. Jeg hentede dig og spurgte, om du vilde med op og se, hvor mange Slæder der endnu var af de gamle Miler, og hvor langt de var nået med de nye. Nu skal du ikke narre mig!«

»Pyh!« Susanna blæste sin røde Mund op og rakte den frem mod ham, »troede du virkelig, jeg vilde op til den Stank og Os og det Svineri? Det er der nok af på Savolaxhyttan og i hele Filipstad med, og derfor vilde jeg væk og ud i Sneskovene.«

»Jamen - du sagde -«

»Hå, hvad sagde jeg! Tror du, jeg løb herud for at rode i Snavs?«

»Susanna!« Bryntes Øjne blånede, »kalder du Faders Smelteovne og Smedjer for Snavs, og Milerne og Gruberne og det, vi alle lever af -«

»Jeg lever ikke af jeres Jærn og Kul, min Fader er Borgmester og -og - Steffan lever heller ikke af det, hans Fader er Herremand,« Susanna favnede ham i et ilsomt Smil.

Det boblede i Steffan. Se, se lille Brynte, du kan ikke altid kommandere! Løb du nu kun den ækle, skidne Vej, Susanna følger dig ikke! Men - hvad så? Det gik aldrig godt! Og kalde Jærnet og Kullet for Svineri - -

Brynte tav et Øjeblik, hans Vejr gik kort, han glippede med Øjnene og slikkede og slikkede over Læberne.

»Ja, ja da, Susanna. Det er ikke første Gang, du har løjet og brudt dit Ord til mig - og er du og Steffan så fine, at I ikke kan tåle Kul og Røg, så løb I kun jeres Vej! Men jeg skal en Gang have Faders Smelteovne og alle Smedjerne og Milerne og Gruberne med, og jeg er ikke for fin -«

»Å nej!« Susanna pressede den røde Mund hårdt sammen og strålede ud af Øjnene.

»Hvad mener du?« Bryntes Kinder blev grå.

Susanna bare så på ham, med sit tilknebne Smil.

Nej, nej! Steffan rakte Hånden frem - hvad var de uden Brynte?

»Du - du er ond!« Brynte gjorde et Slæng med hele Kroppen, »var du ikke en Tøs, så slog jeg dig ned! Nu -« han gav atter et Kast fremad og foer så i lange Sæt hen ad den tilsølede Vej, så Skierne banede lange, hvide Striber i Sneen.

Susanna lo, åbnede hele Munden og lo mættet.

»Så, nu bliver det slemt for dig at komme og bede om Forladelse!«

Men Brynte hørte ikke, hans grå Vadmelsryg og Gedehårssokker forsvandt mellem Sneflagerne.

Susanna lo stadig. Hendes Kinder brændte under det lyse Hår og den røde Hue.

Steffan trippede uvis. Hå, hun jog virkelig Brynte bort, og nu var de ene to, en Gang igen! Men - at hun kunde le - når han kom igen, hvad så? Og Vejen dér - det var en af de gamle fra Hertug Karls Kæmpeslæder. Kulkørerne fulgte den endnu, 300 År efter. »Ad den er al »Bjærgets« Rigdom draget,« sagde Fader og - nej, han var Herremand og Lærd, men - Milerne var hans, og Persberg Gruber - og Susannas Fader havde ejet Savolaxhyttan, før Bryntes tog den ... Og Jærnet, å Jærnet - -

Men Susanna vendte sit Ansigt mod ham og greb ham ind under Armene.

»Så, liden Steffan, nu er det os to, op med dig og stå fast!«

Han sprang op bag på hendes Ski, slyngede Armen om hendes Midje, tog fat om Slæderebet, og af Sted gik det, tværs ind mellem Stammerne, så Snebygerne fejede ned over dem, og de blændede jog mod tildækte Stene og store Stubbe og fløj til Vejrs med raslende Tænder.

Ind over Vejen fra Morgongåfva til Filipstad

I et Skimt så de Gården med de høje Dobbelttage, i den røde Skumring mellem Parkens Kroner, Ruinerne af Smedjerne ved Slusen, Farfaders Tårn -

Så svirrede de ned ad Vejen i et Medespor. Steffan vidste, det var Faders, og at han altså allerede var kørt til Byen. Ind under Fyrrenes Snehvælv - Tjurerne buldrede op over deres Hoveder, en skarp Hvislen, en sort Skygge ... Lappeskaden, den stygge Fugl...

Sne og Mørke strømmede forbi, hvidt- og sortgnistrende; Slæden huggede bagefter. Det fløjtede gennem hans Øren, tværs gennem Hovedet, i Sæt ved Andurens, Kortskiens, Tilløb, i Flugt på Langskiens Gænge. Han havde Susannas Hår i Ansigtet, ind i Munden, den ene Arm bandt om hendes Skulder, den anden, med Slæderebet, om hendes Hofte. Han smagte Sne og Kulde, hendes Hår, hendes Pels.

Så svingede hun, så brat, at han fløj ud til Siden, og, ved et nyt Kast, ind på Fyrrestien.

Og nu stod de ned over Mosesbacken, mod Daglösen, med hele den mørknende Himmel, de hinsidige Sneskove og Søens sorte Isdyb for sig -

Da i det samme et Råb gjaldede, Steffan fik et Stød, så han røg op gennem Luften og på Hovedet ned i en Snedrive, såe Brynte gribe Susanna om Livet, i så voldsom en Fart, at hun, med Skierne på, løftedes en halv Alen til Vejrs, og derpå kastedes ned i Knæene, for strax efter at rives op og ind til ham og forsvinde ned på Søen.

Da Steffan fik rejst sig, så han dem langt dernede som to tætte, sorte Fnug feje ind mod Byen, hvis Kirkekuppel og Tage tegnede sig mod den skyede Solnedgang.

Sporene af de utallige Slæder, der Dagen igennem havde fragtet Jærnet fra Savolaxhyttan og Solfors til Kristinehamn og Vestbrugene under Norges Grænse lå som Streger over den øde Flade. Skovene dæmrede kalkgrå derovre.

Steffan segnede ned på sin Kælke. Hans Åndedræt brændte hans Mund som Ild Å Gud, å Gud - hvor tit havde gamle Mychowitz ikke sagt ham, at han ikke måtte anstrenge sig, ikke løbe på Ski, knap nok med Slæde, og så - sådan en Fart! Men - Susanna havde grebet ham, han kunde ikke stritte mod, han havde slået sig ihjel, om han var sprunget af! Og - hvor var de fløjet! Som Fugle med Luft i Knoklerne! Kun Vindens Pil gennem Hovedet, hendes Hår og hendes Pels i hans Ansigt - å, så langt fra hin Plet på Gulvet derhjemme, hvor han havde drejet rundt om sig selv: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« å, så fri, og så tung, med hende - -

Han stivede sig lidt op, med Hænderne på sine Knæ, glippende med de våde Øjne mod Skumringen. Sødybet dernede, de grånende Skovmure, de røgsorte Skyer. Et eneste Lyspunkt blinkede mat; det var ovre på Idet, hos Farbroder Anselm, hvor Mamsel Svala gjorde Huset i Stand til Herrens Hjemkomst - hvis han kom - - Farbroder vidste aldrig nogen Morgen, hvor han agtede at sove den Nat -

Steffan blev siddende, ret op på Slæden. Han følte, hvor hans Øjne tørredes, hvor hans Kinder prægledes af Frosten, der nu kom med Aftenen. Han syntes, han gik i Et med Skrænten, de store Stene og Graner om sig, med det mørke Rum.

Han foer op - han var på Ansigtet dumpet ned i Sneen - -

Hvor var han? Ene, her i Mørket, på Mosesbacken, med Ulvene, med Bjørnene, med Skovrået og Jöns Jæger - Himlen sank over ham, Skovene og Natten ... Mennesker, der blev borte, der aldrig mere sås, blev Varulve og tudede omkring deres gamle Hjem - Smeddenes og Grubefolkenes Historier - -

Han snappede det stivfrosne Reb og styrtede ned ad Skrænten mod Søen.

Da han følte Isen under sine Hæle blev han rolig. Hå, han troede jo slet ikke på de Eventyr, som Brynte, som Susan, som alle de andre. Han var ikke en Gang bange for Bjørnene, de gik jo helt nede i Skovene om Östersjön. Og Ulvene - de havde rigtignok hylet slemt i Nat, Hundene havde glammet ustandseligt nede i Gården ...

Men - han skottede til bægge Sider - som en Grav stod Skoven om ham, høj og sort, under den lukkede Himmel.

Ja, Skoven, Skoven var han bange for! Han havde grædt som lille derhjemme, når Skovene suste om Morgongåfva, og han vidste, at de aldrig hørte op, at de blev ved, at hele Värmland var én eneste susende Skov. »Värmeskogen« sagde Farbroder. Og Märta Moll måtte synge sine Salmer for ham, og endnu i Søvne havde han grædt. Landene derude, de åbne, Nordanskog og Sunnanskog - Moders Land, Danmark, han længtes imod dem. Men fangen lå han i Skovenes Midte.

Ja, Skoven var han bange for, bange og bedrøvet - -

De andre, Susan og Brynte, de tænkte blot på Grubefruen, på Hyttegubben, Skov- og Sørået og Gasterne, de arme, små Barnesjæle -hå, de var dumme! Som hos Zacharias Pira, da de var små, i Lancasterskolen, da han altid måtte hjælpe dem ...

Men - han standsede, som fanget i sit eget Slædereb - hvad nyttede det, når de var stærke og kunde gøre, hvad de vilde, med sig selv og med ham? som nu i Dag, som den Gang i Tårnet...

Nej, ikke Brynte! pyt, hvad brød Steffan sig om Brynte? Han måtte lyde ham, når han befalede, en liden Tid. For Brynte var som en voxen Mand og vant til, at selv Hammersmeddene og Grubekarlene lød ham. Men så sneg han sig bort og vrængede Ansigter ad ham og huskede på alt det, som Fruerne i Filipstad hviskede om ham og hans Fader, når de sad sammen over Brodérerammen ved Kaffegilderne, og på, at han aldrig kunde lære Strelings gamle »Grammatica latina« og aldrig forstod de Digte, som Farbroder læste for dem efter Timerne på Idet. Men Susanna -

»Tøs!« hvæsede han pludseligt og spyttede.

»Tøs!« sukkede det hult ovre i Skovene.

Og Steffan tog atter til Bens, ind mod Byen, hvis Kirkekuppel og Tage begyndte at nærme sig i den sortgrå Himmel.

»Susanna,« hviskede han, »Susanna, vær ikke vred! Men - hvem er Skyld i, at jeg ikke kan følge med jer, at jeg ingen Kræfter har? hvem andre end du? Jeg kan huske, at jeg en Gang var en stærk Dreng, at jeg kunde klatre i Træerne og tåle at løbe længe, men -«

Den Dag i Tårnet - hun havde hidset ham op, revet ham med sig i Karriére ned ad Trapperne, for, lige idet han greb hende, at puffe til ham, så han styrtede ud over Gelænderet, ned gennem Etagerne, til første Stokværk, hvor Rækværket fangede ham.

Og hvorfor? Fordi Brynte var lige bag ham, og hun vilde fanges af ham - Brynte, som da just var kommet til Byen ... Å, om han aldrig var kommet, om de to altid var blevet ene!

Og først havde hun dog hadet ham, fordi hans Fader købte Savolaxhyttan, da hendes Familie måtte forlade den. Og endnu hånede hun ham, fordi hans Fader havde været Grubekarl, fordi ingen kendte hans Moder, fordi han ene brød sig om Jærnet. Og alligevel -

Som nu i Dag - hvor hun skreg, da Brynte greb hende - som Pigerne hjemme i Folkestuen eller omme bag Laderne og Boderne, når Karlene jog dem - af Angst og Raseri, og dog så sødt og svimmelt, som var hun glad ... Og Brynte, han rev hende til sig, som vilde han omfavne hende, eller vilde han slå hende ihjel, som han råbte før, da hun hånede ham. Susan og Brynte - der var så meget hos dem, som Steffan ikke forstod, men de var jo også næsten et År ældre end han, over femten År, og havde ikke ligget atten Måneder og ikke turdet røre sig for Bandagen og ventet at skulle dø hver Nat.

Jo, jo, han mente det: Tøs! Hun var det, altid, i Dag som den Dag i Tårnet!

Hun havde nået ham før Brynte, og hun havde kastet sig over ham og grædt og kysset, så han fik Ansigtet fuldt af Tårer og Hår, og råbt:

»Sig det ikke! sig det ikke, at det var mig!«

Og han havde lovet det, før han besvimede og mærkede, at Brynte løftede ham op.

Og han havde ikke sagt det, aldrig, til noget Menneske, kun hun og han vidste det, ej en Gang Brynte. Alle troede de, at han selv, i Farten, var styrtet ud over Gelænderet.

»Sigrid af Ekehielm« kaldte Märta Moll hende ... Sigrid af Ekehielm, den onde Frue i Karlskoga, som undlivede sine Mænd, Marcus Cronström og Crispin Flygge, og understak et uægte Barn og dog, ved Mened, fik bægge sine Svogre, der rejste Klage mod hende, dømt til Døden - som blev Värmlands rigeste Frue, men døde i yderste Nød og nu hver Nat gik uden Hoved i Alleen ved Bofors Hamre.

»Det skulde hellere være: uden Hjærte,« sagde Märta Moll og så ham stift i Øjnene.

Men - Steffan rystede på Hovedet - det nyttede ikke! For ingen havde smilt til ham som Susanna, og ingen kunde tage om ham så blødt og så fast, så han følte sig så let, som var han rask igen. Ikke Moder, ikke Fader, ikke Farbroder Anselm! Alle gik de omkring ham, tause og strenge, som så de ham ikke, - eller de talte ivrigt om Ting, som han måtte lytte efter og blev så træt af at skulle begribe. Og Märta Moll, hun havde aldrig Tid og vilde kun synge sine Salmer for ham, kun en sjælden, sjælden Gang fortælle om sine og sin Faders, den gamle Kunstmesters Rejser rundt til alle Värmlands og Dalslands Brug.

Men Susanna - Når hun lo, gjorde det ondt i hans Skulder, og glemte han det, som ellers aldrig ... Jo, når han fløj med hende på hendes Ski, som i Dag!

Og gik det hende en Gang som Sigrid af Ekehielm, og blev hun fattig igen - som hun jo dog havde været efter du Pont'ernes Tab af Savolaxhyttan, og til Juliette du Pont, Dronning Fredrika af Badens trofaste Hofdame, efterlod hende den Rest af sin Formue, som den kongelige Familie ikke havde nået at fortære i sin Landflygtighed -og blev hun hadet af alle, så skulde hun bo på Morgongåfva, og herske dér. Men Brynte, blev han fattig - som han var født til som Grubekarlens Søn - så kunde han dø, og Steffan skulde le ad ham!

Han troede så sikkert på sit Jærn. At han ikke vidste bedre! Det kunde gøre rig, som Bryntes Fader var blevet, men det kunde også gøre fattig, som du Pont'erne, Piscator'erne og de mange andre blev, der nu gæstererede i Herregårdenes Sidefløje og Pavilloner - som Hr. Sixten Råbock derhjemme - eller piskede ad Landevejene fra Sted til Sted og intet andet ejede end deres Hest, deres Karriol og. deres gamle Navne. Nu sad Brynte og hans Fader i du Pont'ernes Hjem, og Janne Piscator af Piscator'erne fra Thorshyttan, som de også havde taget, tjente dem som Inspektør.

Men - om Jærnet en Gang vendte sig mod dem? »Jærnet blev til og bliver stadig til i Ild,« sagde Fader, »og er mer ustadigt og ubarmhjærtigt end Ild.« Om den Ild en Gang tog Brynte, om Steffan og Susan blev ene igen!

Han løb under Kirkegårdens nøgne Skrænt, Fyrrene raslede deroppe med deres Isnåle. En Os af brændt Ved slog imod ham, de fyrede nok ordentligt derinde i Byen, Gnisterne fløj over Tagene som en Regn. Lys blinkede fra Bjærgmestergården og Vejerboden ved Havnen. Nu drejede Vikgatans Lygterække frem.

Han krøb over Bryggens Isblokke, pilede om Hjørnet af Vejerkontoret og travede frem ad Kørebanen, i Midten, på de ryddede Borgmestersten. De nye Aganderske Lygter brændte klart på deres Stolper oppe på Torvet, men her over Gaden flimrede de gamle »Ulveøjne« døsigt i deres Kæder. Træhusene lå alle i dyb Skygge, kun Brandmurene gnistrede glasgrønt - de var af Slakkesten ude fra Smelteovnene.

Her var dødsstille mellem de mørkerøde Vægge, mange Steder var Skodderne for. Vandet var frosset i Brandtønderne. En Kost stod lænet mod en Trappe.

Nu løb han ud over Torvet. Som en Sneørken bredte det sig foran ham over til Huget, hvor Elven piplede frem i sin Isrende. Længst henne til venstre lyste Ruderne i Gæstgiverkælderen »Svea«. Han så lige Kungsgatan ligge dér, tom og smal, med Lygtekædernes Striber over Sneen - så drejede han ind gennem Købmand Sandelins Gård, mellem de store Oplagsskure, og var atter ude af Byen.

Men dér foran, højt oppe i Himlen, flammede en Ild, og tæt ved, som en Genspejling i Mørket, én til. Det var Savolaxhyttans og Solfors' Højovne. Ustandseligt knejsende og duvende legede de som brændende Buske, og nu hørte han Blæsebælgenes Tuden som store Dyrs Jammer, Hamrenes Trampen og Vandfaldets Kog.

Derinde var Susan, dér var Brynte - og Fader ... å, Faders milde, brune Øjne ...

I det samme dukkede et Hestehoved frem, en Sky af Damp slog ned om ham, flere Hestehoveder, Mænd med Pelshuer - -

Steffan veg op i Snedyngerne, og Slæderne knirkede forbi ham -de stivmankede Nordbagger, de smudskede Ansigter under Hundeskindshuerne, de sortgrå Jærnhobe med røde Brudflader ... Mændenes og Dyrenes Frostånde, Stanken af våde Pelse og Tjærestøvler, Jærnets rå Kulde - -

Det var Folkene fra Nyed, Ægtbønderne, der med deres Læs hastede ned mod Byen. Om en lille Time kom Månen op, og de kunde over Daglösen og Aspen nå ned til Bjurbäcken og raste dér i Nat, for så i Morgen over Stora Lungen, Öjevättern, Hyttsjön og Bergsjön og gennem Sjöändeskoven nå Kristinehamn og Vänern.

Han mødte deres rindende Øjne, deres Brændevinsånde, deres Lugt af Sved og Rust, og begreb Susannas Ord, at hele Filipstad var én Svinesti af Jærn og Kul. Og dog - Men så var de forbi ham, uden ét Ord, og han løb videre i den Hulvej, som de nu flere Døgn igennem havde skåret ned i Sneen. Oven over de hvide Volde sprudede Bålet fra Savolaxhyttan, og Braget af Fossen, Hamrene og Bælgene drønede om ham.

Men - hvad var det? hør hvor de råbte!

Han ilede om Hulvejens Hjørne, og dér steg Højovnens sorte Tårn, med Fossen styrtende skumhvid foran og Ilden legende om det åbne Tag. Ild slog ud af alle Døre og op af Jorden mellem Sneen, sorte Mennesker ilede hid og did med gloende Jærn, og foran ved Broen stimede en Flok Fakler.

Og dér, i det spillende Lysskær, lå en Kæmpebjørn, i sin sorte Pels, med det stumpe Hoved på Kløerne og et Næt af Birkevidjer om den lodne Krop. Sneen boblede af Blod.

Steffan stivnede -. Og de havde sagt, at Bjørnen gik kun nede ved Ny Kroppa ...

Stemmer skreg omkring ham, imellem hverandre, Hænder fægtede, de lo. De var der alle: Inspektøren, Janne Piscator, gamle Bogholder Santesson, de tre unge Bogholdere, Kulkørerne, Hammer- og Sømsmeddene, Bælgdrengene - og dér Susan og Brynte Arm i Arm, med Ansigterne rakte langt frem.

Steffan følte en Svimmel - af muldent Løv, af Blod, af ensom Sved og Urin. Denne Klump af Mørke og Stank havde de slæbt frem af Skoven - Skoven han kom fra ...

Han skottede. En Armlængde fra ham stod den, Stamme ved Stamme, og den vrimlede af sligt, af vældigt Utøj! Skoven, der svøbte ham ind under sit Sus...

Hesten, den store Billit, blafrede i Flankerne, med gullige Øjekast. Men Køresvenden, lange Abraham Närke, fægtede med Armen:

»Vi stak ind i Hiet med Skistaven og brændte lige i hans Øre, da han kom.«

Derinde i Skovnatten, nede i en Hule - - At Bjørnen turde ligge dér, ene!

Å jo, om Steffan lå der selv og sov! Om Suset havde taget ham, gemt ham, som det så ofte truede med! om han blot ikke var blevet slæbt frem her til Jærnovnens Ild og Bulder!

»Hvad kan vi nu regne for Huden?« spurgte gamle Santesson Lucas Jæger, der med sit lange Hår og den tunge Flint ved Foden stod helt stille, som var det ikke ham, der havde skaffet det frygtelige Dyr frem.

»Hå ja, han er jo ung, se,« Lucas tvang med Støvlen det blodløbende Gab op, de hvide Tænder truede, det grønne Øje gled på Klem, »så nær en 100 Rigsdaler skulde der falde af Det gir de i Norge, på Grundsets Marked.«

»Steffan!« Susannas Stemme legede om ham. Han så på hende, hun smilte til ham, med fremadbøjet Hals, med Armen lagt i Bryntes.

Han åndede, i et hurtigt Smil. Ja, dér stod hun med sine runde, lyse Kinder, med sine blanke Øjne, midt i den sorte Menneskeklynge, midt i Skovmørket, midt i Ilden! Se, hun satte sin Fod op i Bjørnens Nakke og lo.

Men Brynte lyttede til Abraham Närkes højrøstede Forklaringer:

»Femogtredive Lispund vejer han. Vi troede aldrig, vi havde fået ham hjem. Mederne knækkede under ham, hvor sejge Graner vi end skar til.«

»Nå, nu ind med jer!« skreg Janne Piscators grelle Stemme, »se til, I kan komme i Arbejde, I Bælghunde og Smeddesjæle! Nåda! tror I, vi holder Jul eller Drefdans her?« hans Knippel peb gennem Luften med sin Blyklump.

Steffan foer sammen, med rynket Bryn. Den Stok havde slået mer end én til Krøbling. »Blodhund!« kaldte Farbroder Inspektøren. Men hvem turde modstå Blikket fra de hvidblå Øjne?

Hele Toget satte sig i Gang. Billits Hoved nikkede, Abraham strammede Tøjlerne, Folkene skød på, Faklerne bevægede sig, og ind over Broen gik det.

Fossen styrtede hen dernede, dens Byger piskede op over dem, Stænkene frøs i Håret og Pelsene.

Fakkellyset gulnede i det ildrøde Skær, der slog ud fra Smedde-Esserne, røg op af Jorden og faldt ned fra Himlen.

Børnene drejede ud fra Skaren, til Siden, over Stigbordsspangen. Istapperne sprang fra dens Gelænder, dannedes og sprang igen. Det mægtige Hjul hvirvlede sit Skumsvøb op over sig, gennemknitret af Gnisterne fra Esserne. Drønet af Stangjærnshamrene slog Øret ind, underpiplet af Sømhamrenes ustandselige Haglen. Tudet af Blæsebælgene sled sig, rykvis, som Dyrs Krampehyl gennem Buldret.

Børnene entrede op ad Højovnens Skråplan. Deres Fødder smuttede på Trinenes Isslam. Fladvognen, belæsset med de fire Trækulskurve, knagede op ved Siden af dem, halet til Vejrs af den lille, nedadskridende Jærnslæde. Larmen gled ned under dem som et oprørt Hav. Frosten bed i deres Ansigter, jo højere de kom, men foran i Døren flammede Hyttekransens Bål.

Højest oppe standsede de og så ned over det arbejdende Brug. Ild stod op af alle Skorstene og ud af alle Luger og Døre. De skimtede Smeddenes hastende Skikkelser, i de fodside Skjorter med Skødskindene og Huerne på Hovedet, gribe de gloende Jærnstænger, der krummede sig som rustne Søm; Drengene, der fløj rundt og rev i Stigbordenes Snore; Hamrene, der som vældige Næver styrtede ned over Jærnet, så Sole af Gnister et Øjeblik fyldte Smedjernes Døre; Fossens Fråde, der bestandigt piskedes rundt af Hjulet, blandende sig med Røgen fra Teglovnen, hvis Ruder gloede som Trolde, med Dampen fra Møllens Porte og fra de utallige Esser.

Nede på Bredden, hvor Malmen sprængtes i Røstegruberne, spillede Bålene over det indefrosne Jærnskib og Lersjöns Spejl. Histovre krøb Arbejdernes Rønner sammen, som Tuer under Savværkets, Brænderiets og Magasinets snedækte Volde.

Men lige nedenfor lyste Kontoret ud af alle Vinduer. Dets Dør gik uafbrudt, Jærnkørerne var ved at hente deres Penge.

Og dér, på den stejle Søbred, strålede Hovedbygningens mange Ruder. Men gamle Santesson havde sagt, at Fader ikke var kommet, ingen af Patronerne og Bjærgværksejerne var kommet, de forhandlede endnu inde hos Franz von Schéele, i Bjærgmestergården, med Ingeniørerne. Før om en lille Timestid ventedes de ikke herud. Det var kun Stina Ryd, som beredte alt til deres Komme.

Malmbragen brølede nede i Røsteovnen, så Stigen sitrede under Fødderne. Bestandigt ilede Trækulskærrerne ud fra de sorte Tremmeskure, og bestandigt drog Jærnkørernes Tog over Broen i det dæmrende Månelys.

I et Kuldegys smuttede Steffan ind til Hyttekransens Ild Lukt op af Gulvet foer det vældige Bål, buldrende gennem Tagets Gab op i Nattehimlen, som vilde det sprænge den.

Susanna og Brynte sad på de sodsorte Bænke, under Skråtaget, og Steffan krøb ind til dem.

Hyttemestren drejede just Svingskovlen i den lange Kranarm ud over Bålet, og ned styrtede Malm og Trækul, Gang på Gang, til Bålet sprang ovenud af sig selv, styrtende op ad sine egne Luer og væltende ud af Taghullet, lillablåt og spanskgrønt, mens Kul- og Malmdyngen skød op som et Muldvarpeskud gennem Luerne.

Heden tvang dem baglæns mod Sparrerne, hvor Kulden trængte deres Rygge. En blålig Månehinde sitrede over Vinduesgluggen, omflagret af Ildens Arme.

Så sejlede Svingskovlen tom tilbage, Kranarmen slog mod Taget, Hyttemestren listede forbi dem i sveden Sodlugt og stak i den gennemhullede Tavle ved Døren Pinden ind i det nederste Hul. Ja, det var syvende Opsætning, og nu skulde Udslaget komme - Ovnen tappes dernede.

»Susan, skal vi gå ned og se?« hviskede Steffan, han havde listet sin Hånd ind i hendes.

Altid når han sad heroppe ved Hyttekransen, måtte han gribe fat i Bænken, i Tagsparrerne, i et Menneske, at han ikke skulde suges med ned af Bålets susende Træk, danse som et Askefnug ud af dets Luger. Altid måtte han tænke på den Nat, da den forrige Ejer, Susans Farfader, gamle Melcher Hvittlock du Pont, kastede sig i Flammehvirvlerne dér, på alle »Bjærget«s Fortællinger om Vagabonders natlige Slagsmål heroppe, deres sammenslyngede Dans ned i Dybet...

Han plirrede gennem de knygende Luer. Han skimtede dem derovre, som Dynger af Klude - Tiggerne, »Masovnsborkarne«, sovende næsegrus på Bænkene eller udstrakte på Gulvet, ubevægelige som Lig ... Skovgængerne, hvem Højovnenes Ild og Lys kaldte frem af Vinternatten ... som om Dagene truende og tryglende drog gennem Landsbyerne, men som Skumringen samlede til Slagsmål og Drik, til Søvn og Død ved Flammerne. Hvert Brug havde sine »Borkar«, uden Navn og Hjemsted, forsvindende om Somren og kommende igen om Vintren, snart nye og snart de gamle. Ingen spurgte efter dem, om de i deres Rus frøs ihjel på Malmtorvet eller trillede i Hyttekransen eller hev hverandre derned. Ej en Gang Hyttemestren havde Tal på dem.

»Bjærget«s Rotter var de, hvem allerede Magnus Smeks »Bergsprivilegier« bød at udrydde: Her turde ingen ledige Hænder findes. »Bruge Bjærget«, det var dets Lov for hvert af dets Børn! Men - havde ikke Steffan været Arvingen til Morgongåfva, havde han ligget blandt Borkarne derovre ...

En Fugl foer ind ad Døren, tværs hen over Ilden, rejste sig et Øjeblik stejlt over Flammerne og hvirvlede så ud af Vinduet, i Måneskinnet.

»Se den, den søgte Lyset!« råbte Susanna.

Ja, ja - Steffan nikkede - Lyset og Varmen, derude fra Skovene, fra Bjørnene, fra Ødet. Han bøjede sig og kyssede hendes Hånd.

»Men Steffan da!« lo hun, Ildskæret gnistrede ud af hendes Øjne, hendes Hår, hendes lyse Hud Hun åbnede Munden, og han syntes, det flammede ud af hendes Hals.

De sad ene, Brynte rullede de tømte Trækulskærrer op på Fladvognen, tvang den lange Hejsebjælke bag Bålet til Siden, og ud kørte Kærrerne på Skråplanen.

Men nu vendte han Hovedet og så hen mod dem. Han tørrede Kulstøvet af sine Hænder.

»Vi går ned,« nikkede han kort.

De rejste sig lydigt og fulgte ham til Stigen. Men Susannas Hånd slap ikke Steffans.

Bundløst blånede Månehimlen dem i Møde. Luerne sprang og sprang dernede fra Tagene. Ildstrejf krysscde hid og did som Lyn. Men langs Skovenes sorte Bræm, over Himlens dæmrende Rand spillede Skærene fra Solfors, fra Thorshyttan, fra Hästhyttan, fra Fabianshyttan, fra Öna og Nicklashammar. Og fjærnere, som Blink af Skibe, duvende i et endeløst Ocean: Nordmarkshyttan, Motjärnshyttan, Stöpsjöhyttan, Snöbergshyttan. Og yderst ude, svindende og kommende, i irrende Gnister: Bjurbäckens og Storfors' Hamre, Ny Kroppa og Gammel Kroppa Ovne. Kun i Gabet mod Vest lyste Månehimlen pur og sval - dér hvor en Gang Morgongåfvas Ild havde leget...

Steffan sukkede kort. Hvad vilde han frygte Natten og Skoven for? Han stod jo her med hende ved Hånden midt i den strålende Ildring, der brændte om »Bjærget« hver Nat. Fra de var små, havde de set den skinne, fra Farfaders Tårn, som fra Hyttekransen her, Hjemmets Ildmur mod Natten.

Han så i hendes Ansigt og så det midt i Glorien. Og han bøjede sig mod det for at kysse det.

»Kommer I så?« Bryntes Stemme slog imod hans Øren - fremadstrakt stirrede han mod dem fra Stigen.

Steffan slap Susannas Hånd, men hun fangede hans op i sin og smilte til ham. Og de entrede sammen ned ad Skråplanens Dynd af Is og Kul.

Larmen steg op mod dem, op over deres Hoveder, og forbi det hylende Bælghus og den trampende Kvartsknuser dukkede de ind i Rådstugan, Udtapningsstedet i Ovnens Fod.

Som en omvendt Fakkel luede Ovngassen ud af sit Rør, jagende Skæret hen ad Loftets vældige Skråflade, den lave Stensyld og Støbeformene midt på Gulvet. Ovnens Kyklopmur tabte sig op i Mørket, med støvgrå Kvaderblokke, ormædte Bjælker og rustne Jærnankre. Som en Skyggearm rakte Udløbsrenden, Jærngaden, sig i skarpe Vinkler ud fra de sanddækkede Luger. Kølevandet fra Bælgene pølede uafbrudt, blinkende, ned i sit Trug.

Henne under Ovnen puslede en krumbøjet Silhuet i en Sky af Støv og Aske - Masmestren, der fejede Jærngaden ren til Udslaget og gned den med vådt Ler, at det ikke skulde fortære den. Ved Slakkehullet glødede det sidste, nyligt tømte Affald.

På Gulvet, foran Støbeformen, rugede de tre Masovnskarle på en lang Træskammel, ventende på Mestrens Tegn.

Sneen blånede ind ad Dørgabet Dunkelt, som Træheste, tegnede sig Bukkene derude, med de tomme, hængende Førselskurve.

Nu kastede Masmestren Kosten fra sig, greb et af de Spid, der hældede sig mod Ovnmuren, og drev det, foroverbøjet, Gang på Gang, ind i Ovnhullet.

Jærnskorpen brast, og ud vældede den gloende Strøm.

I et Nu blånede Gasfaklen, som en tændt Tot Hør, og hele det vældige Rum oplystes til Tagets højeste Sparrer og Væggenes fjærneste Kroge. Kranen sprang frem med Tang og Arm, Vægten med sine Lodder, Stabler af Jærnblokke, Kvarts- og Sanddynger.

Som et luende Alter stod Ovnen dér, flydende af Ild og Jærn.

Sneen veg bort, de så Esserne flamme bag Bukkenes Række.

Lynsnart var Karlene sprunget til. Den Højeste greb med en Bådshage Jærngaden og rettede dens Tud over Støbeformen. Som en gloende Bæk skyllede Jærnet ned, i Rum efter Rum; som en Kæmperist tavlede Formkasserne sig ud over Gulvet, alt som Felt på Felt fyldtes og skummedes ren for den sorte Fråde af den anden Karls Skrabejærn, mens blå og grønne Funker hvirvlede som dæmoniske Insekter.

Og nu lå Risten dér lig et kæmpemæssigt Vindue, strålende ud af alle sine Ruder som fra en underjordisk Festsal, et Lykkens Rige, fyldende hver Vrå af den sorte Smedje med sin Glans.

Steffan og Susanna bøjede sig tilbage. Heden svirpede mod deres Ansigter, så Hår og Øjenlåg svedes.

Men henne ved Døren stod en Flok Arbejderbørn, af de mindre, som endnu ikke var i Gang på Bruget, rystende af Kulde i de usle Laser, med Øjnene mod den strålende Rude.

Brynte satte i et Spring omkring Risten, så tæt at hans Hæle sendte en svag Røg fra sig. Han var tilfreds, Udslagets Farve viste, at det forholdt sig med Grafit- og Svovlgehalt som det burde. Han nåede Tavlen på Ovnens venstre Mur, just som Loddet, der hidtil havde peget på Syvtallet, gled til Vejrs i sin Snor og forsvandt op ad Muren; nu satte Hyttemestren deroppe sin Pind i sin Tavles øverste Hul, og Kresløbet begyndte påny.

Syv Opsætninger og så Udslag, syv Opsætninger igen. I syv År brændte denne Ovn, Dag og nat, uudslukkelig, stod så i tre Ugers Reparation og brændte atter i syv År - og således havde den brændt i over to Århundreder, fra Jules du Pont, Susannas Farfader, kom her til Landet, med Louis de Geer og de mange andre Valloner, som »Bjærgværkskongerne«, Gustaf Vasa og Karl den Niende kaldte ind

Og nu, i samme Time måske, tømtes de andre Ovne, som de havde set brænde deroppe fra Hyttekransen, »Bjærget« rundt: Solfors, Thorshyttan, Hästhyttan, Niclashammar, Öna, Kroppa og de andre, som de ikke havde øjnet, men som dog flammede dybest inde i Skovene, ved de høje Fosser eller de skjulte Søer: Mögsjöhyttan, Hieronymushyttan, Dannemanshyttan, Varghyttan, eller de bag Horizonten, ind mod Dalarne og Västmanland: Långbans- og Långbansändehyttarne, Gåsborn, Hällefors og Rämen, eller Kæmpebrugene ned gennem Klarelvens Dal: Hagfors, Munkfors, Mölnbacka, Deje ...

Og samtidigt hamrede Hakkerne dybest nede i Persbergs, Paysbergs, Långbans, Tabergs, Finnmossens, Nordmarkens, Ägg- og Änggrubcrnes natlige Orter og Stoller, Fakkelskæret flygtede ad Kalkstenen og Gråbjærget over de sortgnistrende Jærnårer, ustandseligt rislede Vandet og raslede Kærrerne af Sted Hejsetønderne gnislede i Slangangenes Træbaner, Hestene stampede rundt og drog dem, Tomme for Tomme, op til Dagen, Polhems Kunsten duvede og knagede som Spøgelsealleer af nøgne Stammer, pumpende Grubevandet ud

Og imens kørte Ægtbøndernes lange Tog hen over Daglösens, Aspens og Lungens måneblå Is, eller op over Alkvättern, Frövättern, Ulvättern, mellem de dødssorte Skove, at bringe det udsmeltede Jærn til Brugene langs Glafsfjorden eller rundt om Frykensøernes Bredder: Hillringsberg, Stömne, Rottneros, Stöpafors, eller til dem højest oppe i Finnskovene eller inderst inde mellem Norges Bjærge: Lyred, Vägsjöfors, Kristinefors, Mitanderfors, og de andre, de utallige, hvis Steder og Navne han knap kendte, hele »Bjærget«, hele Jærnets Rige rundt, fra Häljeboda i Vest til Grythytta i Øst, fra Letafors i Nord til Björneborg i Syd

Og ned over Vänern hastede store Flokke med Jærn til Åmål, Vänersborg, Lidköping, Mariestad, Göteborg ...

Og Susanna, hvis Forfader havde rejst denne Ovn, »Bjærget«s ældste Masovn, havde spyttet på dets Vej og kaldt Filipstad en Svinesti -Filipstad, »Järnbäralandets Hjærte«, hvorfra al Jærn strømmede ud over Sverrig, Danmark, Norge, England, ja den halve Jord

Hvorledes var det nu? »Jærnet, der er nødvendigere for Menneskene end Korn og Brød, Jærnet, som de har fablet om med den dumpe Stenkniv i Hånden; som de i Cæsars Dage vejede op med Guld - Jærnet, der grønnes i hvert Blad og hver Blomst, som det rødner i hver vor Dråbe Blod og i hver af vort Hjems mindste Stene - det enevældige, Verdens Betvinger og Forløser!«

Steffan nikkede mat. Således, ja således var det, Farbroder Anselm havde talt - - For han selv -

Han lukkede Øjnene, mødig af Ilden om sig, døvet af Malmens Bragen i Kærrer og Ovne, under Hamre og Knusere.

Jærnet, det havde været om ham, fra han fødtes. Han lugtede og hørte, han smagte og så kun Jærn. Himlen flammede af Ovne, Jorden gabede af Gruber, Skovene røg af Miler, Vejene vrimlede af Kul- og Malmkørere. Alle Mennesker var Grubeejere, Brugspatroner, Bjærgmænd, Smedde, strax han dukkede frem fra Vejen til Morgongåfva -den eneste, der endte i Gården, ved Skytstræets Rod ...

Han havde klamret sig som lille til Märta Moll og skreget, kold af Angst og Nød, når han så dem: Hyttefolkene med de askegrå Ansigter, de lungehæse Stemmer, de hvide Hår; Smeddene med de døve Øren, med Ryggene, der groede skæve, Benene, der krøb under dem som vredne Stammer; Grubekarlene med de hængende Arme og Hænder, de ludende Hoveder og blodskudte Øjne.

Han havde skåret Ansigt ad dem, af Hån og Had, gemt sig i Märta Molls Skød og grædt.

Og han havde elsket Farfader, fordi han havde ladet Fuglene bygge Reder i sine Esser, ladet Morgongåfva Elven skylle over Smedjernes styrtede Ruiner og Skoven lukke sig om de øde Fattigstuer.

Elsket ham trods Billedet i Slægtssalen derhjemme: Ansigtets blålige Hud, Panden, der knudredes som af Horn, Øjensprækkerne, der gulnede som Bjørnens før. Trods Folkenes Hvisken om, hvor han havde drevet sit Brug ved Hundepisk og Træhest og Spidsrod; med Blodhunde jaget Rømlingene, der i Fortvivlelse sneg sig bort for at dø i Skovene. Ti 1703s Lov gjaldt ikke dem: hvem på »Bjærget« vovede at tage imod og løskøbe en af Patron Choräus de Besches Folk fra Adamshyttan - som Morgongåfva den Gang hed?

Ja, elsket ham trods Billedet af Farmoder, som hun sad dér ved hans Side, næsten nøgen i sin Sky af Slør, med gyldne Hårbånd og frie Lokker, med Amorsmil og Baisez-moi, men med et Blik, der endnu, snart et halvt Århundrede efter, fik Steffan til at græde ...

Den smukke og glade General for Värmlands Regiment, Hugo von Matérn, havde, den Gang han, mistænkt for Delagtighed i Anjalaforbundet 1788, frifandtes ved sin Fændriks, Sixten Råbocks Ed, men i Unåde afsattes og overlodes til sine talløse Kreditorer, fundet sin Frelse i Patron Choräus' Bejlen til hans yngste Datter. Og den sextenårige Pige havde ægtet den sexogtressindstyveårige Olding, efter at han i Morgengave havde nedbrudt Adamshyttans Hamre og slukket dens Ild, hvis Bulder og hvis Hede hun havde svoret, at hun aldrig kunde vænne sig til.

»Hun var en Forbryder!« havde Brynte råbt, en Gang de i Ophidselse skændtes på Adamshyttans tilgroede Dæmninger, »hun gjorde Värmlands rigeste Brug til en Ruin og dets driftigste Patron til en Nar!«

Men Steffan havde smilt. Å Brynte - som altid forstod han intet! ikke at Farmoder, mere end »Bjærget«s Ild og Jærn, havde frygtet for dets Herre, Patron Welam Choräus... Og da det utrolige skete, da han brød sine -Våben for hendes Fod, måtte betale ham med Livet!

»Men hun fik Tak som fortjent!« havde Brynte hoveret. Farfader havde hadet hende, fra den Dag Hammerslagene tav, og skyet hende og flyttet op i sit Tårn og ikke set hende, de tre År hun endnu levede på Gården, til hun førtes til Vadstena Sindssygehospital, og han kort efter fandtes hængt i Bjælkeværket øverst oppe i Tårnet - af hvem? af sig selv eller af sine Folk? hvis usle Levebrød han tog den Dag, da han standsede det Brug, som han havde smeddet dem til for Livet.

Ja, takket havde Steffan den Farfader, der endnu hver Nat sås flakke jamrende rundt på sit Brugs Ruiner, med de sprængte Øjne, den blå Tunge, den grå Hårmanke - som han blev fundet i Vintervindene i Tårnet, af Bogholderen Anders Stenkula og Tjeneren, gamle Cornelius.

Og han havde lét ad Bryntes Harme, ad hans Besværgelse om, at han, Steffan, en Gang skulde bygge Hamrene op og tænde Ilden påny her, hvor den rigeste Skov, den stærkeste Elv og de letteste Forbindelsesveje over Søerne sikrede Jærnet en Fremtid som intet andet Sted i Värmland.

Men nu - fra hin Aften i Fjor ... Å, var den blot aldrig kommet! havde han kun altid fået Lov til at tro sig i sin Ret, som Susanna, når hun spyede ad Jærnet! Havde han stedse kun set det som »Trældommens Smuds, Rovbegærets Rust« som Farbroder selv - men det var en anden Gang - havde lært ham det...

De havde den Dag på Idet læst i »Völsungasagan« om Rejgin, at han arbejdede i Jærn, Sølv og Guld. Brynce havde med hede Kinder spurgt, hvem Rejgin var, og Farbroder havde svaret med Bogens Ord, at det var »en mægtig Mands Søn«. Og samme Aften fandt Steffan i Lektien hos Lagerbring, at Guderne mødtes på Idawall og rejste Ovne og byggede Smedjer og smeddede Våben og Værktøj ...

Han havde stirret - Guderne, de lyse Aser, havde de bygget de ildsprudende Ovne og smeddet i de stinkende Smedjer! Jærnet - »Iliaden« gav ikke Jærnet Lov til at følge Helten i Graven, uden Kobberets og Broncens Glans som det var, kun godt nok til Bondens Redskaber! Og dog kaldtes det Pelidens Kamppris og »det violblå Jærn«! Og i Märta Molls Bibel - forjættede ikke dér »Mosebog« Israels Børn om Kanaans Land: »hvars stenar äro jern, och där du malm ur bergen huggar«? og Kongen i Bazan, den sidste af Rafaérne, skrinlagdes i en Højtidskiste af Jærn, »ni Alen lang og fire bred« ...

»Fa'r,« han havde rejst sig, bleg, med Lagerbring i Hånden og peget, »har Aserne da skabt Jærnet?«

Men Farbroder, der lige havde sunget Schuberts:

og hvis Kinder endnu blussede af Sangen - Farbroder, der jo slet ikke var Steffans Farbroder, men alle Värmlands Børns, og Faders nærmeste Ven, gav ham ikke Tid at svare, men råbte:

»Ja vist! véd du ikke det? »Baaenepe«, Himlens Jærn, kaldte Ægypterne det: Osiris sendte det som Meteorer fra sine Skyer.«

Fader løftede Hovedet, men Farbroder begyndte at gå frem og tilbage i den store, halvdunkle Sal, mellem det gamle Linholmske Klaver, Moders Harpe, de mange grønne Planter og Stolene fra Morfaders Hjem i København. Hans Hår og Skøder flagrede, hans Hænder fægtede, som greb han gennem store Strenge, mens han sang sin Hymne til Jærnet... Å, Steffan kunde huske de Ord, som var det i Går de blev sunget! Skulde han nogensinde kunne glemme dem?

»Jærnet! hør de ældste Folkeslags Sange, Rig-Vedaen, Zend-Avesta: de priser det alle som Gud! find det forvaret på Brystet af gravlagte Høvdinge, fra Sfinksen i Karnak til Turans Grave og Chorsabad ved Tigris! Se Kæmpebroen af Jærnkæder og Jærnpiller, der under Dynastiet Hao-Ming-Ti spændte over den 1000 Fod brede Afgrund i Provinsen Yun-nan, og Kæmpevejen Inkas i Peru: 250 Mile, mejslede af Stål gennem Cordillernes Bjærgmure! Se det vældige, Jordens Kæmpe, Kulturens Våben og Nøgle i Ægypternes, Fønikiernes, Grækernes og Romernes Hånd! se det gå til Grunde i Folkevandringens Bølger af Barbarer fra Asiens Mørke! Rust og Glemsel æde det under Ruiner og Græs, til det atter klinger dybt nede i de ældgamle Gruber, Romernes Skatkamre, i Noricum, og derfra sejrrigt drager frem over Verden, over Böhmen og de tyske Bjærge til Spanien, til Nederlandene, til England, Sverrig, Värmland!

Og,« Farbroder standsede, hans Øjne luede, »hvad gjorde vore underjordiske Skatte ud af os, af det Rige, som Birger Jarl og Magnus Ladulås skulde skabe af Kaos? Våben og Penge rakte de dem af den blodbesudlede Jord, fuldtrustet sprang Ridderkoret op af dens Gruber, slog sin Ring om det søndersplittede Land og sin Lås for Bondens Lade og Kvindens Hjem! Og siden, op gennem Tiderne, til vore - hvem bar os frem på sin stærke Ryg? hvem gjorde lyst i vore Urskove, hvem tømrede vore Boliger, hamrede os i sit eget Billede og sendte os ud over Jorden, en uovervindelig Skare, i Gustafernes og Karlernes Dage?

Og videre frem, gennem Uår, Krig og Ruin -! Slå efter i »Bjærgog Kommerskollegiet«s Annaler og læs Chifrene for vor Malmhøst, fra 1300 til nu! slå op ved vor Ragnarokstid, fra Karl den XIIs Død og til 1800: 157,000 Tons gav os hvert År den Jord, som vi besmittede med Broderblod og Brændevin, til vi med det nye Århundredes Morgen igen stod i Verden som en Stormagt: Jærnets, med mere end 38 procent af al Jordens Jærnproduktion!

Og nu vi, Värmerne, selve »Bjærget«s Børn -« her greb Farbroder Fernows »Beskrifning öfwer Wärmland«, der altid lå fremme på Faders Pult, mellem hans og Farbroders Dokumenter til deres nye »Beskrifning« og læste:

»Jernbergen äro just de, som en gång skaffat Wärmland i ljuset« og råbte: »Hvorfor er vi det udkårne Folk blandt Sverrigs Stammer? Hvorfor flyder vort Land med Mælk og Honning, med Skønhed, Musik og Glæde? hvorfor fødtes her ej alene Ericsønnerne og Igelström, men Geijer, Tegnér, Byström, Troili, Fryxell og hvor mange skal jeg endnu nævne? hvorfor er vi ej blot ihærdigere, men gladere og friere end nogen anden Provins? hvorfor fører vi ej blot Mars'es Våben, men Apollons Lyre?«

Ør af de majestætiske Navne, svimmel af de ældgamle År havde Steffan lyttet... Det var Jærnet, der taltes om, »de Begærliges og Trællenes Metal«, og det var Farbroder, der sang det ud i Stuen, som ellers sine tyske og svenske Sange, sine Operaer og Kor:

»Värmlands Sokkel og Krone!«

og standsede med tilbagekastet Hoved og Ansigtet lysende som før ved Prisen til »Du holde Kunst...«

Farbroder, som boede derovre på Idet, hvortil man kun kunde komme over Søen eller ad Jægerstier; som vandrede dybt inde i de store Skove og sang til sin Violin eller i Høststormene bar sin Vindharpe op på Bjærgene og jublede til dens Brus... Farbroder, hvem Damerne i Filipstad spottede for hans lange, flagrende Hår, hans løse Halstørklæde og Knæbenklæder; som hele Värmland kaldte »Poeten på »Bjærget«« eller »Anselm på Vejene«, fordi han aldrig sad mer end to Dage hjemme på Idet, men spillende og syngende kørte langs alle Elve og over alle Bjærge at hilse på hver Fugl og hvert Menneske, han mødte, på Herregårdene og i Kulsvierhulerne, at tegne alle, spille og citere Digte for alle, for Brugspatronesser som for Finner ...

»Anselm Phosphoros, tænd Lys i Värmeskogen!« stod der foran i »Fågel Blå« med selve Atterboms Skrift.

Og nu -! Susanna og Steffan havde hånet Brynte, når de så ham knæle i Andagt foran Savolaxhyttans rygende Jærnblokke, som bad han for dem - eller til dem, som de gamle Bjærgmænd, Zacharias Pira fortalte om fra sit Barndomshjem i Nora... Susanna fandt jo de Blokke kedelige, og Steffan lo!

Og nu så han Jorden knæle som Brynte!

Her på Morgongåfva, hvor Fuglene sang i deres Reder, uforstyrrede af Bælge og Hammerslag; hvor Stjærnerne brændte, som før deroppe fra Hyttekransen, urørte af Ild og Røg; her hvor ikke Punseboller og Spilleborde, men Bøger og Musikinstrumenter fyldte hver Krog, her i Steffans Hjem, hvor Bryntes myndige Mine blev uvis og spag, blot han kom over Tærsklen - her lød nu hans Riges Pris, og det Rige kaldtes Jorden!

Steffan spejdede på Fader og Moder efter Svar. Og han hørte Moraklokkens: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« Her kom aldrig Fremmede, kun Farbroder, de Gamle i Bäckstugan, Gudmoder Hulda af Jacobschöld, og en sjælden Gang Faders Morbroder, Biskoppen af Karlstad. Her var aldrig Dansemusik og Gildebulder, mens Gæster hver Dag rykkede ud og ind i de andre Gårde. Her fortaltes aldrig Jagteventyr eller Historier om Naboerne, her taltes kun om Bøger, om Videnskab og Vers, om Begivenhederne i Stænderforsamlingen i Stockholm eller ude i den vide Verden eller i Historien. Og han lyttede efter og anstrengte sig for at forstå og glemte at lege, for ingen spurgte nogensinde om, hvad han legede, ene mellem de store Møbler.

Og nu hed det pludselig, at Jærnet var alt, mer end Videnskabsmændene og Digterne!

Jamen hvorfor hørte jeg da kun om dem? Hvorfor brød I da Ovnen og Smedjerne ned derude og gjorde Morgongåfva til det ensomste Sted?

Havde han da intet fået, han som troede, han havde fået mere end alle Børn? Fader, Moder, sig mig, at jeg fik det Rette, ikke Brynte!

Men Moder drog kun sin Nål gennem Syrammens Perler. Lampekuplen, der var malet som Jordkloden, bredte Lyset af sine Have og Mørket af sine Lande over hendes Hår. Hun smilte, sit kølige Smil, som havde hun intet hørt, som lyttede hun til fjærne Stemmer - som altid, når ikke netop Fader talte til hende ...

Moder fra Danmark, Datter af Professor i Historie Wahl ved Københavns Universitet - »fra den Heibergske Kres og Nordens Athen«, som Farbroder sagde, flyttet op til Värmeskogen... »Hun kan ikke lave én af Retterne i Kaisa Warg!« fnøs Damerne i Filipstad, Matronerne med Forklæder og Kapper. De hadede Moder for hendes fremmede Dragter og hendes fremmede Sprog, fordi hun næsten aldrig kom udenfor Morgongåfva og ikke hørte, hvad de sagde til hende.

Men Fader da, som alle Mennesker holdt af, fordi han var så god, og lyttede til, fordi han var så klog ... nu måtte han da glemme at være sky og vende sig mod sine Bøger!

Som altid om Aftnerne, når Farbroder Anselm læste Vers eller sang til Moders Akkompagnement, sad han i Armstolen i Chiffoniérens Skygge. Steffan kunde skimte hans Ansigt med den sorte Rand af Skæg og hans Øjne -.

Faders Øjne, de havde været hans Trøst, når Moders gjorde ham ene, sagde ham, at hun havde glemt ham, siden hun så ham sidst. I Timer kunde han vente i sin Krog på, at Fader skulde se op fra Bogen og smile. »Eric Herman kan smile vor Vinter til Sommer!« sagde Farbroder Anselm. Og dog var Steffan angst for de Øjne og ønskede, at de var som Moders. For gamle Mychowitz stirrede så vist ind i dem, når han kom på sit ugenlige Besøg for at lytte til Faders Hjærte.

»Det er hans Moders, salig Fru Immerentias, som Patronen skræmmede af Led!« havde gamle Cornelius jamret, den Gang Fader var så syg, at de troede, han skulde dø.

Skulde nogen svare på, om Jærnet var »Verdens Herre«, som Farbroder nu sang fra Klaveret med et Vers af Schiller: »Dér hvor Jærnet gror, bor Verdens Herre!« måtte det vel være Fader, hvis Forældre bægge døde for dets Skyld ...

Fader så på den sorte Taktstok, som han, der ikke selv kunde spille eller synge, altid legede med under Moders og Farbroders Musik, og sagde så, dæmpet:

»Du glemmer andre Ord af Fernow, Anselm, om det Folk, som bor:

Du glemmer, hvad Värmlands Storhed har kostet.«

Å ja - Hyttefolkene ... Steffan lukkede Øjnene og hørte Märta Moll læse af Mosebogen om Israels Børns forbandede Liv i Ægypten, at det var som Livet i en Jærnovn ... Og han vidste det: det var ikke Ilden selv, Larmen selv, Mørket selv, han frygtede - som Farmoder, som Adrian på Solfors. De rejste som en Storm i ham, et Råb, et Svar - han vilde styrte sig mod dem, til Brydekamp eller Død! springe som gamle Melcher du Pont i deres Favn! Han var ikke bange, som Adrian van Harmst, der fik Ligfald, sidste Gang hans Fader, den store Brugsherre på Solfors og Hästhyttan, tvang ham til at gå med ind i Smedjerne og op i Ovnene og derfra ledte ham hen til Grubehullet. Men han hadede Jærnet for de Skove, det fortærede, de Skyer, det antændte, de Mennesker, det vanskabte ... for de Violiner og Fuglesange, det overdøvede, som en Gang Kirkeklokkerne Huldrens og Nøkkens Stemmer. Han hadede det for dets Almagt, for dets Nytte -for Bryntes Skyld og, han vidste ikke hvorledes, for Susans med!

Farbroder så hen mod Moders Hoved i Lampelyset, og han smilte, som tænkte han nu på noget helt andet.

»Ja, Eric Herman!« nikkede han, og hans Fingre spillede en Melodi i Luften, »tror du ikke, at jeg takker for Faders lille Løjtnantsgård, for Idet derovre? at jeg hellere strøg med Tiggerposen ad den store Tatervej, end jeg på Bunden af min Ovn fandt Slakker, som dem de samler i Fattighusene på Savolaxhyttan, Solfors, Thorshyttan, eller hvorhen vi går? - Men - vilde du, at Jærnet skulde sove i Jorden? Det kan det jo ikke en Gang, det er jo Magneten selv! Og Folkene -husk på Blinde-Olle på Savolaxhyttan! En Jærnspån tog hans Øjne, men den sidste Tid han kunde se, nyttede han til at smedde sig en Medalje, som den de bærer, Veteranerne fra 89, fra 1808 eller 13.«

»Og hans Pension,« smilte Fader, »blev Skuret derinde, Vandvællingen med Talg, Barkbrødet og Fuslen.«

»Ja vist, Eric Herman, ja vist! Men du sagde ikke, hvad du vilde, vi skulde gjøre med Jærnet - og uden det?«

Uden Jærnet - uden Hyttekransen og Ovnene mod Natten, uden Kugler og Øxer mod Skovene ... ingen kunde leve her! Men da var Jærnet jo alt her på »Bjærget«, da skulde jo alle bære Våben som Ridderne en Gang!

Men Farbroder gav ikke Fader Tid til at svare, han kastede sig på Taburetten, slog Klaveret an og sang med høj Røst:

Siden, da han var kørt hjem over Daglösen, lo Fader:

»Nu véd jeg da, at Bror Anselm for en Gangs Skyld har passet sin Part af »Värmlands Beskrifning« og studeret Agricola: »De re metallica« og Swedenborg: »De ferro« - så han kan dem udenad!«

Men Steffan sov ikke den Nat. Han havde ladet Skodderne stå, og han så langt borte under Himlen Savolaxhyttans Bål skinne. Og han hørte Skoven suse, som da han lå syg. Men nu ikke mere som Døden. I Nat hørte han Farfader sukke derude over sine Ruiner. Og han syntes, det Suk kom fra Gårdens Syld, hvor Jærnet brød frem som et rødt og vredt Ansigt, der vilde ryste Huset af sig - fra Jordens Indre, der var fyldt af Jærn, som hans eget Blod, og kaldte ad det, som Magneten.

»Bruge Bjærget,« lød Magnus Smeks Lov. »Ingen skal gå løs, og hvo der ej vil arbejde, skal Fogden sætte i Kisten.«

I Måneskinnet dér på Væggen, over Reolernes sorte Bogmasser -ti hvor fandtes der ikke Bøger her i Huset? - dæmrede Gyllenborgs mørke Bryn mellem Bellmans Lut og Hedvig Charlotta Nordenflychts nøgne Barm, og i Steffans Øren ringede, fremsagt af Farbroders begejstrede Røst, »Vinterqvädets« Hymne til »Cyklopers svarta läger«:

»»Dydens Sanger«, »den svenske Digtnings Romerånd«, som her i »Nordens stille Lande« fandt »Verdens ældste Spor« og hvert af dets Børn født at tjene dens enbårne Cæsar: Jærnet!« råbte Farbroder.

Og Steffan havde svoret over for Brynte aldrig at forløse sin Jord derude, sine Fædres Arv, sin Lod i Cæsars Rige ...

Han skjulte sine Øjne mod Puden, og fra hans Sygdoms Vågenætter nynnede Märta Molls Stemme den Vuggevise, som nu rundt om i det vide Sverrig dyssede dets Børn i Søvn:

Og som i Febernætterne drømte han, at han hvilte på Engen ved Hemtjärnet i Morgongåfvas Skove, en Sommerdag, han og Susan alene, inden Brynte kom ...

Hun holdt Hånden mod Solen for hans Øjne, og Himlen blev rosenrød. Hun var fem og han var fire År gammel, og de åndede, Kind mod Kind, i Græsset så stille - å så stille ...

Hendes Åndedræt ved hans Øre, en Guldsmeddevinge over deres Pander, et sagte Kor af Skovduer og Gøge ...

Da -

et Gys - Skoven - de var ene - dens ukendte Mile - - hvad skjultes derinde?

Sammenslyngede stirrede de, oprejste, mod Fyrregrenen, som hang dér ud over de lavgrå, mossede Blokke - så var Susan borte, i et Skrig - Græsset hvislede om hendes Løb.

sang Trolden, ene for Steffan i Skoven, i Febernatten ...

Og i Nat nikkede nu Steffan under sin Guldås -: under Farbroders Violin, Moders Klaver, Märta Molls Salmer, i Troldens Dåb af Sand, hans Søvn på tusinde År. Mens Bryntes Stemme sang derude, bag alle Guldåse:

Og Susan svarede:

Steffan lyttede. Hvorfor, hvorfor de Gaver? Jo:

med Værnet mod Lindormen: det Jærn, hver Svensk var født for at dyrke, Sverrigs Ære og Styrke ...

Ja Bro'r, å Gud, Bro'r! Mikael, Tvillingebroderen, der døde i samme Øjeblik, han selv fødtes!

Steffan satte sig over Ende, med Sved på Panden - som i hine Nætter, trods Bandagens Tryk, trods Märta Molls Hånd:

»Hvorfor døde du, lille Broder? trængte jeg mig frem over dig - og vanskabtes i Legen med Susan og Brynte? en Ørkesløs på »Bjærget«, en Forbryder mod dets Lov! Hin Hånd i Tårnet, der slog mig til Krøbling, en svag, en frygtsom, var den ikke Susans, men din, Mikael - Straffens?«

Altid havde det været forgæves at græde af Længsel efter Mikael, Legebroderen i Morgongåfvas Ensomhed, at gruble over om Fader og Moder havde agtet dem, hvis de havde været to, om de glemte ham, fordi han var ene.

Nu blev det ufornødent midt i Springen og Legen at standse, i Skræk og Anger, og stirre på Sengehimlens Sparlagen, om en Hånd kom frem, et Ansigt, der var hans eget og dog ikke hans - hans, som han drømte det om Nætterne, lyksalig og stolt, og græd over om Morgenerne ikke at finde i sit Spejl... Nu havde Mikael hævnet sig, nu var Steffan selv en død, lå under Guldås...

Og udmattet var han i hine Nætter sunket om i Märta Molls Arme. Mikael krævede ikke længere derude det Liv, som Steffan dog ikke fik.

Men i denne Nat lød en anden Røst. Slægtens, »Bjærget«s, ja Jordens Stemme, der forlangte sin Tjener.

»Da Astrologerne lagde hver af de sex Planeter, som de kendte, under et Metal, lagde de Jorden under Jærnet,« sluttede Farbroder.

Jorden under Jærnet? Steffan svimlede. Ja, men da sagde han selve Jorden fra sig - ti: se dens Gud!

Herfra, hvor de nu sad, kunde han se over i Stangjærnssmedjen, hvor den store Smed Varg svang Hamren rundt og rundt over Hovedet i nøgne, senede Arme. Han var døv som alle Hammersmeddene over fyrre, men medens hans Jævnaldrende, nedbrudte af Lungesot og Blodgang eller vanskabte af Gigt kravlede om ved Savmøllens Miler eller ved Bælgene eller rugede ovre i Fattighjemmet, svang han endnu utrætteligt Slæggen.

Nu slap han den, greb med Tængerne og Bælgvanterne den gloende Jærnstang og tumlede den i vild Hast under Vandhamren, hvis uhyre Skygge foer op og ned, og hvis Drøn rystede Bænken herinde. Men om fire eller fem År skulde han sidde derovre hos de andre bag ved Teglovnen og Bryggerset.

Og Masmestren dér - Han var ikke de halvtreds, og han så ud som firs, krumbøjet, hvidhåret, grå som Aske. Og hans unge Karle, som rugede dér så sammensunkne, så hvidøjede i de sorte Ansigter, som tænkte de ene på, at nu skulde de snart til at bryde de stivnede Jærntavler, rejse dem ved Kranens Tang og hugge dem løs, Felt for Felt, lægge Prøvestykket på Hylden og stable de øvrige i Ægtkurvene -og så begynde forfra med Udslaget Natten igennem, mens alle andre sov ...

Se, dér kogte en lille Kasserolle på Støberanden med Mel og Kartofler, al den Føde de fik - til Spande af Brændevin.

Kun hveranden Lørdag var de hjemme, hos Konen og Børnene, i Rønnerne ovre under Skoven. Den gamle Masmester, han sov i sine Klude i Hullet derinde under Bælgene. Han havde ingen Stue ejet, siden hans Kone for mange År siden døde af Tæring. Og alle skulde de, før eller senere, ende i Fattighuset, sønderlemmede - om ikke Jærnet var barmhjærtigt og knuste dem med ét Slag, som dem Gravmulden gemte som sønderslagne Skeletter ...

»En Slægt af Trælle er de, i sørgmodige Led stammende ned fra hine første Jærnets Arbejdere som Loven 1340 drev ind i de gloende Ovne eller ned i de isnende Gruber: Forbrydere, som således frelste deres Hals, og om hvis »rysliga öden« og »fasansfulla jammer« Olaus Magni talte. Og ingen, hvis Blod ej gennem Slægt på Slægt er blevet brændt foran Essen og stivnet i Bokhusenes Slud, hvis Ledemod ej er blevet strakte af Stangjærnshamren og Rendeværkets Tænger, hvis Ryg ej er garvet af Jærn- og Slakkeblokkene og Fogdens Knippel, hvis Øjne ej er fortinnede af Ildskær, Frost og Brændevin kan én Dag bære Jærnets Åg. Det løfter ingen, selv ikke den Stærkeste, som første Mand, det bærer kun et Tog af Slægter!«

Ja, således havde Farbroder sagt, den Gang da han kaldte Jærnet for »Trældommens og Rovbegærets Metal«, da han hed i Panden skændtes med Samuel van Härmst. Men Brugsherren havde løftet de udstoppede Skuldre og smilt sit knebne Smil:

»Det er Jærnets, ikke vor Lov!«

Steffan foer sammen, Susanna rørte hans Hånd.

Og i den blålige Glans af Sneen og Flammerne skred en Skikkelse forbi derude i slæbende, hvidt Lin, med Håret bølgende over Skuldrene, på nøgne Fødder.

»Jesus!« brast Steffan ud - Himlens Gud nedstegen at dømme Jordens!

Susanna lo, lo ham ind i hans blegnende Ansigt. Og Brynte vendte sig på Støbeformens Rand og spyttede: »Den gale Zegoel, ja!«

Men Masmestren havde sluppet sin Tang, og de tre Karle havde lettet sig halvt op af Sædet, stirrende - nu sank de alle tilbage i et Suk.

Sveden stod Steffan på Panden. Han tørrede den bort med rystende Hånd

Ja, Zegoel, ja, det var jo kun Zegoel, den gale Grubearbejder fra Taberg, som kaldte sig »den ukendte Gud« og vandrede Bergslagen, ja hele Järnbäralandet rundt, kom og gik med Års Mellemrum, men altid nær Gruberne og Ovnene, vidnende og forjættende om det nye Riges Komme.

Steffan klemte Neglene ind i Hånden. De lo, de vrængede ad ham, ad hans Had, ad hans Håb!

Og pludselig brød han ud, truende:

»Nu går jeg over til Fattighuset!«

Susanna så op på ham, smilende, med Knoerne støttende under Hagen:

»Nej da - hvad skal vi dèr? Her er da meget morsommere!«

Brandskæret fra Støbeformen brændte over hende, gennem hendes Øren. Steffan stirrede på hende. Ja se nu lignede hun Brynte! Han havde grædt endnu i Dag, over at han var anderledes end de. Men før vilde han dø end være dem lig, de to, der var så rolige og ligeglade, Datteren af ham, der havde tændt denne Ovn, og Sønnen af ham, der holdt dens Ild vedlige. Nu vidste han, hvorfor han hadede Jærnet for Susans Skyld -: fordi hun lignede det - og han måtte elske hende!

I det samme sprang Brynte ned fra Støbekassen.

»Ja, vi vil over i Fattighuset. Jeg har ikke været dér en Måned. Og nu er Formen her kold.«

Steffan så på ham, så mat i Knæhaserne som efter et svært Løb og ved et fejlt Mål.

Og dog - han vidste det jo: han havde jo set Brynte mere end én Gang redde Smeddene og deres Drenge fra Janne Piscators Stok, fra Pryglene på Kontoret og fra med Hustru og Børn at jages bort fra Bruget at øge de vandrende Tiggerhorder på Landevejene - for et fejlslagent Stangjærns eller en sprukken Jærnbloks Skyld, eller fordi de havde solgt af det Kul og det Jærn, som de fik til overs af de Kvanta, som Inspektøren hver Ugedag tildelte dem. Og han havde hørt Brynte sige: »Hvad skal de andet? Stangjærnssmeddene har, for sig og Mestersvend og Kuldrengen og hele sit og deres Hushold 60 Rigsdaler Rigsgæld om Året og Ret til at købe 6 Tønder Rug og 12 Tønder Havre for billig Pris - om ikke Bøder trækkes fra. Og Sømsmeddene har omtrent det halve. De År Kartoffelhøsten slår fejl, dør Børnene og de Gamle som Fluer.«

Men at Brynte forstod ham - han tålte det ikke! Han skulde være Jærnet, og Jærnet vilde Steffan hade!

Og han hørte Faders Stemme om Blinde-Olle: »Og hans Pension blev Vandvællingen og Talget.« Ja, ja, skønt hjalp det at ynke de Fattiglemmer, som man selv havde skabt! med Brændevin at forynge dem, man som tiårige gjorde til Mænd og som trediveårige til Oldinge! Nej Brynte, giv dem det Rige, Zegoel så, da han sad i »Bjærget«s Inderste, da han ved Skredet i Östra Tabergs Grube, klemt inde mellem Klippeblokke, hørte sin Fader og sin Moder, sine tre Brødre og sine femten Arbejdskammerater skrige tvende Døgn igennem, om Hjælp - der kom den tredje, da han sad ene levende mellem tyve Kager af Kød, i en Skjorte af Blod og med selve »Bjærget« på sin Isse og Nakke!

Siger du, Brynte, som alle Patronerne sagde den Gang: »Det er ikke vor, men Jærnets Skyld!«? Nu, så sig Jærnet fra dig, så undsig det! og jeg skal tro dig!

»Himmelsendt« kaldte Farbroder Jærnet - baaenepe - »Kulturens Våben og Nøgle« - Nøglen til en Jord som »Bjærget« og Våben til at forsvare den med! »Vi takker Krigeren for Jærnet,« sagde han hin Aften, »Krigeren begærede Jærn, da Agerdyrkeren nøjedes med Sten og Horn.« Og Krigeren fik Jærn og lagde Jorden og sig selv under dets Lov. Kvæget og Kornet mættede sine Dyrkere, Jærnet knuste dem til Tak, fra sin første Tjener, Grubekarlen, til sin sidste, Soldaten. Våbnene priste Farbroder:

»Damascenerklingerne, udhamrede af Meteorer på Java, etsede i Kong Thutmosis' Fabriker under Antilibanons Fod, flammende over Europa i Korsfarernes Hænder - Vikingetidens runeristede Øxer, stålsatte af Bolsmedde i »Bjærget«s Skove, Finspongs Kanoner, der hentedes af både Blåmand og Tyrk, Romernes og Napoleons Verdensherredømme, Gustaf ernes og Karl'ernes Stormagtsvælde. Sværdet, der gjorde Mennesket lig Gud, Lynsvingeren!«

Og Farbroder selv? Jo som fjortenårig løb han hjemmefra - til Grækernes Frihedskrig, til Polens eller Belgiens Opstand? han vidste ikke selv hvorhen! - men indhentedes af sin Fader, Løjtnant Rikard, i Göteborg. Under Studenter- og Folkeurolighederne i 30'ernes Tyskland bevogtedes han på Idet som Fange. Og til den ægyptisk-tyrkiske Krig nåede han ikke ned - at hævne Chios, »Delacroix's og Byrons Ø«, ti hans Moder blev syg og døde. Og i 1848 fablede han om at kæmpe med Lamartine, Garibaldi, Kossuth eller Görgey i Paris, Rom eller Wien, men nøjedes med at følge med Sandels Bataljon til Fyn og Flensborg og vende tilbage efter Slaget ved Fredericia uden at have svunget eller smagt sine priste Sværd ...

Steffan kneb Munden hårdt sammen. Den Gang var det Længslen efter Moder, der drev ham ... Ti hans Kamplyst og Mod kendte Steffan og »Bjærget« fra Bjørnejagterne og Slagene mod Røver og Fant!

Men hans Fætter, Digteren Beppo Sommelius, blev dernede og faldt ved Dybbøl, idet han sang - å, Steffan hørte Anselm synge det derhjemme!:

Steffan så på Brynte, som han stod dér ved Støbeformens gloende Rand, rank og spændstig, i sin grå Vadmels-Vams, med de hvide Snesokker. Om nu den Brud gav ham, som Beppo, Jærnringen - der, sagde Farbroder, var Romernes Fæstensgave ... Om Jærnet lod ham, dets Herre, smage sin »Lov«! Nu, nu, bi kun! Bryntes Tur kom nok også - som du Pont'ernes, da de måtte forlade dette Brug! »Jærnet bliver til i Ilden, og er mer ustadigt og ubarmhjærtigt end Ilden,« sagde Fader.

Se Risten dér, den glødede nu dunkelrød med blånende Støberande. En Ildebrand rasede dernede i Festsalen, de sidste Levende kvaltes. Om Hovedbygningens skinnende Ruderække derovre brast i Lue, smeltede og sprang, om Inspektør Janne Piscator, Brynte, hans Fader og alle de andre Brugspatroner omkom!

»Nu går vi!« nikkede Brynte.

»Uf nej da!« Susanna krøb sammen i Skuldrene, afværgende, »hvad har vi at gøre i Fattighuset? dér er så ækelt!« hun rynkede på Næsen.

»Snak!« Bryntes Stemme skar af, »vi har det at gøre, at se efter dem! Fader har ikke selv Tid til det. Så må jeg. Kom nu!«

Susanna gabede og strakte Armene fra sig i Pelsen. Faklen flammede om hende. Ja, om den vilde fortære hende! hun der hånede Jærnet og Brynte og dog lød ham og skulde være Herskerinde på dette Brug, sine Fædres! hun, der havde slået Steffan til Krøbling, og som han måtte elske, fordi hun var sund! o ja, fortære hende - så han blev fri for hende og Jærnet!

Nu lå Ruden dér, sort og forkullet som Rummet om dem. Arbejderbørnene listede ud i Sneen, som atter blånede ind ad Dørgabet, her var ikke mere Glans herinde end i de mørke Rønner under Skoven .. Nu viftede kun den sørgelige Fakkel, ene og jagende, under Loftet.

Og Steffan rejste sig og fulgte efter Brynte og Susan - endnu hvor længe? Å Zegoel, hvor længe?

»Tag dig i Agt!« Brynte rev hende til sig. Susannas Pelsstøvle røg, hun havde nær trådt på den gloende Gade, som Slakkestenene byggede gennem Sneen.

»Uf, her er ækelt!« skreg hun, men smilte Brynte hurtigt ind i Ansigtet, som huskede hun - Brynte havde dog vist ikke »bedt om Forladelse« ...

»Af Vejen!« et Par Mestersvende styrtede frem med en Gøs, en gloende Jærnblok, imellem sig.

I det samme sprang et Isspejl, stort som en Rude, over Børnenes Hoveder, haglende i Stumper.

»Brynte, hjælp mig!« Susanna dukkede sig.

»Snak, det var bare Hjulet, der kom i Gang!«

Brynte pegede på Fælgene, der piskede Isvandet i deres Øjne. Bælgdrengen, som havde hugget dem løs, foer forbi. Gennem den flåede Blålærreds-Skjorte sås hans nøgne, fjortenårige Legeme. Soden tegnede hvert Ribben og sad i Kager om Maven og Lårene. Sveden gnistrede i Rim fra hans Øjenbryn og Bryst. Nu sprang han ind i den gloende Smedje.

»Kommer du?« brølede Varg truende og vendte de hvide Øjenkugler mod ham, mens han ustandseligt hvirvlede Hamren over Hovedet.

Ilden flammede til, Drengen drog i Stigbordskæden.

»Lad os bare komme bort!« Susanna smuttede under Højovnens Gasrør, der sort og leddet rakte ud over dem gennem Mørket.

Ja, bort Susan, men hvorhen? Å, du vilde det jo sidst af alle! Og jeg - jeg må følge dig, altid! De løb forbi Rækken af Bokhusene, hvor i det flagrende Lys fra Røstegruberne grå Hoveder og skælvende Hænder kom frem - Oldinge og Børn, der huggede den røstede Malm til.

Stanken fra Smeddenes »Labbhi«, sød af Halm, salt af Sved slog om dem. I en Sky dampede Huset ad sine fire Dørgab, mod fire Verdenshjørner. Gennem Tågen af Lugt og Em skimtede de i det østre Rum Hvileholdet - de lodne Hoveder, de tykke Rygge -. Pressede ned i Båsene sov de i den sønderflængende Larm, efter femten Timers Arbejde, mod femten nye.

De løb forbi Sømbodernes lange Skure og Rysteristen, der hang tung af Istapper og Sne. Foran dem tårnede sig de uhyre Trækulsoplag som sorte Bjærge med Sne på Toppen. Kulstumper knitrede under deres Fødder som Glas, Kærrerne rullede uafbrudt ud fra Tremmehusene og op ad Højovnens Skråplan, i tjæresur Os.

Hyttekransens Ild flammede øverst deroppe; bøjet og sort puslede Hyttemestren om den.

Inde i Dampen fra Vaskeriet sled de halvnøgne Piger i det koghede Vand fra Bælgene. Røsteovnens Tårn, der ludede sig til Højovnen som den ene gigantiske Stærkasse til den anden, glimtede ud gennem alle Træets Fuger af sin indre Ild, med Månen hængende som en Kugle over sit Skråtag.

Brynte sprang ind ad den lille Dør ved Foden, i Skarnskuret, og kastede et Blik op til Lugerne, der brændte i Ovnens Tønde med klare Flammer. De havde fået en ny Mester deroppe, men alt var vel.

Og de fortsatte deres Løb ind i Lyset fra den åbne Kontordør. Inspektør Janne Piscator og de fire Bogholdere var ved at betale ud til Ægtbønderne og Kulkørerne. Angen af våde Pelse, Transtøvler, Blåvadmel og Brændevin stod ud over Trappen, hvor Sneen var kørt sammen i en Grød af Jærn- og Kulsnavs. Det flagrede derinde i Skæret fra Spiddelysene af Sex- og Tolvskillingssedler, af 50 Rigsbanksedler, ja af gule 100 Banksedler, og klirrede af Kobber og Sølv, af Styver og Specie.

Børnene standsede. Penge var sjældne at se, undtagen ved Skatteting, Fasting eller Oxhelgen. Men i Dag var det jo Lørdag den 1ste December, Oscarsdagen, den store Afregningsdag med Nyed Bønder, der skulde hjem, og Kulkørerne.

»Det er Løgn!« Janne Piscators sorte Skikkelse foer op og hug Næven i Bordet, så Seddeldyngen, Gåsefjerspennen og Spiddelysene sprang. »105 Rigsdaler Rigsgæld vil du ha'? Du skulde ha' leveret 35 stigar Kul? Det er Løgn i din Hals! du har skåret falsk på Kulstokken! Se her min!« og den lille Karvestok fløj hen ad Bordet.

»Jamen, 'spektør, jeg -« en duknakket Ryg krøb frem - det var Jan Petter, en af Faders Bønder, Steffan kendte ham strax.

»Snak!« Piscator truede ad ham med knyttet Næve, »tag du 55 Rigsdaler og vær glad! Det vil sige: hvad betalte vi for dig i Skatter i Vår? og hvor meget Jærn, Salt og Korn har du fået? Nibelius, slå efter i Magasinsbogen! Hå, vidste jeg det ikke! Det går lige op, din Tyveknægt! Ikke én Rigsdaler får du! Se til, du kan rappe dig mere efter Jul! Næste Mand frem! - Lindblad, Lindblad, Brændevinsjomfruen hid!«

Lindblad, fjerde Bogholder, som Børnene var så fortrolig med -han var jo kun tre År ældre end de - ilede med flagrende Skøder hen til Kamingesimsen, hvor Dunken stod mellem Tvebakker og Tobaksruller - Gaver til Storbønderne og dem, hvis Vej lå lettere til Solfors...

Foran Bordet bredte sig Tunne i Fallet, med Hundeskindspelsen om Ørene, med Skødskindet hængende over Fedtlædersstøvlerne og Piskens Snært snøret om Armen.

»67 stigar Kul!« skingrede Janne Piscator efter Hovedbogen, slående Takt med Karvestokken, »201 Rigsdaler! betal Tunne ud, Santesson! Hva? hva fals? Ha, ha, ja naturligvis! Nibelius, skriv Tunne en Seddel på 500 extra Søm! Tunne er en Mand, som Bruget véd at skønne på. Lindblad, kommer den Snaps og den Tvebak? og en Rulle Tidemands Skrå!«

Nede foran Trappen, i Kontorets brede Skyggebræm, sad de andre Flokke af Bønder, tættrængte på de lave Bænke, med Huerne ned i Øjnene og det løse, hængende Hår, ventende. Kun da Inspektørens skældende Stemme nåede dem, skottede de til hverandre og flyttede sig uroligt. Ude i Måneskinnet holdt deres Køretøjer, de små Nordbagger og Ölændinge og Kurveslæderne sorte af Smuds, tredive, fyrretyve Stykker, omkring Klokkestablens snedækte Tag og Spir.

Blodet brændte i Steffan. At Bønderne ikke sprang op, at de ikke brød ind og slog Piscator ihjel! Han var uredelig, han bedrog dem, på Kulstokken, på Møllevidjen, i Magasinsprotokollen - vidste de det ikke alle! Jan Petter fra Folkestuen på Morgongåfva, den gamle Bonde fra Kytthyttaskoven, alle hans Arbejdsdage i Vinter med Milen og i Skoven, skulde de blive uden ét Runstyckes Løn?

»Brynte, vil du ikke -«

Brynte så koldt på ham. »Hvad véd du om, hvem der har Ret? - Se først det efter - om du kan!«

Steffan vilde svare. Men Brynte og Susanna løb videre, og han måtte med dem.

»Det er min Faders Bonde -« begyndte han stakåndet.

»Så skulde din Fader give ham Arbejde!« skar Brynte af

Steffan blegnede. Det var sandt! Alle de Bønder, som Farfader havde smeddet til Adamshyttan, måtte nu arbejde for Savolaxhyttan, Solfors, Thorshyttan eller de andre Brug, som endnu var i Gang, fragte deres Kul de lange Veje og tage de Kår, der bødes dem efter Brugspatronernes Vilje.

Jan Petter fra Kytthyttaskoven ... Længst var Kytthyttans Flammer slukt, og Adamshyttan kaldte ikke mere Mennesker til sig. Det var ej blot Smeddenes saltstinkende Labbhi, som Blomster og Træer voxede over derhjemme. Inde i Skovene groede Stierne til, Rønnerne stirrede med tomme Ruder som i Digerdødens Tid, da af alle Levende på »Bjærget« ene Märta i Nyhyttan færdedes mellem Ravne og Rovdyr ... Tyet til andre Brug var Morgongåfvas Bønder, og dér - så han ikke Jan Petters Lod? Men - han nikkede stift - på Dommens Dag, da de Blinde, Lamme og Værkbrudne skulde vidne om Jærnet og dets Herrer, skulde Fader frikendes! Bedre at Ulve og Ugler boede i Husene end Skabninger som de, der fyldte de endnu levende Brugs! Og dog - Jan Petter, Bonden, der alt var for gammel til at flytte, da Adamshyttans Ild, som han havde tjent fra Barn, gik ud -: øget hans Vej og hans Nød havde de, sendt ham fra det hjemlige Åg til det fremmede! Og uden at kunne hjælpe måtte Steffan se ham under Janne Piscators Knippel. Men - var det Faders Skyld, at »Bjærget«s eneste Føde for dets Børn var Jærn? Ingen Herremand var mod Husets Tjenere som han - og Patronerne trak på Skuldrene og lo. Men havde Adamshyttan endnu gået, måtte han have madet sine Folk med Kul og læsket dem med Ild - eller han var bleven en Fredløs på »Bjærget«! Ikke ét Skippund Jærn havde han kunnet sælge ved Fasting, men før eller senere havde en gloende Stang fundet Vej til hans Hjærte.

Jærnet lød sine Love! Jan Petter, løft en Gang din Klage mod dem! Vi kunde ej mer end sige dem fra os - og aldrig tage dem på os igen!

De løb forbi Laboratoriet, hvis Iskrystaller blinkede på Bjælkevæggene, ind i Teglværkets Gyder, hvor Halm og Granris fejede dem i Ansigtet, med Lugt af Ler og Harpix. Brugets Larm døvedes bag de høje Reoler, Ildskæret flagrede over Halvtagene.

»Når jeg kommer til, skal Janne Piscator væk!« sagde Brynte pludselig, »men Fader kan ikke undvære ham.«

Steffan rakte Tunge i Mørket - nej, det tror jeg! Patron Thorlander kunde knap skrive sit Navn! Han havde fordrevet Piscator'erne fra Thorshyttan - nu lod han sig lede og bedrage af deres Søn! Jærnets Lov!

De dukkede rundt om Teglovnens sorte Tønde, forbi Bryggersets Luger og Mæskekar og standsede foran Fattighusets mørke Væg og tilsneede Ruder, som lå dér under det høje Månelys, der gnistrede i Snedriven på Trappen. Her kastede ingen Vej, og ingen gik ind eller ud - uden Brynte.

Og pludselig vidste Steffan, at han vilde ikke derind!

Han havde kaldt på dem derinde for at hævne sig på Brynte og Susanna, for at skaffe sig Oprejsning, få Ret, for - han vidste knap hvorfor - kun, at han vilde ikke, at den Dør skulde gå op!

Men Brynte vadede allerede gennem Sneen, med Susanna i Hælene, og Steffan krøb efter, syg af hvad der ventede ham. Men - han måtte følge dem også den Vej ...

En Pestsky slog dem i Ansigtet, mødtes i Døren med Kulden og hyllede dem i sin rådne Ånde, Salmesang lød fra Mørket:

Det var Blinde-Olle, den store Smed, der havde mistet bægge Øjne, da Luppen sprang i Diglen. Han sang bestandig den Salme. Ja se, nu da en Hånd slog Ild, og Trøsken fængede, dukkede hans nøgne Hoved som en vældig, grå Sten op af Mørket, med Øjenhullerne lukkede af Brynenes Strå og Munden gabende som en Revne.

»Olle!« hvæste en Stemme, »den unge Patron! den unge Patron er her!«

Men Olle, der som alle Smedde var stokdøv, sang videre:

Hans »Krigsmedalje«, som Farbroder Anselm talte om, funklede i Lyset af Harpixpindene, der nu spiddedes i Plankevæggen, eller lagdes på Bordet, med den brændende Ende ud i Rummet Og frem dukkede de, der i Mørket havde lyttet til den Døves og Blindes Sang.

Steffan blev kold om Hårrødderne. Så han ret? Sad han med Zegoel i »Bjærget«s Inderste? Han havde set dem før, men da ved Dagens Lys. Og nu - her i det gustne Skær fra Fyrreklynerne, i det røde og grønne fra Slakkestenene, der glødede rundt om i Mørket som sviende Ovne, steg de frem som Fabeldyr af Jordens Inderste, Væsner fra Folkenes Beretninger på Morgongåfva om Resare-Bengts Eventyr -: fuldkomment nøgne Hoveder som Struds-Æg, opspilte Øjne, glippende gennem Stær, tandløse Munde som Fiskesvælg, Pander som bulnende Paddehatte, idiotisk lallende Tunger og fægtende Håndflader med afklippede Fingre, Armstumper som brudte Vinger. Og over dem, på det regnbuebelyste Loft ravede en anden Flok frem, en ny Skyggeverden, med Hoveder som Kugler, med Rygge som Hvalers, med Arme som Goplers og som Luffer, fangende mod Brynte og Susan, mod ham. Og et Kor af Stemmer kvækkede og gurglede gennem Smeddens Sang:

»Gi' en Sexskilling, Patron! å en lille Lap!«

»Gi' et Fingerbøl, bare et lille Fingerbøl Brændevin!«

»En Stump Skrå, å en lille Stump!«

En lang Arm, kødløs og hvid som et Skelets, hagede sig fast om Bryntes Skulder. Skikkelsen forsvandt i Mørket, men en bedøvende Stank af Forrådnelse slog op som af en revnet Grav, og en ganeløs Stemme peb:

»Lille Fa'r, lille Patron! sig til Mychowitz, at han skal komme og tage mit andet Ben. Å, jeg kan ikke sove! De kryber og kravler om mig, Maddiker og Orme!«

Steffan følte Susans Hånd i sin, den blev iskold og våd, idet Stemmen lød

Det var Blåsare-Maja, Calle Kjälms Enke, der efter Mandens Død havde røgtet Bælgen og fået Benet revet af i de Hjul, som en Gang knækkede Calles Brystkurv.

Det sortnede for Steffan - af Mørket, af Osen, af Virvaret om ham. Han måtte huske den Gang, han faldt i Farfaders Tårn, Nætterne, han havde ligget og ikke kunnet sove for Spændetrøjens Pres og Skovens Sus, og noget, han vidste ikke hvad, kom til ham, i Stumheden, i Bruset, og vilde slette ham af Stuen, af Livet. En Ulv tudede ensomt nede på Daglösen, et Suk gik gennem Gårdens hundredårige Tømmer, det funklede glemsomt af Fosfor ...

Og han svævede i Rummet, ene, indelukket i en Glaskugle, som de små Mennesker han havde set i en Bog ovre hos Farbroder Anselm, en Bog, der hed »Magia divina«, og som Farbroder sagde, var meget kostbar.

Å, om han aldrig havde set den - og dem dér! Det var ikke sandt: han havde ikke ondt af dem! han tænkte kun på sig selv: at han lignede dem, at hans Ryg var som deres... Han blev syg, han blev harsk i Halsen af Lugten af Enebær, Ammoniakvand og Millefolium, af Stanken af ældgammelt Smuds, af runkent Kød og forrådnende Sår -af sig selv, sin Pukkel, sine Sygdommens Nætter derhjemme - ja af Märta Molls Salmer, af Farbroders Violin og Moders Sange!

Hvorfor, o Gud, hvorfor?

Fordi hver Dråbe i hans Blod, som hver Sten i Morgongåfvas Jord var rød af Jærn, og fordi Susan, fordi »Bjærget« drog ham, som Malmet Magneten, som Morgongåfva Farfader af hans Grav!

»Blodet, han mangler det,« sukkede Mychowitz, »de røde Blodlegemer, som er Jærn ..«

O Gud, manglede han dem blot! Havde han givet »Bjærget« sin Part, sit Blod, som Skikkelserne dér! var han entlediget, fri som de! Men fordi Farfader slog Adamshyttan til en Ruin, tav ikke Jærnet i Jorden - eller hans Suk over det om Nætterne, hans Blods Higen mod det!

Og fordi Susan styrtede Steffan ned fra hans Spring mod hende den Dag i Tårnet, sprang han det mod hende Dag og Nat - og faldt, som hin Gang!... faldt ned i dette Rum, ned blandt disse Skikkelser, ned i »Bjærget«s Inderste, dets skjulteste Dyb, og skreg, som den Gang, mod hendes og Bryntes Lykke-Sang derude ...

Og dog - dog jublede det samtidigt i ham, her i dette Rum, blandt disse Vanskabninger, øredøvende, vildt, af Hævn, af Triumf, ja af Sejr over Susan, over Brynte, over Drengene i Zacharias Piras Skole, der havde hånet ham for hans danske Sprog, for hans krumme Ryg; over Damerne i Filipstad, over Patronerne rundt på Brugene - jublede, mens Tårerne brændte hans Kinder, og Hulken kvalte hans Strube, jublede, jublede: »Dér kan I se! Jærnets Lov! bi lidt, så er I som vi!«

»Ha, ha, ha, ha! lurilurilurilumlumlej! Ha, ha, ha, ha! lurilurilurilumlumlej!« skraldede en Latter, to Krykkestokke dundrede, og i Katteøjegløden fra Slakkestenene svang sig en benløs Klump, rundt og rundt, i korte Hop, med det langhårede Hoved rullende bagover af Latter.

»Lille Patron, det kryber og det kravler -«jamrede Blåsare-Maja.

En Hånd rørte ved Steffans. To nøgne, kvindelige Bryster svulmede mod ham, to Hænder bar dem frem, to sorte Øjne strålede mod ham:

»Se Janne, se Janne Piscator, det er mig!«

Smukke Hadda, Hammersmed Vargs Datter, som Janne Piscator voldtog i Skarnskuret; som i Fødslens Øjeblik kastede sig i Kuldammen at drukne sig og sit Foster, men fødte på dens Rand, med Hovedet sunket i den jærnfyldte Pøl...

Susanna gav et Skrig, Brynte rakte Armen ud, den Gale sang og svang sig i sin dundrende Krykkedans:

»Hahahaha! lurilurilurilumlumlej! Hahahaha! lurilurilurilumlumlej!«

»Gud lade sit Ansigt lyse over Eder!«

Steffan tumlede. Kom Englen og væltede Stenen bort, fra ham, fra dem alle? skødes Jærnslåen fra?

Høj og hvid stod en Skikkelse i Døren, med udbredte Arme, med nøgne Fødder under Kåben:

»Herren give Eder Fred!«

sang den Blinde og Døve i den bratte Stilhed.

Som stivnede under den Tryllestav, der havde vakt deres afsindige Gestalter af Mulmet, stirrede de Syge rundt om, liggende hen over Bordet, hængende på hverandres Skuldre, kravlende på Gulvet, ludende på Krykkerne - på Skikkelsen i Døren.

Og gennem Steffans Hoved foer det gamle Salmevers fra »de Helliges« Andagt i Morgongåfvas Folkestue:

For - stod ikke Zegoel dér som Englene i Salmen:

Ingen vidste, hvorfra han kom, og ingen hvorhen han gik, ingen uden Hytte- og Grubefolkene havde hørt ham tale, men -

ti hvo kunde forløse ham, forløse disse Skikkelser, forløse Jorden af Jærnet, uden en Gud, en »ukendt Gud«, en gal?

»Han hører til på Danviken!« sagde Damerne i Filipstad og gyste, »skandaløst han skal have Lov til at gå rundt og skræmme Livet af Folk!« Men Hadar Böös, Præsten, råbte sig blårød i det store Ansigt: »Så sandt Konventikelplakaten af 1726 endnu gælder, trods alle Satans Drabanter, skal han ende i Karlstad Tårn!« Men kom han til Morgongåfva, bød Fader ham indenfor og gav ham at spise og lod ham varme sig ved Ovnen og tvætte sine stakkels Fødder, der altid, Vinter og Sommer, var lige nøgne på Birkebarkssandalerne, og lyttede længe til ham. Ti ene til Fader af alle Herremændene vilde Zegoel tale. »Han er sindssyg,« sagde Fader, »og dog hører jeg ham gærne,« og han rystede på Hovedet, som forstod han ikke hvorfor.

Men i dette Øjeblik, her i »Bjærget«s Inderste, forstod Steffan. »En Ånd taler igennem ham,« sagde Fader. Om den Ånd kunde få de Blinde til at se, de Lamme til at gå, og Blodet i ham selv til at tie - ja: bryde Jorden af Jærnets Magt!

Og nu, da Blinde-Olle, der intet vidste om, at Zegoel var kommet, sang videre:

kom Steffan til at ryste over alle Lemmer, som var hin opladende og sejrende Hånd over ham. Ja Gud - fri mig ikke til Jærnet, men fra Jærnet!

I det samme mærkede han Susans Ånde lige på sin Kind:

»Uf Steffan, dér er han! før mig forbi ham! jeg vil ikke være herinde, uf, hvor han ser på mig!«

Steffan stirrede i hendes Øjne, der var store og hvidlige af Skræk. Var hun bange for ham, som han selv og Staklerne dér i Mørket begærede? Se hvor de rakte og fangede mod ham med visne Hænder, med Stumper af Arme, med halvåbne Munde! Susanna - hvem var hun? Anderledes end han og de!

O ja, den Elskede, den han vilde! den han greb efter i Tårnet - som nu! Den han vilde ..? nej, den han skulde! Den kendte Gud! Og hun bad ham om Hjælp? hun, hans Hjælp, hans Frelse til hans Ret - nej, til hans Pligt: til Jærnet! Lys og stor stod hun dér med det gyldne Hår over de brede Skuldre!

Hånd i Hånd smuttede de ud af Døren, Susanna presset tæt ind mod den ormædte Stolpe, som gyste hun for at røre ved Zegoels hvide, forrevne Klæder.

Og de løb gennem Sneen, gennem Teglovnssmøgerne. Bag dem steg Zegoels Stemme, høj og tynd som en Fugls, og Blinde-Olles uantastelige Sang:

Men nej, nej: kun Susans Ansigt skulde Steffan se, altid som nu! så nært, så blussende stort, med så runde Øjne og så tung en Mund! elske det, lyde det - sit eget Blod, Farfaders Suk, Jordens eget: bygge Ovnene og Smedjerne op derhjemme, »bruge Bjærget« efter dets Lov - og høste dets Løn og dets Straf som de Andre! Da vilde han aldrig tænke på dem i Fattighuset, ti da vilde intet i ham ligne dem!

»Herind! Herind!« Susanna dukkede sig og smuttede bort gennem Lystågen fra en lav Dør under Istapper.

En lunken Lugt af Huder og Skind .. Enebærris under deres Fødder .. en Hornlygtes Blænden, og i dens Lyskres et skægget Ansigt...

Det var Lucas Jæger, de var i Skytterønnen! Væggen glimtede af Geværløb og -skæfter. Susans Hånd slog ned om dem, hun vendte Hovedet mod Døren, som vilde hun skyde. Hvem? Zegoel, om han kom?

Ja skyd ham, Susan, fri mig for ham - om du kan!

Steffan segnede ned på Stabbestolen, med Øjnene på hende, åndeløs. Det var den anden Løbetur med hende i Dag, og så ondt hans Ryg sved, så hed og frisk brændte han af Sne og Blod, - som før han brød sin Skulder .. lyksalig og skyldfri...

»Hvor mange Bøsser har du, Lucas?« Susanna talte Geværpibernes usikre Blinken i Grankogle-Bålet. En Måneplet slikkede på Gulvet.

Havde hun allerede glemt Zegoel og Fattighuset? Ja, havde han det ikke selv? Hun var hos ham!

»Hm,« Lucas' Øjne glippede under Hårstråene som Elgtyrens over hans Hoved, »pil ikke, de er ladt, hver evige én.«

Steffan foer sammen. Lucas med det lange Hår endnu fuldt af Rim, med de lodne Hænder endnu røde af Blod - Lugten af Pels og Mos.. Mørket derude, Skoven, som truede ...

På Væggen, i det disede Lys dukkede frem fantastiske Skikkelser af Jægere med Hirschfængere og Krudthorn, malede i Legemsstørrelse på søndrede og gulnede Lærredsduge - fra de store Ulvejagters Tid, da de i Klapperkæden agerede det manglende Mandskab ... Så få var Menneskene, så mange Rovdyrene! Ja, se Ulvenættene dér, vældige Ruser med grove Masker, og Øxene og Spyddene og de broddede Læderpansre til Jagthundene. Å tænk, hvor lille selv det store Savolaxhyttans Brug var i Värmeskogen, hvor svage dets Flammer mod dens evige Nat! O, han forstod det: en Salme opstemtes, hver Gang en Ulv var fældet: Tak Gud for Ilden og Jærnet, ved dem priser vi dig!

Susanna kastede med Hovedet: »Pyt, jeg kender nok til Geværer! Men sikke nogle gamle dér. Hvad hedder de?«

Lucas bøjede sig over Kugleformen. Susanna var ilde lidt af alle Folkene - som Brynte var afholdt.. Og han selv? Ligegyldig! Han havde jo intet med Jærnet at skaffe, kunde hverken gavne eller skade, talte, som Masovnsborkarne slet ikke med! Men - bi, bi nu kun!

Lydig mod sin gamle Herres, mod du Pont'ernes Datter pegede nu Lucas:

»Det er Slædebøsserne dem, de små, nemme, og det er Mausere, de store, svære. Og den kleine, fine er en Franskmand fra Liege, og så en Tysker fra Hage i Karlstad. Den gir jeg ikke et Runstycke for! Men den dér i Midten, det er en norsk Karbin, den tog jeg ved Kongsvinger i 1808. Og det gamle Gevær med Flintelås, det bar Fader min i »pommerske Krig« på Usedom og i Stralsund. Det var alt det Våben, de gav ham. Fire Generaler havde de i to År, og Rosen, som havde fulgt Karl den XII, afsatte de for Hamilton og v. Lantingshausen. Ikke én Krumme Jord vandt vi, men nok af Skændsel og Skam. 60 Millioner Rigsdaler kostede den Krig og 30,000 Mand - hm ja!«

»Sine Tjenere fælder det - Grubekarlen som Krigeren« .. De dybe Sår i Lucas' Kinder og Hænder fra finske Krig og fra norske i 1808 og 14 - som på Sixten Råbocks derhjemme - og de 30,000 Mand, der lod Livet i hin pommerske Krig »utan vinst och förlust« .. Steffan nikkede hastigt. Ja, fordi dem fattedes Jærn, »Sverges guld och styrka«! »Hattenes« Svindel og Krisen i Bjærgværksdriften i 60'erne, da Halvdelen af Värmlands Hamre standsede ... Hvem hviskede endnu ikke, bleg af Gru og Skam, om den Tid, Bergslagens Ragnarok? Nej Jærn, mere Jærn, og hver Svensk født at dyrke det, at ære det, evigt, som fordum!

Men Susanna viste sine brede Tænder, rystede sit store Hår og lo: »Bah, hvad kommer det gamle Vrøvl os ved? Men det stygge Gevær dér, hvad har du det for?«

Lucas skelede. »Det er en Finnebøsse,« knurrede han.

»Uf!« Susanna rev hæftigt Hånden til sig, som brændte Våbnets plumpe Skæfte.

Lucas' hvidblå Øjne blinkede hvast, han pressede en gammel Stump Filt til Forladning.

»Det skulde Frøknen nu ikke sige. For de bedste Bøsser er dem fra Grafåsen og Evertsberg - og dem laver Finner.«

»Hå ja, når de har forskrevet sig!« Susanna skottede angst til Geværet. »Det Pak!« hun spyttede og korsede sig ilsomt. Lucas tørrede sig under Næsen med den blodige Hånd, han tømte en Strøm Fliseryds Krudt ud på Bordet.

»Hå ja, forstår sig - det er jo Finner det!« mumlede han hånligt og sukkede i det samme.

Men Steffan stirrede på Susanna. Spyttede hun ad Finnerne, korsede hun sig for dem - som Pigerne og Karlene derhjemme, der kastede Ild på Gulvet, når en Finne havde vist sig i Køkkenet for at sælge Birkebarkskurve eller Vildt? Finnerne, hvem selve »Värmlands Fader«, Hertug Karl havde kaldt herind, lig Vallonerne og Garperne, Steffans og Susans Forfædre - som havde ryddet Skovene, befolket Ødemarkerne og bygget de første Osmunds- og Mulltimmersovne - og joges fra hver Rydning, hvert Hjem og hver Ovn, at Svenskerne kunde tage dem, af Dronning Kristinas, af Karl Gustafs, ja af de allerseneste grusomme Love, dem Fader og Farbroder samlede i deres »Värmlands beskrifning« - »til evig Skam og Skændsel«, som Anselm svor ..

I det samme stod Brynte på Tærsklen.

»Her er du! Det er anden Gang i Dag, du render fra mig, Susanna!« Han kom langsomt hen imod hende, med Blikket i hendes og Hænderne vuggende, som vilde han slå.

Steffan rejste sig. Brynte nævnede ham ikke, så ikke til ham, som var det ikke ham Susanna løb med, som var han ikke til! Agt dig lidt, Brynte, nu skal jeg bære Våben som du! Lige mod Lige!

Susannas store Mund svulmede frem, men pludselig smilte hun og rakte Hånden mod Brynte:

»Godt, at du kom! Jeg kedede mig!« Steffan svimlede - Stuen, de to, Lucas Jæger ... Han hørte Drønet fra Bruget. Larmen fra Hundegården ved Siden af, den tunge Gøen af de store Bjørnehunde og Fuglehundenes hvasse Glam ... Så sad han på Stabbestolen ved Stenovnen og så de to dér holde hinanden i Hånden og smile, og han var ene - og våbenløs påny, Steffan Choräus...

Ja, Steffan Choräus de Bèsche! Sine Våben, glemte han dem? Morgongåfva! »Jærnets Herre« - han var født dertil, som Brynte, Grubekarlens Søn, til dets Træl! Og Susan? Tøs -! Hun var det - og den rette: Jærnets Pige! En Susan, der var god? En Susan, der var tro? Nej; med sine egne Våben skulde hun erobres - så han ikke Brynte? Velan! du besvor mig, min Ven, om at bruge Morgongåfvas Jærn - Om jeg nu brugte det... mod dig? Om det nu tog hende og Savolaxhyttan fra dig? som din Fader tog den fra hendes? »Värmlands rigeste Arving« - havde han ikke hørt Fruerne i Filipstad hviske det, beklagende, om ham, Krøblingen, »den danske Frues« Barn? Han krummede Læberne. Bi, Brynte, jeg skal bruge Jærnet, som du besvor mig - og som Loven er!

Da steg Hundeglammet fra Gården, som en Orkan, døvende et Øjeblik selv Brugets Bulder: dybe og tynde, høje og skarpe Røster mellem hverandre - Elghunde og Støvere, Laphunde, Harehunde og Svinhufvuds. Og derunder Råb af Stemmer, knaldende Døre, løbende Trin over Fosse-Broen ...

Susan og Brynte slap hinandens Hænder. Hun fløj til Døren, nyfigen. Lucas løftede Hovedet: Hvad nu?

Men Steffan gik frem mod »den unge Patron«, truende: Du vidste vist ikke, hvem jeg er? som jeg ikke vidste det, før du fik mig belært! Nu, erfar det da, du og hun!

Men da slog Råbet igennem, overdøvede Hundenes og Brugets Drøn:

»Finner! Finner!«

Og i det samme var Susan og Brynte ude af Døren.

Lucas havde rejst sig, han lyttede med rynkede Bryn, han mumlede - eller våndede han sig sagte?

Steffan så på ham. Lucas var en »Skovkarl«, en af »Hifolket« fra Dalby, fra Tolvmileskovene i det nordligste og fjærneste Värmland. Men mer end et halvt Århundrede havde han tjent på »Bjærget« - ved »Regimentet« i Finland 1790, ved Trollhättekanalen i 1800, igen i Finland 1808 og i Norge næste År og i 1814, og siden, længere end Steffan kunde huske, som Skytte på Savolaxhyttan, under gamle Hr. Melcher, og nu under Bryntes Fader.

Til Dalbydragtens Vadmelsvams med røde Bændler og Skindkasketten bar han Regimentets grå Benklæder. Og om Søndagene, ved Kirkeparaderne, hvor han, skønt længst afskediget, trofast mødte, den gammeldags Chakot med Gulddup og Stjærne ...

Han havde jo måttet flytte fra sit lille »Soldaterhus« ved Gammalsjön, fra sin Have, sin Agerlod og Ko til Jægerstuen her midt i Brugets Bulder, og trods Vadstena Krigsmandskasse og Sværdmedalje-Pensionen måtte han rykke videre over til Fattighuset, den Dag da hans Øjne og hans Hånd, irret og gigtisk af Krigene og af »Landeværns-Sygen« sveg ham.

Steffan så på Flintelås-Geværet fra hine Krige, hvori Lucas, hans Fader og hans Kammerater udleveredes nøgne til Napoleons og Alexanders Grenaderer - Krigene, som Susan kaldte »gammelt Vrøvl«, og som Børnene plaprede som treven Lektie i Zacharias Piras Skole ... Nå, hvorfor plaprede Steffan ikke med? hvad kom »Vrøvlet« ham ved, som Susan råbte?

Sixten Råbock - han fandt sine Fædres Hjem, Ödsköldshyttan, som en Ruin, da han, enarmet, enøjet og enbenet, kom hjem fra de fem Krige ... Men han fik jo Læ i Bäckstugan på Morgongåfva! Og gamle Lucas - Susan og Brynte svor, at hans Kugle var støbt af Kirkesølv, at han kunde »holme« Skov, ja, at han havde sin Barndoms Venner fra Dalby Tolvmileskov, Huldrene Råhanda og Tallemaja som Vejvisere til Dyrenes Græsningspladser og Vinterhi.

Hvorfor skulde da Steffan stedse føle det, som var han Skyld i hin glemte Jammer? O Gud, nu vidste han det, i denne Time! Fordi han havde forrådt Jærnet, »Bjærget«s Pligt, Sverrigs Værge! Sagt sin Part fra sig - »Värmlands rigeste Jærnfond« - for at sove sødt under Guldas!

Lucas blinkede ad ham:

»Skal Hr. Choräus ikke med - med de andre?«

Steffan jog sammen. Jo, jo! med Susan, med Brynte! bort fra Fattighuset, bort fra Stuen her! Steffan Choräus de Bèsche, Herren til »Bjærget«, Arving til Morgongåfva - nej, Adamshyttan!

Han foer af Sted, til sin Ret, til sin Pligt, med et Hærskrig, som fløj han på Susans - nej, på sin egen Ski!

Han løb mellem de isgnistrende Trævægge, forbi Klejnsmedjen, Snedkerværkstedet, det lange, lave Hus, hvor de vandrende Håndværkere, »ämbetsmännena«, boede, når de nåede Bergslagen her, og de tilføgne, sammengledne Ruiner af »Nielleringshuset«, hvor tyske og flanderske Smedde, Elever af Mester Kollmann i Augsburg, havde øvet Nielleringens vanskelige Kunst i Bourgignothjælme og bølgende Flambergere, i de Dage, da de gamle Hvittlocker du Pont'er sad på Savolaxhyttan, og ingen drømte om, at en Grubekarl her skulde smedde Plove og Harver!

Bi, her skal smeddes Våben igen, mod Svcrrigs Fjender og mod dig, Brynte, dets Træl! og ved dem skal du, Trællen, forjages fra dets Allerhelligste!

Nu var han atter inde i Brugets Larm og Lys. Skæret fra Møllen slog ud i en Em af Varme og Mel, han skimtede travle Skikkelser derinde, Mølleren og hans Svende og de melførende Bønder ...

Så løb han gennem Slædeflokken om Klokkestablen. Inde i Kontoret skreg Janne Piscator og hans Kontorister stadig mellem Kulkørerne. Ja hunds dem kun! Jeg er ikke mere lig dem, det er ikke mig, du hundser! Men bi dog - en Dag, når jeg er Herre på dette Brug, tales vi ved om Jan-Petter, Faders Bonde!

Hamrene bragede og hakkede, Bælgene stønnede, og højest oppe flammede Hyttekransen.

Men dér, ved Broen under Skoven, hujede en Flok af Brugets Løsgængere: Masovnsborkarne, Brændevinsbrænderen, Teglmageren, Kontordrengen, Ildvagten og Avlsgårdens Karle og Piger. Råb skingrede:

»Strukfinner! Rugfinner! Løsfinner!«

En Regn af Sneboldte, Isstykker, Jærn- og Kulstumpcr haglede over tre toplæssede Slæder, der sad kørt fast i Snedriverne foran Magasinet.

Steffan standsede brat. De knyttede Hænder slappedes, han stirrede ...

De raggede Heste stampede og sled, Finnerne masede, skubbende på med Skuldre, Arme og Knæ; Stabler af Borde, Stabbestole, Brændevinskogere, Træplove og Birkebarkskar dinglede og ravede.

Kasteskydset slog dem om Ørene, og Skældsordene hylede. Men med Hovederne dukkede under Pitnilkaen og Uvejrshætterne, med de krumme Rygge til, sled Finnerne tavst med Slæderne. Deres lange, sortbrune eller hørfarvede Hår hang fuldt af Rim, deres gule, sitrende Ansigter glinsede af Sved, Hænderne greb og greb i Gedeskindsvanterne, Fødderne stampede i Näfverskoene. Selv Kvinderne stred med, i deres korte Pelse, deres rødrandede Kjoler, deres Snesokker af Vadmel og brogede Pieksuter. En Drift af de små, hvide og hornløse Finnekøer trængte sig, angst brølende sammen bag Slæderne, med rindende Øjne og Muler, hungerkrøllede Pelse og Koderne blødende af Vandringen gennem de stivfrosne Snedynger.

»Hej, I Skovødere og Troldpak, hvad skal I her? prøv på at sætte jer fast i vore Skove, så skal I smage svensk Ild og Stål! Krudt bider vel på jert forbandede Skind trods Hexesalver og -salmer! Kvæner, herut af vores Skove! Fremmedpak!«

Steffan lyttede - en mat Kulde krøb gennem ham, en Kulde fra Jorden under ham, den fremmede Jord ...

»Fremmede, hvad skal I her?« »svenskt Stål...«

Men - Fremmed? ... her hvor de alle, Valloner og Tyskere som Finner, kom til det af de Digerdøde forladte Land, til igengroede Urskove ...?

Ja - men de havde lært sig det svenske Sprog, de nye Sæder og Skikke! Kun Finnen talte endnu, på tredie Århundrede, sit eget Mål, levede sit eget Liv, som i Suomi! Og derfor lød det, fra Lov som fra Bonde: »Ve dig, du Fremmede!«

Hvorfor kastede han ikke selv med - som de Andre? hvorfor spyttede han ikke selv, som Susan, eller korsede sig?

Havde han, havde Moder lært Landets Sprog og Skikke, eller var de Fremmede, som Finnen, for »Bjærget«s, for Jærnets Lov?

»Jærnets Herre« - fordi han var født på »Bjærget«? Morgongåfva var ikke Adamshyttan og han ikke Mikael!

Hver Fædrelandssang, de havde sunget i Zacharias Piras Skole, kvad om Jærnet - fra Edelcrantz' til Vitalis' - og han måtte nynne dem på sit halve Dansk, og Drengene vrængede ad ham: »Jute!« Gyllenborgs Ord om »Sverrigs Guld« - »det järn en svensk är född att yrka«, de gjaldt ikke ham! Det Ry, Jærnet havde »ført i alle Lande«, det var ikke hans! Buddet, at det i Fremtid som i Fortid skulde »evigt æres«, det lød ikke til ham! Og dog - på »Bjærget« var han født, som Finnerne dér!

Og hvad fortalte ikke Farbroder om dem? »Børnene af »Ordet«, af Wäinämöinen, den våbenløse Sanger« - der havde lidt under Våbnenes »stora ofred« i 500 År - og som nu, da de var tyet til de Skove, hvorfra de en Gang kom, mødte det Jærn, som de først af alle havde dannet til Harve og Plov, vendt som Kugler og Krudt mod dem selv ...

Og Susanna - hun spyttede ad dem: »Pak!« men korsede sig i det samme...

Og da - hans Negle bed ind i Hånden - bi da! vogt jer! for - for kanhænde »Ordet« ... »Først var Ordet,« læste Märta Moll .. »Den gudbenådede Rune,« sagde Fabroder ...

Kan jeg aldrig blive »Herre af Jærnet«, dets Træl skal jeg aldrig blive! Ti »Ordet« ejer jeg! Kors jer for det, I væbnede Tåber, Susan og Brynte!

»Der er Tatere med! der er Tatere med!« hylede én og pegede på en høj, sorthåret Karl, der ragede op over de lavstammede Finner.

»Smid ham i Ilden! ind i Ovnen med ham! Ha, ha! og I regner jer for finere end andet Folk? end os Svenske, hva'? »Finneadel«, hva'? Ha, ha, nu kan vi se, at I er Kammerater med Fanter!«

En Jærnstump ramte Tateren, der i et Hyl styrtede op, med sin Fægtestav, Tjukni'en, løftet til Slag, men i et Nu blev grebet af Anføreren, en lille, rødhåret Tavast:

»Dy dig, Higgfrid - eller vi er dødsens!«

»Dødsens? sagde du dødsens?« skogrede Karlen, der havde kastet, lange Abraham Närke, »hå, det er du min Sæl alligevel, du og hele dit Folk! På dem, Karle, på dem!«

En Sten ramte Tavasten, så han blødte. Han greb for sig - og fik bægge Hænder fulde af Blod

Da foer en halvvoxen Pige op fra Læsset, hvor hun sammenbøjet havde holdt fast på Løsøret. Det hvidgule Hår strittede under Pandesmykket, Øjnene sprudede i det brune Ansigt, og med Armene højt oprakte i Skindtrøjen skreg hun en Strøm af Ord på Finsk, knejsende øverst på Dyngen som en Flamme.

En Kugle foer ud af hendes Hånd - de sprang til Side med et Skrig ... Den ramte Susanna på Brystet, så hun tumlede, Brynte styrtede frem ...

Steffan svimlede. Det Skud, det var hans! han havde råbt på det, sit Våben: Hævn! Og nu: Susanna, den Udødelige, hans Elskede - -

»Det er Finneskud! Det er Finneskud! Det er Troldskud, Dødsskud!« Teglmageren Figge rev Brynte med sig tilbage, og hele Skaren splittedes, op mod Magasinet, ind over Broen, ja ned på Isdæmningen og Søen.

Men Finnepigen hug de knyttede Næver gennem Luften mod Hyttekransens flammende Bål, mod hele det luende Brug, mod den vidskræmte Flok, mod Susanna, der forfærdet krøb ind til Brynte.

»Forbandet! Forbandet!« endte hun på Svensk den finske Ramse, svajede og faldt ned over Skramlet, idet Læsset pludseligt satte sig i Gang.

Finnerne løb rundt om det og skubbede på. Kvinderne rev i de brølende Køer.

Da styrtede Varg, den kæmpestore Hammersmed, frem på Vejen med en gloende Jærnstang i Hånden.

Et Skrig slog op fra Finnerne.

Et Råb: »Patronerne! Patronerne kommer!«

Et Par sorte Heste stejlede, flere bagved, en Klingren af Klokker, en Flok af Kaner - Brugspatronerne fra Filipstad, der stævnede til Mødet...

»Hvad er her på Færde?« tordnede en bydende Røst, og synlig for alle, i Flammeskæret, rejste Bjærgmester Franz von Schéele, sin svære Skikkelse i den forreste Slæde. Pelsen var gledet til Side, hans Uniform glimtede frem, med Kravens Guldsyning, med Jærnets Tegn: Faklen og Magneten, i Guld

»Stille der!« råbte han, med Brynene rynkede over de store, hvælvede Øjne. Det tunge, skægløse Ansigt blussede.

Varg, Smedden, der ellers aldrig lød nogen, end ikke Janne Piscator, standsede med Jærnet i sin Tang og slap det ned i Sneen.

»Lad de Folk passere!« kommanderede von Schéele med en truende Armbevægelse, »nedsætter de sig i Brugs- eller Kroneskovene, tilkommer det mig og Patronerne, ikke jer at jage dem ud Der er Love nok for det! Kør så!«

Han sank tilbage i sin Pels og sin Kane, og den rutsjede forbi og ind over Broen, fulgt af de andre, glitrende i Måneskinnet af Rim og Sølvklokker.

Fader - dér var Fader, hans blege Ansigt bag de andres blussende og bryske, blandt Vrimlen af Skindhuer og Bjørnepelse!

Men Susanna - hør hvor hun hulkede! Finneskud, der dræber den, det rammer, langsomt, men vist...

Å, han tørrede sig over den våde Pande - at hun troede det! Men han selv - han havde anråbt om det, »Ordet«, Tryllerunens Magt, Hævnen over den Lov, der ikke var hans - og som han dog var underlagt ... Han søgte at le ...

Pludselig drejede en Kane sit prustende Spand ind mellem Børnene, så de måtte springe op på Magasinets Trappe.

Patron Thrond Thorlander, Bryntes Fader - det store, rynkede Ansigt under Uvejrshætten ...

Stønnende af Gigt og af Bjørnepelsen væltede den gigantiske Krop ud af Slæden, søgende mod Sneen.

»Fa'r, hvad vil du?« Brynte sprang til.

Thorlander svarede ikke, famlede kun med sin Renskindshanske og fangede Finnekuglen op.

»Var du med, Brynte?« peb han på sit tynde Dalkarlsk, plirrende mod Sønnen med sine små, beggrønne Øjne.

»Nej, Fa'r, nej, vi så kun til, og jeg -«

Det store Ansigt opløstes af Nød, den knyttede Næve vuggede som brændt.

»Brynte! Brynte! Finnerne, rør dem aldrig! kom dem aldrig nær, eller - o Gud, du véd jo ikke, men de - Så er alt omme! Så er vi færdige!«

Han duvede, med det våde Blik bønfaldende mod Himlen, med Kuglen fumlende mellem Fingrene.

Døden! Døden fra Skovens Sus, fra Morgongåfvas Nætter - en Kugle af Kohår og -huder, sejdlæst af en Finnetøs!

Men rastløs tumlede Steffans Hukommelse med Midlerne mod Troldskud: Kniven, der skulde slås over den Ramte .. Ramsen: »Trollet stod på berg -«

»Bjærgmestren! Patronerne!« Thorlander foer sammen, som suste atter Markscheiderens Knippel over hans Ryg, »de gør mig den Ære - og jeg - Å, jeg arme Menneske!« han tumlede op i Kanen, »kør, Göran, kør!« han dunkede Kusken i Ryggen. »Men det Skud, de Finner -! at det skulde ske, nu i Dag, da -« han dumpede tilbage mod Ryglænet, Hestene sprang frem, han vendte det rynkespundne Ansigt mod Brynte, »Finner!« blæste Munden - så forsvandt hans Ryg ind i Broens Ildskær.

Børnene stod ene tilbage i den opkørte Sne. Pigerne og Karlene var fejede bort, strax Patronerne kom.

»Brynte,« hulkede hun, »tror du, hun skød Døden på mig?« Steffan nærmede sig. Var hun ikke hans? skulde ikke han trøste? han, som havde såret... Hvordan var det? En Kniv skulde slås gennem Grødkæppen, med Tungen gennem Skaftet, midt for Gaflen, til Ramsen:

Å, var han da gal! Men Susan - skulde hans Våben, skulde »Ordet« dræbe, langsomt, men sikkert hende, hans Elskede? Da, nej da måtte før han selv dø - som Finnen, under Jærnet, hendes Våben!

»Tror du, Brynte?« hulkede hun.

Brynte slikkede og slikkede over Læberne. »Vist ikke, Susan,« mumlede han, og brugte det Kælenavn, som han ellers aldrig anvendte, »- men, det var slemt... Hvad skulde vi også efter de Finner for? de gjorde jo intet ondt! Og Fader -« han gravede undrende med Foden, som vilde han grave noget frem af Sneen.

Steffan spidsede Øren - ja, hvad var det med Patronen? det var mere end »Finnofobi«: Finnepanik, men hvad? Han skulde opdage det en anden Gang og bruge det! Måske det kunde ramme Brynte, måske det - »Finnerne - så er alt forbi!« sagde Thorlander ...

»Jamen hvorfor skød hun på os! vi kastede jo ikke efter dem!« græd Susan.

»Fordi,« Brynte knejste strunk, »hun kunde se, det var os, der var Herrer her! for - pyt! - tror du, det gjaldt bare de Par Sten i Aften? Men - vær ikke bange, Susanna!« han knugede hendes Fingre, så hun skreg, dæmpet, uden at vide det, »vær ikke bange! Jeg tager det på mig, dig skal ingenting komme til!«

Susannas tårefyldte Øjne hang ved hans Læber, og langsomt, Hånd i Hånd, gik de ind over Broen.

Steffan stod og stirrede efter dem, rystende endnu af Optrinet, af sin Vrede, sin Triumf - og sin Anger. Isstænkene fra Hjulet sprøjtede ham i Ansigtet, så Ilden deroppe brødes i Regnbueflimmer. Han vilde le ad deres Overtro, som altid før, ad sin egen - Og han vilde efter dem, rive Susannas Hånd til sig som sin, sværge hende sin Hjælp, han, som havde voldt Angsten og ene kunde kalde den tilbage - dømme »Ordet«, Runen, ugyldig, ved at give sig hende, Jærnet, i Vold - ja, søge sig Hjemstavnsret på »Bjærget«, hos hende, som dets ydmygeste Træl! Men - dér gik hun jo alt med Brynte, dets Herre!

O Gud-Herre? Her!

Han blinkede mod Ilden deroppe. Den tændtes af de Finner, som Erik Läspe og Bjälbo-Jarlen kaldte ind at lære »Bjærget«s Bønder Jærnets Kunst - og den flammede over deres Lig, kastede som Ved i dens Gab af deres Lærlinge. Og den luede for disse, for »Bjærgmændene«, i Osmundsovn, i to Århundreder - til den, i Vallon-Indvandringens og »Bjærg-Privilegierne«s Dage beskinnede dem som Trælle højest oppe fra Jules du Ponts Masovn. For at sluge hans Efterkommer i sjette Led, Melcher Hvittlock, da hans fejlslagne Forsøg med den nye Franche-Comté Metode, Februar-Revolutionen og hans Sønners Gæld truede med at slukke den ...

Og nu -? Mer end nogen kendte Steffan Planen: Brynte skulde føre du Pont'ernes Barn tilbage til det fædrene Hjem, og Grubekarlen glemmes bag de gamle, »retmæssige« Herrer ...

Ret? Herrer? Her! Kun én kendte Jærnet: sig selv!

Og Steffan havde gjort dem ansvarlige, ja misundt dem, de, der hvirvledes bort i Mørket som Gnisterne fra Bålet deroppe - de, der var Fremmede her som han ...

Du tog Skuddet på dig, Brynte, Herre til Savolaxernes Ovn! Huskede du - og din Fader dens Navn? at Finner byggede den en Gang? Ak, Runen ramte jo ikke jer - I, der skal gå, som I kom! - men Susan, Pigen, der skulde gøre jer evige i jert Hjem, i Børn, ja Børnebørn! O ja, Brynte, tag det fra hende, om du kan! Og du er »Bjærget«s Herre!

Han hørte Susan og Brynte, Hånd i Hånd, mumle Finnebønnen dér foran:

»Ordet« - hans Våben, nu søgte de til det at værge sig mod deres eget! »Alt ondt, der flyver mellem Himmel og Jord« .. Døden var det - for Herren som for Trællen, for Indfødt som for Fremmed, her under Jærnets Lov!

Og uvilkårligt mumlede han Bønnen efter, »Finnofobbernes« Bøn, han så ofte havde leet ad, for alle de Fremmede under Jærnets Lov:

O ja, Ordet, Märta Moll, giv mig Ordet, som er hos Gud, som er Gud! som ej dræber, men levendegør Susan, den Elskede! Ordet, »ved hvilket alle Ting blev til, og uden hvilket intet er blevet til af det, som er!« Ordet mod Trolden, som spænder Bue, hvæsser Sværd imod alt, der ses! Giv mig Ordet, i hvilket Evigheden bor, og jeg, den Fremmede, er »Bjærget«s Herre!

Han standsede, på Tærsklen ind til Hovedbygningens oplyste Hal.

Dér, mellem de snepudrede Kørepelse, der som oprejste Isbjørne kravlede op ad alle Vægge, i deres Ånde af Kuldeskyer dansede Susanna, med det lyse Hår kastet tilbage, fægtende med de nøgne Arme mod de kæmpemæssige Skygger, leende med blottede Tænder.

Og med den ene Fod på Vindeltrappen op til Salen, hvorfra Stemmer summede ned, klappede Brynte Takten til Dansen.

Steffan glippede mod de viftende Tællelys i Træringene under Loftet, mod det flammende Bål over Enebærknuden i Kaminen. Han lukkede Øjnene og hørte hende danse, hendes bratte Åndedrag, hendes duvende Fjed, og han åbnede Øjnene og så hende danse, i en Glorie af hendes egen Ånde, af Frostkulden, af Lyset, med Pletten af Finnekuglen på sit Bryst, på Sneharekraven.

Og i et Spring var han over hende, i hendes Legemes Damp, i hendes Lemmers Hvirvlen:

Susan, jeg danser med dig, i Lyset, i Frostrøgen, med Pletten på dit Bryst! Hør, Brynte klapper, hør Bruget bruser Takten til vor Dans! Og vi er Herrer her! Hvorlænge? Så længe du danser - et Nu, en Evighed!

»Er I snart færdige med den Dans? så vi kan komme op og høre, hvad der tales om Jærnets Fremtid?« skar Bryntes Stemme igennem.

Han klappede ikke længere.

Men Bruget bruste. Og Steffan greb efter Susan.

»Jærnets Fremtid« - Hvad vilde dog Brynte? Den var jo deres Død! - Hans som deres! Nej, Dansen var deres, her midt i Skovene, om Jærnovnens Ild - til den slugte dem som Ved... Kom, Susan!

Men hun lo, dukkede Hovedet, smuttede ud af hans Arme, hængte sig fast ved Bryntes og løb med ham op ad Vindeltrappen.

Steffan stod ene tilbage i det oplyste Rum, hvor hendes Ånde endnu drev mellem de svævende Kuldeskyer fra Pelsene. En Stemme løftede sig deroppe, skarp, myndig - »Bjærget«s Mesters, v. Schéele, der talte om dets Fremtid ...

Med bøjet Hoved, med Fødderne sviende af Sneen derude, af Dansen herinde steg Steffan op ad Trappen. Han gad dog høre ...

Den Fremtid - var ej en ringe Del af den hans?

Ti »Ordet«, Märta Moll, mit eget Våben - jeg tror jo ikke på det!

v. Schéeles svære Ansigt med de skinnende store Øjne og Dobbelthagen i Uniformskravens Kalvekrøs vendte sig ud over de tætte Rækker af Brugspatroner om de lange Borde, i det flimrende Skær fra de fire Trælyseringe under Loftet.

Steffan listede sig på Tæerne hen mod det lille Bord, »spelmansbordet«, hvor allerede Brynte og Susan sad, og Adrian van Härmst, pluskæbet, fed og hvid, i Fløjlsjakke med Kniplingskrave og -Mansjetter.

Osen af de mange Munde svømmede over det store, øde Rum, hvor Tapeternes falmede Guldstjærner spøgede mellem Skjolderne efter du Pont'ernes Slægtsgalleri - Ehrenstrahls, Roslins, Lafrensens og du Paschernes Malerier. Og Gulvet grinede med Pletter efter de tunge Møbler à la Jacob, som Melcher du Pont havde bragt med sig hjem fra sine Pariser-Besøg i de tidligste Napoleons Dage ...

De hundrede Aftner havde Steffan siddet her ved Børnenes Bord, »spelmansbordet«, ene med Susan og Adrian og lyttet til Fløjters og Violiners Spil, til Ahlströms og Nordbloms Selskabssange, gennem Dam- og Skakbrikkers Smelden og Komplimenters og Bonmots' Flyven mellem blåkjolede Herrer og chiffonbrusende Damer.

Nu stod den sorte Nat ad de gardinløse Ruder ind over Mænd i mørke Brugsuniformer med Jærnmærket i støbte Knapper. Kun Faders civile Dragt og Præsterne Böös' og Bräutigams gejstlige.

Og på Bordet, mellem Dalarstager af Tin, flød Landkort, Kalkuler og Overslag, og foran ham sad Brynte, Husets Søn, med Hånden fast om Susans Arm og Blikket mod v. Schéele, som, støttet på Håndfladerne, gyngede den svære Bug mod Bordet og smilte op i Lysene, som så han dér det Rige, han varslede om, og som var Bryntes Arv ... Nå, for hvor længe? Steffan nikkede.

»»Ack Värmeland, du sköna« - en Värmlænding har sunget de Ord, og fra hvilken Värmlændings Hjærte svarer ikke Ekko:

Og derfor lyder Guds Røst om Värmeren:

»I Bjærget gror Jærn, og på Bjærget Mænd,« har en anden Varmlænding sagt, og han fortsætter:

Og dér, i Warimannaland, i Bjærgets Land, blev de høstet af vore Fædre fra Arilds Tid, i Tolvmileskoven, i Timileskoven, i Urfjældets Nat.

Ja, her blev til Sandhed Folkenes Sagn om de skjulte Skatte, kun at ej en avindsyg Gud dulgte dem i Jorden, men Skaberen nedlagde dem dér at findes af den Uforfærdede. Vi Mænd på jærnrig Grund, stærke til Sjæl og Krop, sattes til denne Gerning, den ædleste af alle: at lægge Grundvold for de kommende Slægter. Den tyske Bjærgmand og Digter Novalis nævnede Malmsøgeren: »der hohe Herr der Welt« og kvad om ham:

»Søger ikke Eders eget!« var Bjærgmandens Løsen fra de ældste Tider. Som i de græske Fakkelløb var det hans Sag ej blot at værge Flammen, men at række den med øget Lue fra Hånd til Hånd gennem de skiftende Led Lad da også os vise os vore Fædre værdige! Dette Land, der ikke ejer de så lovsungne Vinbjærge og Borgruiner, Kastanie- og Olivenlunde, men en skøn og nordisk Natur, tilstrækkelig for den, der elsker Fosterjorden og dens høje Enkelhed og ej vilde bytte én Time ved Daglösen Sø mod en Dag under Palmelunde ved Lago di Como - dette Land, der mere vidner om Elementernes Strid, end om deres harmoniske Udvikling, det mane os, ej til egenkærlig Hvile og Glemsel, men til nyt Arbejd! gerne til det største, der er øvet selv her i Flidens Land! kan hænde knap til Gavn for os selv, desmere for de Kommende! Faklen, vi modtog fra Fortidens Mørke, af ukendt Hånd, række vi den til Fremtidens, til ukendte Hænder!«

v. Schéele standsede, med hede Kinder, hvilende tungt på sine Hænder. Patronernes tætte Række sad stiv og ubevægelig i de sorte Uniformer, med Blikket på deres Papirer, under Talgdryppene. Ene gamle Thrond Thorlander stirrede på Taleren med opskudt Pandehud og de vældige Hænder foldede som ved Kirkegang.

van Harmsts Øjne bag Guldbrillerne og hans skægløse Mund kneb sig sammen om den gode Bjærgmesters kendte Retorik, mens Hadar Böös'es blussende Ansigt nikkede i nedladende Sammenligning mellem denne Lægmands Veltalenhed og hans egen i salig Magnus Lehnbergs ophøjede Stil.

Men Denis Barchäus fra Snöbergshyttan, Bjærgassessoren, flyttede hæftigt på Sandbøssen og Blækhornet, mens længst nede for Bordenden den gamle Köckeritz og hans Søn Ehrenfried fra Dannemanshyttan fulgte hans Minespil i det gustne Oldingeansigt med det pjuskede, hvide Hår. Bjærgassessoren vidstes at være Modstander af det Projekt, som v. Schéele havde gennemtvunget det sidste Femår, og nu vilde sætte Kronen på, og han fulgtes heri af Köckeritz'erne og nogle få andre af de fattigste og mest afsides boende Patroner, til hvis Undergang Planen mentes at skulle føre.

Men - det var jo ej heller denne Slægt, der skulde tænkes på, men den kommende ...

Steffan så på Susanna. Hun gabede og rystede sig søvnigt. Mens Bryntes Blik ikke veg fra »Bjærget«s Mester, Jærnets store Reformator, Skaberen af Bergskolan derinde i Lillagatan, hvorfra en ny Slægt af Jærnets Mænd sendtes ud over Värmland, ja Sverrig.

Adrian sov med blide Fløjt gennem Næsen og Sveddråber på Panden, som altid når han sad mere end ti Minutter stille.

Steffan rokkede sin Stol frem, så han skjulte for van Härmst den Interesse for Jærnets Fremtid, som hans Søn, Arvingen til det mægtige Solfors, Hästhyttan m.m., viste.

»Ikke sit eget - for de ufødte Slægter« - det var altså Jærnets Lov! De Gamle, de Gangne og Adrian, Susan og han, de brændte jo op som Ved under Jærnet! Faklen, der raktes fra Hånd til Hånd - på dets Alter endte den! Brynte var dets Præst, og alle var de Døden hjemfaldne. Og under hvilke Kår og til hvilken Gavn? Der fulgte jo ingen Alder på Jærnets!

O nej, én sand Gud fra Evighed og til Evighed! Jærnet hans Navn!

v. Schéele smilte gennem Salens Dis af Åndedræt og Brænderøg. Han nikkede som mod et Syn og talte:

»Gennem Timileskoven, gennem Tolvmileskoven bar vore Fædre deres Skatte, deres Byrder frem. De ældste Spor af Menneskefærdsel vi finder på »Bjærget«, er »Klöfjevejene«, Jærnmandens og Jærnhestens, på deres døgnlange Færd mod fjærne Mål. Vi kan følge de Spor den Dag i Dag trods Århundreders Løv og Sne, ja kende Hvilepladserne, hvor Høet beredtes Hesten og Nattelejet Manden midt i det milestille Øde. Hvo af os har trådt disse langsommelige Stier over Bjærge, langs Elve og om Søer uden Hjærtens Rørelse og Tak for hine længst Dødes Tålmod og Mod? Men hvo har talt deres Længde og Møje uden at prise vor Slægts Genveje og hine Modige, der just af Naturens Vildskab og Modstand skabte sig Hjælpere og Venner - da de ombyttede Kløvsadlen med Slæden og lod Vandenes Is bære sig frem?

Hvad »Vintervejene« har betydet for Värmland, véd hver iblandt os, der fra Barn har mødt de lange Tog af Kul- eller Malm- eller Jærnslæder med deres muntre Gny gennem en Natur, frossen til Hvile. »Det är en tafla att se, det är en tafla att lefva!« siger Erik Gustaf Geijer, der selv oppe ved Ransäters Brug var med »én i Vrimlen af Skader, Spurve og Børn, af Mænd med Rimfrost i Skægget, af Heste med varme Skyer fra Næseboerne, i det hårdeste Arbejdets Munterhed!«

Og fra Näsrämen, fra Christoffer Myhrmans Højovn, gennem hvis Hyttekranses Flammer de nys leende havde sprunget om Kap, styrede en ung Esaias Esaiasson og Olof Christofferson Toget af Jærnlæs de kolde Mile mod Filipstad, og de rimblå Skove og de isblanke Elve langs Rämen og Långbanen og Yngen Søer genlød for første Gang af de Sange, som skulde give Ekko i det ganske Sverrig, ja Europa med Ti Køresvenden, den ungdommelige Huslærer, blev Esaias Tegnér. Og som Geijer i »By- og Studieliv, blandt Bøger uden Tal, i Støvet fra den lærde Landevej« mindedes sin Barndom på Ransäters Vinterveje og »lo som en Ungdomsnar under grånende Hår«, således sukkede i Wexiö Bispegård en ulykkelig, af Afsind omspændt Olding til Ungdomsvennen og Svogeren, hin Olof Christofferson Myhrman:

Og han priste sin Hustrus Fader og hans Værk: »I Egne hvor før knap fandtes Menneskespor: i Løbet af to Generationer et glad og levende Samfund! I den før så gravdybe Stilhed: Stensprængningens Glædesskud, Møller og Save i Trængsel om Vandene! Stimlen af Brugsfolk, Smedde, Kulbærere, Jærnkørere ... Selv i den kulsorte Nat: Ovnens Flammer! ti Skove styrtede, brændt i Ovne eller i Miler - og genopstod i Hjem!«

Hvilke Fjed Vintervejene forkortede, hvilke Byrder de lettede, behøver ej at nævnes her blandt Mænd, der har siddet inderst inde blandt deres øde Fjælde, i deres Skove, ved Fosserne og Elvene, og dog har nået ud til den fælles store Port, Vänern, med deres Høst. Ej heller, hvor Vintervejene lig Eventyrets Børn strøede røde Bær bag sig gennem Sneen, som for at finde hjem igen fra den store Verden derude: de Nybygninger: Ovne, Savmøller, Gårde, Brug - å ja, Lønkroer med! - der groede langs deres Spor ... som lyste med hjemlige Ruder, kaldte med glade Barnerøster, hvor fordum kun Ulv og Ugle skændtes. Elve, som fordum ødslede deres Kraft i aldrig besøgte Klippekløfter, Græsgange, hvis Frodighed blomstrede og forgik uset, udløstes nu af Menneskehænder. Värmlands Sult, der betlede ved fremmed Mands Dør og sov for hans Tærskel, fandt Mættelse i sit eget Hjem. Vor Moder åbnede sin Favn og se: alle hendes Børn fik Plads ved hendes Hjærte!

O i Sandhed: de Gamle hvile med Ære i deres Grave! den nulevende Slægt høster deres Mødes Frugt! Men til den lyder Geijers Ord: »Min Hjembygd har det lykkelige og særegne, at for en stor Del endnu være et nyt Land. Man skulde ikke tro, det var længe siden, Olof Trätälja dér først satte Øxen til Skovroden. Han går der end den Dag i Dag ... Her findes uendelige Felter for Virksomhed, for kapitalstærke Mænd og Industrier. Värmland kunde ernære det dobbelte Indbyggerantal, om dets rige Kilder gjordes tilgængelige og anvendelige«.

Eller ældre og endnu stærkere Tale, Axel Oxenstiernas i Rigens Råd: »Carl Bonde hafver sagt om Värmland, at det for Brugenes Skyld kan equiperes som et Kongerige!«

For hver den, der mere lever for sit Værk end for sig selv, er hver vunden Triumf en Eggelse til nye Sejre.

lyder Åndernes Sang til os Mennesker.

Og til hvilken Slægt har de ophøjede Røster lydt stærkere end til vor? vi, der fødtes under Skæret af den nye Tids blodige Morgenrøde, hørte Menneske-Rettighedernes Evangelium forkyndes, og så Menneske-Evnerne spændes som aldrig før, ja, Mennesket som Hersker på Jorden, bydende over dens Titaner: Ilden, Vandet og Dampen! Vi, der blandt vore Samtidige, ydmygt og stolt, nævner Robert Fulton og George Stephenson, James Watt og Samuel Morse, eller for at tale i vort eget Mål: Nils og John Ericsson, Samuel Owen, von Rosen og von Piaten! Overvinderne af Rum og Tid, disse Tvillingeslanger, der som Sagnets Lindorm bestandigt har omsnoet Menneskehedens Tårn og begæret dens Hjærteblod ... men intetsteds knuget stærkere end her i vore Urskove!

Men,« Talerens tætte Skikkelse gav et Sæt, Knoerne pressede hårdt mod Bordpladen og Øjnene flammede udfordrende mod Patronernes lange Række, fra Thorlanders underdanige Øjne og van Harmsts lukkede Blik bag Guldbrillerne til Barchäus' truende Stirren og Köckeritz'ernes rædde Glippen, vil vi besejre hin Lindorm, redde os fra at kvæles i dens Favntag, vil vi holde os oppe og fremme blandt Folkene i denne af Lynet bevingede Tid, da må vi blive dens Børn, Ånd af dens Ånd - eller vi vil se os selv visne her på Thules Rand, som Midgårdsormens Fange!

I véd det, mine Herrer!« han gjorde et Kast med Hovedet, som slyngede han en end ej hørbar Protest bort i det Tomme, »her tales om Liv eller Død! I véd, at vi, der i 1750 stod som Verdens største Jærnmagt, ydende 38% af alt Jærn, i 1800, takket være Englands Fremdrift, nøjere sagt: Corths og Parnells, var sunket til 13%, og nu i 1850 til 3%! Vil I se os slettet af de Nationers Tal, på hvem Verdens Fremtid beror: blandt Jærnets Frembringere? Vil I se os som Englands, som Amerikas Lejesvend, Håndlangeren, der, selv ukyndig, uden Kraft, rækker sit Hjems Rigdomme til den fremmede Mester, at han kan nyttiggøre dem? Vil I se vore Smedde som Vedhuggere, vore Grubekarle som Plovmænd? det jærnklædte Sverrig i Bondekofte?

Ingen Värmlænding, ingen Mand af »Bjærget« vil det, før dø! Men - våbenfør Mand dør ikke, han sejrer! om han ej lader Rust æde sit Sværd!«

v. Schéele foer sig med det røde Silketørklæde over Panden, sænkede Hovedet og bladede febrilsk i sine Papirer.

Barchaus fløj op, med sit sprudende Blik på ham, men satte sig atter. Köckeritz og Søn vexlede usikre Øjekast. van Harmst rørte sig ikke bag sine Briller. Men Brynte stod oprejst med sine flammende Øjne på Bjærgmestren.

Slettes af Nationernes Tal -? Nu, Jærnet slettede vel Nationer som Slægter, efter Loven. Men - kæmpe mod den! - hvorledes?

Schéele rømmede sig og begyndte med en hel ny Stemme, en tør og kølig, der i et Nu fik van Härmst til at åbne sit lukkede Blik og rette sine Guldbriller mod ham, og Brynte til at gå et Skridt frem på Gulvet, foran den gabende Susanna.

Ja, nu kom det - det, de ventede, det de kunde bruge: Tallenes Fakta, der skulde betrygge dem mod Risikoen i Bjærgmestrens Digtercitater - og sikre dem Gevinsten af hans Syner! Og Steffan løftede sit Hoved på Vagt - nu kom de nye Veje ud til Verden og fra Verden herind, ja, ind til Vejens Ende, i Morgongåfva, i Värmlands Hjærte! Hvad bragte de: Ven eller Fjende? Frelse fra Jærnet eller dets endelige Sejr?

»Ærede Brugsherrer og Brugspatroner, Ingeniører og Medborgere, jeg har talt om vore Fædres og Fortidens Veje, lad os nu kaste et Blik på vore egne - og Fremtidens!

Den ¾ Mil lange, såkaldte »gamle Landevej«, som adskiller Filipstad fra Lenets rigeste Malmfelt og et af de ypperste som og ældste i det ganske Sverrig: Persbergs, med dets flere hundrede Svartmalms Gruber, har sikkert alle Tider været en af de mest trælsomme Vej-Strækninger, der forekommer inden for den midterste Del af Landet. Gående tværs over en i Nord og Syd løbende Højde, består den næsten udelukkende af de drøjeste Banker, sådanne, at man, om mindre end et halvt Sekel, ej vil anse dem for nogensinde at have været farbare for tungere Læs. Og dog har vi ad den Vej, Årti efter Årti, draget al vor Jærnproduktion frem, fra Gruberne til Daglösens Is. Hvor megen spildt Kraft og Tid, hvor mange ihjelkørte Heste denne Transport har kostet »Bjærget« er her ikke Lejlighed til at undersøge. Alt nok - vi véd det alle!

Dette foranledigede en Association af private, på Stedet bosatte Personer til på egen Bekostning at anlægge den 20,472 Fod lange Vejstrækning, der nu kendes under Navnet »Persberg nye Landevej«, hvis Anlæggelse medtog 8500 Rigsdaler Rigsmønt, og som fuldførtes År 1836. Men denne Vej, så ny af Dato har den Tid, som jeg nævnede: vinget af Lynet, alt nu ladet blive til Sneglens, langsommelig som den gamle, ja, ej stort nyttigere end Kløvjevejene!

I vore Nabolande, Danmark og Norge, har vi, henholdsvis i 1847 og 54, set de første Jærnbaner anlægges, og på vor Rigsdag 53-54 vedtoges Åbningen af vore egne »Stambaner«: Stockholm-Göteborg og Stockholm-Malmö, beregnet til en Udgift af 7½ Million Rigsdaler.

Ja, vi har alt i Örebro-Arboga en færdig Linie. Men - det var i 1845, at Grev Adolf von Rosen udkastede sin stolte Plan om ved et Næt af Jærnbaner at knytte vore vidt spredte Provinser sammen til ét Land og dette afsides Rige ind i Europas store Broderskab - og så disse Planer strande af Mangel på Penge og - Forståelse! Når nu, omend sent, hele Sverrig yder ham sin Tak, bør ej heller vi glemme, at han skænkede os en Tanke.«

v. Schéele greb hårdt om Bordet, han skød Brystet med Jærnkontorets Medalje i Guld og Nordstjærneordenen frem. Men van Harmsts Blik og Patronernes faste Række veg ikke.

Steffan nikkede - nu gjaldt det hint Rosens Forslag om Baneanlæget: Göteborg-Hult og Hult-Mälaren, der i hans tidligste Barneår satte hele Värmland i Bevægelse for eller imod - som havde sin begejstrede Forkæmper i v. Schéele og led Skibbrud på Staden Kristinehamns og de store Brugspatroners, først og fremmest van Harmsts Modstand

»Nu, hans og Andreas Henström på Krontorps Forslag vandt ikke Gehør blandt dem, det gjaldt, men satte dog sin beskedne Frugt i Banestrækningen Kristinehamn-Sjöändan, dreven ej med Damp, men med Hestekraft, som railway. Denne Erstatning for v. Rosens store Plan fuldførtes i September 1850, i en Længde af ¾ Mil og med en Bekostning af 220,000 Rigsdaler, og dermed rakte Vänern, nej Verden sin første Hånd op mod vore Skove med Tilbud om at gribe den. Men - imellem den og os lå endnu 6 Mile af Søer, af Fosser og Højderygge og Ødemarker.

Da dannedes Året efter »Aktieselskabet for lettere Transport af Jærn« med den Plan at anlægge en Bane - nej, en railway fra Persberg til Filipstad, udgående fra Vinternässet i Yngen Sø, over for Grubefeltet, og ledende ad Abborrbjærget til Viken i Daglösen Sø - et Arbejde, der er påregnet at koste 75,000 Rigsdaler Rigsmønt Den 22de Marts udbødes Aktietegning til Byens stemmeberettigede Borgere, af hvilke et Antal af 33 tegnede sig. 22. Maj tilsikrede kongeligt Brev os et Lån af 48,000 Rigsdaler Banko med Vilkår at Arbejdet begyndtes inden Årets Udgang. Værket betroedes til Major Claes Adolf Adelsköld, Skaberen af vort Lands tidligste Bane: Lyckan-Fryksta, der alt fra 49 har sat Nedre Frykens Brug i Forbindelse med Karlstad og Udlandets Salgspladser.

Jeg behøver ej her at nævne hvilke Vanskeligheder, der mødte den snildrige Mand i Form af den høje Landryg, der adskiller Søerne, og den derved skabte Heldning mellem Banens Udgangs- og Slutningspunkt, eller hvorledes den overvandtes ved den på den skandinaviske Halvø enestående 600 Fod lange, hældende Plan over Abborrbjærget, med dens horizontale Hejsehjul og de hinanden op-og-nedtrækkende Malmkærrer.

Ej heller skal her nævnes de andre, under den sidste halve Snes År i vort Landskab anlagte eller under Anlæg værende Baner af samme Art, f.Ex.: Lillfors-Storfors, Kroppa, Lervik, Saxå, Lesjöfors' Railveje, forbindende de afsides Brug bag Rämsøerne, Långbanen, Saxen med Yngen og os, eller med Östersjön og Öjevättern, hvorfra Sejlløbet går til hin første og førstnævnte Banedel: Sjöändan-Kristinehamn -Anlæg, der, udgørende en Strækning af 327,000 Fod eller mere end 9 Mil har eller er beregnede til at ville medtage 970,000 Rigsdaler Rigsmønt.

Hellere vil jeg holde mig til den omtalte Søvej - for vort Vedkommende: Daglösen - Aspen - Lungen - Öjevättern - Hyttsjön -Bergsjön - Sjöändan, uden hvilken vor Bane som og de andre bestandigen vilde famle forgæves efter hin fjærne Hånd fra Verden.

Ældgammel er den Vej over Søerne, den af Skaberen selv lagte, fra »Bjærget«s Skød ud til den Menneskehed, for hvis Skyld dets Skatte gror. Siden Urmindes Tid drog vore Fædre den Led. Selv har vi, hver og én, gledet ad dens blanke Vande, slæbt de malm- og jærnfyldte Pramme over dens Tanger, gennem dens Skove og forbi dens Fosser. Og gammel som Vejen er Menneskenes Grubien på at forkorte dens Længde og lette dens Byrde, fra Hofjunker J.H. af Geijerstams fra Alkvätterns akademiske Disputats og Kort fra 1780 om »Muligheden af en Kanals Anlæggelse gennem Filipstad og Karlskoga Bergslag til Vänern« til vore Dages mangehånde Planer, ledende Sluserne og Kanalerne snart fra Yngen gennem Östersjön til Öjevättern, snart fra Daglösen gennem Stora Lungen til samme Sø. Ét var dog alle enige om: denne Vej måtte åbnes, Vejen fra Dalarne til Vänern.

Enige ja - men uvirksomme! Tidens og Rummets Lindorm bandt os. Først da derude de store Vandveje begyndte at bygges, da Biskop Brasks gamle Drøm: Göta Kanal fuldbyrdedes ved v. Platens ubøjelige Vilje, trods alle .Småmænds Skrig, da Trollhättekanalen, dette Karl den IXs, Gustaf Adolfs, Karl den XIIs og Polhems Værk fuldbragtes af vor Landsmand, Oberst, Kommandør af Storkorset, Nils Ericsson, og det åbne Pust fra Europa således nåede helt herop i vore Skove, altmens Vestlandets Brug 1837 gennem Säffle Kanal hastede det i Møde, og Uddeholm truede os ved Forshaga - først da begyndte vi at vågne op af vor Søvn - om vi da er vågnet!

1847 dannedes et Aktieselskab med det Formål at gøre vore Søer trafikable, at binde deres blinkende Perler sammen i ét Bånd, ved Gennemgravning af Landtungerne, ved Kanaler, og disses Forsyning med Sluser ved Bjurbäcken og Gransundet, ved Aspen og Stora Lungen.

Ved kgl. Brev af 22. December 51 tilsikredes en Understøttelse af 97,500 Rigsdaler Rigsmønt, og under Ledelse af Oberstløjtnant Edström og Major Olivecrona er Arbejdet alt længst i Gang og nærmer sig med stærke Skridt sin Fuldendelse - alt mens andre Kanaler søger ned mod samme Søer fra Bofors, Storfors og Björkborn over Ullvättern, Frövättern, Alkvättern og Lommen, storartede Anlæg, bragte deres Fuldendelse nær i forholdsvis kort Tid og med forholdsvis ringe Statshjælp, vidnende højt ej alene om den lykkelige, økonomiske Stilling, hvori disse Egne befinder sig, men også om klar Indsigt i de ubegrænsede Fordele, der sikres Industrien gennem sådanne Foretagender. Deres Tilvejebringelse er - alle tidligere og nuværende Uenigheder om Heste- eller Dampkrafts Anvendelse, Retning og Udstrækning tiltrods - et storartet Vidnesbyrd om patriotisk Foretagsomhed, der bringer til Virkelighed den Røst, der - som påvist -mer end nogen anden Tids, er vor: Udad! Fremad! Opad!... Er det? nej, bliver det, om de fuldendes, om det sidste, mindste, men sandelig ej uvigtigste Led føjes til denne skønne Kæde! om vi efterlader de kommende Slægter et fuldbragt, ej stykkevis Værk!«

v. Schéele standsede, tørrede sig atter hæftigt over Panden med sit røde Silketørklæde og bladede uroligt i sine Papirer.

Nu kom det afgørende, nu kastedes Tærningerne for eller imod. O Gud: for eller imod Lykken og Livet!

van Harmsts Blik drog sig atter ind bag Guldbrillerne, de lange Fingre med Signetringene sluttede sig tæt om Snustobaksdåsen. Barchäus rejste sig, ilsomt, så han slog til Stolen bag sig, der med et Drøn faldt i Gulvet. Det gav et Sæt i alle, hele den lange Række Hoveder bølgede, et Øjeblik. Så knejsede de atter stive og stumme. Kun Thrond Thorlanders Ansigt åbnede alle sine Furer i Lytten, og Bryn- te stod nu midt ude på Gulvet. Susannas og Adrians sovende Åndedræt lød i den dybe Stilhed. Men ingen hørte dem - ej en Gang Bruset og Buldret fra Bruget eller Brændestykkernes Knitren og Skriden i Ovnen.

»Mine Herrer!« v. Schéele stak Lommetørklædet inden for de forgyldte Knapper i Uniformsfrakken, hans Blik var atter dristigt, hans Røst klar, som så han Målet nær, vis på denne Sejr som på de hidtidige. »De véd, hvilket Led der fattes, før vi er med i det Fællesskab, der en Gang skal sammenbinde Nordens Pol med Sydens, omslutte al Verden i sin Favn og udslettende alle Grænser gøre os alle til samvirkende Brødre -: en lille, men væsentlig, ja uundværlig Del: Hestebanen - siden nu Damp indtil videre er banlyst - Agen-Lersjön-Daglösen, forenende ej ene det Brug, hvor vi nu befinder os, Solfors, Thorshyttan, Hästhyttan og de andre nær de tvende Søer liggende Højovne, men også de ved samme Bredder sig befindende Grubefelter: Äng- og Aggruberne, med Søtrafiken. For at spørge den Värmlandske Brugssocietet om den vil drage denne sidste Perle på vor Snor, er det, jeg i Aften har tilladt mig at kalde Dem sammen, ærede Brugsherrer og -Patroner, Ingeniører og Medborgere!«

»Og Bekostningen?« Barchäus' Stemme glammede igennem, endelig fri.

Foroverbøjet, med Hænderne klemt mod Bordpladen stod han dér i Assessoruniformen, med Hårtjavserne rystende om det nøgne Hoved og de af Alderdom anløbne Øjne gnistrende af Ild.

Ved den nedre Bordende rejste Köckeritz'erne, den gamle og den unge sig, halvt fra Stolene. Og det var, som hævede sig, fra de tomme Pladser bag dem, andre Skikkelser -: Småpatronerne på de af Planen forbigåede, i Skovene forladte Brug - de, hvis Kår ej mer gav dem Adgang til »Societeten«, hvori deres Fædre med Stolthed havde haft Sæde, og som nu truedes med den fuldkomne Undergang ved den Beslutning her skulde tages.

»Bekostningen -« v. Schéele bladede roligt i sine Papirer, som anede eller ænsede han ingen Fare, »vil efter Overslaget for Strækningen Daglösen-Savolaxhyttan beløbe sig til omkring 17,500 Rigsdaler Rigsmønt - Strækningen er jo kun på 4500 Fods Længde.«

»Og den øvrige Strækning?«

»For dens Vedkommende har Ingeniørerne indtil videre ikke indgivet nogen Kalkule, men da Vejlængden vel kan beregnes til det femdobbelte af førstnævnte og Terrænforholdene skønnes nogenlunde at være de samme, vil Bekostningen vel kunne sættes til en 90,000 Rigsdaler.«

»Og denne lille Sum lagt til de beskedne Beløb, Bjærgmestren alt har behaget at nævne, vil - rent fraset at den beregnede og af Bjærgmestren citerede Udgift til Persberg-Daglösen Banen: 75,000 Rigsdaler i Virkeligheden blev 96,000 - give os... Renter?«

v. Schéele løftede Hovedet, og hans store Øjne strålede frit de gnistrende Blikke i Møde.

»Renter? os?« han bredte Hænderne ud, »om vi vil vinde ind vore Udgifter, véd jeg ikke - skønt al Erfaring tyder i den Retning - men at vore Efterkommere, at Värmland, at Sverrig vil høste gyldne Rentes Renter hundredfold - ja, Hr. Bjærgassessor, det tror jeg, - nej, det véd jeg! såsandt jeg tror, nej véd, at Udviklingens Love er evige!«

»Udviklingen - Giv os Tal for Tal! ej Fraser - i denne Rabulisternes Skvalder-Tid!« hvæsede Barchäus.

v. Schéeles Pande blev mørkerød, han slog Papirerne sammen og skød Dobbelthagen frem.

»Tal vil De have, min Herre? Nu, så hør da hvad denne Skvalder-Tid har bragt os, Sverrig, af Tal, Udviklingens Tal! Fra det År, 1844, da hans Majestæt, Kong Oscar den Første besteg Tronen - fra hvilken Dato Hr. Bjærgassessoren sikkert regner »Rabulisttiden«, og til den Dag i Dag, er svenske Brugs Produktionsværdi steget fra 25 til 60 Millioner, svensk Handel udviklet i ét Årti mere end fordum i ét Århundrede, svensk Udførsel - for blot at nævne indeværende År -forøget med det tredobbelte mod Regeringstiltrædelsens, svensk Kornexport med det mere end firdobbelte - alt som Resultat af de Herrer Rabulister Gripenstedts og Brødrene Fåhräus' Arbejde, i hvilke sidstes Statistik Hr. Assessoren kan søge Bekræftelse på de af mig angivne Tals Rigtighed.«

»Og denne Fremgang,« Årerne i Barchäus' Tindinger svulmede, som omspændtes hans Hoved af blå Slanger, »er opstået af selve hine »Udviklingens Love«, ej Frugt af et ligeså dristigt som uprøvet System?«

»De er opstået,« v. Schéele smilede, lykkeligt og stolt, »ved et Brud med det System, der, alt mens Tallene blomstrede på Papirer, bragte Sverrig og dets Industri, som dets Folk og dets Ære til Undergangens Rand: Merkantil-Systemet, Protektionismen, »Frihedstidens« gyldne Idol, svarende så skønt til dens Navn. Jeg beder Hr. Assessoren sammenligne de af mig nævnte Cifre med hine Dages: med deres til 6 ½ Million Daler Sølvmønt beregnede Produktionsværdi, deres til 18,000 beregnede Industriarbejdere, - der endte i 1760'ernes Krak, hvori over Halvdelen af vor Provinses Brug gik til Bunds. For ej at tale om svensk Industris Skaber, Alströmers hele Livsværk: Fabrikerne i Allingsås.«

»Og dog blev dette så fordømmelige System fortsat igennem de Tider, som Hr. Bjærgmestren afmalte så skønt i den første, idylliske Del af sit Foredrag - fortsat af Ministre som Schefferne, Liljencrantz, Rosenblad og Wirsén, grundlagt som det var af Gustaf Vasa, styrket af Gustaf Adolf, Karl den IX og Karl den XII, af Johan Gyllenstierna, Louis de Geer og Arvid Horn - til det nu kuldkastedes af Politikere som Lars Hierta! I Sandhed: det er af sine egne, man skal have det! her hører vi Hr. ordinarie Bjærgmester i 7de Distrikt, Hr. Frantz v. Schéele, istemme forhenværende extraordinarie Bjærgmester i 4de, Notar i Bergskollegiet, Lars Hiertas Ord på Ridderhuset 1847: »At ville berøve Brugspatronerne én Skilling af deres Beskyttelsestold kaldes at ruinere de indenlandske Næringsveje, men at forhøje Tolden på Livsfornødenheder må ej kaldes at fratage Arbejderne det daglige Brød« - udtale sig som Ven og Broder af den Mand, af det Parti, som, blandt hundrede andre af Alderen prøvede Love, har ophævet Forbudet mod den Råjærns-Export, som vor største Konge, gamle Gösta, erklærede for »en Rigets Skændsel og Fordærv«. Den Mand og det Parti, vi takker for Forordningerne af 27. April og 22. December 1846, for Bestemmelserne om Hammer- og Mestersmeddene og de skønne Løfter om alle Privilegiers Forsvinden, om Bjærgmandsdriftens Frigivelse, om Tilladelse til enhver at drive Grube og Hytte og smælte Jærn, på Trods af hine Göstas Ord: »Bjærgmand skal blive Bjærgmand, herefter som hidtil« - om, sluttelig, vort 200 År gamle, kongelige »Bergskollegiums« Udslettelse, dette efter Generalgubernator Georg Grissbachs Ord af 3. August 1636 »vollkomnes Bergampt aff getrewen und verständigen Persohnen«, som Axel Oxenstierna og Carl Bonde regnede for fornødent, om vort Lands mest illustre Næring skulde drives til dets Ære og Gavn, ej til Ignoranters eller Spitsbubers Egennytte! Dette Stempel af kongelig Sanktion og Privilegium, der særmærkede vor Gerning, som den unice den er i vort Land som i andre, har vi set forsigtigt, men logisk elimineres. Set Domsrettighederne berøves vort Kollegium, Møntkontrollen og Retten til at bestyre dets egne Midler fratages det, dets Kontorer ophæves, ét for ét, til der nu af vor Storhedstids Værk ej resterer mere, end hvad et Pennestrøg kan slette og vil slette, kanhænde alt til næste År.

Efter Kæmnerkontorets, Notarkontorets, Probérkammerets, Laboratorii chemici et mechanici Inddragelse, Embedsmændenes Afskedigelse, fra Generalgubernatoren til Markscheideren og Malmlederne, convenerede det 1850 Rigens Stænder, med Rette, at bemærke: »Bergskollegiet har ej flere Gøremål!«

Denne Institution, mod hvilken, mig bevidst, ikke én Anke for Uforstand eller Troløshed blev rettet; som igennem talrige Slægtled skænkede ej ene Konge og Land den nødvendige Garanti, men hver enkelt i Jærnets Stat den ej mindre fornødne Beskyttelse, Opmuntring og Vejledning i hans så ansvarsfulde Gerning, vil da snart være henkastet som et unyttigt, ja skadeligt Skår i den store Affaldsdynge af én Gang dyrebare Relikvier.«

Barchäus' hæse Stemme sprang, den oldingetynde Skikkelse i den falmede Uniform med den store Krave, Opslag og Knapper hulede sig sammen som i en lydløs, kvalt Gråd

Ingen rørte sig, v. Schéele løftede ikke Blikket fra sine Papirer. De løbende Lyses Talgdryp på Bordene hørtes.

Alle vidste, at Denis Barchäus i mere end 60 År havde tjent »Bergskollegiet«, hint ærværdige Embedsværk, fra han som femtenårig Auscultant trådte over dets Tærskel i dets gamle Våning i »Mønthuset« i Qvarteret Vulcanus, til han som 76årig Olding så Dørene i den nye Bolig i »gamla bankohuset« i Storkyrkobrinken lukkes bag sig, og det sidste af de en Gang så talrige og så levende virksomme Kontorer stænges. Og at han for dets Skyld havde forsømt sit eget fædrene Brug, den lille Snöbergshyttan, glemt sin egen Økonomi og sin egen Fordel i begejstret Tro på Kollegiets Betydning for Jærnets hele Stat, og nu ved Banens Komme vilde være en totalt ruineret Mand.

»Nu,« Barchäus foer op, »jeg lykønsker Hr. Bjærgmestren til dette Resultat, denne jordskælvsagtige Revoltering af vor så difficile og så prekære Kunst!

Sex Århundreder ansås ene Staten værdig og mægtig nok til denne Ledelse - ét Årti har givet den hen for alle Vinde. Dem, Hr. v. Schéele, og Deres Æren!

Men måske De dog vil tillade os, Objekterne for disse nervepirrende Experimenter, at fremsætte nogle beskedne Forespørgsler?

Nævnet blev de lykkelige, økonomiske Forhold, der rådede her på »Bjærget«, og som havde tilladt os hine mildest talt bekostelige Foretagender. Lad os da en Gang betragte disse »lykkelige Forhold«.

Af de sig alt i alt til 970,000 Rigsdaler Rigsmønt beløbende Summer, som Kanaler, railways og Sluser har kostet blot os her på »Bjærget« har, såvidt jeg fra tidligere Lejligheder mindes Hr. v. Schéeles Regnskaber, de 163,671 Rigsdaler bestået af Lån fra Statskassen og de 230,000 af Lån fra Konvojkassen, tilsammen 393,671 Rigsdaler -Gæld. Af denne skal - bestandigt vide Bjærgmestrens Regnebræt - de 164,000 være tilbagebetalt, så den resterende Sum altså kun udgør det ubetydelige Tal 229,671 Rigsdaler + de projekterede 107,500 - som det overlades vore lyksaliggjorte Efterkommere at afrente. Ti - de alt tilbagebetalte Summer har vi vel ej taget på Borg andet Steds, f Ex. i Göteborg?«

Atter foer Suset gennem Salen, men denne Gang så Papirerne fløj over Bordene, og Stolene skuredes tilbage. De Siddende rejste sig i hæftige Klynger, vendt mod hverandre.

Navnet var nævnet: Göteborg, den store Stad dér i Syd, fra sin Oprettelse den store Aftager af Värmlands Produktion, den store Långiver og den store Kreditor ...

Hvem af de Tilstedeværende fremlagde godvilligt de Sider i Hovedbogen, hvorover »Göteborg« stod? Hvem af de gamle Brugsslægter, der, ej længere Medlemmer af Societeten måtte lade deres Stole stå tomme, i denne Sal som i det fjærne Hjems Stuer, så andre trone dér end Göteborg? Hvor lå dette Herred, ja det Sogn i Värmland, af hvis Brug ej Göteborg sad inde med mindst det ene? Hvor gik det Savværk, hvis Frugt ikke Göteborg høstede? Hvor legede det Barn, som ikke blotte Navnet Göteborg standsede i Løbet, som gled en Skygge over Haven? Hvor stod det Hjem, som ikke i mørke Aftner i Februar, nær det store Årsopgør på Fastings Markedet i Kristinehamn, havde hørt det Navn hviskes af grånende Forældre, der troede sig ene og ej agtede på de unge, angstfuldt-lyttende Hoveder inde fra de gamle Sengekamre bag de ældede Gardiner?

Göteborg, Skelettet i Huset! Dødshåndens Mene tekel på Värmlands Gildesvæg!

Steffan lukkede Øjnene, og han, der vidste sit Hjem, den nedlagte Adamshytta, det måske eneste trygge af alles her i Salen, fornam sit Blod skælve i Takt med de andres - angst og lyksalig ...

Göteborg, den fælles Fjende, Bryntes som hans! Men - o Gud -kun ét Øjebliks Fællesskab, kun ét Øjeblik en »Bjærget«s Søn! Ti -bag »Göteborg« rejste sig jo deres Tilbedelse, hans Had: Jærnet - til »Bjærget«s Fortræd tro mod sig selv: Beskytteren af sit mest ægtefødte Barn, Handelsstaden, Hollænderes og Englænderes By: Göteborg!

Men - han smilte, spotsk - glemmer I: »Ikke jert eget«, det er jo Bjærgmands Lov!

Barchäus viste Tænder, et Par hvasse Stumper, som Hunden, hvis Bid har ramt. Men Schéele, der med sænket Hoved, stille havde lyttet til Suset om sig, så nu op, et Blik fuldt af Alvor og Mod:

»»Olof Trätälja gjorde Värmland beboeligt, og Hertug Karl gjorde Värmerne til Mennesker« siger et gammelt Ord Men - den store Hertug glemte, den Gang han i »Göteborg på Hisingen« satte Hollændere og Englændere til at forvalte »Bjærget«s Skatte, at han havde sat Valloner til at hæve dem! Dér tror jeg, Hr. Assessoren har den den rette Forklaring såvel på vort kære Mundheld: »Värmland har gjort Göteborg rigt«, som på vort fromme Ønske: at Gaderne i Göteborg »voro lidet mera krokiga« og Menneskene dér »litet mera tokiga«, samt på Nødvendigheden af, at vore Veje gøres lidt mere lige og vore Mennesker lidt mere nøgterne: hist bor Forretningsmænd - her Valloner!«

Et Brus slog op fra Bordene, de stående Klynger vendte sig hæftigt, de siddende rejste sig.

Nu rørte v. Schéele Punktet... Steffan greb for sig, blændet som af et pludseligt Lys: nu nævnedes »Ordet« - Forklaringen og Undskyldningen og Dommen! Nu ramte Kuglen!

I er ikke Jærnets Børn, I Elskelige, trods ærlig Vilje! Og derfor, o Gud, elsker jeg Eder! er jeg en af Eders, trods alt! Og derfor kender jeg den Lod, der venter jer, Jærnets urette Tjenere, de Nøgne i den gloende Ovn! Og trøstes kun føje med, at Guden skal fortære også Yndlingsbarnet, Göteborg, en Gang, tilsidst, efter Loven ...

Vallonerne - hvad sagde Farbroder den Aften, da han og Fader havde ført hver tredje eller fjerde af »Bjærget«s Stamtavler tilbage til hine Fremmede, der med Monsieur Paschilius Dionysius Chenon, fra Filip den Andens og Hertugen af Albas Belgien og Katharina af Medicis Frankrig drog herind at bygge sig nye Hjem i de pestdøde Skove - og søge Sverrig Vej til de skjulte Skatte ... hine Bilock'er, Gago'er, d'Épreez'er, Lockrett'er, du Beau'er - eller von Harmst'er, du Pont'er, du Bésche'er ...?:

»Børn er vi, med hvad Navn vi nu end kaldes, af Flanderns sorte Tåge og fede Marsk, af Tungsind og Appetit! af Huguenotternes Offersind og Geusernes Vovemod, af Bartolomæusnattens som af Leydens Blod!«

Og »dette Folk forladende Arne og Gods for en himmelsk Drøms og en jordisk Frihedsviljes Skyld, levelystent og dødsmodigt, disse ihærdige Fantaster« - smeddedes her i Jærnets Lænker af samme, snilde Hånd, der i Göteborg satte koldblodige Englændere og robuste Hollændere til at drive den forliebte Samson rundt i Arbejdets Kværn ... Nej, i Sandhed: »Store Karl« tog ikke fejl, hverken af Skattefinderne eller Skattenyderne - eller af sit eget sluttelige Gavn!

Hvad stod der ikke hos Fernow om Monsieur Paschilius Dionysius Chenon: »Ehuru af adlig ätt och utländing i sjelfvillig landsflykt och äfventyrligt öde, hade han ändå för hederligt hjärta att se huru slätt det var bestäldt med jerntillverkningen, oaktadt all hertigens håg och bemödande«... Og han drog påny til sit Fædreland og hentede nye Landsmænd ind, nye Jærnets redebonne - og ufarlige Tjenere, nye Valloner ...

Ja, »for de kommende Slægter« ...

Gennem Vredens Bulder glammede Barchäus:

»Altså: vor Udygtighed er Skyld i den Afhængighed, som ingen Talemåder om »lykkelige økonomiske Forhold« kan dølge!«

»Ej Udygtighed, Hr. Assessor!« v. Schéeles Røst sang, »aldrig har jeg sagt sligt om de tapre Mænd på »Bjærget«! Nej, men vor Sorgløshed, vor Ødselhed, vor Spillen Grand-Seigneur, vor bandsatte Arv fra vore Fædre!« hans Hånd slog drønende i Bordet

Ødselhed - o ja! men, »Bjærget«s Mester, vant til at grave dybt, grav dybere og find den ganske Vallon, Mennesket af Kød og Blod -: det stakkede og evige Oprør imod Jærnet, Guden, den forhadte og tilbedte!

»Men Ødselhed er det ikke,« gneldrede Barchäus, »at udkaste 970,000 Rigsdaler Rigsmønt i Vildskove, i Søer og Vandfald; Letsind ikke at sætte sig i fantastisk forøgede Udgifter uden anden Garanti for Udbyttet end Utopisters og Projektmageres Fantasterier! Forretningsdygtighed er det, tilintetgørende hver prøvet Tradition, at styrte os ud i alle de Nymodighedernes Malstrømme, der snart vil gøre en Brugspatron til en ligeså sjælden Fugl på »Bjærget« som Hærfuglen er!«

Jærnets Vilje er det, nikkede Steffan ... »Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå! Farvel, Hr. Vallon, min Håndlanger, nu kommer Göteborgeren, min Søn, i hvem jeg har Velbehag!«

v. Schéele trak, med en resigneret Gestus på Skulderen:

»Om Bergskollegiet, Nytten af dets Beståen eller dets Ophævelse, om Frihandelssystemets Gennembrud, om Håndværkets og Industriens Frigørelse i enhver Retning, agter jeg ikke at diskutere med Hr. Assessoren. Æmnet turde dertil være for vidtløftigt, vægtigt - og nyt! Vi står her over for det Uprøvede, enhver må vælge, om han vil tvivle eller tro. Blot han husker, at han samtidig vælger, om han vil leve eller dø!«

Leve eller dø? vælge? Å ja! leve så længe Jærnet tillod - og da: dø! v. Schéele, Profeten dér - Jærnet havde ham behov, et Nu ... deres Nu, hans, Susannas, alles i denne Sal...

Altså: lyde Jærnets Vilje, følge v. Schéele og leve af dets Naade, til dets Ære? Eller: dø med Barchäus, Protesten, Oprøret?

Susannas blussende Kind sovende dér på hendes Arm, hans egen Puls, alle Ansigterne rundt om Bordet - kunde der tvivles om, hvad der valgtes?

»Men,« v. Schéeles Stemme legede, spotsk, »mindes jeg ret, stemmede Hr. Assessoren - jeg tilføjer: som eneste Mand - på vort Møde i Karlstad 1. November 53, mod at Telegrafledningen Stockholm-Göteborg droges over vort Len, med Tilslutning til Norge. Det turde således neppe kunne forlanges, at Hr. Assessoren skal have Øre for den Røst, der taler gennem Morses Tråd! Men - hvad vel kan kræves af den, der gennem to Menneskealdre, som Protonotar i Fiskalkontoret, med så sjælden en Pligttroskab og Nidkærhed har ført Bog over den årlige Stangjærnsproduktion og Smedejærnstilvirkning i Riget, efter de til ham skyldigst indløbende Regninger fra samtlige privilegerede Vejermestre og Brugspatronernes lovbefalede Opgørelser - er, at han kender denne Tilvirknings nuværende Standpunkt og Kår!

Lad os da, Hr. Assessor, sammen se på en typisk Grube, en typisk Ovn, et typisk Brug!: Købes Malmen om Høsten, kan den ej føres til Masovnen, før Vintren lægger Vej af Is og Sne. I Ovnen forvandles den da til Råjærn i Løbet af Vintren, for Våren og Sommeren igennem på Hyttebakken at bie på den nye Sne, der fragter den til Forædling ved Brugene, for, omsider, at bringe den som Stangjærn de 10, ja 20 Mil til Karlstad eller Kristinehamn at exporteres over Vänern til Göteborg, hvor da Forretningsmanden tager Hånd om den - til hvis Gavn mon?«

Steffan nikkede genkendende. Ja, nu så Profeten ret: forsøg at konkurrere med Göteborgeren -: om du kan! Drag Kampen ud, det Nu, der er vort!

»Hjemme sidder Patronen, ukyndig og afmægtig med Hensyn til sit lange Arbejdes videre Forhandling, bundet ved sit Privilegies Forpligtelser til kun så og såmegen Produktion, beslaglagt af de hundrede Gøremål - som Savværksejer, Teglbrænder, Agerbruger, Fourageringsmester, ja Advokat og Sjælesørger for hele sit store Folkehold

Lad os så nu betragte et Brug som Bofors, der, selv ejende såvel Malm som Skove, med egen Vandkraft på 3000 Hestekræfter, ved nutidig Udnyttelse af sine Terrænforhold, ved sin Hestebane og sin Kanalisering af Timselven har opnået en i Forhold til sine Tilgange større Produktion end noget andet Brug i vort Len!

Er dette, Hr. Protonotar, Fantasters og Utopisters Projektmageri? eller Tal der står at finde i Fiskalkontorets Protokoller?

Sluttelig: tag Udbyttet af Nedre Frykens syv Brug: Gårdsjö, Rottneros, Löfstaholm, Annefors, Stöpafors, Bada og Högfors, tilsammen 23 Stangjærnshamre: 13,385 Skippund Stangjærn og 1024 Skippund Manufakturjærn. Mener Hr. Assessoren for Alvor at hævde, at de 155,625 Rigsdaler, der medgik til Baneanlæget Lyckan-Fryksta ej, og dette alt i vort Slægtled, vil bære sine Renter i den forøgede Fragtmængde og den indvundne Tid?

En Hjemmedrift som den først skitserede, endnu næsten eneherskende, af denne Verdens uundværligste Industri er ældgammel i vort Land og gik an, så længe også derude Hunde trådte Bælgene, og Heste drog Kærrerne, og Tiden stod stille, som Ånden i den frosne Luft. Nu, i Manchesterværkernes Dage, er den Døden, den visse Død! England har begyndt Vejen, vi må følge.«

England ja - og Göteborg! skab Vallonen om i deres Billede, at Guden kan forvexle os, hin vor Stund!

v. Schéele satte sig, brat, i et Gisp, med Sveden perlende på den nøgne Pande. Og Barchäus var der med det samme, rystende over alle Lemmer.

»Først et Anhang til Hr. Bjærgmesterens Regnskab over Fryken-Brugene, et lille Strejflys over hvilke Resultater, der nås, hvor Indtægterne tages i øm Betragtning, og Udgifterne diskret negligeres:

Før Banens Anlæggelse betaltes ved Fryken i Trækulspriser 5 Rigsdaler pr. 24 Tønder leveret på Pladsen, nu: 10. En Følge dels af Hr. v. Schéeles »forbedrede Kommunikationer«, dels af hine »Frigørelseslove«, in casu Kultvangens Ophævelse 1850.

Dernæst et Spørgsmaal: Hvorfor iagttager Hr. Bjærgmesteren så streng en Tavshed om Nordre Frykens Brug? Hvorfor, trods mange Ord, intet om f.Eks. Thorsby, Konradsfors, Kristinefors, Vägjöfors: 13 Stangjærnshamre og en Tilvirkning af 10,408 Skippund Stangjærn + 1624 Skippund Søm og Stokjærn? Er disse Summer for små til, at Hr. v. Schéele formår at skænke dem sin Opmærksomhed? Eller kunde det tænkes, at nævnte Bane ikke havde hidført just sådanne Resultater for disse Brug, at de pynter i det endelige Regnskab?«

v. Schéele så op, underligt sky, han tog om Bordet, ligesom modvillig, og da han stod dér, støttet mod det, holdt han sine kugleformede Øjenlåg sænkede.

Men længst nede havde bægge Köckeritz'erne rejst sig, og Barchäus' Ansigt var nu så rødt som Blod, hans Hænder klamrede om Bordet som en Rovfugls Klør om sin Redes Rand.

Alle vidste jo, hvor den gennem Slægtled arvede Snöbergshytta, liggende i Skovene på Knishøjden, med ringe Vandtilgange, med næsten utilgængelige Stier til Finnmossens og Tabergs Gruber og over 4 Mil til Filipstad, var Dødens Bytte, om denne sidste af v. Schéeles Baner drog Brugene i Dalen med ind i den lettere Forbindelse, og lod den ene tilbage i Vildskovene. Og bag den kom Köckeritz'ernes Dannemandshytte, og de Snese andre små, Patroners eller Bjærgmænds, Ovne ...

Steffan stod nu hos Brynte ude på Gulvet foran de sovende Susan og Adrian. Så nu Denis Barchäus dens Ansigt, for hvis Dyrkelse han havde ofret sit Liv? Og Schéele, Ypperstepræsten, stod han ved hans Navn og Gerninger?

v. Schéele sukkede kort, modvilligt: hans Stemme kom med Et så lav, men dog hørt af hvert Øre i Salen:

»Jeg har ikke lagt Skjul på, at en Omformning af vor Industri som den af mig foreslåede vil koste Hundredetusinde, nej Millioner Rigsdaler, indirekte som direkte ... Men den er mulig, takket være vore Bjærges Rigdomme på Verdens ædleste Malm, vore store Vandløbs Kraft og vor Stammes ældgamle Kyndighed i Driften. Og den er nødvendig, om vi vil holde os oppe i Konkurrencen med det England, der i 30'erne skabte Lancashire-Metoden, og nu synes at skulle skabe en ny, en hidtil uanet, der mer end alle Baner og Love, trods vor Modstand eller vor Føjelighed, i Bund og Grund vil revolutionere vore Forhold og vore Begreber.

Hvad Trækulspriserne angår, er de ej blot en Følge af de af Århundredet, ej af mig og af mine, ændrede Kår, men også et Vink fra dette: om i Tide - som England alt har gjort i mere end et halvt Sekel - at lægge vort Forbrug om fra Træ til Stenkul og Koks! En Højovn med nogenlunde stærkt Bælgværk kan, uden store Bekostninger, ændres til Koksovn. I England, Tyskland og navnlig Östrig er sådanne Forsøg gamle. Et svensk gøres som bekendt for Tiden i Ankarsrum og Finspång Værker.

Ingen kan elske og ære vort ædle, svenske Trækulsjærn højere end jeg, ingen mindre ønske at forringe dets Kvalitet ved giftige Gasarter. Men kunde ej Trækullene - hvis Ophør ellers må imødeses inden for et beregneligt Tidsrum, så medtagne vore Skove er af hundreder Års Rovdrift - indskrænkes til visse Brug og Fremstillingen af visse Jærnog Stålarter, til sådanne, det - som f Ex. Panserstålet - til alle Tider vil være forbeholdt ene svensk Jærn at kunne levere? Forskellige Stempler skulde da mærke de forskellige Sorter. Dette rent fraset, at jo flere Baner, des større Terræn at hente det Trækul fra, der var, er og alle Dage skal blive Grundlaget for vort Lands Jærnproduktion.

Hr. Barchäus' andet Spørgsmål,« v. Schéele flyttede stadig ikke sit Blik fra sine hvide, korte, fastspændte Hænder, uden at mærke eller ænse de hede Talgdryp, der ramte dem fra de nu i Piberne flammende Lys, »turde jeg alt have besvaret ved mine Ord: Tiden, ikke Utopister eller Rabulister, endsige min Ringhed, skaber Menneske-Kårene.

Tempora mutantur, nos et mutamur in illis! Ældst er den Lov i Menneskeheden: Blod skal fylde dine Spor over Jorden! ældgammel den Rytme: den ene skal blomstre, den anden skal falme, den ene skal fødes, den anden skal dø! Ingen kender Dagen i Morgen og ingen Skaberens og Tilintetgørerens Veje, men alle må vi uden Klage lyde. Modstand er så umulig, som den er bespottelig!«

v. Schéele satte sig brat, tungt, så det lød gennem den nu dødsstille Sal.

Steffan rørte sig ikke fra Pletten. Dér lød Røsten, den længe kendte, Jærnets Ildtunge - i v. Schéeles Mund!

»Bjærget«s Mester, Husvennen i de hundrede Hjem, som han i dette Nu forkyndte Døden - Dyrkeren af den Leg, den Sang og Musik, hvis Strenge han nu skar over, Värmlands Elskeren, der meldte dets Undergang - -

Svimlede Steffan, Jærnets eneste Fjende, sveg han sit Kald, nu da han så den Uovervindelige, større end han havde drømt -: Guden, der bedøvede sine Ofre, til de i Jubel kastede deres Dyreste i hans Favn, til deres Dødsskrig forvandledes til Hærskrig for hans Lévogn?

»Jeg takker Hr. v. Schéele,« Barchäus' Stemme sleb gennem den lydtomme Luft, tynd som en opslidt Kniv, »for disse Ord, de første ærlige jeg har hørt af megen Svada! Altså: nu kender vi Skaberens Vilje, udlagt af Hr. v. Schéele: Vi afsides boende, hidtil i det store Hele medvirkende Brug har at falme, at dø - at I store, pengestærke, heldigt beliggende kan blomstre ydermere - om I blomstrer!«

Barchäus kastede sig med udspilte Fingre frem over Bordet, med Blikket flammende gennem den halvdunkle Sal.

»Ja, ti dette er Sagen, den, der byder mig til min sidste, vel altfor snare Stund at stride mod Hr. v. Schéeles Skabers og Tilintetgørers Vilje!

»Søger ikke jert eget!« angav han som Bjærgmænds Valgsprog fra de ældste Tider. Jeg, hvis Slægt gennem syv Generationer har tjent Jærnet; som selv fra Barnsben sattes i dets Sold, tør maaske uden Selvpral sige: de Ord var mig Rettesnoren for Livet! »Søger ikke jert eget« -: vid, at I tjener en større Herre, den største på Jorden: den ganske Menneskeheds Vel, de tusinde Hjems Lykke og Værnet for den - vor dyrebare Arv fra Fædrene af Ære og Kultur! Derfor - Hr. v. Schéele få tro mig eller ikke! - lagde han sin Bane til min egen Dør, og så jeg den, som nu, en Trussel for vort Folk og Land, vor Velstand og vore Hjærter, jeg brød med disse mine egne Hænder dens Skinner itu, før jeg ad den vandt mig én Skilling til Mén for mine Brødre, for min Herre, Jærnet!

Vi små, vi afsides boende, takker Eder, I store Herrer, for jert Brodersind mod os, vi takker den Tidens Morgenrøde, der, efter Hr. v. Schéeles Ord, i Sandhed er blodig, det Menneskerettighedernes Evangelium, der berøver os vort Hjem og skiller vort Navn fra den Gerning, det har tjent af al sin Id, så langt Mindet rækker!

Nej - vi takkede Eder, vi svandt uden Klage, ja med Lovsang, som Hr. v. Schéele byder, hvis vi så os selv som den Irr, der hindrede Eder, hindrede vor fælles Herre i at blinke som det pure Stål, i at hugge Menneskeheden den Vej frem gennem Urskoven, som ene han kan bane, i at generobre vort Land dets Plads blandt Kongens Jævnlige! Men - om vi nu ser jer, Høvdingene på vort Skib, uden Kompas eller Ror give det hen for alle Storme, for Fantasteriets Orkaner som for Rovbegærets Tyfoner, da er det vi menige Medlemmer råber: Stands! ser I ikke, at vi alle forgår? og husker I ikke, at vi fører Menneskehedens Beståen om Bord?«

Menneskehedens Beståen -: til Jærnets Tjeneste! Fædrene: de alt Opofrede! deres Arv -: vor Pligt til at ofre os som de! Ære og Kultur -: Jærnets bægge Dele! Stor var Guden - selv i sine Forladte! De Svegnes Læber viede sig til Døden ved Parolen, som deres Besejrere sang!

»England blev nævnet - »England har betrådt Vejen, og vi må følge den.« Følge Fjendens Sti? England, Protektionismens fødte Dronning, der ved 3 Århundreders Toldlove og opmuntrende Subsidier og Præmier - tænk blot på en lille Ting som Dronningens countz money! - drev sin Fabrikation til en Højde, der reducerede eller tilintetgjorde alle andre Landes og lod the Union Jack vaje ubestridt over alle Have. - Til Afsætningen ej svarede til Produktionen, og det hidtil mest prohibitive blandt Lande pludselig begyndte at forkynde Frihandel, gav sig selv en meget fri Toldforfatning, lokkede andre Lande til det samme og nu oversvømmer dem med sin vældige Tilvirkning!

Englands Exempel skal følges! hør på Hr. v. Schéele: Trækul skal ændres til Koks! Ankarsrum og Finspång nævntes. Men er det Hr. v. Schéele bekendt, at Jærnet til Dato blev rødskørt? Og at Kokstønden koster c. 2 Rigsdaler mod Trækulstøndens c. 40 Øre? Er det endvidere bekendt, at Englands årlige Kulhøst beløber sig til 2,400,000,000 Centner, mens vi, Höganäs til Trods, må indføre for Millioner Rigsdaler Koks og Kul? At som Følge deraf Englands Fremstilling pr. Centner Jærn med Koks koster c. 1 Rigsdaler 50, vor, med Trækul, c. 2 Rigsdaler 40 Øre - for ej at tale om Forsøgene med Koks. Disse af Naturen selv satte Vilkår til Trods skal vi betræde samme Vej som England, hvor Råjærnet er 30 procent billigere end hos os, og Driftskapital fås for 2 à 3 procent mod vore 6!

Eller nævntes ej »en ny og hidtil uanet Metode«, der synes »i Bund og Grund at skulle revolutionere alle vore Forhold og Begreber?« Antagelig menes dermed de unægteligt uanede og Begreber revolutionerende Experimenter, som en Hr. Henry Bessemer i Hertfordshire siges at foretage, ja endog at have haft den Dristighed at løse Patent på og at forelægge på Mødet i Cheltenham. Men, rent fraset den, for enhver nøgtern Betragtning, indlysende Galskab i selve Foretagendet, turde måske visse Efterretninger om Explosioner i Hr. Bessemers Værksted, med Tilintetgørelse af hans Broncefarveri, om Resultaterne af Dowlais Iron Works bekostelige Prøven: dyrere og dertil upålideligt Stål, kunne skænke os et Begreb om den Velsignelse, der venter England ad denne Vej, og os, om vi følger den.«

Tog Steffan fejl? Formørkede Guden ikke sin gamle Tjeners Ånd, nu da hans Frist var omme? Rejste Trællen sig til Oprør, klarsynet i Døden? gjaldt hans Kamp nu ham selv, ej Herren?

»Ja, lad os dog en Gang se på de Gaver, som dette efterlignelsesværdige Lands andet moderne Barn: Storindustrien med samtlige dens Opfindelser og Nydannelser har bragt sin Papa, og besinde, hvad der er os forbeholdt, om vi fremdeles følge dets Spor, ja endog blot nøjes med de Trin, vi har trådt i dem. Eller glemmer man, at åbner vi, med vore Kanaler og Baner, Vejen ud, da åbner vi den også ind?

Lad os se bort fra den vældige Import og dens Indflydelse på Hjemmemarkedet og ene betragte hvilke andre Gæster, der kan ventes ude fra »den store Verden«, som Hr. v. Schéele ønsker os så intimt allieret med!

Er der nogen iblandt os, der erindrer de tidligste Frugter af Watts Opfindelse af Dampmaskinen, af Arkwrights af Spindemaskinen? Optrinene i Arkwrights Fødeby, i Preston, som han først ønskede at lyksaliggøre - hans Flugt for de fortvivlede Arbejdere, deres Tilintetgørelse af hans Maskiner? Eller ligger de Begivenheder og Egne os for fjærnt?

Kan hænde da nogle husker, fra en bange Barndomstime, en Fader eller Moder eller fremmed Besøgende, der omtaler »den store Smeddesag«, da Hr. Ehrenpreuss, Manden før sin Tid, søgte at indføre »Stordriften« i svenske Kronens Geværfaktorie i Jönköping, og de 3000 Arbejdere, pinte til det yderste, skaffede vort Land den første Arbejdsnedlæggelse og lagdes i Jærn af det kongelige Krigskollegium, men endte med, efter Assessor Per Höppeners Defension, at tilkendes 75,000 Rigsdalers Skadeserstatning?

Flere end jeg modtog i al Fald, i unge og lydhøre År, fra de Babeuf'ske Optøjer i 1797, de Indtryk, der gav en Mindelse for Livet. Og i alles Øren turde synge de Lyonske Silkevæveres Feltråb fra 1831: »Leve i Arbejde eller dø i Strid!« gentagne i tusindfoldigt Ekko af Februardagenes: »Brød eller Bly!«, knust under General Cavaignacs Kardætsker. Selv oplevede jeg i London, hin 10de April 1848, Chartisternes Tog til Underhuset og Folkevæbningens og Politiets Indgriben. Og kan hænde jeg de samme Dage fik et andet Indblik bag Kulisserne på det Teater, hvor Frihedens og Frihandlens ædle Komedie går over Brædderne: et Kendskab til 1847's Fabrikslov med dens ømme Beskyttelse for arbejdende Kvinder og Børn ved Fabriksinspektørers Hjælp - og dens nære Sammenhæng, gennemdrevet som den blev af Godsejerpartiet, med Fabrikanternes Aufforderung zum Tanz: Kornloven af 46! et Indblik, der måske lader de Herrer Cobden og Bright, såvel som deres Modstandere og hele den engelske Told- og Industripolitik, fremtræde i et mindre flatterende Lys, end de synes at vise sig i for Hr. v. Schéele.

Se her et lille Udvalg af de Velsignelser, »den nye Tids Morgen« har bragt sin Moder og Fader: - Frankrig og England - og som tør forventes også hos os: Svindel, Overproduktion, Kriser, Opstande! Lad mig blot nævne den engelske Bomuldskrig og de Forenede Staters ustandselige Arbejdskampe gennem mere end tyve År: Bly mod Sult! Opløsningen af enhver Kontrol, ethvert Hensyn Samfundene og Nationerne imellem, alles Krig mod alle, som skal føre til Mr. Jeremy Benthams utilitaristiske Paradis og Mr. Adam Smith's »Nationernes Velstand«!

Hr. v. Schéele beklagede bittert den arme Brugspatron, der ved sine Privilegier var bundet og forpligtet til ej at trampe sin Nabo ned, ved sin hjemlige Mølle og sin Furagering af sine egne Folk hindret fra at styrte sig ud i Spekulationer om Kap med de Herrer Englændere og Hollændere i Göteborg. Ja, mærk denne ene Ting: Naturaliehusholdningens Omlægning til Pengelønssystemet: Båndet skåret over mellem Husbond og Tjener, mellem denne og hans Hjemstavn! Se her: »Nordpolen forenet med Sydpolen, Nationerne omslyngende hverandre!« Se den ny Tids Gud og hør hans Navn: Manchester! Se den stakkels Arbejder, hvem Skråen sikrede Virksomhed eller i modsat Fald Understøttelse, »frigjort« for sit Fags Tvang, overladt til sig selv, til Løsgængeriet og Tiggerdøden på Landevejen!

Eller maler jeg med usande Farver, med sådanne, der konvenerer mig? Nu, så hør da en anden Røst, Arbejdernes egen! Se her,« et Par udrevne Blade raslede i hans Hånd, »dette såkaldte »kommunistiske Manifest«, udstedt i Brüssel i 48 af de Herrer Marx og Engels, udsået over en værgeløs Jord af »Kommunistforbundet«, indpodet også på vort Sprog af Bogtrykker P. Götrek i Helsingborg.

Jeg skal skåne de Herrers Øren for de Løgnens og Hadets Forvanskninger, hvoraf dette Aktstykke, denne den ny Tids Due med Oliebladet, vrimler imod os, de arbejdsgivende og producerende Klasser. Men hvad jeg ej agter at dølge, er efterfølgende Vink til den moderne Zauberlehrling, der ein, zwei, drei har omkalfatret Samfundet med Universalmidlerne: »Frihandel og Industrialisme«:

»Uforandret Bibeholdelse af de gamle Produktionsmåder var et Existensvilkår for alle ældre, industrielle Klasser. Den moderne Industrialisme kan kun hævde sig ved en uafbrudt Revolutionering af Produktionsmidlerne, dermed Produktions- og Samfundsforholdene i det Hele. Deraf de uafbrudte Rystelser, den evige Usikkerhed: Kriser og Arbejdsløshed, som kendetegner den moderne Epoke og varsler dens Undergang.

Hovedvilkåret for dens Herredømme er Rigdommens Ophobning på private Hænder, Kapitalens Dannelse og dens Koncentrering hos et Fåtal. Men den har ej blot smeddet de Våben, som skal bringe den Døden, den har også fremmanet de Mænd, som skal føre dem: de moderne Arbejdere, Proletariatet.

Fremskridtet i Industrien, som er den vilje- og modstandsløse Bærer af Kapitalismen, har til Følge Arbejdernes revolutionære Sammenslutning i Foreninger. Med Storindustriens Udvikling graver Bourgeoisiet sin egen Grav. Dets Undergang er ligeså uundgåelig som Proletariatets Sejr!

Vi erklærer åbent, at vort Mål kun kan nås gennem Omstyrtning af den nuværende Samfundsorden. Proletarer i alle Lande, forener Eder!«

Jeg har jo intet Øre for den Røst, der taler gennem Morses Tråd, kan hænde I, høje Herrer, har det for den, der lyder gennem Ord som disse? Ja, I, der nu bringer i Stå de Hjul, der gennem hundreder af År fyldte vore Skove med deres Brus og befolkede dem med travle Arbejdere - I, der har kommunikeret og koncentreret, industrialiseret og kapitaliseret vor ældgamle Jærndrift, vor fælles Næringsvej og Stolthed gennem Sekler, agt I på Hr. v. Schéeles Ord: »Ingen kender Dagen i Morgen!« og læg dertil: »Der er Høg over Høg!« og »Hvo, der sår Vind, skal høste Storm!«

I har betalt de Baner - og Lånene tilbage, eller kan forrente dem ved de hastigere Forbindelser, de større Fragter, den forøgede Produktion, som Privilegiernes Fald, det videre Marked, som vor Forsvinden forjætter Eder! Men - er dermed Udgiften omme, begynder så Indtægternes Eldorado - og falder de i Eders grundigt tømte Lommer? Hørte I Hr. v. Schéeles Spådom: »Hundredetusinde, nej Millioner Rigsdaler vil denne Omformning koste!« Har I disse Summer, til Dampens Indførelse på Eders snart forældede Hestebaner, til Koksens i Eders Trækulsovne, til Hr. Bessemers »uanede« Erstatning af den Lancashire-Metode, som nys kostede Söderfors og Lesjöfors, Ferna og Liljendal Årtiers Fortjeneste og lod de mange Stole tomme her i Salen, hvor de gamle Ejere af Vallon- og Tysksmedjerne sad? til bestandigt nye, endnu mer uanede og revolutionerende Ændringer, til hele Væddekampen med England derude og herhjemme, hvor dets billige Gods vil vælte ind? Eller er Summerne lette at låne hos vore Venner Göteborgerne? Hvorfor mon? Spørg de tomme Stole dér!

I store Herrer, hvo der sår Vind, han skal høste Storm! Ja, vent en Storm over Lande! de nye Dages Vejr, der ej ene vil fælde det lave Krat, men også de høje Stammer; der ej vil aflade, før Värmeskogen er ryddet af Jorden - og et England, et Göteborg, et Uddeholm hersker her, hvor vore Ovne flammede, og vore Hjem stod! Vi små, vi hilser Eder, I store Herrer! Cæsar, morituri te salutant! hilser og beder: På Gensyn i Hades! dér skulde vi tales ved om gamle Dages Liv i vort Värmland!« Barchäus sank i en hæs Stønnen sammen, rystende, som en Bunke udslidte Klæder.

O Gud nej! Steffan løftede på Skuldrene - han havde atter taget Plads ved Spelmansbordet - den Tjener var hverken utro eller forblindet! aldrig havde han været Tjener, aldrig! han, som i sin Herres sluttelige Sejr, hans sidste, ypperste Frugt: Døden, Leen - fandt Angst, ej Jubel, han, som dér sang sin Herres Salme herligere end nogen anden, hans høje Vise - og gruede for sine egne Toner!

Ikke en Lyd hørtes, ikke en Finger rørtes. Selv Åndedrættene syntes stivnede under Lysekronerne.

Ansigterne dér rundt om i de spruttende Tællelys' Skumring svævede huløjede, ubevægelige: en Forsamling i det Rige, som Barchäus havde nævnt.

Så Steffan Syner - en endnu kun anet Time i denne Sal? Eller - en længst forsvunden? Befolkedes de tomme Stole? steg du Pont'erne ud fra deres Billeders nøgne Pletter? Tågede andre Skikkelser bag dem: de fordrevne Osmundsbønder, de slagne Hedningefinner? Jærnets Tog af Tjenere og Ofre, vakte af Døde, kaldte til Hyldest af den Herre, hvis Rige de havde bygget, nu da han besteg sin Trone under Sejrshymner? Vågnede de at se deres Efterfølgeres, deres Drabsmænds Lod: at den var lig deres?

Eller - så han kun en Trækning, en Grimas i Inspektør Janne Piscators kæbebrede Ansigt, som det lurende dukkede frem bag hans Herres, Patron Thorlanders grå Hoved og andægtige Mine?

Han følte en Kulde i Stuen, en Synken i Gulvet, som åndede Kaos gennem Rummet - han greb i Blinde for sig - og rørte Susannas hede Kind, blundende på den svulmende Arm ... og han vågnede i et Smil.

Fortid, Nutid, Fremtid - her brændte den hans Hånd, stærkere end Jærnet selv: Mennesket, med Stenalderens Våben i sin Hånd og med en kommende Tids af Luft og Lys løftet over sit Hoved, den første og den endelige Skaber og Tilintetgører! Jærnets Finder og dets Forlader en Gang!

Lad dem trælle for Jærnet, Led efter Led - Brynte, der nu stod lige ved Bordet, som for at indtage den Plads, Barchäus måtte vige - trælle for det i Frygt, i Selvopofrelse! Han tjente i Tillid, til Bedste for eget Vel, kun hende - han og Adrian, der sov med den milde Sved på Panden: Kornets og Kvægets Barn, Hyrden på »Bjærget« ... Adrian, der Dage igennem, som Vagtelkongen, kunde gemme sig i Solfors Agre, at ånde deres muldede og melede Lugt, eller dølge sig som en Nisse i Staldens Okse- og Gødningestank ...

Steffan smilte mod Selskabet om Bordet, mod Skyggerne på Væggene: I har den Herre, I fortjener! I, der for ham ej ser jer selv, for Evigheden ej Nuet!

Men v. Schéele stod nu atter dér i Lysflimret, svær og rød, i den opknappede Uniform, og Ansigterne stirrede i uanfægtet Værdighed, med Guldbriller og Skægkranse mod hans brede, hvide Tænder, der lyste i et muntert Smil.

»Hr. Barchäus' Spådom - der skulde stå til Troende, endda alt andet i hint »Manifest« var »Løgnens og Hadets Forvanskning« af vore Handlinger og Hensigter - har bragt det ene, ham selv kan hænde ubevidste, Gode med sig: at han altså dog tror på den Fremtid, som han lover Krig til sin sidste, forhåbentligt fjærne Time! Ti hvorfor mente han ellers, at vore hjemlige »Englændere«, de Herrer Göteborgere, skulde være villige til at sætte de Penge, de så vel véd at skøtte, ind på dens Resultater?

Efter at denne min værste Modstander således har erklæret sig for min Sag, tør jeg vel ikke tvivle på de andres Tilslutning, om blot det kunde lykkes mig at bevise, at hin Fortjeneste dog vil bevares for Värmland og Värmland for os, samt at hint Orakel, som han citerede under så megen Bæven, kanhænde også turde være Hadets og Løgnens!

Hr. Barchäus har så meget imod at følge Fjendens Sti - om det så end er for at nå samme Mål som han - og før end ham! Uddeholm blev nævnt. Nu, lad os tage dette som »Fjende« betegnede Brug og lad os - blot som Prøve eller skal vi sige: for at udspejde det? - følge det lidt ad den Sti, som dette Bengt Gustaf Geijers og Lovisa Sophia Tranäas gamle Familiegods de sidste Årtier har trådt, og se de Resultater, det har nået, og som har gjort det til vor Provinses største Brug og - måske derved? - værdig til Navnet: »Fjende«!«

v. Schéele bøjede sig over sine Papirer. Ansigterne rundt Bordet fortrak ikke en Mine. van Harmsts Guldbriller stirrede som lige blanke Spejle.

Og dog var nu den anden store Fjende nævnt, ej blot Barchäus', men enhvers i denne Sal: Jærnets rette Repræsentant i Vallonernes Rige: »det Uddeholmska samhället«, »slottet i elfdalen«, spændende, som et tyskt Fyrstendømme, over 350,000 Tønderland Skove, 11 Sogne i Värmland, 3 i Dalarne, over 7 Jærnbrug og 1697 Hushold med 9856 Mennesker; Uddeholm, hvis Stempel med det dobbelte G var kendt og æret til den yderste Krog af den Verden, der tjente Jærnet og tjentes af det; Uddeholm, der bestemte Fastingens Priser som Bankernes Renter; mod hvilket Thorshyttan, Solfors, Savolaxhyttan var Bjærgmandsovne, van Härmst og Thorlander Kulsviere; Uddeholm, »det lilla rysslandet« kaldet, ikke for Knutpiskens Skyld, men for sin Tendens til, lig den store Nabo, at gribe om sig, mer og mer, uimodståelig, i Jærnets Konsekvens ...

Men v. Schéele bladede i sine Papirer og begyndte igen, som anede han intet:

»Der kunde tales længe om denne Sag, men jeg tænker, jeg behøver blot at nævne Navnene: Statsråd Jonas Wärn, Disponenterne Danielsson og Holmberg, Ridderne, Patron Gustaf Ekman og Fredrik Lundin: Gassvejse ovnene og Stangjærnssvejsningen ved Savspån -Major Lilliehök og Oberst Nils Ericsson: Forshaga Kanal og Jærnvej forbi Dejefaldene og Myra-Skymnäs - for at hver Kyndig vil indrømme, at sovende har Uddeholm ej fanget sin Sejr! Eller mon »Jærnkontoret«s 20,000 Rigsdaler til Lundin, Rigens Stænders 100,000 Rigsdaler Banko + Aktieselskabets ligeså store Sum til Kanalen og Banerne af Fantaster og Projektmagere er kastet ud i Vildskove, Fosser og Søer?

Hr. Assessor, lad os slå efter i Fiskalkontorets Protokoller, Rubrik: Uddeholm! 154,000 Centners Jærntilvirkning! Er »Vulcani Hjem« mon det urette Navn?

Og nu »de stakkels Arbejdere« dér, »Storindustrien«s Trælle ... Hr. Barchäus, der er så hæftig en Tilbeder af det Gamle, at han endog synes at glemme sin, ofte påberåbte Kong Göstas Ord til Dackefejdens Smålændinger, »at de, om de vilde vide, hvad virkeligt var »gammalt och fornt«, burde betænke Kong Kristiern Tyrans Dage« - er en i vor Brugshistorie for lærd Herre til, at jeg tør erindre ham om gamle Tiders Skildringer af Tilstandene ved »Uddeholms hytta«, som Lång-Christoffer i Sundsjö og hans syv Sønner og deres Strid med Brugsforvalter Johan Carlström, hvem selve »den store rikshushållaren«, Karl den XI, Strengeligen måtte tilholde at »ej med så hård exekution förfara« mod de Undergivne. Og Hr. Barchäus er en for alderstegen og derhos for ømhjærtet en Mand, til at jeg har nødigt at erindre ham om Smeddenes eller Kulkørernes Kår for ej mere end 20 eller 25 År tilbage. Og når jeg endeligt anmoder ham om, sammen med mig, in effigie, at foretage en Spadseretur i det nuværende Uddeholms Arbejderstad, til dets Friboliger med Jordlodder og Kartoffelstykker, dets Folkeundervisning med 3 Lærere og 3 Lærerinder i Lancasterskole, Husholdnings-, Sløjd- og Væveskole, dets Apotek og Sygehus, dets Bibliotek og Sparebank, dets af Bogholder Högberg ledede Brugsorkester - er det kun for at bede ham sammenligne hvad, der ses i dette Storindustriens Værk, med hvad vi kun altfor nøje kender fra så at sige hver eneste af vore gamle, d.v.s. nutidige Brug. Jeg overlader trygt til Hr. Assessorens alment skattede Retfærdighedssans at dømme Forholdene imellem og afgøre, hvor Båndet mellem Arbejdsgivende og Arbejdsydende synes humanest og således forstandigst og mest betryggende knyttet!

Og henstiller sluttelig til ham: Hvem skabte vor industrielle Arbejderstand og gav den de Kår, som vi nu ser, uden Protektionismen? og hvem kaldte Handels- og Fabriksdrift for »Pengekrig« og Handelskompagnierne for »Hære«, uden dens Stormester, Jean Baptiste Colbert?«

Steffan nikkede. Ja, én Gud fra Begyndelsen til Enden! udbredende Rige og Evangelium til alle Folkeslag og Egne - men ej til ham, der troede på den ene og sande Baals Overvinder! Og han smilede mod Susanna, som sov dér, ligegyldig, tryg i sin evige Magt. Og han bøjede sit Øre mod hendes Puls.

De sene Led, deres Lod i godt og ondt - lyt her, I Forhåbningsfulde og Frygtagtige, og glem både Håb og Frygt! hør her en Fremtid, evigere end Jærnets, kys her Eders eget Eje: Nuet!

v. Schéele satte sig, træt, og skød Papirerne sammen, som var hans Votum i Sagen nu endt. Barchäus rørte sig ikke fra sin sammenfaldne Stilling, gjorde kun en afmægtig Bevægelse, om til Indrømmelse eller Protest kunde ingen skønne.

Og hvor v ar det det samme! hans Sag var dog tabt - som den havde været det fra først, fra Tidernes Morgen -: Vallonernes Sag mod Göteborgs, Menneskets mod Jærnets... til Mennesket opdagede sig selv, sin egen Magt: sin Lykke ...

Ej heller nogen af de andre i Rækken bevægede sig. Indtil pludselig van Härmst rejste sig, stift, med et Ryk, der fik Guldbrillerne til at blinke i Lysglimtene, og alle de Siddende til at løsne de stramme Miner og se op med hastige Blikke. Nu kom det afgørende Ord, »Bjærget«s største Patron talte:

»Skøndt så vidt vides,« van Harmst stak den lange, magre Hånd ind på Brystet og lempede Hagen til Rette i den stive Battistes-Halsdug, »hverken Hr. Bjærgmester, Kammerjunker v. Schéele eller Hr. Bjærgassessor- og Fiskal Barchäus direkte hører til de så letfærdige og ødsle Valloner, der nu i mere end 250 År har vanrøgtet »Bjærget«s Interesser, tør dog jeg, der ej kan fornægte mit Slægtskab med disse uheldige Indvandrere, ingenlunde indlade mig på en Kappestrid med de nævnte Herrers Veltalenhed, deres Ødslen med gode og onde Profetier eller deres grandseigneuragtige Omgang med Fortid og Fremtid. Jeg er nu én Gang, som det turde være bekendt, en kortsynet Mand og er derfor naturnødvendigt henvist til at beskæftige mig med Nutiden. Kanhænde jeg dog ved denne min pauvre Indskrænkning til Gengæld opnår et mere nøgtern Blik på denne - som det synes i de Herrers Øjne temmeligt inferiøre Episode - undgående såvel Hr. Assessorens Frygt for et enevældigt Göteborg, som Hr. Bjærgmesterens Håb om et dito Uddeholm.

Altså - gående ud fra, at vi nutidige Brugsejere i Värmland tillader os at ønske at bevare vore Brug og vore Hjem for os selv og vore Sønner, som vi modtog dem fra vore Fædre, industrialiserende dem efter vor egen Forstand og financierende dem af vore egne Midler, uden velvillig Råd eller Bistand, det være nu af Englændere eller Uddeholmere - tegner jeg mig, da det ligeså lidt konvenerer mig at hjælpes af, som at tilfalde en af de to Magter - for Halvdelen, skriver 53,750 Rigsdaler af den af Hr. Bjærgmesteren anførte, endnu nødvendige Sum, for at, som han udtrykker sig, vort Værk skal blive et helt, ej et stykkevis, og vor Arv til vore Sønner en afrundet: et Värmland, driftigt, fordi det ej frygtede onde Spådomme, uafhængigt fordi det ej troede søde Profetier.«

En Knagen i Halsbindet og Fadermorderne, i de høje, udstoppede Skuldre, en Gnistregn fra de slebne Brilleglas, og Hr. van Härmst sad atter højtidelig og stram for Bordenden, som havde han ikke rørt sig fra den.

Og dog var i dette Øjeblik »Bjærget«s Skæbne afgjort, dets Fremtid beseglet af Repræsentanten for den ældste og rigeste Brugsslægt, Bergslagets Ledere gennem fire Århundreder, Jærnets Vilje fuldkommet gennem Vallonen, dens tro og - uegennyttige Tjener, han som, nærsynet, så kun »Nuet« og reddede det - og lagde Fremtiden under Jærnets, »Bjærget« under Göteborgs Åg!

Et Brus slog gennem Salen, så de sluknende Luer deroppe viftede frem til Liv igen, slyngende vældige Skygger over de nøgne Vægge, som strøg Kæmpevinger deres Pletter bort i sin Flugt gennem Hallen -: Rovfuglens, Jærn-Gudens, der tog sin Rede i Besiddelse og sine Tjenere i Favn.

Men medens v. Schéeles Øjne det ene Nu mørknede af Krænkelse og det næste funklede af Triumf; mens Vrimlen af Ansigter bøjede sig mod hverandre i Lykønskninger, i Udbrud, i Råb; mens Brynte knejste, med Hænderne spændt om sine Hofter som på Spring mod sit Arve- og Kongerige, og Köckeritz'erne med ligesom blinde Blikke samlede sig bag Barchäus' Stol, pressede Steffan sin Mund mod den sovende Susannas Arm - Spådomme eller Profetier? Hans Læber brændtes af det visse: det blodhede Nu!

Da rejste sig - nej, tumlede op som for et Puf af Janne Piscators Hånd gamle Thrond Thorlander, kogrød i Hovedet, med det isengrå Hår struttende, de vippeløse Øjne glippende.

»Ærede -« han ragede rundt med de uformelige Hænder, så Blækhornet på hans højre og Sandbøssen på hans venstre Side slyngede deres Indhold ud over Bordet, »jeg vilde kun ... Ærede ... underdanigst melde ... at... tillade mig ... at... at bede ... at tilbyde, ja ... at betale den anden ... ærede ... Halvdel... med Forlov, og undskyld, Hr. Bjærgråd van Härmst! - af de ... æh ... 107,500 Rigsdaler ... for se, Banen den går til min Drengs Brug!«

Med et Brag satte Kæmpen sig igen, fejende Blækket ned over sine Naboers Skød og Knæ, under Bruset af Forbauselsesudråb, Latter og Bifald, i Skæret af de tre syvarmede Dalarstager, som Stina Ryd og hendes Tjenestepiger bar frem dér i Døren.

Janne Piscators Ansigt fortrak sig i et triumferende Grin; men hurtigt som et Lyn var v. Schéele oppe, med bægge Hænder udstrakte og de funklende Blikke på den Gamle:

»Et Leve for Brugspatron Thrond Thorlander, »Bjærget«s sidste - og fremmeste Patron!«

I et Spring var den mavesvære Taler oppe på sin Stol, med den ene Fod med Gamasjestroppen på Bordet og Hånden i den krusede Mansjet løftet.

»Han leve!«

Vivatet slog mod Loftsbjælkerne, så Stina og hendes Tærner standsede, blændede af deres egne Lys' Blafren og Røg. Selv van Härmst nikkede, langsomt, smilende, fra sin Plads, og op tumlede Thorlander påny, hummerrød, med Sveden blinkende i Pandens Furer og dryppende fra Kindernes dybe Folder, bukkende, stønnende, til højre og venstre, hvirvlende Sand- og Blækregnen om sig, så Naboerne leende flygtede.

»Dette,« v. Schéele vuggede sig på sin Tå, med det krusede Hår som en Vinløvskrans om Panden, flyvefærdig som en Dionys, »er ej ene min, men »Bjærget«s lykkeligste Dag! Den leve i taknemlig Ihukommelse i sene Led!«

»Ja,« Barchäus hvinede igennem, »i sene Led skal den huskes og forbandes! når vi forlængst angrer i vort Hades. »Søger ikke jert eget!« Hør Sandheden af Dårens Mund: »Banen går til min Søns Brug!« Og hør den, selv hvor den kløgtigt tier!« med opskudte Skuldre pegede han på van Härmst.

En brændende Rødme steg op i Bjærgrådens utilnærmelige Pande - et Øjeblik - han åbnede Munden ... og beholdt den åben ...

Steffan havde, lyttende mod Susannas Puls, blottet Adrian, som nu snorksov dér, svedig og bevidstløs.

»Og Sønnerne lønner de omtænksomme Fædre, Fremtiden gengælder Värmland den tabte Nutid! »Søger ikke jert eget« ... det vil sige: søger Göteborgs!« Barchäus lo.

Steffan kastede sig hastigt tilbage for at skjule Arvingen til Solfors', Hästhyttans m. m.'s Herligheder, men bøjede sig atter, ligegyldig, mod Susan. Nej, se kun og husk det, I »Bjærget«s Fædre: dets Søn og dets Datter, dets Fremtid, som I bestemmer over! Se, du triumferende Jærnets Gud: Mennesket, dit Offer - og din Besejrer! én Gang din Forløser og én Gang din Tilintetgører! Se den, der vover at fornægte dig!

Da - et Ryk - hans Hånd fløj i Bordet, i det nøgne Træ ...

Susan stirrede, blussende efter sin Søvn, med Hårets Flod om Skuldrene, strålende mod Brynte, der rød af Bevægelse, af Triumf, med Panden kastet tilbage, dér midt på du Pont'ernes Gulv ombølgedes af Vivatråbene for sin Fader, deres Besejrer.

Og dér - Adrian ... med Munden åben, fuld af Savl, med Øjnene blakkede af Søvn, strakte han sig over Bordet på sine fede Arme, slugende Brynte i sløv Andagt...

Steffan rejste sig, hans Blik søgte Fader. - Og dér stod han, slank, i sin midjesnævre, blå Skødefrakke, med sit brusende Kalvekrøs, klappende med smilende Mund ad den bukkende Thorlander.

Ja, ene var han, ene med sin Tro som med sin Fornægtelse! Nuet med alle dets ufødte Liv i Jærnets Vold! tilbedende dets unge Gud dér, bøjende sig i Jubel under hans Fod; Jærnets var Sejren! - og Livet: Barnet i dets gloende Bug! Hil dig, Brynte, hil!

Da - et Brøl som et Dyrs ... Thorlander ludede over Bordet, med de rødsprængte Øjne på en lille, sort Læderkugle, der rullede rundt i Blækgrøden - Finnekuglen, Finneskuddet, som han under så bange Gebærder havde skjult på sit Bryst - i hans, i Jærnets største Øjeblik sprunget frem derfra for alles Øjne ...!

Steffan svimlede, af Forfærdelse -: »Ordet«... til Døden! - Skoven, Natten, Kaos derude ... Finnens Skud mod Brynte, mod Susan, mod ham selv, mod dette Brug og dets »Ejere« ... Det røde Jærn, den røde Ild, det røde Blod - og det sorte Skud derude! Den sidste, den mægtigste Gud, den glemte: Kronos, der åd sin egen Søn - som han sine Sønner og Døtre... Den endelige, sidste: Døden!

Brynte, askegrå, med gabende Mund - og Susanna med Hænderne klemt mod det blafrende Bryst - og gamle Thorlander ...

Steffan lo. I Jærnets Tjenere, kender I ej jer Herre! Se dog hans Tegn: Pilen, der peger mod Jorden, dens Magnet!

Ilsomt, som brændte han sig, og vilde han forvare det brændende Kul i sit Hjærte, greb Thorlander Kuglen og stak den ind på sit Bryst, stirrende vildt, som i Trussel, i Bøn, på Ansigterne rundt om sig, på Skyggerne bag dem.

»Bjærget«s sidste Patron? - Ja, kanhænde!

- Men - dér lo alt Susanna, himmelhøjt, med Ansigtet endnu vådt af Tårer, med Hænderne klamrede i Bryntes Arm, ad den tykke Patron Fredrik Gasslander, »Bas-Fre'rek« kaldet for sin Sangerrøst.

I Skæret af de nys komne Lys, med det blussende Ansigt smilende fra Kindskæg til Kindskæg, den tredobbelte Hage gyngende i Fadermorderne, de blå Frakkeskøder spilte i de ringsmykte Hænder og Benene i de chokoladefarvede Buxer piruetterende under den blomstrende, gule Silkevest - dansede Herren til fem, over Ovnkransen pantsatte Brug i Nyed Festdansen for »Jærnets største Dag« - og for det Gilde, der nu ventede inde i Bjærgmestergården, om hvilket Rygtet var trængt til selve Karlstad og havde bragt Hr. Gasslander til med Et at ihukomme sin »Societets-Ret« og forgætte den Blodsuppe, Stør og Glögg hos Fru Flitzan i Frimurerlogens Kælder, hvori han ellers omsatte nidkære Fædres Arv, i Fællig med samtlige Lenets »yngste Sønner«: - Officererne i »Regimentet« og »Koret«.

Og Brynte lo, grå i Kinderne, i halvt ufrivillige, halvt lykkelige Hik, og Ansigterne rundt Bordet, nys så værdige, stramme, lo, viftende med de afrevne Briller, med Regnskabsbøger og Kort, og oppe fra Bordet dirigerede v. Schéele Dansen med den store Projektrulle, forglemmende sin Bekymring for Vallonernes Letsind...

Ja fejr Värmlands gladeste Dag - hver én i Värmland har I kaldet så, I Valloner! Le Susan og Brynte! Jeg glemte det, et Nu, af Had til Jærnet, af Tro på Blodet - unødigt det første, som forgæves det sidste -: Mørkets evige Skud, den Rune, jeg får tro på, og som er min! Strid for Jærnet, fejr med Latter og Dans dets største Dag - jeg anråber -anråber og forbander, frygter og stoler på Skuddet fra Värmeskogen, dets Kalden hjem fra Arbejd som fra Dans - Eders, som Eders Herres Besejrer, den eneste Tilbedelsesværdige: Døden, det endelige Ophør!

»Nej Tak, Hr. Bjærgmester, min Hustru er ene hjemme, og Drengen dér ... Min bedste Tak, en anden Gang ...« Fader bukkede for v. Schéele, der stod foran ham, strålende af Ansigt, af Ordner og Sejr, med gæstfrit udbredte Hænder.

»Jamen Drengen,« v. Schéele kastede et hastigt, lidt sky Blik på Steffans hvide Ansigt og forvoxede Skulder, »hvorfor følger han ikke med?«

Fader smilte. »Tak - men vi vil helst hjem til Morgongåfva.«

Ja, Fader, ja - Steffan så op mod hans Ansigt med Tindingkrøllerne og Randskægget, så roligt og blegt mod de andres blussende, støjende og triumferende.

Og han kastede et Blik hen på Brynte, Susan og Adrian, som lo i ivrig Klynge ved Spelmansbordet. De skulde alle blive ...

Men han rystede på Hovedet.

Nej, i Aften ikke - han kunde ikke, mindre end ellers, lege, at han hørte dem til, i Tro og Håb og Blindhed! Nej, hjem - til Vejens Ende! at sove »Värmlands største Dag« ud og bie på dets sidste!

Og dog, hvor underligt - nu jeg ser Eder, som Eders Herre, ramt -nu begærer jeg hans Pige og Eders Lod! Nu jeg kender Livets Dom, vil jeg det! Ti nu, jeg skal miste og derfor kan tilgive det, tør jeg eje det!

Blusset fra Savolaxhyttans Højovn svandt over Træernes sorte Toppe, Bruset af Flammerne og Bælgene, af Latter og Vrinsken tystnede bort. Stiens Snegab åbnede sig, Bores mørke Manke flagrede mod det. Fyrremørket tætnede om dem.

Steffan sad nedkrøbet i Fodposen, med Næsen i Ulveskindene. Over sit Hoved så han Faders Tømme gynge og Åndedrættene bølge fra ham og Provsten Böös.

»Jeg troede, Deres Velærværdighed skulde med til Gildet i Bjærgmestergården?« spurgte Faders Stemme.

»Hm, jeg også så sandt,« brummede Provstens Bas, »men - Hr. Bjærgmestren udviklede Anskuelser - og - man sælger dog ikke sin Førstefødselsret for en Skål Ærter - end ikke af Hr. v. Schéeles Bonitet!«

Steffan mærkede, hvorledes Fader smilte.

»Anskuelser som sagt -«

En Regn af Klokker, et Råb - Fader strammede Tøjlerne ...

En Snesky foer forbi dem, og i den Barchäus, piskende på den jagende Hest. På Bagsædet Köckeritz'erne, klamrede fast med blege Ansigter.

Steffan nikkede - de Første, som Värmeskogen kaldte hjem ...

»- som jeg ej finder anstår en Statens Tjener og ej ønsker at yde Kirkens Sanktion ved min Deltagelse - selv i nok så gode Gilder, hm.« Böös tog en Pris. »Og jeg må desværre tilføje: jeg finder det et Tidens sørgelige Tegn, og at i en så betydelig Forsamling Protesten ene skal fremkomme fra en Tersites som Hr. Barchäus.«

Han pegede mod Mørket En Snesky svævede over Stien, et Genfærd af Klokker .. Várfuglens Skrig fra Skovdybet. Og en Flugt af Sidensvanser og Lavskriger fra Enebærrene.

Böös bankede på Snustobaksdåsens Låg. »Som Åndens Repræsentanter havde Hr. Pastor Bräutigam og jeg jo intet Votum i denne verdslige Sag. Men det undrer mig, nej, smærter mig, at ingen af de Herrer Stemmeberettigede fandt sig tilskyndede til Indsigelse, hvis ej mod Enkelthederne, så mod den ganske Ånd i Forslaget.«

Fader tav; så sagde han dæmpet, som talte han med sig selv:

»Hr. v. Schéele talte om den Tid, der er så ung, at ingen tør dømme den.«

Böös bruste op. »Ih dømme - som om Tiden ej besørgede det selv! »Af deres Frugter skulle I kende dem!« Hørte Hr. Patronen ej dette såkaldte »Manifest«, som Hr. Barchäus fandt sig foranlediget til at indvi os i? Eller gjordes dette Vidnesbyrd behov? De er for ung en Mand, Hr. Choräus de Bésche, til at have oplevet den 16. Marts 1792, ja 13. Marts 1809, de Dage, da »Tiden« behagede, følgende glorværdige Exempler, at løfte sin Hånd mod selve Herrens Salvede, her, i vort Land! Men De har dog set et 1830 og et 48 med deres Følger derude og herhjemme, hine Rædselsoptrin i Paris, Hr. Barchäus dvælede ved, som og vore Martsoptøjer i vor Hovedstad, vore »Reformbanketter«, vor al Sømmelighed trodsende Repræsentations-Strid, for ej -Gud forlade mig jeg besmitter min Mund - at nævne .. vor Presse!«

Böös spyttede, som spiede han samtlige »26 Aftonblade« fra sig, der hang, et Exemplar af hver, i Glas og Ramme, på Farbroders Væg på Idet, mellem hans egne og hans Venners, Uno Troilis og Södermarks Tegninger og Malerier.

I det samme slog Bore over i Galop.

»Jeg véd desværre, at Hr. Patronen ej er uantastet af disse - »franske Pokker«, men tør dog sikkert hos en Broder i Kristo, ja en Kandidat i Theologien påregne en zelotisk Harme mod disse Tempelskænderes Rasen, når de - ej ladende sig nøje med Tilintetgørelsen af alle verdslige Bånd: Hustugtens Afskaffelse, Kvindernes Stillen på lige Fod med Mændene med Hensyn til Myndighed og Arv, Respektens Nedbrydelse for Konge som for Dommer, Beskyttelse af Gældbundne og Dagtyve - tilogmed udstrækker deres formastlige Hånd mod vort hellige Hus: mod Biskoppernes Eforat, mod Præsteskabets Magt over Skolen, ja, med Hr. Thore Petré ønsker at opleve den Dag, da Västerås' Ordinantia og med dem »vor ej blot unyttige, men skadelige Kirke« forsvind ...«

Hesten gjorde et Spring, et Kast til Siden, så Böös'es Stemme brast, og de Kørende slyngedes imellem hverandre, i ét Virvar af Pelse og Tømmer...

Ubevægelig, hvid, med Øjnene lysende i det dødblege Ansigt, med Armene udspilte som korsfæstede, med de nøgne Fødder sunkne i Sneen stod en Skikkelse dér i Skovnatten.

Böös'es Åndedræt peb: »Du min Gud - hvad ser jeg ... Herre, forbarm - -«

Så foer han op i et Brøl.

»Er det dig, Satanas? Vover du endnu -! Har jeg ikke svoret dig Malmö Hus? Eller - nej - Lovens Ordlyd: Konventikelplakaten 1726: »Kommer han tredje gangen åter skall han -« Bi, med mine egne Hænder -«

Böös gjorde en Bevægelse, voldsom, så Steffan tumlede halvkvalt om i Fodposen ... han så Fader lynsnart bøje sig frem og smelde den fnysende Bore et Rap med Pisken, så den rejste sig på Bagbenene, kastede sig frem i Karriere, og Böös drønende styrtede tilbage mod Slædens Rygstød...

»Så så, så så!« lokkede Fader gennem Bruset og Hvirvlen af Sneen.

»For Fanden!« Böös fægtede, halvkvalt af Pels og Slim. »Kan De ikke køre, Patron Choräus?« Böös gispede efter Vejret, »ellers havde jeg, Guds Død, med bare Næver fakket den Skælm! Men jeg skal den Dag i Morgen lære Lensmand Crälius mores! Endnu har de Herrer Hierta og Petré, trods ærlige Forsøg, ej mægtet at skænke Gudsbespottere Rettens Beskyttelse og jeg -«

Et bragende Nys.

»Bore! Bore!« fløjtede Fader.

Dyret vendte Hovedet, lyttende til den så kære Røst, funklende efter den onde Ånd, der havde styret Slaget.

»Hr. Provstjeg tror, vi bør takke Bore for den Galop!«

»Takke - De mener?«

»Jeg mener, Deres Velærværdighed,« Fader skød med Svøben Hestens Rygtræ til Rette, »at en Arrestation af Zegoel vilde sætte hele »Bjærget« i Flamme - have alle Grube- og Hyttefolkenes Rejsning til Følge.«

Böös tav et Øjeblik. Så snærrede han: »Dér ser De: Tidens Gejst! Følgen af alle Skrankers Nedbrydelse, alle Loves Flyden!«

»Jeg ser,« lød Faders Røst, dæmpet, »den Ånd, der hungrer mod »det nye Rige«, som stakkels Zegoel forjætter dem - og som vi ej har formået at skabe på Jorden.«

»Hr. Choräus!« buldrede Böös op, men tav brat, brummede og kvalte sig i en Pris.

Og Steffan så Folkestuen for sig derhjemme på Morgongåfva, en af de Aftner »Herrens Folk« forsamledes dér, fra Forfølgelse af Lensmænd og Præster, for at læse af Elias Wolkers »Det andeliga presterskapet« og Nohrborgs »Den fallna människans salighetsordning«, synge: »Här en källa rinner -«, »Öppet står Jesu förbarmande hjärta«, »Lammets folk och Zions fränder«, og lytte til Skrædderen fra Elgå, Fjellstedt-Johannes: Johannes Andersson fra Långserud, eller en anden af de Udvalgte og Kaldede, der vidnede om Herrens nære Komme og alle Tings Dom.

Steffan så det store, dybe Rum i Loftsbjælkernes Dunkelhed, i Flimret af Tællepråsene og Lerkaminernes Fyrrebål - de løftede Hænder og Øjne, de skyggeagtige Skikkelser og sig selv og Fader i en Krog af de vægfaste Bænke. Og han hørte, dæmpet, ovenfra, Moders Sang og Farbroders Violin - Atterboms eller Bellmans Sange - og en Knurren fra Forsamlingen, om dem, der vel, som Domprovsten Johan Henrik Thomander og Provst Ödmann, i Rigens Stænder, stred som Guds Redskaber Striden for hans hellige Sag, for hans Folks Beskyttelse og Fred, men dog ingenlunde selv var døbte i Lammets dyre Blod ... Mens deroppe Tonerne sang: »Herold för den unga Flora -« eller »Upp Amaryllis! Vakna, min lilla!« .. og Fader smilte, sit spørgende og tilgivende Smil...

Böös vidste om dette »Wartburg«, som Farbroder Anselm halvt beundrende, halvt fortrydeligt kaldte Morgongåfva. Men - var ikke Patron Choräus de Bésche en af Stiftets Magnater? bivånede han ikke Böös'es egne Højmesser i Filipstad Kirke .. og var ikke Hans Højærværdighed, Biskoppen i Karlstad, hans kødelige Morbroder? og denne høje Person ufatteligt allieret med de Herrer Sahlström, Danielsson og denne såkaldte »Lysets Bonde«, Nils Månsson i Skumparp, Gennemførerne af »Folkeundervisnings Loven« af 42?

Böös sukkede og tætnede efter med endnu en Pris. Kun Zegoel kunde han ikke tilgive Fader. »Han er hans onde Samvittighed!« forklarede Farbroder, blandt hvis »Forfulgte« på Idet: Tatere, Spillemænd, rejsende Officerer - »Knægte« som de kaldtes - Vagabonder og Eventyrere af alle Stænder og Nationer, også Zegoel indfandt sig. Men Fader rystede på Hovedet: »Vist ej, Anselm! sæt dig i Böös'es Sted og se i arme Zegoel selve Antikrist: Samfundets Omstyrter, Frikirkens Antinomi - Oprøret mod den Lov, der for Böös er den ganske Bibel.« »Nu ja,« Farbroder nikkede skødesløst, »spiller han salig Gustaf IV Adolf, agerer han »Åbenbaringen«s »Trofast och sannfärdig« mod Zegoels »Widunder«, lad da, som Napoleon knuste Gustaf Adolf, Zegoel og hans Folk pulverisere Böös! Priset være Gerningen!« »Og hvad så?« spurgte Fader og så hen for sig, som i bange Undren. Men Farbroder hørte ikke, han sad alt ved Klaveret og stemmede op med den nyeste Uppsala-Vise:

»Hr. Patron Choräus, en Fantast er De,« begyndte Böös, »Hjærtet er godt, jeg véd det. Men De lytter til Sireners Sang og sanser ikke, hvorhen de synger Dem - før det er for silde. For silde - det frygtelige Ord, der en Gang, inden føje, som Domsbasunen skal tordne i denne Tids Øren! Se Dem om, se alle Vegne: Frafald, Oprør, Selvklogskabs onde Ånd - Nydannelser i den af Gud lovbundne Natur! fra Hr. v. Schéeles Hestebaner til vor Velsignelse med en halvgal Englænders Påfund: Lancaster-Skolen, »den gensidige Undervisning« .. Jo, jo, jeg skal love! Den Blinde skal lede den Blinde! hver Svend spille Mester! Puh, ad Helvede til bærer det med Eder!« Snustobaks-Lommetørklædet smeldede Steffan om Ørene. »Dér under Gråd og Tænders Gnidsel skulde I en Gang, som Hr. Assessor Barchäus lovede, angre, hvad I gjorde af det Land og den Tro os anbetroedes af gudslydige Fædre! Så Baner og så Skoler - og I skal høste Falitter og Revolter! Og hvorfor - du min Gud, hvorfor? Er ikke vort Land skønt og velbehageligt, som det er?«

»Hr. Böös,« Faders Stemme smilte, »bør det sig en Kandidat i Theologien at minde en Kontraktsprovst om vor Primas', Olavus Petri's Ord: »Vi skola se till, vad rätt är, icke vadd vant är«?«

»Ret, Ret!« knurrede Böös, »ét og evigt er det Rette!«

»Og dog - nylig angreb Hr. Provsten vor Lancaster-skole med Jesu Ord: »Skal en Blind lede en Blind?« og i »Bondestanden« forsvarede Hans Jansson samme Skole mod den af Præsterne priste Forældreundervisning, med Luthers: »Om man väntar, att den ena tocken skall undervisa den andra, vad blir det då utav?« Det Rette - ak, det synes mig så mangfoldigt som Menneskenes Sind og Tidernes Gang!«

»Hr. Choräus! Ve den, fra hvem Forargelsen kommer! De kunde dog i det mindste,« Böös'es Knæ stødte Steffan i Nakken, »skåne den kommende Tid for dennes Besmittelse - og yderste Fortvivlelse!«

»Fortvivlelse - ja,« Faders Stemme talte atter som med sig selv, som undertiden i hans Studerekammers Ensomhed, når Steffan bange lyttede ved Døren, »lad mig citere Kirkens tredje Mand, min egen Morbroder og Deres Foresatte i Karlstad - Ord, som han sagde, da den nye Tid krævede Viden for Bonde som for Lærd - og han gav det Krav sit Votum. »Den Nød, den Sorg, den Samvittighedskval og den Livslede, som piner Europa nu, kendte Idyllens og Uvidenhedens ikke. Som den unge Bonde i sin og sin Elskedes Vår med let Hånd rejser dem et Hjem, mens den Lærde efter Dage i krumbøjet Møje, efter søvnløse Nætter, med grånede Hår og falmet Blod møder sin Bruds, Sandhedens, smilløse Øjne - således vil den Tid, den Slægt, som vi ej tør forarge, og ikke kan frelse, men må føje, en Gang, tynget af Sorger og Viden, stå foran den Grav, hvor vi sover, som Børn, under Blomster.««

Steffan fornam en Sitren, som rørtes hans Hjærte, nøgent, af Sneen. Å Fader, ti dog - eller tror du, jeg ikke hører og véd? Har du glemt mine Sygdoms-Nætter, eller Aftnerne med dine og Moders og Farbroders Samtaler? Véd jeg ikke den Morgen, der følger på »Värmlands skønneste Dag«, mine og mines Morgen? Og den endelige Nat? Uden Trøst for os i Jærnets Dag! ja, dennes Fuldbyrdelse: dens Fælden sin sidste Tjener: sig selv - alle Tings Udryddelse!

»Hr. Provst, De bebrejdede mig, at jeg, skønt stemmeberettiget, ej protesterede mod Franz v. Schéeles Forslag, dets Ånd, som dets Realitet. Og kaldte mig derefter: »Kandidat i Theologien og Broder i Kristo«. Det er jeg - og bliver! Har jeg da Stemme i denne Sag, omend mit Navn står på nok så mange Stikker i Persbergs Malmhobe? Eller har jeg at tro på min Gud, på hans Lov i det Lovløse, på hans Vilje i de Selvvillende, hans Ånd af Evighed gennem Døgnets vexlende? Bæve kan jeg, mindre for den Tidens Skal af Ild og Jærn, der for v. Schéele er Opgangens, for Barchäus Nedgangens Sol, end for dens Kærne: den Dag, som min Morbroder varslede om: Europas Sorg, Samvittighedsnag og Lede .. Men - bævede ikke hver Slægt for den Uudforskeliges Veje? og ledte dog ikke alle ind i hans Hjærte? Skal vi gå imod hans Vilje, uden hvilken ikke mindste Tue flyttes?«

Fader, hvad Forskel er der på din Gud og - på Jærnets? At han lever ud over Døden? For dér at fortsætte Jærnets Gerninger, som han helligede her!

Igennem Snegranerne foran flimrede en Lysdråbe frem, spejlet, afgrundsdybt, i en Rude tilvenstre - Byens første Lygte, dens Stolthed, den nye, »arganderske Lampe«.

»Hurrr!« snurrede Böös, »Kvietisme! der cherubinische Wandersmann! Nej, miles dei, min Herre, ecclesia militans, med Lovens Panser, med Dommens Sværd! se dér: David mod Goliat!«

»Gammel er Goliat - så gammel, at man får tro, at også han er en af Guds Soldater. Eller mødes først nu han og David?«

Fader pegede på en Skygge, der gled frem på den nu fuldt belyste Væg af Byens første, lave Hus - en Skikkelse med trekantet Hat, med struttende Pisk, med fodlang Chenille og mandshøj Stav, der gigtsvagt, møjsommeligt haltede frem under Tagskæggets blinkende Istapper - Olofs Fader, gamle Kirurg Nicetas Mychowitz...

»Ptøj!« Böös spyttede, »sig: gammel er Satans Drabant!«

Fader nikkede. »I 1760'erne sang den første Dampmaskine sin Sang, men i 1770'erne døde han, som varslede dens Melodi: François Marie de Voltaire.«

Var det Spillet fra Bores Klokker eller Mesterens Navn, nævnt i dette dunkle Smøge? Mychowitz løftede Ansigtet, et lille, ældegult Dødningeåsyn med et Par uslukkelige Øjne, med en bitterligt lukket Mund.

Böös drejede Hovedet, med en Ed. Fader hilste smilende, med Pisken til Huen, og Mychowitz nikkede, umærkeligt, med stive, sorte Øjne og rynket Mund

»Tidens Medusa,« kaldte Farbroder en Gang Mychowitz' Ansigt, »det så vort Århundredes Europa.«

Steffan vendte Hovedet tilbage mod det, som det humpede frem dér gennem Lys- og Skyggestriberne fra »Ulveøjnene«s Kæder, med Ildskæret fra Savolaxhyttan og Thorshyttan luende over de lave Snetage.

Og han hørte Farbroders Ord den Aften, da Selskabet hos Kronelensmand Crälius lo ad denne Betegnelse af den ildesete Gamle .. O ja, han høne dem, som alle de andre Samtaler, som havde han ej blot lyttet til Ordene, men levet de liv, de handlede om - ja, levet sig deres Lede og Liden til Kundskab og Død!

»Så hør da blot hans Data!« råbte Farbroder den Aften. »Nicetas Mychowitz: født i det Braclaw'ske Wojwodeskab, i Kopiowata Sogn i Polen, Søn af dets Pope og Eudoxia Husakorasky. 8 År gammel Discipel i den Basilianske Munkeordens Skole i Human, 16årig Student fra Kiew, 18årig Elev i det kirurgiske Akademi i Sankt Petersborg, og nær den medicinske Examen, da Uvejret greb ham, Seklets Morgenstorm, og han sugedes med ind i dets Hvirvel, det ganske Europa, den ganske Verdensskæbne rundt - til han endte her i »Bjærget«s Inderste, i det Jærnets Hjærte, der havde været hans Tids, og under dets uslukkelige Flamme!

Sendt ud som halvfærdig Kirurg, fornøden blandt Professorer og Barberer, i en Menneskehed af Lemlæstede og Slagtede; fanget i Trekejserslaget ved Austerlitz, fulgt med Josephs Hær til Italien, med Louis' til Belgien; som Polak uindløst ved Freden i Tilsit, med i Toget til Rusland, Vidne til Moskwas Brand og Tilbagetogets Dødningemarsch, fanget ved Overgangen over Beresina ... Med i de Nationernes Vrimmel, der de følgende År drog ud at besejre Cæsaren, Vidne til Trekongermødet i Trachenberg, indlemmet i Nordarméen som Læge ved »Royal Suédois«, dette det mest brogede og mest berygtede Regiment af alle Tidens Soldatesker: Eventyrere, Overløbere, Krigsfanger af alle Nationer: franske, italienske, portugisiske, spanske, Zigøjnere, Asiater, Individer uden Navn eller Folk .. Kvinder som Mænd, Børn som Oldinge ..

Fra Festerne, Skuespillene, Dansene i det moderne Babel, Hansastaden Lübeck, brudt op med sit Kompagni til det store Stævne ved Dennewitz, Gross-Beeren og Leipzig; langs Rhinen til Liege og Louvain og Bruxelles, »det lille Paris«, som med sine Vine, Harsard og Kvinder måtte slukke den Folkeslagenes Tørst efter det store, der, alle Løfter til Trods, ikke kunde stilles.

Efter Cæsarens Fald tilbage over Rhinen, over Köln, over Minden; Mødet med Davouts kapitulerende Tropper, deres ugelange Defilering, deres hvide Kokarde, som uigenkaldeligt forkyndte, at nu var Revolutionens som Napoleons røde Drøm omme, nu vågnede Europas gamle, grå Dag. Over Elben og Boitzenburg, hvor Mødre bar Soldaterne Børn i Møde, der avledes på Toget ud; over de gamle Valpladser til Rostock og om Bord på »Gustaf den Store« over Havet, som han første Gang så, forbi de danske Bøgeskove, gennem Kattegattets Dødsstorme, til den bohuslänske Skærgård

I Strömstad Drønet fra Frederikshalds Kanoner. Mellem Tistedalens Klipper og Glommens Fyrreskove Regnskyllene, Rekognosceringerne og Jagten på de Staffeldtske Jægere.

Og så Konventionen i Moss og den store Verdensfred derude i Wien...

Og siden, mine Damer og Herrer, mere end fyrretyve År Stadskirurg her i vor By, ensom som selve Napoleon på den øde Ø, mens nye Slægter og Slag væltede over de gamles Spor. Og I, I Hjemmefødinge, peger ad ham: »En Mand uden Tro og Nation!« - han, der som Barn så sit Fædreland forsvinde i Malstrømmen; som gråhåret dets forgæves Kamp for at vinde Livet igen; som så Revolutionens Frihedsdrøm, Napoleons Kosmopolitisme, den hellige Alliances kirkelige og kejserlige Tro vexle og svinde - og begynde påny! så Udsæd af Blod og Høst og Aske og ny Sæd igen -: at alt er ens og alt forgæves!«

Steffan nikkede, med lukkede Øjne. Ja, trods Tilhørernes Råb og Protester den Aften: Verden under Jærnets Tegn!

Og hans eget Ansigt en Gang - hans egen Tids Medusa?

Olof Boris Mychowitz, Kirurgens Søn, hans Alderdoms Barn med en lille Tjenestepige fra Persberg .. Olof, der legede med dem i Zacharias Piras Lancasterskole, læste med dem på Idet, hos Farbroder Anselm, færdedes med dem i Skovene, ved Ovnene og på Brugene og skulde følge med dem næste År til Karlstad Gymnasium; som var en af deres - og som de ikke kendte .. Der gik iblandt dem, stpr og sund og smuk som Brynte selv, men med sin Faders Øjne og Mund, ligegyldig og udelagtig i Steffans Had og Frygt som i Susans og Bryntes Tillid og Tro .. Olof, mod hvem Steffan følte sig uvis og forknyt som et Barn. Olof, som Damerne i Filipstad hadede - for hans uægte Byrd eller .. for hans nedarvede Ansigt?

Å, bedre at tage sit Ansigt i Arv end erhverve det gennem Håb og Erfaring og Håb påny! Og dog ..

Han havde set Olof stirre på Susan som Brynte, som han selv - men i næste Øjeblik vende sig og smile. Det Smil - vilde Steffan det? Nej aldrig!.. endnu ikke .. Græde over Susan kunde han, smile ikke! Og - kom det en Gang .. Nej da før dø! Eller - da var han død: Susan besejret! til at smile ad...

»Spotter! Fornægter!« Böös spyttede.

»Miles dei, også han!« lød Faders sørgmodige Stemme.

Nej, nej! Steffan løftede Hånden til Forsvar - så før tro blindt, som Susanna, som Brynte, på sig selv, på Blodet, på dets Ret til Evigheden!

Om han triumferede, Medusaen, tilsidst - hvad gjorde det? Nuet havde været vort! smil så kun, da er vi døde!

»Nu er De hjemme, Deres Velærværdighed!«

Bore styrede mellem de trange Husvægge ud på det snedækte Torv.

Og dér, i Skæret af den gamle Lygte midt i Snedriven, rejste sig Böös'es Præstegård, toetages, med Rudernes lange, blinde Række. Kun yderst i Hjørnet mod Kungsgatan et øde Lys; hele nederste Stokværk ét Mørke.

Hvad var det, Fader fortalte en Aften hos Gudmoder Hulda på Djursäter, da han forsvarede Provsten mod Farbroders kåde Angreb?

Derinde sov, Stue ved Stue, Böös'es Hjem: Lysekroner og Himmelsenge, Spinetter og Konsoller, Ibenholt og Sandel, Kniplinger og Sølv, gentaget, Rum for Rum, af de blundende Spejle. Kun én Gang om Ugen fangede deres matte Øjne en Skikkelse - Böös, der hver Søndag, før Højmesse, i fuldt Ornat, med Biblen ved sit ordenssmykte Bryst, skred gennem sit døde, sit evige Hjem ..

»Husk,« sagde Fader, »gennem mere end atten År bejlede Hadar, den unge, bondefødte Informator på Grev Hamilcars Gods ved Målaren til hans eneste Datter, Marie Adèle af Leijoncrona, til Greven omsider døde, og Grevinden løste Datteren af Vadstena Jomfrukloster, skaffede Böös dette Embede ved Frøken Huldas Hjælp og forvandlede dets Præstegård til et Slot - der nu på tredivte År sover som et Mausolæum over ni Måneders Lykke.

Hvad kaldte du det selv, Bro'r Anselm, da du skildrede det for de fremmede Diplomater hos Mamsel Thunberg på Gustaf Adolfs Torv? »En Tidløshedens Bolig, et Uforanderlighedens Hjem, et Tempel i en By af Dagligstuer, Værksteder og Børnekamre ..: »höga norr, trohets hem!«« Fader smilte.

»Mens Böös deroppe i Stuerne mod Gaden, mellem sin Ungkarletids Pindemøbler af malet Fyr, lever videre blandt Snustobaksdåser og Skabevin og Husforhørsprotokoller!« Farbroder kastede med Hovedet.

»En miles dei - og en tro Gildesbroder,« nikkede Fader, »tænker jeg på de Rum derinde, tilgiver jeg ham både Gabestok og Træhest, hans kære Relikvier - ja takker ham, at han vil binde Tiden!«

»Tja - så vi derind, fik vi kanhænde at vide, om det Øjeblik, der dvæler, virkeligt er skønt!« Farbroder lod Buen danse hen over Violinen til »Champagnevisen«:
»Drick! de förflyga, de susande perlorna - drick!«
og han nynnede:
»Champagne är ju tiden!«

Men Gudmoder Hulda satte sin Stok hårdt i Gulvet: »Mange Jomfruer smykkede jeg til Brud, men Marie Adèle bærer Kronen endnu.«

Steffan stirrede på Hadar Böös dér i Pelskraven - Evighedens Vogter ...

Ja, hans Ansigt var rundt og rødt som et Barns med lyseblå Øjne, med Bryn som hvide Fjer og Mund som en Blomme.

Tidens Medusa -: derinde tågede dens Ansigt til Støv - Minutternes korte, ligegyldige Støv, som Svea Fröjd, en Gang Marie Adèles Kammerjomfru, nu Böös'es Husholderske, hver Måned sankede i sin Silkeklud

Det Øjeblik, der dvæler, det frelste Øjeblik - stivnet som Luften derinde, som Istappen dér under Taget..

Susannas Puls under hans Hånd, dens Banken - et gloende Stik...

Hvad valgte han - før Skuddet faldt?

Hine Bruderums tredive År .. Ingen Børn legede foran deres Ruder, deres Somres Lagner, deres Vintres Is. Som et Ligrum, ej som et Mausolæum, stod det her midt i Byen, åndende Kulde i Dagligstuer, Værksteder og Barnekamre ... Men en Gang, om føje, ramte Skuddet - da brast de blinde Ruder, og en ny Dag henvejrede Marie Adèles Støv...

Steffan fornam et Sug, fra Hjærte til Hæl, som foran Hyttebålets Træk.. Den lille, gyldne Kløft i Susans Bryst over Spenceret...

Brænde op dér, i ét Sekund? Eller tredive Års Frost - og så dampe bort i det Tomme for en ny Slægts Sol?

Jo, efter denne Dag forstod han Susan og Brynte - hendes Skrig der ude på Mosesbacken, da han greb hende, af Fryd, af Angst. Ti han selv - hver Dråbe af hans Blod skreg mod hende, i den Fryd, i den Angst!

Han hørte Faders og Böös'es Stemmer tage Afsked, ceremonielt, høfligt - mærkede Slædens lydløse Gliden, Kungsgatans oplyste Ruder .. dér Susannas, Borgmestergården - den sorte, luftige Tomhed over Stortorget - den tørre Tranghed mellem Vikgatans ovnhedede Trævægge - det kolde Pust over Daglösen ...

Men han smilte i sit Eje: det korte Nu, uden Frygt, som uden Håb, vis på sit, som på det, der fulgte. Susanna - lad Brynte eje hende det søvnige Liv igennem, ét Øjeblik er mig nok - og Døden er overvundet!

Han vågnede i et Ryk. Slæden holdt.

Han dukkede sig, i sit Gem, og gøs frostig, i Nød.

Månen hang tung mellem Birkenes Rimgrene ude over Daglösens Dyb. Kirkekuplen svulmede histovre som en Klodesky. Stammerne lyste nøgent, og nøgent Tavlerne i Sneen.

De holdt på »den nye Kirkegård« - fra 1776, de knap fødte Slægters: Farfaders, Farmoders, Mikaels. Og ovre under Kirken de Gamles ... Midt i Ringen, på »Bjærget«.

Han nikkede tappert: hans Nu var forbi, Betalingen kommet, og han var rede.

Stjærnerne blinkede mellem de stivfrosne Ris -: et Liv hvert Blink. Bores Ånde bølgede over Sneen, som dens Mule slikkede -: et Liv hver Bølge.

Han lukkede Øjnene: Jeg fik det forlangte, det mulige! tag nu min Gengæld, mit Lod til »Bjærget«!

Et Gys - et sidste, ufrivilligt Nej - og han sov, ubevægelig som de omkring ham, én Krumme af »Bjærget«s Jærn, af dets Årtusinders Sum. Han havde adlydt Loven.

Herover gik hans Vej, bestandigt, fra han båres fra sin Dåb i Kirken, fra hans Skoledage hos Zacharias Pira, fra Striden og Legen med Susan - den ene Vej, over Kirkegården hjem!

Han havde tigget som lille, før Faldet i Tårnet, om Omvejen langs Hastabergets Fod - at fries for Kirkekuplen, fra Korsene, fra Pyramiden dér, hvorunder Farforældrene og Tvillingbroderen sov. Men Fader rystede blidt sit Hoved »Hvorfor? her kommer vi hurtigere hjem.« Her gik altid Vejen til Morgongåfva ...

I Angst havde han tryglet, med Skovens natlige stængende Mur om Slægts-Pyramiden: »Fa'r, skal vi køre?«

Forgæves! - foroverbøjet havde Fader stirret på Navnene dér, hans Faders og Moders, de stridige to, nu naglede til et og samme Evighedens Tegn: gennemborede af Jærnets Mærke, den jordsøgende Magnet, prentet på deres, som på hver af »Bjærget«s andre Gravstene.

Og i Aften - Steffan vilde nikke, men følte sit Nakkeben stivnet -forstod han Faders Lytten til de stumme Navne, til sit Blods dulgte Kilde. For der kom jo et Spørgsmål til Steffan selv fra den hvide Pyramide, fra dens tredje Beboer, hans Tvillingbroder. Og som Steffan nu sov, mættet ved hvad han fik og gav, uforpligtiget af alt og alle, uafhængig af Susanna og ej behøvende hende, og dog uden Olofs spotske Smil, i nøjsom Taknemlighed, svarede han:

Mikael, se jeg er kommet til dig med min Andel af Livet - vrag den ikke! mer kan ikke bringes! Du gav mig det Hele, dit Krav som mit - så del nu Høsten med mig!

Men Steffan fornam en Bevægelse, vagt, som i hin anden tidlige Søvn, hint andet Fællesskab med Broderen - af Moders Fjed, der bar dem mod deres Skæbne? Nej, nu bar han den i sig selv! Men Mikael, rørte han sig? sled han sig løs af deres Fællesskab, nu som da? frasagde han sig Steffan som Tvilling?

»Steffan! Steffan!«

Ja, ja - han skubbede sig - gå da! jeg vidste det, altid, i Nætterne på Morgongåfva, over for Susans Smil og Bryntes vagtsomme Pande: jeg røgtede ikke din Del, Mikael, kun min egen! Nuet, Rusen, der bedøver og befrier, du vilde den ikke - Døgnet vilde du, Arbejdet, der binder, det tro Fællesskab, den delte Lykke - Slægtens, Århundredets, det uselviske, lange Liv ...

Misbrugte jeg det betroede? Kender du mig da, Mikael, du som så tidligt forlod mig, tidligt sagde dig fri for vort fælles Jeg? - og tog mit halve med dig, min halve Kraft, mit halve Mod og gav det hen i Jorden ... Eller - tog du det hele for dig? lod du mig ene beholde Naget og Tvivlen, det hvide Blod? Bød du mig, enarmet og halt, med overrevne Muskler og Sener at løfte Jærnets Tegn?

Men du i din evige Drøm, i Moders, i Jordens Skød, kender du Tegnet? så du det over Blinde-Olles Fattigtag, over Mychowitz' Valpladser? over Barchäus' Flugt fra Hjemmet? Tog du min Part af Muskler og Nerver, og gav du mig din af Øjne og Hjærte?

Susanna, var hun os bestemt, os »Bjærget«s Herrer, dets og vor Slægts Evighed? Og lader jeg Brynte, den Fremmede, Trællen, rane den gennem hende?

Mikael, om hun nu var bestemt kun for vor fælles Kraft, for frugtbar for mig alene? eller om jeg frygtede den Frugtbarhed, den Evighed under hendes Tegn? Mikael, om jeg, der gik under Tegnet, nu vender det Ryggen - som du før dets Od fik mærket dig som sin? Du gav mig at tjene for dets Sold og kræver dog nu at hæve den!

»Steffan! å Gud! Steffan! Steffan!«

Faders Stemme ... Vidste han nu omsider Svaret fra de tvende Navne dér, forenede i ham selv? Jeg véd det: du har Ret til ät kræve, til at kalde mig af Dødens mætte Søvn! til at forlange dit Liv, din Faders og Moders, fortsat i Evighed og gennem Susan, men under dit, ej under hendes, Jærnets, Mærke!

Ja, ja Mikael, Brynte, I Hovmodige, vid: jeg har mit at fortsætte, at forplante! mit Nu! af min Rus i Susan mit at føde: min Gud, den enbårne, min Slægts Sæd!

Ja, nu véd jeg det, hvorfor jeg sejrede i hin årle Kamp, endda Mikael i Fødslen var nær min dobbelte Vægt! Jeg skulde følge den Røst, der er Jordens såvel som Jærnets: dens ældste Suk og dens sidste, mod Eden og Utopia!

Vi har tjent Jærnet, »Bjærget«s Herre, til Farmoder brød hans Åg -og knustes af dets Ruiner. Nu føder vi den nye Gud, hans Overvinder, af Farfaders Mod, af Farmoders Angst: den nye Alder, den sidste! Zegoels Drøm! Hans Navn? Den ukendte Gud! Hans Våben? »Ordet« i hvilket Livet bor!

»Steffan! Steffan!«

Ja, Fader, ja - Steffan så hans Ansigt, dødblegt, bøjet over sig, med skinnende Øjne - et Sekund, igennem en Våge - så lukkede Frosten sig atter om ham. Jeg vilde - jeg vidste - men kan ikke ... Fader, uden Susan kan jeg ikke! Vi fløj alt sammen mod Målet, da ramte Bryntes Jærnnæve mig, og nu fryser jeg her i Mosesbackens Sne ..

Men Faders Øjne, hvor de flammede!.. som hin Aften, da Ensomheden på Morgongåfva drev Steffan fra hans Kammer i vestre Fløj gennem Hovedhusets øde Sale med Sneskovenes Rand derude, ind i østres Række af tyste, dunkle Rum, til han stod mellem Tæpperne om Forældrenes Sovekammerdør, og dér i Aftnens sunkne Lys så Faders Ansigt bøjet over Moders, der med lukkede Øjne og Læber sov, blændet af hans Blikke, der truede og bad i Lykke og Nød ..

»Ja, Fa'r, ja!«

Ene frøs han da på Tærsklen - Faders og Moders Ansigter dér forenede til ét, og han selv - å så ene, så værgeløs, sendt ud mod en Løve, som han aldrig turde møde ..

Men, i Aften, efter »Jærnets største Dag«, efter Nuet i Susanna, efter Mødet med Mikael i det endelige Skød, under Ildregnen af Faders kæmpende Øjne, de ellers så blide, nu kaldende til Strid, kunde han, måtte han kunne, nu da han vidste, hvad det gjaldt: Svaret paa Faders bange Spørgsmål til Pyramiden dér: hans Arv, hans Slægts Fremtid og Frugt, ja, »Bjærget«s, Alverdens - »den nye Gud«, hans og Susans Barn, »Ordet«, der skulde knuse Jærnet, Forbandelsen fra Eden!

»Ja, Fa'r.«

»Steffan, er du frosset ihjel? Gud, at jeg glemte os her, på Kirkegården, i en Nat som denne, 40 Graders Frost! Dine Hænder og dit Ansigt er jo Is, Steffan - og Ulvene, kan du høre dem! De har vejret os og kommer!«

Steffan lyttede - Faders arbejdende Hænder, tøende hans Årer, hans Hjærne, hans Hjærte ... født af Fader påny, fra de Døde - og påny uden Mikael, ene om Byrden ...

Ulvene, ja hør - en langstrakt, hulkende og truende Tuden - en Kalden, en Protest fra den dunkle Skovmasse under Månesløret - Livet, der begærede og hadede ham, dets Offer og Betvinger, dets Middel og Mål...

Vejret ham -: Lugten af Blod gennem Frosten, af Liv her i Døden, vejret Fjenden og Frelseren, selv i hans dybe Blund, hans Døds Dæmring, hans nære Afmagt og Ufarlighed... vakt ham til Kamp, til Pligt: til Drab og Fødsel!

Hør Livet tudede, af Blodtørst, af Had, af Bøn om Forløsning fra sig selv, om Frelse fra Jærnets Alder over i den Uforkrænkelighed, som ene han, den Dødelige, kunde skænke det Evige ...

»Ja, Fa'r, ja!«

Lysvågen, blodhed sad han dér, ret op ved Faders Side. Jeg var ved at fryse ihjel, så længe holdt du her foran Farfaders Grav! Men du vækkede mig, og Ulvene ..

»Se, Fa'r, Bore mærker dem, han er angst, og han har dog så tit kæmpet med dem.«

»Måske netop derfor, min Dreng! Godt jeg fik dig vækket, ellers måtte de gærne være kommet! Min Gud, den forbandede Letargi! Jeg skal aldrig mere ..«

Han stod op i Slæden med Tøjlerne ordnede i Hånden, samlende det skælvende Dyr, dets fnysende Mule, dets fejende Hale, dets klaprende Hove. Et Skrig - og han slap den stønnende Bore løs, mod Natten, mod Ulveglammet, styrende med udstrakte Hænder, med løftet Pande.

Steffan så strålende op mod ham. Tak! Altid var han ene på Morgongåfva, uænset - og dog Barnet, det eneste, som deres Tanker og Samtaler, Musik og Sang drejede sig om: Fremtiden, den nye Alder, som de troede på, deres egen håbede Evighed ..

Og med Fingrene klamrede i Huen, med Ansigtet sønderpisket af Luften og Fyrrene, med Hjærtet stormende det ebbede Blods Krigsskrig og Jubelråb gennem Årerne, dets Forvisning om sit Kald, dets Fare og Triumf, flåedes Steffan frem gennem Vejdybets Spalte.

»Sikken en Dreng!« havde Böös pustet, da Fader svøbte Steffan ned i Fodposen, »Drenge står dér!« og Præsten pegede på »Hundefoden«, Medebrættet, bag ved sig, harm over at føle sine tykke Ben klemte. v. Schéeles sky Blik til ham, hans hvide Ansigt, hans Pukkel, det ukendte, uhyggelige ...

Og Drengene i Zacharias Piras Skole, Brynte, Susan - o ho, ho I Stærke, se os nu: jeres Fjender, og frygt os! se os i Kampen og kend vort Mål! »Høg over Høg!« skreg Barchäus -: Finnens Våben, »Ordet«, den almægtige Rune!

Se Fader dér, »Bogormen«, som Fruerne i Filipstad, »Cunctator«, som Farbroder skæmtende kaldte ham - hans Nakke, hans Skuldre, hans Blik, spændt som en Bue!

Bores Hals og Ryg én Streg, Svøben en flyvende Slange, Stidybets strømmende Hvidt - Flaxen af fortumlede Vinger, Fugles Skrig - -

Og under Fyrrenes Snehæng Dampen af hede Svælg, Skæret af gule Øjne, - de forfølgende Skygger - Ulve! Ulve! - Tvivl og Angst, Had og Vold, Misundelse og Ulykke ..!

O, hvad var Døden mod dette Nu! Susan, fyldende hans Favn, Håret om hans Kind, Brystet og Munden mod hans, den fulde Tyngde, den ganske Klode - hans blev den!

»Bore, Bore, Bore! mere! endnu et Spring, og vi er hjemme! Bore, Bore!«

Ja Bore, Nordenvind, et Spring, et jublende, fri af Frosten, fri af Natten, ind i Sejren, ind i Gud, i Hjemmet!

Ud i Måneskinnet en dansende Bug, et glafsende Svælg, gramsende Kløer, funklende Øjne - Bores flagrende Manke, dens skummende Lænd, styrtet mod de hylende Ulve - En Malstrøm af Sne og Fråde og Svanse, en Hvirvel af Stank og Blod - Faders susende Arm, Svøbens pibende Blyklump -

Et Glimt - en sviende Hede forbi Steffans Kind - et Skud, mange, Knald i Knald - Hundeglam, Krudtrøg, Fakler - -

Slægtstræet flyvende mod dem med udbredt Favn - et Væld af Ild, fra Porte, fra Døre, fra Vinduer -

Moder dér på Trappen i sin flagrende, sorte Dragt, klamret til Märta Moll, Moder, som ellers knap rørte en Hånd til Goddag ...

Og på Trinnet Farbroder Anselm, uden Hat, med det lange Hår bølgende, med en rygende Pistol i hver Hånd, med Ansigtet strålende af Sejr som en Sol...

Gamle Cornelius, Ung-Pelle, Kalle Klang, Erker, Joel - Ansigt ved Ansigt i Stimlen i Gården, i Folkestuens Døre ...

»Å Gud, å Gud - I blev frelst, Eric Herman, I blev frelst! Å Gud, hvilken Lykke!«

Ja frelst - for at frelse Lykken! Susanna - ét Øjeblik i din Favn, og Sejren er min! Jærnet besejret: Guden født! »Ordet« fundet!

Dér over Skoven drev Månen bort, tung og glip af sit Bytte. I den kogende Blodpøl et dampende Ulveådsel, med blafrende Hjærte, med blårøde Tarme ... Hundenes kæmpende Rygge, deres slidende Tænder, deres rivende Kløer ...

Hævnen, den duftende, svimle, over Värmeskogens slagne Udyr..!

Han selv, løftet i Farbroders Arme, båret i Storm op ad Trappen, mod Fader og Moder, der omslynget af hinanden dér i Døren strålede hverandre ind i Ansigtet, som var hin fjærne Aftens Kamp endt i Sejr, i hans, Steffans Fødsel...

Ja, nyfødt af »Jærnets største Dag« stirrede han over Farbroders Skulder ud mod de sorte Skove, med den lave, vigende Måne, med Ulvenes flyende Jammer. Dér langt ude funklede og flimrede Savolaxhyttans og Solfors' Bål, prikkede sig Kirkekuplens Sky.

Men en Gang, om længe, skal jeg se andre Tegn på Horizonten end jer - I, der gennem Århundreder har brændt og formørket »Bjærget«s Himmel!

En Gang, Susan, om længe, ved dig!